Hvad er historie. (Forlaget i Haarby, 1981). 162 s.

Forlaeggeren Poul A. Jorgensen har spurgt en raekke mennesker, der pa forskellig made har beskaeftiget sig med fortiden: »Hvad er historie?« - og deter der kommet nogle temmelig forskellige svar ud af. De involverede er Per Stig Moller, Erik Lund, Hans Henningsen, Benito Scocozza, Hans-Ole Hansen, Johs. Slok, David Gress, Elsa Gress, Erland Porsmose og Kamma Struwe - altsa en skonsom blanding af professionelle historikere og samfundsdebattorer, i flere tilfaelde de to funktioner i samme person.

Vi far en raekke forskellige bud pa, hvad vi kan laere af historien, hvad den »viser os«, hvad vi kan bruge den til. Nogle gennemgaende traek synes at vaere en opfattelse af historien som samfundets hukommelse og ophobede erfaringer, der for nogle kan vaere grundlag for handlinger og for andre udgore en vaesentlig, for ikke at sige den centrale del af menneskets selvforstaelse (hvorved den vel i ovrigt ogsa bliver grundlag for handlinger).

Generelt sagt forekommer det undertegnede, at faghistorikernes overvejelser er mere vedkommende end et par af de ikke-proiessionelle historikeres. Saledes er det svaert at tage Per Stig Mollers primii:ive anti-marxistiske korstog alvorligt med dets helt firkantede koldkrigsudlaegning af den historiske materialisme og raske sidestilling af nazistisk og marxistisk »videnskab«. Og hvad skal man mene om en pastand om, at »nar historien bruges politisk, bliver den uvidenskabelig« (s. 16), nar der umiddelbart efter bruges et historisk eksempel, der skal vise marxismens skurkagtighed og historieforfalskende karakter? Eller en pastand om, at en videnskab, der tjener andre interesser end erkendelsens fremadskriden, er falsk og umoralsk (s. 21), nar forfatteren samtidig erklsrer, at han skriver historie bl.a. for at undga fortidens fejltagelser (s. 24 f)? Eller nar der harcelleres over en historieundervisning, der skal bibringe born den bevidsthed, der fremmer det foretrukne eller herskende politiske system (s. 19) - som om man overhovedet kunne pege pa en offentlig skoleundervisning, der ikke lige netop havde dette formal?

Elsa Gress skriver nedladende om faghistorikerne og fremhaever kunstnerisk,»erkendelsessogende« skrivningpaderes bekostning. Og selv om hendes kritik af mange historikere for at vaere kedsommelige, teoribundneog stivbenede kan have meget for sig, synes hun ikke at tage hojde for den vigtige erkendelse, der fremfores af hendes son David, at »en fortallendehistorieskrivning som skal mode det

offentlige behov ma tage hojde for faghistorienslandvindinger, hvis den ikke skal degenerere til blot at udtrykke forfatterens personlige fordomme og aktuelle politiske engagement (s. 103) - hvor man dog sa selvfolgelig kan sporge, om ikke ogsa faghistorikerens undersogelser til en vis grad afspejler vedkommendes »aktuelle politiske engagement«.

David Gress' essay indeholder i ovrigt i mine ojne stof til en lang raekke vaegtige diskussioner (selv om ogsa han skal have luftet en besynderlig firkantet opfattelse af marxistisk historieforskning). Han argumenterer med rette for, at danske historikere tager ved laere af, hvad der foregar inden for faget pa engelsk, fransk og tysk sprogomrade. Hans pastand om, at mange forende historikere i dag synes at vaere optaget af et generelt problem: sporgsmalet om Vestens egenart som kulturog andsform, synes mig dog snarere udsprunget af hans egen optagethed af dette sporgsmal (aktuelle politiske engagement!?) end af nogen saerlig markant stromning inden for faget. Eller rettere: ud fra en meget overordnet betragtning kan han vel have ret i, at sonderingerne i mentaliteternes historie drejer sig herom - men deter svaert at fa oje pa, at det skulle have vaeret den problemrejsende interesse. Hans essay munder ud i et angreb pa analytiske (kildekritiske) og pa ideologiske historikere, som efter hans opfattelse har en uretfaerdig historieopfattelse og har ladet sig bestemme af tidsanden, og en apologi for en tilbagevenden til en fortaellende historietradition - baseret pa forskningens resultater, og uden at den bliver romantik eller ideologi.

Bogen aegger saledes sine steder til modsigelse og diskussion. Andre laesere vil sikkert fole trang til at diskutere synspunkter andre steder end undertegnede. Og deter ikke det vaerste, man kan sige om en debatbog. Den vil fint kunne danne udgangspunkt for diskussioner og overvejelser om, hvad vi egentlig skal bruge fortiden og faget historie til.