Poul Hartling: Politisk udspil. Bladet i bogen 2. Politiske erindringer 1964-1971. 1981). 204 sider, 148 kr.

Mens forste bind af Poul Hartlings erindringer var en optakt, er vi med andet bind midt i de politiske begivenheder, hvor Hartling som Venstres formand var en central skikkelse, idet bogen begynder med Niels Westerbys (og Borge Diderichsens) dramatiske afhopning og slutter med ministeriet Baunsgaards fald. Deter forbloffende, at Poul Hartling miidt i sit opslugende arbejde som FN's flygtningehojkommissaer har haft knefter til at fortsaette sit erindringsvaerk. Hans kilder er en ojensynlig fyldig dagbog og en god hukommelse.

Vi horer som naevnt om Westerbys og Diderichsens brud med Venstre, saledes som Venstres inderkreds oplevede det og om Erik Eriksens afgang, der medforte Hartlings valg til formand for Venstre. Interessant er redegorelsen for Svanningetalen, der jo betod en tilnaermelse til Det radikale Venstre, hvad der ikke bekom de konservative vel. I den forbindelse gor Hartling den bemaerkning, at det aldrig var faldet ham ind at drofte invitationen til R med K. Denne holdning er symptomatisk for hele fremstillingen, der nemlig rober en udtalt uvilje mod Det konservative Folkeparti. Han kalder det et pragmatisk parti modsat Venstre, som han karakteriserer som et ide-parti (s. 50). Men deter vel et sporgsmal, om en sadan summarisk dom holder. Hvis man iagttager Venstres historie over et laengere aremal, kan dette parti i den praktiske politik vel i lige sa hoj grad karakteriseres som praeget af pragmatisme. I virkeligheden fornemmer man en historisk betinget uvilje over for Estrups oldeborn. Maske spiller ogsa en anden folkelig-kulturel tradition en rolle samt vel tillige en god portion uvilje over, at de to partier konkurrerede om de samme vaelgere, efterhanden som der gik svind i Venstres kaerne

Derimod er der ingen grund til at betvivle Hartlings redegorelse for, hvorfor han kom til at indtage sin liberale grundholdning, og der synes heller ikke i hans gerning at have vaeret vaesentlige uforklarlige afvigelser fra denne.

Hovedparten af bogen optages, som rimeligt er, af forudsaetningerne for VKR-regeringen, dens tilblivelse og politik. Her kunne Hartling nok have taget lidt mere handfast pa, i hvilket omfang Venstre folte sig tilsidesat. Skuffelsen kan ikke skjules, i al fald ikke irritationen over de emsige konservative, der slet ikke kunne vente med at kare Hilmar Baunsgaard. Men hvad havde Hartling, og hvad havde Venstre egentlig forestillet sig, at den opstaede situation kunne fore til? Nar Hartling f.eks. skriver, at han foretrak, at regeringsdannelsen var foregaet i et roligere tempo, ma han vel mene, at et sadant havde givet Venstre en gunstigere

Fremstillingen af VKR-regeringens politik byder ikke pa overraskelser, men pa gode iagttagelser. F.eks. skriverHartling om de tre partiers samarbejde,»at princippet med at nojes med mindste faelles mal ofte nok gav et mindste mal af handlekraft«. Det var en tung beslutningsproces, de tre partiersministre virkede under. De skulle bade tale sig til rette indbyrdes og derpavinde de mere eller mindre genstridigegruppers samtykke. Skont regeringensvanskeligheder saledes ikke slores, skaeres der dog ikke ind til marven.Jeg har saledes blandt aktorer fra dengang hort fremfort, at skont den radikalegruppe (og endnu mere den radikalepartiorganisation) var den mest

udisciplinerede og til sidst trak taeppet vaek under Hilmar Baunsgaard, var dog Venstre pa grund af sine skuffelser dybest set den vanskeligste regeringspartner.Men deter vel for meget forlangt,at Hartling sa fa ar efter skal kraenge sin sjael ud loyal, som han er over for sit parti. Fremstillingen supplererE. Ninn-Hansen: Syv ar for VKR (1974). Det ma meget onskes, om HilmarBaunsgaard nu ville fremkomme med sin version, sa at alle tre kontraherendeparters opfattelse stod til radighedfor de politisk interesserede og for historikerne, som jo ellers ma vente,til aktorernes arkiver er tilgaengelige.

Fyldig omtale er viet Hartlings udenrigsministererfaringer. Der gives konkrete oplysninger om de problemer, Hartling matte tage sig af, derunder problemet K. Helveg Petersen, som pa saereste vis var plantet i udenrigsministeriet, dog i dets mindst frugtbare bed. Af vaerdi er de indtryk, fremstillingen giver udenforstaende af en udenrigsministers og hans ministeriums arbejdsform. Hartling gar ikke af vejen for at citere rosende omtale af sig selv, hvad der er forstaeligt, thi han blev modt med overbaerenhed som et lidt enfoldigt hasldore, der troede, han kunne gerere sig pa den Internationale skueplads. Sandheden er, at Hartling blev en dygtig udenrigsminister, der bade vandt respekt i udlandet og herhjemme, hvilket erindringsbogen da ogsa giver et rimeligt belaeg for.

»Politisk udspil« viser, at Hartling kunne spillet, det politiske spil - og ogsa i hojere grad, end bade tilhaengere og modstandere havde troet, selv om hans politiske egenskaber forst kom pa deres alvorligste prove efter 1971.

Skont dette bind ikke ganske indfrier forste binds lofter m.h.t. abenhed, er det som det forste bade velskrevet, lunerigt og sa godt komponeret, neret,at man ikke lige straks gor sig klart, hvor fremstillingen kunne og burde ga dybere ned.