Karen Siune: Valgkampe i tv og radio. Politiske partiers anvendelse af tv og radio, herunder samspillet med journalisterne. (Forlaget Politica, 1982). 323 s., kr. 76,-.

I lobet af 1960'erne holdt valgkampene for alvor deres indtog i steren. Begyndelsen blev for tv gjort i 1957 med politiske foredrag. I 1960 kom praesentationsudsendelserne og i 1966 paneldebatterne. Fra og med 1966 steg bevaegeligheden blandt vaelgerne markant. Stadig flere skiftede parti fra valg til valg. Den forholdsvis faste forankring i partierne, der havde kendetegnet tiarene omkring arhundredets midte, slaekkedes. Flere og flere vaelgere folte sig ojensynlig svagere eller slet ikke knyttet til et bestemt parti. Som deter diskuteret i valgforskningen, haenger det sammen med dybtgaende asndringer i samfundsstrukturen, blandt hvilke industriens vaekst og spredning, stigningen i velstand, funktionaergruppernes vaekst samt bredt daekkende aendringer i uddannelsesstandarden ofte fremhaeves. Denne losnelse i partiforankringen gjorde det muligt for politikerne at flytte flere stemmer under valgkampene, og navnlig tv blev anset for det afgorende middel.

Hvordan denne pavirkning blev tilrettelagt,og hvilke virkninger den fik pa valgresultaterne, er jaevnligt blevet loseligt diskuteret, men forst i de senerear har samfundsforskerne for alvor forsogt at angribe problemet. Hvilke virkninger pavirkningen gennem medierne,herunder isaer tv, havde ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975 droftede Steen Sauerberg i et interessantarbejde fra 1976 (Vaelgere i 70'erne,s.

ne,s.210-52), og med den her foreliggendeafhandling for doktorgraden i statskundskab har Karen Siune sat sig for at undersoge, hvordan pavirkningengennem aeterrnedierne blev tilrettelagtved netop disse tre valg, og pa den baggrund prove en raekke hypoteserom, hvilke strategier partierne har for valgkampe i radio og tv. I den sammenhaengforsoger hun ogsa at kaste lys over forholdet imellem politikere og journalister. I hvilken udstraekning forsogtejournalisterne at varetage vaelgerneskrav pa redelig oplysning om de partipolitiske tilbud (vinduesfunktionenkaldet af fantasifulde medieforskere),og i hvilken udstraekning matte de give efter for politikernes ligesa berettigedekrav om at fa deres propaganda ud (platformfunktionen).

Afhandlingen har isaer metodologisk interesse. Deter i hvert fald for dansk forskning et nyt felt, Karen Siune har villet opdyrke. Materialet er bandudskrifter af samtlige valgkampudsendelser i radio og tv. Metoden er den kvantitative indholdsanalyse. Udskrifterne er kodet for i alt 27 variable. Den kodede enhed er den enkelte udtalelse, forstaet som det sted i teksten, hvor en politiker eller journalist begynder at udtale sig, til det sled, hvor han holder inde. Kun for pra;sentationsudsendelserne harder ojensynligt mattet anlaegges lidt andre kriterier. De vigtigste variable, bortset fra de selvfolgelige som, hvem der taler i hvilke roller, hvornar etc., er partiernes holdninger til sig selv og hinanden, referencer til erhvervsliv og organisationer, omtale af forskellige typer af politiske problemer (okonomi, offentlige besparelser, skatter, arbejdsmarked, boligproblemer, uddannelse/kultur, miljo/energi, forsvaret, EF, specie lie politiske problemer, herunder regeringsdannelse og generelle emner, herunder ideologiske udsagn) samt vaerdier.

Ved statistiske analyser af dette materiale beskriver Karen Siune i tabeller, diagrammer og tekst, hvilken vaegt partierne lagde pa fc-skellige typer af emner, hvilke emner der parti for parti isaer blev omtalt i sammenhaeng med bestemte andre emner, hvordan partierne omtalte sig selv og hinanden (ved multidimensional skalering har hun for det sidste punkt fremanalyseret to dimensioner, en hojre-venstredimension og en dimension, hun ikke kan finde en daekkende beskrivelse for), samt partiernes referencer til specielle grupper blandt vaelgerne. Endelig forsoger hun lobende at sammenligne politikernes udtalelser med journalisternes. De fleste af de fundne sammenhaenge forekommer palidelige. Enkelte er diskutable. Det gaelder samforekomsten af politiske emner, hvor man ikke kan lade vaere med at undre sig over, om der ikke ogsa er tale om en del tilfaeldigheder. Men kun fa er virkelig interessante.

Det haenger sammen med den kvantitative indholdsanalyses karakter. Ved enhver fortolkning fremhaeves visse iagttagelser, mens andre lades uomtalt. De iagttagelser, der fremhaeves ved kvantitativ indholdsanalyse er fa, stereotype, men til gengaeld sikre. Nar variablerne i kodningen er fastlagt, har man udtomt sine muligheder for at gore iagttagelser. Hvis man undervejs bliver opmaerksom pa nye problemstillinger, ma man enten lade dem ligge eller gore hele arbejdet om. Sporgsmalet er, om man kan gennemfore en kodning, der er tilstraekkelig nuanceret og ikke for dyr til at tage konkurrencen op med den traditionelle fortolkende laesning, hvis palidelighed ikke nodvendigvis er sa ringe, og som kan reorienteres efter skiftende relevanskriterier og navnlig ogsa fange det uudsagte og gribe om bag det manifeste.