Arbejderbevægelsen og landarbejderne

Landbrugsproblemet og landarbejderne matte naturligt vaere centrale sporgsmal for arbejderbevaegelsen i et land som Danmark. Ikke mindre naturligt er det, at den videnskabelige beskaeftigelse med dette detailproblem satte relativt tidligt ind og har fundet flere bearbejdere (f.eks. Georg Norregaard, G. Boesen, Jorgen Witte, Henning Grelle). Den videnskabelige interesse har sin berettigelse specielt i det danske tilfaelde, fordi deter klarlagt gennem isaer denne disputats, at Socialdemokratiet i Danmark gjorde en pionerindsats pa dette omrade.

Isaer i tiden efter 2. verdenskrig har vi oplevet en del sakaldte »bonderevolutioner«;til forskel fra tidligere tiders bondeopror har disse benyttetsig af en socialistisk terminologi, i en del tilfaelde ogsa haft en socialistiskmalsaetning - har vaeret aegte revolutioner, der har aendret samfundetsstruktur (man kan selvfolgelig godt henvise til tidligere bonderevolutionerssocialrevolutionaere karakter, i enkelte tilfaelde - Thomas Miintzereksempelvis - ogsa postulere et socialistisk indhold, men det skal fastholdes her, at socialisme i moderne forstand er uloseligt forbundet med arbejderklassen). Deter nok tvivlsomt, om disse revolutioner har ret meget med bonder at gore, om det ikke snare re har vaeret socialistiske revolutioner gennemfort af et for-industrielt proletariat, dvs. et landproletariat.I det mindste ser det ud til, at »bonderne« i f.eks. de asiatiske lande, der har gennemfort en revolution, ikke har ret meget lighed med danske bonder. I betragtning af disse bonde- eller landarbejderbevaegelsermed en socialistisk malsaetning er det en vaesentlig opgave at undersogede europaeiske arbejderpartiers forhold til agrarsporgsmalet og til landproletariatet. Det gaelder i endnu hojere grad for Socialdemokratiet i

Danmark, som abenbart var det forste arbejderparti, som forsogte at tage problemet op og finde en teoretisk og praktisk losnir g pa det. I betragtning af resultatet og under hensyntagen til f.eks. det tyske partis mangelfulde interesse for sagen, hvilket bidrog til en ufuldstamdig demokratiseringi Weimarrepublikken - en landboreform ville ha/c fravristet de reaktionaere et vaesentligt grundlag og samtidig skabt et stort lag af republikansk-demokratiske bonder - er emnet for Lahmes dhputats ogsa ud fra denne synsvinkel vaesentligt. Deter ogsa relevant for udviklingen i Danmark selv. Problemet er vigtigt bade i dansk og international sammenhaeng.I den forbindelse kan man glaede sig over, at afhandlingen er udkommet pa et af hovedsprogene - det har i det mindste for mig vaeret en kilde til konstant irritation, at de bidrag, den danske arbejderbevaegelsehar ydet til den internationale udvikling, er forsvundet eller snarere aldrig er dukket op i de store internationale fremstillinger. Et af resultaterneaf de senere ars mere intensive forskning er jo ogsa, at den danske arbejderbevaegelse altid har vaeret en solid stottepille for den internationalearbejderbevaegelse, og at dens indsats har haft international relevans.Med denne afhandling bliver indsatsen tilgaengelig for den internationaleforskning.

Den bliver det sa meget mere, som Lahme gar laengere end den hidtidige
forskning specielt pa tre omrader:

1. han inddrager et stort materiale isaer vedrorende de lokale udviklinger
(Socialdemokratiets provinsorganisationer), og bl.a. dermed giver han
afhandlingen en solid konkret-historisk basis.

2. han saetter den danske udvikling ind i en international sammenhaeng,
analyserer de danske bidrag til den internationale debat

3. og kan dermed korrigere den hidtidige udenlandske forskning pa omradet
(Hans Georg Lehmann).

Dette i sig selv gor afhandlingen til en betydningsfuld praestation. At
emnet bliver behandlet under dette meget brede aspekt, giver det en
spaendende dimension og betyder, at perspektivet udvides betydeligt.

Socialdemokratiet har i den her behandlede periode - eller i dele af den - selv anset sig for at vaere et marxistisk parti; deter blevet bestridt fra et »venstre-marxistisk« synspunkt, og ligeledes har forskellige ikkemarxistiskeforfattere heriblandt en del socialdemokrater bestridt det. Det afgorende her er imidlertid ikke, om det var eller ikke var et marxistiskparti, men at det ansa sig selv for at vaere det. Det gor det nodvendigt at vurdere partiets politik og teoretiske udvikling ud fra marxistiske kategorier - ligegyldigt om man billiger dem eller ej. Sa laenge bevaegelsen opfatter sig selv som marxistisk, er det relevant at undersoge, om den

danske marxismeforstaelse var i overensstemmelse med marxismens samtidige udvikling, om elementer af den i Danmark udviklede teori eventuelt indgik i den internationale bevaegelses teori, hvor eventuelt afvigelser opstod, og hvilke arsager de havde. Til dette formal ma man have forstaet grundprincipperne i den marxistiske teori. Lahme kender dem abenbart og anvender dele af teorien (smlg. s. 36 note 9), uden dog at opfatte sig selv som marxist. Der er imidlertid ogsa et problem ved dette, marxismen er for Lahme abenbart en teoretisk model, en forholdsvisabstrakt teori. Det har her betydet, at det har voldt ham vanskelighederat forsta, at marxismen ogsa har gennemlobet en udvikling, og at denne udvikling ogsa var afhzengig af de historiske omstaendigheder. I den periode hvor marxismen blev en massebevaegelses teori, var der ingen revolutionaere muligheder, og det fik en vaesentlig betydning for marxisme-reciperingen. Det skal senere diskuteres mere udforligt.

Afhandlingen beskaeftiger sig med Socialdemokratiets stillingtagen til landarbejderproblematikken og agrarsporgsmalet fra 1871 op til arhundredskiftet pa to niveauer: l)det politisk-teoretiske og 2) det praktiske arbejde. Denne opdeling gor det muligt at forsta dialektikken i forholdet mellem teori og praksis bedre og endelig at foje dem sammen i et sammenfattende

I det forste egentlige kapitel beskaeftiger Lahme sig med de nodvendige almene okonomiske og strukturelle data og begreber for forstaelsen af afhandlingen, dvs. med arsagerne til at Socialdemokratiet matte beskaeftigesig med landbrugssporgsmalet. Det bemaerkelsesvaerdige er udviklingenaf en meget stor, selvbevidst gardejergruppe, der blev det dominerendeelement i den demokratiske bevaegelse vendt mod godsejerstyret. Selv om denne demokratiske tendens kan genfindes andre steder i Europa(f.eks. pa den slesvig-holstenske vestkyst), er det forholdsvis sjaeldent, at gardejerne er rygraden i en demokratisk bevaegelse. I Slesvig-Holsten hang det sammen med det demokratiske henholdsvis venstreliberale partisfrihandelspolitik, som var i abenbar overensstemmelse med marskbondernes okonomiske interesser. Der er givetvis ogsa andre traditioner,der har betydet noget i denne sammenhaeng, f.eks. anti-statslige og anti-kirkelige tendenser, der ligeledes gjorde det let for de selvsamme bonder hhv. deres efterkommere, at blive nazister omkring 1930. Men da havde de okonomiske interesser ogsa faet et andet indhold - sammenhaengenmellem okonomiske interesser og politiske traditioner er i dette tilfaelde nemt paviselige. Man ma antage, at de ogsa er det i Danmark, men konsekvenserne behover jo ikke at vaere de samme. I det mindste er det en kendsgerning, at gardmandsgruppen i forrige arhundrede var

grundlaget for den politisk-demokratiske bevaegelse. De var det bl.a. pa bekostning af tyendet og landarbejderne og det savel i okonomisk som politisk henseende (s. 35). Deter ligeledes en kendsgerning, at den storste del af lonarbejderne var beskaeftiget i landbruget, forst omkring arhundredskiftet var deres andel af lonarbejdergruppen blevet reduceret til ca. 50%. De af Lahme benyttede statistikker er her entydige og er tendentielt sikkert ogsa rigtige. Problemet ligger i landarbejdergruppens sammensaetning, som Lahme da ogsa gar naermere ind pa (s. 26 ff), hhv. hvem Socialdemokratiet egentlig henvendte sig til, og hvorvidt de forskelligeslags landarbejdere virkelig var landarbejdere. Tallene forandredesig ogsa i den her behandlede 30-ars-periode og isaer forandredes delgruppernes forhold: tyende, inderster, husmaend med og uden land, landhandvaerkere og -industriarbejdere. Der var ogsa en formentlig betydeligfluktuation mellem grupperne, f.eks. landarbejdere der overgangsvisarbejdede pa cementfabrikker eller teglvaerker. Hertil kommer, at en storre del af tyendet abenbart var gardmandsborn, der pa et eller andet tidspunkt skulle overtage garden. Jens Christensen har beregnet, at antalletaf gifte mandlige landarbejdere i 1911 androg 30%, i 1921 var det kun 19%. Tilsvarende gjaldt for kvindelige landarbejdere i 1921, at antalletaf hjemmegaende dotre var pa ca. 50% af samtlige kvindelige landarbejdere(Den Jyske Historiker 12/1977 s. 10). Selv om disse tal ikke gaelder for Lahmes periode - og han folgelig ikke har brugt dem - illustrererde noget af problemet: deter vanskeligt, at fa virkelig hold pa, hvad der var landarbejdere (smlg. s. 31 ff). Det har medfort, at Socialdemokratiet - som abenbart ikke har vaeret entydig i sin holdning til de forskelligegrupper, og hvilken politik der skulle fores i forhold til dem - har udviklet selvmodsigelser i sin teori og praksis.

Lahme sammenfatter under begrebet landarbejdere folgende grupper: husmaend med og uden jord, inderster og tyende (s. 32), dvs. han udelukker de i landomrader beskaeftigede handvaerkere og industriarbejdere forsavidt de kun var beskaeftigede som lonarbejdere. I kapitel 3 og 4 foretager Lahme en teorihistorisk undersogelse af Socialdemokratiets agrarprogram fra 1888, i kapitel 3 dets udvikling fra 1871 og frem og i kapitel 4 dets senere revisioner og dets internationale betydning. I de 2 kapitler er der 3 ideologikritiske ekskurser.

De forste forsog pa at formulere et landbrugsprogram findes i Den Internationale Arbejderforenings provisoriske program og i forskellige af Louis Pios bidrag i »Socialisten«. Dele af disse overvejelser blev med Engels' hjaelp formidlet videre til andre socialistiske blade, ligesom Engelsrefererede dem positivt i I. Internationales Generalrad. Lahme haevderdog

derdogher i modsaetning til f.eks. Henning Grelle, at Engels eliminerede hhv. omfortolkede Pios af Lassalle influerede overvejelser, sadan at de fik et »marxistisk« indhold. Disse tidlige danske overvejelser fik en endeligform i Gimleprogrammet af 1876. Det var forste gang et arbejderparti forsogte sig med et programpunkt, der tog direkte hensyn til landarbejderbefolkningenog dens specielle krav. Det beror pa en selvstaendig indsats fra danske socialdemokraters side, at de indfojede dette i deres program, som ellers var praeget af det tyske arbejderpartis aret i forvejen vedtagne program. Der var dog ogsa andre karakteristiske saertraek ved det danske program i forhold til det tyske (s. 65). Imidlertid var programmetudtryk for den i det danske Socialdemokrati fremherskende eklekticistiskeideologi, hvor Lassalles teser spillede en central rolle. Denne pavirkning fra Lassalle holdt sig langt op i 1880'erne og fik betydning for den programmatiske udvikling. Lahme haevder, at deter et gennemgaendetraek, at Lassalles overvejelser vedrorende kooperationer og isaer overtagelsenaf statsmagten ad parlamentarisk vej dominerede den socialdemokratiskeideologi.

Programmet var i virkeligheden ret moderat, idet det kun foreslog praestegardsjorderne inddraget, og at iovrigt anden til salg vaerende landejendom skulle opkobes af staten og derefter bortforpagtes til husmaend og andre landarbejdere. Kravet fik ikke umiddelbart praktiske konsekvenser, idet Gimlekongressen var afslutningen pa Socialdemokratiets eksplosive udvikling; i tiden derefter var bevaegelsen som bekendt inde i en oplosningsperiode, der afsluttedes med oprettelsen af Socialdemokratisk Forbund i 1878. Forst efter at den nye organisation havde konsolideret sig nogenlunde, var der kraefter nok til en revision af programmet. Denne revision blev foretaget i oktober 1882.

Foregangsmanden her blev forbundets forretningsforer P. Knudsen, som mere og mere blev bevaegelsens udfarende kraft. Med rette understreger Lahme hans betydning, som deter sket i flere andre afhandlinger i den senere tid. Ved siden af ham fik bevaegelsen i redaktor Emil Wiinblad og senere i Jens Jensen, som fagbevaegelsens dominerende personlighed, intelligente og initiativrige ledere, som fik afgorende indflydelse pa bevaegelsens udvikling. Deter fortjenstfuldt, at Lahme ogsa fremhaever Jens Jensens rolle - fra slutningen af 1880'erne bliver hans bidrag til udviklingen af en socialistisk bestemt praksis stadig mere betydningsfuld (s. 303).

Programrevisionen i 1882 skaerpede og praeciserede agrarafsnittet betydeligt.Fideikommisserne
skulle nu ogsa inddrages, og desuden skulle
disse herefter statslige ejendomme ikke mere umiddelbart bortforpagtes,

men »drives pa en sadan made, at udbyttet tilfalder de pa disse beskaeftigedearbejdere. Administrationsomkostningerne fastsaettes og udredes under folkets demokratiske kontrol«. Lahme interpreterer denne aendring,som en udvikling henimod stordriften; deter efter hans vurdering dog ikke en »marxificering« af programmet, men - taget under et med andre dele af det - snarere det gamle lassalleanske krav om produktionskooperativer(s. 70). Der er efter hans opfattelse - som han finder stotte for i en artikel af P. Knudsen - kun tale om en praecisering i partiets program, det idemaessige indhold var ikke forandret: det var den praemarxistiskeaf lassalleanismen gennemtraengte ideologi. Der var ikke tale om en kvalitativ aendring, et spring i udviklingen eller bare en videreudvikling(Lahmes slutninger her er logiske, men de tager naeppe tilstraekkeligthensyn til den modsigelsesfyldte udvikling. Praeciseringerne er hhv. kan opfattes som udtryk for en konstant tilnaermelse til en mere konkret forstaelse af marxismen, som den ogsa viser sig pa andre omrader. Deter et gennemgaende problem for Lahme, at han ikke ser den dialektiske proces under hvilken marxismens recipering foregik. Der er i dette tale om en vis skematisme hos ham).

Efter laengere tids forberedelse - og efter at vaere blevet udsat et ar - gennemfortes Socialdemokratiets 3. kongres i 1888 midt i en rneget modsigelsesfyldt periode for partiet, som aret i forvejen havde tabt et af sine to folketingsmandater og ogsa pa anden made var udsat for tilbageslag, hvilket medforte en del uro i partiet - Lahmes vurdering (s. 73) af en bevaegelse i fremgang er kun korrekt i et lasngere perspektiv.

Bl.a. diskuterede kongressen agrarprogrammet pa ny - efter at det ojensynligt havde vaeret udsat for en bred diskussion i partiforeningerne. Det var et led i en omfattende programdiskussion; deter Lahmes vurdering, at dette genspejler partiets begyndende opbygning som landsdaekkende masseparti og partiets (P. Knudsens) bedre kendskab til landarbejdernes forhold. Det sidste skyldtes P. Knudsens store socialempiriske undersogelse (udgivet som »Sygeforsikring og Alderdomsforsorgelse«, en hidtil uovertruffen klasseanalyse), som forudsaetning for partiets arbejde.

Det nye program blev vedtaget 2 ar for, det i 1890 legaliserede tyske socialdemokratiske parti udarbejdede sit nye program. I den teoretiske indledning demonstreredes to ting (s. 78): 1) at agrarproblemerne behandledesalsidigt og 2) at centrale dele af marxismen ihdgik i programmet.Det var noget nyt i den samtidige arbejderbevaegelse og var resultatetaf en laengerevarende proces. Partiledelsen (P. Knudsen/Wiinblad) forsogte i disse ar at introducere marxismen pa et bredt grundlag i Danmark.I

mark.Ito skriftserier udgaves centrale marxistiske vaerker, bl.a. Kapitalens2 forste bind (og Socialdemokratiet var saledes det forste arbejderparti,der selv udgav dette vaerk). Men deter Lahmes opfattelse (s. 79), at dette forsog pa at introducere marxismen ikke fik nogen vaesentlig betydning for partiets brede medlemsskare, det var forbeholdt en mindre gruppe i ledelsen og en del yngre aktivister f.eks. i Karl-Marx-klubben (Lahme tager her naeppe tilstraekkeligt hensyn til Social-Demokraten. Bladet trykte jo bl.a. adskillige af skriftseriernes pjecer og disse naede saledes ud i laesernes hjem. Om de blev laest er svaert at afgore, men da bladets oplagstal steg, kan man jo have en positiv formodning om det). Afgorende var P. Knudsens marxismeforstaelse, og Lahme papeger her, at han ganske vist havde forstaet marxismens okonomiske teorier og forstod at anvende dem pa danske forhold, men at det ikke var ensbetydendemed hans anerkendelse af arbejderpartiets revolutionaere opgaver (s. 80).

Dette genspejles i programmet af 1888, som blev tilpasset marxismen, men dog bibeholdt en del uklarheder, og saledes var en genspejling af marxismens stilling i Danmark pa davaerende tidspunkt. Det var en forgrovet marxisme, som karakteriseres af et diffust klassebegreb, af en forkert vurdering af landbrugets udviklingsperspektiver og af en positiv opfattelse af statens rolle. Alt i alt adskilte den sig dog ikke vaesentligt fra marxisme-opfattelsen i andre arbejderpartier. Med henblik pa landarbejderne kunne programmet bedst karakteriseres som »husmandens fremme ved staten«; og det var vel at maerke den eksisterende stat, der skulle fremme husmaendene. Ifolge programkommentaren »Det socialistiske program« var Socialdemokratiets krav et slags overgangsprogram til en »statssocialisme«. Lahme haevder, at disse forestillinger tydeligt viser, at resterne af lassalleansk ideologi stadig gjorde sig gaeldende og stod i klar modsaetning til programmets ovrige marxistisk influerede dele.

Partiet var ikke sa meget interesseret i at udforme et modsaetningsfrit program, som i at opstille et praktisk-politisk landarbejderprogram, med hvilket det kunne klare opgaven at fa inddraget landarbejderne i den socialistiske bevaegelse. Partiet diskuterede ikke teoretiske problemer alment, men forsogte at opstille et program til umiddelbar handling. Det forklarer modsaetningen mellem den almene - principielle - del af programmet og handlingsprogrammet. Indenfor dette sidste var agrarprogrammet det centrale element - et »program i programmed. Pga. dets centrale placering var det af afgorende betydning for den videre udvikling.

Denne modsaetning mellem programmets to dele anser Lahme for at

vaere konstitutiv for en" vaesentlig stromning inden for arbejderbevaegelsen,og han kendetegner saledes Socialdemokratiets idemaessige grundholdning,dets »ideologi«, som reformistisk. Partiets teoretikere, som ved udarbejdelsen af agrarprogrammet lod sig lede af nodvendigheden af at fa arbejdergrupperne udenfor industriarbejdernes raekker i tale og ikke sa meget af marxismen, var dog samtidig de folk, som introducerede marxismen i partiet. Dette er i europaeisk sammenhaeng kendetegnende for den danske afart af reformismen. Ligeledes set i europaeisk sammenligningvar Socialdemokratiets 1888-program en af milestenene i den internationale arbejderbevaegelses forsog pa at vinde landarbejderne.

Agrarprogrammet blev udsat for kritik pa den efterfolgende kongres i 1890 - og ligeledes af de i 1889 ekskluderede »revolutionaere«, som ydermere praesenterede deres kritik for et internationalt forum pa den skandinaviske arbejderkongres i 1890 og pa Internationales kongres i Bruxelles i 1891 - og ligeledes blev der foretaget aendringer i programmets principielle del. Den vigtigste aendring her var opgivelsen af det lassalleanske slagord om den »ene reaktionaere masse«, som »alle partier« var overfor Socialdemokratiet. Det blev erstattet med det mere realistiske »... er principielt Socialdemokratiets modstandere«. Lahme ser dog heri ikke en bevidst afstandtagen fra lassalleanismen, men udelukkende en tilpasning til den politiske praksis.

Mens den »ene reaktionaere masse« forsvandt uden svaerdslag, blev agrarprogrammets diskussion mere kompliceret. Kritikken kom i forste omgang fra de fleste storre byers delegerede. Det var pa en made en industriarbejderprotest mod de i agrarprogrammet opdukkende modererende standpunker (maske er der ogsa tale om et i aldersforskel begrundet erfaringsgrundlag - P. Knudsen var dengang 42 ar, Harald Jensen, der indtog en mellemstilling, var 39 ar, mens kritikerne Peter Sabroe (23 ar), Jens Jensen (31 ar) og F. Hurop (37 ar) var yngre; P. Knudsen var den eneste aktive fra 1870'erne). Kritikkerne var tilsyneladende - maske under indflydelse fra de »revolutionaere« - en del radikalere end flertallet omkring P. Knudsen; dennes argumentation var iovrigt sa selvmodsigende, at Lahme har opgivet at analysere den. Imidlertid lykkedes det at afvise oppositionens kritik, og dermed havde de reformistiske kraefter vundet en klar sejr (s. 124). Med de i 1890 foretagne aendringer forblev agrarprogrammet i kraft til det nye program fra 1913.

I et storre afsnit analyserer Lahme de »revolutionaere«s kritik af Socialdemokratietsalmene politik. De havde oje for centrale punkter, f.eks. at agrarprogrammet fremmede saerinteresser indenfor arbejderklassen:de haevdede, at landarbejderne ikke havde mere ret til jorden

end f.eks. smedene. Omstruktureringer matte ikke kun vaere til gavn for enkelte arbejdergrupper, det ville splitte arbejderklassen (s. 135 - her kan maske indskydes, at den finske arbejderbevaegelse tilsyneladende fik gennemfort en ret omfangsrig agrarreform i borgerkrigens kolvand, resultatetvar sa mere eller mindre direkte disse nye bonders tilslutning til Lappo-bevaegelsen). Men generelt set var de »revolutionaere«s kritik abstraktdogmatisk(s. 137) og fik ingen betydning, ogsa hvor den sejrede, som ved den skandinaviske arbejderkongres 1890, hvor de »revolutionaere«sresolution blev vedtaget.

I den »ideologikritiske ekskurs III« konfronteres agrarprogrammet af 1890 og de revolutionaeres kritik af det med Friedrich Engels' lidt senere artikel om bondesporgsmalet i Tyskland og Frankrig, som i virkeligheden var en kommentar til den da lobende diskussion i de to lande. Engels' behandling af problemet berorte ikke direkte danske forhold, men pga. problemets »universalitet« har artiklen alligevel betydning. Engels afholdt sig naturligvis fra konkrete forslag, men fastslog generelt at man med hensyn til bonderne ikke behovede at folge den kapitalistiske okonomis standpunkt. Hovedsynspunktet var dog her som i alle andre sammenhaenge, at det gjaldt om at forberede den revolutionaere magtovertagelse dvs. forbinde den daglige kamp med endemalet (s. 155).

I en note (185 s. 178) fastslar Lahme, at arbejderbevaegelsen var en international bevaegelse, og at det danske agrarprogram - selv om der for tiden ikke kan pavises en direkte indflydelse - meget vel kan have haft betydning som inspirationskilde for andre programmer. I det tyske Socialdemokratis diskussion om landarbejdersporgsmalet er indflydelsen imidlertid paviselig. Det var specielt i de sydtyske stater (Bayern) hvor klassemodsaetningerne ikke var sa udpraegede og pa det punkt mindede om danske forhold, at den danske diskussion fik betydning. Det fremmedes af den omstaendighed, at den bayerske partiformand, Vollmar, var svensk gift og forstod dansk. De danske overvejelser indgik i Vollmars forslag til et tysk program, men forslaget blev afvist pa kongressen i Breslau 1895, og det tyske parti formulerede ikke siden et agrarprogram - og de fleste andre partier fulgte dette eksempel, dog med to undtagelser: det danske parti og bolschevikkerne. Agrardiskussionen var den eneste omfattende teoretiske debat i Socialdemokratiet for 1914 (s. 165). Den satte en stopper for marxismens videre udbredelse og fordybelse, idet den afgjorde forholdet mellem teori og praksis ensidigt til fordel for praksis. Gustav Bang sa dette problem - og beklagede det, aendre det kunne han abenbart ikke.

Landagitationen er temaet for det naeste store afsnit. Den begyndte

allerede tidligt, men forst i 1880erne havde partiet overskud nok til for alvor at give sig i kast med opgaven. I modsaetning til de tidlige 1870ere kunne paritet nu bygge pa alliancen med Venstre, dvs. der opstod ikke et umiddelbart politisk modsaetningsforhold til bonderne. Tvaertimod bevirkedealliancen, at de to partier kunne samarbejde om det umiddelbare mal at fa styrtet Estrup - det fik ogsa betydning i nogle af de storre arbejdskonflikter i byerne. Socialdemokratiets formal var at fa valgt sa mange folketingsmedlemmer som muligt for ad lovgivningens vej at forbedreogsa landarbejdernes stilling. Pa denne made kunne partiet sa igen sikre sin indflydelse blandt dem. Samtidig opbyggedes agitationsudvalg og -distrikter for at sikre en kontinuerlig pavirkning af landarbejderne. Dette arbejde kronedes stort set med held, selv om det ikke direkte genspejledes i valgtallene.

I denne landagitation var isaer organisationerne uden for Kobenhavn vigtige. Agitationen var meget omfattende og foregik permanent - den blev ogsa jaevnligt diskuteret pa kongresserne og fik saledes stor betydning for partiets videre udviklng. Det skyldtes bl.a. landagitationens indhold: den var som regel moderat, tog staerkt hensyn til adressaternes uvidenhed om socialismens mal og vendte sig saledes faktisk mod bevaegelsens socialistiske indhold. Her viser det sig, at reformismen sa virkelig blev partiets politik pa laengere sigt. Partiet kunne ikke forbinde sin dagsaktuelle politik med de langsigtede mal. Det belaegger Lahme udforligt ved en noje analyse af partiets mundtlige (refereret i aviserne) og skriftlige agitation. De umiddelbare resultater i form af folketingsmandater vundet i landdistrikter viste sig dog forst efter arhundredskiftet. Landagitationen var forudsaetningen for Socialdemokratiets forvandling fra et proletarisk byarbejderparti til et »folkeparti« (s. 237, 332).

Socialdemokratiets bestraebelser for at organisere landarbejderne stodte imidlertid pa forskellige problemer. Partiet forsogte at lose dem organisationspolitisk: landarbejderne skulle organiseres i politiske foreningerog ikke pa faglig basis. I byerne havde det i sin tid vist sig at vaere nodvendigt at skille den faglige bevaegelse ud af den politiske. Det skulle ikke vaere nodvendigt at vaere socialdemokrat for at blive faglig organiseret(fagbevaegelsen tabte dermed dog ikke sin karakter af klasseorganisation).Denne model viste sig at vaere uegnet pa landet: det var umuligt at opbygge faglige organisationer for tyende og landarbejdere (forst under 1. verdenskrig lykkedes det at fa organiseret et stabilt landarbejderforbund - smlg. hertil nu artiklerne af Henning Grelle og Hanne Damsholt i Arbog for arbejderbevaegelsens historie 12, der behandler udviklingen efter ar 1900, mens Lahme kun traekker nogle linier op til 1920. De

direkte resultater af landagitationen kommer abenbart forst meget senere,forst i 1919 var en anselig del (30%) af de mandlige landarbejdere fagligt organiserede). Derfor blev der udarbejdet en ny form: politiske foreninger organiseret under partiet, der til en vis grad kunne varetage faglige opgaver. Arbejderne i landindustrierne blev dog i stigende grad fra 1890ernes anden halvdel organiseret i Arbejdsmandsforbundet. Det medforte lange og indviklede diskussioner i partiet, hvilket understregedesaf forsoget pa at opbygge konkurrerende organisationer. Det var Fernando Linderberg, der i 1890erne forsogte at opbygge et »gult« forbund.Det mislykkedes dog, men medforte bl.a. fornyede konflikter mellemP. Knudsen og Jens Jensen hhv. mellem partiet og fagbevaegelsen (Lahme er dog af den opfattelse, at denne konflikt var den forste). Den socialdemokratiske bevaegelse ville naturligvis ikke tolerere, at dele af arbejderklassen skulle organiseres pa et andet grundlag; det der var grundlaget for diskussionen i bevaegelsen var, hvordan denne splittelse bedst kunne overvindes. Deter betegnende for bevaegelsens organisatoriskefleksibilitet, hvordan denne konflikt om landarbejdernes tilhorsforholdlostes.

Lahme undersoger ogsa de organisationspolitiske resultater af bevaegelsens langvarige forsog pa at organise re landarbejderne. Han nar frem til, at ca. 25% af partiets medlemmer ved arhundredskiftet var landarbejdere, et helt enestaende tal i europaeisk sammenhaeng.

Socialdemokratiets mal med landarbejderagitationen var som naevnt, at fa valgt sa mange rigsdagsmedlemmer som muligt. Disse skulle saved hjaelp af lovgivningen forbedre bl.a. landarbejdernes stilling, fordi det ikke kunne lade sig gore ved hjaelp af faglige organisationer. Lahme analyserer derfor partiets stilling til loven om »Tilvejebringelse af jordlodderfor landarbejdere«. Socialdemokratiet havde fremsat et langt merevidtgaende forslag, som det henviste til i alle diskussioner i rigsdagen. Men trods forbehold stemte det for den endelige lov, som blev betragtet som det forste skridt pa vejen. Faktisk viste loven sig at vaere en forringelseaf landarbejdernes forhold, men dette er ikke sa relevant her. Vaesentliger her ifolge Lahme Socialdemokratiets opfattelse af »de sma skridts vej«. Deter essensen af den reformistiske ideologi og er kendetegnende for den socialdemokratiske bevaegelse fra arhundredskiftet: partiets politikvar ikke et brud med det eksisterende samfund, men forbedringer indenfor det kapitalistiske systems rammer. Det kan aflaeses af lovens videre skaebne: den blev forlaenget flere gange indtil 1919 og Socialdemokratietfik efterhanden realiseret sit agrarprogram. Agrarreformlovgivningenvar gennemfort, og det havde ikke vaeret muligt uden partiets

intensive og dygtige arbejde, men det var og blev en reform indenfor
systemets rammer.

Lahme har analyseret det danske Socialdemokratis teori og praksis pa et enkelt men centralt omrade. Det har ogsa i europaeisk sammenhaeng vist sig at agrarsporgsmalets behandling var en milepael for mange arbejderpartiers vej bort fra marxismen. Det danske parti var her abenbart ingen undtagelse. Et andet resultat af undersogelsen er analysen af det danske programs betydning for den internationale arbejderbevaegelse. Afgorende forekommer mig dog kortlaegningen af den egentlige agitation: bevaegelsens mange initiativer over for landbobefolkningen, agitationens indhold og dens konsekvenser af teoretisk-politisk og organisatorisk art herunder fremhaevelsen af provinsorganisationernes rolle. Deter nyt, og det giver et meget bedre grundlag for at vurdere bevaegelsen generelt i forrige arhundrede og dermed ogsa i de efterfolgende artier. Sammenkaedningen af den teorihistoriske udvikling med bevaegelsens praksis - og den vaegt der laegges pa det sidste - er vellykket og peger frem.

Imidlertid er der problemer i forbindelse med forskellige af Lahmes vurderinger. De koncentrerer sig om 1) hans forstaelse af marxismen, 2) vurderingen af arbejderpartiets muligheder i perioden dvs. om sporgsmalethvad revolutionaer politik er, 3) forstaelsen af arbejderbevaegelsen som proces og 4) landarbejdersporgsmalets betydning for det danske Socialdemokrati. Derudover er der en raekke enkeltsporgsmal, som i det mindste er diskutable, men dog ikke har afgorende betydning for afhandlingensom helhed. Hertil horer f.eks. den urimeligt harde polemik mod Henning Grelles afhandling »Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund1871-ca. 1903« (f.eks. s. 15, 192, 234, 334, 339 isaer anmaerkningerne).En sadan polemik (der dog har en forudsaetning, smlg. Meddelelserom forskning i arbejderbevaegelsens historie 10/1978 s. 50ff) er naeppe fremmende for den videnskabelige diskussion - ydermere forekommer den punktvis forfejlet: Grelle har anvendt trykte kilder (Socialistiske Blade 1-4/1894), som Lahme beklager ikke at have kunnet finde. I denne sammenhaeng kan ogsa naevnes Lahmes nedvurdering af den kobenhavnskeorganisation over for provinsorganisationerne: deter ikke tilfaeldigt, at arbejderbevaegelsen indtil nu hovedsageligt er blevet undersogt Kobenhavnscentreret: Kobenhavn var bevaegelsens centrum, i perioden var som regel over 50% af medlemmerne bosat der, de fleste rigsdagsmedlemmervalgtes der osv. - provinsorganisationernes betydning var simpelthen ikke sa stor. Deter korrekt og vigtigt, at Lahme her har fremhaevet provinsorganisationernes - og isaer Arhus' - betydning og i

denrie sammenhaeng faktisk har haevet dem op pa samme niveau som
Kobenhavn. Men i de fleste andre sammenhaenge er den kobenhavnske
organisation den afgorende i denne periode.

Diskutabel er endvidere hans vurdering af landarbejdernes andel i partiets medlemstal. Han vurderer den til ca. 25% omkring arhundredskiftet - Per Boje har kritiseret talmaterialet i sin opposition (se Arbog for arbejderbevaegelsens historie 12, 1982) og kommer til det resultat, at tallet kun er pa ca. 1/3 af det af Lahme haevdede. Henning Grelles vurderinger forekommer at vaere mere realistiske. Talmaterialet er i sig selv maske ikke sa afgorende, og som naevnt kommer gennembruddet pa landet da ogsa forst omkring 1920; det forekommer ejheller sa vigtigt, om der var organiseret 6.000 eller 2.000 af de ialt 200.000 landarbejdere. Men Lahme bygger pa det store medlemskab i partiet: partiets sociologiske grundlag var blevet forandret, og det medforte, at partiets teori matte fa et nyt indhold. Landarbejdernes voksende betydning i partiet er for ham en af de vaesentlige arsager for partiets overgang til reformismen. Hans argumentation er pa dette grundlag svaekket - hans andet udgangspunkt, at den moderate agitation over for landarbejderne efterhanden undergravede partiets socialistiske malsaetning holder dog stadigvaek.

Det ma endvidere undersoges, i hvilket ornfang tidligere landarbejdere blev organiseret i byerne. Det har ikke kunnet gores her, og deter vel ogsa tvivlsomt, om man kan finde palideligt materiale. Men det ma formodes, at en stor del af de tidligere landarbejdere har kunnet integreres i den faglige og politiske bevaegelse i byerne pga. landagitationen. Deter maske i denne sammenhaeng, landagitationens storste betydning ligger (Flemming Mikkelsen forbereder en artikel om byarbejdernes rekruttering - den udkommer i lobet af 1983 i USA).

Der er dog naeppe nogen tvivl om, at der sker noget i Socialdemokratiet omkring arhundredskiftet ogsa sociologisk. I »Pelle Erobreren« har Martin Andersen Nexo beskrevet nogle eksempler pa partiets tendentielle borgerliggorelse ved nye medlemmer. Men udviklingen var rneget modsaetningsfyldt, og selv om Lahme henviser til modsaetningerne, giver han dem desvaerre en endimensional arsagsforklaring: at partiets ledelse omkring P. Knudsen samtidig er »agrarreformistisk« og introducerer marxismen udgor den specielle danske afart af reformismen. Denne tendens hos Lahme blokerer for en virkelig forstaelse af partiets teoretiske udvikling. Modsaetninger som fandtes i datidens Socialdemokrati bliver ophaevet i en tilsyneladende forklaring og ikke analyseret, som det de var: udtryk for forskellige tendenser i samme parti.

Denne mangelfulde forstaelse af arbejderbevaegelsens teoretiske udviklingsom

viklingsomen proces betyder, at han opfatter bevaegelsen statisk. Den har hele tiden vaeret reformistisk med variationer. Eksemplet er her postulatetom P. Knudsens manglende anerkendelse af arbejderpartiets revolutionaere opgaver (s. 80). Det gores ikke klart, hvad arbejderpartietsrevolutionaere opgaver var under de givne omstaendigheder, og hvor P. Knudsen afveg fra dem. Det diskuteres intetsteds, hvad revolutionaer politik var i Danmark i sidste trediedel af forrige arhundrede. Ganske vist defineres ved hjaelp af Engels ganske korrekt, hvad der under ingen omstaendigheder var revolutionaert. Men det bidrager kun i ringe omfang til en konkret-historisk analyse af den danske bevaegelses situation. Sporgsmalet om hvad, der var revolutionaer henholdsvis reformistisk politik,besvares altsa ikke, det slas kun fast, at Socialdemokratiet ikke anerkendte de revolutionaere opgaver og dermed var reformistisk. Ud fra denne praemis opbygger han logisk sin vurdering af partiets teoretiske udvikling: en oprindelig praemarxistisk-lassalleansk tradition blev i 1880erne delvis erstattet med den marxistiske teori, men under indtryk af resterne af lassalleansk tradition blev via agrarsporgsmalet de marxistiske bestanddele af partiets teoretiske forstaelse tomt for indhold.

Marxismen er abenbart for ham en abstrakt teori. Et eksempel pa dette er hans afvisning af dele af programrevisionen i 1890 som en tilnaermelse til marxismen: fjernelsen af den »ene reaktionaere masse« forstas udelukkende som en tilpasning til den politiske realitet. Det var det selvfolgelig ogsa, men deter netop det, der er et vaesentligt kendetegn for et marxistisk parti: at det forstar at laere af virkeligheden og fjerne postulater fra sit program. Marxismen er en vejledning i revolutions praksis. Problemet var at finde frem til en dialektik mellem reform og revolution - reform og revolution er ikke absolutte modsaetninger - for at overvinde den lange revolutionslose tid.

Det forer frem til det sidste punkt: landarbejdersporgsmalets betydningfor Socialdemokratiet og dets udvikling. Den var utvivlsom stor og har givetvis haft sin andel i partiets udvikling til »folkeparti«. Men sporgsmalet var ikke sa afgorende, som det bliver gjort til i denne afhandling.Man ma holde fast ved, at bevaegelsens storste resultater blev opnaet i organiseringen af byarbejderne; omkring arhundredskiftet var henved 50% af dem organiseret. Ogsa det var i international sammenligningenestaende. Ud fra denne position fremsatte bevaegelsen - ved Jens Jensen - forslag til international organisering pa faglig basis, for at arbejderklassenkunne ga i offensiven igen. Ogsa pa politisk grundlag forsogtesen mere aktiv internationalisme gennemfort, hvilket kan ses af lovforslaget om militaerpolitikken i 1908/09. Det fremsattes efter Internationaleskongres

tionaleskongresi Stuttgart i 1907 og var et forsog pa at realisere en af de der vedtagne resolutioner (tilsvarende forsogtes resolutionen om kvindevalgrettenvirkeliggjort via folketinget). Lovforslaget fremsendtes i ovrigt til udtalelse til de andre arbejderpartier. Parti- og fagbevaegelse forsogte altsa at udarbejde en forpligtende internationalistisk politik. De andre tendenser i bevaegelsen havde pa dette tidspunkt endnu betydelig kraft. Agrarsporgsmalet kan altsa ikke sta alene ved vurderingen af bevaegelsensudvikling, og deter aergerligt, at Lahme ikke afslutningsvis i hojere grad har forsogt at vurdere sine resultater i sammenhasng med allerede foreliggende undersogelser.

Deter uden tvivl et vigtigt »Beitrag zum Verstandnis der danischen Sozialdemokratie«, som her foreligger. Det forer videre pa en del punkter, og ogsa hvor man i vaesentlige ting ma vaere uenig, er disse dog »Ausgangshypothesen« for en videre diskussion (s. 386). Endvidere rejser afhandlingen mange sporgsmal, hvis besvarelse er centrale for forstaelsen ikke kun af arbejderbevaegelsen, men ogsa for samfundets udvikling som helhed.