Sjællandske Krønike. Oversat og kommenteret af Rikke Agnete Olsen. Illustrationer af Elisabeth Nyborg. (Wormianum, 1981)

For alvorstyngede middelalderforskere har det altid vaeret en lise at na frem til Yngre Sjcellandske Kronike, fordi den ved siden af sine hojst fortjenstfulde politiske og militaere oplysninger er velsignende morsom at laese, bade i kraft af forfatterens hvasse bemaerkningerog hans stedvis ufrivilligt komiskesaedeskildringer. Ved begyndelsen af dette arhundrede udsendte Ellen Jorgensen sin oversaettelse i to stykker, det ene i kildeudvalget Valdemar Atterdag(1911), det andet i Erik Klippingog hans Sonner (1927). Disse bogerkan vaere vanskelige at erhverve, og deter en udmaerket ide at sorge for en selvstaendig nyoversaettelse, der kan gore dette centrale kildeskrift tilgaengeligtfor en bredere kreds af nutidslaesere.Skont Ellen Jorgensens oversaettelserhverken er filologisk eller sprogligtforaeldede, maerker man i mange sma ting, at der er forlobet et par generationermellem hendes arbejde og Rikke Agnete Olsens: For eksempel er ordet »hovedsmand« erstattet af det ligesa fremmedartede, men mindre romantiskeudtryk »praefekt«; og deter nok ogsa mere i overensstemmelse med nutidig sprogfornemmelse, at personnavnegennemgaende er mindre

moderniserede i den nye oversaettelse, sa at Peder Lauridson og Palle Jonsson er blevet til Peder Laurensen og Paine Jonsen. Skont Rikke Agnete Olsen stotter sig til forgaengerens oversaettelse,der ingenlunde var stiv, er hendes danske saetninger alligevel blevet lettereog smidigere, uden at laeseren mister fornemmelsen af at sta med gengivelsenaf en fremmedartet, middelalderlatinsktekst. En vanskelig balancegang er lykkedes pa fortrinlig made.

Udgaven tager ved anlaeg og illustrering klart sigte pa at vaere folkeligt og paedagogisk formidlende, den er en pendant til samme forlags Roskildekronike og ligesom denne illustreret af Elisabeth Nyborg. Hvor hendes forlaeg der var internationalt romanske, har hun her orienteret sig mod den hjemlige gotik; hun bidrager sit til, at udgaven fremtraeder som en munter og tiltalende publikation. Udgavens hovedformal tjenes ogsa gennem dens apparat, som foruden ordliste, navneliste og kongegenealogier bestar af en kort politisk-historisk introduktion og en laengere kulturhistorisk kommentar. Her bliver en meget betydelig stoffylde praesenteret i let causerende form; trods pest og bornedodelighed er det tilvaerelsens lysere sider, Yngre Sjaellandske Kronikes mere underholdende aspekter, der pa alle mader traekkes frem. Den seriose studerende far dog lige forskningens hovedvaerker naevnt under »Forslag til videre laesning«;

Som tillaeg bringes sa et uddrag af /Eldre Sjallandske Kronike, der dog er klart utilfredsstillende, idet det gengiver den forkortede tekst, som er overleveret sammen med den yngre kronike, men noterer skiftende skriverhaender fra et handskrift af den oprindelige, meget fyldigere tekst, som Arne Magnusson og siden Gertz har udgivet. Mens deter fuldt forstaeligt, at man ikke har villet oversaette hele yCldre Sjsllandske Kronike med dens udtog af Adam af Bremen, Saxo, Exordium Magnum etc., er det beklageligt, at man end ikke har gjort opmaerksom pa dens eksistens og pa udgaven i Scriptores Minores 11. Det ville ogsa have vaeret onskeligt, om man havde besluttet sig for at oversaette et noget storre udvalg af den oprindelige tekst, saerlig den enestaende beretning om det skanske opror under ar 1180. Deter jo sadan nutildags, at hvad der ikke er oversat, bliver overset. Bortset fra dette hjertesuk vil anmelderen betragte Rikke Agnete Olsens oversaettelse af Sjaellandske Kronike som et yderst velegnet hjaelpemiddel for den mere seriose historiker. Hendes udgave vil blive den uundgaelige folgesvend for de studerende og forskere, som darligt pa egen hand mestrer latinen, men alligevel gerne vil saette sig ind i Yngre Sjaellandske Kronike som litteraert vaerk og en central kilde til det fjortende arhundredes

Wormianum har i de senere ar udgivet flere nyoversaettelser af kildeskrifter til Danmarks asldre historic Man ma habe, at forlaget kan fa succes og derigennem blive opmuntret til at fortsaette sit initiativ. Vore middelalderlige smakroniker og helgenlegender traenger i hoj grad til en moderne hand. Vel er der sjaeldent saglige fejl i arhundredskiftets oversaettelser; men deres danske sprog er ofte unodigt gammelmodigt - ogsa for deres tid, og kommentarerne var tit foraeldede, naesten for de blev skrevet. Vi har vel ogsa i dag filologer, der er kompetente til at kigge gamle Gertz over skulderen i hans arbejde med Sven Aggesons skrifter?