M. Lorck og H. C. Bjerg (udg.): Fregatten Bellonas togt til Sydamerika 1840-41. Skibslægen J. H. Lorcks dagbog. (Marinehistorisk Selskab, 1980). 122 s., ill.

Da fregatten Bellona fredag den 28. august 1840 passerede Kronborg under salut, drog den 300 mand store besaetning ud pa et togt, der skulle komme til at vare et helt ar og bringe den i kontakt med en raekke lande i Sydamerika. Chefen, kommandor Chr. Wulff havde nemlig faet til opgave at afslutte handelstraktater og udpege konsuler med det formal at skabe bedre vilkar for dansk handel og sofart pa det sydamerikanske

Togtets forlob er velkendt bl.a. takket vaere den rejsebeskrivelse, som skibspraesten, Dines Pontoppidan udsendte allerede i 1841 under titlen »Reise til Sydamerika«. Denne bog gav et udmaerket indtryk af de lande, der blev besogt, og af de bestraebelser, kommandor Wulff gjorde sig for at opfylde sin mission; derimod beskaeftigede pastoren sig ikke meget med selve Hvet om bord, hvor noget tyder pa, at han befandt sig skidt og var ugleset af alle - undtagen maske netop af chefen, hvem hans bog i ovrigt er tilegnet.

Men der var andre end Dines Pontoppidan, der gjorde notater under den lange rejse: 2. underskibskirurg Jorgen Heinrich Lorck forte omhyggeligt dagbog, og her indtager livet i messen om bord og oplevelserne med officerskammeraterne under landlov en central plads. Deter disse optegnelser, som M. Lorck og H. C. Bjerg har fundet anledning til at publicere i Marinehistorisk Selskabs skriftraekke.

Den lille bog er forsynet med en kort indledning, der ridser togtets baggrund og forlob op og bringer savel konstruktionstegninger som bemandingsreglement for fregatten. Desuden gengives Kommende og gdende rulle for togtet, og deter en god ide, for deter ikke sa fa oplysninger, laeseren her kan skaffe sig om besaetningen, bl.a. om dodsfald og desertationer.

Selve dagbogen, der bortset fra et par enkelte overspringelser gengives i sin helhed, er faengslende laesning. Ikke fordi den praeges af megen dramatik eller mange interessante begivenheder - tvaertimod, monotonien i dagligdagen bade om bord og i land gar som en rod trad gennem beskrivelsen - men fordi Lorck skriver levende med humor og selvironi. Det billede, han tegner af officerslivet er ganske usmykket: den evindelige vagttjeneste, den stedsevarende kamp for at fa pengene til at sla til i messen og under besogene i land og den evige jagt pa konne darner! »Naturligviis ilede jeg strax ind i en aabentstaaende Kirke, ikke saa meget fordi jeg folte nogen andaegtig Trang hos mig, som snarere for om muligt at see nogle Banda orientalske Skjonheder«.

Deter med andre ord personerne omkring ham, der interesserer - ikke fregattens diplomatiske mission, som man kan have vanskeligt ved at fa oje pa i hans beskrivelse, ej heller de komplicerede politiske forhold pa kontinentet, som man stort set kun fornemmer gennem oplysningerne om de mange udenlandske orlogsmaend, der ligger i hver en havn. Forholdene i de enkelte hovedstaeder far heller ikke mange ord med pa vejen, nar bortses fra hvad der kan forbindes med »de skjonne Damer«.

Dagbogen har Lorck naeppe nogensinde taenkt sig at publicere - i modsaetning til messekollega Pontoppidan (»en arrogant og übehagelige Personage«) - og han ville nok ogsa have faet svaerere ved at finde nogen at tilegne den, for der falder droje hug til bade chefen, naestkommanderende - den senere sa bekendte Steen Andersen Bille (»der ikke forsommer nogen Leilighed til at spille Chef, naar denne ikke er ombord«) - og den uheldige messeforstander, kaptajnlojtnant Meyer, hvis elendige administration resulterede i, at man matte saelge klaveret til lodsen i Montevideo for at fa ordentlig mad pa bordet!

Lorcks dagbog er forst og fremmest en glimrende skildring af et helt specielt miljo, og deter netop det, der giver publiceringen sin berettigelse. Det kan i den forbindelse undre, at udgiverne ikke har fundet anledning til at forsyne dagbogen med et noteapparat, for der forekommer navne og begreber, som mange laesere ikke vil vaere fortrolig med.