Bjørn Rosengren: Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-1945. (Odense Universitetsforlag, 1982). 197 s.

Deter en god bog. En klart opbygget, praecis og systematisk analyse af hovedlinierne i besaettelsesmagtens politik fra indforelsen af militaer undtagelsestilstand 29. august 1943 til kapitulationen i maj 1945. De begivenheder, der skildres, er i hovedsagen velkendte; men de emu placeret i sammenhsng anskuet som udtryk for mal og metoder, som i vekslende orden praegede den tyske adfaerd i nederlagsfasen.

Den tyske rigsbefuldmaegtigede Werner Best indtager naturligt nok en central position, dels i kraft af hans faktiske placering, dels maske ogsa fordi sa stor en del af det sparsomt bevarede kildemateriale hidrorer fra hans pen. De militaere kilder er famaelte, og det tyske politis materiale blev naesten fuldstaendigt tilintetgjort, da tyske myndigheder i Danmark slettede deres spor ved centralfyret i Dagmarhus' kaelder i krigens sidste dage. Bests telegrammer og indberetninger i det tyske udenrigsministeriums forholdsvis velbevarede arkiv giver et indblik i hans argumentation. Det savnes for de militasre chefer, v. Hanneken og Lindemann og den hojere SS- og politiforer Giinther Pancke. Derfor bliver Best naturligt hovedperson, skont det er problematisk, om hans indflydelse i denne fase af krigen berettiger til det. Bjorn Rosengren viser et politisk system stemi oplosning, hvor den tyske udenrigstjenestes formelle kompetence i Danmark blev udhulet gennem den praktiske prioritet, militaere og politimaessige forholdsregler fik.

Han har ogsa et bud pa Bests omstridte rolle som igangsaetter af Jodernes deportation i okt. 1943. Han afviser bade Haestrups accept af, at Bests famose telegram af 8. September, der satte lavinen i skred, var et klodset afvaergeforsog, og Leni Yahils teori om, at Best brugte sagen til at fa indfort tysk politi. I stedet vil han laegge vaegt pa, at Best i alle tilfaelde matte regne med en jodeaktion og onskede den overstaet, mens undtagelsestilstanden varede og v.Hanneken folgelig stod med ansvaret. Tolkningen har den fordel, at vi da kan laese Bests telegram i overensstemmelse med den bogstavelige ordlyd. Han bad om en fremskyndelse, fordi han onskede en fremskyndelse. Han gjorde sig ingen illusioner om at undga aktionen, da forhandlingspolitikken ved regeringens afgang var brudt sammen.

Bjorn Rosengren tager ogsa et velgorendeforbehold over for Bests senerepastande om intrigespil fra Panckes og v.Hannekens side og konstaterer, at samarbejdet mellem de tre tyske cheferfungerede ret gnidningslost indtil folkestrejken i Kobenhavn i sommeren 1944. Det danske politis oplosning og deportation i September forklares hellerikke som track i magtspillet, men som Panckes ikke saerlig vellykkede forsog pa at befaeste sin »smuldrende stilling hos Himmler«. Aktmangel bevirker,at dette kun kan sta som en begrundetformodning, og det havde nok vaeret umagen .vaerd at sammenligne det danske politis ringe indsats mod modstandsbevaegelsen efter 29. august med, hvad der var dagligt vande i andrebesatte lande. Hvorfor blev dansk politi det eneste, som deporteredes til

tysk KZ-lejr? Hvorfor sa det ud til at
vsere en god sag for Pancke at rejse i
Berlin?

Til slut et hjertesuk. Bogen vil vaere af vaerdi for mange, der interesserer sig for den tyske bekaempelse af modstandsaktivitet med retlige eller terroristiske midler. Havde det da ikke vaeret en ide at oversaette de tyske citater, evt. med originaltekst i noterne? Og gerne oversaette dem helt til dansk, for desvaerre skaemmes den i ovrigt practise og nuancerede sprogbrug af grove germanismer. Nar man f.eks. s. 157 laeser, at den »militaere overstkommanderende ville ... understotte ... med at ... forsorge flygtningene ...«, forstar man nok, at han ville hjaelpe med at forsyne dem; men simplere ord havde gjort laesningen mere flydende.