Søren Schou: De danske Østfrontfrivillige. (Suenson, 1981). 203 sider.

Soren Schou er litteratur-sociolog; naervaerende bog kalder han et essay, angiveligt fordi bogen er et forsog pa en tvaervidenskabelig fremstilling. Sigtet er bevidsthedssociologisk, hvad der for en historiker godt kan fore til polygon diffusion omkring emnet, der i sig selv i det mindste er entydigt historisk. Forfatteren er, skal det siges, velskrivende og velorienteret i emnet, om end han er lidt snakkesalig og indirekte; og lidt jomfrunalsk. Han afstar fra at opsoge gamle frivillige for at undga »loyalitetsrelationer«, der kunne svaekke eventuel analytisk skarphed. En sadan betragtning gor selvfolgelig stueren, men »loyalitetsrelationer« kan vel lige sa godt styrke skarpheden? I virkeligheden burde historikerne have sikret langt flere beretninger fra frikorpsfolk. De kunne ligge, til det var muligt at behandle dem objektivt. Tabernes beretning er lige sa vigtig som vindernes, mindst. I ovrigt er Soren Schous generelle approach til de frivillige den samme som forfatteren Erik Albaek Jensens: de vandrede frivilligt over kridtstregen. Et frugtbart udgangspunkt.

Efter en god indledning, hvor forfatterens overblik kommer til sin ret, fremtraeder bogen i 3 dele. Forst beskrives ostfrontsoldatens sociologi og psykologi ud fra de eksisterende videnskabelige undersogelser (isaer Karl O. Christiansens og Thomas Sigsgards). Derefter praesenteres nogle soldaterbiografier, og endelig behandles i sidste afsnit Albaek Jensens roman Kridtstregen. Ud fra denne disposition soger forfatteren at belyse de frivilliges baggrund grundi socialpsykologisk freudiansk perspektiv med skyldighed til Fromm og Reick. Han gor opmaerksom pa, at bogen er skrevet af en litterat og ikke af en historiker; hvorpa han definerer forskellen pa en made, der abner mulighed for litteraten til at komme pa sporet af en anden slags historic den menneskelige bevidstheds i saerlig tidsog klassemaessig praegning; idet han dog forbarmer sig over materialistisk orienterede historikere, der kan modes med litterater i interessen for historien som totalitet af objektivt og subjektivt! Deter jo magelost. I afsnittet med soldaterbiografierne arbejder Soren Schou noget ujaevnt. Hans staerke tilknytning til den freudianske metodik gor, at nogle frivillige for ham er langt mere spaendende end andre; allerbedst har han det, nar han udkrystalliserer seksualiteten i foretagendet. Artillerister med sans for landskabelig skonhed undgar saledes ikke betegnelsen fallisk aggressor, nar de »hamrer den ene artillerigranat efter den anden ind i disse yndige bakker og skove«. Schou paviser, at flere frivillige var socialiseret ind i seksuelle frustrationer. Var det specifikt for de frivillige? Gjaldt det ikke modstandsfolk lige sa vel, idet det vel var et faellestraek for mennesker, der i perioden kom fra smaborgerligpatriarkalske

Som bogens tredje del kommer gennemgangen af Albaek Jensens vaesentlige roman Kridtstregen. Deter en spaendende og kompetent analyse; men det er svaert for en historiker at klare sammenstillingen af dokumentation og fiktion: Hardy Bunken ved siden af Palle Hardrup. Hvis bogen er skrevet for bevidsthedssociologer, skal man som historiker ikke ga i rette med forfatteren. Historikeren ville nok ga mere direkte pa Albaek Jensens baggrundsmateriale og mindre pa, hvad han har brugt det til.

Men som konklusion skal det siges, at ingen, der interesserer sig for emnet, kan lade denne bog ligge. Og sa har den tillige en god bibliografi og nogle gode billeder af frontsvinene.