Den analogiske tænkemåde

Den historiske beskrivelse er ligesom andre fortaellinger teleologisk - historikeren undersoger og fortaeller om, hvad hensigten kan have vaeret med bestemte menneskers handlinger, og han eller hun prover at forklare, hvorfor netop dette formal er valgt, hvilke motiver der har ligget bag handlingerne. Eftersom historikerens emner gerne er individualiserede, spiller personskildring og motivanalyse en stor rolle. Udgangspunktet for en sadan indlevelse er historikerens egen personlighed, og graden af forstaelse vil, med Kristian Erslevs ord, afhaenge af hans »Sjaelelivs Omfang og Dybde« (Historieskrivning. Gmndlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori, 1911 s. 46).

R.G. Collingwood har i The Idea of History (Oxford 1946) forsogt at redegore for, hvad det egentlig er historikeren foretager sig i forbindelse med en historisk undersogelse. Hans udgangspunkt er opfattelsen af, at al historie er historie om tankeprocesser. »Men hvordan fatter historikeren de tanker han prover at opdage? Der er kun en made det kan gores pa: ved at gentaenke dem i sin egen bevidsthed«. (s. 215, her cit. efter Soren Morchs oversaettelse i Soren Morch og Vagn Skovgaard-Petersen (red.): Historieundervisning - mal og muligheder, 1970 s. 32). Historikeren »opdager« ikke bare en haendelse, men tillige den tanke eller det motiv eller den erfaring, der udtrykkes i den. Og det at opdage en tanke er at forsta den. I og med at historikeren haevder at have forstaet situationen pa samme made som en historisk person, sa ma de i en vis forstand have sprogfaellesskab, dvs. de har del i samme type sproglig virkelighed. Hvis man f.eks. praesenteres for en beretning om visse af Julius Caesars handlinger, sa prover man ifolge Collingwood

»at forsta disse handlinger, d.v.s. at opdage hvilke tanker i Caesars bevidsthed der file ham til at udftfre dem. Det indebaerer at han ma se situationen for sig, og taenke sig til hvad Caesar taenkte om situationen, og om de mulige mader at handtere den pa. Historien om tanker, og derfor al historie, er genopforelsen af svundne tanker i historikerens egen bevidsthed«. (s. 215).

Nar historikeren »genopforer« en svunden tanke, hvad der kraever, at han bringer alle sine andsevner og al sin viden til anvendelse pa problemet, sa gentaenker han den i sammenhaeng med sin egen - nutidige - viden, og derfor kritiserer han den samtidig. Problemet er, at man i studiet af tidligere epoker ofte anvender en historieopfattelse, der ikke eksisterede dengang. Vi forstar fortidens mennesker pa andre betingelser end de selv, men denne form for forstaelse er samtidig et udtryk for selvforstaelse. Fortolkningen af en fremmed tekst rejser nemlig altid sporgsmal om fortolkningens grundlag, hvorved fortolkningen pa en gang bliver til selvfortolkning og dermed vejen til oget selvindsigt. Collingwood anforer videre:

»Denne kritiske holdning overfor den tanke hvis historie han sporer, er ikke noget sekundaert i forhold til at opspore dens historie. [...] Intet kan vaere mere fejlagtigt i fofbindelse med historie om tanker, end at antage at historikeren som sadan blot fastslar, »at der blev taenkt det og det«, og overlader det til en anden at afgore, »hvorvidt deter sandt eller ej«. Al taenkning er kritisk taenkning; tanken der genopforer svundne tanker, forholder sig derfor kritisk til dem, idet den genopforer dern«. (s. 215f).

Den historiske skildring er da heller ikke hverken i sit udgangspunkt eller sin afgraensning et »virkelighedsbillede« forstaet som en beskrivelse af, »hvordan det egentlig har vaeret« (Ranke). Den vaerdifri, »objektive« gengivelse af fortiden frembringes ikke af historikeren, for hans formal er at forsta og fortaille om konkrete menneskelige relationer i fortiden for interesserede folk i historikerens egen samtid. Historiens mal er selverkendelse,selvforstaelse, hvilket principielt adskiller den fra naturvidenskabeligerkendelse. Historisk bevidsthed er en form for selverkendelse, og den afhaenger af, hvilke problemer en given tid finder saerligt vanskeligeeller centrale. Det kan i den forbindelse naevnes, at et vigtigt element i diskussionen om historisk relativisme gar ud pa at haevde, at forskerens subjektive interesser, holdninger, sym- og antipatier samt pavirkninger fra tilsvarende kollektive orienteringer i forskerens aktuelle situation, herunder forskningsmiljo og -tradition, entydig bestemmer hans valg af problemer, kategorier og teorier. Hvilken teori, der dominerer, afhaengeraf, hvilket problem, der rejses, og i hvilken historisk situation problemformuleringenfinder

blemformuleringenfindersted. Vaerditeorierne, som historiefilosofien indbefatter, er medbestemmende for, hvilke problemer, der anses for centrale, og hvilke forklaringsfaktorer, der betragtes som vaesentlige. Forskeren er med andre ord bundet af sine personlige og sociale forudsaetninger.

Historieforskningen bliver ud fra dette vaesentlig at forsta som udtryk for sadanne skiftende forudsaetninger; den er »subjektiv« og »relativ«. Denne opfattelse lader sig imidlertid praecisere. Som sagt er det en fiktion at tro, at historien er eller kan vaere en fremstilling af, hvad der »egentlig er sket«, hvilket har forbindelse med, at historieskrivningen bliver bestemt af de aktuelle socio-okonomiske forhold i samfundet - historiefortaellingen indgar i en helhed af samfundshandlinger; den er ikke uafhaengig af de aktuelle modsaetninger i samfundet. Deter nemlig ud fra en bestemt nutidig samfundsmaessig placering, at det afgores, hvad der er vaesentligt og uvaesentligt i historien - herfra bestemmes det, hvad der skal privilegeres: f.eks. manden, den voksne, den hvide race, fornuften, det skrivende menneske - og hvad der skal udelukkes: kvinden, barnet, andre racer, folelsen, analfabeten. Historievidenskaben konstituerer menneskets erindring om fortiden, den bestemmer, hvad der er normalt at haefte sig ved, den udpeger i kilderne, hvad der er historiske kendsgerninger, og hvad der er acceptable forklaringer og forstaelse. I vore dage Soger historikeren ikke en helhedsopfattelse, fordi det har vist sig, at det personlige valg af helhedssyn pa en epoke har vaeret udtryk for historikerens egen ideologi - og ikke et middel til forstaelse af fortiden. I stedet undersoges afvigelserne fra de abstrakte (edb)modeller - undtagelserne, det saere, det uforklarlige, det fremmede, der gor modstand som f.eks. hekseri. Fremskridtene i historieforskningen sker i den forstand, at vi stadig laerer at stille nye sporgsmal, og at nogen af svarene har en mere permanent gyldighed end den ideologiske helhedsopfattelse, de blev fremsat indenfor.

Historikerens udvalgte emne - noget ejendommeligt, noget maerkeligt - skal imidlertid kunne gives en begyndelse og slutning - dvs. vaere afgraenset i tid og rum. Selve saerpraeget ved historiske emner opnas ved, at historikeren vaelger en synsvinkel, der enten viser, at de forhold, der skal skildres, pa en forbavsende made adskiller sig fra tilsvarende samtidige, eller at de pa en udpraeget made ligner faenomener, som man i samtiden er optaget af (hvilket sidste ogsa er maerkeligt). F.eks. onsker Jens Engberg med bogen Dansk guldalder eller oproret i tugt-, rasp- og forbedringshuset i 1817 (1973) at tage stilling til problemer, som stadig er vedkommende:

»I deres nutidige sammenhaeng er disse problemer komplicerede og svaere at overskue. Sat ind i rammen dannet af det meget mere primitive samfund i begyndelsen af 1800-tallet ser man dem derimod blottede. Har man set dem i denne nogne tilstand, glemmer man det ikke let, man bliver derved i stand til, nar man moder problemerne igen i nutiden, trods en masse ydre omstaendigheder, at genkende dem sorn det, de egentlig er«. (s. 177).

Den kyndige historiker har en evne til at projicere sit historiesyn ind i fremtiden pa en sadan made, at det giver ham selv og laeserne en dybere og varigere indsigt i fortiden, end de historikere kan fa, der helt er underlagt deres egen umiddelbare situation. Til eksempel projicerede Erik Arup sin kaerlighed til andelsbevaegelsen og sin uvilje mod militaeret ned i Danmarks middelalder. I og med at historieskxivningen soger noget andet end det kendte og systematiserede, viser dens betydning for samfundet sig: det fremmede i fortiden kan blive et symbol pa det, der mangier eller sorn er fortraengt i nutiden. Men hvis historikerne ikke selv i deres arbejde er i stand til at ophaeve de fortraengninger, de har faelles med deres tid og klasse, sa far vi blot en historieskrivning, der legitimerer samtidens magthavere. Derfor er der heller ingen historikere for Jens Engberg, der hair skildret den kobenhavnske folkestemning i forbindelse med kong Frederik 6.s begravelse set i et for nutiden typisk klassekampsperspektiv. Episoden er nemlig blevet laest - og fortiet - i lyset af forestillingen om kongemagten som selvfolgelig autoritet naturligvis fordi den skal fremmes i historikerens egen samtid, eller fordi den afspejler denne samtid. Med sin version af historien giver Engberg laeserne mulighed for at ordne, systematisere og vurdere deres tilvaerelse og livsvilkar pa en anden made, hvilket er ensbetydende med, at der skabes nye opfattelser af hvilke erindringer, der er mulige for individer og klasser. Laeseren far dermed mulighed for at udvikle og acceptere nye monstre for handling. Engberg, hvis kritiske fremstilling bade er en kritik af den hidtidige ideologisk farvede opfattelse og en formulering af en anden teori, giver selv en del af forklaringen herpa:

»Nar historikere irnidlertid kun har brugt Roskilde-historien og udeladt Kobenhavn-historien(skont i massevis af historikere ma have set den), sa er forklaringenden, at historikerne ikke har kunnet lide den kobenhavnske side af fortaellingenom Frederik den Sjettes ligfaerd. De har haft en forestilling om, at kongedommetog isaer Frederik den Sjette var hojt elsket af alle klasser af befolkningen,de har selv sat pris pa kongedommet og Frederik den Sjette, og derfor har de undladt at bringe den ganske spaendende affaere om haendelserne pa Vesterbro, der ville odelaegge det helhedsbillede, som de onskede at skabe. Deter ikke meningen at haevde, at historikerne har handlet bevidst uhaederligt. Pa grund af

deres opdragelse, deres miljo, den indoktrinering de har vasret udsat for, har de enten übevidst valgt at glemme affaeren, eller ogsa har de fortrsengt den som uvaesentlig ud fra den betragtning, at folkestemningen ikke kom til udtryk i den kobenhavnske pobels uartige optraeden, folkestemningen blev baret af det egentlige folk, de sjaellandske bonder, der haedrede kongen sa smukt. Kun pa denne made kan man forklare, at tilkendegivelsen af en spontan folkestemning bliver gemt bort, mens den iscenesatte ligbaering med 250 udkommanderede bonder under deres sognefogder bliver fremhaevet som et spontant udslag af en folkestemning (som for resten ogsa godt kan have vaeret til stede, selv om den ikke er dokumenteret). [...] Man ma altsa konkludere, at historikerne vaelger og vrager i deres kilder, sorterer det ud, som synes dem rigtigst og mest passende, forkaster andet, bestraeber sig pa at give et »rigtigt« billede, men bindes i valget af deres bevidste politiske holdning, af deres opfattelse af fortiden og nutiden, af deres miljo og opvaekst, kort sagt af hele deres livssyn.« (s. 175f; om kildegrundlagetse s. 185).

Dette gaelder naturligvis ogsa for Engbergs vedkommende; hans eget ideologiske synspunkt bestemmer, hvilken historieinterpretation han anvender. Men han tematiserer ikke i tilstraekkelig grad sit ideologiske stasted, sin partikularitet og sin sociale afhaengighed i selve fremstillingen. Historikeren - understreger Jorgen Door i sin Historiefilosofi (1978) - er ikke fri i sin tolkning af kilderne, men er bundet af en bestemt forskningstradition, der bygger pa en konsensus m.h.t. visse fundamentale erfaringer og begrebskonstruktioner. Denne forud-forstaelse, som historikeren moder enhver kilde med, bestemmer dels hvilke tekster, der udvaelges som kilder og betinger dels den anvendte tolkningsramme. Den saetter graenser bade for tolkningen af virkeligheden og af den sproglige virkelighed samt styrer, hvilken fremstillingsform resultaterne far. Denne problemstilling illustrerer Door saledes:

»Hvor en marxistisk-leninistisk historiker ser klassekampen udtrykt i visse kilder, og derfor fremstiller sin fortaelling i klassekampstermer, der ser en borgerlig historiker ingen klassekamp, for »klasse« eksisterer efter hans opfattelse ikke i virkeligheden, og derfor vil hans fremstilling dreje sig om alt andet end klassekamp, selv om han har samme kildemateriale til sin radighed. Dette eksempel illustrerer det forhold, at den hermeneutiske tolkning og den med denne dialektisk forbundne ontologiske tolkning, angiver betingelser for efterprovning af teorien. En ikke-socialistisk samfundsforsker vil selvfolgelig have en Historie, der ikke indeholder klassebegreber, og derfor vil det inden for denne teori vaere umuligt at fa efterprovet en klassekampsteori. Grunden er den simple, at »klasser« ikke eksisterer, hverken i kilderne eller i virkeligheden. Hvad der er rationelt at efterprove afhaenger selvfolgelig af, hvilket rationalitetsbegreb man har, og rationalitetsbegrebet forudsaetter, at man kan vurdere og prioritere, og en faelles rationalitet er derfor konstitutionsbetingelse for, at man kan prioritere pa samme made.« (s. 50).

Ved at forholde sig til det fortraengte i fortiden - det vaere sig samfundets som ens personlige - sa forholder man sig ikke blot til nutiden, men ogsa til fremtiden. Menneskets skaben af fremtiden, siger Collingwood, er betinget af dets viden om fortiden:

«Hvis vi onsker at afskaffe kapitalisme eller krig, og vi ikke bare vil eliminere, men forbedre, sa ma vi begynde med at forsta dem, dvs. se, hvilke problemer vore okonomiske og internationale systemer har haft held med at lose, og hvorledes disse losninger er forbundet med problemer, som det ikke kan lose.« (s. 334, Doors oversaettelse s. 199).

At sammenholde nutiden med fortiden giver saledes dybde og overblik, hvorved vi bliver i stand til at pejle, hvad der skal gores, og hvad der er gjort. De videnskabelige teorier eller hypoteser om fortiden er ikke alene afhaengige af historieforskerens bevidsthed, men de far samtidig deres mulighedsbetingelser sat af den samfundsformation i hvilken de produceres. Resultaterne er derfor hverken uafhaengige af forskerens personlige ejendommeligheder eller af de specifikke historiske omstaendigheder, hvorunder de efterproves. Hvad der erkendes og hvad der anerkendes er derfor afhaengigt af, hvorledes den givne samfundsformation er udformet. I dag erkender historikeren, at kendsgerningerne er et resultat af hans/hendes egen subjektive bearbejdning af stoffet. Men hans arbejde er objektivt bestemt af samfundsforhold, som er blevet organiseret for ham. Det fremmede, som han Soger i fortiden, finder han nu ogsa i sit eget arbejde. Den virkelighed, som historikeren siger noget om, er ikke en fortid, der er isoleret fra nutiden, men hans egen samtids samfundsmaessige situation med dens fortid, nutid og fremtid. Historieforskningen kan saledes opfattes som en stadig dialog mellem de tre tidsplaner. Herom siger Troels Fink i foredraget »Den nationale linje i dansk historieskrivning« fra 1974 (optrykt i: Linier i dansk historieskrivning i nyere tid (ca. 1890-1950), 1976):

»Nar nutidens mennesker formulerer sporgsmalene, indgar i disse den sporgendes fulde bevidsthed om det samfund, han lever i, de forestillinger, han har om tingenes sammenheeng, hans forstaelse af den menneskelige psyke og ikke mindst hans forestilling om de udviklingstendenser, der kendetegner samfundet, man kan ogsa sige, det fremtidsperspektiv, der over kort eller langt bestemmer hans handlemade.« (s. 74).

Fremtidsforventningerne i forbindelse med kritiske vurderinger af den
aktuelle situation bestemmer problemstillingerne, dvs. afgor de
sporgsmal, der bliver rettet til fortiden. Den historiske fortaelling er en

fiktion, en begrebskonstruktion, der tjener til at belyse virkeligheden, idet den konfronterer samfundet med dets oprindelse - og en ny historiefortaellinger identisk med en aendring af samfunds- og menneskeopfattelsenog dermed en aendring af forestillingen om fremtiden.

Journalisten, nuets historiker, gor det samme, nar han dramatiserer haendelserne og gor dem til fortaellinger. Disse fortaellinger er ikke bare digt, for de udtrykker menneskets faktiske hab og frygt. Hverken historikerens, journalistens eller kunstnerens arbejde er frit og uafhaengigt, men arbejdet er selv bestemt af det samfund med dets fortid, nutid og fremtid, som de fortaeller historier om. Disse historier ma fortaelles, fordi samfundet ikke kan forstas direkte, men kun ved hjaelp af det fremmede, de andre, de dode.

Deter pa denne baggrund, at eksempelvis den historiske roman som genre skal forstas, og i denne forbindelse bliver det helt afgorende eller konstituerende derfor analogiproblemet, thi historien far kun mening, nar den etablerer en kohaerent forbindelse mellem fortid og nutid. Dette definitoriske aspekt overser Paul V.Rubow i afhandlingen Saga og Pastiche (1923), der af Aksel Sandemose i artiklen »Historisk roman« fra 1948 karakteriseres som vaerende »sa giftig og nadeslost djevelsk som en ma vaere dansk og professor Rubow for a vaere.« (cit. efter Dikteren og temaet, 1973, s. 151). Rubow mener fejlagtigt at kunne afvise den historiske roman som genre med folgende dialektiske ordleg:

»Begrebet »historisk Roman« indeholder, som gode Kritikere alle Dage har fremhaevet, en contradictio in adjecto. Thi for saa vidt en Roman er Roman, er den ikke Historie, og for saa vidt et historisk Skrift er Historie, er det ikke Roman.« (s. 273).

Men eftersom historikeren i en sammenhaengende fremstilling om haendelserog forhold i det forgangne nodvendigvis ma lade fantasien bygge bro mellem sikre data, selv om han aldrig sa rigoristisk holder sig de ufravigelige vilkar for arsagssammenhaeng for oje, sa gor han sig ogsa gaeldende som forfatterpersonlighed og dermed har hans fremstilling faet tilfort et romanagtigt element. lovrigt er analogien mellem for og nu det analytiske grundlag for Hans O. Granlids vaerk Da som nu. Historiska romaner i oversikt och analys (Sth. 1964), som isaer beskaeftiger sig med svenske middelalderromaner. Denne analogi kan vaere bevidst eller übevidst.Saledes har Martin A. Hansen i »Efterskrift« fra 1953 til det illegaledagbogsbrev »Juli 44«, der handler om den kobenhavnske folkestrejke mod den tyske besaettelsesmagt, beskrevet den uventede perspektivudvidelse,som

delse,somde sidste tre kapitler af romanen Lykkelige Kristoffer (1945)
fik. Kapitlerne handler om Kobenhavns belejring 1536 og blev netop til
under folkestrejken.

»Heldigvis gik der er Par Dogn for jeg blev mig dette Sammentraef bevidst. En Fortaeller kan nok i gode Stunder vaere en temmelig naiv Person, isaer hvad det naervaerende angaar. Han ser alt andet end det, der ligger lige for ojnene. Det var naesten som at faa slaaet Koojet ind og faa Soerne bagefter, da man blev sig fuldt bevidst, hvordan Romanens og Dagens Haendelser ligefrem flod sammen. Derefter gik det traegere.« (cit. efter Verdensromanen. Historiske Essays, 1966 s. 168).

Ikke alene er forholdet mellem forfatterens intention og den aestetiske effekt et af de vanskeligste problemer i litteraturvidenskaben, men dertil kommer, at laesernes betydningssystemer ikke nodvendigvis falder sammen med de(n) analogi(er), der immanent kan tillaegges vaerkmeningen. Eksempelvis kan yngre generationer af laesere uden saerlig historisk viden have vanskeligt ved selv at fa oje pa parallellen mellem en laeges kirurgiske forkrobling af born for profittens skyld og nazistiske laegers eksperimenter med koncentrationslejrfanger under 2. verdenskrig i Palle Laurings roman Den gyldne Gren (1948, 1970² s. 327ff), der ligeledes foregar pa overgangen mellem middelalder og renaessance. Den seriose kunstner ved naturligvis, at man ved at skildre fortiden netop kommer til at sige noget vaesentligt om det fremmede, det i nutiden fortraengte, hvilket er en forudsaetning for i det hele taget at beskaeftige sig med et historisk stof. Arbejdet hermed pavirker forfatterens ideologi, og denne virker til gengaeld tilbage pa hans vurdering.

Et typologisk forsøg

I forbindelse med typologiseringen af historiske romaner er det frugtbart
at skelne mellem to grundtyper, nemlig historiske romaner med og uden
analogi mellem for og nu.

Inden for den gruppe, hvor der ikke er tale om bevidst analogi mellem for og nu, kan man skelne mellem forskellige undertyper. I den historiske spaendingsroman tjener det historiske som kolorit pa handlingen i og med, at den giver en ramme om nogle begivenhedsrige forlob. Som deter tilfaeldet i Emmuska Orczys romanserie Den rode Pimpernel og hans Bedrifter 1-10 (1905-36, da. 1907-42) mangier det specifikt historiske, dvs. afledningen af de skildrede personers individualitet fra deres samtids saeregenheder. Under denne gruppe kan ogsa henregnes skraek- og ridder/roverromanen,om

der/roverromanen,omhvilken Kjetil A. Flatin i artiklen »Historisk roman-emigrantroman«(Edda, hefte 3, Oslo 1977) bemaerker: »Felles for denne gruppen er at handlingen er lagt til en relativt [!] fjern fortid og at den historiske sannhet er av liten eller ingen betydning.« (s. 157).

At forherlige den forgangne tid er den idealiserende historiske romans eneste formal. Den eskapistiske dyrkelse af fortiden er som oftest reaktionaer. Historien er eksotisk, fjernet i tid og rum fra den nutidige elendighed - et tilflugtssted for savel forfatter som laeser. Deter en svunden tid uden relation til nutiden, der soges genoplivet, men forfatterens sogen efter et sadant univers rober indirekte projektets forbindelse til den problematiske samtid. Som repraesentativt eksempel herpa anforer Georg Lukacs i sin afhandling Der historische Roman (Berlin 1955, russ. 1937) Gustave Flauberts roman Salammbo (1862, da. 1902) bagved hvilken der forovrigt ligger et stort videnskabeligt studium (jf. Morten Giersing: Lukacs som litteraturkritiker, poetik nr. 28, 1976). Mogens Klitgaard advarede i en kritisk situation i sin artikel »Den historiske Roman« {Forum, nr. 2 1941), der pa programmatisk vis gor rede for den materialistiske opfattelse, hvorefter udviklingen baeres af de store navnlose masser, og som ligger til grund for hans to historiske romaner, nemlig De rode Fjer (1940) og Ballade paa Nytorv (1940), mod hvad han kaldte den heroiske historiske roman, fordi den

»gir os et misvisende billede af vor fortid og dermed af vor nutid, dens menneskei er produkter af onskedromme og ikke levende mennesker paa godt og ondt. Den vil altid vaere sikker paa et publikum fordi der rent udvendigt set sker en forfaerdelig masse og fordi det altid er hyggeligt at laese om aedle og modige mennesker. - personlig tror jeg den er skadelig fordi den lukker ofrenes ojne og lader dem leve i en indbildt verden. Jeg synes deter bedre at orientere sig, erkende tingenes virkelige tilstand i denne verden og handle i overensstemmelse dermed, i stedet for at gaa ind i drommeland, hvor man nok har det rart, men risikerer en frygtelig opvaagnen.« (s. 12).

Med den anden hovedtype af historiske romaner - den egentlige historiskeroman - er det som sagt forfatterens intention at skabe analogi mellemfor og nu, dvs. at forfatteren er bevidst om nutiden som betinget af fortiden -og deter ved de strukturelle forhold her imellem, at genren virker. Ogsa her kan en underinddeling foretages. I den nationalhistoriskeroman soges en organisk forbindelse mellem fortiden og nutiden, gerne for at fastholde og papege en kontinuitet i en nations udvikling. Der er saledes ikke tale om en flugt til fortiden, men et onske om at finde

en national identitet, hvilket ofte foles pakraevet, nar udfordringerne
skifter. Herom siger Klitgaard i naevnte artikel:

»Hvis man ser tilbage over Europas historie er det ved korsvejene, de historiske
romaner har vaeret saerlig talrige. [...]

Ved korsvejen standser man op og ser sig tilbage, for at orientere sig. Og historien er i hoj grad egnet til at skaffe orientering. [...] Ved at gi perspektiv bagud gir den perspektiv fremefter og gor os vor nuvaerende situation mere klar.« (s. 11).

For eksempel handler Ebbe Klovedal Reichs romantrilogi Rejsen til Messias (1973) foruden om hovedpersonens indre og ydre rejse »om kapitalismens oprindelse, Danmarks smertensvej til enevaelden og den danske folkekirkes forste tvivl - samt om Vesteuropas forste skridt mod Faellesmarkedet.« (1, s. 11). Eftersom vi saledes befinder os i en krisetid, hvor historiske erkendelsesproblemer er saerligt presserende, er Reich da ogsa gaet i gang med at fortaelle Danmarkshistorien forfra, ikke mindst fordi han onsker at vise os,

»hvor mange bedrifter og fejltagelser, man som dansker ikke laengere behover at ove og bega, fordi vores forfaedre og formodre har ovet og begaet dem til gavns for tusind ar siden eller mere.« {De forste. 30 fortcellinger om Danmarks fodsel, 1981 s. 7).

Reichs fortaelleglaede er ikke mindre end den, der gennemtraenger al
livfuld og anskuelig fremstilling af fortiden, men accenten er forskudt i
forhold til Erslev, som i Historieskrivning udtrykker sig saledes:

»Forfatter og Laeser fryder sig ved at hore om det store, usaedvanlige og maerkelige,
som Mennesker har oplevet og udfort, og allermest glaeder man sig, naar det
er ens egne Forfaedre, hvis Bedrifter det drejer sig om.« (s. 16).

Dog anforer Erslev senere i sin kritik af den nationale historieskrivnings moralske domfaeldelser som det mest afgorende, »at de Nederlag, vi har oplevet, har aabnet vore ojne for, hvad Farer det kan medfore at se altfor ensidigt paa vor egen Fortid.« (s. 35). Tilsvarende folte B.S. Ingemann,at Danmark efter Napoleonskrigenes ulykkesar - Kobenhavns bombardement, labet af fladen, Norges afstaelse og statsbankerotten - var blevet et lidet, fattigt land, der havde andelig genfodsel behov. Og som det bl.a. fremgar af fortalen til Prinds Otto af Danmark og hans Samtid (1835), sa var hele denne digters romantiske middelalderprojekt nationalhistorisk - og kristeligt - bestemt (jf. Kjeld Galster: Ingemanns

historiske Romaner og Digte, 1922). Troels Fink siger i sit tidligere naevnteforedrag, at nationernes nab i det 19. arhundrede »var fremadrettet mod en ny stralende tilvaerelse for folket, men denne version virkede ogsa som et spejl, der kastede sporgsmal tilbage til fortiden; en bitter nutid skulle afloses af en stralende fremtid« (s. 74f). Tankegangen illustrererFink med et citat fra Ingemanns indledning til Waldemar den Store og hans Mcend (1824):

»Stig op af Graven, du Slaegt, som dode!
Forkynd dit Fald og afmal din Brode!
Advar os for Udslettelsens Dom,
Og viis os hvorfra din Frelse kom!«

For Ingemann er historien en stadig debat mellem fortid og nutid med blikket rettet mod fremtiden, mod »Folkets historiske Gjenfodelse« (brev til N.F.S. Grundtvig af 28. sept. 1823). En lignende anskuelse af, hvad Saxo ville named Gesta Danorum (ca. 1185-1222, da. 1575 og senere) har den unge Adam Oehlenschlager traeffende udtrykt i et par verselinier i Sanct Hansaften-Spil fra Digte (1803, 1979 s. 251):

»[Han] stirrer til den straalende Top, hvorfra vi er sjunken og atter skal op. Saa griber han Pennen i sin Haand, for at indgyde Nutid Oldtids Aand.«

Parallellen til fortiden betones ligeledes staerkt i den historiske ideroman, men deter den aktuelle problematik, der er afgorende. I denne type afspejler fortiden direkte nutidens problemer. Som eksempel kan naevnes Hans Kirks roman Vredens Son (1950), der ser Jesu historie og kristendommens opstaen i socialhistorisk belysning, men med analogi til den tyske besaettelse. Efter Kirks opfattelse drejer det sig om en oprorsbevaegelse, en frihedsbevaegelse i et besat land, vendt mod besaettelsesmagten og den hojtstaende gejstlighed. Romanen rnunder ud i troen pa, at folket en dag vil blive sin egen Messias og grundlaegge retfaerdighedens rige.

Om den egentlige historiske roman, som er en dialektisk sammensat
enhed af historie og fiktion, siger Flatin:

»I denne romantypen forsoker forfattere a trenge inn i en tidsalders kulturelle, sociale, og psykiske forhold. Om hovedvekten her er lagt pa karakterskildringen reflekterer den na personernes samtid. Et intimt kjennskap til en tidsperiode og - sa langt det overhodet er mulig - til historiens minste detaljer, er en forutsetning,

og i enda hoyere grad evnen til pa dette grunnlaget a leve seg inn i en annen
tidalders liv og tanker.« (s. 158).

Denne karakteristik kan lige sa godt gaelde, hvad man kunne kalde den social- eller kulturhistoriske romantype, som i sin fremstilling af en udvalgt epokes skikke og saedvaner, levevis og arbejdsmetoder samt alle former for andeligt liv anlaegger et historisk perspektiv, saledes at den sociale struktur savel som personernes psykologi ikke blot er udtryk for forfatterens egen samtid, men en forudsaetning for den. I modsstning hertil afviser Flatin i overensstemmelse med Lukacs den mest udbredte form for historisk roman, nemlig den historisk-psykologiske, idet han mener, at de »historiske« personer kun reflekterer »forfatterens samtid, dens liv og tenkesett, mens det historiske element er en forkledning for den estetiske effekts skyld.« (s. 158). Flatin taenker sandsynligvis pa den type, hvor hovedpersonerne helt eller delvis er »vilkarlig« opfundne. At dette ikke behover at vaere tilfaeldet er Walter Scotts historiske romaner det bedste eksernpel pa. Imidlertid kan en historisk kendt personlighed ogsa sta i centrum for denne romantype, og romanen kan da graense op til den historiske biografi.

Alle disse rubriceringer passer dog kun sjaeldent fuldstaendigt pa de foreliggende romaner. Selvom de dominerende traek i en historisk roman er i overensstemmelse med den her foretagne inddeling, sa vil det som oftest alligevel vaere muligt - inden for samme vaerk - at pavise vaesentlige undtagelser. Eksiempelvis sogte J.P. Jacobsen i sin naturalistiske roman Fru Marie Grubbe (1876) at skildre noget i samtiden fortraengt af personlig og klassemaessig art, hvilket lettere accepteredes af den litteraere offentlighed i og med, at det blev lagt tilbage i tid. Under denne synsvinkel er der altsa med Flatin tale om en historisk-psykologisk roman, der soger at skildre det enkelte menneskes driftsliv, og som sadan afvises den. Men deter ikke hele sandheden, for J.P. Jacobsen kunne ikke have skrevet sin roman uden minutiose historiske kildestudier, hvilket bl.a. er arsag til, at den nedadgaende udviklingslinie fra aegteskabet med en kongeson til et med en avlskarl samtidig formidler en socialhistorisk indsigt i det feudale klassesamfunds vilkar. Om studiernes art vidner et brev til Edvard Brandes dateret (28.2. &) 7.3.1873:

»Taenk dig jeg staar op hver Dag Kl. 11 og gaaer paa kgl. Bibliothek og laeser gamle Dokumenter og Breve og Logne og Billeder om Mord, Hor, Kapitelstakst, Skjorlevnet, Torvepriser, Havevaesen, Kjobenhavns Belejring, Skilsmisse-Processer, Barnedaab, Godsregistre, Stamtavler og Ligpraedikener. Alt det skal blive til en vidunderlig Roman der skal hedde:

»Fru Maria Grubbe«.
Interieur fra det 17de Aarhundrede.

Du ved deter hende der staaer om i Holbergs Epistler, og i Honsegrethe af Andersen og som forst er gift med U.F. Gyldenlove og sidst med en Faergemand.« (cit. efter Jorgen Ottosen (udg.): Omkring Fru Marie Grubbe, 1972 s. 134).

Ligheden med historikerens arbejdsproces er iojnefaldende. Erslev betoner
saledes fantasiarbejdets betydning allerede under forstudierne:

»Den Historieskriver, der ved sin Fremstilling vil give Laeseren et anskueligt Billede, maa forst selv se Fortidens Skikkelser og Tildragelser levende for sig, og Fantasien spiller derved den storste Rolle for ham allerede under nans Forarbejde. Han har for sig Resterne af Fortidens Liv; han laeser gamle Breve, Dagbogsoptegnelser og Memoirer, spredte Notitser af alle Arter; han studerer i Bibliotheker og Museer, hvad der er bevaret af Genstande fra Fortiden eller Billeder derfra, han faerdes paa de Steder, hvor Livet har rort sig, og fordyber sig i de Bygninger og Monumenter, der er tilbage. Men dette spredte og mangeartede Stof er dodt; forst hans Fantasi gor det levende. Ganske som Digteren af hvad han iagttager hos sig selv og af mange spredte Erfaringsindtryk former sine Skikkelser, gor Historikeren det ogsaa.« (s. 27).

Men indlevelse er mange ting. To vidt forskellige eksempler, begge hentet
fra Thit Jensens artikel »Historisk Modeldigtning« (Tilskueren 1937,
Andet Halvbind) kan illustrere spaendvidden. Hun skriver:

»En af mine bedste Modeller til en dansk Rigsraad, en Adelsmand, som stod hojt i kong Frederik den Andens Gunst for sit kloge og aerlige Sindelag, fik jeg paa en Rejse til New Zealand. Det var en Maorihovding. Han var ganske vist tatoveret, men det kom kun til at scud som Klogskabsrynker, og hans Blik, som ikke var tatoveret, viste en smilende Klogt, en dybtgaende Indsigt - alene at se paa det Ansigt gav mig en hel Personlighed. En af de vaesentligste Scener i min Bog »Af Blod er du kommet« er bygget alene paa hans Ansigt og Blik.« (s. 89, jf. Thit Jensen: Hvorfra? Hvorhen?, 1950 s. 147).

I tilfaeldet med Stygge Krumpen i romanen af samme navn, som ikke her
skal typologiseres, kan man tale om en anden form for inspiration. For
Thit Jensen accentuerer han sporgsmalet,

»om man har Ret til at aendre det gaengse Billede af et i Historien levende Menneske, som var - som jeg har gjort med en af mine Modeller, Stygge Krumpen. Han beskrives i alle Historielaereboger som et slettere Menneske end de fleste. Men jeg har ikke noget Sted, udover den kongelige Anklage, fundet noget historisk Bevis for denne Paastand.« (s. 96).

Tvaertimod, sa er der breve, som efter Thit Jensens opfattelse staerkt taler for det modsatte. I virkeligheden overser Thit Jensen, at hun i sine fortolkninger og vurderinger, der ofte er fremkommet ved en frugtbar vekselvirkning mellem spiritistisk inspiration og mere nogterne kildestudier, ikke kan bruge den professionelle historieskrivning som en facitliste, hvilket hun altsa heller ikke gor, da hun i forbindelse med forstudierne til romanen faktisk gennemforer en lille historisk undersogelse, der for hende viser, at den dengang gaengse negative opfattelse af manden sandsynligvis ikke er holdbar. »Jeg har altsaa ment mig berettiget til at se i Stygge Krumpen en Personlighed, der stod fast ved, hvad han en Gang havde givet sit Lofte: den katolske Tro [...].« (s. 97) Hendes idealiserede fremstilling har imidlertid ikke ligesom Walter Scotts historiske digtning faet konsekvenser for historieskrivningen, hvilket Hans Gregersens historiske portrait Stygge Krumpen - den sidste Borglumbisp (Frederikshavn 1979) kan vaere et vidnesbyrd om. For Thit Jensen gaelder det om at vaere sa indlaest som vel muligt i den periode, hun skal skildre, men for rigtigt at forsta den pagaeldende tids handlemader og tanker, livssyn og tro ma hun ogsa saette sig ind i tidens forudsaetninger:

»en historisk Bog er ikke en Domfaddelse efter vor Tids Anskuelser, som en dansk Historieskriver bestandig tror, han skal lave Laereboger fra Fortiden efter ojeblikkets socialdemokratiske Katekismus ... Historie er at fatte Tidernes Sjael efter Tidernes Udviklingstrin.« (s. 91).

Ethvert herskende system skal altsa bedommes pa dets egne fortjenester og fejltagelser og ikke betragtes som symptom pa ufaerdigheden i samfundet. At historiske skildringer nodvendigvis ma vaere bundet - bevidst eller übevidst - til den tid, hvori de er blevet skrevet er et forhold Palle Rosenkrantz har blik for - uden at han dog reflekterer naermere over arsagen. I artiklen »Historiske Romaner« (Tilskueren, 1937, Andet Halvbind) papeger han, at kong Christian 2. f.eks. er skildret pafaldende forskelligt af historikerne, og det pa grundlag af det samme kildemateriale:

»For at blive ved denne sidste i vor Romanliteratur ofte benyttede Figur er han af Historikerne skildret baade som demokratisk Idealist i Purpur, som blodig Tyran og som karaktersvag Slapsvans - altsammen paa Grundlag af de samme historisk dokumenterede Handlinger.« (s. 381).

Det kan tilfojes, at fortidens tolkninger af historien er mere eller mindre
eksplicit udformet som begrundelser for bestemte gruppers position i

historikerens samtid. En samvittighedsfuld forfatter vil, siger Rosenkrantzmed
et ordvalg, der bringer Arup i erindring,

»hvor det gaelder Personer, hvis Historie er forsket i Detailler, opstille som Hovedregel ikke at skrive noget, der strider mod det sikre historiske. Hans Opgave bliver da at skabe Dagliv [sic], der levendegor »Helten«, Tiden og Personerne ganske som om han selv havde fundet paa det hele, men bunden af det, der vides. Den digteriske Frihed haves kun, hvor det gaelder om logisk at udfylde Lakuner, hvor det gaslder Psykologien og Valget af Situationer og Ord, kort sagt det individuelle Syn paa »Helten«. Forfatteren skal paa Grundlag af positiv Viden »f0le« sig ind i Personer og Handling.« (s. 381).

Denne romantype ligger ifolge Rosenkrantz taet op ad den populaere folkelige historieskrivning. For Rosenkrantz er der roman i al historieskrivning og historie i al romanskrivning, men der er dog alligevel skarpe graenser. Forskellen defineres saledes:

»Historieforskeren skriver kun, hvad han mener, han ved paa Grundlag af Selvsyn og paalidelig Overlevering. Romanforfatteren skriver, hvad han ved, hvad han tror, og desuden hvad han synes passer ind i Emnet og gor Fremstiilingen levende, selvom Kilderne tier.« (s. 381).

Om sin egen intention siger Rosenkrantz:

»Jeg har aldrig villet indsukre Stoffet i Underholdning. Tvasrtimod det har vaeret Hensigten at skaere dybere i Stoffet end Historikeren formaar det, og dette sker ved at begraense det og af en Maengde fastslaaede Begivenheder at vaelge saadanne, der aabner Adgang til at gaa tilbunds i Begivenheder og Karakterer. Historikeren er berettiget til at standse i Beretningen og sige: »Om dette ved vi intet«. Det tor Romanforfatteren ikke. Har han en Gang indladt sig paa at skildre en Begivenhedsraskke, maa han fuldfore den og bygge Bro mellem det, der vides og det, denned rette tor formodes.« (s. 383).

Rosenkrantz, der iovrigt ikke berorer analogiproblemet, mener, at hovedsagen i den historiske roman er denne brobygning over kildernes tavshed, hvilket er identisk med det (problematiske) krav Erslev stiller til historieskrivning. Han skriver:

»Vort Kildestof er til Trods for dets Omfang og Forskelligartethed naesten altid fuldt af Huller, og dem maa Historieskriveren, naar han vil give en anskuelig Skildring fylde ud; viger han frygtsomt tilbage derfor, vil hans Skildring blive meget ufuldkommen, tor og livlos.« (s. 13f).

Ifolge Erslev skulle det ligefrem ligge i historievidenskabens litteraere fremstillingsform, at der daekkes over det, der »kun kan blive en mer eller mindre sandsynlig Hypothese« (s. 24). Heroverfor kan anfores, at brobygningen til forudsaetning har alt, hvad der vides og alt, hvad denned logiske operationer kan udledes af en sadan viden. Men at dette vidensbegreb imidlertid ogsa er en sag, der kan diskuteres, naevner Rosenkrantz ikke. Endelig kunne man, som fremfort af Povl Bagge i artiklen »Om historieforskningens videnskabelige karakter. Nogle bemaerkninger i anledning af Kr. Erslevs skrift »Historieskrivning«.« (Historisk Tidsskrift, 10. rk. bd. 5, 1940) endda finde en aestetisk force i »selve det forhold, at vor viden er sporadisk«, hvilket kan »udnyttes til at saette de fa overleverede kendsgerninger i relief og derved aegge laeserens fantasi og gore fremstillingen saerlig suggestiv [...].« (s. 372).

For Rosenkrantz ligger den historiske romans vaerdi i dens evne til fascination, fordi den erstatter referater med levende skildringer, der uddyber og anskueliggor »historien«. »En god historisk Roman«, konstaterer han afslutningsvis, »udtommer ikke kvantitativt sit Emne, men kvalitativt omspaender den langt mere, end nogen videnskabelig historisk Beretning kan rumme.« (s. 386). Om arsagen hertil er han imidlertid tavs. At det har noget at gore med skonlitteraturens evne til at frernstille komplicerede bevidsthedsmaessige tilstande, deres opstaen og indbyrdes sammenspil er imidlertid sikkert. Dertil kommer, at forfatterens (kildekritiske) bearbejdning og perspektivering af historiske problemer og erfaringer resulterer i, at laeseren ud fra sine egne samfundsmaessige og personlige erfaringer og reflektioner kan identificere sig med den historiske fiktions figurer og problemstillinger. Og maske fojes i fortaellingens forlob en ny dimension, et meningsperspektiv til de selverhvervede mere eller mindre fortolkede erfaringer, hvilket forudsaetter, at laeseren kan ga ind i den oplevelsessammenhaeng, den historiske fortaelling tilbyder. Det ligger ogsa i de tillob til historiefilosofiske betragtninger, som Erik Kjersgaard anstiller i Bescettelsen 1940-45. Freden forberedes (1981), hvor det f.eks. hedder:

»Deter nok en opgave, der ligger bedre for den skonlitteraere forfatter end for en historiker: at skildre et sadant samfund, hvor faderen kunne vaere medlem af DNSAP og sonnen af Dansk Terrcensportsforening - en naesten sikker indslusning til modstandsbevaegelsen, hvor skibsvaerftsarbejdere reparerede tyske minestrygereom dagen og odelagde dem om natten, hvor folk kunne spise frokost med dr. Best og drikke aftenkaffe med repraesentanter for Frit Danmark - og hvor de fleste stadig gik til barberen, stod i k0 hos slagteren, morede sig over Christian Arhoff i biografen, bekymrede sig om bornenes underlodige laesevaner og de

unges slappe moral, ikke kunne fa husholdningspengene til at sla til og blev
opskraemt af forlydender om tiltagende fare for konssygdomme, difteritis og
tuberkulose.

Kompleksiteten i et sadant samfund unddrager sig historikerens grove vaerktoj;
han kan registrere faenomenerne et for et, men ikke deres samspil i det folsomme
instrument, der udgor menneskers bevidsthed.« (s. 16).