Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum-Nielsen. (Museum Tusculanum, 1981). 482 s.

Den 17. oktober 1981 fyldte Danmarks vel mest iderige historiker, nu afdode professor Niels Skyum-Nielsen, K.obenhavn, 60 ar. Niels Skyum-Nielsen har i arenes 10b lagt sin hovedbeskaeftigelse i Middelalderhistorien, eksempelvis disputatsen Kirkekampen i Danmark 1241-1290 (1963), Kvinde og Slave (1971) og en raekke vaegtige kildepublikationer i Diplomatarium Danicum foruden flere artikler. Hovedparten af de 18 bidrag i det vidtspaendende festskrift omhandler naturligt problemer i dansk og europaeisk middelalder.

Der indledes med en artikel af Mogens Rathsack om pave Johannes 19's privilegium til klostret Cluny fra tiden kort efter 28. marts 1027. Dokumentet har indtaget en central plads i nyere forsknings omtale af Cluny og den pavelige politik for og under investiturstriden. Rathsack paviser, at der ikke er argumenteret overbevisende for opfattelsen af en forbindelse af kausal karakter mellem klosterexemption og Gregorianisme, og at privilegiet ikke kan tages som udtryk for, at Cluny var det mest begunstigede kloster af pavestolen. Sporgsmalet om forudsaetningerne for Gregortanismen og investiturstriden savner, som det rigtigt udtales, en dybtgaende undersogelse.

Fra den aeldre pavestols politik fores laeseren i Svend E. Green-Pedersens artikel over til de danske cistercienserklostres grundlaeggelse og den politiske magtkamp i det 12. arhundrede. Green-Pedersen dokumenterer, at af de 8 danske og 2 vendiske cistercienserklostre, som blev grundlagt i aerkebiskop Eskils tid (1138-1177), er der ikke et eneste, ved hvis grundlasggelse Eskils donationer var eneafgorende. Tvaertimod er der grund til at fremhaeve vekongehusets samt stiftsbispers og stormaends indsats. Med rette pointeres det, at den aeldre opfattelse af, at de danske cistercienserklostre i det 12. arhundrede udgjorde et samlet parti bag Eskil, er en übeviselig pastand. Ved at anvende kilder farvet af cisterciensernes Eskil-tradition har nogle forskere faet placeret denne ordens klostergrundlaeggelser alt for taet ved centrum af den politiske magtkamp i det 12. arhundredes Danmark.

I Senmiddelalderen ovede den nordiske birgittinerorden en ikke ringe indflydelse pa troslivtt. Tore Nyberg skriver om et antal nyfundne birgittiner-handskrifter fra Rebdorf kloster i Sydtyskland. I et af handskrifterne fremtraeder den kendte birgittinerpraest Severin fra Koblenz. Denne synes at vaere indtradt i ordenen i 1415 og kan folges i kilderne endnu i 1447, hvor han besogte kong Kristoffer pa vej til Vadstena kloster. Severin medvirkede i flere artier med stor aktivitet til udbredelse af birgittinerordenen inden for det tyske sprogomrades graenser. Hans betydning ligger i, at han har bidraget til, at man i Mellemeuropa flere steder ikke fik kontakt med inspirationen fra den hellige Birgitta fra Sverige direkte via forbindelse med de nordiske birgittinere, men indirekte via den italienske udformning af birgittinerkulturen.

Som noget nyt i dansk sammenhaeng skriver Thomas Riis om det middelalderligedanske indtil 1332. For det 12. arhundredes vedkommende oplyser mange af diplomerneikke udstedelsesstedet, og rejseruternekan derfor ikke rekonstrueresfor denne periode. Det ses alene, at kongerne fra ca. 1130 til Valdemar I jaevnligt kom til rigets forskellige hoveddele,og at en stor del af rejseaktivitetenskyldtes borgerkrigene. Om Valdemar I's reiser er vi bedre underrettet.Flere

rettet.Fleredokumenter er bevaret, og isser for Vendertogene er Saxo en udforlig kilde. Forst med Valdemar II efter Knud Vl's dod lader det sig dog gore at indtegne kongens opholdsstederpa et kort. For eksempel koncentreredekong Valdemar sig om det sydligeDanmark, mens Erik IV overvejenderejste i rigets centrale dele syd for aksen Ribe-Lund. En sammenligningmellem Kristoffer II og Valdemar 111 afslorer et meget forskelligartet rejsemonster.Valdemar 111 besogte alle vigtigere landsdele, hvorimod KristofferII klart koncentrerede sig om omradetsyd for den »klassiske« skillelinie ved Baeltovergangene. Den aeldre opfattelseaf en regelmsessig rejseturnus lader sig ikke opretholde, ligesom det heller ikke synes at vaere i hensynet til naturalokonomien, at den vigtigste arsagtil rejsekongedommet skal Soges. Vigtig er pointeringen af kongernes hyppige ophold i byerne, og konstateringenaf at rejsekongedommet blandt flere arsager isaer skyldes det kgl. rettertingsfremvaekst. Her vil nye undersogelsersandsynligvis kunne bringe foroget viden.

Om social-okonomiske aendringer i det 12-13. arhundrede skriver Erik Ulsig i en storre artikel om landboer og bryder, skat og landgilde. Udgangspunktet er problematiseringen af det hidtil antagne store omfang af fribondeklassen og den heraf »flodbolgelignende« overgang fra selveje til faeste ca. 1300. Hovedargumentet for udviklingen har vaeret godssystemet. Ulsig paviser, at godssystemet var karakteriseret af store forskelle mellem brugstyperne pa de kendte kirkegodser, men at der intet kan konkluderes om brydegodssystemets udbredelse. Der er sandsynligvis tale om en slags kontinuitet i godssystem og socialstruktur fra det 12. arhundrede til begyndelsen af det 14. arhundrede. Det pavises, at landboklassen i det 12. arhundrede var langt storre end i 1. halvdel af det 14. arhundrede. Landboerne drev omkring ar 1200 sma og storre garde, hvor de i 1. halvdel af det 14. arhundrede pa Sjaelland kun sad pa de sma garde og i Jylland endog var reduceret til tilbehor til de egentlige garde. Omdannelsen af landbogarde til brydegarde ca. 1300 var sandsynligvis betinget af, at herremaendenes bryder ifolge Jyske Lov var fritaget for ledingsskat. Om skatternes hojde i det 13. arhundrede er efterretningerne usikre. Det ses dog, at bonderne var fri for skat til kongen, og at skattefritagelsen var forudsaetningen for de hoje jordafgifter ca. 1300. For det 12. arhundredes vedkommende var landgilden ikke storre end pa Valdemar Sejrs tid, hvorfor der ogsa var plads til store ydelser til kongemagten.

Den forkaetrede Kristian H's lovgivning er emnet for Troels Dahlerups artikel. Lovgivningsvirksomheden har bidraget til at give Kristian II tilnavnet »rigslovgiveren«. Opspaltningen i en by- og en landlov, hvor der for sidstnaevntes vedkommende kun er bevaret fa tekster, tillader ingen slutninger om, hvorvidt der modsat byloven alene var tale om et rigslovseksemplar. Dahlerup pointerer, at det derimod med sikkerhed kan udtales, at kongens lovgivningsarbejde traditionelt har provinsiel karakter. .fliren for at indfore rigslovgivning i Danmark i moderne form tilkommer Frederik I og ikke mindst Kristian

I opgoret med Kristian II skriver ErlingLadewig Petersen om Revolution og reaktion i perioden december 1522 - marts 1523. Artiklen er formet som et diskussionsbidrag til Mikael Venges disputats om Kristian H's fald, som argumentererindgaende for at tildele det jyske rad initiativet ved henvendelsen til hertug Frederik af Gottorp. LadewigPetersen tilslutter sig med rette

dette synspunkt og uddyber pa enkelte punkter Mikael Venges undersogelser, bl.a. i henseende til modstandsretten. Med reaktionen 1523, i forste raekke karakteriseret ved Frederik I's handfaestning,tradte standsegoismen og godsejervaeldet klart frem. Ladewig Petersen fastslar, at reaktionen synes at afspejle en hojst kompliceret situation,bl.a. ved at kodificere standssamfundet.Fordommelsen af Kristian ll's lovgivning, som ikke desto mindre overlever (jfr. Dahlerup) og den videreudvikling rober, at der er tale om strukturelle brydninger af meget storre raekkevidde, end reaktionen 1522-23 lader ane.

Vigtige kilder til Middelalderens historie eksisterer ofte alene i senere, ufuldstaendige afskrifter. Kai Horby skriver om Arild Huitfeldts benyttelse af den (tabte) brevbog, der normalt kaldes Cancellariae veteris episcopalis liber, og som sandsynligvis stammer fra tiden umiddelbart efter Erik Menveds dod. En afskrift af en papirsafskrift af originalen af Stephanius den Yngre emu den eneste overlevering om brevbogens indhold. Det pavises via en jaevnforing af Huitfeldt med Stephanius, at fe>rstnaevntes gengivelser i de relevante afsnit folger samme raekkefolge som rigsbrevbogen (Stephanius-register), og at Huitfeldt tillige anforer flere akter end Stephanius registrerer, hvilket ikke kan vaere tilfaeldigt. Hvor deter muligt at konstatere, at Huitfeldts tekst angar samme aktstykke som registreret af Stephanius, ma hans karakteristik derfor i alle tilfaelde

Undersogelsen af middelalderlige diplomer er blevet drevet vidt, hvorimod dateringsformlerne stort set endnu er forblevet urort. Thelma Jexlev har taget emnet op og skriver om lokalhelgener og middelalderlige nordiske brevdateringer. Via en raekke eksempler semplerpavises det, at dyrkelsen af lokalhelgener har vaeret langt mere udbredt i Norge og Sverige end i Danmark. Som det rigtigt er fremhaevet, kan viden om dateringspraksis sammen med studiet af navneskik, ikonografisk udbredelse m.m. bidrage til at oge kendskabet til de enkelte helgeners liturgiske og folkelige udbredelse. Pa den anden side kan viden om kalenderpraksis vaere en hjaelp ved oplosningen af flertydige dateringer.

I en spaendende artikel »Fra sagn til historie og tilbage igen« skriver Inge Skovgaard-Petersen om Uffesagnet. Udgangspunktet har vaeret at undersoge, om forholdet mellem de bevarede tekster kan afklare sporgsmalet om, hvorvidt sagnet virkelig bygger pa danske eller specielt jyske begivenheder, og i bekraeftende fald hvornar de fandt sted. Den fyldigste danske fremstilling findes hos Sven Aggesen og hos Saxo, men deres faelles version kan som vist ikke ga langt tilbage, og navnet Uffe er middelalderligt i Danmark. En sammenligning mellem de danske tekster og et latinsk vaerk fra England fra begyndelsen af det 13. arhundrede viser, at de har haft en faelles nu tabt engelsk kilde om Offa af Angel og hans holmgang. Det papeges med rette, at en fokusering pa kompositionen gor det muligt at folge overleveringen, forsavidt denne foreligger skriftligt, ved at anvende kildekritik ogsa pa fiktive tekster.

Blandt festskriftets ovrige bidrag skal endelig fremhaeves »Kildekritik ellerplausibilitet« af Jakob Pasternak samt Karsten Fledelius¹ »Middelalder pa film som propaganda« om Sergei Eisensteins »Aleksandr Nevskij« fra 1938 og Rare Riibner Jorgensen »Den 9. april 1940 i tysk film«. Der afsluttes med en oversigt af Per Norgart over Historisk Instituts filmafdelings virke fra oprettelsen i 1965 (med Skyum-

Nielsen som drivkraft) og frem til
1980.

De mange artikler, som i forste raekke henvender sig til et videnskabeligt publikum, afspejler pa udmaerket vis Niels Skyum-Nielsens tre hovedinteresser og brede virkefelt.