Almuen og de »fornemte«

Dette er ikke i egentlig forstand en anmeldelse, men et resultat af de
overvejelser, det nye af Karsten Thorborg udgivne stof til belysning af
Horups person har givet anledning til.

Viggo Horup er en af de store og spaendende skikkelser i det 19. arhundredes historie. Han udfordrer stadig sine laesere med en journalistik, der adskiller sig fra naesten alt andet fra den tid ved stadig at vaere varfrisk; og alt hvad der kan fremskaffes til at belyse hans personlighed er af interesse.

Mange har i tidens 10b beskaeftiget sig med Horup, og det har vaeret svaert for dem at traenge ind til hans vaesens kerne. Han var meget tilbageholdende om sine private forhold. For dem, der onsker at forsta ham bedre, er den ugave af breve og digte, som er samlet og udgivet af Karsten Thorborg, af stor vaerdi. Udgaven er omhyggeligt kommenteret, og sma tidsoversigter letter tilegnelsen. Samtidig har Thorborg skrevet en afhandling om ungdomsarene indtil 1873 (Historisk Tidsskrift bd. 80). Man kan med forventning se frem til flere afhandlinger i fortsaettelse heraf.

Blandt de gengivne breve vil den altdominerende interesse samle sig om den korrespondance, Horup havde med sin kusine Henriette Steen. Horup var i 1868 blevet gift med en anden kusine, den nogle ar asldre Emma f.Holmsted. Hun var en af de forste uddannede laererinder i Danmark. To born blev fodt i aegteskabet. I 1872 blev Horup forelsket i den anden kusine, Henriette Steen; der udviklede sig mellem dem et kaerlighedsforhold, som kom til at vare til hendes dod i 1894. De breve, der er vekslet mellem disse to, er meget private, men Horups dimension er sa stor, at det foles forsvarligt, at brevene er blevet udgivet. Henriette Steen er bogens spaendende og midtsamlende skikkelse.

Men her er det ikke privatlivet, der skal drages i forgrunden; derimod
skal der gores et forsog pa at uddrage af det nye stof, hvad der kan kaste
lys over Horup som offentlig personlighed.

Mange, der har skrevet om Horup, har taget udgangspunkt i nogle artikler fra 1881 »De nationalliberale og dannelsen«. Artiklen bygger pa personlige oplevelser fra dengang, Horup som 11-ars dreng kom ind fra landet for at ga i skole i Kobenhavn: »... i reglen var det embedsmaends og kobstadfolks born, altsa for sa vidt »vore egne«, der Sogte ind i de nationalliberale skoler. Og kom der ved et traef en dreng fra landsbyen, sa havde skolen nyhedens og hojhedens overvaeldende magt og dannelsen sin altfortaerende evne til at suge ham op og bringe ham til at forsvinde. Men send en fattig dreng derind med racens fjendskab i sit hjerte, med en stolt og ensom bevidsthed om at vaere mellem fremmede, mellem hjemmets og vennernes fjender. Lad ham erobre dannelsens midler uden at blive erobret deraf, og nar han har laert at sta sig og holde de andre standen, vil han gaud af denne skole med et stort mod pa krigen og rustet til at fore den«.

Dette centrale udsagn emu blevet suppleret gennem et brev, som Horup i juni 1873 sendte til Henriette Steen. Man far her baggrunden for hans had til de nationalliberale trukket endnu skarpere op: »thi en proletar er jeg, tro det kun, og jeg hader Hojre fra barndommen af, men siden er det vokset med mig. Maske kommer jeg dem ikke i petroleum, nar du ikke kan lide det, men havde jeg dem sa sandt pa en balkon, svarer jeg ikke for, at jeg spurgte rakket, om de ville have dem dode eller levende. Ja, fra barndommen af, for Jens og Peer og Ole og hvad vi allesammen hed, vi rutschede ikke blot i slaede ned over bakkerne og legede so i hul, men mangt et alvorsord blev talt imod »de fornemte« og den lykke, de uretfaerdigt svaelgede i pa de simples bekostning; det var lange tider et stort emne at holde krigsrad om: at drengene fra bonderbyerne skulle drage til Frederiksvaerk og banke de fornemte drenge der, og nar sa disse kobstaddrenge kom i besog hos bonden, vor nabo, sa rygtedes det straks mellem byens drenge, og sagnet gik vide om de nye og forunderlige lege, de havde bragt med sig. Men vi proletarer stod udenfor og kiggede ind over havegaerdet efter herligheden: det svaelg, der ligger de dannede og os andre imellem, er umadeligt, og proletariatet bygger det hver dag med sky og fjendsk mistaenksomhed. Med de praemisser kom jeg ind her i skolen, pludselig mellem 30 fjender, en indianer ville forsta det. Husch, hvor jeg tog i, det gjaldt de simples aere imod de fremmede, fine, fjenderne. Det var en rigtig karakteristik af situationen, hvormed et asen af en laerer hilste det forste avancement: »Fy skam jer drenge, vil I lade jer lumpe af en bonde«, ja, lumpe af en bonde; en indianer ville forsta det og maske en jode. Siden den tid har krigen vaeret staende mellem mig og hele den race«.

Videre fortaeller Horup, efter at det var kommet til slagsmal pa legepladsen: »jeg var en meget vennelos dreng, og dertil plaget af utalelig hjemve, som i flere ar gjorde Lyngby landevej til min stadige spadseretur; det var jo den vej, der forte hjemad«, og han fortsatte: »mere lurvet dreng har aldrig trasket afsted i bundlose sko, om vinteren uden overfrakke, end jeg, nar jeg smog mig hjem gennem smagaderne aldeles sikker pa, at alle folk foragtede mig, fordi jeg ingen overfrakke havde pa; venligt sa jeg ikke pa de fine drenge; mit bedste raesonnement var: du er dog en dux, og du skal lumpe dem.

Derhjemme var jeg endnu mere ensom end i skolen, kolde hjerter, uden sympati og forstaelse; en mindre omskindet stolthed end min havde dog hver dag forstaet, at han var proletar, der fik sin fode hos gode mennesker for halv betaling. Men hvilken rasende udvikling, hvilken pludselig omvaeltning i alle tanker og forestillinger, hvilken bitter livsanskuelse, bygget i et par maneder til at vare for livet. Og sa var jeg blod som voks, sa kaelen som en lille pige, med en sugende laengsel efter kaerlighed, som jeg betroede manen, stjernerne og traeerne i Kongens have.

Da jeg kom hjem i ferien, stod Peer, Jens og Ole og kiggede over havegaerdet; jeg horte nu til de fornemte, og de sagde »han« til mig, nar jeg talte med dem. Det var til at blive gal over, jeg som i mine krigeriske dromme sa tit havde fort dem sejrrigt gennem hovedstadens gader, jeg som havde talt sa begejstrede ord til dem, mens vi drog frem ad Lyngbyvejen, og som pa Norrebro havde leveret slag, der ganske svarede til kampen mellem Conde og Turenne. Det var ellers Peer, Jens og Ole, der stemte imod mig ved sidste valg (Frederiksvaerk sept. 1872), men nu bliver jeg ikke gal over det«. Denne folelse af at vaere proletar havde naeppe nogen reel baggrund, men folelsen var ikke desto mindre dybt forankret.

Hvis man i kort begreb skal opstille paradokset i Horups politiske gerning, kan det udtrykkes saledes, at han ville haevne den tilsidesaettelse, som Peer og Ole og Jens havde vaeret udsat for af de »fornemte«; han ville laere de fornemte at kende indefra for at odelaegge dem. Men ved at tilegne sig de »fornemte«s dannelse blev Viggo fremmed for Peer og Jens og Ole. Han ville rejse den danske landalmue til selvbevidsthed. Men i det hjemlige Torpmagle ved Arreso var der ingen repraesentanter for landalmuens egentlige modstandere, godsejerne. Dem havde Horup ikke sa meget imod, de var rationelt taenkende som han selv; han sa problemet mere som et dannelsesproblem end som en social konflikt, derfor det fortsatte felttog mod de nationalliberale.

I sin kamp for at haeve landalmuen fik han konkurrence fra de grundtvigianere, som han foragtede naesten lige sa meget som hovedmodstanderne. Han forstod ikke Grundtvigs ideer. Pa langt sigt blev hans indsats i virkeligheden at flytte dannelsens skel fra de nationalliberale til det moderne gennembruds maend. Han endte derfor langt fra sit udgangspunkt. I kampen mod de nationalliberale vandt han ret hurtigt en overlegen sejr; deres dannelseshovmod blev brudt. Men det kunne Peer og Ole og Jens stort set vaere ret ligeglade med. I bred forstand sluttede den danske bondestand op om andre forere, ikke mindst om Christen Berg og Frede Bojsen.

Da Estrup kom til magten, modtog Horup ham til at begynde med forholdsvis venligt. Han forstod ikke, hvilken risiko en godsejerregering betod. I slutningen af 1880'erne forsogte Horup ligefrem at naerme sig Estrup pa et rent agrar-protektionistisk grundlag.

Horup havde nu engang stirret sig blind pa de nationalliberale, og han blev haengende i gamle forestillinger. I oktober 1882 holdt han et foredrag i det nystiftede Studentersamfund. En af Venstres akademiske tilhaengere V. Pingel skrev til Georg Brandes om foredraget: det var andfuldt og vittigt, som man kunne vente. »Han take om det glaedelige i den store kamp mellem by og land, den naturlige udjaevningsproces mellem bonder og borgere. Han mente, at nu var vi omtrent naet til det punkt, da vaedskerne i de to samkvemshavende kar var kommet i ligevaegt. Bonderne havde nu tilkaempet sig byboernes respekt, og de specielle Hovedstads-venstrer: det socialistiske og det litteraere, ville snart finde deres plads inden for det store landlige Venstres ramme. Hans betragtninger forekom mig forresten at vaere noget vel abstrakte, idealistiske og optimistiske. Saledes ville han slet ikke tillaegge modsaetningen mellem gardmaend og husmasnd nogen betydning«(Georg og Edv. Brandes Brevveksling bd. 3, s. 359).

Et yderligere vidnesbyrd om Horups generelle opfattelse har man i et stykke, Horup skrev i 1884. Han gav her et udsyn over den politik, der var fort, siden han fra 1872 var begyndt at tage del i det politiske liv. Redegorelsen blev ikke trykt, for den i 1902 kom som indledning til samlingen »Viggo Horup i skrift og tale« 1-3.

Tankegangen fra de ovenfor citerede breve er her fortsat. Han forklarerher, hvorledes han, uden at naevne dem, kaempede for Peer, Ole og Jens: »Det var en lavere race, der skulle op mod en hojere, en uafhaengighedskrig,hvor fordringen om ligeberettigelse stredes med folelsen af mangel pa jaevnbyrdighed. Det maegtige parti (dvs. de nationalliberale) matte gores til et gammelt, skrobeligt og brostfaeldigt parti«. Dette var

sadan set en forholdsvis let opgave, for det nationalliberale parti var vitterlig gammelt og brostfaeldigt, men i 1884 havde Horup maerkelig nok ikke blik for, at et nyt, ungt og kampberedt Hojre var ved at organisere sig. Ved arsskiftet i 1882-83 havde dette organisationarbejde taget fart. Hojre i landsting og folketing, godsejere og nationalliberale sluttede sig sammen og fik en udbygget vaelgerorganisation, langt mere effektiv end den, det splittede Venstre radede over.

Man kan roligt haevde, at Horup havde ringe analytisk begavelse; han
var frem for alt agitator, med evne til at forenkle og udhamre de enkle
skarpe saetninger.

Valgmaden: flertalsvalg i enkeltmandskredse var til stor ulempe for hojrepartiet; derfor kom den egentlige styrke ikke til udtryk pa valgdagene, ej heller i 1884, da Venstre vandt en overvaeldende sejr i mandater. Kobenhavn syntes gaet i skred. Men valget gav hojreagitationen ny kraft: Estrup blev nu Hojres hovding. I faellesskab satte han og partiet Kobenhavns landbefaestning overst pa programmet, selv om den matte gennemtrumfes ved provisoriske finanslove.

Horup havde gjort, hvad han kunne, for at forhindre moderate krzefter i folketing og landsting i at forhandle Estrup vaek. Han ville konfrontation men kun i kampen om den offentlige mening. Ikke-partiparlamentariske handlinger ville han ikke anbefale. Sammen med Berg radikaliserede han en stor del af venstrevaelgerne og satte derved skraek i de lokale venstre-folketingsmaend. Det lykkedes Berg og Horup at skaerpe modsaetningerne, men det lykkedes ikke at fa fremtvunget »et ministerium baret af en ny offentlig mening«, som han formulerede det i 1884.

Dertil var tiden ikke moden, og dertil savnede Horup dybere indsigt i, hvad der virkelig rorte sig i folket. Horup forstod som naevnt ikke Grundtvigs indsats og betydning og eftervirkningerne deraf. Selv havde han indgaende studeret Soren Kierkegaard og havde vaeret tiltalt af dennes absolutte krav. Grundtvigs laere var for Horup naermest en udvandet nationalliberalisme.

Pa sin Jyllandsfaerd i 1878 havde han ellers faet en chance for at mode grundtvigianerne. I et brev til Henriette Steen 25. juli 1878 gav han en levende beskrivelse: »Kaereste du - jeg har fri i dag, sidder og driver i en aerkegrundtvigiansk praestegard en milsvej fra Hjorring, drikker maelk og ryger tobak og snakker blodt. Om en times tid vil huset og haven blive smaekfuld af indbudte trofaste, sa kommer det an pa, hvordan man klarer sig. Stillingen er den, at jeg lader mig forkaele og gore kur til; alle disse hjertemennesker har en oprigtig tilbojelighed til at gore noget hjerteligt ud af mig, og hvorfor skulle det ikke lykkes for dem?«

Pa dette retoriske sporgsmal kan man roligt svare negativt. Det lykkedes ikke. Horup forstod ikke det grundtvigske frisind, fordi han stirrede sig blind pa den made, grundtvigianerne forvaltede, hvad man kan kalde kulturarven. I 1884 skrev Horup »Grundfvigianerne er som »andsmagt« det forste halve arhundredes fantastiske kultur lavet til for menigmand; den er som politik nationalliberalismen omsat til folkebrug. I det ojeblik, vi skulle bruge bonderealismen, fristede vi den komiske vanskaebne, at samme realisme forvandlede sig til idealisme. Pumpende efter sund sans og rent materielle interesser fik vi spandene fulde af den gamle, fantastiske kulturs spildevand ... Heldigvis havde nationalliberalismen tabt evnen til at skonne sit eget, ellers ville den have sagt: dette er vort altsammen, kom i vore arme o! poesi, o! eventyr, o! nationalitet, o! landsoldat, o! alle hjertets og andens dunkle rorelser. Men nationalliberalismen var ingenting laengere-, bare fin, og grundtvigianismen var simpel. Over denne andfulde modsaetning mellem fint og simpelt dannedes et fjendskab, som vil holde, indtil nationalliberalismen taber sin sidste stolthed og gor sig gemen med halvdannelsen ... Grundtvigianismens simple folk er delvis ogsa venstrepolitikens simple folk. De har ligeberettigelsen faelles, de er ens om den sociale revolution. I de grundtvigske menigheder kaemper bondenaturen en sejg kamp mod den seminaristisk-praestelige civilisation. Skiftevis sejrer bonderealismen og den demokratiske politik, skiftevis igen hojskoleidealismen og den nationalliberale aestetik. Jeg har lempelig sogt at hjaelpe det demokratiske element til overmagten. Jeg har arbejdet sammen med dem uden at snakke dem efter munden. Grundtvigianismen er sa meget af en jargon, at det at vaenne dem af med jargonen naesten er at omvende dem .. Militarismen er de grundtvigske bonders skillevej. Pa dette punkt vil det blive afgjort, om vi skal have en ny nationalliberalisme eller et demokrati ... Da det viste sig, at militarismen var sa staerk, at end ikke ministeriet Estrup kunne holde den nede, da der i 1880 under selve det provisoriske ministerium vedtoges haer- og solove, der forogede budgettet med en million arlig, var der ikke laengere tid til at tove. Jeg kastede de »vandrende lirekasser« ud i Arhus den 17. januar 1882 og forfulgte sagen med artikler i »Morgenbladet« og taler i folketinget 29. marts 1883 »Hvad kan det nytte«.

Denne redegorelse er citeret sa udforligt, fordi den kan belyse Horups begrasnsning. Han forstod ikke, at det grundtvigske bondedemokrati repraesenterede et frisind og en rummelighed, der gik langt ud over, hvad han forstod ved demokratiet. Edvard Brandes var aldrig blevet valgt pa Langeland uden grundtvigianernes frisind, ikke mindst som det kom til udtryk pa hojskolerne. Disse skolers betydning forstod Horup slet ikke.

Nok byggede hojskolerne pa det gamle kulturgrundlag, men de havde en funktion, som blev af storste betydning for Ole, Peer og Jens og isaer deres born. Hojskolerne myndiggjorde en hel generation, gjorde unge bonderkarle til selvbevidste og engagerede borgere. Devisen var ikke som hos Horup, at en lavere race skulle op mod en hojere, men at der skulle vaere»lige vaerdighed i borg og hytte«, og at »fa skulle have for meget og faerre for lidt«. Den folelse af mindrevaerd, som praegede den danske almuebefolkning i hele det 19. arhundrede, blev snarere overvundet gennem hojskolen end gennem Horups politiske agitation. Horup kunne harcellere over hjertets og andens dunkle rorelser, men Ole, Jens og Peer og igen engang isaer deres born kunne ikke nojes med »rent materielle interesser«. De havde ogsa brug for idealer ud over det rent rationelt begrundede. Ole, Peer og Jens kunne vaere ret ligeglade med, om den kobenhavnske intelligens svingede fra de nationalliberale til det moderne gennembruds maend. Man kan undre sig over, at Horups had til de nationalliberale var sa stort, at han ikke kunne finde frem til et fast faellesskab med den grundtvigske bevaegelse, sa meget mere som delingen mellem hojre-grundtvigianere og venstre-grundtvigianere allerede var fuldbyrdet i lobet af 1870'erne. For Horup var grundtvigianerne identiske med det »moderate« Venstre. Indtil 1883 havde han sammen med Berg bekaempet de moderate, og 1883 kom det til et brud mellem dem. En artikel, som Edvard Brandes i 1883 havde skrevet i »Morgenbladet« til Grundtvigs 100-arsdag, var en medvirkende arsag dertil, men bruddet mellem Berg og Horup havde derudover mange arsager, der iblandt ogsa forsvaret. Berg var en varm forsvarsven, men af forsvar uden faestninger. Op til og efter bruddet med Berg kunne Horup nu rette skytset mod det, han kaldte »militarismen«. Her begyndte hans selvstaendige indsats i dansk politik. Deter hans holdning til »militarismen«, der huskes, og som lagde grunden til den senere radikale forsvarspolitik. »Militarisme« var et glimrende udtryk til brug i en agitation, men vanskeligt at analysere. Horup naevner haer- og sovaernslovene i 1880 som vendepunkt, men det var love, der bestemt ikke var saerlig militaristiske; Horup havde selv i 1880 sammen med Berg vaeret parat til at vedtage en haerlov af omtrent samme karakter. Derimod var befaestningen udtryk for »militarisme«, men i kampen mod Kobenhavns befaestning kunne hele Venstre samles; det blev ikke en skillevej for de grundtvigske bonder, som han troede. Her var der ingen saerstilling for Horup.

Valget til folketinget i 1884 betod som naevnt Venstres hidtil storste
succes: Kobenhavn, der hidtil havde vaeret en hojborg for Hojre, blev
halvvejs vundet for Venstre i samarbejde med socialdemokraterne. Det

var et resultat, der ganske saerlig kunne glaede Horup, der dermed fik en
gunstig situation for det nye blad Politiken, som han sammen med EdvardBrandes
begyndte at udgive i efteraret 1884.

Men Horup og andre venstreledere overdrev sejrens betydning. Som naevnt gav valgmaden i hoj grad udslaget. Sma flertal kunne blive afgorende i de enkelte kredse. Hojre var ikke knust, tvaertimod, modsaetningerne blev tilspidset. I 1885 blaeste Estrup og Hojre pa folketingets flertal, og en provisorisk finanslov blev resultatet. Horup havde gjort, hvad han kunne, for at puste til ilden. Men da provisoriet var en kendsgerning, stod han lige sa hjaelpelos og radvild som andre venstreledere. Han onskede ikke, at de mange rifler skulle bruges, og han var imod at lade harmen udloses i skattenaegtelse. Talmodig afventen var hans devise. I videre forstand var Horup kort fast. I lobet af et par ar drog han sa konsekvensen, aendrede taktik, idet han sogte forlig med den Estrup, som han havde bekaempet sa voldsomt. Det var samtidig et forsog pa at splitte Hojre: han ville samarbejde med den agrare floj og acceptere Estrup som regeringsleder. Men bag den taktiske signalforandring var der konsekvens i holdningen over for det moderate Venstre. Det ville han stadig holde afstand til. De moderate venstremaend var mere bestemte i kampen mod Estrup, og de sa stadig en mulighed i et samarbejde med det moderate Hojre. I artikeludgaven »Horup i skrift og tale« finder man kun sparsomme spor af denne fase i Horups politik, da han sogte forlig med Estrup og »bekaempede margarinen«. Denne fase i hans politiske liv er ret indgaende behandlet i en artikel af Jorgen Hoist-Jensen om »Smorkrigen« (Jyske Samlinger, 5.rk., bd.7, 1946).

Smorkrigen betod agrarprotektionisme af reneste vand. Det var ikke Oles, Peers og Jens' interesser, der her blev varetaget, men storlandbrugets, specielt godsejernes. I Thorborgs brevsamling er der kun fa elementer, der oplyser denne »sammenrotning« mod de okonomisk svage i samfundet. Et brev fra den moderate venstrepolitiker Frede Bojsen i 1887 vidner om et forsog pa at finde et faelles forligsprogram. Men da Bojsen havde naevnt den gamle nationalliberale politiker A.F. Krieger som mulig samarbejdspartner, sa Horup rodt: det kunne han slet ikke tasnke sig. Det stred mod den faste linje i hans politik, kampen mod de nationalliberale og deres delvise arvtagere, de moderate grundtvigianere. Et forlig med Estrup skulle vaere uden om De moderate.

Forhandlingerne med Estrup endte i foraret 1888, uden at der var opnaet enighed. Horup havde i denne periode et samarbejde med grev Holstein-Ledreborg, der tidligere havde hort til de moderate. I 1890 sagde grev Holstein skuffet farvel til folketinget, og den tvivl, der i arene

1886-88 var saet i offentligheden ved Horups politiske krumspring, gav sig i 1892 det udslag, at Horup ikke blev genvalgt i Kogekredsen, som han havde repraesenteret siden 1876. Det var en bitter stund. Valget i 1892 var en sejr for det moderate Venstre, der nu fik styrke til at ga i samarbejde med de moderate hojrekraefter om en reformpolitik, hvis yderste konsekvens det skulle vaere at fa Estrup fjernet. Dette skete efter forliget i 1894.

Horup havde hurtigt glemt det lille mellemspil om smorkrigen og forligsforhandlingerne, og han dobte de moderate politikere »sammensmeltere«. Med dyb indignation forfulgte han »sammensmelterne« og det »radne« forlig. Men nu var han uden for praktisk politik; han blev pa en made sekundant for det nyopdukkende politiske talent J.C. Christensen, der uden at kompromittere sig drog alle fordele af forliget. Hvad Horup og de andre venstreledere ikke havde magtet, lykkedes for Bergs arvtager J.C. Christensen: et stort, staerkt venstreparti dominerede fra 1895 folketinget. Horups egen politiske rolle var udspillet med valget i 1892. Men for den offentlige mening fik Politiken en stor og afgorende betydning. Mildnet og modnet kunne Horup i sine senere ar i glimrende artikler vurdere den udvikling, han havde vaeret med i.

I denne periode, hvor han gled ud af praktisk politik, havde han store personlige sorger. Hans Son Svend blev som ganske ung ramt af en uhelbredelig sindssygdom. Den brod ud, da Horup i vinteren 1889-90 sad i faengsel for en artikel, som han for ovrigt ikke selv havde skrevet. Om sonnens skaebne skrev han i et brev: »... Denne snigende vaemmelige ulykke kryber jeg for, den gor mig modfalden og bange. At de spaerrer mig inde, synes jeg er rimeligt nok; deter jo krig, og det gor mig ikke mere end bag pa min hand - lojer og langkal - men hvorfor skaebnen skal sla sig sammen med disse spidsborgere ... om at falde mig i ryggen med denne afskyelige trussel, det ved jeg ikke, nej det ved jeg ikke« (7.12.1889).

Synet pa begrebet skaebne uddybede han i et brev fra samme tid til Henriette Steen. Foranledningen var et manuskript til et skuespil, som Henriette Steen havde sendt ham til bedommelse. Han skrev her: »Alle vi, som ikke tror pa guder, tror desto mere pa skaebnen. Jeg har altid troet pa en hemmelig balance, en slags retfaerdighed bagved tingene, at intet er gratis, men at livet kraever sin betaling kontant. Derfor tager jeg mod ondt og godt med et vist jaevnsind, fordi det gode koster noget, og det onde betaler noget, og derfor bliver jeg kun urolig^ nar regningen forvirres, nar der er svig i balancen, ager og blodsugeri. Egentlig tror jeg

det maske ikke, men jeg lever pa det« (21.12.1889). Naermere kommer
man nok ikke til hans livsanskuelse.

De folgende ar gav flere harde skaebneslag. 2. januar 1894 dode Henriette Steen. Det fremgar af brevene mellem dem, hvad de betod for hinanden. Men antallet af breve er sa begraenset, at der ikke kan etableres en sammenhaengende opfattelse. Deter derfor af stor vaerdi, at Karsten Thorborg i udgivelsen ogsa har medtaget nogle erindringsblade, skrevet af en naer kollega og veninde til Henriette Steen, den naturhistoriske forfatterinde Birgitte Moller. Disse blade giver en forbindende tekst til de mange tilfaeldige pluk, som brevene mellem Henriette Steen og Horup udgor.

En yderligere vanskelighed ved arbejdet med brevene ligger i det forhold, at de ofte er kryptiske. Hendes breve forekommer mig vaesentlig bedre skrevet end Horups. Hos ham ligesom falder billederne over hinanden. Vrangsiden af deres forhold har Horup forsogt at skildre i novelleform; ogsa dette er taget med. Stykket har han kaldt »Paeglekroen«. To elskende, der ma holde deres kaerlighed hemmelig, opholder sig i en kro pa Amager. De opdager, at en faelles bekendt ogsa er pa kroen, men han er beruset og drager afsted, uden at deter kommet til genkendelse.

Nar man pa grundlag af breve, og hvad der ellers er kendt om Horups journalistiske og politiske indsats, skal gore regnebraettet op, star Horup som den venstre pol i det 19. arhundredes sidste tredjedel, mens Estrup star som den hojre. Horup ville en ny social rangfordeling, Estrup ville med naeb og kloer bevare den gamle. Estrup bekaempede fra hojre de moderate kraefter der ville forlig efter 1866-grundlovens and; Horup bekaempede dem fra venstre. Begge onskede de at skaerpe modsaetningerne, Estrup fordi en moderat reformpolitik var den storste risiko for den gamle magtfordeling, Horup fordi han arbejdede for demokratiets totale sejr. For ham var reformpolitik underordnet i forhold til det at radikalisere befolkningen. RadikalUeringen lykkedes, men andre hostede frugterne. Horup havde begyndt sit felttog for at haevne Jens og Peer og Ole pa de nationalliberale; han forstod ikke, at ogsa grundtvigianerne ville komme de tre bondedrenge til hjaslp. For Horup var og blev grundtvigianerne en modstander pa linje med de nationalliberale, og i sit egentlige mal i forhold til landalmuen blev Horup agterudsejlet af grundtvigianerne, men i Kobenhavn slog han de nationalliberale, vandt mange af deres direkte efterkommere og gjorde dem til demokrater.

Det var vel Horups storste indsats at vinde Kobenhavn for demokratiet.
I denne kamp sejrede den lille dreng fra Torpmagle, men det var
kun en del af det, han ville.