Henrik Becker-Christensen: Hærvejen i Sønderjylland - et vejhistorisk studie. Fra Kongeåen til Danevirke. (Institut for Grænseregionsforskning, 1981). 259 s.

Haervejen er kendt af enhver, der har blot den mindste kulturhistoriske interesse, og selv om man nok kan vaere i tvivl om asgtheden af det billede af fortiden, som turisten eller marchdeltageren opsoger en sommerdag derude, sa rummer Haervejen virkelig elementer, der er i stand til at give dybe oplevelser. Hugo Matthiessens fascinerende bog fra 1930, der er kommet i ikke mindre end 13 oplag, sidst i 1981, er utvivlsomt hovedarsagen til, at noget sa simpelt som en vej har kunnet tiltraekke sig en sadan opmaerksomhed, og at sa mange har skrevet om emnet. Sidst har mag. art. Henrik Becker- Christensen pa Fredningsstyrelsens initiativ skrevet en omfattende redegorelse for Haervejen i Sonderjylland fra Kongeaen til Danevirke.

I indledningen fortaeller forfatteren bl.a. om selve haervejsnavnet, og der gores udmaerket rede for, at medens »Haervejen« i tidens 10b har vaeret kaldt sa meget forskelligt, sa kan den ikke gore krav pa eneret til betegnelsen haervej. Deter forst pa grund af Hugo Matthiessens bog, at navnet knyttes sa fast til den jyske haervej.

I 2. kapitel gennemgar forfatteren de vejhistoriske metoder. Vejhistorie kan ikke skrives alene pa grundlag al selv den mest ihaerdige registrering al gamle vejspor, skriver han med rette, og ogsa med hensyn til hojmetoden og tilsvarende metoder, hvor de jordfaste arkaeologiske vidnesbyrd benyttes som

kilder om vejenes forlob, viser han en behagelig forsigtighed. I omtalen af skriftlige kilder til belysning af Haervejenshistorie i nyere tid (frem til det 19. arhundrede) naevner forfatteren de mange danske og udenlandske dagboger,men maerkeligt nok ikke det ret righoldige arkivmateriale i bl.a. Landsarkivetfor de Sonderjyske Landsdele, et materiale som ganske vist kan ses ikke at vaere benyttet ved undersogelsen.Kapitlet slutter med en kort omtaleaf den tidligere haervejsforskning og forfatterens begrundelse for i det folgende heist at ville tale om et haervejsstrogfrem for en enkelt, veldefinerethaervej.

Efter de velovervejede og forsigtige ord i afsnittet om metoden, lyder der i 3. kapitel om faerdslen pa Haervejen undertiden andre toner. Emnet indbyder til fabulering, og det kan da ogsa vaere i orden i rette sammenhaeng, men det kan ikke naegtes, at ogsa ganske underlodige vidnesbyrd her har sneget sig ind, f.eks. nar hojnavnet Munkskovshoj tages som tegn pa pilgrimsvirksomhed i omradet. Froslevskrinet, hvis tilstedevaerelse i Froslev mose kan forklares pa mange mader, saettes ind i haervejssammenhaeng, ligesom depotfund, der kendes fra hele landet, tillaegges saerlig betydning, nar de bliver gjort i naerheden af Haervejen.

Denne benyttelse af de arkaeologiske vidnesbyrd praeger ogsa de folgende tre kapitler, hvor de enkelte dele af Haervejen gennemgas fra nord til syd. Eksemplerne er talrige, sa her skal kun naevnes en brokdel. Som indicium for, at et vadested over Vamdrup a blev benyttet i oldtiden anfores, at der i Vamdrup kirke tidligere var to middelalderlige ligsten med runeindskrifter. Fund af 5 stenperler, en guldbojlenal og 4 guldbrakteater pa en mark ved Skodborgskov tages ikke alene som et vidnesbyrd om faerdsel i omradet, men det anfores som en mulighed, at »fundet af guldbrakteaterne her som andre steder skal ses i forbindelse med et gammelt vadested«. Hvorfor dog? Om fundet af to bronzeskale og nogle bronzenale skriver forfatteren: »Selv om fundet muligvis skal opfattes som en ofring, er det dog naerliggende at saette deres tilstedevaerelse pa Tinglev egnen i forbindelse med den her omtalte nord-sydgaende faerdselsare«. Ikke blot et skattefund pa en mark ved Jyndevad menes at kunne give »et fingerpeg om faerdselen i omradet«, men endog fundet af en enkelt mont bruges som indicium for, at Kliplev »kan have tiltrukket de rejsende i slutningen af romersk jernalder«. Fundet af en brond m.v. fra yngre jernalder ved Padborg mener forfatteren kan »tages som udtryk for, at den nord-sydgaende faerdsel er gaet her forbi«, men han mener trods alt ikke, at fundet giver »noget entydigt billede af faerdselens hovedretning«.

Det turde vaere indlysende, at arkaeologienikke kan bruges pa denne made,selv om der vist kan spores en voksendetilbojelighed til det i de senere ar. Oldsager kan vaere havnet pa deres fundsteder pa sa mange mader, og selv store fund kan naturligvis intet sige om, hvorvidt der gik en hovedfaerdselsareforbi. Det betyder heller ikke noget,at oldsagerne er importvarer, for selv folk langt fra alfarvej kan jo have ejet sadanne. Til stotte for snart sagt en hvilkensomhelst vejforingsteori vil man jo kunne fremfore fund af en stenokseher, en mont der og nogle store sten i engen. I det hele taget bor man nok udvise tilbageholdenhed, nar et forhold kan have mange forklaringer, og at der f.eks. findes et gardnavn som »Fold« kan ikke tages til indtaegt for den i ovrigt meget rimelige antagelse, at studedrifterne oprindelig kan vsre blevet drevet vest om Urnehoved.

Denne tilbojelighed til at medtage alt, hvad der ved forste blik kan synes at vaere til stotte for de fremlagte vejforingsteorier,er egentlig ejendommelig,for forfatteren viser andre steder god kritisk sans og forsigtighed med at udlede for meget af de usikre spor. Der er i disse kapitler samlet et meget stort materiale, og der argumenteres i hovedsagen overbevisende for forfatterenshovedsynspunkt, at faerdselen i aeldre tid ikke fulgte en bestemt rute, men spredte sig over et meget stort omrade, ligesom der gennem tiderne er sket aendringer i hvilke veje, der var de foretrukne. Deter interessant at fa en samlet vurdering af de mange teorier,der er fremkommet siden udgivelsenaf Hugo Matthiessens bog. Formodentligkan det tages som en undtagelse,at forfatteren i afsnittet om Povlsbrolaeser sin kilde, en artikel i SonderjyskeArboger, helt forkert. Ved at overse, at broen fra 1744 var en traebro,og at den nuvaerende bro af sten forst blev bygget i 1844, bliver ogsa afsnittetom vejdaemningen vildledende.

Bogen er skrevet i et rosvaerdigt klart og letforstaeligt sprog, og stikord i marginen virker efter hensigten, idet de i hoj grad letter orienteringen i teksten. Fremstillingen er ledsaget af en raekke glimrende kort, og bogen er i ovrigt illustreret med fotografier. Endelig er der pa behorig vis kilde- og litteraturfortegnelse, noteapparat og person- og stednavneregister.