Religion på Universitetet. (Religionspædagogiske skrifter 2). Red. ved Erik Nørr og Hans Jørgen Lundager Jensen, udg. af Institut for Kristendomskundskab ved Aarhus Universitet. (Aros, 1981), 215 s., kr. 61,00.

Kan det synes ambitiost, at Institut for Kristendomskundskab ved Aarhus Universitet udsender et helt festskrift i anledning af, at det har eksisteret i 10 (ti) ar, er det vaerd straks at fastsla, at faget oprettedes allerede i 1912 (i Arhus fra 1948).

Det indholdsma;ssigt uhyre blandede skrift falder i hovedafsnit som dets savel internationale som kobenhavnske fortid, en raekke erindringsskitser fra tidligere studerende (naesten en »udgivelse af kildemateriale«), et forsog pa at tegne fagets aktuelle videnskabelige profil samt, hvad der turde vaere saerdeles relevant og aktuelt, forholdet mellem fag og gymnasium, og sluttelig en raekke statistikker, prognoser og studietrinstilvaekster m.v., medens man ikke skal vente at finde fagets overflytning til det teologiske fakultet behandlet; ja, den sa at sige totale mangel pa omtale af religionshistorie ved det filosofiske fakultet virker sa taktfuld, at tavsheden naesten er skrigende.

Den ene af redaktorerne Erik Norr skildrer baggrunden for oprettelsen af en bifagsuddannelse i Kobenhavn 1912 (hvor initiativet i hoj grad synes kommet fra kobenhavnske menighedskredse), mens Jorgen Stenbaek (i forlaengelse af sin afhandling i Kirkehistoriske Samlinger 1980) redegor for udviklingen frem til hovedfagets indforelse 1934, og da den kobenhavnske universitetshistorie som bekendt er saerdeles laerestols- og forskningscentreret, gives her et ganske vaesentligt supplement.

I betragtning af hvor gnidningsfrit kvinder 1875 fik adgang til universitetet, turde det nok komme bag pa de fleste, at uanset love og bekendtgorelser var det frem til 1940 ikke muligt for kvindelige cand.mag.er i kristendomskundskab at opna ansaettelse i den hojere skole! Som forklaring pa denne administrativt effektive diskrimination antyder Norr, at det kan skyldes en »afsmitning« fra kvinders manglende ret til praesteordination.

Tre erindringsrids, fra henholdsvis 1950erne, 1960erne og 1970erne turde vel alt i alt bekrzefte den almene erfaring, at medens galden flyder rigeligt, sa laenge den er frisk, vil den med passende lagring snart transformeres til »forstaelse« og sluttelig ende som taknemmelighed.

Og med al respekt for en raekke laereresbeskrivelser af deres respektive discipliners faglige status foler man med halvfjerdsernes student i hans klageover det disparate studium, hvor de mange faggrenes forskelligartethed langt bedre kan tales i rammerne af et helt fakultet (in casu det teologiske) end pa et mindre institut (tor man sige: »et minifakultet«?). Gennem laesningenaf disse ofte meget specielle emner melder der sig dog gang pa gang det generelle universitetsproblem, om ikkestyrelseslovens muligheder for staerkereskel imellem institutter (forskning)og studienaevn (embedseksamenskravene)forspildtes ved den gerne helt parallelt foretagne opbygning,hvorved

ning,hvorvedstudiekravene (og erhvervsmulighederne)i betydeligt omfangkom til at bestemme institutternes faglige indhold?