P.G. Lindhardt: Sådan set. (Gad, 1981). 183 s., ill.

Som utvivlsomt ventet er det et ualmindelig veloplagt erindringsrids, som denne meget skrivende kirkehistoriker nu har glaedet sin omfattende laeserskare med; og nar man efter at vaere flojet igennem bogen naesten aergrer sig over, at den ikke er tre gange sa stor, kan noget af forklaringen vel vaere, at netop den knappe form betinger succes'en. Vel indleder Lindhardt - ud fra egne omfattende erfaringer - med advarende bemaerkninger om erindringers historiske vaerdi; men f.eks. de solle fire linier om hans egen stormfulde disputeren 1939 ville have givet andre stof til mindst et helt kapitel (ja givet ogsa Lindhardt selv, hvis ikke bogens hovedperson var ham historisk set sa lidet interessant).

Som en mand, der savel i forskning som i kirkelig debat i en god menneskealder bestandig har staet i frontlinien, ma hans levnedsskildring nodvendigvis ofte behandle relativt velkendte episoder (et helt kapitel vies saledes slagsmalet om »det evige liv«). I naervaerende sammenhaeng turde sporgsmalet om »udvikling og uddannelse til historiker« maske vaere nok sa relevant. Og her virker hans klare accept og fulde anerkendelse af egne forudsaetninger hojst karakteristisk: fra den fynske barndoms milde pietisme, over den laerde skole (skildret i et decideret anti-Scherfig-skaer) med Fussing som historielaerer til studentertiden, der var livlig sa vel pa Studentergarden (med forhenvaerende stud.theol. Erik Arup som efor) som i Studenterforbundet, hvis oplosning netop da fandt sted.

Dertil betones indflydelsen fra den tidlige Barthianisme (men uden varig tilknytning til Tidehvervsbevjegelsen; thi PGL er altid »sin egen«); men specielt drejer det sig naturligvis om kirkehistorien, trods fagets tilbagetrukne plads i det teologiske studium, og sa vel Norregard som ikke mindst J. Oskar Andersen fik varig betydning for den unge student, der dog typisk nok selv matte tage et initiativ for ud over det nogne eksamenspensum at komme i gang med forskningen. Saledes bliver bogen i mangt og meget et personligt bidrag til nutidig kirkehistorie og til det ofte bevaegede universitets - og fakultetsliv, hvorfor det skal bemasrkes, at nok blev PGL forsker, men hans mal var den prasstegerning, som han har udovet livet igennem.

Deter naesten, som far man bekraeftet, at historiker er ikke noget, man bliver, man er det (enten/eller). Specielt den fortsatte taknemmelige anerkendelse, som alle influenser (»interaktioner«) konstant ledsages af, er tiltalende. Langt fra at give bindinger, som derpa livet igennem skulle afreageres, er bogen pa det naermeste en lang accept, for ikke at sige taksigelse for alt, hvad han fra hojst forskelligt hold har modtaget (lad sa vajre, at mangt et oprindeligt venskab ikke holdt i det lange 10b). Og her aner den opmaerksomme laeser en helt naturlig forbindelse til det projekt, som vel isaer er knyttet til Lindhardts navn, udforskningen af vaekkelserne og disses basis i samfundsudviklingen; thi her ganske som i hans eget levnedslob fastslas linier og sammenhaenge, men selvfolgelig ikke en vulgariseret arsag/virkning.

For PGLs mange laesere uden for snaevrere kirkelige kredse vil det nok vaekke interesse at se fastslaet, at de nordiske kirker allerede 1934 havde

brudt med den officielle (nazistiske) lutherske kirke i Tyskland (til fordel for bekendelseskirken), en naeppe uvaesentlig brik til forstaelse af den seje andelige modstand under besaettelsen, hvor den danske gejstlighed (vel imod al forventning) kom til at spille en rolle.

Da PGL er kritiisk, selvstaendig, har humor og ironi (ikke mindst selvironi), er det intet under, at der sa ofte har staet gnister om ham.