I udforskningen af Kalmarunionens historie har svenske og til dels norske forskere generelt vaeret de ledende, mens man fra dansk side hovedsagelig har nojedes med at anerkende resultaterne af broderlandenes forskning. Savnet af storre danske unionshistoriske undersogelser har medfort, at danske synsvinkler i nogen grader blevet forbigaet, hvilket har hindret et mere indgaende kendskab til det politiske magtspil og dets indflydelsesgrupper i perioden. Disse forhold rades der bod pa i disse ar. I 1979 udkom pa foranledning af Nordisk Ministerrad Poul Enemarks »Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad. Den nordiske trestatsunions epoke 1397-1521«, som leverede en forskningsoversigt over den omfattende litteratur til den unionspolitiske udvikling. I 1980 udkom A.E. Christensen »Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439«, Kai Horbys afsnit om tiden 1340-1523 i Gyldendals Danmarkshistorie bind II og Jens E. Olesen »Rigsrad - Kongemagt - Union 1434-1449«. I marts 1982 udkom P. Enemarks bog »Krisear 1448-1451. En epoke i nordisk unionshistorie«, som belyser de forste ar af Kristian I's regeringstid og i hojere grad end tidligere saetter adelshistorien i centrum af de politiske begivenheder.

Hovedbegivenhederne i perioden 1448-1451 skal indledningsvis kort ridsesop. I begyndelsen af januar 1448 dode kong Kristoffer af Bayern uden at efterlade sig livsarvinger i aegteskabet med dronning Dorothea af Brandenburg. Kongens dod fik de storste folger for de tre riger, og inden sommeren var omme, havde svenskerne valgt Karl Knutsson (Bonde) og danskerne Kristian I af Oldenborg til konge, hvorefter begge konger sogte at komme i besiddelse af Norge. Gotland var fra starten et vaesentligtstridspunkt mellem rigerne. Karl Knutsson lod en haer angribe den gamle Erik af Pommern pa Gotland, og mod slutningen af 1448 kontrollerededenne alene Visborg slot. Erik af Pommern tog kontakt med Kristian I i Danmark, og i forsommeren 1449 kom Visborg pa danske

haender. I juli maned samme ar blev en vabenstilstandsaftale indgaet med de svenske haerledere pa Gotland, som inkluderede Norge og fastsatte et forhandlingsmode det folgende ar om oens tilhorsforhold. I slutningen af 1449 drog Karl Knutsson trods Kristians valg til norsk konge i Marstrand i juni til Norge efter opfordring fra sine norske tilhaengere og lod sig krone til norsk konge i Trondheim af aerkebisp Aslak Bolt. Samtidig Sogte han at vinde riget militaert. Karls militaere fremgang blev dog standset,og pa unionsmodet i Halmstad i maj 1450 anerkendte de befuldmaegtigedesvenske rader Kristians ret til Norges trone. Fredspolitikken tradte i baggrunden efter modet i Avaskar i sommeren 1451, og i det folgende ar brod krigen ud mellem Danmark-Norge og Sverige.

Gyldenstjernerncs magtstilling

I de forste kapitler afviser P. Enemark med rette, at nationale saeropfattelser var fremherskende i Danmark og i Sverige efter kong Kristoffers dod. Der var tvaertimod i begge riger onske om faelles forhandlinger i tronsporgsmalet, hvorfor det ma vaere vaesentligt at soge at udrede de overvejelser, der gik forud for Karl Knutssons og Kristian I's valg, samt undersoge de politiske problemstillinger og partigrupper, som var fremherskende i rigerne.

Savnet af en oplagt fyrstelig tronkandidat gav, som der klarlaegges, indenlandske kandidater en mulighed for at komme i betragtning ved kongevalget, og i det udaterede unionsforslag fra ca. 1436 abnes der udsigt til lodtraekning mellem de tre riger af egne opstillede indenlandsk fodte kandidater. Deter rimeligt, at Oxenstiernerne har villet soge at opstille en kandidat fra deres egen slaegtsgruppe for den valgforsamling, som i Stockholm i maj maned skulle udpege tronkandidater til faellesmodeti Halmstad med danskere og nordmaend. I Norge var Sigurd Jonsson (og jarlen af Orkney-oerne) pa tale, og for Danmarks vedkommende omtaler en tradition i Gyldenstjerneslaegten Knud Henriksson som tronkandidat,hvad der af P. Enemark er taget til indtaegt for, at Gyldenstjernernevar stemt for et nordisk kongevalg blandt indenlandsk fodte tronkandidaterefter unionsforslagets forskrifter (s. 23f). Synspunktet er vigtigt,og Gyldenstjernernes fremtraedende stilling under kong Kristoffer med 4 radspladser (Erik Nielsson, sonnen Niels Eriksson, bisp Gert Pederssonaf Borglum, Henrik Knudsson) styrker unaegtelig opfattelsen af, at slaegten har indtaget en selvstaendig stilling til tronsporgsmalet overfor blandt andet slaegterne Rosenkrantz og Thott. Deter imidlertid et sporgsmal, om Knud Henrikssons kandidatur reelt har vaeret bragt pa

bane1. Forfatteren udviser naturligt forsigtighed, men kan ikke ganske
slippe tanken om Knud Henriksson som dansk tronkandidat.

En arsag til at tildele Gyldenstjernerne en betydningsfuld politisk rolle, er som fremhaevet af forfatteren tillige slaegtens forbindelser til den svenske hojaristokrat Karl Knutsson, som i slutningen af 1430'erne havde fort an i kampen mod Erik af Pommern i kravet om konstitutionelle indrommelser. Forstaelsen mellem slaegterne Gyldenstjerne-Bonde var kommet i stand i 1446, hvor Erik Eriksson som bekendt aegtede Kristina Karlsdatter. Forbindelsen, der var affodt af faelles godsinteresser i Estland, havde skudt interessen for det ostlige Baltikum mere i forgrunden, og matte derigennem have betingelser for at ove vaesentlig indflydelse pa unionspolitikken fremover.

Fremhaevelsen af Gyldenstjernernes magtstilling i 1448 og i de foregaendear er vigtig, men har medfort, at bl.a. Otto Nielsson (Rosenkrantz) og Oluf Axelsson (Thott) og andre rigsrader er skubbet i baggrunden. Nar Enemark i bestraebelserne pa at dokumentere Erik Nielssons fremtraedendeposition i kong Kristoffers sidste levear antager, at Hr. Anders Nielsson i et dokument fra Kobenhavn 1447 5/7 skulle vaere en fejlskrift for Erik Nielsson (s. 71-72), kan dette saledes ikke vaere rigtigt. Der er tale om rigsraden Anders Nielsson (Jernskaeg), som tidligere havde spilleten vigtig rolle i forhandlingerne med Erik af Pommern². Deter tillige antaget, at Otto Nielsson og Oluf Axelsson ma have fratradt deres rigsembedersom henholdsvis hofmester og marsk ved kong Kristoffers d0d³. Denne opfattelse lader sig ikke opretholde⁴. Tvaertimod stotter bl.a. udnaevnelsenaf Eggert Frille til »Rigens Kammermester« i foraret 1448 behovet for en varetagelse af regeringsforretninger under Interimsregeringen.Der turde derfor ikke vaere grund til at underkende de ovrige

---

1. Adelstraditionen i Scriptores Rerum Danicarum Medii /Evi VII s 241. - Hans Svaning, som er kilden for A. Huitfeldt, fortaeller, at der ikke kunne blive tale om en forbindelse mellem den pagaeldende unavngivne ridder, eftersom der fra slaegtens side ikke kunnc fremvises en sgte stamtavle med kgl. forfaedre (Kgl. Bibl. Gl. kgl. Saml. 2444 4° bl 19-20)

2. Danske Samlinger 1 (1865-66) s 169-72. J.E. Olesen: Rigsrad - Kongemagt - Union 1434-1449 (1980) s 360 jfr henvisninger s 590 for Anders Nielsson.

3. Enemark s 72, 106, 133, 151, 272 note 22, 285 note 32

4. Dokumentet som omtaler Otto Nog Oluf A uden embedstitler er trykt i Repertorium Diplomaticum Regni Danici Medisevalis Bd 111 (1401-50) nr 7795 efter en afskrift i Eggert Frilles brevbog, hvad der kan forklare de manglende titler. Den stralsundiske kronike omtaler Oluf A som marsk i 1448 (Scriptores Rerum Suecicarum Medii fii\\ (cit SRS) 111 s 297). 1448 18/8 omtaler Otto N sig som »hovemeister des Rykes tho Dennemerken« (Bronnen tot de Geschiedenis van den Oostzechandel (ed. H A Poelman 1917) 1:2 nr 1915).

ledende slaegter fra kong Kristoffers tid (Rosenkrantz, Thott, Frille og Ronnow) ved skildringen af rigsradets stillingtagen til tronsporgsmalet i foraret 1448. Der savnes nogle overvejelser over de naevnte slaegters indstillingtil Gyldenstjernernes »plan«.

Dronning Dorotheas morgengavekrav

I Sverige matte udsigten til en styrkelse af Karl Knutssons position p.g.a. konstellationen Gyldenstjerne-Bonde som fremhaevet af Enemark fa Oxenstiernerne til at soge at opstille en tronkandidat fra slaegtens egne raekker. Der vides desvaerre intet om, hvem man konkret har taenkt pa. Som et modtraek mod Karl Knutssons intentioner var Erik af Pommern en naerliggende mulighed, og Oxenstiernerne synes som papeget af Kjell Kumlien og uddybet af Enemark (s. 75) at have haft Norge og Gotland i tankerne. Unionsvalget synes at vaere blevet udskudt pa et radsmode i Kobenhavn i pinsen, og arsagen hertil finder Enemark i en totalt aendret situation i Danmark, foranlediget af det danske rigsrads henvendelse til hertug Adolf senest i maj maned. Grunden til at man i Danmark forlod tanken om et unionelt kongevalg blandt indenrigske kandidater opfattes som begrundet i hensynet til slaegten Hohenzollern og Dorotheas morgengavekrav (s. 76-79).

Den store vaegt pa morgengavekravet rammer centralt, men forekommer ikke anmelderen at give en udtommende forklaring pa rigsradets politik. Deter sandsynligvis rigtigt, at der pa modet ved midten af maj i Kobenhavn, hvor svenske og norske rader skulle mode frem, ma vaere indlobet efterretninger, som har fremskyndet tilslutningen til et valg af en udenlandsk fyrste til konge. Nu vides det imidlertid ikke, hvornar Dorothea tidligst har vaeret i kontakt med sine slaegtninge, og forst 1448 7/7 ses 2 af markgrev Hans' rader at opholde sig i Kobenhavn for at indhente oplysninger om Dorotheas morgengave⁵. Der turde derfor ogsa vaere grund til at formode, at det pa radsmodet har vaeret frygten for Erik af Pommern, hvis kandidatur var fremfort i Sverige (og ogsa senere var fremme i Norge), som har forstaerket behovet for at opstille en fyrstelig modkandidat ved det kommende valgmode⁶.

Safremt deter korrekt at tildele frygten for Erik af Pommern og udsigtentil
Gotlands overgang til Sverige en storre rolle i overvejelserne i

---

5. Urkundenbuch der Stadt Liibeck VIII nr 519.

6. E. Lonnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457 (1934) s 258-9. K. Kumlien: Karl Knutssons politiska verksamhet 1434-1448 (1953) s 254-5. G. Lcigdberg: De nordiska konungarna och tyska Orden 1441-1457 (1935) s 106ff. R. Bergstrom i Sv. Hist. Tidsskr. 1936 s 131-2 og 1959 s 401-07.

rigsradet, bliver henvendelsen til hertug Adolf og tilbudet til ham om at blive dansk konge mere forstaeligt. Enemark er tilbojelig til at tvivle pa, om man i radet virkelig seriost har tilbudt hertugen kronen (s. 4,78). Andre undersogelsers pavisning af en forstaelse mellem Adolf og kong Kristoffer fra 1440, og hertugens inddragelse 1446 ved forhandlingerne med Erik af Pommern om Gotland samt hans slaegtsskab med det gl. danske kongehus gor imidlertid opfordringen fra et rigsradsflertal rimelig.Hertugens tronkandidatur ville pa samme tid tilgodese unionen og forbindelserne til hertugdommet og hansestaeder samt fortsaette den afstuknelinie fra kong Kristoffers tid⁷.

Godtages det, modsat P. Enemarks opfattelse, at hertug Adolf har vaeret overvejet som dansk tronkandidat, kan hensynet til dronning Dorotheas morgengavekrav for en tid ikke at have vaeret det vigtigste. I lighed med Gyldenstjernernes »plan« har tronsporgsmalet haft forsteprioritet i rigsradets flertal. Gyldenstjernerne kunne iovrigt fa besvaer med at sikre en effektiv losning af morgengavesporgsmalet. Blev det f.eks. pa unionsvalgmodet afvist at vaelge en udenlandsk fyrste til konge og i stedet soge en indenlandsk eller flere indenlandske konger valgt, ville morgengaveproblemet netop ikke blive lost, hvis Sigurd Jonsson og/eller Karl Knutsson blev foretrukket. Kun en valgt unionskonges aegteskab med Dorothea ville kunne hindre en udbetaling af de 45.000 gylden, som Kristoffer af Bayerns morgengavebrev foreskrev hende fra de 3 nordiske riger.

Ved hertug Adolfs afslag kom grev Kristian af Oldenborgs kandidatur frem i forreste raekke. Et valg af Kristian havde den fordel, at han ved at vaere villig til at aegte Dorothea sparede ikke kun Danmark, men alle rigerne for den store affindelsessum, som morgengavebrevet tildelte hende.Det forekommer anmelderen, at der ved diskussionen om Dorotheas morgengavekrav kunne have vaeret skelnet skarpere mellem rigsradets og slaegten Hohenzollerns planer. Dette ville ikke rokke ved forfatterens dokumentation af bestraebelserne i Danmark pa at lancere en ny fyrstelig unionskonge, men snarere styrke denne opfattelses rigtighed. Kong Kristofferhavde saledes ikke kun udstedt et nordisk morgengavebrev pa 15.000 gylden fra hvert af de 3 nordiske riger, men tillige et separat bayrisk morgengavebrev pa 15.000 gylden og lokaliteter i Oberpfaltz⁸. Allerede i September 1445 havde Dorothea imidlertid overladt faderen markgrev Hans af Brandenburg de bayriske morgengavegodser, sa laenge

---

7. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 382-3 jfr 136ff, 216, 348-9

8. Bayerisches Hauptstaatsarchiv, Miinchen. Pergament 1445 21/9: Oberpfaltz nr 835 jfr 836. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 310-11.

hun var uden livsarvinger9. For markgrev Hans har det i 1448 vaeret af
betydning at forsikre sig om datterens nordiske morgengave.

Mens planerne om grev Kristians unionskongevalg tog fastere form, pointerer P. Enemark med rette (s. 77), at Dorotheas aegteskab med en fremtidig nordisk unionskonge ikke forekom markgrev Hans af Brandenburg umiddelbart indlysende. Denne sogte at tilvejebringe et passende fyrsteligt aegteskab for sin datter, og mod slutningen af 1448 og begyndelsen af 1449 havde markgrev Hans som bekendt planer om et aegteskab mellem Dorothea og kong Kazimir af Polen. Deter imidlertid ikke naevnt i bogen, at der i slsegten Hohenzollern forinden var diskuteret et muligt giftermal mellem Dorothea og hertug Albrekt af ostrig, broder til den tysk-romerske konge Frederik 111. Denne for sa vidt sensationelle oplysning dokumenteres af et papirbrev i det danske rigsarkiv, udstedt af markgrev Hans fra Plassenburg 1448 23/8 til broderen markgrev Albrekt. Det fremgar heraf, at Albrekt med belobet pa 15.000 gylden fra hvert af rigerne Danmark, Sverige og Norge samt 15.000 gylden i Bayern for lokaliteter i landet. Dorothea havde imidlertid givet ham de 15.000 gylden og lokaliteterne i Bayern, hvis hun dode uden livsarvinger. Safremt der imidlertid kom en forstaelse i stand mellem Albrekt af ostrig og Dorothea, erklaerede markgrev Hans sig rede til at lade datterens gave indga som medgift. Sluttelig meddelte han, at han ville diskutere sagen grundigt med broderen, nar de modtes Set. Bilgen (= Birgitten) dag i Bayersdorf¹⁰. Der blev intet ud af Hohenzollernes giftermalsplaner, og i oktober 1449 aegtede Kristian I Dorothea, hvilket ma have haft markgrev Hans' billigelse (s. 107).

Eftersom det saledes forekommer sandsynligt, at det ikke kun har vaeret dronning Dorotheas morgengavekrav, som medforte den aendrede danske politik i maj 1448, kunne forfatteren vaere gaet nojere ind pa konsekvenserne af Gyldenstjernernes »plan«. Pa grund af det danske rigsrads store andel i unionspolitikkens udformning under Erik af Pommemog Kristoffer af Bayern synes Gyldenstjernernes konstitutionelle politik om et muligt valg blandt indenlandske tronkandidater om en faelleskonge eller flere konger saledes ikke i tilstraekkelig grad at have taget hensyn til traditionelle danske interesser i rigsradet om at dominere trestatsunionen.Savnet

---

9. Staatsarchiv Bamberg. To pergamentdokumenter 1445 26/9: A 160, L. 552 nr 200-201.

10. Rigsarkivet. Ny kron. Saml. nr 3664. - Dokumentet kobt 1918 af en tysk antikvar og fundet 1933 blandt rigsarkivar K. Erslevs efterladenskaber. Dokumentet vil blive sogt publiceret sammen med Kristoffer af Bayerns (og dronning Dorotheas ) tyske breve 1440-1448.

statsunionen.Savnetaf en oplagt dansk tronkandidat har ifolge anmelderensopfattelse ikke budt pa storre chancer mod bl.a. den tidligere norske drost Sigurd Jonsson, som tilmed var af gl. kongeslaegt, og den tidligere marsk og rigsforstander Karl Knutsson i Sverige, som man i Danmark i erindring om haendelserne i 1430'erne ikke kan have vaeret übekendt med ville blive sogt lanceret som tronkandidater pa det faelles valgmode. Tilnaermelsenmellem Sverige og Norge i 1441 ved Lodose- og Kalmartraktatern e¹¹ har ikke givet Danmark mulighed for übetinget at placere sin kandidat pa unionstronen. Siden Gyldenstjernerne med sikkerhed ikke var blandt dem, som stottede et valg af grev Kristian (Enemark s. 106), ma det have vaeret klart for slaegten, at Karl Knutsson ville sta meget staerkt ved det faelles kongevalg. Forbindelsen mellem Gyldenstjerne- Bonde fra 1446 om en mere aktiv politik i Baltikum (som dog ikke havde faet de store folger) peger efter anmelderens opfattelse derfor snarere pa Karl Knutsson som Gyldenstjernernes og isaer Tiim-Langtind-liniens spidskandidat pa det planlagte faelles unionsmode fremfor traditionen om Knud Henriksson. Karl Knutssons tendentiose udsagn til hojmesteren i august 1448 om at danskerne skulle have vaeret hos ham 2 gange, og at han endelig den tredie gang havde accepteret at blive deres konge, er indlysende en propagandalogn for at.vinde den tyske Orden¹². Dette forhindrer imidlertid ikke, at Karl Knutsson kan have forstorret reelle kontakter til Gyldenstjernerne til at omfatte danskerne i almindelighed. Karl synes netop som ogsa godtgjort af Enemark (s. 82) at have fremskyndetsit svenske kongevalg pa grundlag af efterretninger fra Gyldenstjernerneom det danske rigsrads kontakt med hertug Adolf og grev Kristian.

I det danske rigsrads flertal var der ligesom hos Gyldenstjernerne afgjortmodstand mod Erik af Pommern (Enemark s. 13). Et valg af Karl i Sverige og flere konger i unionen har dog efter anmelderens mening heller ikke vaeret en acceptabel losning pa tronsporgsmalet for rigsradet, idet der i sa fald kunne frygtes for en forogelse af Gyldenstjernes og Karl Knutssons magtstilling, som ikke tilgodesa traditionelle danske unionsinteresser. Et valg af Kristian til unionskonge ville ikke blot varetagehensynet til unionen mellem de 3 riger og til Dorotheas morgengavekrav,men tillige abne mulighed for at bevare dansk indflydelse pa unionspolitikkens udformning (inkl. Gotland) og udbygge de stadig taettereforbindelser

---

11. J.E. Olesen (1980) op. cit. s. 164ff, 197-8.

12. Rigsarkivet. K.onigsbergske Registranter 16 s 1359-60 (Hojrnesteren til rnarkgrev Hans 1448 1/9).

tereforbindelsertil hertugdommet og til de vendiske hansestaeder. Fra et dansk rigsradssynspunkt (isaer slaegterne Rosenkrantz og Thott) har Kristianaf Oldenborg vaeret langt at foretraekke fremfor udsigten til en magtogvalgkamp blandt indenlandske tronkandidater, som kunne resultere ikke blot i flere konger med tilknytning til Gyldenstjerne-Bonde, men maske ogsa fore til en restitution af Erik af Pommern. Anmelderen ma bekende sig til den opfattelse, at hidtidig dansk unionspolitik ikke fornaegtedesig i valget af Kristian I.

Kristian I's tilhængere

Som kong Kristians oprindelige stotter i Danmark har P. Enemark med rette udpeget Otto Nielsson og Oluf Axelsson, hvis slaegter styrkede deres position ved Kristians valg. Flere nye rader blev udnaevnt som folge af deres stotte til Kristian (s. 133ff). Blandt kongens forste tilhaengere kunne kammermesteren Eggert Frille og Claus Ronnow dog ogsa have fortjent en storre plads. Nar Claus Ronnow ikke er omtalt af Enemark blandt Kristians allerforste stotter skyldes det, at Claus Ronno\v er opfattet som tilhorende Gyldenstjernernes kreds (s. 135, 150-51). - Intet tyder imidlertid pa, at Claus Ronnow har stottet Gyldenstjernernes politik. Under Kristoffer af Bayern havde han befaestet sin position som rigsrad og hovedsmand pa Nyborg slot, og ved kongens bryllup i 1445 varetog han embedet som kongens skaenk. Claus Ronnows udnaevnelse til rigsmarsk i 1449 efter Oluf Axelssons overtagelse af Visborg, og hans senere stadige stotte til kong Kristian tilkender ham en selvstaendig stilling under kongevalget i 1448¹³. I hojere grad end papeget af Enemark kan der vaere grund til at nuancere slaegtsopdelingen i rigsradet i 1448 pa baggrund af de ledende slaegter i kong Kristoffers kongetid. Med slaegterne Rosenkranz, Thott, Frille og Ronnows stotte til Kristian af Oldenborgs kandidatur har denne i rigsradssammenhaeng haft et godt udgangspunkt¹⁴.

I en undersogelse af Kristians tidligste rigsradsstyre har forfatteren godtgjort (s. 138ff), at der var en betydelig slagside til de ostdanske provinser, men ogsa Sjaelland var talstaerkt repraesenteret i rigsradet. For Jyllands vedkommende var repraesentationen urimelig fatallig i disse ar sammenholdt med repraesentationen fra de ovrige landsdele, og Kristian synes umiddelbart kun at have kunnet paregne radighed over fa jyske slotslen. Slaegten Gyldenstjerne var en magtfaktor i Jylland af betydning i

---

13. J.E. Olesen (1980) op. cit. s. 122, 256, 302, 320.

14. Jfr. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 380ff, 395 fog Unionskrige og Stsndersamfund 1450-1481 4ff, 26f.

kraft af omfattende godser og slotslen. Nar det antages, at Erik Eriksson (Gyldenstjerne) har besiddet Riberhus i 1448 (s. 143), turde dette imidlertidvaere tvivlsomt. Erik Erikssons aegteskab 1446 med Kristina Karlsdatterog bosaettelse i Sverige taler imod at tillaegge ham dansk hovedsmandskab.I 1453 og 1454 var hofmesteren Otto Nielssons brodre Ludvig og Timme Nielsson hovedsmaend pa henholdsvis Riberhus og Koldinghus,en position de maske modsat Enemarks opfattelse kan have erhvervetaf kong Kristoffer af Bayern. Rosenkrantzernes og hermed kong Kristians magtstilling i Jylland i 1448 kan saledes have vaeret storre, end kilderne tillader indsigt ils.i¹⁵.

Gyldenstjernerne horte klart ikke til dem, der havde onsket Kristian til konge, og de traeffes heller ikke i kongens omgivelser i den forste tid efter hans overtagelse af regeringen. Forst i juli 1449 for Gotlandsfelttoget accepterede den yngre generation af Tiim-linien Kristian I. Derimod synes forstaelsen mellem kong Kristian og Henrik Knudsson ifolge Enemark forst at vaere gennemfort i oktober 1449 ved kongens kroningsfest. Omtalen af Otto Nielsson uden hofmestertitel i traktaten fra Gotland 1449 31/7, hvor Niels og Peder Erjksson opregnes, er Enemark tilbojelig til at tolke som et udtryk for, at Niels Eriksson ma have stillet betingelser for at genindtraede i regeringsarbejdet. Da Otto Nielsson, som naevnes som hofmester i breve af 1449 22/4-18/7, ikke tillaegges hofmestertitel i et officielt dokument fra den 3. november samme ar medbeseglet af Henrik Knudsson, opfattes Otto Nielsson som fratradt fra hofmesterembedet (s. 150-51). Anmelderen foler sig ikke overbevist om rigtigheden heraf, bl.a. fordi Otto Nielsson 1450 19/4 atter naevnes som hofmester (s. 158). Ved kong Kristians udstedelse af et pantebrev 1451 25/6 til Henrik Knudsson bevidnedes dokumentet af Otto Nielsson og Claus Ronnow, og de omtales begge uden deres embedstitler (s. 159). - Det lader sig derimod ikke bestride, at en magtkamp mellem Rosenkrantzer og Gyldenstjerner lader sig ane i disse ar¹⁶.

Karl Knutssons svenske kongevalg

I Sverige synes striden mellem Oxenstiernerne og Karl Knutsson naermestat

---

15. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 457-8 jfr 258, 394. Til fordel tor Timme Nielssons tidlige overtagelse af Koldinghus kan tale et dokument fra Kolding 1449 1/5 (K. Barner: Familien Rosenkrantz' Historie I (1874), Diplomatarium nr 77). Ifolge en sen efterretning skal Ludvig Nielsson have haft Riberhus 1450 (Enemark s 156 jfr E. Pontoppidan: Den danske Atlas V:2 s 654 og K. Barner op. cit. s 178).

16. jfr J.E. Olesen (1980) op. cit. s. 257-61, 264-5 og Unionskrige og Staendersamfund 1450-1481 4f, 41f, 83.

mestathave drejet sig om rigsforstanderposten, som skulle sikre Karls opstilling ved et unionskongevalg, hvilket Oxenstiernerne har villet forhindrefor enhver pris. Klart og overbevisende er der argumenteret for, at Karls valg den 20. juni ma vaere sket pa grundlag af efterretninger fra Danmark om en fyrstelig tronkandidat, hvilket udgjorde en fare for Karls egne muligheder. Nar Oxenstiernerne ikke ville gamed til et nyt rigsforstandervalg,og man intet kunne fa at vide om unionsudsigterne, har Karl presset sit valg igennem med stotte i landslovens udsagn om svensk kongevalg.I en monstergyldig undersogelse af Karls politiske opbakning (s. 86ff) er der argumenteret for, at den store tilslutning blandt rigsrader og udenradsadelige skal ses i lyset af agitationen mod trusselen fra Erik af Pommerns kandidatur, hvilket let lod sig kaede sammen med planen om et militaert opgor om Gotland med forbillede i togtet i 1446. Karl kan endvidere ikke vaere gaet til kongevalg pa et politisk program, der har indebaret strid med Danmark.

Der kan, som Enemark klarlaegger, ikke vaere tvivl om, at agitationen mod Erik af Pommern og lofter til rader og udenradsadelige om ridderslag og forleninger har styrket Karls position betydeligt i alle kredse og skabt samling om hans person. Det synes imidlertid anmelderen et sporgsmal, om ikke Karl Knutsson i sin valgpropaganda har berort forholdet mellem Sverige og Danmark mere indgaende, end det lader sig udlaese af Karls senere forsvarsskrifter. Karl kan netop ikke have vaeret uden blik for, at der ligesom i 1439-40 trods partiuoverensstemmelser har vaeret stemning for en indfodt konge som den bedste losning pa tronsporgsmalet; Karl udnyttede med behaendighed dette forhold ved at kraeve et kongevalg efter landslovens udsagn¹⁷.

Til stotte for den her fremlagte opfattelse, at Karls valg ikke kun skal anskues som resultat af en intern magtkamp med Oxenstiernerne og p.g.a.frygten for Erik af Pommern, men at der reelt har vaeret agiteret kraftigt imod danskerne og deres hidtidige holdning indenfor unionen, kan anfores den samtidige optegnelse i Strangnas-kalendariet efter omtalenaf Karls valg og kroning: »men hvilken skade Sverige og dets indbyggerehavde lidt ved en udenlandsk konge og et fremmed regimente, kan ingen male. Gud bevare os, sa udenlandske fyrster aldrig mere skulle

---

17. Om stemningen i Sverige for en indenlandsk fodt konge 1438-40, se Sverges Traktater med frammande magter (cit ST) 111 nr 476, Diplomatarium Norvegicum (cit DN) V nr 680. SRS I s 156, II s 167-8. M. von Platen: Tvistefragor i svensk litteraturforskning (1966) s 13-6, 21. Karl Knutssons bestraebelser pa at blive konge i denne periode er dokumenteret af H. Schiick: Rikets brev och register (1976) s 260ff.

herske over os svenskere«18. Indskriften pa Mora sten om valget af Karl
Knutsson, »miles natione svecus«, ligger pa linie hermed19.

Strangnas-kalendariets udsagn er desvaerre en af de fa kilder til belysning af stemningen i 1448²⁰. Den svenske selvhaevdelse og patriotisme havde imidlertid laenge vaeret i vaekst. Nils Ragvaldssons tale i Basel i 1434 om goterne danner et hojdepunkt i den laerde patriotisme, og i Kristoffer af Bayerns landslov fra 1442 fik gdticismen et praegnant udtryk²¹.

Erkendes det, at Karl Knutsson har kunnet spille pa patriotiske strenge og et iboende onske hos mange om en indfodt konge som den bedste losning, kan det tydeliggore Karls bestraebelser pa at blive konge i 1448 og vise, at hans magtstilling har vaeret staerkere end den opportunistiske rolle Enemark tildeler ham. Det kan naevnes, at Karl allerede den 10. juli benytter et segl med et faerdigkomponeret rigsvaben, som ifolge H. Seitz ma have vaeret vel forberedt²². Jons Bengtsson (Oxenstierna) var endvidere beslaegtet med Karl og saledes i byrd ligestillet med Karl²³. Konklusionen ma blive, at Karl Knutsson har staet usaedvanlig staerkt i 1448. Hensynet til Erik af Pommern og Gotland har som vist af Enemark afgjort spillet en tungtvejende rolle, men ogsa frygten for fortsat dansk dominans og praesentation af en ny udenlandsk fyrste turde have spillet en ikke uvaesentlig rolle i forhandlingerne.

Striden om Gotland og Norge

Foruden nyt om adelsgrupper i Sverige i 1448 bringer P. Enemark flere nytolkninger for de efterfolgende ars ofte vanskeligt forstaelige haendelser. Det papeges med rette, at de svenske haerlederes traktat med Erik af Pommern 1449 22/12 ikke er blevet forstaet rigtigt. Erik af Pommern opnaede vabenhvile, men uden at miste sin diplomatiske frihed. Der var ikke tale om forraederi fra Eriks side ved overladelse af Visborg til danskerne ved pasketid 1449. For Erik var Gotland et politisk aktiv, som han klart forstod at vurdere.

---

18. G. Paulsson: Studier i »Strangnasmartyrologiet.« Trykt i Historia och samhiille. Studier tillagnade J. Rosen (1975) s 33.

19. E. Lonnroth (1934) op. cit. s 238. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 391.

20. Se dog ogsa J. Liedgren: Oratio de Laudibus Caroli Regis 8. Lychnos 1950-51 s 26-46

21. I. Magnus: Gothorum Sveonum'qve Historia ... (1558) s 533-8. B. Losman: Nicolaus Ragvaldis Gotiska Tal. Lychnos 1967-8 s 215-21. Konung Christoffers Landslag (ed. C.J. Schlyter 1869) s 11. J. Nordstrom: De Yverbomes 6 (1934) s 60-62.

22. H. Seitz: De tre Kronorna (1961) s 116.

23. A.F. Liljeholm i (Svensk) Personhistorisk Tidsskrift 53 (1955) s 136-7. G. Paulsson (1975) op. cit. s 33. - Om falsk kgl. stamtavle i Karl Knutssons slaegt, se H. Toldberg i Arkiv for Nordisk Filologi 77 (1962) s 142 og C. Blom: Forbindelsedikten och de medeltida rimkronikorna (1972) s 139ff.

Oluf Axelssons overenskomst med Magnus Gren 1449 18/7 skrinlagde krigspolitikken og stillede en afgorelse af Gotlands tilhorsforhold i udsigt pa et kommende unionsmode. Efter kong Kristians ankomst kom det til gadekampe og en ny overenskomst 31. juli. P. Enemark papeger den grundlaeggende uenighed mellem Kristians og radets politiske opfattelse af forholdet til Sverige og soger at forklare radets fredskurs med, at Kristian var i faerd med at afkobe Erik af Pommerns tronret (s. 130-32). Sporgsmalet er dog, om ikke rigsradet trods oprindelig stotte til Kristians krav pa unionstronen habede pa en fredelig losning af stridighederne mellem rigerne. Et fastlagt unionsmode i Halmstad i sommeren 1449 var ikke kommet i stand p.g.a.udviklingen i Gotlandssporgsmalet, hvorfor der blandt aristokratiet fortsat matte vaere onske om et unionsmode²⁴.

I Karl Knutssons og Kristians kaplob om Norge viser Enemark (s. 168ff), at Aslak Bolts og andre af Karl Knutssons norske tilhaengeres tilslutning til Kristian i lobet af det forste halvar 1449 blev opnaet ved indrommelser i form af en handfaestning og en delvis anerkendelse af valgretten. Kristians norske tronkrav synes gennemfort ved et kompromis pa tronfolgesporgsmalet.

Trods pavisningen af Aslak Bolts stotte til Kristian mod en handfaestning af Kristian synes Aslak Bolts politiske rolle ikke ganske klar i bogen, og vil maske heller aldrig kunne blive det p.g.a. mangel pa entydigt kildemateriale. I lyset af Bohus-erklaeringen, Korshavnepisoden og Aslak Bolts frivillige kroning af Karl Knutsson i Trondheims domkirke i november 1449 kan det naeppe helt udelukkes, at aerkebispen heist havde set en tilknytning til Sverige, og at der bag kompromiset om en handfaestning af Kristian har vaeret tale om pression mod Aslak Bolt, sadan som det blev udtalt af modstanderne af Kristians valg²⁵.

Safremt aerkebisp Aslak Bolt har vaeret stemt for et valg af Karl Knutssoni begyndelsen af 1449 (hvorved Oxenstiernernes udsagn om forbindelsenmellem Sverige og Norge i ovrigt traeder tydeligere frem), kan der her vaere grund til at erindre om Gyldenstjernernes »plan« om kongevalg blandt indenlandske kandidater. I lyset af Karl Knutssons valg i Sverige synes den ovenfor af anmelderen fremsatte opfattelse af Karl Knutsson som Erik Nielssons og hans sonners egentlige hoved-tronkandidat ikke urimelig. Gyldenstjernerne viser sig med deres konstitutionelle plan fra denne synsvinkel i hoj grad at have forstaelse for de realpolitiske problemeri Norden, hvor den voksende selvhaevdelse i Sverige kunne frygtes at

---

24. DN V nr 757 jfr J.E. Olesen (1980) op. cit. s. 398, 409.

25. Norges Gamle Love (cit NGL) 11:2 s 27.

traekke Norge med sig imod Danmark. Trusselen herom havde vaeret til stede i 1441, og i 1481-82 tog aerkebisp Gaute og det norske rigsrad kontakt med det svenske rigsrad for at tilvejebringe en faelles holdning inden forhandlingerne med danskerne om et valg af kong Hans²⁶. Gyldenstjernernesalliance med Karl Knutsson har dog i 1448 som ovennaevntvaeret uforenelig med traditionelle danske unionsinteresser. Henvendelsentil hertug Adolf og grev Kristian har givet slaegterne Rosenkrantzog Thott en effektiv mulighed for at krydse Gyldenstjernernes politik.

Fra Halmstad til Avaskär

I vurderingen af Halmstadmodet i rnaj 1450 har Enemark (s. 18Of) med rette gjort opmaerksom pa, at de danske og svenske rader vanskeligt kan have set bort fra, at det norske rad burde hores. Nar det ikke skete, kan forklaringen kun vaere, at det norske rads votum allerede forela i tronsporgsmalet. De svenske rader har, som det papeges, ikke kunnet afvise, at det var Karl Knutsson, der havde brudt freden. Karl Knutsson forbeholdt sig imidlertid ved afstaelsen af Norge i juni 1450 sin norske kongetitel og fik nerved mulighed for at rejse tronkravet pa ny, safremt freden mellem rigerne ikke holdt. Folgelig protesterede de danske rader til de svenske i november 1450. - Enemark godtgor, at der blandt de svenske rader i Halmstad ikke har vaeret tale om forreederi imod Karl Knutsson; tvaertimod sikrede de svenske rader Karl Knutsson dansk anerkendelse af hans svenske trone. Karl vandt ved Halmstadaftalen endvidere en mulighed for unionskandidatur for sig og sine sonner, ligestillet med Kristian. Det kan derfor rigtigt fremhaeves, at unionsaftalen i Bergen i august 1450 mellem norske og danske rader efter kong Kristians onske eliminerede Halmstadsaftalens for Kristians dynasti uheldige tronfolgemuligheder i at blive realiseret (s. 198).

Nar Kristian sa hurtigt har formaet at krydse Halmstadmodets tronfolgebestemmelser,kunne dette forhold have fortjent en nojere forklaring,siden danske rader deltog i Bergen-forhandlingerne, heraf dog kun 2 af forhandlerne i Halmstad. Forklaringen synes at skulle soges i mistillidtil Karl Knutssons hensigter overfor Norge, idet dennes afkald pa Norge forst blev bekendt efter kongens hjemkomst til Kobenhavn. Endeligma det naevnes, at det fra dansk side har vaeret vigtigt at styrke forbindelsentil Norge. Hensynet til dette rige kunne have vaeret tildelt storre

---

26. ST 111 nr 526 samt s 364-6. L. Hamre: Norsk Historie 1450-1513 (1971) s 69ff. Norges Historie bd 5 (1448-1536) ved O.J. Benedictow (1977) s 21 Iff.

opmaerksomhed, ogsa som yderligere forklaring pa Gyldenstjernernes accept af Kristian I i forsommeren 1449. Bade Niels og Peder Eriksson (Gyldenstjerne) opregnes i Bergentraktaten, og de havde begge deltaget i udstedelsen af traktaten 1449 31/7, som tillige inkluderede Norge²⁷.

Frem til overenskomsterne pa Gotland i juli 1449 stottede det danske rigsrad som skildret af P. Enemark (s. 212) Kristians krav pa unionstronen i alle 3 riger. Radet var imidlertid ikke laengere tilbojelig til at fortsaette krigen for at fore Kristians kandidatur i Sverige igennem; tvaertimod godkendte man Karls faktiske besiddelse af Sverige. Ved Kristians bryllup med Dorothea i oktober 1449 havde han imidlertid knyttet hendes krav pa Sverige til sit eget. Den logiske folge matte derfor blive, at Dorotheas svenske morgengave matte udloses. Enemark dokumenterer (s. 212f), at det danske rigsrad vanskeligt har kunnet afvise dette synspunkt. Morgengavekravet pa unionsmodet i Avaskar i 1451 var Kristians logiske svar pa Halmstadmodets anerkendelse af Karls svenske kongevalg.

Mens Kristian og det danske rigsrad har optradt enigt i morgengavesagen pa Avaskarmodet, og skylden for de resultatlose forhandlinger blev placeret hos svenskerne, forekommer det ikke anmelderen overbevisende, at Karl ved eventuelt at have sikret sig anerkendelse pa besiddelsen af Narke og Varmland for mange svenskere matte sta som den egentlige arsag til de bristede forhandlinger eller som den eneste hindring for freden (s. 213-14). Deter snarere et sporgsmal, om ikke Karl har haft hovedparten af det svenske rigsrad bag sig, idet de efter modet i faellesskab appellerede til paven i Rom om at domme i sagen med kong Kristia n²⁸. Der kan her erindres om Dorotheas afkald pa sine bayriske morgengavegodser og den kendsgerning, at kong Kristoffers testamentariske gaver til Sverige ikke blev udleveret af danskerne²⁹. I lyset af unions- og fredstraktaten fra Halmstad er det rimeligt, at man fra svensk side havde habet at kunne omga morgengavekravet ved forhandlinger med de danske rigsrader uden at saette freden mellem rigerne pa spil. Fra svensk side har man ikke taget hojde for det danske rads enige stotte til kong Kristians berettigede krav.

Med sin bog »Krisear 1448-1451« har Poul Enemark leveret et vigtigt
bidrag til udforskningen af en central periode i Kalmarunionens historic
Nar anmelderen ikke helt har kunnet tilslutte sig argumentationen og

---

27. NGL 11:2 nr 21 s 54-7 og ST 111 nr 488d.

28. SRS I s 168, som tillige angiver henvendelse til den tysk-romerske konge.

29. J.E. Olesen (1980) op. cit. s 393.

konklusionen om Karl Knutssons kongevalg som et rent opportunistisk foretagende og ikke ganske er enig i, at det udelukkende var Dorotheas morgengavekrav, som fik Gyldenstjernernes »plan« til at falde til jorden, skyldes dette en afvigende opfattelse af det dobbelte kongevalg i 1448. Enemarks vurdering af tronsporgsmalet ud fra et konstitutionelt og adelsskandinavistisk synspunkt med fremhaevelse af slaegten Gyldenstjernekunne med fordel have taget storre hensyn til konkurrencen i unionen mellem Danmark og Sverige, hvor det danske rads flertal anfort af slaegterneRosenkrantz og Thott havde overtaget flere af Erik af Pommerns okonomiske og politiske mal og folgelig kunne samarbejde med den danske unionskonge i udformningen af unionspolitikken.

Bogen tilforer pa en lang raekke punkter nyt til forstaelse af omstridte politiske haendelser ved midten af det 15. arhundrede og giver tillige grundlag for i nogen grad at rehabilitere kong Kristians forste regeringstid. Styrken i fremstillingen ligger navnlig i den nuancerede dokumentation af modsaetningerne inden for de enkelte rigers aristokrati og rigsrad (isaer i Sverige) og overvejelserne over den enkelte adelsmands politiske stillingtagen. For Danmarks vedkommende er fremhaevelsen af magtkampen mellem Rosenkrantzer og Gyldenstjerner vigtig, fordi den angiver kong Kristians politiske hovedmuligheder i 1450'erne og 1460'erne. Med rette er det understreget, at regeringskredsen mere var praeget af fraktionsdannelser end af egentlige partier, og at forstaelsen for meningsdivergenser i aristokratiet og i rigsradet kan bidrage til en bedre opfattelse af unionspolitiske beslutninger og vanskeligt forstaelige haendelser.