Folketinget december 1979

SD havde i flere ar onsket at lose problemerne omkring rentefradraget. I november 1975 havde den socialdemokratiske minister for skatter og afgifter, Svend Jakobsen, nedsat et indkomstskatteudvalg, der skulle undersoge sporgsmalet. Udvalget afgav betaenkning (nr. 805) i april 1977. I maj 1978 havde skatteminister Jens Kampmann fremlagt et meget vidtgaende skattereformudspil i Folketinget, men det blev droppet igen pa grund af dannelsen af SV-regeringen i august samme ar.

Efter valget i oktober 1979 var de politiske muligheder imidlertid gunstige,og den socialdemokratiske regering var derfor indstillet pa, at nu skulle der gores noget ved den gamle maerkesag. Statsminister Anker Jorgensen understregede saledes i sin redegorelse til Folketinget den 6. november 1979, at det var regeringens hensigt at foretage en kritisk gennemgang og nyvurdering af skattesystemet med henblik pa at rette

1. Jyllands-Posten 2.3.80, Weekendavisen 7.3.80 og Information 19.11.80

2. En stor del af det benyttede materiale er gengivet i et af forf. udarbejdet tekstsaet on renteforliget, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1982.

skaevhederne³. Denne hensigtserklaering fulgte skatteminister Karl Hjortnaesop den 4. december 1979, da han fremsatte »Forslag til lov om aendring af forskellige skattelove m.v. (omlaegning af fradraget for private renteudgifter) (L65)«.

Karl Hjortnaes havde de bedste forudsaetninger for at fremsaette dette forslag. Han havde vaeret med i indkomstskatteudvalget samt vaeret formand for Folketingets skatte- og afgiftsudvalg fra 1975 til 1979. Saledes havde han vaeret meget staerkt involveret i alle skattepolitiske overvejelser i partiet, og da han blev skatteminister i oktober 1979, havde han straks nedsat en intern arbejdsgruppe i Skatteministeriet under ledelse af afdelingschef (nuvaerende departementschef) Jens Rosman. Denne arbejdsgruppe, der bestod af nogle af de dygtigste embedsmaend i ministeriet, skulle udarbejde et konkret lovforslag til en begraensning af rentefradragsretten, sa rentefradraget fik ens vaerdi for alle⁴.

Om baggrunden for lovforslaget oplyser Karl Hjortnaes, at der var forskellige overvejelser. Der var nogle boligpolitiske, idet regeringen for det forste mente, at den statslige subvention af boligbyggeriet var for stor. For det andet onskede regeringen meget stserkt at reducere boligbyggeriet. Videre var der nogle samfundsokonomiske overvejelser. Det var en kolossal belastning for skattesystemet, at rentefradragene steg med 20-25% om aret, mens de skattepligtige indkomster kun voksede med 8-10%. I den konkrete situation skulle forslaget ogsa afbalancere de omfattende okonomiske indgreb over for Ionmodtagerne⁵.

Lovforslaget gik ud pa at omlaegge fradraget for private renteudgifter fra et fradrag i indkomsten til et fradrag i skatten. Omlaegningen skulle dog kun omfatte private nettorenteudgifter, saledes at det alene skulle vaere den del af de private renteudgifter, som oversteg de private renteindtaegter, der skulle omlaegges til et fradrag i skatten (det sakaldte nettorenteprincip). Derimod skulle der fortsat vaere fradrag i indkomsten for erhvervsmaessige renteudgifter og for renter af statslige eller statsgaranterede

Det forhold, at private og erhvervsmaessige renteudgifter skulle behandlesforskelligt, medforte, at der skulle sondres mellem private og erhvervsmaessige renteudgifter. Udgangspunktet ved denne sondring skulle efter forslaget vaere, at en renteudgift skulle betragtes som privat, medmindre den skattepligtige godtgjorde, at renteudgiften var afholdt

---

3. F. sp. 9.

4. Samtale med Karl Hjortnaes (KH) 10.4.82.

5. Samtale med KH 10.4.82.

som en driftsudgift i forbindelse med selvstaendig erhvervsvirksomhed. Det ville herefter vaere afgorende, at den skattepligtige godtgjorde, at laneprovenuet var anvendt erhvervsmaessigt (den sakaldte bevisbyrderegel).Ved private renteindtaegter skulle efter forslaget forstas de renteindtaegter,som ikke var renter af virksomhedens driftskapital. Forslaget skulle kun omfatte personer og ikke skattepligtige selskaber, foreninger m .v. eller dodsboer.

Omlaegningen af de private nettorenteudgifter skulle efter forslaget ske gradvis over en 5-arig periode. Forste ar, 1981, skulle der overfores 1/6 af de private nettorenteudgifter til et fradrag i de beregnede skatter, naeste ar, 1982, 2/6 osv. Fra og med 1986 ville omlaegningen vaere tilendebragt, saledes at fradraget for private nettorenteudgifter alene skulle give grundlag for et fradrag i de beregnede skatter. Overgangsordningen var udformet pa en sadan made, at den gradvise omlaegning af rentefradragsretten skulle omfatte savel renter af private lan optaget for overgangsperiodens begyndelse som renter af private lan optaget i overgangsperiode n⁶.

Det fremgar af bade lovforslaget og bemaerkningerne til det, at Karl Hjortnaes' begrundelse for aendringen var, at fradragets vasrdi blev den samme uanset indkomstens storrelse. Dette retfaerdigheds- eller lighedssynspunkt uddybede skatteministeren i sine skriftlige bemaerkninger i forbindelse med fremsasttelsen af forslaget i Folketinget. Det hed: »Efter regeringens opfattelse er der ingen rimelig begrundelse for, at den skattefordel, som fradragsretten indebaerer, skal vaere storre for de hojere indtaegter end for de lave. Den gaeldende fradragsret giver en skattefordel pa 60-70 pet. for de hoje indtaegter mod 40-45 pet. for de lave. Dette forhold har«, fortsatte han, »uden tvivl medvirket til, at fradraget for renteudgifter gennemgaende udgor en storre andel af indkomsten, jo hojere denne er. Pa denne made har fradragsretten for private renter i nogen grad neutraliseret den progression i beskatningen, som er tilsigtet med skatteskalaen i udskrivningsloven«. Karl Hjortnaes oplyste til slut, at forslaget ville give et merprovenu af indkomstskat til staten pa ca. 2.700 mill. kr. i 1986, hvor omlaegningen var gennemfort fuldt ud, og at dette merprovenu ville blive anvendt til en forlaengelse af det sakaldte proportionalskattestrae k⁷.

Forslaget hvilede som anfort pa et nettorenteprincip. Det vil sige, der
var modregningsret for renteindtaegter - dog ikke for aktieudbytter. Men

---

6. A. sp. 613-48.

7. F. sp. 1343-45.

hvorfor byggede lovforslaget egentlig pa et nettorenteprincip og ikke pa et bruttorenteprincip, hvorefter renteindtaegter ikke modregnes i renteudgifter?Karl Hjortnaes oplyser, at det skyldtes et hensyn til LO, der var meget staerkt imod bruttoprincippet af 2 grunde. Den ene var, at en bruttolosning ville blokere muligheden for pa et senere tidspunkt at ga over til den reni:eskatteordning, som Mogens Lykketoft, davaerende formandfor Arbejderbevaegelsens Erhvervsrad, havde udarbejdet i 1978, og som netop byggede pa nettoprincippet. Den anden grund var, at bruttomodellenville give problemer i flyttesituationer⁸. Renteindtaegter pa pantebreve,der modtages ved salg af ejerbolig, skulle nemlig indkomstbeskattesfuldt ud, mens renteudgifter pa pantebreve, der udstedes ved kob af ejerbolig, alene gav fradrag i skatten. Altsa ville det blive dyrt at flytte.

Den skattepolitiske ordforer for SD, Borge Bakholt, indledte I. behandlingen af lovforslaget i Folketinget den 7. december 1979 med at gore nogle tilfojelser til Karl Hjortnaes' skriftlige redegorelse fra den 4. december. Med hensyn til motiveringen for forslaget understregede han, at det ville fore til flere investeringer i produktion og beskseftigelse. »Det er«, sagde han, »efter SD's opfattelse nodvendigt at reduce re de fordele, der er i fradrag ved gaeldsstiftelse, sa vi i den nuvaerende situation kan fa foretaget flere investeringer i produktion og beskaeftigelse og ikke blot investeringer i jord og fast ejendom ud fra overvejelser af, hvad der betaler sig bedst rent skattemaessigt«. Bakholt slog fast, at lovforslaget var et vaesentligt element i regeringens fremlagte helhedsplan og gjorde opmaerksom pa, at en forlaengelse af proportionalskattestraekket i saerlig grad ville komme Ionmodtagergrupperne til gode.

Forslaget blev modtaget meget forskelligt af partierne. Ordforerne fra SF og VS gav deres klare stotte til forslaget. Ole Kalnaes fra SF understregedeforst partiets principielle holdning, nemlig at SF heist sa en fuldstaendigfjernelse af rentefradragsretten over 15 ar. Partiet kunne imidlertidga ind for forslaget af 3 grunde. For det forste var det urimeligt, at man blev belonnet for at tage lan, derigennem at staten betalte en vaesentligdel af renteudgifterne gennem nedslag i skatten. Saerlig urimeligt var det, at nedslaget blev langt storst for folk med hoje indtaegter. For det andet havde den store rentefordel ved at tage lan vaeret medvirkende til, at vi var kommeit ud i de eksisterende okonomiske vanskeligheder, idet folk havde kunnet se en stor skattemaessig fordel ved at optage lan til parcelhuse, bade og biler i stedet for at spare op hertil. For det tredie ville omlaegningen bidrage til en hojere grad af ligestilling mellem ejere

---

8. Samtale med KH 10.4.82.

og lejere. Som eksempel pa uligheden mellem ejere og lejere anforte Kalnaes under henvisning til en af vismaendenes undersogelser, at hvis man havde boet i en ejerbolig igennem 15 ar, sa havde man haft mulighed for et 25 pet. storre forbrug end en familie, som havde boet i en lejerbolig i en tilsvarende periode. Med hensyn tif anvendelsen af merprovenuet foreslog Kalnaes en forhojelse af personfradraget, hvilket ville rnedfore skattelettelser for de befolkningsgrupper, der havde de laveste indkomster.

Mikael Waldorff fra VS fremhaevede ligeledes, at VS heist sa en total fjernelse af rentefradragene. Han gjorde opmaerksom pa, at forslaget kun var et begraenset indgreb i rentefradragsretten. Der ville fortsat eksistere flere urimeligheder, eftersom ejerne stadig vaek ville fa store tilskud pa bekostning af lejerne. Bade RV og DR var positive over for forslaget. Bernhard Baunsgaard fra RV erklaerede forst, at de radikale havde en positiv holdning til ideen om en renteomlaegning, hvilket ikke kan undre, da det var en gammel radikal kongstanke, som RV ogsa for nylig var gaet til valg pa. Dernaest kritiserede Baunsgaard nogle konkrete punkter i forslaget. For det forste foreslog han, at omlaegningen skulle gennemfores pa »en gang« - men med overgangsordninger pa 5 eller 10 ar for dem, der kom i klemme. For det andet rettede han et saerdeles voldsomt angreb pa nettoprincippet, som han syntes var »forkert« at vaelge. Baunsgaard henviste i den forbindelse til professor Gunnar Thorlund Jepsens kronik i Jyllands-Posten fra den 6. december, hvori professoren havde karakteriseret nettoprincippet som asocialt, da det vendte den tunge ende nedad. Det ville ifolge Thorlund Jepsen isaer ramme de socialdemokratiske arbejdere og funktionaerer. For egen regning fortsatte den radikale ordforer: »Det vil vel ramme alle arbejdere og funktionaerer, princippet ser nok ikke pa, om man har partibogen i orden ... Vi kan vel ogsa sige det pa den made: deter de aeldre og de rige, der far gavn af det, og man rammer meget praecist de unge, der er ved at opbygge deres tilvaerelse og har mellemindkomsterne«. Og Baunsgaard praeciserede: »Man ma vaere klar over, at man ved at bruge nettorenteprincippet begunstiger renteindkomsterne, for de skal, nar de kan modregnes i gaeldsrenter, i realiteten kun beskattes med 45 pet., medens arbejdsindtaegter fortsat bliver beskattet med 70 pet. Deter i hvert fald ikke lighed, at den indtasgt, som man skal arbejde sig til, fortsat skal beskattes hardt, og den, man ingenting selv gor for at fa, gar ram forbi«. Ole Flygaard fra DR var positiv over for »intentionen« i forslaget, men pegede bl.a. pa vanskelighederne ved at sondre mellem private og erhvervsmaessige renteudgifter.

Til gengaeld blev forslaget modtaget yderst negativt af V, K, Z og CD.

Disse partiers kritik samlede sig isaer omkring folgende 4 forhold: For det forste det korte tidsrum, som regeringen havde afsat til faerdigbehandlingenaf lovforslaget. For det andet pegede de pa sondringsproblemet, herunder bevisbyrdereglen. F.eks. pastod Uffe Ellemann-Jensen fra V, at hele 300.000 selvstaendige erhvervsdrivende ville komme i klemme. For det tredie gjorde bade VogK opmaerksom pa ulemperne ved nettoprincippet.Ellemann-Jensen argumenterede, at dette princip ville fore til afhaendelse af fiinansielle aktiver og omlaegning af opsparing. Endelig fremhaevede V, 7. og CD for det fjerde, at forslaget isaer ville ramme unge familier, der havde kobt hus for nylig. Alternativt foreslog CD en belobsbegraensningfor fradrag for fremtidig gaeld, mens K, der principielt var imod ethvert indgreb i fradragsretten, tilradede at fore proportionalskattestraekkettil

KRF, der hverken udtrykte principiel positiv eller negativ holdning til
lovforslaget, kritiserede forslaget for at vaere »asocialt«, da det ville ramme

Skatteminister Karl Hjortnaes forsogte derpa at imodega den rejste kritik. Angaende det korte tidsrum henviste han til, at man i arevis havde beskaeftiget sig med problemet, og at embedsmaendene havde forberedt forslaget meget grundigt. Med hensyn til sondringsproblemet papegede han, at det kun ville berore 60.000 selvstaendige erhvervsdrivende, hvilket han lovede at dokumentere i skatteudvalget. Han paberabte sig i ovrigt de gode erfaringer i udlandet (Finland, Tyskland, England og Canada). Specielt lovede han, at der ville blive udarbejdet praecise regler vedrorende bevisbyrdereglen. Hvad angik kritikken af nettoprincippet, indskraenkede han sig til at bemaerke, at det i hvert fald var bedre end bruttorenteprincippet, der ville give problemer i flyttesituationer. Med hensyn til Kalnaes' forslag om en forhojelse af personfradraget i stedet for en forlaengelse af proportionalskattestraekket gjorde skatteministeren opmaerksom pa, at det ville give »saerlige problemer« uden i ovrigt at praecisere disse⁹.

Folketingsdebatten havde saledes vist, at bade SF og VS var positive over for regeringens lovforslag. RV og til en vis grad DR var ogsa positive, men de radikale havde dog fremfort en bemaerkelsesvaerdig skarp kritik af nettoprincippet. Mens KRF tilsyneladende var uafklaret i sin holdning, var V, K, Z og CD staerkt negative.

Efter 1. behandlingen i Folketinget blev lovforslaget sendt til droftelse
i skatte- og afgifitsudvalget, hvor diskussionen isaer samlede sig omkring

---

9. F. sp. 1819-61.

sondringsproblemet og nettoprincippet over for bruttoprincippet. Pa udvalgetssporgsmal om, hvor mange skatteydere der skulle foretage soridringmellem renter af privat gaeld og erhvervsgaeld, svarede Karl Hjortnaes,at der kunne blive tale om ca. 400.000 personer, men han understregedesamtidig, at sondringen kun ville fa skattemaessig betydning for omkring 50-60.000¹⁰. Udvalget onskede en juridisk vurdering af den omvendtebevisbyrdes (§ 8 F) placering i dansk ret, og i en laengere redegorelsegjorde skatteministeren gasldende, at det var »misvisende« at tale om en »omvendt bevisbyrde«, idet en sadan betegnelse matte forudsaette, at der i ovrigt inden for skatteomradet gjaldt en regel om, at skattemyndighedernehavde bevisbyrden. Han anforte, at hvis ligningsmyndighedernef.eks. gjorde indsigelse mod et fradrag, som skatteyderen havde foretaget, sa ville det i praksis pahvile skatteyderen at fremskaffe sadan dokumentation for fradraget, at ligningsmyndighederne havde et tilstraekkeligtgrundlag for at bedomme, om fradraget kunne indrommes. Bevisbyrdereglen skulle betragtes som en udbygning af dette dokumentationskrav.Skatteministeren mente i ovrigt, at bevisbyrdereglen ville tilskyndeskatteyderen til at tilrettelaegge lanoptagelse og forretningsgang i virksomheden pa en sadan made, at det blev let for ham at opfylde bevisbyrden¹¹.

Som svar pa udvalgets sporgsmal om nogle eksempler pa, hvilke tvivlssituationer der ville kunne opsta i ligningsarbejdet i forbindelse med adskillelsen mellem renter af privat gaeld og erhvevsgaeld, indrommede Karl Hjortnaes, at der navnlig i de forste ar efter omlaegningen kunne blive vanskeligheder, da der her skulle tages stilling til, hvad provenuet af tidligere optagne lan var anvendt til. F.eks. kunne der opsta tvivl om, hvorvidt provenuet af et lan, der var optaget med sikkerhed i en ejerbolig uden forbindelse med anskaffelse af ejerboligen, var benyttet til private eller erhvervsmaessige formal. Ligeledes kunne der opsta tvivl med hensyn til renterne af en kassekredit. Skatteministeren pointerede dog, at der i mange tilfaelde ikke ville vaere storre tvivl om, hvorvidt en given renteudgift var privat eller erhvervsmaessig¹².

Det sporgsmal, der optog udvalget allerstaerkest, var nettoprincippet contra bruttoprincippet. Udvalget indkaldte saledes skatteministeren til samrad 2 gange for at drofte denne problemstilling, ligesom udvalget stillede en hel raekke sporgsmal vedrorende de 2 principper.

---

10. Spm. 4 af 7.12.79 og svar 9.12.79. (Udvalgsakter).

11. Spm. 6 af 7.12.79 og svar 9.12.79. (Udvalgsakter).

12. Spm. 7 af 7.12.79 og svar 9.12.79. (Udvalgsakter).

Pa sporgsmalet om, hvorfor ministeren havde forkastet bruttorenteprincippet, anforte Hjortnaes 2 grunde. Den ene var, at man derved undgik »at tilskynde de skattepligtige til at realisere deres rentebaerende fordringer med henblik pa at nedbringe deres gaeld«. En bruttolosning ville modvirke den skattepligtiges rimelige onske om at have en likvid reserve i form af bankindestaende eller obligationer. Den anden grund var flytteproblemet. For en skattepligtig, der solgte en ejerbolig og kobte en ny, ville en bruttolosning virke »saerlig urimelig«, idet renteindtaegter pa pantebreve, der blev modtaget ved salg af ejerboligen, skulle indkomstbeskattes fuldt ud, mens renteudgifter pa pantebreve, der blev udstedt ved kob af ejerbolig, alene gav fradrag i skatten. Hvis den skattepligtige ville afhaende sine pantebreve for at indfri de pantebreve, han havde udstedt, matte det forventes, at han ville fa et »betydeligt kurstab«. Herved ville en bruttolosning »virke haemmende for mobiliteten pa boligmar kedet«^{* i}.

Skatteministeren indrommede pa udvalgets sporgsmal, om det var en skattemaessig fordel at konvertere aktiver (f.eks. aktier) til vaerdier med renteindtaegt under en nettolosning, at der kunne vaere skattemaessige fordele ved at realisere aktiver og anbringe salgsprovenuet i rentebaerende fordringer. Hjortnaes understregede samtidig, at tilsvarende fordele kunne opnas under en bruttolosning, safremt den skattepligtige anvendte salgsprovenuet til afdrag pa sin gaeld, hvorved hans renteudgifter ville blive nedsat¹⁴. Udvalgets opfolgende sporgsmal om faren med talrnaessig angivelse for forrnueomlaegninger besvarede Karl Hjortnaes saledes: »Det er ikke pa forhand muligt at give nogen talmaessig angivelse for, i hvilket omfang de skattepligtige vil afhaende deres aktier og kobe f.eks. obligationer i stedet«. Men han advarede kraftigt imod at »overdrive faren for sadanne formueomlaegninger«¹⁵.

Karl Hjortnaes besvarede et udvalgssporgsmal om bruttoprincippets pavirkning af pantebrevsmarkedet ved at uddele et svar fra okonomiministeriet.Efter dette ministeriums opfattelse ville en bruttoordning »belastepantebrevsmarkedet«, fordi der ville fremkomme ekstra udbud af pantebreve, der onskedes afhaendet med henblik pa tilvejebringelse af likviditet til brug for gaeldsnedsaettelse. Det ville isaer dreje sig om husejere,der havde modtaget pantebreve fra tidligere salg af ejerbolig. For disse personer indebar bruttoprincippet nemlig en »betydelig tilskyndelse«til

---

13. Spm. 27 af 7.12.79 og svar 9.12.79. (Udvalgsakter).

14. Spm. 52 af 7.12.79 og svar 11.12.79. (Udvalgsakter).

15. Spm. 53 af 7.12.79 og svar 11.12.79. (Udvalgsakter).

se«tilat udbyde deres pantebreve og anvende provenuet til at nedbringe deres gaeld. okonomiministeriet skonnede, at der kunne blive tale orn »meget store ekstra udbud«, da der fra 1972 til 1978 var udstedt nye pantebreve i ejerboliger for et samlet nominelt belob pa 50 mia. kr., hvoraf ca. 70 pet. matte forventes at vaere i den oprindelige kreditors besiddelse¹⁶.

Pa et sporgsmal om, hvilket princip ville give det storste merprovenu, oplyste skatteministeren, at ved en bruttolosning ville merprovenuet i forhold til beskatningen efter de gaeldende regler - regnet i 1980-niveau - andrage omkring 4-4,2 mia. kr. Bruttolosningen ville derfor medfore et merprovenu, der var omkring 1-1,2 mia. kr. storre end nettolosningen¹⁷. Til forstaelse af dette regnestykke skal det lige anfores, at nyere oplysninger, modtaget efter lovforslagets udarbejdelse, tydede pa, at merprovenuet ved en nettolosning ville blive 3 mia. kr. (i stedet for 2.700 mill. kr.). Merprovenuet ved en bruttoordning ville give basis for en forlaengelse af proportionalskattestraekket fra 81.900 kr. til 100.000 kr. i 1986, nar omlaegningen var gennemfort fuldt ud¹⁸.

Den 11. december indkaldte udvalget ministeren til samrad. Udvalget onskede en generel droftelse af bruttoprincippet contra nettoprincippet, herunder fordele og ulemper. Bl.a. onskede udvalget en redegorelse for, hvorledes problemerne ved ejerboligskifte under en bruttolosning kunne imodegas¹⁹. Det okonomiske Sekretariat, dvs. regeringens egne okonomer, advarede den 12. december 1979 i et notat mod bruttorenteprincippe t²⁰. Sekretariatet redegjorde for virkningerne pa kapitalmarkedet af hhv. en brutto- og nettolosning - og konklusionen var, at en bruttoordning ville give betydelige vanskeligheder pa penge- og kapitalmarkedet, idet denne ordning ville tilskynde folk til at afvikle rentebaerende fordringer i form af vaerdipapirer (pantebreve og obligationer) eller indestaender i pengeinstitutter og bruge provenuet til at nedsaette renteudgifterne. Tilskyndelsen ville efter sekretariatets opfattelse blive saerlig stor, hvis forskellen mellem marginalbeskatningen af renteindtaeger og -udgifter var betydelig. Bemaerkelsesvaerdigt er det, at Nationalbanken havde tiltradt Det okonomiske Sekretariats konklusion - og dermed blandede sig direkte i de politiske droftelser mellem partierne.

---

16. Spm. 58 af 7.12.79 og svar 14.12.79. (Udvalgsakter).

17. Spm. 77 af 10.12.79 og svar 12.12.79. (Udvalgsakter).

18. Svar pa spm. 1 af 6.12.79. (Udvalgsakter).

19. Udvalgets skrivelse af 11.12.79 til KH. (Udvalgsakter).

20. Pga. 50-arsreglen har jeg ikke benyttet notatet (L 65-bi1.58), men jeg har sluttet mig til indholdet ud fra KH's svar pa spm. 58, 144, 157 og 159. (Udvalgsakter).

Den 15. december indkaldte skatteudvalget atter Karl Hjortnaes til samrad. Denne gang skulle ministeren oplyse om, hvad det var fra Nationalbankens side, der havde overbevist ham om nodvendigheden af at vaelge nettorentemetoden²¹. 2 dage senere, den 17. december 1979, fremsatte skatteministeren overraskende et forslag til folketingsbeslutning om omlaegning af fradraget for private renteudgifter (beslutningsforslag nr. B 35). Forslaget l0d:

»Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsaret 1979-80 med henblik pa
vedtagelse i samme folketingsar at fremsaette lovforslag om gennemforelse af en
omlaegning af fradraget for private renteudgifter efter folgende retningslinier:

1. Med virkning fra og med indkomstaret 1981 pabegyndes for skattepligtige personer en omlaegning af fradraget ved opgorelsen af den skattepligtige indkomst til et fradrag i de beregnede skatter efter samme principper som personfradraget. For renter af erhvervsmaessig gaeld bibeholdes derimod det gaeldende fradrag ved opgorelsen af den skattepligtige indkomst.

2. Opdeling af renteudgifterne i private og erhvervsmaessige renteudgifter skal
foretages pa grundlag af, hvad det pagaeldende laneprovenu er anvendt til.

3. En persons renteudgifter anses for private, medmindre den skattepligtige
godtgor, at udgiften er erhvervsmaessig.

4. Fradraget for private renteudgifter omlaegges kun til et fradrag i de beregnede
skatter i det oimfang, de overstiger de skattepligtige, ikke-erhvervsmaessige
renteindtaegter (den sakaldte nettometode).

5. Renteudgifter af studielan, som er ydet eller garanteret af staten, skal ikke
omfattes af fradragsomlaegningen. Disse udgifter skal saledes fortsat kunne fradrages
ved opgorelsen af den skattepligtige indkomst.

6. Omlaegningen af fradraget for private nettorenteudgifter foretages gradvis i perioden 1981-1990. Omlaegningen sker med 1/10 i 1981, og den foroges med 1/10 i hvert af de folgende ar, indtil den fulde nettorenteudgift bringes til fradrag i de beregnede skatter fra og med 1990.

Denne gradvise omlaegning af fradraget for private nettorenteudgifter skal ikke alene omfatte private renteudgifter af lan optaget for overgangsperiodens begyndelse, men ogsa renteudgifter af private lan optaget i overgangsperioden (den sakaldte fleksmetode).

I overgangsperioden skal det merprovenu, der folger af omlaegningen, fuldt ud
benyttes til en gradvis forlaengelse af det sakaldte proportionalskattestraek«22.

Dette detaljerede forslag til folketingsbeslutning svarede i det store og hele til det lovforslag, som ministeren havde fremsat den 4. december 1979. Nyt var kun, at omlaegningen skulle straekkes over 10 ar i stedet for 5. Hvorfor havde Karl Hjortnaes forlaenget overgangsperioden? Maske

---

21. Udvalgets skrivelse af 15.12.79 til KH. (Udvalgsakter).

22. A. sp. 1739-1743.

for at afbode virkningerne, maske for at imodekomme RV, der jo havde foreslaet en overgangsordning pa 10 ar. Beslutningsforslaget blev i umiddelbartilknytning til dets fremsaettelse henvist til skatteudvalget inden dets 1. behandling. Henvisningen skete efter forslag fra Folketingets formandi henhold til forretningsordenens § 923.9²³.

Til 1. behandling af beslutningsforslaget havde skatteudvalget afgivet en betaenkning af 17. december 1979, der foruden en indstilling fra det samlede udvalg om, at beslutningsforslaget efter 1. behandlingen skulle henvises til fornyet udvalgsbehandling, hvorefter partierne i en tillaegsbetaenkning ville redegore for deres endelige stilling til forslaget, indeholdt mindretalsudtalelser fra hhv. Z og DR. Z indstillede forslaget til forkastelse under henvisning til 9 »anklagepunkter«. Bl.a. anforte partiet, at forslaget indebar saerforfolgelse af bornefamilier, unddragelsesmuligheder for formuende, opfordring til skattefiduser, diskrimination af lonmodtagere og favorisering af akademikere, ligesom det ville fore til standsning af nybyggeri af parcelhuse, meradministration samt at lysten til aktiv erhvervsinvestering i f.eks. aktier blev svaekket. DR ville undlade at stemme. Begrundelsen var, at man frygtede, at forslagets realisation ville skabe nye og endnu voldsommere uligheder mellem forskellige kategorier af samfundsborgere. Forholdet var nemlig tilsyneladende det, at en meget betydelig del af skatteborgerne ville have ojngaelsesmuligheder, idet sondringen mellem erhvervsbetinget og privat gaeld for manges vedkommende reelt ville vaere uigennemforlig. Isaer frygtede DR, at det alene blev lonmodtagere med relativt beskedne indtaegter, der blev ramt af forslaget²⁴.

Hvorfor fremsatte regeringen pludselig et beslutningsforslag? Under 1. behandlingen den 19. december 1979 forklarede Borge Bakholt (SD) det med, at sa var der »tid til at drofte enkeltheder i lovforslaget«. Men hvorfor var forslaget sa usaedvanlig detaljeret udformet?

Dette sporgsmal, som flere af ordforerne stillede, besvarede Karl Hjortnaes med ordene: »Deter helt nodvendigt for os at fa sikkerhed for, at der er partier, som vil forpligtige sig pa en sadan made, at vi er sikre pa, at vi kan gennemfore en konkret lovgivning pa dette omrade, der kan traede i kraft pr. 1. januar 1981«.

Ole Kalnaes (SF) beklagede dybt, at lovforslaget ikke kunne gennemforesi
ar, men stillede sig ellers positiv over for forslaget til folketingsbeslutning.Som
noget bemaerkelsesvaerdigt nyt tilkendegav han imidlertid,

---

23. F. sp. 2355.

24. B. sp. 342-48.

at SF afgjort foiretrak bruttorenteprincippet, sal. !es at arbejdsindkomsterikke blev beskattet hardere end renteindtaegter. I samme andedraet gjorde Kalnaes dog gaeldende, at for SF var det helt afgorende, at man fik taget hul pa rentefradragsproblemet. Preben Wilhjelm (VS) var ogsa principielt positiv over for forslaget, men onskede at omlaegningen skulle ske pa »en gang«. Han forsogte at fa skatteministeren til at afgive et tilsagn om, at omlaegningen ikke matte »bruges som begrundelse for pa nogen som heist made at udsaette en egentlig losning af problemet med disse i deres fordeling dybt asociale boligsubsidier pa 11-12 mia. kr.«. Bernhard Baunsgaard (RV) var parat til at give tilslutning til forslaget under 2 forudsaetninger. Den ene var, at sondringsproblemet blev lost. Den anden var, at de »meget alvorlige defekter« ved nettometoden blev rettet. Disse defekter var ifolge Baunsgaard dels at arbejdsindtaegter blev beskattet hardere end renteindtaegter, dels at passiv investering blev begunstigetpa aktiv investerings bekostning. Endelig understregede Baunsgaard, at en overgangsperiode pa »mindst 10 ar« var nodvendig. Partierne V, K, CD og KRF var alle klart imod beslutningsforslaget. Deres kritik gik ligesom under 1. behandlingen af lovforslaget pa sondringsproblemet,herunder bevisbyrdereglen, samt svaghederne ved nettoprincippe t²⁵.

Som omtalt ville partierne redegore.for deres endelige stillingtagen til beslutningsforslaget i en tillaegsbetaenkning. Denne blev afgivet den 20. december. SF tilsluttede sig beslutningsforslaget, men tog forbehold over for nettoprincippet. Bruttoprincippet ansa SF for at vaere mere hensigtsmaessigt, idet foirskellige arter af indkomster (renteindtaegter, udbytter, arbejdsindtaegter osv.) blev beskattet ens. Partiet bemaerkede, at de i bilag 58 til L 65 (Det okonomiske Sekretariats notat af 12.12.79) anforte argumenter imod bruttorenteprincippet fandtes lidet overbevisende. Ligeledes tog SF forbehold over for overgangsperiodens laengde og fremforte, at en kortere overgangstid burde overvejes.

RV tilsluttede sig formalet med beslutningsforslaget, saledes som det fandt udtryk isaer i punkterne 1 og 2, og ville stemme for forslaget. Dog gjorde RV opmaerksom pa, at adskillelsesproceduren mellem private og erhvervsrenter traengte til en grundigere gennemarbejdning. Om det foreslaedenettoprincip hed det i det radikale bidrag til betaenkningen: »Dette princip medforer skavanker, jfr. udvalgsbilag 57 til lovforslag L 65²⁶. Disse skavanker ma noje overvejes og modvirkes, hvis dette princip

---

25. F. sp. 2701-2723.

26. Bil. 57 var ikke blandt udvalgsakterne.

skal fastholdes«. RV udtrykte saledes ikke som SF eksplicit preference
for bruttoprincippet. DR tilkendegav ligesom i betaenkningen af 17. december1979,
at partiet ville undlade at stemme.

V indstillede beslutningsforslaget til forkastelse af 3 grunde. For det forste var problemstillingen fradrag i indkomst/fradrag i skat grundlaeggende forkert. For det andet var sondringsproblemet ikke lost. Og for det tredie rummede nettoprincippet betydelige urimeligheder, nemlig: favorisering af personer med renteindkornster, diskrimination af aktieejere samt fordyrelse af udgiften til ejerbolig pa grund af manglende sidestilling af lejevaerdi og renteindtaegt. K afviste beslutningsforslaget med den begrundelse, at det stort set var identisk med lovforslaget. Derfor nojedes partiet med at henvise til de argumenter, som det havde fremfort under 1. behandlingen af lovforslaget. Z indstillede beslutningsforslaget til forkastelse under henvisning til de 9 »anklagepunkter« i betaenkningen af 17. december 1979. Partiet fremsatte i ovrigt 2 aendringsforslag i tillaegsbetaenkningen. Det ene gik pa en sidestilling af statsgaranterede studielan og andre lan beregnet pa dygtiggorelse og/eller etablering. Det andet gik pa, at merprovenuet ved omlaegningen skulle anvendes til en forlaengelse af proportionalskattestraekket og/eller ekstraordinaere forhojelser af personfradraget.

Endelig indstillede CD beslutningsforslaget til forkastelse pa grund af sondringsproblemet, og fordi forslaget isser ville ramme lonmodtagere med egen bolig. CD fremsatte ligeledes 2 aendringsforslag i tillaegsbetaenkningen: en forlaengelse af overgangsperioden til 15 ar, og at omlaegningen af rentefradraget kun skulle gaelde fremtidig gaeld²⁷.

Da beslutningsforslaget skulle til 2. og sidste behandling den 21. december 1979 var der ud over aendringsforslagene i tillaegsbetaenkningen stillet 2 aendringsforslag af hhv. Arne Bjerregaard og Chr. Christensen fra KRF. Disse 2 aendringsforslag tilsigtede begge at give folketingsbeslutningen en mere uforpligtende karakter. Forst behandledes de 6 aendringsforslag. Kalnaes (SF) kunne stotte Z's aendringsforslag om, at merprovenuet fra omlaegningen kunne anvendes til at forhoje personfradraget. Ingen af de 6 aendringsforslag blev imidlertid vedtaget ved afstemningen

Regeringens forslag sattes derefter til forhandling. Baunsgaard (RV)
betegnede det som »et stort fremskridt«, nar et flertal i Folketinget om et
ojeblik ville have anbefalet, at der gennemfores en omlaegning af rentefradraget.Han

---

27. B. sp. 371-78.

28. Jfr. afstemningsresultaterne i F. sp. 3171-72.

fradraget.Hanudtrykte hab om, at de 3 partier, der stod sammen om dette flertal, ville finde ud af at gore det pa den made, der bedst tjener de brede masser, som bestar af ganske almindelige mennesker. Samtidig understregede han, at hvis man skulle na til enighed, sa fordrede det, at ingen pa forhand modte med losninger, men at man var parat til en aben diskussion. Kalnaes (SF) karakteriserede ligeledes den forestaende anbefalingaf renteomlaegningen som »et stort skridt fremad«, men pegede ogsa pa svaghederne i forslaget. Karl Hjortnaes afsluttede debatten med at fremhaeve, at udtalelserne fra RV og SF bade i betaenkningen og i salen havde vist, at disse 2 partier var parat til at gennemfore en lovgivning pa dette omrade meget snart i det nye ar, hvilket han takkede dem for. Beslutningsforslaiget blev herefter vedtaget med 93 stemmer (SD, SF, RV og VS) mod 69. 3 (DR) undlod at stemme²⁹.

Sporgsmalet er imidlertid, om skatteministerens afsluttende bemaerkninger ikke var lovlig optimistiske. Nok havde SF og RV givet tilslutning til regeringens forslag, men SF havde dog foretrukket et bruttoprincip - og RV havde givet udtryk for meget betydelig skepsis over for nettorenteprincippet. I ovrigt er det ganske interessant, at bade Baunsgaard og Hjortnaes undlod at omtale VS' stotte til forslaget.

Politiske forhandlinger

Efter nytar startede de politiske forhandlinger (ogsa kaldet »teknisk bearbejdning af lovforslaget«). Karl Hjortnaes forhandlede forst med RV og SF enkeltvis, men gik hurtigt over til at fore forhandlingerne med begge partier samtidig. Droftelserne foregik pa Hjortnaes' kontor i Skatterninisteriet ca. 1 gang om ugen. Fra RV deltog Bernhard Baunsgaard og Aase Olesen og fra SF Kjeld Rahbaek Moller og Ole Kalnaes. Fra SD deltog foruden skatteministeren Bernhard Tastesen, formand for Folketingets skatteudvalg, og undertiden Borge Bakholt³⁰.

SF havde straks bedt om at fa VS, der havde stemt for beslutningsforslaget,og DR, der havde tilkendegivet en vis positiv interesse, inddraget i forhandlingerne, hvilket var blevet afvist af bade SD og RV. De radikalevar meget beUenkelige ved at fa VS med til forhandlingsbordet. Imidlertidlovede Hjortnaes at holde savel VS som DR lobende orienteret³¹.

---

29. F. sp. 3168-3174.

30. Samtale med Bernhard Baunsgaard (BB) 6.4.82, Kjeld Rahbask Moller (KRM) 6.5.82 og KH 10.4.82.

31. Samtale med KH 10.4.82 og KRM 6.5.82.

Karl Hjortnaes oplyser, at hans hensigt var, at de politiske forhandlinger mellem de 3 partier skulle fore til et forlig - og at det, der skulle ske i skatteudvalget, blot var en »ekspeditionssag«. Hjortnaes vurderede nemlig,at sagen var politisk sa folsom og kompliceret, at det var helt nodvendigt,at han personligt overtog forhandlingsinitiativet³². Selve forhandlingerne,der var morklagte, blev langvarige, intense og detaljerede. De fortes pa basis af regeringens lovforslag, principbeslutningen og SF's og RV's betaenkningsbidrag. Isaer diskuteredes anvendelsen af merprovenuet,sondringsproblemet, overgangsperiodens laengde samt frem for alt, om det skulle vaere netto- eller bruttoprincippet.

SD og RV var enige om at bruge merprovenuet til en forlaengelse af proportionalskattestraekket, mens SF hellere ville bruge det til en forhojelse af personfradraget. Imidlertid bojede SF sig ret tidligt pa det punkt³³. SF havde som tidligere naevnt taget forbehold over for en overgangsperiode pa 10 ar og foreslog i forhandlingerne 6 ar, men kunne heller ikke komme igennem med dette forslag. Der er uenighed mellem Bernhard Baunsgaard og Kjeld Rahbsek Moller om, hvem der egentlig kraevede en overgangsperiode pa 10 ar. Rahbaek Moller haevder, at det var RV³⁴, mens Baunsgaard pastar, at det var Karl Hjortnaes. Baunsgaard oplyser, at RV var tilhaenger af en individuel overgangsperiode, hvor der skulle laves saerordninger for dem, der kom i klemme (skonsvis ca. 100.000)³⁵. Som for omtalt udtalte RV under 1. behandlingen af beslutningsforslaget, at en overgangsperiode pa »mindst 10 ar« var nodvendig, sa mon ikke Baunsgaard har fastholdt dette synspunkt under de politiske droftelser. Under alle ornstaendigheder enedes forhandlerne om en overgangsperiode pa 10 ar.

Nogleproblemet i forhandlingerne var, om det skulle vaere netto- eller bruttoprincippet, der skulle laegges til grund. Straks ved forhandlingernes start kraevede Bernhard Baunsgaard, at det foreslaede nettoprincip skulle aendres til et bruttoprincip. Baunsgaard fortaeller, at bruttolosningen var en radikal principbeslutning fra landsmodet i Fredericia i 1975, der var blevet konfirmeret pa efterfolgende hovedbestyrelsesmoder og landsmoder, ligesom dette princip optradte i de radikale programmer og pjecer om skattepolitik³⁶.

Baunsgaard var personlig meget staerk tilhaenger af bruttoprincippet,

---

32. Samtale med KH 10.4.82.

33. Samtale med KRM 6.5.82.

34. Samtale med KRM 6.5.82.

35. Samtale med BB 6.4.82.

36. Samtale med BB 6.4.82.

der efter hans opfattelse var det socialt mest retfaerdige. Videre ville det give det storste provenu, der skulle bruges til en yderligere forlaengelse af proportionalskattestraekket³⁷. Karl Hjortnaes var imidlertid staerkt imod bruttoprincippet. Han slog isaer pa de problemer, som dette princip ville give i flyttesituationer, men bade RV og SF tilbageviste kritikken. De argumenterede, at man blot skulle saelge sine pantebreve i det gamle hus og bruge belobei: til kob af det nye. Derved kunne man kobe det nye hus billigt -og problemet var lost³⁸. Til gengaeld angreb RV og SF nettoprincippet.Bl.a. var de imod, at en nettolosning favoriserede obligationsejerefremfor aktieejere³⁹.

Sidelobende med de politiske forhandlinger mellem SD, SF og RV fortsatte udvalgsarbejdet. Hovedproblemerne var stadig: sondringssporgsmalet og nettoprincippet over for bruttoprincippet. Hvad angik sondringsproblemet, diskuteredes isaer problematikken omkring laneprovenuets anvendelse. Med udgangspunkt i et laengere afsnit fra indkomstskatteudvalgets betaenkning nr. 805 af 22. april 1977 onskede skatteudvalget oplyst, om det var muligt at sondre mellem private og erhvervsmaessige renteudgifter pa grundlag af laneprovenuets anvendelse. Efter en grundig redegorelse fastslog Karl Hjortnaes, at det ikke blot var muligt, men at det heller ikke var forbundet med storre vanskeligheder. Det ville saledes vaere let for skatteyderne at dokumentere, at et lan var erhvervsmaessigt. Det gjaldt f.eks. den erhvervsdrivendes saedvanlige leverandorkreditter og lan optaget i forbindelse med opforelse af erhvervsbygninger. Omvendt ville der vaere mange tilfaelde, hvor det var ligesa oplagt, at lanet var privat, f.eks. afbetalingsgaeld for varige forbrugsgoder og lan i forbindelse med kob af ejerboliger⁴⁰.

Med hensyn til problemstillingen nettoprincip contra bruttoprincip onskede udvalget dels at vide, hvad det var fra Nationalbankens side, der ud over det pa bilag 58 (Det okonomiske Sekretariats notat af 12.12.79) oplyste havde overbevist ministeren om nodvendigheden af at vaelge nettolosningen,dels en redegorelse for fordele og ulemper ved hhv. en netto- og en bruttolosning. Karl Hjortnaes svarede pa det forste sporgsmal, at ud over de pa bilag 58 meddelte oplysninger forela der ikke argumenter fra Nationalbanken til sporgsmalet om omlaegning af fradragetfor private renteudgifter efter en brutto- eller nettolosning. De i bilag

---

37. Samtale med BB 6.4.82.

38. Samtale med BB 6.4.82 og KRM 6.5.82.

39. Samtale med BB 6.4.82 og KRM 6.5.82.

40. Spm. 123 af 21.12.79 og svar 10.1.80. (Udvalgsakter).

58 anforte argumenter var imidlertid efter regeringens opfattelse »sa vaegtige,at man har fundet det rigtigst at vaelge nettolosningen«. Det andet sporgsmal besvarede ministeren i forste orngang ved at uddele et notat af 30. januar 1980 fra skattedepartementet. Det var en detaljeret redegorelsefor fordele og ulemper ved de 2 principper, men i realiteten et klart forsvar for nettoprincippet og en staerk kritik af bruttoprincippet⁴¹.

Senere fulgte Karl Hjortnaes skattedepartementets notat op med sin egen redegorelse. I et notat af 7. februar 1980 til skatteudvalget advarede ministeren ligeledes staerkt imod bruttoprincippet⁴². For det forste gjorde han igen opmaerksom pa flytteproblemet (pkt. 6 i bil. 71), og for det andet pegede han atter pa, at en bruttolosning ville tilskynde skatteyderen til at realisere sine aktiver og nedbringe sin gaeld (pkt. 8 i bil. 71). Men denne gang understregede skatteministeren meget kraftigt de farer, som hele det okonomiske system blev udsat for. Han argumenterede: »Nar mange skattepligtige samtidig realiserer deres aktiver og nedbringer deres gaeld, kan der blive tale om ret uoverskuelige virkninger for rentedannelsen og kursfastsaettelsen«.

Bemaerkselsesvaerdigt er det, at selv om SF klart foretrak brutto, tilkendegav partiet ikke desto mindre under de politiske forhandlinger, at det vigtigste var at fa et forlig - og at man i givet fald var parat til at »sluge netto«⁴³. Bernhard Baunsgaard havde ellers betonet over for SF, at de ikke matte svigte brutto⁴⁴. Da de radikales tilslutning var nodvendig for at fa loven vedtaget, befandt partiet sig i en yderst staerk forhandlingsposition. Baunsgaard holdt da ogsa hardnakket fast pa bruttoprincippet.

Karl Hjortnaes stod imidlertid ligesa stejlt pa nettoprincippet. Hvorfor? Utvivlsomt pa grund af LO's meget staerke modstand mod brutto. Hjortnaes beretter, at han havde flere droftelser med folk fra LO, bl.a. med topokonomen Poul Nyrup Rasmussen, formanden for LO's skatteudvalg, Jorgen Freddy Hansen, samt Mogens Lykketoft⁴⁵.

Alligevel fremsatte Karl Hjortnaes nogle ret interessante udtalelser til Jyllands-Posten i slutningen af januar 1980. Han fastslog for det forste, at nar Nationalbanken »direkte advarer regeringen mod at anvende bruttoprincippet,sa vil nzeppe noget ansvarligt parti forsoge at fa det gennemfort«.Dette udsagn kan kun udlaegges som et forsog pa at presse SF

---

41. Spm. 126 og 128 af 23.1.80 og skattedepartementets notat 30.1.80. (Udvalgsakter).

42. Notatet (L 65-bi1.71) var ikke blandt udvalgsakterne, men indholdet fremgar dels al udvalgets spm. 129, 130, 132 og 134, dels af Jyllands-Posten 2.3.80.

43. Samtale med KRM 6.5.82.

44. Gert Petersen i Jyllands-Posten 1.3.80.

45. Samtale med KH 10.4. og 23.4.82 samt KH's skriftlige svar 21.4.82.

og RV. Pa den anden side udtalte skatteministeren ogsa: »Der er noget, der taler for og noget, der taler imod begge principper« - og fojede sa til, at det ikke var afgorende for forslaget, om det byggede pa det ene eller andet princip⁴⁶. Denne sidste udtalelse var maske en abning og kunne i hvert fald tyde pa evt. bevaegelighed hos Hjortnaes.

RV vidste efter SF's »indrommelse« under forhandlingerne, at det var af afgorende betydning at fa VS til at stotte kravet om brutto. Derfor henvendte Bernhard Baunsgaard sig nu ustandselig til VS'erne - og opfordrede dem incltraengende til at laegge pres pa regeringen ved at stille en bruttoordning som betingelse for at gamed til et forlig⁴⁷.

Regeringen rmvde nedsat et internt skatteudvalg, hvis formand var skatteminister Karl Hjortnaes, og som ellers bestod af finansminister Svend Jakobsen, okonomiminister Ivar Norgaard, arbejdsminister Svend Auken, socialminister Ritt Bjerregaard og indenrigsminister Henning Rasmussen⁴⁸. Den 19. februar 1980 holdt dette skatteudvalg mode. Af det interne referat fremgar det, at skatteministeren forst redegjorde for de forhandlinger, der var fort med de radikale og SF. Han oplyste, at droftelserne isaer havde drejet sig om den valgte sondringsmodel (sondring efter lanepirovenuets anvendelse), overgangsperiodens laengde, fradragsreglerne for renter af gammel erhvervsgaeld og renter af studiestotte samt om anvendelsen af nettosystemet. Kun det sidste diskussionspunkt: sporgsmalet om anvendelsen af et netto- eller bruttosystem gav »afgorende vanskeligheder«. I den forbindelse gjorde skatteministeren gaeldende, at hvis man fraveg nettoprincippet, var det sandsynligt, at der kunne afgives betaenkning om lovforslaget i lobet af kort tid. Samtidig fremhaevede han, at isaer hensynet til de virkninger, som en bruttolosning matte forventes at ville fa for kapitalmarkedet, talte staerkt imod at opgive nettosystemet. Desuden ville en bruttolosning give alvorlige problemer i flyttesituationerne. Karl Hjortnaes gjorde dog ogsa opmaerksom pa, at nettolosningen havde den skaevhed, at for den skatteyder, som har renteudgifter, ville en renteindtaegt blive beskattet lempeligere end anden form for indtaegt.

Finansminister Svend Jakobsen mente, at det kunne blive vanskeligt at
opna den fornodne politiske stotte til en opgivelse af nettolosningen.
Man burde derfor nok forelobig »fastholde nettolosningen«. Finansministerenfandt

---

46. Jyllands-Posten 29.1.80.

47. Samtale med Preben Wilhjelm (PW) 6.5.82.

48. Samtale med KH 10.4.82.

sterenfandtdet imidlertid ganske afgorende at fa lovforslaget bragt igennemFolketinget
inden sommerferien.

Skatteministeren omtalte materialet fra Det okonomiske Sekretariat og Nationalbanken vedrorende de virkninger, som anvendelsen af et bruttoprincip ville fa for kapitalmarkedet. Han meddelte, at dette materiale ikke havde kunnet overbevise de andre partier - og isaer de radikale - om, at det var »uacceptabelt« at bygge pa en bruttolosning. Karl Hjortnaes bad finansministeren om at medvirke til at fa denne problemstilling naermere belyst, evt. hos pengeinstitutterne. Skatteministeren erklaerede sig enig i, at forhandlingerne skulle viderefores »pa basis af en nettolosning«.

Interessant er det, at regeringens skatteudvalg var indstillet pa at ga med til modregning for aktieudbytter. I referatet fra modet hed det nemlig: »Hvis nettolosningen accepteres af andre, bliver man forrnentlig nodsaget til at udvirke modregning til ogsa at omfatte aktieudbytte«⁴⁹. Allerede her skal det slas fast, at modets klare konklusion var, at nettolosningen skulle fastholdes.

Slutfasen

I den afgorende forhandlingsfase inviterede Karl Hjortnaes VS, som han
havde holdt lobende orienteret, til et mode i Skatteministeriet for at
hore, hvordan VS forholdt sig til netto- og bruttoprincippet.

VS' delegation, der bestod af skatteordforeren Mikael Waldorff og boligordforeren Preben Wilhjelm, tilkendegav straks, at VS meget staerkt stottede RV's krav om en bruttolosning, bl.a. pa grund af det storre provenu. Ifolge Preben Wilhjelm svarede Hjortnaes, at SD bestemt ikke havde noget imod en bruttoordning, men partiet havde ikke troet, at der var politiske muligheder for dette princip, da de fremsatte deres lovforslag i december 1979. VS'erne gjorde imidlertid opmaerksom pa de boligpolitiske virkninger af en bruttolosning. De papegede saledes for det forste, at der ville komme en masse indvendinger om, at nybyggeriet ville ga i sta, og for det andet, at der ville komme en masse indvendinger om flytteproblemet. Derfor opfordrede Wilhjelm skatteministeren til at tage en samtale med boligminister Erling Olsen. Videre foreslog VS en indeksfinansiering, der skulle modvirke en lammelse af nybyggeriet. Og endelig tilradede VS staerkt, at der blev gjort noget ved flytteproblemet.

---

49. Modereferat nr. 4, 19.2.80. (Weekendavisen 7.3.80).

Karl Hjortnaes, afviste imidlertid at folge VS' forslag. Hvorfor? Af to grunde efter Preben Wilhjelms opfattelse. Den ene var, at Karl Hjortnaes manglede »bolig-politisk indsigt og taeft«. Den anden var, at han ikke ville dele aeren for et forlig med boligministeren. VS understregede under samtalen, at man ikke onskede at blive betragtet som egentlig parthaver i forliget. Man ville gerne stemme for forliget, men det var kun en »stemmeaftale«, hvilket i ovrigt var en nyskabelse, som VS havde introduceret pa Christiansborg. VS havde f.eks. ogsa benyttet sig af en »stemmeaftale« i forbindelse med stoppet for ejerlejligheder⁵⁰.

Den 21. februar 1980 blandede Nationalbanken sig atter direkte i renteforhandlingerne, idet banken sendte en kraftig advarsel mod bruttoprincippet til skatte- og afgiftsudvalget⁵¹. I sin analyse af bruttoprincippets sandsynlige virkninger pa lidt laengere sigt understregede Nationalbanken, at de skattemaessige fordele, som bruttosystemet formodes at bringe det offentlige sammenlignet med nettosystemet, efter al sandsynlighed stort set ville udeblive, idet skatteborgerne matte forventes at ville udligne finansielle bruttoaktiver og -passiver. Bruttometoden med den asymmetriske behandling af renteindtaegter og -udgifter ville fore til rent skattemaessigt motiverede og uhensigtsmaessige finansielle omlaegninger, som efter Nationalbankens opfattelse forringer kapitalmarkedets effektivitet og borgernes dispositionsfrihed. Konsekvenserne ville isaer blive folelige i forbindelse med omsaetningen af fast ejendom, men ogsa den private besiddelse af vaerdipapirer samt bank- og sparekasseindskud ville blive berort. Nationalbanken konkluderede, at de forventede finansielle dispositioner ville medfore »betydelige gener for den almindelige pengepolitik«.

Hvorfor foretog Nationalbanken det usaedvanlige skridt at intervenere i den politiske beslutningsproces⁵², og hvorfor kastede banken sit lod i vaegtskalen til fordel for nettoprincippet? Det kan naturligvis taenkes, at finansministeren direkte har opfordret Nationalbanken hertil (jfr. modet i regeringsudvalget 19.2.80), men det vides ikke. Nar Nationalbanken advarede sa staerkt mod brutto og dermed indirekte udtalte sig til fordel for netto, er forklaringen utvivlsomt, at Nationalbanken virkelig frygtede,at konsekvenserne af bruttoprincippet ville betyde, at bankens egne

---

50. Samtale med PW 6.5.82.

51. Pga. 50-arsreglen har jeg ikke anvendt notatet (L 65-bi1.70), men indholdet fremgar af Nationalbankens besvarelser af udvalgets spm. 156 og 157. (Udvalgsakter). Se ogsa Politiken 1.3.80 og Jyllands-Posten 29.2.80.

52. PW, der var staerkt utilfreds med Nationalbankens »uanstaendige« indblanding, rejste sagen pa bankens naeste repraesentantskabsmode. (Samtale med PW 6.5.82).

muligheder for at fore effektiv pengepolitik ville blive ikke blot vanskeliggjort,men alvorligt svaekket. Derimod var Nationalbanken helt tryg ved en nettoordning, der efter bankens vurdering kun ville fa »begraensedevirkninger pa kapitalmarkedet«⁵³.

Dansk Sparekasseforening indkaldte i slutfasen RV til et mode, hvor foreningen redegjorde for sit syn pa renteomlaegningen. Sparekasseforeningen havde tidligere ytret interesse for en fradragsomlaegning og papeget, at det var nodvendigt at gennemfore den. Men ved modet med de radikale gjorde foreningen nu meget ud af at forklare, at bruttolosningen var »helt hul i hovedet«⁵⁴. Hvorfor indkaldte Dansk Sparekasseforening pludselig RV til et mode, og hvorfor lagde foreningen pres pa partiet? Var det mon sket pa finansminister Svend Jakobsens initiativ (jfr. modet i regeringsudvalget 19.2.80), eller evt. pa Nationalbankens? Under alle omstaendigheder var Sparekasseforeningen alvorlig bange for konsekvenserne af brutto. Den fremtraedende okonom i Sparekasseforeningen, sparekassedirektor Lars Eskesen, advarede saledes offentligt mod en bruttoordning i »kommentaren« i Politiken den 23. februar 1980. Han skonnede, at den forventede realisation af pengevaerdier (obligationer, pantebreve og indlan) ville fore til en nedgang i de samlede pengefordringer pa ikke mindre end 40-50 mia. kr.⁵⁵.

Delvis foranlediget af pengeinstitutternes kraftige advarsler mod bruttoprincippetbegyndte en intern debat bade i den radikale folketingsgruppeog i partiet som helhed om de 2 principper. Uenigheden i folketingsgruppenvar stor⁵⁶. Bernhard Baunsgaard forsvarede brutto, men nogle mente, at det skulle vaere et nettoprincip. Bl.a. var der en, der hele tiden plaederede for dette princip⁵⁷. Tage Draebye, RV's boligpolitiske ordforer,var ifolge Niels Helveg Petersen betaenkelig ved brutto, og Niels Helveg oplyser, at han selv hverken var for brutto eller netto, idet begge principper teknisk og sagligt var behaeftede med store svagheder⁵⁸. Men som naevnt var det i hele partiet, at man begyndte at drofte brutto contra netto. Baunsgaard fortaeller, at Lauge Dahlgaard, fhv. arbejdsminister i VKR-regeringen, skrev et brev til ham, hvori han meddelte, at han var total uenig med Baunsgaard i sporgsmalet om brutto og netto⁵⁹. Tidligere

---

53. Nationalbankens vurdering af netto er gengivet i svar 6.5.80 pa spm. 176 af 26.3.80. (Udvalgsakter).

54. Samtale med Niels Helveg Petersen (NHP) 26.4.82.

55. Politiken 23.2.80.

56. Samtale med Harald Westergard Andersen (HWA) 22.6.82.

57. Samtale med BB 6.4.82.

58. Samtale med NHP 26.4.82.

59. Samtale med BB 6.4.82.

medlem af folketingsgruppen, Grethe Philip, var ligeledes meget betaenkeligved bruttoprincippet⁶⁰. Og nogle af de folk, der havde arbejdet med skattetanker og reformer, begyndte ogsa at udtrykke betydelig tvivl, om RV nu ogsa havde fundet den rigtige losning⁶¹.

I renteforhandllingerne spillede RV pludselig ud med et sakaldt modificeret nettorenteforslag (eller bruttorenteforslag). Forslaget, som Baunsgaard havde overtalt gruppen til at acceptere, gik ud pa, at der alene skulle foretages modregninger for renter af bank- og sparekasseindestaender samt udbytter af aktier⁶². RV ville altsa dels skane smasparerne, hvilket var traditionel radikal politik, dels opmuntre den aktive investerin g⁶³. Derimod skulle der efter det radikale forslag ikke vaere modregningsret for renter pa pantebreve eller obligationer. Bernhard Baunsgaard var naermest allergisk over for pantebreve, som han betegner som »forbistrede« og »forrykte«⁶⁴.

Hvilke motiver havde RV til at fremsaette dette forslag? Formentlig flere. For det forste er det sandsynligt, at RV fremsatte det som et kompromisforslag, altsa simpelt hen for at fa et forlig. Isaer var vel Baunsgaard, der havde investeret mange kraefter, energi og tid i sagen, staerkt interesseret i et forlig. For det andet kan det taenkes, at RV efterhanden var kommet til den erkendelse, isaer efter pengeinstitutternes advarsler, at det modificerede nettorenteforslag var et teknisk og sagligt bedre forslag end bruttoforslaget. Og endelig for det tredie var det maske et taktisk forslag dels for at taekkes den begyndende modstand i partiet mod bruttoprincippet, dels for at have et politisk alibi, hvis der senere blev problemer rned brutto.

Hvordan blev forslaget sa modtaget af de andre partier? VS udviste som det eneste parti en vis interesse. Ifolge Baunsgaards fremstilling ville VS'erne gerne gamed til modregningsret for indestaender isaer i sparekasser, men ogsa i banker. Derimod afviste partiet kategorisk enhver modregningsret for aktieudbytter⁶⁵. Til Baunsgaards store overraskelse forkastede bade SD og SF totalt det radikale forslag, som SF betragtede som en »lojerlig fisk«, der ikke kunne bruges til noget⁶⁶. Formentlig var de bl.a. imod favoriseringen af aktieudbytter og bankrenter⁶⁷.

---

60. Samtale med NHP 26.4.82.

61. Samtale med NHP 26.4.82.

62. BB's brev 27.2.80 til KH. (Hjortnas' arkiv).

63. Samtale med BB 6.4.82.

64. Samtale med BB 6.4.82.

65. Samtale med BB 6.4.82.

66. Samtale med KRM 6.5.82.

67. Information 29.2.82.

Tirsdag 26. februar 1980

Efter samtalen med VS i Skatteministeriet har Karl Hjortnaes sandsynligvis besluttet at skifte fra netto til brutto. De radikales stemmer var nodvendige - og derfor var Hjortnaes nodt til at imodekomme dem, hvis han ville have et forlig. Og det onskede Hjortnaes utvivlsomt meget staerkt. Personlig har han tilsyneladende heller ikke haft svaert ved at skifte til bruttoprincippet. Bade Hjortnaes og Baunsgaard oplyser saledes samstemmende, at han foretrak dette princip⁶⁸. Ifolge Karl Hjortnaes fik han forst tilslutning til brutto i den socialdemokratiske folketingsgruppes skatteudvalg⁶⁹. Dette udvalg var sammensat af Bernhard Tastesen, Borge Bakholt, Mogens Camre, Thomas Have, Hans Erenbjerg, Erwin Jensen, Ole Stavad og Egon Jensen⁷⁰. Dog forekommer det ikke saerlig sandsynligt, at Mogens Camre skulle have givet sin tilslutning. Camre var nemlig meget staerk modstander af bruttoprincippet, som han ofte havde talt kraftigt imod⁷¹.

Sidst pa dagen, tirsdag den 26. februar 1980, holdt den socialdemokratiske folketingsgruppe mode om renteforhandlingerne. Modet var yderst slet besogt, idet under halvdelen af gruppen var til stede⁷². Statsminister Anker Jorgensen, boligminister Erling Olsen og Mogens Camre deltog f.eks. ikke⁷³. Den ringe modedeltagelse skyldtes formentlig begravelsen af fhv. kulturminister Niels Matthiasen om eftermiddagen⁷⁴. I gruppeformand Knud Heinesens fravaer overtog Henning Jensen ledelsen af modet⁷⁵. Af det interne referat fra modet fremgar det, at Borge Bakholt forst redegjorde for renteforhandlingerne. Han gjorde opmaerksom pa, at det ville vaere svaert at fa et forlig uden en bruttolosning. Bakholt omtalte RV's modificerede nettolosning, som flere medlemmer tog klar afstand fra. Skatteminister Karl Hjortnaes redegjorde derpa for fordele og ulemper ved bruttoprincippet. Han fremkom med den virkelig bemaerkelsesvaerdige oplysning, at formanden for LO's skatteudvalg, Jorgen Freddy Hansen, ville acceptere en bruttolosning. Bernhard Tastesen sagde, at brutto var rigtigst set fra et socialdemokratisk synspunkt.

---

68. Samtale med KH 10.4.82 og BB 6.4.82.

69. Samtale med KH 10.4.82.

70. KH's skriftlige svar 21.4.82 pa tillaegsspm.

71. Samtale med KH 10.4.82 og Erling Olsen (EO) 29.4.82.

72. Kilderne er uenige om antallet. F.eks. n;evner Weekendavisen 7.3.80 en snes, Jyl lands-Posten 29.2.80 anfdrer 28, mens EO siger 26. (Samtale med EO 29.4.82).

73. Samtale med EO 29.4.82 og KH 25.4.82.

74. Samtale med KRM 6.5.82.

75. Henning Jensen onskede desvaerre ikke at medvirke i undersogelsen.

Bjorn Westh havde et interessant indlaeg, idet han foreslog, at man ventede med at slutte forlig med SF, RV og VS - og i stedet sogte et andet forligsmonster. Imidlertid gik finansrninister Svend Jakobsen staerkt imod den ide. Han gjorde gaeldende, at SD havde gennemfort »decemberlosningen« med netop disse partier. Personlig var han tilhaenger af bruttoprincippet⁷⁶. Thomas Have fra gruppens skatteudvalg udtalte sig til Hjortna^s' forbavselse negativt om bruttoprincippet⁷⁷. Konklusionen blev imidlertid, at Karl Hjortnaes fik et mandat til »at slutte forlig primaert pa lovforslagets forudsaetninger, men med mulighed for at sluge brutto«⁷⁸.

Det socialdemokratiske gruppemode har vaeret rneget omdiskuteret. For det forste er det blevet haevdet, at der ikke var udsendt dagsorden. For det andet er det blevet pastaet, at Karl Hjortnaes i strid med sandheden havde oplyst:, at Jorgen Freddy Hansen, formanden for LO's skatteudvalg, havde sagt god for brutto⁷⁹. Og endelig for det tredie er det blevet haevdet, at der ikke blev draget nogen konklusion pa modet⁸⁽⁾.

For at tage den sidste pastand forst, sa kan det dokumentarisk slas fast, at gruppen drog en konklusion. Karl Hjortnaes fik et mandat til at af slutte forhandlingerne. Med hensyn til om skatteministeren har misinformeret gruppen angaende Jorgen Freddy Hansens holdning skal det forst konstateres, at det dokumentarisk star fast, at Karl Hjortnaes forsikrede gruppen om, at Jorgen Freddy Hansen ville acceptere en bruttolosning. Sporgsmalet er derefter, om deter rigtigt, at Freddy Hansen har givet dette tilsagn til Hjortnaes.

For det forste kan det anfores, at Weekendavisen den 7. marts 1980 citerede Jorgen Freddy Hansen for at have sagt til LO's formand Thomas Nielsen og naestformand Knud Kristensen, at han aldrig mere onsker at repraesentere LO i forhandlingerne med Hjortnaes, og at han folte sig misbrugt i en god sags tjeneste. For det andet har Freddy Hansen i et brev til forfatteren meget staerkt afvist, at han (eller LO) skulle have accepteret en bruttolosning⁸¹. Saledes er problemet, at Karl Hjortnaes pa gruppemodet oplyste, at Jorgen Freddy Hansen havde sagt god for en bruttolosning, mens Freddy Hansen selv pure benaegter det. Hvem taler

---

76. Modeprotokol 26.2.80.

77. Samtale med KH 3.5.82.

78. Modeprotokol 26.2.80.

79. Weekendavisen 7.3.80.

80. Weekendavisen 7.3.80.

81. Jorgen Freddy Hansen brev 24.11.82 til forf.

sandt/falsk? Hjortnaes eller Freddy Hansen? Sporgsmalet er umuligt at
afgore, idet pastand star mod pastand.

Hvad angar sporgsmalet om udsendelsen af en dagsorden, ma det bemaerkes, at gruppemodet var en fortsaettelse af et middagsmode, hvor man ikke var blevet faerdig. Rentesporgsmalet havde tilsyneladende ikke vaeret pa dagsordenen for dette middagsmode - og det var ikke blevet oplyst, at der skulle tages stilling til renteforhandlingerne pa aftenmode t⁸². Derfor er der nogle omstaendigheder, der kunne tyde pa, at Karl Hjortnaes maske »kuppede« sit mandat igennem pa det socialdemokratiske

Forhandlerne fra SD, SF og RV havde aftalt, at de skulle modes pa Karl Hjortnaes' kontor i Skatteministeriet tirsdag aften den 26. februar for at slutte den endelige aftale. I den anledning havde Hjortnaes disket op med fin middag: franske boffer, rodvin, kaffe og cognac. VS, der havde lovet skatteministeren at stemme for aftalen, var her med for forste gang sammen med de andre partier.

De radikale lod imidlertid vente pa sig. Forst et par timer senere end de andre dukkede Bernhard Baunsgaard op - og meddelte til alles store overraskelse, at han ikke havde mandat til at indga forlig⁸³. Ifolge Preben Wilhjelms version afsvor Baunsgaard ikke bruttolosningen, men han var »ulden« og sagde, at han i hvert fald ikke kunne binde sig endnu. RV var tilsyneladende ved at fa kolde fodder, og Baunsgaard gjorde gaeldende, at aftalen kraevede et stort informationsarbejde. VS foreslog atter, at man skulle forsoge at imodega de forventede boligpolitiske indvendinger dels ved et forslag om indeksfinansiering, dels ved at tage hojde for flytteproblemet⁸⁴. Pa »forligsmodet« berorte man tilsyneladende ogsa RV's modificerede nettorenteforslag⁸⁵, men med den socialdemokratiske folketingsgruppes klare afvisning af forslaget havde det ingen chancer.

Onsdag 27. februar 1980

Naeste dag, onsdag den 27. februar, opnaede Bernhard Baunsgaard imidlertidmandat
til at slutte forlig. Han havde pa den radikale folketingsgruppesmode
oplyst, at Karl Hjortnaes pludselig var gaet ind for bruttoordningen,og

---

82. Samtale med EO 29.4.82.

83. Samtale med KRM og PW 6.5.82.

84. Samtale med PW 6.5.82.

85. Det hed nemlig i BB's brev 27.2.80: »Da denne losning ( det modificerede nettoforslag) ikke / aftes (min fremhaevelse) kunnc vinde tilslutning ...«

ordningen,ogBaunsgaard havde bemaerket, at det kunne de radikale
ikke sa godt afvise. Der ville ogsa blive »ballade med VS«86. Derfor gav
gruppen »med betaenkelighed« mandat til at slutte forlig pa brutto87.

Da Karl Hjortnaes havde fornemmet, at nogle i RV begyndte »at ryste pa handen« havde han opfordret Baunsgaard til at give en skriftlig tilslutning til forliget⁸⁸. let brev til skatteministeren af 27. februar 1980, der var underskrevet af Bernhard Baunsgaard, hed det: »Jeg ma herved meddele, at den radikale folketingsgruppe nu har truffet sin beslutning. Der var fortsat i gruppen sympati for en nettolosning, hvori indgik alene renter af bank- og sparekasseindestaende samt udbytte af aktier. Da denne losning jo ikke i aftes kunne vinde tilslutning i tinget foretraekker gruppen bruttolosningen «⁸⁹.

Bernhard Baunsgaard giver imidlertid en anden forklaring pa baggrunden for brevet. Han siger, at han skrev brevet, for at det bagefter skulle vaere helt klart, at hvis der blev problemer med bruttoordningen, sa var det ikke de radikales skyld⁹⁰.

VS kraevede et udtrykkeligt tilsagn fra skatteministeren om, at omlaegningen ikke matte forhindre en egentlig losning af rentefradragsproblemet. Dette tilsagn fik VS via Karl Hjortnaes' svar pa et udvalgssporgsma l⁹¹.

Onsdag eftermiddag kunne forliget sa endelig indgas. Det bestod af Karl Hjortnaes' amdringsforslag, der indeholdt en bruttolosning for omlaegning af fradraget for private renteudgifter, samt et naesten faerdigformuleret udkast til betaenkning om loven om renteomlaegningen⁹². Bernhard Baunsgaard oplyser i ovrigt, at da forliget lige var indgaet, blev skatteministeren ringet op af industriminister Erling Jensen. Da denne erfarede, at det blev et bruttoforlig, svarede han efter Hjortnaes' udtalelser til de tilstedevaerende: »Det var fandens!«⁹³.

Naeppe var forliget indgaet, for skatteudvalget naermest bombarderede Karl Hjortnaes med sporgsmal om, hvorfor han havde valgt brutto, som han tidligere havde kritiseret sa staerkt. Allerede samme dag anmodede udvalget saledes om en kommentar til hans tidligere bemaerkninger i

---

86. Samtale med BB 6.4.82

87. BB's redegorelse 29.2.80 til HB (HB-arkivet) samt samtale med BB 6.4.82 og NHP 26.4.82.

88. Samtale med KH 10.4.82.

89. BB's brev 27.2.80 til KH. (Hjortnaes¹ arkiv).

90. Samtale med BB 6.4.82.

91. Samtale med PW 6.5.82.

92. Samtale med KRM 6.5.82 samt KH 10.4. og 3.5.82.

93. Samtale med BB 6.4.82.

notatet af 7. februar 1980 om faren ved realisation af aktiver (pkt. 8 i bil. 71). Skatteministeren svarede prompte, at da omlaegningen efter aendringsforslagetskulle ske over en 10-arig periode, matte det antages, at den umiddelbare virkning ville vaere tilsvarende »begraenset«. Hertil kom, at ogsa andre forhold end de skattemaessige havde betydning for omfanget af den likvide reserve, de skattepligtige matte onske at opretholde.F.eks. onsket om at kunne imodega uforudsete udgifter⁹⁴. Adspurgtom bruttoprincippets indflydelse pa pantebrevsmarkedet, fremhaevedeskatteministeren nu: »at tilskyndelsen til at realisere pantebreve og anvende provenuet vil blive begraenset af udsigten til et kurstab og af, at overgangsperioden forlaenges fra 6 til 10 ar«⁹⁵.

Det okonomiske Sekretariat kom ogsa Karl Hjortnaes til undsaetning, idet sekretariatet modificerede sin tidligere negative vurdering af bruttoprincippets skadelige indflydelse pa penge- og kapitalmarkedet. Saledes understregede Det okonomiske Sekretariat nu, at en overgangsperiode pa 10 ar ville indebaere, at forskellen i marginalbeskatning for renteindtaegter og -udgifter forst mere gradvist ville give en okonomisk tilskyndelse til at afhaende finansielle aktiver og anvende provenuet til at reducere passiver. Videre gjorde sekretariatet opmaerksom pa, at transaktionsomkostninger i forbindelse med en sadan omlaegning kunne vaere ganske store - f.eks. stempelafgifter og gebyrer til vekselerer eller pengeinstitutter - malt i forhold til »skattegevinsten« de forste ar. Disse forhold ville ifolge Det okonomiske Sekretariat mindske vanskelighedeme pa penge- og kapitalmarkedet og lette styringsproblemerne i overgangsperiode n⁹⁶.

Karl Hjortnaes udtalte endog til pressen, at Nationalbanken slet ikke
havde advaret mod brutto97.

For den socialdemokratiske gruppe havde givet sin endelige tilslutning til forliget, foretog formanden for skatteudvalget, Bernhard Tastesen, det ualmindelige skridt, at han (efter aftale med Hjortnaes?) gik til radioen og annoncerede, at nu var der sluttet et renteforlig⁹⁸.

Boligminister Erling Olsen, der var til nordisk boligministermode pa Hotel Marselis i Arhus, fortaeller, at han forst fik kendskab til forliget, da det blev meddelt af Bernhard Tastesen i radioen. Han blev meget forbavset,idet han overhovedet ikke havde nogen fornemmelse af, at et renteforligvar

---

94. Spm. 129 og 130 af 27.2.80 og svar samme dag. (Udvalgsakter).

95. Spm. 133 af 27.2.80 og svar samme dag. (Udvalgsakter).

96. Spm. 144 af 28.2.80 og svar 29.2.80. (Udvalgsakter).

97. Information 29.2.80.

98. Avisarbogen 1980 samt samtale med BB 6.4.82 og EO 29.4.82.

forligvarunder opsejling. Erling Olsen oplyser saledes, at han havde vaeret til gruppemode midt pa dagen tirsdag den 26. februar 1980, og der havde han forstaet, at man nok ville holde et gruppemode sidst pa dagen, da man ikke havde naet det hele. Men der var ifolge Erling Olsen intet blevet naevnt om, at gruppen skulle tage stilling til renteforhandlingerne. Sa boligministeren var draget afsted til Arhus i fuld uvidenhed om, hvad der var undervejs. Videre beretter Erling Olsen, at han blev ringet op af nogle mennesker fra gruppen, som han havde god forbindelse til, og som var »staerkt utilfredse med maden«, hvorpa forliget var blevet til". Hvem disse utilfredse mennesker var, og hvad det helt konkret var, de var utilfredse med, ville Erling Olsen imidlertid ikke fortaelle. Men det fremgaraf Hans J. Poulsens artikel i Weekendavisen fra 7. marts 1980, at Mogens Camre i hvert fald var en af de utilfredse^1(X).

Erling Olsen oplyser ligeledes, at han derpa talte med mennesker, der stod LO naer, og meddelte dem, at »nu gik han i krig!«¹⁰¹. Navnene pa disse personer ville Erling Olsen heller ikke fortaelle, men man har vel lov at gaette pa f.eks. Mogens Lykketoft. Inden telefonsamtalerne havde Erling Olsen i ovrigt advaret sin kone, at han risikerede at miste sin stilling¹⁰².

Da en journalist fra radioen om aftenen opsogte Erling Olsen pa Hotel Marselis, gav boligministeren udtryk for sin store forbavselse over, at noget sadant kunne ske, uden at han vidste det. Han naegtede faktisk at tro pa det - og gik i hvert fald ud fra, at der i givet fald var en flytteregel, saledes at man kunne modregne i sine renteudgifter sine renteindtaegter fra pantebreve i huse, man selv havde boet ilO3.i¹⁰³.

Var boligminister Erling Olsens offentlige undsigelse af forliget en spontan handling, eller var det en veltilrettelagt aktion, hvor flere personer var taget i ed? Alt taler for det sidste. Erling Olsen oplyser jo selv, at han dels blev ringet op af nogle »utilfredse« fra gruppen, dels at han var i kontakt med mennesker, der stod LO naer¹⁰⁴.

---

99. Samtale med EO 18.4. og 29.4.82.

100. At oplysningen er korrekt, bekraefter EO med udtalelsen om, »at alt det, der star i den artikel, er rigtigt«. (Samtale med EO 29.4.82).

101. Samtale med EO 29.4.82.

102. Samtale med EO' 18.4.82.

103. Avisarbogen samt samtale med EO 18.4. og 29.4.82

104. Jfr. i eJvrigt HWA's pastand om, at EO handlede »i forstaelse med LO«. (Dansk Politik i gar og i dag, 1982, p. 294).

Torsdag 28. februar 1980

Naeste dag, torsdag den 28. februar 1980, blev meget dramatisk. Da Erling Olsen blev ringet op af morgenradioavisen, gentog han sin kritik af forliget fra om aftenen. Denne gang dog i langt skarpere og dristigere vendinger. Han sagde bl.a.: »Arh, nu ma man forst lade mig komme hjem og hore, hvad der er passeret. Men jeg er temmelig sikker pa, at hvis man havde skiftet fra det rene nettoprincip, som vi har spillet ud, til det rene bruttoprincip, sa havde man snakket med boligministeren ... Jeg savner fantasi til at forestille mig, at Det radikale Venstre vil vaere med til at indfore stavnsbandet igen. Det fik vi afskaffet i 1788 ... Jeg sidder herovre til boligministermode i Arhus, og laver man noget pa boligomradet, sa sporger man selvfolgelig boligministeren, og det har man ikke gjort ...«¹⁰⁵.

Umiddelbart efter at Erling Olsens udtalelser var gaet i aeteren kl. 7, opstod der hektisk politisk aktivitet. Bernhard Baunsgaard ringede ojeblikkelig til gruppen og sagde, at statsministeren matte gribe ind, da man ikke kunne have en minister, der gik imod¹⁰⁶.

Statsminister Anker Jorgensen ringede til Erling Olsen og bad ham komme hjem¹⁰⁷. Pa et kort morgenmode i den socialdemokratiske folketingsgruppes bestyrelse beklagede statsministeren boljgministerens udtalelser. Han onskede at fa fuld klarhed om mandatet. Henning Jensen, der var fungerende formand for gruppen, svarede, at der var ingen tvivl om det mandat, der var givet fra gruppens side¹⁰⁸.

Kl. 10 startede modet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Borge Bakholt bad om gruppens tilslutning til afgivelse af betaenkning om loven om renteomlaegning. Han oplyste, at SF og RV havde onsket en bruttolosning, og at SD havde besluttet at acceptere denne for at fa loven igennem. Indtil nu havde de radikale ikke sagt fra. Chr. Kelm-Hansen sagde, at han ved modet tirsdag aften havde givet udtryk for en vis forbavselse over, at et sadant sporgsmal skulle klares pa den made det blev. Forbavselsen var ikke blevet mindre, da han samme dags morgen havde hort boligministerens udtalelser i radioen - udtalelser, der tydede pa, at der ledelsesmaessigt var noget, der ikke fungerede i ojeblikket. Det matte vaere rimeligt, at regeringen havde droftet sporgsmalet om renteomlaegningensa

---

105. Weekendavisen 7.3.80.

106. Samtale med BB 6.4.82.

107. Samtale med EO 29.4.82.

108. Modeprotokol 28.2.80.

omlaegningensameget, at man udtalte sig enigt om dette udadtil.

Statsminister Anker Jorgensen sagde forst, at det vanned stor ulyst, han tog ordet. Selve sagen havde vaeret endevendt og droftet mange gange, og det matte slas fast, at det var et led i »decemberlosningen«. Det havde hele tiden vaeret kendt, at der var plusser og minusser ved bruttoog nettoprincippet, men SD havde foretrukket nettolosningen. De politiske muligheder var imidlertid anderledes. Sporgsmalet havde vaeret behandlet i regeringens skatteudvalg. Der var vejet for og imod. Og man var indstillet pa, at hvis man ikke kunne komme igennem med nettoprincippet, sa matte man vaelge bruttoprincippet. Sagen havde, fortsatte Anker Jorgensen, tillige vaeret for i gruppens skatteudvalg, og der var dette ogsa accepteret, og derfor havde statsministeren vaeret ligesa overrasket som andre over boligministerens udtalelser i radioen samme dags morgen. Anker Jorgensen var ked af, at boligministeren havde udtalt sig som han havde, ikke mindst fordi han hele tiden palagde gruppen at Sorge for, at debatten foregik i gruppen, og at man udadtil optradte i faellesskab. Disse udtalelser understregede statsministeren meget staerkt. Anker Jorgensen mente, at det var rigtigt, det der var gjort, og som der var givet tilslutning til i gruppen forleden aften. Der havde ikke vaeret tale om hastvaerk, og statsministeren fandt det nodvendigt, at sagen fik en afgorelse.

Bernhard Tastesen gjorde derpa rede for, hvordan hele forhandlingsforlobet havde vaeret. Pa gruppemodet den 26. februar havde gruppens skatte- og af gifts udvalg faet mandat til at afslutte forhandlingerne. Det var efter Tastesens opfattelse en samfundsnodvendighed, at denne lov kom igennem. Henning Jensen gjorde gaeldende, at det var vigtigt, at denne sag blev afsluttet, inden man forlod modet.

Mogens Camre ville ikke sige, at der ikke var truffet den beslutning, som Tastesen havde naevnt med hensyn til at forlade nettoprincippet - men han havde via et referat fra Thomas Have ikke forstaet, at det var sa vidtgaende en aendring, der var tale om. Der ville nemlig opsta et problem, nar folk solgte deres huse og kobte et andet. Det gjaldt derfor om at finde en saerordning for de mennesker, der kom i en flyttesituation. Mogens Camre oplyste, at han havde forstaet pa Mogens Lykketoft, at LO havde vaeret imod, at man gik over til bruttoprincippet, og at man fortsat var staerkt imod det. Han mente i ovrigt ikke, at det kunne vaere rigtigt, at RV kunne tvinge SD ud i denne situation.

Statsminister Anker Jorgensen ville gerne vide, om gruppen havde
besluttet sig eller ej. Regeringen havde besluttet sig. Henning Jensen
understregede, at beslutningen var truffet i gruppen »pa fuld legal og fuld

demokratisk made«. Knud Damgaard bemaerkede hertil, at omend han fandt, at der var en »vis usikkerhedsmargin omkring beslutningen«, sa var han enig i, at lobet matte vaere kort ud fra en ren politisk vurdering. SD kunne ikke sige, at gruppen var uenig i beslutningen. Henning Jensen oplyste, at RV havde vist lidt usikkerhed, men denne usikkerhed gik kun pa, om man ville medvirke til betaenkningsafgivelse i indevaerende uge. Usikkerheden gik ikke pa essensen i forslaget. Magnus Demsitz fremhaevede,at det var et af de vigtigste principper i »decemberlosningen«, og han opfordrede til, at SD stod fast. Soren B. Jorgensen onskede skatteogafgiftsudvalget til lykke!

Skatteminister Karl Hjortnaes oplyste, at formanden for LO's skatteudvalg, Jorgen Freddy Hansen, »lagde vaegt pa, at forslaget kom igennem«. Interessant er det, at Aage Andersen - der var medlem af LO's forretningsudvalg - gav »fuld tilslutning« til den beslutning, der var truffet. Han spurgte, om boligministeren havde vaeret hort, og om han havde givet sin tilslutning. Finansminister Svend Jakobsen svarede Aage Andersen, at den aendring, der var foretaget, efter hans bedste vurdering var pa et niveau, hvor det ikke var saedvanligt, at forslaget kom til den samlede regering. Sagen var behandlet i regeringens skatteudvalg, hvoraf boligminister Erling Olsen ikke var medlem, men referaterne af moderne blev sendt til samtlige ministre. Referatet fra det sidst afholdte mode sagde, at hvis man kunne fa netto, skulle man have det. Men afgorende var det at komme igennem med forslaget, om det sa blev efter bruttoprincippet. Hvis boligministeren havde vaeret sa bekymret, som det var fremgaet af hans udtalelser i radioen samme dags morgen, burde det have affodt en reaktion fra boligministeren efter modtagelsen af referatet. Henning Jensen konkluderede, at der var enstemmig tilslutning til skatteministerens aendringsforslag til lovforslaget om renteomlasgningen samt til afgivelse af betaenkning. Modet sluttede kl. II¹⁰⁹.

Efter gruppemodet sagde statsministeren til den ventende presse: »Det er regeringens beslutning, at vi skal tilslutte os forliget«, og han tilfojede: »Deter ganske utilstedeligt, at man tager af stand fra et forlig, regeringen har indgaet«¹¹⁰. Anker Jorgensen meddelte videre, at skatteminister Karl Hjortnaes noje havde informeret ham og finansminister Svend Jakobsen, inden kompromiset blev indgaet¹¹¹. Statsministeren erklaerede endelig, at Erling Olsen ogsa var informeret om aendringen fra netto til brutto, idet

---

109. Modeprotokol 28.2.80.

110. Information 29.2.80 og Jyllands-Posten 2.3.80.

111. Aktuelt 29.2.80.

boligministeren havde faet tilsendt referatet fra regeringens skatteudvalg,hvoraf
det fremgik, at regeringen var parat til at opgive nettohdsningentil
fordel for bruttoprincippet112.

Som tidligere papeget fremgar det imidlertid utvetydigt af modereferatet fra 19. februar 1980, at regeringen ville »fastholde nettolosningen«. Derfor har Erling Olsen heller ikke vaeret orienteret om aendringen fra netto til brutto.

Efter forligets indgaelse opstod et veritabelt opror i RV. En hel raekke radikale folketingskandidater - ca. 10-15 - skrev saledes til partikontoret pa Christiansborg og truede med udmeldelse, hvis forliget blev realisere t¹¹³. Desuden var der nogle radikale, der sogte at rejse en protestbevaegelse mod forliget. Ifolge Baunsgaard var det isaer folk med tilknytning til ejendomshandel, der ligesom Erling Olsen sa faren for boligbyggeriet. Bl.a. var det entreprenor Arne Viero og Nederborg¹¹⁴. Og endelig henvendte nogle af de kyndigste og indsigtsfulde sig til partiledelsen og fraradede forliget. »Det dtir simpelt hen ikke!«, sagde de¹¹⁵.

Midt pa dagen holdt den radikale folketingsgruppe sit forste mode om sagen. Stemningen var ifolge Niels Helveg lammet, da de radikale gruppemedlemmer var meget betaenkelige ved situationen. Men gruppen besluttede trods Erling Olsens udtalelser at holde fast ved forliget. RV kunne jo habe pa, at Erling Olsen enten blev fyret eller fuldstaendig desavoueret¹¹⁶.

I lobet af torsdagen modtog skatteudvalget flere protester mod forliget. Dansk Toldtjenestemands Forbund haevdede, at bruttolosningen ville virke som en »saerskat pa flytning«, og forbundet henviste i den forbindelse til, at tjenestemsend havde übetinget pligt til at tale uansogte forflyttelse r¹¹⁷.

Danmarks Sparekasseforening var igen pa maerkerne og gav udtryk for, at bruttolosoingen ville fore til en »voldsom reduktion af privates beholdninger af indlan, aktier, obligationer og andre pengevaerdier for derigennem at nedbringe gaeld«¹¹⁸.

Der er ingen tvivl om, at Anker Jorgensen har skaeldt Erling Olsen

---

112. Aktuelt 29.2.80 og Weekendavisen 7.3.80.

113. Samtale med BB 6.4.82 og NHP 26.4.82.

114. Samtale med BB 6.4.82.

115. Samtale med NHP 26.4.82.

116. Samtale med NHP 26.4.82.

117. Henvendelsen (L 65-bi1.79) fremgar af spm. 146 af 28.2.80 og svar 29.2.80. (Udvalgsakter).

118. Henvendelsen (65-bi1.82) fremgar af spm. 155 af 28.2.80 og svar 29.2.80. (Udvalgsakter).

grundigt ud, da boligministeren dukkede op pa statsministerens kontor om eftermiddagen. Ifolge Erling Olsen sagde Anker Jorgensen, at bade finans-, okonomi- og indenrigsministeren allesammen havde sagt ja. ErlingOlsen svarede, at han ikke var blevet orienteret og henviste til et medbragt modereferat fra regeringens skatteudvalg, hvoraf det frerngik, at regeringen fastholdt en nettolosning. Efter egne udsagn truede Erling Olsen med at ga, hvis han ikke matte opretholde sin kritik. Dette fik han sa lov til mod at love, at han ville stemme for forliget. I den forbindelse matte boligministeren sige, at det var de overordnede politiske hensyn til RV, som gjorde, at han accepterede forliget. Endelig blev Erling Olsen og Anker Jorgensen enige om, at boligministeren skulle ga i skatteudvalgetkl. 17 og forklare sin holdning¹¹⁹.

Det kan egentlig undre, at Erling Olsen fik lov til offentligt at give forligspartneren RV skylden for bruttolosningen, men det kan jo taenkes, at statsministeren var meget godt tilfreds med at fa et politisk alibi over for LO. Det kan isaer undre, at Anker Jorgensen ikke fyrede sin boligminister. Hvorfor gjorde han det ikke? Der var formentlig flere grunde. For det forste var Anker Jorgensen nok generelt ikke indstillet pa fyringer, efter han i december 1978 havde fyret davaerende undervisningsminister Ritt Bjerregaard pa et grundlag, der viste sig at vaere noget lost. For det andet er det sandsynligt, at Erling Olsen faktisk havde overbevist statsministeren om, at han ikke var blevet informeret. For det tredie stod Erling Olsen politisk ret staerkt. Han ansas for at vaere en dygtig boligminister, og han havde en god presse¹²⁰. For det fjerde har Erling Olsens personlige charme maske ogsa spillet ind. Og endelig for det femte - og vigtigst - har Anker Jorgensen utvivlsomt vaeret klar over, at LO, der var staerkt imod bruttoordningen, stottede boligministeren. Efter modet hos statsministeren udtalte Erling Olsen til pressen, at han fastholdt, hvad han havde sagt, men at han havde forstaet, at overordnede politiske hensyn til RV gjorde, at man matte leve med det¹²¹.

Bemaerkelsesvaerdigt er det, at Mogens Camre - en af de »utilfredse« - offentligt bakkede Erling Olsen op. Han erklaerede saledes til Information,at han delte boligministerens bekymringer over forliget, og fortsatte:»Regeringen og den socialdemokratiske gruppe stotter stadig nettorenteprincippet.Deter de radikale, der har foretaget en afpresning ... Deter en ren misforstaelse, nar folk siger, at det skulle vaere mere socialt

---

119. Samtale med EO 18.4. og 29.4.82.

120. Samtale med KH 10.4.82.

121. Information 29.2.80, Weekendavisen 7.3.80 og samtale med EO 29.4.80.

retfaerdigt med bruttorenteprincippet. Det vil ikke primaert ramme folk med storre renteindtaegter. De radikale har naegtet os undtagelsesbestemmelserved folks flytning. Det vil betyde stavnsbinding og uoverskuelige konsekvenser for kapitalmarkedet og boligbyggeriet. Jeg er enig i Nationalbankensvurdering af konsekvenserne«, sluttede Camre¹²². Mogens Lykketoft (en anden af de sammensvorne?) stottede ligeledes boligministeren,idet han ogsa advarede mod brutto. Han foretrak netto¹²³, der ville muliggore en senere overgang til hans renteskatteordning. I modsaetningtil Mogens Camre udtalte Bernhard Tastesen til Information, at bruttoprincippet var socialt mest retfaerdigt¹²⁴.

De radikale havde indkaldt til ekstraordinaert gruppemode kl. 16. Bernhard Baunsgaard kraevede, at gruppen tog stilling til, hvorvidt man skulle bryde eller fastholde forliget, for han og Aase Olesen gik til det indkaldte mode i skatteudvalget kl. 17¹²⁵. I fuldstaendig enighed vedtog grupppen at fastholde forliget¹²⁶.

Mens de radikale endnu holdt gruppemode, og samradet i skatteudvalget lige var begyndt, bragtes boligministerens udtalelser efter modet hos statsministeren i radioavisen kl. 17¹²⁷. Da Bernhard Baunsgaard og Aase Olesen lidt forsinket ankom til samradet i skatteudvalget, der var startet kl. 17, var boligminister Erling Olsen i fuld gang med at kritisere forliget. Baunsgaard bad derfor om ordet og spurgte boligministeren, om det var hans opfattelse, at det var et darligt forlig, der ville skade¹²⁸. Erling Olsen svarede, at bruttoprincippet var uheldigt, og at han stod ved det, han havde sagt i radioen. Boligministeren refererede til de notater, som skatteministeren havde tilsendt skatteudvalget, og hvori Karl Hjortnaes ogsa havde sagt, at brutto var en darlig ide¹²⁹.

Baunsgaard spurgte derpa, om skatteministeren var enig med boligministere n¹³⁰. Karl Hjortnaes svarede, at Erling Olsens udtalelser maske kunne give anledning til tvivl om regeringens indstilling, og han onskede derfor at praecisere, at det var den samlede regering, der stod bag det forlig, der var indgaet mellem partierne. Skatteministeren understregede,at uanset hvordan man mente at kunne udlaegge boligministerens

---

122. Information 29.2.80.

123. Politiken 29.2.80.

124. Information 29.2.80.

125. Samtale med BB 6.4.82.

126. Samtale med BB 1.4.82 og NHP 26.4.82.

127. Samtale med BB 6.4.82 og EO 29.4.82.

128. Samtale med BB 1.4. og 6.4.82.

129. Samtale med EO 18.4. og 29.4.82.

130. Samtale med BB 6.4.82.

udtalelser, sa skulle der ikke herske tvivl om, at ogsa boligministeren stod bag forliget. Dette bekraeftede boligministeren, samtidig med at han henviste til, at det var de overordnede politiske hensyn, som gjorde, at han accepterede forliget¹³¹. Bernhard Baunsgaard konstaterede, at man ikke kunne forhandle med en regering, der var »uenig«¹³², og da han forlod modet overrakte han skatteministeren et handskrevet brev, der var underskrevet af ham og Aase Olesen, og hvori der stod: »Da boligministerenhar udtalt sig ogsa i radioen, har Niels Helveg nu besluttet at bede statsministeren om en samtale. Vi foler derfor, at det ikke har noget formal at komme i aften for at drofte sagen videre«¹³³.

Kl. ca. 17.20 kom Bernhard Baunsgaard og Aase Olesen tilbage til den radikale folketingsgruppe, hvor de fleste medlemmer endnu var til stede. Baunsgaard meddelte, at Erling Olsen havde fastholdt sin kritik i skatteudvalget, og efter hans vurdering ville boligministeren fortsaette med »hetzen«, hvilket de radikale ikke kunne holde til. Derfor anbefalede han at bryde forliget nu - og gruppen gav hurtigt sin enstemmige tilslutnin g¹³⁴. Nogle minutter senere, kl. ca. 17.30, orienterede Niels Helveg Petersen pressen om, at RV opsagde forliget, fordi forligspartierne ikke kunne sta sammen. Opsigelsen gentog Niels Helveg i radioen kl. 18.30 og i TV-Avisen kl. 19.30¹³⁵.

Renteforliget var dermed bristet.

Årsagerne

Hvorfor blev forliget ikke til noget? Hvem har skylden? Erling Olsen ma tildeles en meget vaesentlig del af den, idet han helt bevidst saboterede forliget. Hans vedvarende og stadig skarpere udtalelser fik RV til at springe fra. Man kan derfor sige, at Erling Olsen var den direkte eller udlosende arsag.

Hvilke motiver havde Erling Olsen mon til at vaelte forliget? Der kan have vaeret flere. Erling Olsen siger selv, at hans motiv var, at bruttolosningenvar faglig uforsvarlig pa grund af flytteproblemet, der ville hindre mobiliteten pa boligmarkedet. Videre anforer Erling Olsen som bevaeggrund,at han var staerkt utilfreds med, at hansom boligminister hverken

---

131. KHs skiftlige svar 21.4.82 og samtale med KH 25.4.82.

132. Samtale med KRM 6.5.82.

133. BB's og Aase Olesens brev 28.2.80 til KH. (Hjortnaes' arkiv).

134. Samtale med BB 6.4.82 og NHP 26.4.82.

135. Samtale med NHP 26.4.82.

var blevet radspurgt eller orienteret om aendringen fra netto til brutto136.

Hans J. Poulsen antyder i Weekendavisen den 7. marts 1980, at Erling Olsens motiv var en magtkamp mellem boligministeren og skatteministeren. Bernhard Baunsgaard haevder, at Erling Olsen politisk har folt sig kort ud pa et sidespor i SD, hvilket han var staerkt utilfreds med¹³⁷. Endelig kan det taenkes, at Erling Olsens motiv har vaeret at stotte LO's renteskatteordoing.

Der er ingen tvivl om, at Erling Olsen virkelig har ment, at bruttolosningen var faglig uforsvarlig. Ligeledes er der heller ingen tvivl om, at Erling Olsen har folt sig forbigaet, eftersom skatteministeren hverken havde radspurgt eller informeret ham om en sa afgorende aendring, der klart berorte bans omrade. Derimod er det vanskeligt at afgore, om Erling Olsen politisk har folt sig kort ud pa et sidespor. Meget tyder dog pa, at han politisk stod ganske stserkt. Derfor kan dette motiv formentlig afvises.

Deter ogsa svaert at afklare, om »magtkamp«-motivet har spillet ind i boligministerens overvejelser. Selv afviser Erling Olsen fuldstaendig denne pastand, idet han understreger sit gode personlige forhold til Karl Hjortnaes¹³⁸. Pa den anden side vil Karl Hjortnaes ikke udelukke, at »magtkamp«-motivet kan have spillet ind i Erling Olsens overvejelser. Saledes oplyseir Hjortnaes, at Erling Olsen og han politisk ikke har sammenfaldende synspunkter pa en hel raekke centrale omrader, ligesom han fortaeller, at der har vaeret flere politiske uoverensstemmelser mellem dem i arenes 10b¹³⁹. Derfor kan »magtkamp«-motivet nok ikke helt udelukkes.

Sporgsmalet er imidlertid, om ikke Erling Olsens egentlige motiv har vaeret at vaelte forliget for dermed at bane vejen for LO's renteskatteordning.Dels var Erling Olsen personlig meget staerk tilhaenger af denne model¹⁴⁰, dels var hansom tidligere naevnt i kontakt med folk, der stod LO naer, inden han gik »i krig«, og dels modtog han en buket tulipaner fra LO dagen efter, at forliget var brudt sammen. Rlomsterne var forsynetmed et kort og en tegning af en hund, der hejser et flag. Pa kortet stod: »Vaer med til at hejse flaget for EO. Med nettohilsen LO«¹⁴¹. Som et yderligere eksempel pa, at LO bakkede boligministerens aktion op,

---

136. Samtale med EO 18.4. og 29.4.82.

137. Samtale med BB 6.4.82.

138. Samtale med EO 18.4. og 29.4.82.

139. Samtale med KH 10.4.82.

140. Samtale med EO 29.4.82.

141. Samtale med EO 29.4.82 og Weekendavisen 7.3.80.

kan det anfores, at LO udsendte en erklaering den 29. februar, hvori
organisationen stottede Erling Olsens forslag om en byfornyelse142.

Der er saledes ingen tvivl om, at LO var staerkt utilfreds med bruttolosningen - og skatteminister Karl Hjortnaes' handtering af renteforhandlingerne. Ifolge Politiken var LO-formanden Thomas Nielsen fortornet over, at han ikke var blevet hort inden indgaelsen af forliget¹⁴³. Og LO udtrykte offentligt mistillid til Karl Hjortnaes og hans dispositioner omkring den forliste fradragsreform¹⁴⁴.

Ligesa klart er det imidlertid, at RV ogsa baerer en betydelig del af ansvaret for forligssammenbruddet. Formelt var det RV, der opsagde forliget. Selv om boligministeren klart tilkendegav, at han ville stemme for forliget, sprang de radikale alligevel fra. Hvorfor? Hvilke motiver havde de? RV angav som officiel forklaring, at man ikke kunne lave forlig med en »uenig regering«. Denne forklaring fremforte Niels Helveg allerede ved opsigelsen - og RV gentog den senere ved adskillige lejlighede r¹⁴⁵. Om baggrunden for forligssammenbruddet anforte Bernhard Baunsgaard i en skriftlig redegorelse af 29. februar 1980 til den radikale hovedbestyrelse: »men afgorende var isaer, at det politisk er en umulig situation, at stemme for et forslag, som en minister, hvis omrade det berorer, sa kraftigt tager afstand fra det«¹⁴⁶. For det andet var RV utilfredsmed, at partiet fik tildelt skylden for bruttolosningen, altsa at man blev gjort til syndebuk. I Baunsgaards redegorelse til hovedbestyrelsen hed det nemlig ogsa: »Vi folte, at det var urimeligt at give os skyld for, at det endte med en bruttolosning, nar vi havde peget pa noget andet«¹⁴⁷. For det tredie er der ingen tvivl om, at den interne splittelse i RV var et vaesentligt motiv til, at partiet bakkede ud af forliget. Store dele af RV var efterhanden kommet til den erkendelse, at bruttolosningen var tekniskog saglig forkert. Det gjaldt forst og fremmest partiets leder: Niels Helveg Petersen. De kyndiges advarsler samt den begyndende protestbevaegelsehavde gjort betydeligt indtryk, men advarslerne fra pengeinstitutterne(Nationalbanken og Sparekasseforeningen) havde ogsa spillet en vigtig rolle. Niels Helveg sogte derfor med lys og lygte efter et enkelt halmstra som paskud til at bryde forliget - og med Erling Olsens kritiske

---

142. Politiken 1.3.80.

143. Politiken 1.3.80.

144. Avisarbogen 1980.

145. Jyllands-Posten 9.3.80, Information 19.3.80 og BB i TV-Avisen 14.11.80.

146. BB's redegorelse 29.2.80 til HB. (HB-arkivet).

147. BB's redegorelse 29.2.80 til HB. (HB-arkivet). Jfr. ogsa NHP's udtalelser til Information og Politiken 29.2.80 samt BB's art. i Fremsyn 11.3.80.

udtalelser fik han pludselig »en hel tommerflade«, som han selv har
sagt148.

Naevnes kan det ogsa, at flere radikale medlemmer udtrykte stor utilfredshed med bruttolosningen pa partiets hovedbestyrelsesrnode pa Nyborg Strand den 8. marts 1980. Utilfredsheden fremgar bl.a. af de forskellige forslag til udtalelse fra modet¹⁴⁹. let forslag til udtalelse lod det: »ulighederne i det nuvaerende skattesystem ma fjernes, men det ma ske pa en sadan made, at der ikke med rette eller urette skabes utryghed i befolkningen«^ISG. Den indirekte kritik af brutto var endnu tydeligere iet andet forslag til udtalelse. Om kravet til en renteomlaegning hed det: »Den ma imidlertid ikke virke som en skat pa flytning ... og den ma ikke virke belastende og desorganiserende (forvridende) pa kapitalmarkedet «¹⁵¹. Hovedbestyrelsen besluttede, at renteproblematikken skulle undersoges naermere og nedsatte derfor et ad hoc udvalg, der skulle fremkomme med nye forslag¹⁵².

For det fjerde har frygten for en hetz fra V og K samt hele den borgerlige presse og dermed risikoen for stemmetab spillet en betydelig rolle¹⁵³. Qg for det femte kan det heller ikke udelukkes, at kredse i RV har vaeret betsenkelige ved et forlig med VS og SF (»socialistforskraekkelsen«). Niels Helveg afviser ganske vist dette motiv, mens Bernhard Baunsgaard ikke helt vil udelukke det¹⁵⁴.

Endelig ma man nok ogsa sige, at Karl Hjortnaes har et vist medansvar for forligssammenbruddet, idet han jo hverken radspurgte eller orienterede boligministeren. Hvorfor undlod han mon det? Man kan forestille sig 2 muligheder. Enten var det ren og skaer forglemmelse og uopmaerksomhed, eller ogsa var det helt bevidst. Hvis Preben Wilhjelms udsagn er korrekt, kan den forste mulighed udelukkes, og folgelig har Karl Hjortnaes enten ikke onsket at forsinke forliget eller dele aeren med boligministeren.

Konklusionen ma derfor blive, at Erling Olsen, RV og Karl Hjortnaes
alle har et storre eller mindre medansvar for det bristede forlig.

---

148. Samtale med BB 6.4.82, KRM og PW 6.5.82.

149. Bilag 1, 2, 3 og resolutionen 8.3.80 fra modet. (HB-arkivet).

150. Bilag 6. (HB-arkivet).

151. »Udkast til udtalelse om beskatningsproblemerne«. (HB-arkivet).

152. Referat af HB-rnodet 8.3.80 samt bilag 7. (HB-arkivet).

153. Samtale med BB 6.4.82 og NHP 26.4.82. Se ogsa de borgerlige partiers skarpe kommentarer i Jyllands-Posten og Politiken 28.2.80 samt de kritiske ledere i Jyllands- Posten, Politiken og Weekendavisen 29.2.80.

154. Samtale med NHP 26.4.82 og BB 6.4.82.

Sammenfatning

Med hensyn til den forste problemstilling om, hvordan renteforliget af 27. februar blev til, har undersogelsen vist, at det politiske forlob startede med, at Karl Hjortnaes fremsatte lovforslaget om en renteomlaegning 4. december 1979. Forslaget, der var baseret pa et nettoprincip, blev imidlertid ikke faerdigbehandlet i Folketinget. I stedet fremsatte regeringen et forslag til folketingsbeslutning med samme sigte. Dette beslutningsforslag blev vedtaget af SD, SF, RV og VS 21. december 1979.

Efter nytar begyndte de politiske forhandlinger mellem SD, RV og SF. Hovedproblemerne var: anvendelsen af merprovenuet, sondringsmodellen, overgangsperiodens laengde samt frem for alt, om loven skulle hvile pa et netto- eller et bruttoprincip. RV kraevede straks, at det blev brutto, mens SD holdt fast ved netto. Sidelobende med de politiske forhandlinger fortsattes udvalgsbehandlingen, hvor hovedproblemerne var de samme som i de politiske droftelser mellem partierne.

I slutfasen skete flere ting: VS blev inddraget - Nationalbanken advarede mod brutto - og RV fremsatte et sakaldt modificeret nettorenteforslag, der ikke vandt tilslutning. Karl Hjortnaes fik et mandat i gruppen 26. februar til i givet fald at acceptere brutto, og naeste dag blev forliget indgaet mellem SD, RV, SF og VS. Imidlertid undsagde Erling Olsen det offentligt, og RV opsagde forliget torsdag aften 28. februar 1980.

Svarene pa de sporgsmal, der er blevet rejst, er:

Nationalbanken intervenerede i den politiske beslutningsproces til fordel for nettorenteprincippet, fordi banken sandsynligvis frygtede, at dens muligheder for at fore effektiv pengepolitik ville blive alvorligt svaekket ved en bruttolosning.

RV fremsatte formentlig det modificerede nettorenteforslag dels for at
opna forlig, dels af nogle taktiske grunde.

Karl Hjortnaes skiftede tilsyneladende fra netto til brutto, efter at han i samtalen med VS, der staerkt foretrak brutto, erkendte, at hvis han ville have et forlig, sa matte han imodekomme RV. Dokumentarisk star det fast, at skatteministeren fik et mandat til i givet fald »at sluge brutto« i gruppen 26. februar 1980. Imidlertid er der omstaendigheder, der kunne tyde pa, at Karl Hjortnaes maske »kuppede« sit mandat igennem.

Det kan umuligt afgores, om Jorgen Freddy Hansen har sagt god for en
bruttolosning, eller han ikke har gjort det. Derimod viser flere forhold
klart, at LO i hvert fald ikke var indforstaet med brutto.

Erling Olsen var ikke informeret om aendringen fra netto til brutto. Alt
taler for, at boligministerens offentlige undsigelse af forliget var en veltilrettelagtaktion,

rettelagtaktion,hvor flere personer var taget i ed, bl.a. Mogens Camre og folk (Mogens Lykketoft?) med tilknytning til LO. Anker Jorgensen fyrede ikke Erling Olsen af flere grunde, men den vigtigste var nok LO's stotte til boligministeren.

RV vaklede ikke i lobet af torsdagen den 28. februar 1980, men fastholdt
tvaertimod forliget. Forst efter samradet i skatteudvalget, hvor Erling
Olsen opretholdt sin kritik, opsagde RV forliget.

Med hensyn till den anden problemstilling om holdningerne i de politiske partier til em begraensning af rentefradragsretten har undersogelsen vist, at de borgerlige partier: V, K, Z og CD alle var klart imod regeringens lovforslag. KRF var uafklaret i sin holdning, mens DR principielt var positiv over for en begraensning af rentefradraget. Dog var partiet imod det konkrete lovforslag.

SF og VS gik principielt ind for en total afskaffelse af rentefradragene,
men stottede ogsa klart en renteomlaegning. Begge partier foretrak afgjort
bruttoprincippet. SF ansa dog et forlig for vigtigst.

I RV var holdningerne forskellige. I folketingsgruppen var der tilhaengere af bade brutto og netto. Bernhard Baunsgaard var personlig meget staerk tilhaenger af bruttoprincippet - og pressede dette princip igennem i forhandlingerne. Tage Draebye var derimod betaenkelig ved bruttoprincippet. Niels Helveg Petersen syntes hverken om brutto eller netto. I partiet var der mange modstandere af brutto, bl.a. Lauge Dahlgaard, adskillige folketingskandidater samt flere af de sakaldt kyndige.

Holdningerne i SD var ogsa forskellige. En gruppe var tilhaenger af netto og meget staerk modstander af brutto. Denne gruppe omfattede bl.a. Erling Olsen, Mogens Camre, Mogens Lykketoft, Thomas Have og Erling Jensen. En anden gruppe foretrak netto, men ansa alligevel et forlig for vigtigst. Anker Jorgensen kan tilsyneladende anfores sorn repraesentant for denne gruppe. En tredie gruppe foretrak brutto, men betragtede ogsa et forlig som vaesentligst. Karl Hjortnaes, Bernhard Tastesen og Svend Jakobsen tilhorte denne gruppe. Endelig ansa en fjerde gruppe et forlig for vigtigst uanset princip.

Hvad angar den tredie problemstilling om arsagerne til, at forliget brod
sammen, er konklusionen, at Erling Olsen, RV og Karl Hjortnaes alle har
medansvar.