Niels Lund og Kai Hørby: Samfundet i vikingetid og middelalder 800-1500. Dansk social historie 2. (Gyldendal,

Deter underligt at sta over for en nyhed som en dansk socialhistorie, uden at det oplyses, hvordan den er blevet til, hvilke tanker initiativtagerne har gjort sig. Forlaget er Gyldendal, men initiativet stammer oprindeligt fra eller er blevet kanaliseret igennem det humanistiske forskningsrad. I en beskeden notits pa side 2 angives bogen at vaere blevet til i samarbejde med forskningsradet. Nogen redaktionskomite anfores ikke. Nar bortses fra, at nogen jo ma have bestemt, hvem der skulle forfatte de forskellige bind, er der nu heller ikke noget, der tyder pa, at en redaktion har vaeret pa spil. De forskellige forfattere har tydeligvis faet meget fri tojler. Deter de enkelte bind ikke blevet ringere af, meget muligt endda bedre. Men det havde vaeret rart, om der til en 7-binds socialhistorie havde vaeret en indledning, hvor nogen havde forsogt at forklare, hvad socialhistorie er eller kan vaere. Som det nu er, kan Niels Lund skrive i forordet til sin del af bind 11, at han har udvalgt de »emner, som forekommer mig socialhistorisk relevante«, »en raekke emner der traditionelt opfattes som horende socialhistorien til«, mens Kai Horby Soger en definition: individets mere eller mindre regelbundne forhold til sine medmennesker og til samfundet.

Med god grund er bind II delt mellem to forfattere, saledes at vikingetiden behandles saerskilt (60 sider). Middelalderen, dvs. tiden 1100-1500, er en stor nok mundfuld endda for en forsker (233 sider). Proportioneringen mellem de to dele synes rimelig, for selv om der kommer mange boger om vikingetiden, er realiteten jo, at vi ikke ved ret meget om den. Niels Lund har set det som en vigtig opgave at pavise, hvor lidt vi ved, hvor svagt kildegrundlaget er, og at udpege, »hvor vi er henvist til gaetteri og frihandstegning«. Det gor han godt og konsekvent og lidt provokerende, og han har allerede faet pa hovedet derfor og vil sikkert fa det igen.

Han begynder logisk med en omfattendegennemgang af kildematerialet og dets svagheder. Her bemasrkes isser hans fremhaevelse af, at de fire vestjyskelandsbyudgravninger, som de senestear

stearhar beriget os med, kun »kan exemplificere tilstande og strukturer, men intet fortaelle om disses udbredelseeller generelle gyldighed«. Pa sammevis advarer han imod at drage vidtraekkendekonklusioner fra gravfundenevedrorende »De viser os det ikke synderligt overraskende,at der har vaeret smafolk og stormaend og forskellige grader derimellem,men intet om forholdene mellemdisse grupper, hverken talmaessigt, godsfordelingsmaessigt ...«

Selve fremstillingen betitles »Vikingetidens samfund« og falder i to dele, Befolkning og bebyggelse og Samfundet. I det forste afsnit fremhaever Niels Lund, at der ikke er nogen sikker sammenhaeng mellem stednavne, bebyggelse, opdyrkning og folketal. Han bygger her videre pa vigtige iagttagelser i engelsk forskning (Sawyer bl.a.). Hans konklusion tenderer folgelig imod at aflive den tidligere antagne enorme befolkningsvaekst, men han nojes dog med en forsigtig formulering: »En befolkning i en sa eksplosiv vaekst, at den ... kunne nyopdyrke det halve af landet, som man efter den tidligere tolkning af stednavnene matte antage var sket, det har vi ikke laengere nodig at tro pa«.

Skildringen af samfundet gaelder de forskellige samfundsklasser: kongen, hovdingene, bonder, traelle samt bybefolkning. Hovdingeklassen ma have vaeret knyttet til kongen, til hans lid, hans folge (som det kendes fra andre germanske stammer). Vel var de det magtbaerende lag i samfundet og havde deres egne lid, men de ma have erklaeret deres loyalitet over for den kongemagt, som kilderne sa tydeligt lader traede frem. Derimod oplyser de skriftlige kilder faktisk intet om de almindelige fribonder, men eksisteret har de selvfolgelig. Lidt mere vides om slaverne, problemet er dog, at slaveeksporten tentil udlandet er bedre bevidnet end slaveholdet i Danmark. Langt mest vides om kongemagten. Sakrale forpligtelser havde kongen og et overherredomme, som reducerede andre mulige konger til hovdinge. Harald Blatand kan rose sig af en kraftig militaer magt (trelleborge m.v.) og kan meget vel have indfort ledingen og krav til bonderne om borg- og brobyggeri som i England. Endelig stod byerne klart under kongens kontrol.

Deter et problem for Niels Lund, at den nyeste retshistoriske forskning har gjort det sa meget vanskeligere at jaevnfore med de fra landskabslovene kendte forhold og med andre germanske lande. Tidligere forsknings hoje vurdering af slaegtens betydning bliver derfor modificeret til: blodets band og den faelles arv har altid vaeret staerke realiteter.

Middelalderen behandles af Kai Horby. Indledningsvis filosoferer han over forholdet mellem begreber/abstraktionerog konkrete oplysninger. Det hedder bl.a., at gruppebetegnelser som faestebonder, kobmaend, munkevaesenikke daekker over handlende faktorer i det historiske forlob, og at begreber som priser og konjunkturer, rige og fattige, magthavere er abstraktioner.Dette leder frem til hans formuleringaf opgaven: At redegore for det enkelte individs mere eller mindre regelbundne forhold til sine medmenneskerog til samfundet som helhed, hvad enten de sociale relationer havde med produktionen at gore eller med forsvaret mod indre og ydre fjender, eller de vedrorte aegteskab, indmeldelsei et kloster eller et merkantilt broderskab,dvs. forela som valgmuligheder - i det mindste teoretisk (s. 85 f). Med brod mod adskillige historikere og andre betones det endelig, at de aeldre samfundstilstande adskilte sig radikaltfra dem, der kendetegner et moderneindustrisamfund,

derneindustrisamfund,og for en forstaelseaf dem er det af temmelig underordnetbetydning, hvorvidt de ville vaere forargelige, hvis de fandtes i vore dages Danmark. Bonder og kvinder i middelalderen var undertrykte.

Fremstillingen falder i to kronologiske dele, med snittet lagt ved ca. 1250. Kapitlerne for aeldre middelalder er Befolkning og Bebyggelse, herunder bl.a. landsbyfaellesskabet, Storgodserne, herunder bryder og landboer, Tingfaellesskabet, Slaegten, Stift og Sogn, Klostrene, Gilder og Broderskaber samt Byerne. »Deter bebyggelsens oprindeligt ujaevne fordeling over riget, deter slaegternes selvstaendighed i omsorgen for individets privatretlige stilling, deter tingfaellesskabet som den grundlaeggende sociale og politiske funktion i de isolerede bygder, og det er storejendommenes og landsbyernes funktion af grundlaeggende enheder ... der i det foregaende er sogt karakteriseret som noget oprindeligt eller dog noget gammelt«, hedder det s. 174 som afslutning pa disse kapitler og som indledning til det saerlige og omfattende afsnit, der behandler samfundets omdannelse, betitlet Kongemagten som Samfundsfaktor. Med stotte i kirken, med baggrund i befolkningsvaeksten (som fjernede skellene mellem bygderne) og i udviklingen af de europaeiske forbindelser omskabte kongemagten de eksisterende samfundsinstitutioner. Forst og fremmest omformedes de militaere institutioner, leding og hird, og et skattesystem udvikledes, og en administration opbyggedes efter europaeiske forbilleder; i det hele samledes en raekke af rettigheder hos kongemagten, og kongeideologien udvikledes staerkt.

Perioden 1250-1500 sammenfattes under overskriften Privilegiesamfundet og indledes med kampen mellem kongemagt og aristokrati: institutionaliseringen liseringenaf stormasndenes forhold til kongemagten ved dannelsen af parlament og (senere) rigsrad, formuleringen af de nye forfatningsformer i handfaestninger og rigslove, rivaliseringen mellem kongemagt og aristokrati om de fordele det indebar at have det direkte herredomme over de mindreprivilegerede staender. De ovrige kapitler gaelder Privilegiesamfundets Institutioner, Landbefolkningen (dvs. isaer godssystemet), Kobstaederne, Kirken samt Klostrene.

Af det her givne referat af Kai Horbys skildring turde fremga, at den pa sin vis afbilder det danske samfunds historie i middelalderen, herunder ogsa hovedtraekkene eller -elementerne i den politiske historie. Maske naermere ved, hvad mange forventer sig af en socialhistorie, i hvert fald naermere pa det enkelte individs mere eller mindre regelbundne forhold til sine medmennesker, er Horby sidste afsnit, Faktorer i den Sociale Mobilitet. Kongetjeneste, gejstlig uddannelse, aegteskab var vigtige faktorer her, rigdom og fattigdom naturligvis ogsa.

Deter en kraevende opgave, Horby har stillet sig selv, og da han ikke kan fordrage at give simple losninger, bliverdet ogsa et kraevende arbejde for laeseren at komme igennem fremstillingen,hvis han vil have nogen som heist sikkerhed for at have forstaet, hvad forfatteren mener om middelaldersamfundet.Samtidig skal fremhaeves, at antallet af behandlede eller berorte emner er stort, og at der er mange, om end ikke altid helt korrekte, konkrete dplysninger. Jeg skal her blot naevne, at nar nu atter engang Steenstrups herredskortgengives, er det ejendommeligtat se, at Alsted hd. (omkring Sor0) er glemt; endvidere, at den tilsyneladendesa praecise fortegnelse over klostersamfund(s. 149 ff) har flere urimeligheder,maerkeligst eksistensen af et

Svenstrup johanniterkloster, som skullevaere ophort i 1454 (der er tale om en hovedgard under Antvorskov kloster!),og pastanden om, at Knardrup kloster blev oplost kort efter grundlaeggelsen(det eksisterede helt frem til reformationen).

Horbys fremstilling er et spaendende forsog pa at give en skildring af dansk middelalder, som daekker meget bredt, men befriet for alle de politiske detaljer. Kun Poul Johs. Jorgensens Dansk Retshistorie - forfatningsret kalder han det - har hidtil givet noget lignende. Som udgangspunkt for undervisning i dansk middelalder tilbyder Horbys afsnit sig ved at ramme, efter min mening, alle vaesentlige emner ind. Skade, at Gyldendal kun vil saelge alle Socialhistoriens syv bind samlet.