Festskrift til Troels Fink, Red.: Helge Larsen og Roar Skovmand (Odense Universitetsforlag, 1982). 266 s., ill., kr. 130 + moms.

Som dette festskrift groft sagt falder i tre hovedafsnit, Sonderjyllands aeldre Historie, dansk politik i 20. arhundrede, samt graensesporgsmalet i nyeste tid, afspejler det pa det smukkeste Troels Finks egen livsgerning: de unge ar som lektor ved Aarhus Universitet i specielt Sonderjyllands historie; hans professorat, der (uanset den fortsatte tilknytning til det Sonderjyske) reelt omfattede samtidshistorien, samt slutfasen, de mange ar (fra 1959) som dansk generalkonsul i Flensborg. Hertil ma ogsa naevnes fodselarens sa at sige medfodte engagement i graensesporgsmalet (herunder hans virke som udenrigsministeriei:s konsulent) savel som hans indsats i »det folkelige arbejde«, det vaere sig som foredragsholder eller deltager i den populaerhistoriske genre, og deter ikke noget tilfaelde, at flertallet af bidragyderne stammer fra »Historikergruppen«s kreds.

Som H.V. Gregersen og Hans Neumann indleder med bidrag om det forhistoriske Sonderjylland, og P.K. Iversen bringer en studie om mejeribrug pa konge- og hertuggods ca. 1600, afsluttes bindet med dels Niels Svenningsens gennemgang af mindretalsordningen 1955, dels Jorgen Hamres redegorelse for det danske biblioteksvaesen i Sydslesvig.

Ind i mellem kommer sonnen Jorgen Finks bidrag om J.C. Christensen og Paskekrisen, mens Helge Larsen gennemgar en kritisk brevveksling mellem denne og Carl Hansen, Skive. Tage Kaarsted skildrer (bestemt ikke uaktuelt), hvorledes Politiken 1920 pa et haengende har var blevet solgt til ikkeradikale landbrugsinteresser. Foruden venners spredte bidrag (som Rise Hansen om Hannibal Sehesteds fald 1651 og Kamma Struwe om »Historie i Folkeskolen«) star centralt H.P. Clausens studie om den moderne kritiske historieforskning grundlaegger Barthold Niebuhr med betoning af denne Ditmarskers nemt oversete oprindelse i helstatsmiljoet (faderen var jo den ikke ukendte opdagelsesrejsende Carsten N.). Ganske vist gik han 1806 i preussisk tjeneste og tilhorer derefter tysk andsliv; men kan man pa baggrund af hans beromte studier over den romerske agrarreform ikke forestille sig, at hans tiarige virke ved Kgl. Bibl. og naere forbindelse med Schimmelmannkredsen har givet ham impulser fra et miljo, hvor den Gram-Langebekske skole (og Saxo-kritikken) blomstrede?

Som sig hor og bor afsluttes bogen med den obligate litteraturliste; sa omfattende, at man er taknemmelig over, at den er inddelt i Boger og Pjecer, i Afhandlinger og i (talrige) Anmeldelser.