A. R. Jørgensen: 9. april. De spildte muligheders dag. (Gyldendal, 1980). 183 s.

Den 9..april star for mange som en »skammens dag«; navnlig blandt de officerer, der ved den lejlighed gjorde tjeneste pa mere ydmyge poster, efterlod dagen en folelse af, at man havde vaeret offer for et forraederi. Adskillige fremforte da ogsa. i tiden efter 1940 skarp kritik af bade politikere og hojtstaende

Oberst A. R. Jorgensen var en af de unge officerer, der allerede i 1940 mente, at forlobet den 9. april burde have vaeret anderledes. Som naestkommanderende ved et ingeniorkompagni i Sonderjylland foreslog han den 8. april, at icompagniet forberedte enkelte brospraengninger pa de to jyske laengdebaner. Jyske division naegtede tilladelse hertil og sikrede dermed, at besajttelsesmagten fik et fuldt funktionsdygtigt jernbanenet stillet til radighed. At tyskerne forstod at udnytte dette, havde A. R. Jorgensen rig lejlighed til at konstatere i dagene efter invasionen, hvor den ene togstamme efter den anden rullede nordpa med forsyninger. Et par brospraengninger i Sonderjylland ville afgjort have skabt visse problemer for tyskerne, men skaderne kunne hurtigt vaere blevet udbedret. Anderledes ville situationen have vaeret, hvis der fra dansk side var blevet sorget for en mere systematisk lammelse af det jyske jernbanenet. I sa tilfaelde ville tyskernes lynbesaettelse af Danmark og Norge vaere blevet udsat for alvorlige forsinkelser.

Deter dette perspektiv, forfatteren har arbejdet videre med efter besaettelsen, og han er kommet til den konklusion, at der i april 1940 faktisk var mulighed for ikke blot at vanskeliggore og sinke tyskernes operation »Weseriibung«, men endog for at gore felttoget mod Norge til en regulaer fiasko med heraf folgende svaekkelse af Hitlers position pa hjemmebane! Muligheden var der, men den blev ikke udnyttet, ja, darligt nok opfattet som en mulighed af en uforberedt og lamslaet haerledelse. Derfor valgte Danmark den 9. april at fore en kort neutralitetskamp og lade den efterfolge af en alle styrker omfattende kapitulation. I den situation skulle man efter forfatterens mening have satset pa en »kommunikationskrig« suppleret med en kapitulation, der omfattede alle ikke-involverede

A. R. Jorgensen harmed sin bog onsket at pavise, at en sadan »kommunikationskrig« var en realistisk og saerdeles effektiv mulighed i april 1940. Han definerer en »kommunikationskrig« som en operation, hvor man med en begraenset indsats opnar betydelige militaere resultater ved at odelaegge fjendens forbindelseslinier, og han gennemgar i et par centrale kapitler forlobet og betydningen af en sadan operation kaldet »Springbraet«.

»Springbraet« er fra forfatterens side forst og fremmest taenkt som en ganske sammensat operation, der indebaerer savel defensive som offensive elementersamt en vis koordinering af dansk og norsk indsats. Deter i den udformning,»Springbraet« ville have faet den storste effekt; men ogsa en mere begraensetudgave af operationen, f.eks.

en rent dansk operation eller blot en udforelse af planens defensive elementer,ville efter forfatterens mening havehaft betydning - ikke mindst for Danmarks omdomme i udlandet. Den danske del af »Springbraet« skulle omfattespraengning af ca. en snes jernbanebroeri det sydlige Jylland (hovedpartenvar forsynet med ladningskamre)og af broerne over Limfjorden, odelaeggelse af flyvepladser (forst og fremmest de to i Alborg) og afbrydelse af sokabler til Sverige og Norge, samt spaerring af havne (isaer i Vendsyssel). Sa meget for den »passive« del af operationen,hvortil forfatteren dog ogsa forestiller sig, at man kunne have knyttetstrejker pa transport- og anlaegsomradet.Den offensive del skulle dreje sig om de nordenfjordske styrkers kamp for at holde tyskerne fra Vendsysselog dermed fra forbindelsesliniernetil Norge og om anvendelsen af sovaernets übadseskadre mod tyske skibstransporter til Norge.

Dette hastige vue over forfatterens minutiost gennemarbejdede operation yder ikke denne fuld retfaerdighed, men det understreger den ovenfor anforte karakteristik af »Springbraet« som en ret sammensat operation. Dette er ikke ensbetydende med, at operationen ville have stillet store krav til mandskab og materiel, for forfatteren har ret i, at »Springbraet« stort set bestar af ganske simple og realistiske enkeltaktioner, der lader savel haerens som sovaernets hovedstyrker überort. Derimod kan det ikke naegtes, at operationen stiller store krav til planlaegningen og koordineringen.

Netop planlaegning og koordinering manglede i 1940. Forfatteren fremhaever med rette, at hverken general- eller sovaernskommandoen tog deres planlaegningsopgaver saerlig alvorligt, ligesom de demonstrerede manglende evner for samarbejde. Forsvarsministeren, ren,der burde have sikret den nodvendige koordination, loste heller ikke sin opgave pa tilfredsstillende made.

Skont forfatteren har adskillige kritiske bemaerkninger til bade politikerne (isaer forsvarsministeren) og sovaernets chefer (isaer Rechnitzer), sa er det naturligvis navnlig generalkommandoen og de hojtstaende haerofficerer, der ma sta for skud. Gennemgangen af den danske krigsplanlaegning for 2. verdenskrig og af generalkommandoens forskellige forslag og ideer er skarp, men sober, og konklusionen - at krigsplanlaegningen var »yderst mangelfuld« - alt for elskvaerdig.

Det elskvaerdige - og til en vis grad ogsa det sobre - gar imidlertid flojten, da der skal findes svar pa sporgsmalet om, hvorfor ingen ansvarlig officer fik ideen til den overordentlig effektive operation, som forfatteren med nogen bagklogskab har ridset op for laeseren. De ansvarlige officerer var konforme, fantasilose og urealistiske, graensende til det naive, deres horisont var snaever, deres faglige viden utilstraekkelig, og de anvendte mere tid pa interne magtkampe end pa fornoden krigsplanlaegning! »Derfor var der ingen, der fik ideen til »Springbraet««. Deter en skarp og unfair karakteristik, som man i hojere grad ville have ventet fra den unge lojtnant i 1940 end fra den erfarne ingenioroberst i 1980.

Det skal ikke bestrides, at de hojtstaende officerer i 1940 havde mange undladelsessynder og misforstaelserpa samvittigheden, forfatteren har praesenteret et paent udvalg af dem, heriblandt deres manglende forberedelseaf en operation af »Springbraet«typen.Men var »Springbraet« losningenpa »9. april-syndromet«? Forfatterener ikke i tvivl: Tyskerne havde faet fiasko i Norge, hvilket ville have aendretverdenskrigens forlob - og, operationenhavde ikke behovet at koste en

eneste dansk (eller norsk) soldat livet! Planen ser besnaerende ud, og forfatterenhar givetvis ret i, at det var muligt at gennemfore den med det forhandenvaerendemateriel og mandskab og uden naevnevaerdige militaere tab - i hvert fald i forste omgang; men bag den omhyggeligt udarbejdede operationsbefalingog det detaljerede tidsskemalurer bagklogskaben: Forfatterenved, at angrebet kom tirsdag kl. 4.15; den viden er guld vaerd i planlaegningenaf en operation, der bade fra dansk og tysk side forst og fremmest skulle virke ved overraskelsesmomentet!Forfatteren ved ogsa, at der var en noje sammenhaeng mellem tyskernes angreb pa Danmark og Norge; men den sammenhaeng var det anderledes vanskeligt at basere sin planlaegning pa i de tidlige aprildage, end forfatteren giver det udseende af.

Lad disse indvendinger vaere, hvad de vaere vil; mere problematisk er det, at hele operation »Springbraet« forekommer at udspille sig pa en isoleret militaer ovelsesplads, hvor civilbefolkningen er mere eller mindre ude af billedet, undtagen nar den skal bruges til at foroge planens effekt ved at ga i strejke (!) eller ved pa anden made at vise sine - efter forfatterens mening - markante anti-tyske og pro-norske holdninger. Generne for civilbefolkningen ville have vaeret beherskede, siger A. R. Jorgensen, og det skal nok holde stik, sa laenge man som forfatteren kun beskaeftiger sig med ulemperne ved en afbrudt banelinie eller en opplojet flyveplads; men i det ojeblik tyskernes reaktion pa en operation »Springbraet« drages med ind i opgorelsen, aendrer billedet sandelig karakter. Dette forhold interesserer tydeligvis ikke forfatteren saerligt, og derved kastes der et lidt urealistisk skaer over hele operationen.

Netop sporgsmalet om tyskernes modforholdsregler over for den danske befolkning matte veje tungt for politikerne, og deter derfor svsert at dele forfatterens opfattelse af, at man ikke kan udelukke, »at regeringen, eventuelt med mindre aendringer, ville godkende resten [d.v.s. de defensive elementer] af »Springbraet««. Regeringen undervurderede nemlig nasppe den danske befolknings vilje til at yde ofre, saledes som forfatteren haevder, den vidste tvaertimod, at befolkningen ikke var parat til at lade sig sonderbombe hverken for nordmaendenes skyld eller af hensynet til omdommet i udlandet! Det kan vaere beskaemmende at matte konstatere det, men det forekommer ikke desto mindre at vaere en mere realistisk vurdering end forfatterens.

A. R. Jorgensens bog bygger pa et omfattende materiale, og fremstillingen er sa spaekket med citater, at det ind imellem kan vaere vanskeligt at fa oje pa forfatteren. Et noteapparat ville have ydet sit lille bidrag til en klarere praesentation og samtidig have imodekommet laeserens krav om en rimelig verifikationsmulighed. Trods disse indvendinger ma bogen siges at vaere ganske velskrevet, og den er forst og fremmest et saerdeles spaendende, tankevaekkende og provokerende bidrag, der trods sine svagheder fojer en ny dimension til debatten om 9. april.