Hans Gregersen: Skipper Klement. (Forlaget Bygholm, 1981). 87 s., ill. kr. 88.

Det unge, frederikshavnske forlag Bygholm markerer sig med en raekke vaerker af lokalhistorisk tilsnit. Efter bogen om Stygge Krumpen fra 1979 (anmeldt i Fortid og Nutid XXIX 1981 s. 326f) foreligger allerede et nyt skrift i samme fornemme udstyr om Borglum-bispens samtidige, oprorslederen Skipper Clement. Teknisk er bogen en bedrift. Usaedvanligt smukke fotografier af Hans Nielsen veksler med sobre, tiltalende tegninger af Henrik Bygholm, der ogsa har aeren af bogens grafiske tilrettelaeggelse. Bade fotografier og tegninger anlaegger en mork, lidt dyster stemning, der harmonerer fuldendt med bogens emne og det storladne norrejyske og vendsysselske landskab, der er skuepladsen for Skipper Clements bedrifter. Hans Nielsen brillerer isaer med nogle optagelser fra Helligandsklostret i Alborg, som formeligt »ander« af senmiddelalder. Derimod kunne man uden skade have sparet bogens ovrige illustrationer, der uundgaeligt virker som et udvandet opkog af Politikens Danmarkshistorie. Maerkeligt nok har man ikke ofret en tur ned til Manager og Udbyneder pa Hans Nielsen, men har nojedes med at indforskrive fotografier af henholdsvis Stygge Krumpens gravsten og det velkendte kalkmaleri af Christian II (?) i havsnod fra sjaellandske forskningsinstitutioner. Omslagets farvestralende kalkmaleri fra Dronninglund kirke angives at vaere fotograferet af Hans Nielsen, det samme sceneri inde i bogen i sort-hvidt af Nationalmuseet.

Mere beklageligt er dog, at de talrige illustrationer slet ikke er forbundet med bogens tekst. Lovligt mange fornemmes direkte irrelevante, saledes en serie monske kalkmalerier, der jo ofte er gengivet i andre vaerker. Nogle er maerkeligt ukritisk valgt. Wullenwever, grev Christoffer og Johan Rantzau vises i sene, historisk og kunstnerisk underlodige gengivelser. Havde der ikke vaeret mere mening i at bringe nogle af Niels Larsen Stevns' fresker fra Centralbiblioteket i Hjorring, der bl.a. forestiller Skipper Clement? De fleste illustrationer er heldigvis af lokal oprindelse, men alle konklusioner om en mulig sammenhaeng med tildragelser, der omtales i bogen, overlades til laeseren. F.eks. kunne vel de interessante udskarne skibe i Saeby kirkes munkestole, som endnu er lidet kendte, og som Hans Nielsen har indfanget i flere spaendende optagelser, have vaeret knyttet til Skipper Clements lobebane.

Undtagelsen er nogle helsides gengivelseraf samtidige dokumenter, der er strejfet i teksten. Det har vaeret fremfort - og gentages i bogen - at Skipper Clement maske kunne vaere identisk med en Clement Munck, der naevnes i Alborgs Guds legems lavs protokol 1511. Billedteksten henviser imidlertid til en Klement Nielsen i protokollens venstre spalte, mens Clement Munck star i hojre spalte. Da det i ovrigt af bogen fremgar, at Skipper Clement badei skotske og danske kilder kaldes Clement Andersen, ma den eneste forsvarligehistoriske konklusion vaere, at vi faktisk intet kender til skipperens

baggrund - med mindre man vaelger at haelde sig til den sene, lokale tradition om Skipper Clements vendsysselske afstamning, hvad naeppe nogen faghistorikerville finde pa. Her skal ikke argumenteres imod denne tradition, som det naturligvis er populaerhistorikerensret at boltre sig i. Blot undrer det mig, nar forfatteren lidt gumpetungtskriver, at Skipper Clement fodtesi Vedsted »naer Abybro«. Abybro har i dette arhundrede vaeret en efter egnens forhold betydelig stationsby, men forbindelsen til Skipper Clement er unaegtelig lidt fjern. Fra en historisk betragtning er det ulige mere spaendende,at Vedsted ligger taet ved Birkelse, Borglum-bispens gard og endnu i dag Vendsyssels storste herregard. Da fremstillingen i ovrigt er mildt sagt fantasifuld,kunne der lige sa godt have vaeret fabuleret lidt over dette naboskab.

Hermed er det allerede antydet, at teksten afgjort er det ellers sa smukke vaerks svage punkt. Det skal siges, at forfatteren ikke pranger med sin identitet. Den afslores hverken pa omslag eller titelblad. Alene af en diskret notits under trykkestedet fremgar det, at synderen er Hans Gregersen, der ogsa skrev bogen om Stygge Krumpen. Mange vil sikkert finde teksten paen og nydelig, og anmeldelsen i Fortid og Nutid af Stygge Krumpen-bogen var da ogsa overordentlig velvillig, men for den, der netop har taget samme tur (se min afhandling om Clements-fejden i Historie, Ny rk. XIV, 1981 s. 1-36), er resultatet skuffende. Fremstillingen prages hverken af ideer eller kritisk sans, men af en blind efterplapren af de forhandenvaerende skroner. Hvis skronerne blot blev fortalt, ville skaden vaere til at overse. Men Gregersen lider af en ulykkelig hang til at raesonnere over dem, hvorved han uvaegerligt filtrer sig ind i et net af modsigelser. En stor del af fremstillingen optages af optakter, der spaender fra Spartacus til St. Jorgensbjerg-slaget 1441 (hvor Jens E:. Olesens artikel i Historie, Ny rk. XIII, 1980 s. 33-48 med fordel kunne have vaeret konsulteret). Gregersen mishandler dette slag med en grusomhed, der langt overgar bondernes fremfaerd mod den forhadte Esge Brok, som skal vaere blevet skaret i sma stykker af den rasende hob. Af misforstaelser, jeg har forsogt at udrydde, fremfores frejdigt adskillige. Clements kompagnon, Skipper Herman, huserer uanfaegtet pa Varde-egnen, Ringkobing stikkes atter i brand, og stormen pa Alborg udarter ogsa her til et af de af populaere skribenter sa yndede blodbade. Gregersen har ganske vist haft fat i Johan Rantzaus brev, men ikke med heldig hand, og uden at fa oje pa modsaetningen mellem den samtidige kilde og de senere konstruktioner. »Schirnowe« betyder Skjern a, »anhang« formodentlig tilhasngere og ikke slaeng, som Gregersen skriver, velsagtens efter Politikens Danmarkshistorie. Der udtrykkes ikke i Johan Rantzaus korrespondance foragt for modstanderne. Fra sit naboskab med Ditmarsken var han vant til og respekterede bondehaere. Det nye syn pa Johan Rantzaus lobebane, jeg har argumenteret for i »Christian 2.s fald« (1972) og »Nar vinden fojer sig ...« (1977), har heller ikke sat sig spor, hvad forfatteren ikke skal klandres for. Blot beder man til - og det vaere sagt uden hovmod - at Hans Gregersen i sit fremtidige forfatterskab matte spare pa skronerne og til gengaeld dvsle udforligere ved de skatte, der vitterligt gemmer sig i Vendsyssels brogede fortid.