Peder Hansen, Lundby - tradition eller nybrud i bondepolitikken

Peder Hansen, faster i Lundby og agitator pa landbopolitikkens venstrefloj i 1840'erne, vakte noget postyr bl.a. rned sin petition til Roskilde stcenderforsamling mod hoveriet. Adjunkt, cand. mag. Niels Clemmensen argumenterer her for, at selv om der er elementer af traditionel bondepolitik i Peder Hansens virke, kan man dog med mere rimelighed karakterisere ham som reprcesentant for en ny bondeholdning.

I sin fremstilling af bondepolitikken i 1700-tallets Danmark har Claus Bjorn afdaekket en raekke faellestraek i bondens politiske adfaerd. Som sadanne naevnes bl.a., at bondepolitikken var »kortsigtet rettet ind mod forholdene og vilkarene i den ojeblikkelige situation«, mens der ikke findes vidnesbyrd om aktiviteter vendt mod den gaeldende samfundsorden og dens placering af bonden nederst i systemet. Bonden accepterede saledes sin plads i hierarkiet, og nar han senere i 1840'erne stillede krav om ligestilling med de andre staender, f.eks. i sporgsmalet om almindelig vaernepligt, ser Claus Bjorn heri en afgorende og principiel aendring af bondepolitikken. Der var ganske vist ikke tale om »pludselige brud, men om en langsom omformning af bondeholdningen, der rummede savel elementer af den traditionelle bondepolitiske opfattelse, som den pegede fremad mod et grundlaeggende aendret politisk syn pa bondens situation*. Som repraesentant for denne omformning af bondeholdningen peger Claus Bjorn pa den jyske staenderdeputerede Ole Kirk, mens agitatoren Peder Hansen, Lundby, ses som et udtryk for den traditionelle bondepolitik, der pa dette tidspunkt isaer skulle vaere typisk for husmandsklassen: »Det synes som om opdelingen af bondestanden nu slar sa staerkt igennem, at de traditionelle track ved bondepolitisk adfaerd nu isaer kommer til udtryk i husmandsbefolkningen*¹.

Claus Bjorns perspektivering af 1840'ernes bondebevaegelse rejser en
raekke sporgsmal om brud og kontinuitet, som fortjener naermere overvejelse,navnlig

1. Claus Bjorn: Bonde Herremand Konge - Bonden i 1700-tallets Danmark, 1981, s. 72ff.

Side 669

jelse,navnligfor sa vidt angar Peder Hansen og hans virksomhed. Claus Bjorns udgangspunkt er et brev til Grundtvig, 1846, fra Peter Rordam, sognepraest i Mern, hvori brevskriveren frakender bondestanden politisk dannelse, og med en henvisning til Peder Hansens agitation knytter en forbindelse tilbage til bondernes klageskrift til Frederik 111 i 1660. Peter Rordams udtalelser er saledes et eksempel pa en borgerlig liberal tankegang,hvorefter politik opfattes som losrevet fra og haevet over privatinteressen,mens Peder Hansens virksomhed netop var knyttet til meget konkrete klasseinteresser vedrorende afgifter og indfaestning m.m.

Som rimeligt er, opfatter Claus Bjorn politik ganske anderledes rummeligt end Rordam, men vurderingen af Peder Hansens agitation overtages uanfaegtet » ... naeppe tilfaeldigt, at Peter Rordam sa kontinuiteten fra tidligere til Peder Hansen, Lundbys, optraeden«². Denne vurdering star og falder med graden af overensstemmelse mellem Peder Hansens politiske adfaerd og de bondepolitiske traek, som af Claus Bjorn er blevet karakteriseret som traditionelle. Umiddelbart kan der peges pa en raekke overbevisende argumenter for en sadan overensstemmelse, f.eks. den staerke tilknytning til bondestandens saerlige interesser, men andre og nok sa afgorende forhold knytter Peder Hansen til den bevaegelse, der bl.a. med kravet om almindelig vaernepligt kraevede en plads for bonden pa lige fod med de andre staender.

Karakteren og resultaterne af Peder Hansens indsats kan ikke blot aflaeses i Almuevennen, hvor han redegor for sin agitation og sin andel i bondestandens adresser til kongen og staenderne. I Roskilde staenderforsamling opnaede han i 1844 at blive genstand for en betydelig opmaerksomhed fra forsamlingens side i anledning af de indsendte petitioner om tvangsaflosning af faestevaesenet m.m. Flere repraesentanter for sasdegardsejerne forsogte at gendrive petitionerne som et udtryk alene for Peder Hansens demagogiske overtalelsesevner, hvad der toranledigede den liberale Drewsen til hans noksom bekendte spot, om »Peer Hansen, som forstyrrer godsejernes nattero«³.

2. Claus Bjorn op. cit. s. 13f. og 76.

3. Hans Jensen: De danske Staenderforsamlingers Historic 1830-1848 11, 1934, s. 51()ff. Om Peder Hansens liv og politiske gerning: D.E. Rugaard: Fremragende danske Bonder for og nu, 1871, s. 211-222. C.Th. Zahle: Den danske Husrnand, 1901, s. 64-100. Jensen: Sjaellandske Bonder, 1919, s. 17-20. Fridlev Skrubbeltrang: Den danske husmand I, 1952, s. 112-144. P.M. Andersen: Den »fule folkeforforer« Peder Hansen, Lundby, Historisk samfund for Prasto amt, ny raekke, 4, 1953-56, s. 295-324. Ole Stender-Petersen: Husmandsagitatoren F'eder Hansen, Lundby, ibid. 5, 1957-61, s. 189-219. Asger Simonsen: Husmandskar og husmandspolitik i 1840'erne, 1977, s. 263ff. Claus Bjorns artikel i Dansk biografisk Leksikon 5, 1980, og indledning til P. Hansen: Tak for sidst, udg. af Landbohistorisk selskab 1982, s. 3-9.

Side 670

Men Peder Hansen kunne skam ogsa selv. I et bidende indlaeg, »Tak for sidst«, gjorde han op med sine kritikere og udtalte nogle almindelige principper for sin agitation⁴. Deter navnlig dette lille skrift, der er udgangspunktet for de folgende overvejelser om Peder Hansens politiske forestillingsverden i 1840'erne og hans placering i forhold til 1700-tallets traditionelle bondepolitik.

I »Tak for sidst« definerer Peder Hansen selv begrebet agitation, i den betydning, som han vil vedkende sig: »at vcekke og opmuntre folket til modstand imod aristokratiets grundscetninger«. Om sine motiver udtaler han: »Det har aldrig vaeret af nogen anden bevaeggrund, jeg har virket for og rejst med andragender, end af et dybt og inderligt had til de aristokratiske privilegier og forrettigheder og den deraf udsprungne overmagt over bondestanden, som det ville vaere min storste lykke og glaede at kunne tilfoje et dodeligt sar, sa de aldrig skulle rejse sig mere«⁵.

Der kan vel darligt taenkes et klarere formuleret krav om ophaevelse af bondens underordnede placering i systemet, ligesom denne tankegang rummer videre perspektiver end ojeblikkelige og kortsigtede lettelser i forholdet til en principielt overordnet godsejer. Om bondens motiver til at underskrive petitionerne afviser Peder Hansen, at de skulle vaere et udtryk for trang eller nod. Tvaertimod! Med en henvisning til de »engelske arbejderuroligheder« parallelliserer han til den danske bondestand, der netop i gode tider far overskud til at fordre sine medborgerlige rettigheder: »Man ma da vistnok vaere forberedt pa, at jo mere bondens udvortes kar forbedres, desmere vil han ogsa straebe efter at forskaffe sig enhver borgerlig frihed og ret, som han endnu mangier, og enhver, som ikke er af alt for indskraenket dommekraft, vil finde dette naturligt og i sin orden ... Bondestanden tilfredsstilles ikke laengere ved smukke ord og tomme lofter ... den onsker at »emanciperes« til frie borgere«⁶.

Til Peder Hansens selvbevidste haevdelse af bondestandens ligestilling svarer en ligesa veloplagt ironi over for de folk, som han mente anfaegtededen. Herren til Engelholm, Benjamin Wolff, omtales f.eks. som »Hr. virkelig kammerrad Wolff« - en henvisning til hans nyerhvervede titel - ligesom Peder Hansen indlader sig pa en raekke naergaende betr,agtninger over den titulaere postsekretaers evne til at laese indenad. Det ironiske

4. Peder Hansen: Tak for sidst! til Aristokraterne i Roeskilde Staenderforsamling 1844, og isa?r til det aerede Kloverblad: Benzon, Neergaard, Wolff, 1845.

5. Peder Hansen op. cit. s. 43f. og 50f.

6. Peder Hansen op. cit. s. 69f.

Side 671

stilleje brydes af voldsomme agitatoriske udfald, nar Peder Hansen - ofte i et bibelsk farvet ordvalg - giver direkte udtryk for sin modvilje mod godsejerne, f.eks. til slut hvor de hoje herrer erindres om den himmelske straf, nar regnskabet engang skal gores op⁷.

Blandt sine mange indlaeg i Almuevennen skrev Peder Hansen ogsa om »aeresfolelsen«, en opsang til bondestanden om at aflaegge det krybende vaesen og »erkende og derved fole deres eget vaerd som mennesker og borgere i statssamfundet«. Godsherrer og godstjenere var »mennesker« og »medborgere«, ikke »almaegtige vaesener«⁸. Naturligvis satte Peder Hansen ogsa konkrete sager pa dagsordenen, men i mere principielle artikler argumenteres som oftest med en henvisning til almenvellet og medborgerlige rettigheder, en foregribelse af de efterfolgende artiers debat om ekspropriation og almenvel⁹.

Der er saledes en ganske betydelig afstand til bondens traditionelle accept af sin egen position som »systemets underdog«, og billedet bekraeftes af de petitioner, som Peder Hansen forfattede til kongen og stzenderne. Allerede i husmandsandragendet fra 1842 karakteriseres hoveriet som »stridende imod al naturlig borgerret og folkefrihed«, og om de foreslaede indgreb i godsejernes ejendomsret hedder det, »at vi alle uden forskel bor baere landets byrder, lige savel som vi vil nyde dets goder«. Deter i god overensstemmelse hermed, at vi senere moder Peder Hansen som agitator for indforelsen af almindelig vaernepligt - den sag, som Claus Bjorn opfatter som principielt forskellig fra traditionel bondepolitisk adfaerd¹⁰.

7. Peder Hansen op. cit. s. 52ff. og 72. Benjamin Wolff havde som ung va'ret ansat ved postvaesenet og blev ved sin afsked 1816 udnaevnt til postsekretaer. Han blev virkelig kammerrad i 1845. A. Falk-Jensen og H. Hjorth-Nielsen: Candidati og examinati juris 1736-1936 IV, 1958.

8. Almuevennen 1843 nr. 35.

9. Se f.eks. Peder Hansens korrespondance med H.N. Clausen i anledning af et husmandsandragende 25.6 1842, som Hansen havde givet til H.N. Clausen med anmodning om at forelaegge det for staenderforsamlingen i Roskilde, Almuevennen 1842 nr. 42. Andragendet findes i Rigsarkivet, private andragender til Roskilde staenderforsamling 1842, opstillet i tilslutning til Danske kancelli, men ikke registreret. Jvf. artiklen »Bondestanden og godsejerklassen« Almuevennen. 1843 nr. 48. Endvidere bemaerkninger i anledning af kancellicirkulaere af 20.2 1845 vedrorende Rasmus Sorensens og Peder Hansens agitation, Almuevennen 1845 nr. 24-25.

10. Andragendet omtalt i note 9. Jvf. adresse til kongen fra 874 bonder, overrakt den 27.11 1843 af gardmaendene Jens Jensen og Peder Sorensen. Almuevennen 1843 nr. 52. Peder Hansen op. cit. s. 21. Rudi Thomsen: Den almindelige vaernepligts gennembrud i Danmark, 1949, s. 138, 158 og 170. Asger Simonsen op. cit. s. 260ff. Claus Bjorn op. cit. s. 76. I anledning af ovennaevnte adresse lod Benjamin Wolff afholde privat forhor af de godt 50 af Engelholms gardmaend og husmaend, der stod som medunderskrivere af adressen. Bonderne blev bl.a. spurgt, om de personligt havde underskrevet, om de havde givet Peder Hansen penge, om de selv havde taget initiativ til adressen, om deres forpligtelser var uoverkommelige, og om de havde vaeret udsat for »skaeldsord og forbandelser, mishandlinger, chicaner eller udsugelser«. Sluttelig fik de tilbud om at fratraede deres faeste mod at fa indfaestningen tilbage og erstatning for dokumenterede forbedringer. Ved forhoret, der ifolge Almuevennen blev afholdt for laste dore, vedkendte alle sig deres underskrifter, ca. en tredjedel af bade husmaendene og gardmaendene klagede over for hoje afgifter, men ingen mente sig forurettede ved »mishandlinger« eller onskede at fratraede faestet. Inden forhoret underskrev husmaendene »en erklaering« (forfatter übekendt), hvorefter deres klager ikke var rettet mod bestemte godsejere, men mod »forholdene saledes som de star for tiden imellem godsejerne og faesterne«, navnlig ved tiltraedelse og afstaelse af fseste. Deter et talende vidnesbyrd om stotten til Peder Hansen, at bonderne under disse forhold turde vedsta deres underskrifter og for en tredjedels vedkommende oven i kobet have mod til at fastholde klagerne over deres afgifter. Almuevennen 1844 nr. 6 og 13. Forhorsprotokol og erklaering i Engelholms gods, Benjamin Wolffs privatarkiv, D.3, Landsarkivet for Sjaelland.

Side 672

Det betyder dog ikke, at traditionelle elementer ikke kan pavises i Peder Hansens virksomhed. Saledes delte han bondestandens opfattelse af kongemagten som bondens ven i kampen mod »de store«. Han forfattede og overrakte selv et husmandsandragende til kongen, og om godsejernes bestraebelser for at staekke bondestandens politiske aktivitet hedder det i »Tak for sidst«, at »Danmarks enevceldige konge og Danmarks kraftige bondestand vil i forening turde se Danmarks godsejerstand i ojnene og sige: »Dine bestrcebelser skulle ikke lykkes dig!«« Ligeledes kan der hos Peder Hansen findes belaeg for den bondepolitiske opfattelse, at »alle de store holder sammen mod bonden«, men karakteristisk nok paberabes kongen til forsvar af rettigheder, som bondestanden ifolge Peder Hansen har faelles med de andre staender - altsa haevdelse af ligeberettigelse n¹¹.

Som bekendt fik agitationen sit efterspil med det beromte bondecirkulaere,men heller ikke Peder Hansens lille skrift forblev übesvaret. Den hardest angrebne godsejer, Benjamin Wolff til Engelholm, forfattede et gensvar, »Et par ord til publikum«, hvori han fastholdt sine synspunkter fra staendersalen om Peder Hansen som den store demagog, der forforte bondestanden til underskrift. Skriftet blev distribueret til fri afbenyttelse gennem boghandelen og blev senere suppleret med en »Yderligere erklaering«fremlagt i staenderforsamlingens laesesal¹². I den anledning anmodedePeder

11. Claus Bjorn op. cit. s. 39ff. og 59ff. Peder Hansen op. cit. s. 69, jvf. s. 45 og Almuevennen 1842 nr. 42 og 51 og 1843 nr. 52. Asger Simonsen op. cit. s. 435f.

12. Benjamin Wolff: Et Par Ord til Publicum i Anledning af Huusmand Peder Hansens Yttringer i sit Skrivt »Tak for sidst« mig vedkommende, 1846. Roskilde staendertidende 1846, s. VII og spalte 640. Fuldmaegtig Hjorteberg til Benjamin Wolff. 17.2, 6.3 og 24.7 1846, Engelholm gods, Wolffs privatarkiv, F.1.6., Landsarkivet for Sjslland. I sine private optegnelser, ca. 200 upaginerede sider, har Wolff ligeledes gjort rede for sin politiske virksomhed mod Peder Hansen og Bondevennerne. Optegnelserne, der beror pa Engelholm, planlaegges til udgivelse af forfatteren og museumsinspektor Ole Kongsted, Musikhistorisk museum.

Side 673

dePederHansen skriftligt Benjamin Wolff om en kopi, »da muligen denne »Yderligere erklaering« kan indeholde usande og aerekraenkende beskyldninger imod mig, hvilket jeg ikke kan vide pa grund af, at denne »Yderligere erklaering« ikke er offentliggjort«. Pa brevet har Wolff noteret:»ikke svaret«, og det var unaegtelig ogsa en dristig henvendelse i betragtning af, at Benjamin Wolff var administrator af det gods, Lundbygaard,hvor Peder Hansen havde faestet hus¹³.

Mere etablerede parlamentarikere kunne nok aengstes ved Peder Hansens kompromislose fremfaerd. I sine erindringer af giver I. A. Hansen saledes det vidnesbyrd om ham, at han var »en kraftig og uforfaerdet karakter, der kunne vasre blevet farlig for den offentlige ro og orden, nar han ikke i tide var kommet til omgang og samvirke med os andre. Han sagde rent ud til Lehmann, at der ikke ville blive godt her i landet, for man slog herremaendene ihjel og braendte herregardene af«. Ogsa agitatoren, skolelaerer Rasmus Sorensen, har i sine breve til lensgreve F.M. Knuth omtalt Peder Hansens »agitatoriske dristighed« og »braendende mod og lynende iver«¹⁴.

Peder Hansen bojede sig imidlertid loyalt efter de forere, der korn til at tegne bondebevasgelsen pa laengere sigt, selv om hans radikale synspunktermatte place re ham pa venstreflojen i landbopolitikken. Det faelles udgangspunkt var bondestandens interesser defineret som afskaffelsen af godssystemet under paberabelse af almenvellet og ligeberettigelse med de andre staender. I den sammenhaeng synes Peder Hansen snarere at vaere et udtryk for 1840'ernes omformning af bondeholdningen end en repraesentant for 1700-tallets traditionelle bondepolitiske adfaerd. Nar en Peder Hansen i hojere grad end en Ole Kirk fremhaevede faestebondens saerlige interesser, skyldtes det formentlig regionale forskelle i udbredelsenaf

13. Peder Hansen til Benjamin Wolff, 16.12 1846, Engelholm gods, Wolffs privatarkiv, F.1.6., Landsarkivet for Sjaelland. Pa Lundbygaard, der var en del af det bortsolgte Vordingborgske ryttergods, var der en tradition for bondepolitisk aktivitet fra 1700tallets slutning. Ligeledes var det en uopslidelig tradition at tilskrive denne aktivitet den skasbnessvangre indflydelse fra »vinkelskrivere og brodlose prokuratorer« eller »fule folkeforforere«. Claus Bjorn op. cit. s. 33f. 81 f. og 156f. Hans Jensen op. cit. s. 510 f. Niels Clemmensen: Interesse og politik i dansk landbrug i det 19. arhundrede, 1980, s. 108ff.

14. I.A. Hansen: Mit Livs Historie og Gjerning, 1875, s. 242. Danske politiske breve II udgivet ved Povl Bagge og Povl Engelstoft, 1948, s. 362 og 380.

Side 674

senafgodssystemet, der matte gore dette til et mere vitalt sporgsmal for
sjaellaenderen Peder Hansen end for jyden Ole Kirk15.

Peder Hansens personlige baggrund gav ham en staerk tilknytning til bondestandens laveste sociale lag, men hans agitation havde et tilstraekkeligt bredt sigte til at indga som en vigtig forudsaetning for den efterfolgende bondebevaegelse, der betragtede selvejendom som et led i »bondestandens hojere udvikling til frihed og lighed med statens ovrige borgere «¹⁶. I Landbohistorisk selskabs nyudgivelse af »Tak for sidst« giver Claus Bjorn da ogsa Peder Hansen det skudsmal, at han »bevidst stiller sig lige« med de kammerherrer, som han polemiserede imod, ligesom skriftet tolkes som en undsigelse af den bestaende samfundsorden. Heri ligger vel kimen til en vurdering af Peder Hansen, der vanskeligt lader sig forene med den resignation over for bondens principielle ulighed, som skullc vaere et saerkende for 1700-tallets traditionelle bondepolitiske holdnin g¹⁷.

15. Hans Jensen op. cit. s. 521ff. og 671f.

16. Citeret efter indbydelse til at tiltrsde Bondevennernes Selskab 1.6 1846, Almuevennen, 1846 nr. 28.

17. Peder Hansen: Tak for sidst, udg. af Landbohistorisk selskab 1982, s. 3.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 14 (1981 - 1983) 4

Peder Hansen, Lundby - tradition eller nybrud i bondepolitikken