Havets helte - samfundets stedbørn?

Den afhandling, Chr. Tortzen har fremlagt, er unaegtelig et digert vaerk. To tykke bind - tilsammen 1150 sider - er det forelobig blevet til, og sa venter vi endda pa endnu to bind, for sofartens historie under 2. verdenskrig er fort igennem. Nuvel, trykningen har vaeret generos bade med typografi, opsaetning og billedmateriale, sa havde den vaeret sat i traditionel afhandlingsform, var sidetallet skrumpet en hel del. Men alligevel: deter en stor bog.

Bag dens fremkomst ligger der ogsa mange ars arbejde. En indledende kildeindsamling var allerede ivaerksat, da Chr. Tortzen for mere end 20 ar siden gik i gang med projektet, og selv om vi desvaerre mangier en systematisk redegorelse for indsamlingsarbejdet og den samlede oversigt over anvendt litteratur og kildemateriale, der ma formodes at fremkomme i bind 4, kan man blot ved at gennemlobe noterne til kapitlernes enkelte stykker forvisse sig om, at deter et omfattende for ikke at sige uoverskueligt kildemateriale, som er draget sammen. Fuldstaendighed er naturligvis her som sa ofte i moderne historie en illusion; men der er ikke tvivl om, at det foreliggende arbejde inden for sit centrale emne, den danske handelsflade og navnlig udefladen under 2. verdenskrig er en grundlaeggende undersogelse i den forstand, at den gennern sin brede sagsudredning vil danne fundamentet for videre forskning i emnet. Derfor er den ogsa antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad.

Som forste officielle opponent skal jeg forst give forsamlingen en kort oversigt over afhandlingens indhold. Dernaest vil jeg ga ind pa en raekke punkter, som isaer angar den skildring, der er givet af okonomiske og sociale forhold, af skibsfartens og de sofarendes placering i dansk samfundsliv.

Forste bind begynder med to indledninger. Forst en enkelt scene, der konkret og anskueligt anslar bogens motiv, to skibe, der krydser hinanden i Skagerak natten mellem den 8. og 9. april 1940, og hvis forskellige sejlretning kom til at betinge deres fundamentalt forskellige vilkar i de fem ar, der fulgte. Det ene som del af den indespaerrede hjemmeflade undergivet de endnu formelt suveraene og neutrale danske myndigheder, det andet i fart for det krigsforende Storbritannien. Sa folger en mere akademisk praesentation af emne og problemer, og derpa bliver vi fort meget langt tilbage i tiden.

1. kapitel begynder med Napoleonskrigene, perioden 1807-1814, da Danmark-Norge efter Kobenhavns bombardement og orlogsfladens udlevering kom i krig med havenes behersker, den britiske somagt, og hvor talrige danske og norske handelsskibe led den kranke skaebne at blive opbragt og beslaglagt, mens mandskaberne »sad i »prisonen« i lange ar«, som Ibsen en god menneskealder senere skrev om Terje Vigen. Ideen er pa en paedagogisk made at vise for laeseren, at Sofolks vilkar under krig ogsa i aeldre tid har vaeret mere brutale end de normer, der gjaldt pa landjorden.

Dernaest bevaeger vi os hastigt frem til den naermere forhistorie, til 1. verdenskrig, hvor vilkarene mere direkte kan sammenlignes med 2. verdenskrig, isaer de forste maneder i 1939-40, da Danmark endnu var neutralt. I begge perioder var det sofartens opgave at kante sig frem, at undga konflikt med de kaempende stormagter og soge at navigere uden om den daglige risiko fra miner og u-bade. Deter en historie om tab og gevinst, om tab i skibe og menneskeliv, om gevinst i penge og livsvigtige forsyninger. Deter en historie om barske erfaringer, som dels viste sig at blive nyttige i naeste omgang, dels viste sig alligevel at vaere utilstraekkelige til at lose helt nye problemer. Dernaest praesenteres i ret stor bredde mellemkrigstidens sociale vilkar, som jeg siden skal komme ind pa, organisationer og rederier, og via en omtale af den spanske borgerkrig nar vi i 2. kapitel frem til 2. verdenskrig, den neutrale periode fra September 1939 til april 1940.

Interessen koncentreres her om de diplomatiske forhandlinger med krigens parter, hvor skibsrederne ligesom under 1. verdenskrig spillede en vigtig rolle, om end den endelige aftale, som skulle betrygge dansk handel og skibsfart, forst blev truffet sa sent, at den blev overhalet af besaettelsen den 9. april. Men mest centralt star naturligt nok de blodige tab, som langt oversteg tabene fra 1. verdenskrig, og som praeces har bestemt som stammende fra torpederinger af tyske u-bade for den overvejendeparts

vejendepartsvedkommende - ikke minespraengninger, som samtiden
selv var tilbojelig til at tro eller i hvert fald sige offentligt.

Tredie og fjerde kapitel, som afslutter 1. bind, bringer os nu ind i afhandlingens forste braendpunkt, opdelingen i april 1940 mellem ude- og hjemmeflade og for den forstes vedkommende den beslutning, som en raekke skibe i rum s0 skulle traeffe mellem at soge tilflugt i neutral havn eller at slutte sig til den allierede handelsflade for at sejle og for at bidrage til Tysklands nederlag. Deter vigtigt, spaendende og velovervejet; men her kommer jeg desvaerre til at indskyde en kritisk bemaerkning mod fremstillingens form. Praeces har faet den usalige ide at ville behandle, hvad han betegner som det laveste plan, skibene og deres besaetninger, for han gar ind i overvejelserne pa mere overordnet plan, hos rederier, myndigheder etc. Hensigten er at fremhaeve titelfigurerne, sofolk og skibe, som de centrale aktorer; men resultatet er det modsatte. Vi prsesenteres for tvivl og konflikter pa skib efter skib; men vi forstar ikke, hvad det hele drejede sig om. Pa en tavle side 398 er opfort de modstridende appeller, som udsendtes over radio i dagene efter 9. april, og lobende i teksten er deres hovedindhold ogsa resumeret; men i fuld og forstaelig skikkelse fremtraeder de forst i kapitel 4, altsa 100 eller 200 sider laengere fremme i bogen. Forst her bliver det klart, at de ikke blot var opfordringer i almindelighed, men i deres indhold rummede de vilkar, man gik ind til, eller troede at ga ind til, hvis man valgte den ene eller den anden kurs. Hvilken mulighed havde man for at fortsaette sejladsen, hvis man valgte neutral havn? Hvilke vilkar kunne man fa i allieret tjeneste? Ville skibet ga tabt for rederen? Hvilken hyre kunne mandskabet forvente? Praeces vidste det godt, da han skrev kapitel 3, men trods summariske henvisninger ved laeseren det faktisk ikke, for han har laest kapitel 4. Derfor er det vigtige og i detaljer fortjenstfulde kapitel 3 kommet til at sta som en flad beskrivelse uden den dybde, der kunne vaere tilfort det gennem en heldigere valgt disposition.

2. bind bestar af tre kapitler. I kapitel 5 behandles den halvdel af skibene, som 9. april var inden for spaerringen og derfor kom til at udgore hjemmefladen. Den fortsatte sejladsen i dansk og tysk fart eller blev for en dels vedkommende lagt op for resten af krigen af mangel pa olie eller egnede laster i de snaevre danske og tyskkontrollerede farvande. Den indgik i det politiske og sociale monster, der var karakteristisk for Danmarki det forste besaettelsesar - fremstillingen er forelobig fort frem til februar 1941 - og i denne forbindelse skal jeg siden vende tilbage til den. Her skal jeg blot pege pa den begraensning, som ligger i, at kun de store skibe er behandlet. Sammenlignet med de 10.000 tons, som disse stillede

til radighed for den indre danske fart, er smaskibene, skonnerterne, de mange motorgaleaser, som sejlede mellem Ronne og Alborg, mellem Kobenhavn og Svendborg, med stykgods og cement, med kartofler og torv, langt fra uden betydning. Noget samlet billede af, hvad dansk skibsfartbidrog til den vanskelige opgave at holde trafikken oppe, da bilerne forsvandt, far vi derfor ikke.

I kapitel 6 vender vi sa tilbage til udefladen under britisk kontrol, og hovedtemaet emu ikke skibets, men det enkelte besaetningsmedlems beslutning om at acceptere eller afsla fortsat tjeneste. Deter et af vaerkets bedste og mest helstobte kapitler, og denne gang har praxes draget omsorg for, at vi virkelig ved, hvad den enkelte somand havde at vaelge imellem, og hvordan han kunne forestille sig konsekvenserne, hvis han traf den ene eller den anden beslutning. Vi ledes ind i det staerke pres, der omgav ham, med den tvivlsomme mulighed for hjemsendelse, den noget storre risiko for at havne i »prisonen« nu som under Napoleonskrigene, i hjemlaengslen og frygten for tyske repressalier mod familien, i de kraftigt beskarne hyrer, som blev ham tilbudt i den engelske handelsflade. Det dokumenteres, at valget langtfra var frit. I dette kapitel kommer prasces' evne til at nuancere og pege pa de enkelte situationers forskellige og komplekse karakter til god udfoldelse.

Noget mindre spaendende er kapitel 7, hvis centrale emne er sagerne for priseretten, hvor britiske myndigheder rejste sagen for derpa at tage skibene i besiddelse uden at give retten lejlighed til at besvare det penible og politisk ladede sporgsmal, om der var tale om et fjendtligt skib, eller om Danmarks besaettelse havde gjort det til en hjemlos vandrer. Med andre ord, om man skulle vaelge at bestride den danske stats neutralitet, eller simpelthen dens fortsatte eksistens. Resultatet blev det samme i alle dele af det britiske imperium, og den geografiske inddeling, der gor kapitlet langt, forekommer derfor unodigt omstaendelig. Endelig er - uden synlig forbindelse - den korte og ofte dramatiske udvikling for danske skibe i fransk tjeneste koblet ind som sidste del af kapitlet, hvis afslutningspunkt ligger omkring juli 1940, da forholdene havde fundet en forelobig afklaring.

For at kunne give en rimelig bedommelse af arbejdet tror jeg, deter vigtigt at skelne mellem forskellige lag i dets tilblivelse. Deter ret klart, at udgangspunktet har vasret udefladen, den danske handelsmarine, der gjorde krigen med i allieret tjeneste og saledes ydede et beinaerkelsesvasrdigtdansk bidrag til krigsforelsen. At vurdere dens betydning vil forst vasre muligt, nar vaerket foreligger i sin helhed, og jeg skal ikke ga naermereind pa det her, men jeg skal dog pege pa, at der er en meget

iojnefaldende forskel pa kapitlerne om udefladen - ialt forelobig 3 af de 7 foreliggende - og sa de ovrige. Til udefladens forhold er indsamlet et stort og specifikt kildemateriale, der giver praxis besked om forhold helt ned til den enkelte situation pa det enkelte skib, og bag skildringen ligger ogsa en bred opsamlet viden om f.eks. britiske forsyningsforhold og parallelleproblemstillinger for andre landes handelsflader. En tilsvarende energi findes der kun punktvis vidnesbyrd om i de ovrige kapitler.

Det ser ud til, at hjemmefladen er kommet ind i arbejdet i naeste omgang. Ogsa til dens historie harder vaeret tale om en vis original materialesamling, om end af mere beskedne dimensioner, hvis man skal domme efter det, der nu foreligger. Endelig - til sidst, tror jeg - er skildringen af sofartens og de sofarendes okonomiske og sociale vilkar kommet med i undersogelsen, delvis som en overordentlig bred baggrundsskildring, delvis som led i behandlingen af krigstidens vilkar. Flere gange refereres en udtalelse, der betegner Sofolkene som samfundets stedborn, og jeg ma aerligt sige, at det forekommer mig, at noget tilsvarende kunne siges om denne del af bogen - skildringen af de sociale vilkar, der i hvert fald synes at have faet en noget stedmoderlig behandling.

Lad mig begynde med et eksempel, der vel ikke har storre konsekvens, men som faktisk rystede mig. I forste bind pa s. 67 laeste jeg folgende: »I 1911 fik menige sofolk valgret til Rigsdagen, men de, der ikke var i naerheden af deres bopael, havde ingen praktisk mulighed for at komme til at stemme«. I 1911 - min forste tanke var, at jeg var blevet angrebet af galoperende forkalkning. Ikke fordi jeg havde glemt, at menige sofolk hidtil ikke havde haft valgret - det havde jeg maske aldrig vidst; men sagen er jo den, at aendringer i valgretten kraevede en grundlovsaendring! Og fik vi en ny grundlov i 1911, sa burde jeg kunne huske det. Sa det var svaert beroligende at sla op i Rigsdagstidende og se, hvad der faktisk skete i 1911. Det var ikke en aendring i valgretten, men en teknisk aendring, nemlig indforelsen af adgang til at stemme pr. brev. Og den gjaldt ikke blot menige sofolk, men alle sofolk fra matros til kaptajn, hvis mulighed for at stemme ganske rigtigt hidtil havde vaeret ret teoretisk. Der burde altsa have staet: »I 1911 havde alle sofolk valgret til Rigsdagen, men forst nu fik de, der ikke var i naerheden af deres bopael, praktisk mulighed for at komme til at stemme«.

Jeg tror, denne misforstaelse skyldes to ting. For det forste, at der ikke er laest ordentlig korrektur pa manuskriptet til disse lange indledningsafsnit.Den citerede saetning hidrorer utvivlsomt fra et meget lost notat. For det andet, at praeces ikke umiddelbart er studset over saetningen, fordi

den faldt sa vel i trad med hele den opfattelse af menige sofolks fortrykte
vilkar, der praeger vaerket.

At menige Sofolk havde elendige levevilkar og elendige lonninger er et stadigt gentaget omkvaed, og deter da sa meget mere beklageligt, at det ikke er en konklusion. Deter ikke pavist, og det kan ikke pavises med det materiale og den teknik, der er brugt.

Mod materialet ma det forst og fremmest indvendes, at alt for meget er taget fra den politiske og faglige debat. Et tidligt eksempel kan vi igen finde i 1911, i Peter Sabroes tale under finanslovsdebatten, hvor han kritiserede de forhold, sofolkene og deres familier levede under. Efter at have refereret og citeret dette indlaeg tager Chr. Tortzen ganske vist forbehold, idet han peger pa, at talen er agitatorisk. Men, fortsaetter han: Peter Sabroe »blev ikke modsagt under Rigsdagsdebatten i 1911, for han havde utvivlsomt i det vaesentlige ret«. Deter meget muligt; men det folger nu ikke af, at ingen tog til genmaele, for faktisk var det jo ikke de sofarende, men finansloven 1912-13, Rigsdagen var i faerd med at behandle! Tilsvarende refereres adskillige steder en raekke indlaeg af fagforeningsledere, om hvilke man ma sige, at det jo skulle vaere en darlig fagforeningsmand, der ikke var i stand til at vise, at netop hans medlemmer var forfordelt pa en eller anden made.

Hvilke forsog er der da gjort pa rent konkret at pavise, at sofolkene, eller rettere de menige sofolk, virkelig var samfundets stedborn? For enkelte ar er der foretaget en sammenligning mellem lonningerne for sofolk og andre arbejdere. Saledes pa side 122 i bd. I, hvor matrosernes arslon er sat op ved siden af gennemsnitslonnen for faglaerte arbejdere, ufaglaerte arbejdere og daglejere i landbruget. Deter vaesentligst tallene for 1920, der kommenteres, og om dem star der for det forste, »at sofolkene ikke havde indhentet byarbejderne« (trods storre fremgang under 1. verdenskrig) og for det andet, at sammenlignet med lonninger i landbruget »stod sofolkene naeppe darligere«, men - fortsaetter praeces »det var naturligt, at det var byernes arbejdere, de sofarende sa pa«.

Hvad siger nu tallene om den sag. Ja, en matros havde i 1920 en kontantlon pa 3900 kr., en faglaert arbejder 5414 kr., en ufaglaert 4467 kr. og en daglejer 2368 kr. Hvorfor da skrive, at en matros naeppe stod darligere end en landarbejder, nar deter klart, at han stod vaesentligt bedre? Men deter ikke gjort med disse tal. Foruden sin kontantlon havde matrosen i modsaetning til tabellens ovrige grupper ogsa fri kost. Dens vaerdi er ikke kommenteret her; men pa s. 133 findes tallene for 1927, hvor kosten er sat til 53 kr. om maneden, hvilket svarer til lidt over 600 kr. om aret. Priserne var hojere i 1920, sa pa det grundlag ma kostens

vaerdi i dette ar saettes til ca. 800 kr. Vi nar da frem til, at arslonnen for en matros i 1920 ialt var ca. 4700 kr, for en daglejer 2368, for en ufaglaert 4467 og for en faglaert altsa 5414 kr. Konklusionen heraf forekommer snarest at matte udtrykkes sadan, at sofolkene vel ikke havde indhentet de faglaerte byarbejdere, men at de naeppe stod darligere end de ufaglaerte og tjente dobbelt sa meget som landarbejderne. Sa er det naturligvis korrekt, at de havde vanskelige arbejdsvilkar og laengere arbejdstid end byarbejderne; men deter ingen undskyldning for at mistolke tallene.

Denne sammenligning afsluttes med en bemaerkning om, at der i de folgende ar kom »nedskaeringer af hyrerne, som var kraftigere end nedskaeringerne inden for andre grupper«, og her slutter sa dette stykke. Pa s. 132-33 bliver sporgsmalet sa taget op igen, og vi far forst en sammenligning med somandslonninger i andre lande, som viser, »at danske sofolk havde de hojeste hyrer i verden, bortset fra amerikanske«. Tallene er fra 1927, og man ma da vel formode, at det samme gaelder tallene i den folgende tabel pa s. 133, skont det maerkvaerdigvis ikke er angivet i hverken tekst eller note. Af noten frem gar kun, at tallene stammer fra »Plan«, om hvilket det andetsteds bemaerkes, jeg citerer: »at det sogte at fremdrage samfundets svageste sider«. Det ma give anledning til en kritisk holdning og i hvert fald til at bemaerke sig, at der nu kun sammenlignes med lonninger i Kobenhavn. De la vaesentligt hojere end lonnen i provinsen. Saledes skal timelonnen for en ufaglaert pa 140 ore og for en faglaert pa 173 ore sammenlignes med den gennemsnitlige timefortjeneste for alle arbejdere i handvaerk og industri, der i 1927 kun la pa 128 ore. Deter altsa stadig tvivlsomt, om en matros i manedslon havde rnindre end en ufaglaert i gennemsnit for hele landet, nar han dog tjente 80% af lonnen i Kobenhavn. Nogen vaesentlig forskydning af lonrelationerne fra 1920 tyder opstillingen i hvert fald ikke pa.

Endelig bringes en sammenligning fra 1936/37, som tildeler en somand 1909 kr. om aret, mens en arbejdsmand star til 1970, altsa nogle fa procent mere. Her er i arslonningerne indregnet fagets gennemsnitlige arbejdsloshed, og igen sammenlignes kun med kobenhavnske lonninger.

Nu skal jeg ikke pasta, at sofolk altsa tjente nogenlunde det samme som byernes ufaglaerte - skont deter, hvad tallene naermest tyder pa. SEx\\g talt synes jeg stadig ikke, vi ved ret meget om, hvad sofolk tjente. Praeces har i dette tilfaelde sat sig mellem to stole. Enten kunne han have foretaget en egentlig undersogelse af lonforholdene ar for ar eller ogsa lade sporgsmalet sta abent. Den valgte fremgangsmade giver en skindokumentation,hvis funktion i hele bogen kun er at begrunde en social

indignation, som jeg ikke rigtig kan se, hvad vi skal bruge til. Deter jo
trods alt for sent at lave disse forhold om.

Jeg skal vende tilbage til disse afsnits funktion i fremstillingen, men lige forinden bemaerke, at en ganske tilsvarende tendens gor sig gaeldende, hvor arbejderlonningerne omtales i alrnindelighed. Man kan saledes i 1. bind pa s. 124 laese, at arbejdernes reallon i 30erne faldt med 15%. Der er ingen kildehenvisning, og jeg gad ogsa vidst, hvor tallet stammer fra. Det bliver gentaget i bd. 2 pa s. 22 i den forsigtige form: »Arbejdernes reallon havde vaeret faldende gennem 1930'erne, der opgives 15%«. Praeces vil altsa ikke rigtig sta inde for det. Beregninger af reallon ma anvendes med forsigtighed, bemaerker han samme sted. Og deter sa sandt, som deter sagt. For det forste ma man praecisere, hvad man mener. Hvis det er realtimelonnen uafhaengigt af ledigheden, far man et resultat, er det realarslonnen, far man et andet. Dernaest skal man, nar man vil drage sammenligninger, sikre sig, at de har et rimeligt udgangspunkt, og det har den anforte procentberegning for trediverne ikke. Da der i tilgaengelig statistik opereres med realtimelonnen, gar jeg ud fra, at deter den, praeces har taenkt pa. Den viser faktisk et fald om ikke pa 15, sa dog pa godt 11% fra 1931 til 1937. Men baggrunden er en kortvarig usaedvanlig stigning i reallonnen i 1930 og 1931, da fodevarepriserne faldt til et minimum. Det var denne gevinst, der takkedes af i de folgende ar; men alligevel holdt tredivernes realtimelon sig pa et niveau, der la nogle procent over de gode ar i slutningen af tyverne. Var f.eks. 1929 brugt som udgangspunkt, var resultatet ikke blevet et fald, men en stigning i reallonnen.

Pa den anden side ma reallon ikke forveksles med begrebet levestandard. Nar varernes kvalitet faldt under besaettelsen, gav det et fald i levestandard, som ikke fremgar af reallonnen. Det gjorde det for den sags skyld heller ikke, at boligstandarden i byerne i 30erne blev bedre, at stadig flere fik centralvarme, varmt vand og toilet. Det registreredes kun som en stigning i huslejen og dermed i pristallet, viste sig altsa med uaendret pengelon som etfald i reallonnen. Reallonnen er kun et indekstal, der angiver prisrelationen mellem den gennemsnitlige vaerdi af en arbejdstime og den gennemsnitlige vaerdi af forbrugsgoder, begge dele i grov beskrivelse. Nar der f.eks. i bd. 2 pa side 22 tales om halvering af reallonnen i det forste besaettelsesar, daekker det faktisk en forestilling om levestandard, skont dette begreb jo ikke sa let lader sig kvantificere. I 1944 naede realtimelonnen faktisk omtrent op pa tredivernes niveau igen; men ingen ville pasta, at levestandarden var den samme for arbejderne eller for nogen andre.

Den staerkt vurderende holdning, jeg i det foregaende har beskaeftiget mig med, var for sa vidt ligegyldig, hvis den ikke blokerede for andre sporgsmal. Men det gor den desvaerre. Hvis sofolkenes lonninger var lave, sa var det nasrliggende at sporge, hvorfor de var det. Har det noget at gore med, at skibsfarten praegedes af skarp international konkurrence? Eller var det rederne, der var nogle onde mennesker? Eller var det konkurrencen mellem danske og andre nationers sofolk, der spillede ind? Eller var Chr. Borgland og Richard Jensen darlige fagforeningsfolk? Faktisk far vi ingen forklaring.

Nu vil praeces maske indvende, at det heller ikke er nogen rimelig fordring, at forhistorien kun er en indledning, der skal bidrage til at forklare det egentlige emne, skibe og Sofolk under 2. verdenskrig. Deter for sa vidt berettiget, om end man da undrer sig over, at denne indledning fylder sa meget, at 2. verdenskrigs udbrud forst optraeder pa side 258. Men det kan jo vaere, at den rummer tilsvarende forudsaetninger for at forsta de vigtige beslutninger, der er emnet for resten af vaerket. Lad os da se pa, hvilken rolle de skildrede forudsaetninger er tillagt i den tidlige fase af forlobet, vi forelobig kender.

Der er tale om to vigtige beslutninger, som matte traeffes i april 1940. Den forste var for en raekke skibes vedkommende, om man skulle sejle til neutral havn, som de fleste rederier onskede, og som den danske regering opfordrede til - eller om man skulle overgive skibet til britiske eller andre allierede myndigheder. Den anden vedrorte hver enkelt sofarende, nemlig afgorelsen af, om han personligt ville fortsaette sejladsen i allieret tjeneste. Der var altsa en beslutning om skibet og om hvert enkelt besaetningsmedlem.

Hvad skibet angar, viser den omhyggelige gennemgang af de skibe, der havde et valg, at det oftest var kaptajnen, der traf beslutning. Kun pa de to Maersk-bade, der anlob britisk havn efter et mytteri, er de menige sofolks indflydelse klart dokumenteret. Dog var det sadan, at der pa mindst en snes skibe blev holdt skibsrad, hvor kaptajnen orienterede sig om holdningen hos officerer og en storre eller mindre del af den menige besaetning. Alt i alt ma vi dog konstatere, at skibets videre skaebne forst og fremmest afhang af kaptajnen, og at han i overensstemmelse med det eksisterende hierarki ombord forst og fremmest har radfort sig med officererne.Pa den baggrund er det bemaerkelsesvserdigt, at man i 1. kapitel, baggrundskapitlet, kun finder et enkelt stykke om skibsforerne og intet om styrmaend eller maskinmestre. 1 2. kapitel finder vi i stykke 16-18 ligesom et nyt tillob, en samlet presentation af skibets opbygning, og pa disse i ovrigt meget instruktive sider far vi da omsider ogsa noget at vide

om officererne. Men deter stadig meget lidt i forhold til det ovrige
mandskab.

Gar vi da videre til de fa tilfaelde, hvor mandskabets indflydelse er dokumenteret, hvad finder vi da af forklarende momenter fra den udforligt skildrede sociale baggrund? Ja, jeg ma stille det som et sporgsmal til praeces, for hvad jeg selv har kunnet finde, er meget lkH og yderst svagt. I forbindelse med mytteriet pa Jessie Maersk 11. april naevnes den opfordring til menige danske sofolk, som ITF fojede til BBCs appel; men det bemaerkes dog ogsa, at mytteriet da allerede var en kencsgerning. I stykke 16 om motiverne, bd. 1 s. 527-30 hedder det 4. underafsnit »Sociale motiver«, men rummer faktisk kun psykologiske elementer, »kontaktmotivet«, »selvhaevdelsesmotivet«, endda kun som en almen antagelse, jeg citerer s. 528: »De menige handlede formodentlig i hojere grad ud fra sociale motiver end officererne, som var mere individualistisk indstillet«. Der er ingen forbindelse til den detaljerede forhistorie, ingen blot eksempelvis pavisning af, at sofolks levevilkar var af betydning i den ny situation.

Der er dog et andet problem, som antydes flere steder, oj', som ogsa kan have spillet en rolle i naeste fase, da hver enkelt sofarcnde skulle svare pa, om han ville ga i allieret tjeneste eller ej. Deter det, der noget bombastisk betegnes som den antifascistiske kamp, dvs. hjael:> til politiske flygtninge og forskellige aktiviteter til stotte for republilken under den spanske borgerkrig, hvoraf den mest kendte vel er sabotaj,en mod to spanske skibe i 1938. Disse aktiviteter er vel vaerd at drage fr;m som en psykologisk forberedelse til den senere bekasmpelse af Hitler-Tyskland; men bortset fra det ene konkrete eksempel, der er naevnt, neinlig Borge Moller, der gik ind i organisationsarbejdet i England, er der i virkeligheden tale om et ganske speget forhold.

Sagen er nemlig, at denne virksomhed, som det ogsa skild es i forste bind, hovedsagelig var knyttet til det kommunistiske parti, til Wollweberorganisationenmed sofyrbodernes Kobenhavns-formand Rich ird Jensen som nogleperson. Og kommunisternes holdning i 1940 var jo alt andet end klar. Pa baggrund af Hitler-Stalinpagten i august 1939 fordomtes krigen som en imperialistisk krig, og i april 1940 agiterede de skandinaviskesomandsklubber i New York for, at man skulle naegte at sejle for de allierede. Noget forsog pa at undersoge, hvilken effekt denni) agitation havde, er desvasrre ikke gjort, eller det har ikke givet resultatei, for, hvor det naevnes i bd. I pa s. 468-69, far vi blot at vide, at den havdc betydelig virkning blandt norske sofolk. Intet om danske sofolk. Laenge^re fremme refereres et senere udsagn fra en kommunistisk somand, hvo efter man

tovede lidt, og det siger faktisk ikke meget. I sommeren 1940 gik SofyrbodernesForbund imod, at danske sofyrbodere gik i allieret tjeneste, far vi at vide i 2. bind pa side 80, men havde disse politiske holdninger nogen effekt? Tilsyneladende ikke. Idet Chr. Tortzen analyserer de valg, der blev truffet, og forklarer dem gennem den ydre situation og mere generelleeller nationale reaktioner, siger han i virkeligheden, at vi meget vel kunne have undvaeret store dele af den brede forhistorie. Og det ma jeg vaere enig i. Den sociale skildring er ingen integreret del af undersogelsen.Den er klistret udenpa og burde hellere i en mere gennemarbejdet form vaere publiceret for sig.

Endelig skal jeg sige lidt om hjemmefladen i det forste besaettelsesar. Her falder skildringen af sofarten ind i det almindelige monster af politiske og okonomiske vilkar, der radede i Danmark. Et samarbejde med besaettelsesmagten var nodvendigt, her sorn i alle besatte lande. Det la i selve den okonomiske struktur, at ingen kunne vaere sig selv nok. Hvis blot de tyske forsyninger af kul svigtede, ville det medfore et socialt sammenbrud. Valget mellem modstand og samarbejde var derfor altid en fiktion i sin rene form. Der matte blive tale om en eller anden kombination, og i 1940 var modstanden endda knap inde i billedet. Da var problemet, om det var muligt blot at finde en balance mellem samarbejde og neutralitet. Jeg skal ikke ga ind pa den juridiske diskussion af, om Danmark overhovedet kunne kalde sig neutralt, nar det var besat af tyske tropper. Praxes har utvivlsomt ret, nar han flere steder peger pa, at begreber som folkeret og neutralitet var udhulet allerede under 1. verdenskrig. Taenk blot pa USAs neutralitetserklaering i 1914, da det tilbod at saelge vaben til begge parter, blot de forte lasten hjem over Atlanten pa egne skibe.

Den danske regerings neutralitet under besaettelsen ma tolkes som en bestraebelse for at undga at stotte de krigsforende parter mere, end man mente at vaere nodt til, en linie der naturligvis abnede vide fortolkningsmuligheder og var let at angribe. Inden for de saledes afstukne rammer rummede neutraliteten en ret til at pleje egne interesser, herunder ogsa okonomiske interesser.

Hojest prioriteret blandt disse var beskaeftigelsen, som blev et problem for bade sofolk og skibe. Nar 40% af den overflodigt store hjemmeflade blev lagt op, skabte det arbejdsloshed blandt sofolk af alle kategorier, og nogle valgte da at tage hyre pa tyske skibe. Kun 10% af de store skibe fandt plads i den indre danske trafik, 25% i kulfarten mellem Tyskland og Danmark, mens den sidste fjerdedel blev beskaeftiget i tysk fart.

Der ligger en interessant problemstilling omkring den tonnageaftale,

der 15. maj 1940 blev indgaet mellem danske og tyske rede re, og den havde nok fortjent en lidt mere energisk tolkning. Deter utvivlsomt korrekt, nar praeces papeger det saerlige pres, der la pa redererne, fordi de allierede sa at sige havde udefladens skibe i pant. Det var utvivlsomt begrebet krigskontrabande, der spogte, da man pa forhand vedtog sa vidt muligt at undga sejlads med svensk jernmalm. Pa den anden side bor man vel gore opmaerksom pa, at andre fragter i praksis kur.ne rumme samme stotte til den tyske krigsforelse, hvis de frigjorde tysk tonnage til denne trafik.

Som forhandlingsresultatet viser, modte man imidlertid en anden holdning hos de tyske redere. De anerkendte gerne, at danske skibe var uegnede til malmtransport, og de patog sig ogsa en del af kulfragterne til Danmark. Hvorfor nu det? Deter desvaerre ikke undersogt; Tien deter vanskeligt at se anden forklaring end at den tyske handelsflads, der ogsa var lukket inde, havde tilsvarende vanskeligheder ved at finde passende beskaeftigelse, at det med andre ord fra begge sider blev et spt>rgsmal om at opna fragter, ikke at undga dem. Under denne synsvinke bliver det ogsa forstaeligt, at tyskerne i august aendrede holdning og nu bl.a. fordrede danske skibe sat ind i malmtransporterne. Det ma skyldcs, at tyske handelsskibe nu i stort tal blev dirigeret til Kanalhavnene, hvor de la uvirksomme hen som led i den tyske invasionsflade mod Er gland, der aldrig kom afsted. Herved opstod den for krigen karakteristis<e mangelsituation ogsa pa handelsfladens omrade.

Lad mig runde af med at udtale min anerkendelse af det rieget store arbejde, praeces har gjort. Emnet har ventet pa en behandling i mange, lange ar, og som jeg har sogt at pege pa, er det nok ogsa blevet unodvendigt forsinket, fordi praeces uden stort udbytte har inddraget Droblemer, som vel ogsa er interessante, men hvis forbindelse med det oprindelige emne forbliver dunkel. Nu venter vi spaendt pa de sidste bird - og for dem vil jeg udtale det onske, at Chr. Tortzen virkelig vil forne teksten, sa hans egne undersogelser kommer til deres ret.