Esben Albrectsens disputats falder i to dele. Den forste del (kaldet afsnit II) behandler Sonderjyllands lensretslige stilling, mens andendelen (kaldet afsnit III) behandler nogle centrale aspekter af de politiske og sociale forhold i Sonderjylland. Bogens titel »Herredommet over Sonderjylland 1375-1404« angiver meget praecist forfatterens aerinde. Undertitlen »Studier over hertugdommets lensforhold og indre opbygning« lige sa praecist, hvad bogen kommer til at indeholde. Jeg skal i min opposition folge bogen fra en ende af og kommentere en raekke punkter, som jeg finder vellykkede, interessante eller kritisable. Jeg skal med det samme pege pa, at jeg finder, at deter en udmaerket afhandling vi her har for os, men at min opposition i vid udstraekning vil forme sig som kritiske kommentarer. Deter min opgave at fremkomme med de indvendinger, jeg har.

I

Forstedelen om hertugdommets lensretslige stilling samler sig om de tre arstal 1376, 1386 og 1396. I 1375 var hertug Henrik dod som den sidste af den sonderjyske hertugslaegt. Ved Valdemar Atterdags dod i slutningen oktober samme ar beherskede holstenerne (som de laenge havde gjort) Sydslesvig, den danske kongemagt Nordslesvig. At holstenerne herefter i Iobet af et par ar overtog magten ogsa i Nordslesvig, kan ikke undre. I Danmark matte der nemlig et kongevalg til. Efter 5-6 maneder blev Valdemars norske datterson Oluf vel valgt, men hans meklenborgske datterson Albrecht udgjorde i flere ar en trussel imod den danske regering, som hermed havde andet at se til end Valdemar Atterdags nyetablerede nordslesvigske herredomme.

De holstenske grevers faktiske magtovertagelse i Nordslesvig behandlesnasrmere

lesnasrmerei bogens andendel, under gennemgangen af lokalforvaltningen,dvs. lenene. Den indviklede politiske situation i og omkring Danmarki disse ar gar Albrectsen derimod ikke ind pa, men koncentrerer sig om, hvad der skete da meklenborgere og holstenere modtes i Grevesmiihlen21. januar 1376. Forlenede den meklenborgske tronpraetendent holstenerne med Sonderjylland og i bekrseftende fald, hvilken retslig virkning fik en sadan forlening?

De to andre arstal, 1386 og 1396, er arene, hvor henholdsvis kong Oluf
i Nyborg forlenede grev Gerhard med hertugdommet, og hvor Erik af
Pommern i Assens ikke fornyede forleningen formelt korrekt.

Deter unaegtelig ikke noget nyt forskningsomrade, praeses her tager op, og han betegner derfor beskedent bogens forstedel som naermest en forskningsoversigt. Hans fremstilling demonstrerer imidlertid til fulde berettigelsen af at tage emnet op endnu en gang, ogsa fordi den seneste mere indgaende behandling, Werner Carstens' fra 1951, har flere vildskud eller fejlskud. Heller ikke med Erich Hoffmann og endnu mindre med Michael Linton, som begge dog kun berorer dele af emnet, er Albrectsen altid enig.¹

Fremstillingen kan starte med et scoop: Nok modtes meklenborgere og holstenere 21. januar 1376 og forhandlede om en alliance med henblik pa krigen i Danmark, og nok findes der fire beseglede originalbreve vedrorendeen sadan alliance udstedt af meklenborgerne - i det ene af dem overlod »Albrecht af Guds nade de daners og venders konge« hertugdommetJylland til de holstenske grever; ikke desto mindre repraesentererdisse breve ikke en ratificeret traktat. Den hidtidige forskning har selvfolgelig vaeret opmaerksom pa, at de holstenske grever ikke brugte hertugtitlen for 1386, og har ogsa forstaet, at den retslige vaerdi af at fa et landomrade fra en tronpraetendent, som aldrig opnaede tronen, matte vaere temmelig ringe. Men adskilligt falder unaegtelig pa plads, nar praeses kan pavise, at holstenerne aldrig har modtaget de fire breve (de ligger i arkivet i Schwerin) og ikke ses at have udstedt modbreve. Som det nemligvidere papeges, er der i den folgende tid ingen virkninger af den eventuelt indgaede traktat, og der henvises aldrig siden til den. Dog med en undtagelse. I det sakaldte meklenborgske stridsskrift fra 1394 fortaelles det, at de holstenske herrer i Grevesmiihlen af kong Albrecht af Danmarkforlenedes

---

1. Werner Carstens: Beitrage zur Entstehung des Schleswig-Holsteinischen Staates. Zeitschrift f. Schl.-Hoist. Gesch. 74/75 (1951), s. 1-58; Michael Linton: Drottning Margareta (1971); Erich Hoffmann: Die danische Konigswahl im Jahre 1376 und die norddeutschen Machte. ZSHG 99 (1974), s. 141-95.

markforlenedesmed hertugdommet Slesvig. Men Esben Albrectsen paviser,at forfatteren af stridsskriftet ikke kan tillaegges selvstaendig kildevaerdi,idet denrie, meget forstaeligt, har haft adgang til de meklenborgskefyrsters arkiv, dvs. bl.a. til Grevesmiihlenbrevene.

Praeses virker naesten overrasket over sin opdagelse, og han er meget forsigtig i sin formulering af konklusionen: »I det mindste ma der herefter vaere berettiget tvivl om der i Grevesmiihlen blev indgaet et forbund med de traktatmaessige forpligtelser der fremgar af de fire breve« (s. 31). Jeg ma sige, at jeg foler mig aldeles overbevist af den fremforte argumentation for, at traktaten aldrig er blevet ratificeret. Bevisbyrden ma for fremtiden pahvile dem, som vil haevde traktatens gyldighed. Men jeg skal indromme, at miin overbevisning styrkes ved min viden om, at Anders Bogh, i en undersogelse af forholdet mellem Danmark og meklenborgerne, er naet til samme resultat som Albrectsen².

Nar dette er sagt, bor det tilfojes, at den uratificerede traktat er en fortrinlig kilde til situationen efter Valdemar Atterdags dod. Uanset om deter holstenerne eller meklenborgerne der i sidste ojeblik har trukket sig, har det allerede 3 maneder efter Valdemars dod staet begge parter klart, at deres imal i Danmark kun kunne gennemfores ved krig, og meklenborgerne har haft planer om ikke blot at overlade holstenerne Sonderjylland, men ogsa forskellige omrader i selve Danmark (om muligt Fyn) som pant for 30.000 mr. solv plus de omkostninger som holstenerne fik i krigen. Den sidste tilfojelse betyder, at pantet pa de 30.000 ma opfattes som et gavepant (anderledes Albrectsen s. 25 og 51, som forestiller sig, at holstenerne i forbindelse med krigen praesterer ydelser og udlaner penge for 30.000 mr. solv. Hvor skulle de dog fa dem fra?)³. Hvor taet man var pa en aftale mellem holstenerne og meklenborgere den 21. jan. 1376, fremgar i ovrigt af, at den maegtigste stormand i Nordslesvig, Henneke Lirnbek pa Torning, dagen efter ogsa i Grevesmiihlen lovede at tjene kong Albrecht med 50 mand, sa laenge krigen varede.

Jeg skal ikke referere eller kommentere analysen af, hvad der skete i
1386 og 1396, na^rmere. Kildematerialet til begge disse begivenheder er
ikke for godt, samtidige dokumenter kendes ikke og har naeppe foreligget.Om

---

2. Anders B0gh: Kampen om magten i Danmark efter Valdemar Atterdags dod (utrykt, Arhus 1979).

3. Ifolge brevet (MUB 10838) skylder meklenborgerne holstenerne 30.000 mark solv. »Vor desse vorbenumeden summen siluers und vortmer vor alle coste und vor alien schaden und vor alle verlust, den si in usem dienste und in alien orlogen, di von dessen krige untstan mogen ... den si redelike bewisen mogen, sette wi en und laten to eneme brukeliken pande« etc.

get.Omforleningen i 1386 findes ganske vist Detmars velinformerede samtidige beretning i den Lybske Kronike, men om hvad der skete i 1396 haves kun senere delvis modstridende vidnesbyrd til brug for eller som indlaeg i processerne om Sonderjylland i 1413 og 1424. Det sparsomme kildemateriale er naturligvis endevendt af den tidligere forskning. Beskedentskriver praeses om 1396, at hans »gennemgang af materialet ikke har fojet noget afgorende nyt til de resultater den tidligere forskning har naet« (s. 86). Deter imidlertid en meget velovervejet og velargumenteret behandling som vi far, og deter en fornojelse at laese den. Og naturligvis er der en raekke gode pointeringer. Lad mig fremhaeve pavisningen af, at det holstenske procesindlaeg fra 1423 (som holstenerne naeppe fremlagde i processen for kejseren i 1424) argumenterer ud fra forleningerne i 1326 og 1386 samt forbundstraktaten af 1392, men ikke - for at citere praeses - »med et ord omtaler begivenhederne i Assens. Der har vaeret tvivl om hvorvidt de kunne bruges som baeredygtigt argument for hertugslaegtens ret til Sonderjylland« (s. 89).

Lige sa omhyggelig praeses er med laesning og analyse af materialet til, hvad der skete i 1376, 1386 og 1396, lige sa uopmaerksom og selektiv kan han vaere, nar det drejer sig om emner eller detaljer, som han mener kun har perifer interesse. Jeg har tidligere papeget den lidt hastige laesning af Grevesmuhlentraktatens bestemmelser om ho'lsteneres og meklenborgeresokonomiske mellemvaerende. En anden detalje at drille praeses med vedrorer grev Albrecht af Holstens deltagelse i slaget ved Asle pa den forkerte side, og det vil i 1389 sige pa meklenborgsk side. Hans deltagelse er sikkert belagt, siger praeses (s. 71). Ja, deter den, men deter ikke ud fra de kilder praeses (s. 69) henviser til, at sikkerhed kan opnas. Henvisningernegaelder Visbykroniken og lybaekkeren Hermann Korner, der andetsteds (s. 53) karakteriseres som ikke just velrennomeret og side 66 beskyldes for gaetteri. Jeg skal tilfoje, at Kornerhandskrifterne varierer, i Linkopinghandskriftet hedder greven Adolf! Forholdet er simpelthen det, at datiden har vaeret utrolig darligt informeret om den uheldige holstenske deltager i slaget ved Asle. Et par svenske arboger, som er lige sa gode kilder som Visbykroniken, samt Detrnar, ved blot at fortaelle, at en holstensk greve blev fanget, men kender ikke hans navn, mens den skanske arbog, som er samtidig med begivenheden, fortaeller, at det drejedesig om selveste grev Gerhard af Holsten! Alle disse kilder er nemt tilgaengelige i en bog, som tidligere blev flittigt brugt ved de historiske institutters undervisning i kildekritik, Kr. Erslevs Historiske Kildestede

der4. Det kan her ogsa ses, at der heldigvis findes et diplom, som giver os
den onskede sikkerhed, nemlig et forligsudkast af 10. juli 1392 mellem
kong Albrecht af Sverige og dronning Margrethe.

Hermed er jeg naet til det alvorligere, Esben Albrectsens laesning af samme forligsudkast og dermed forstaelsen af forholdet mellem holstenerne og dronning Margrethe i perioden mellem 1386 og 1396. Med rette hedder det ganske vist i sammenfatningen s. 75: »Stort set opretholdt de holstenske fyrster et godt forhold til dronning Margrethe«, men denne karakteristik stemmer ikke saerlig godt overens med skildringen af modet i Vordingborg i juli 1392. Det var et stort mode, til stede var bade de holstenske grever, hanseaterne, dronning Margrethe og udsendinge fra Meklenborg, som repraesenterede den fangne kong Albrecht af Sverige's interesser. Margrethe fremlagde det naevnte forligsudkast og lod heri kong Albrecht udtale bl.a. folgende: »Ydermere sa tager [dvs. medtager] dronning Margrethe grev Claus, hertug Gerhard og de holstenske herrer og hertugdommet Slesvig og landet Holsten og alle de to landes indbyggere i denne foirnaevnte evige sone og fred lig sig selv, hendes mcend og lande, dog saledes, at de selv skal garantere denne sone«⁵. Michael Linton har, i modsaetning til hvad praeses tror og skarpt bemaerker, forstaet meningen med denne passage rigtigt: holstenerne medtages i freden pa Margrethes side, mens praeses opfatter det citerede som et pabud til Margrethe om at slutte fred med holstenerne⁶. Men det hedder jo i brevet »ligesom sig selv«, hvorefter det tilfojes, at holstenerne dog ogsa selv/personligt skal stille kong Albrecht sikkerhed for freden. Uanset den ganske unge grev Albrecht af Holsten's uheldige opforsel stod de holstenske herrer altsa officielt pa Margrethes side i kampen om Sverige og opfyldte vel derved lenspligten for Sonderjylland. Det forekommer rnig, at alt andet ogsa ville have vaeret en fantastisk hasardpolitik af holstenerne i 1389, blot tre ar efter, at de endelig havde opnaet forlening pa Sonderjylland af den danske kongemagt.

Den anvendte terminologi, hvor forbundsfaeller medoptages i en traktateller
fredsafslutning, er den, som altid anvendes i datiden. Jeg har her
kun plads til at citere et enkelt andet eksempel, aftalen af 10. aug. 1360

---

4. Erslevs kildesteder til ovelser i historieforskningens teknik, ved Erik Arup (1931).

5. Citeret af E. Albrectsen s. 71 note 67; trykt MUB 12430 og Rydberg: Sveriges Traktater 11, nr. 419. - I begyndelsen af forligsudkastet indsattes ved omtalen af den forventede frigivelse af kong Albrecht af Sverige og hans venner og "maend den ovenfornaevnte passus om grev Albrecht af Holsten (gaende ud pa, at traktatens bestemmelser ikke vedrorte ham, uanset han blev fanget sa.m. kong Albrecht).

6. M. Linton, s. 222; E. Albrectsen, s. 72.

mellem Valdemar Atterdag og Albrecht II af Meklenborg. Der skrives som folger: »Vi kong Valdemar har taget i dette venskab lig os selv vores sori Christoffer ... og hertug Albrecht har taget i samme venskab lig ham selv Henrik, Albrecht og Magnus, hans sonner ...«. Ingen vil dog vist vaere i tvivl om, pa hvis side de kontraherendes sonner star. Laengere henne i traktaten »tager kong Valdemar hertug Valdemar m.fl. andre i dette venskab med hertug Albrecht«, idet disse dog selv skal garantere.

Fortolkningen af forligsudkastet af 10. juli bliver styrende for opfattelsen af forbundstraktaten af 12. juli mellem Margrethe og Schauenburgerne. Praeses opfatter traktaten som opfyldelsen af (hans laesning af) den diskuterede passage i forligsudkastet med meklenborgerne, dvs. som en fredstraktat (s. 66) eller en udsoning (s. 72). Herom kan der ikke vaere tale, og traktaten betegner for ovrigt heller ikke sig selv som en sone. Derimod kan det vaere rimeligt nok at betragte den som en fornyelse af 1386-aftalens afsnit om indbyrdes fred og sikring af landefred (intet blev jo skriftligt nedfaeldet i 1386). Og deter givetvis ogsa rigtigt, at forbundstraktaten skulle skaffe Margrethe ryggen fri i hendes fortsatte kamp mod meklenborgerne, som der jo ikke blev sluttet fred med i 1392.

Med den fortolkning af kilderne fra Vordingborg-modet, som jeg her har fremlagt, bliver praeses' konklusion, at forholdet mellem Margrethe og Schauenburgerne 1386-96 stort set var godt, korrekt. Forbeholdet »stort set« ma sa nojes med at ga pa den kun 18-20 arige grev Albrecht af Holsten's eventyr i Sverige og pa den irritation over tjenestepligten, som Schauenburgerne ojensynlig havde oparbejdet i 1396.

Inden jeg forlader afhandlingens forstedel skal jeg kort kommentere dette sidste forhold. Praeses sandsynliggor i sin analyse af Assensmodet pa det smukkeste, at sporgsmalet om tjenstepligten var, hvad der skilte parterne (s. 88ff.). Denne iagttagelse bliver styrende for hans fortolkning af en bestemmelse i 1392-traktaten, hvori det hedder, at traktaten »ikke ma skade dronning Margrethe i den ed, hyldning og lofte disse herrer til forn har svoret, hyldet og lovet«. At dette forbehold henviser til 1386forleningen, er uden videre klart. Men nar Albrectsen (s. 73) fremhaever, at Schauenburgernes »tjeneste og mandskab« ikke nasvnes i 1392 - i modsaetning til hvad Detmar oplyser om forleningen i 1386 - sa er dette at forlange for megen specifikation af en henvisning til en anden aftale, og i ovrigt kan »tjeneste og mandskab« meget vel komme ind under de anvendte udtryk. 1392-traktaten er en alliancetraktat mellem herrerne til Slesvig og Holsten og dronningen af de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. Den vedrorer ikke lensforholdet mellem Danmark og Slesvig, alligevel indsattes for en sikkerheds skyld en klausul om dette.

II

Afhandlingens andendel er betitlet »Fyrster og stormaend i Sonderjylland«. Forste kapitel (s. 97-122) beskaeftiger sig, i naturlig forlaengelse af lensproblematikken, med arveforholdene inden for Schauenburgslaegten, sa langt som mmligt dog kun for Sonderjyllands vedkommende. Ordningen efter grev Adolf af Plons dod i 1390 er derfor i hovedsagen henlagt til ekskurs 111 bag 1 bogen. Det pavises, at grev Claus bade besad panterettigheder, f.eks. siden 1340 del i Gottorp, og arverettigheder, som ma have vaeret begrundet med hans forholdsvis naere slaegtsskab med den sidste sonderjyske hertug af Abelslaegten, hertug Henrik. Grev Claus dode i 1397 og overlevedes kun af en datter, Elisabeth, enke efter tronpraetendenten kong Albrecht af Danmark. Hans dod blev signalet til et fantastisk slagsmal mellem hertug Gerhard og dennes brodre Albrecht og Henrik. Maske noget omstaendeligt, men meget skarpsindigt analyserer Esben Albrectsen striden og dens forudsaetninger. 6. oktober 1397 havde Gerhard sejret ved Elisabeths og adelens hjaelp eller i hvert fald velvilje. Det sonderjyske landsting bevidnede da, at Elisabeth ikke blot havde skodet ham alle sine arve- og panterettigheder i hertugdommet, men at hun ogsa erkendte at have pantsat ham alle sine rettigheder for 400.000 mark solv, som hun havde modtaget af ham! Herefter var der unaegtelig intet at arve efter Elisabeth for Albrecht og Henrik. Selv i nutiden vil det vaere svaert at finde fingerede pengesummer af den storrelse, som det sonderjyske landsting i 1397 rnente at burde bevidne.

I ovrigt er aktorerne i afhandlingens andendel, nar undtages et kortere kapitel om Slesvigkirken, forst og fremmest den holstenske adel i Sonderjylland.Hermed far andendelen en helt anden karakter. Hvor undersogelsenhidtil har drejet sig om fa personer, fa begivenheder og fa kilder,gaelder nu det modsatte. Deter endvidere klart, at praeses nu befindersig pa langt mere jomfruelig jordbund, det vaesentligste forarbejde der foreligger er hans egen afhandling om den holstenske adels indvandringtil Sonderjylland indtil 1375⁷. Undersogelsen baerer i ovrigt staerkt praeg af at vaere en fortsaettelse af denne tidligere adelsundersogelse; det er de til Sonderjylland indvandrede holstenske adelsmaend, det drejer sig om. Praeses vedgar selv i indledningen, at den danske adel maske burde have vaeret behandlet, men undskylder sig, for sa vidt med rette, med, at afhandlingens emine er herredommet over Sonderjylland, og i dette havdede

---

7. E. Albrectsen: Den holstenske adels indvandring i Sonderjylland i det 13.-14. arhundrede. Hist. Tidsskr. 1974, s. 81-152.

dedesonderjyske herremaend ingen part. En vaesentligere anke er i mine
ojne den manglende behandling af adelen i Holsten.

1

Inden jeg gar naermere ind pa adelen, et par ord om de faciliteter, forfatterenstiller til radighed for laeseren i denne bog. De er mange og naesten alle fortraeffelige. Alle de anvendte oplysninger om den holstenske adel i Sonderjylland kan saledes findes i bilag 1, der omfatter de holstenere, som forfatteren har vurderet som bosatte i hertugdommet ifolge kildematerialetfra perioden, og bilag 2-4 giver kortfattede referater af de vigtigstediplomer, hvori de ledende adelsmaend figurerer. Afhandlingen er forsynet med lange og gode kildecitater enten i teksten eller i noterne, som der heldigvis er blevet rad til at anbringe under siden. Registret indeholder et fortraeffeligt sagregister, hvor f.eks. samtlige traktater og endog de enkelte procesindlaeg fra 1413, 1423 og 1424 kan slas op. Der er seks stamtavler i bogen, og endelig er der tre kort, som absolut haever sig over standarden i dansk historisk litteratur, omend de ikke er udarbejdet helt med fornoden omtanke. Pa kortet s. 153 over krongodset pa ValdemarSejrs tid er saledes Als medtaget pa kortet, til trods for at oen ikke horte til hertugdommet⁸. Kortet s. 214 angiver herredsgraenserne uvist hvornar, selv om laeseren nok kan regne ud, at der er tale om en faktisk fortrinlig praecisering i forhold til Steenstrups kort af de hojmiddelalderligeherredsgraenser. Men nu gaelder bogen jo tiden op til 1400, og laeseren ma folgelig lede forgaeves efter Tonder og Sonder Rangstrup for slet ikke at tale om Kalvslund herred (som han ikke engang vil kunne finde i Traps Danmark). Kortet s. 141 angiver den holstenske adels aeldste besiddelser i Sydslesvig, det formodes at Limbekkerne stammer fra Limbek, Sehestedernefra Sehested osv. Som kortet foreligger, skulle jeg vaere i stand til at berige denne adelsforskning med endnu et navn: lidt sydost for Sehestedlige nord for Ejderen ligger nemlig landsbyen Dosenrode, hvorfra vel stammer slaegten Dosenrode, der allerede optraeder i tre breve 1313-15som for den sonderjyske hertug. Imidlertid er graensen til Holsten forkert aftegnet, fordi et kortforlaeg, der aftegner den gamle Ejderkanal fra slutningen af det 18. arhundrede, er fulgt⁹. (Er det i ovrigt

---

8. Kongeslaegtens patrimonium pa Als kendes 1245 (Suhm: Historie af Danmark X, s. 964).

9. Til Dosenrodes beliggenhed se Archiv fur Staats- und Kirchengeschichte der Herzog- thiimer Schleswig, Holstein, Lauenburg ... IV (1840), s. 401; endvidere Schleswig- Holstein-Lauenburgische Provinzialberichte fur das Jahr 1824, Heft 111, s. 63 og 65f. Jeg takker dr. phil. Jens E. Olesen hjerteligt for disse henvisninger.

ikke en underl % ide at lade floden Ejderen forbinde Vesterhav og osterso?).Den kor ikte graense findes mig bekendt pa herredskortet, der har Steenstrup soi forlaeg, og hermed er min opdagelse om Dosenrodeslaegtenvaek.

2

Jeg vender tilbage til det centrale kapitel 2 om den holstenske adel i Sonderjylland. Udgangspunktet er bilag I, skematiseret i tabel 2 (s. 127f.), som angiver de bosatte holstenere 1375-1404, 57 i tal (repraesenterende 29 slaegter, tabel 1, s. 124f.). Disse tal ligger meget taet pa tallene for perioden 1340-1375¹⁰. Kriterierne for bosaettelse er besiddelse af jord som ejendom, pant eller len. Rimeligt nok, og nydeligt argumenteret, er ogsa (omend med et tilfojet sporgsmalstegn) medtaget 9 holstenere, som kun kendes fra det landsting, som 6. okt. 1397 bevidnede Gerhards transaktioner. Den mermere topografiske placering af adelen fremgar af tabel 4 (s. 133), som viser nogle kraftige forskelle mellem de to perioder. Man gor imidlertid klogt i at maerke sig forfatterens egne betaenkeligheder ved at konkludere noget pa grundlag af disse forskelle.

Min umiddelbare reaktion pa tabelopstillingerne her og senere i kapitletom folge og rad er, at jeg ville onske, praeses havde vaeret lidt mere forsigtig med at laegge tal sammen. En ting er, at tabel 2 (s. 128) over den bosatte holstenske adel anforer 57 personer, mens tallet i den topografisketabel 4 (s. 133) lober op til 63. Ved at gennemlaese noten (nr. 11) til tabel 4 forstas det, at Henneke Limbek pa Torning indgar i tre af tabellensdeltal (fordi han havde ejendom i tre af de topografiske omrader, tabellen opdeler i), og at 4 andre adelsmaend figurerer to gange. Hermed er de 57 bosatte personer = de 63 godsejere. Mere generende er det, at i begge tabeller brodre eller fader og son, som sidder pa samme ejendom, taelles for flere personer og ejere. Det gaelder f.eks. for Hartvig og Wulf Pogwisch, fader og Son, som havde part i Grodersby og Paverod i Angel (hvortil der i ovrigt var adskillige andre ejere eller arvinger), for brodreneEmmeke, Hartvig og Iver Limbek, som 1391 solgte Markaer i Angel, og for brodrene Volrad og Hartvig Knoop, som boede pa en gard i Borne

---

9. Til Dosenrodes beliggenhed se Archiv fur Staats- und Kirchengeschichte der Herzog- thiimer Schleswig, Holstein, Lauenburg ... IV (1840), s. 401; endvidere Schleswig- Holstein-Lauenburgische Provinzialberichte fur das Jahr 1824, Heft 111, s. 63 og 65f. Jeg takker dr. phil. Jens E. Olesen hjerteligt for disse henvisninger.

10. Hist. Tidsskr. 1974, s. 109-15.

sogn i Angel. Hvis vi fjerner de overflodige, reduceres antallet af holstenerei Angel fra 16 til 12. I hvert fald vil jeg staerkt advare imod, at tabellerne citeres og bruges ukommenteret. - Et grotesk eksempel pa praeses' sammenlaegning af tal reprsesenterer tabel 12 (s. 191f.) om fyrsternesrader, hvor han laegger tal sammen, som overhovedet ikke kan sammenlaegges, nemlig de rader der optraeder i 16 forskellige breve, men af hvilke mange er gengangere. Der fas herved 77 rader, dvs. ca. det dobbelte af det antal personer, nemlig 37, som naevnes i brevene.¹¹

Maske vigtigere end denne kritik - som ikke rammer sa hardt, ford Albrectsen ikke bruger disse sammenlagte tal i den videre argumentation - er det at se pa de af praeses valgte kriterier for bosaettelse. Alle, som vai i besiddelse af jord i Sonderjylland, anfores som bosatte i landsdelen men realiteten er formentlig, at flere af dem boede i Holsten og bloi havde lidt gods i hertugdommet. Det gaelder ifolge s. 126 fornaevnte Pogwischer, men hvor mange flere det gaelder, kan ikke vides, fordi der holstensk-holstenske adel ikke er naermere undersogt. At Henning Meinstorp, indsat af Valdemar Atterdag som lensmand pa Sonderborg m.v. 1 1375, er medtaget, forekommer en oplagt urimelighed¹². Forst pa s. 180, i en anden sammenhaeng, opgores resultatet af bosaettelsesundersogelseri med rette som folger: »For at udtrykke det helt praecist sa viser tabel 1 kun at maksimalt 57 personer ved en eller flere lejligheder har vaerei knyttet til Hertugdommet«.

Nar denne kritik er fremfort, vil jeg afsluttende fremhaeve, at Esben
Albrectsens undersogelse, sa vidt jeg kan bedomme det, i hovedsagen
rammer rigtigt, og at de konkrete oplysninger alle er korrekte.

Efter bestemmelsen af den holstenske adel i Sonderjylland folger et afsnit om adelens jordegods som jeg skal kommentere kortfattet. Der tages »i mangel af nyere undersogelser udgangspunkt i H.N.A. Jensens klassiske topografi over Angel fra 1844. Efter hans opfattelse har adelens besiddelser ved midten af det 13. arh. vaeret ret sma. Stormaendene selv boede i landsbyerne blandt bonderne, men deres garde plejede at vaere befaestede«. Agrarhistoriker er praeses ikke. Jensens problemformulering

---

11. Side 156 laegges tallene for bosatte 1325-40 og 1340-75 sammen, uanset at 8 personer er gengangere!

12. Han var af holstensk adel, men naevnes vistnok som hertug Erik af Sachsen-Lauenburgs forlover 10/8 1360, ejede gods pa Lolland 11/9 1368, var fremtraedende medarbejder for kong Valdemar i dennes sidste 7-8 ar og blev forlenet med Sonderborg, men stottede som andre tyskere pa Lolland senest 9/1 1377 meklenborgerne (MUB 10972), traeffes herefter sa.m. hertug Adolf af Plon, men tilbragte sit otium pa Lolland (Rep. Dipl. l.r. 3705).

er foraeldet, udsprunget af en udbredt opfattelse i det 19. arh., som forestiller sig en kontinuerlig udvikling fra sma hovedgarde og godser, vokset ud af et oprindeligt urgermansk »demokratisk« samfund, og frem til et storgodssystem¹³. Deter muligt, at der ikke pa Sonderjysk materiale (herunder den indfodte sonderjyske adels og gejstlighedens besiddelser) kan etableres tilstraekkelig viden om agrar- og godsstruktur - og heller ikke pa holstensk materiale, men sa burde moderne dansk og tysk agrarhistoriskforskning vaere inddraget. Vi ville sa have sluppet for at laese adskillige sider om, at de holstenske stormaend slog sig ned i landsbyer, og praeses ville have indset, at hans brug af ordet gods (Gut) er aldeles forvirret og forvirrende for danske laesere. Vaerst er det side 154-55, hvor det ikke er muligt at se, hvornar der menes hovedgarden/herregarden og hvornar der menes herregarden plus faestegodset, altsa det samlede godskomplek s¹⁴. Jeg skal medgive, at nar det diskuteres, hvorvidt godserne var befaestede, er det selvfolgelig klart, at praeses herrned taenker pa herregardene, blot er det altsa ikke dansk sprogbrug han betjener sig af. Noget andet er, at man kan undre og asrgre sig over, at hele denne H.N.A. Jensen-problematik behandles, det tjener intet formal i helheden.

Som et indskud i jordegodsafsnittet (s. 148-54 og s. 165f.) moder vi en saerdeles vaerdifuld undersogelse vedrorende den holstenske adels besiddelser og det tidligere krongods. Dette gods kendes bl.a. fra Kong Valdemars Jordebog, og der gives en nyttig opstilling med tilhorende kort over det s. 152-53 (ingen af dem dog helt fejlfri)¹⁵. Det demonstreres herefter klart, at grundlaget for den holstenske hojadel i Sonderjylland var besiddelsen af tidligere krongods, altsa overtagelse af hertugmagtens indtaegter. Faktisk kan kun et enkelt storre gods Markaer ikke rubriceres som tidligere hertugelig eller kongelig ejendom.

Kapitlet om den holstenske adel afsluttes med en udskillelse af hojadelen.Hertil
bruges den tilvejebragte viden om deres godsbesiddelse, hvorunderpantelen,

---

13. Historikernes opfattelse af den aeldre og aeldste middelalders samfund er jo ikke distraheret af noget storre kildemateriale og domineres derfor i ekstra stasrk grad af historikerens egen tid og dens skoler. Med relevans for danske og tyske forhold se herom nu Helge Paludan: Vor danske Montesquieu (Historic Jyske Saml. 1980); endvidere Anne K. G. Kxistensen: Frie bonder i tidlig europaeisk middelalder (Hist. Tidsskr. 1980).

14. 1 det tyske resume skelnes der derimod klart mellem Burgen und Edelhofe og Grundbesitz.

15. Valdemar Sejrs Hedeby er pa kortet placeret pa stedet for vikingetidens Hedeby, men er = middelalderbyen Slesvig. I tabellen skal under lokalitet 18 37 rettes til 32 (se Sv. Aakjaer: Kong Valdemars Jordebog 11, s. 567). Jordvaerdien af nr. 27 er 1 mr. guld. Nr. 30, Varnass, burde pa kortet vel have vaeret angivet med signaturen for patrimonium?

underpantelen,og deres pengetransaktioner, hvortil fojes familieforbindelser,herunder giftermal, endelig brugen af riddertitel. Det papeges, at det sidste kriterium skal anvendes med varsomhed, og der bringes flere stamtavler, som foroger vor viden; til disse horer to ekskurser. Pa det saledes etablerede grundlag udskilles en raekke slaegter som hojadel, vigtigstAhlefeldt, Limbek, Ronnow og Krummedige.

3

Efter kapitlerne om fyrsterne og om adelen folger logisk kapitel 3 (s. 179-247) hertugmagtens forvaltning, det vil sige forst og fremmest en undersogelse af, hvilke adelsmaend der optradte som fyrsternes maend, hvad enten de flokkedes omkring fyrsten eller de sad pa hans slotte.

Som betegnelse for de maend, fyrsterne omgav sig med, og som vi kender som brevvidner og garanter, bruger Esben Albrectsen ordet »folge«. Termen er vist valgt i mangel af bedre, men er et udmaerket og praktisk udtryk. Af de 57 holstenere, som antages bosatte i Sonderjylland, ses halvdelen, 29, at have deltaget i sty ret af hertugdommet, de 13 af dem dog kun ved det store mode pa Urnehoved i 1397, hvor selv dansk-sonderjyske adelsmaend deltog. 3 andre deltog kun ved en enkelt lejlighed, sa tilbage bliver 13, forst og fremmest Ahlefeldterne, drosten Johan v. Thinen, Siefert Dosenrode, Claus Kerl Ronnow og Henneke Limbek. Sidstnaevnte skal jeg vende tilbage til.

Den videre undersogelse viser, at ogsa holstensk adel uden paviselig tilknytning til Sonderjylland deltog i styret, og omvendt, at de Sonderjyske holstenere ogsa fungerede i Holsten. Uanset vanskelighederne ved at bestemme adelens bosaettelse helt sikkert - forfatteren peger pa side 180-81 praecist pa usikkerhedsfaktorerne i sit materiale - er konklusionen sikker: den indflydelsesrige del af den holstenske adel deltog i afgorelser bade nord og syd for Ejderen.

Undersogelsen af fyrsternes rader (s. 189-201) far saerlig interesse, fordi praeses for en gangs skyld ikke kan undga at medtage Holsten. Uanset bopael deltog raderne i afgorelser vedrorende forhold i nord som i syd, og det fremhaeves, at de forskellige fyrster af det rendsborgske hus brugte de samme rader. Antallet af adelige rader i 1390'erne saettes sa hojt som 33, men kan endda have vaeret lidt storre idet de fleste af de blot 14 breve kun anforer fa rader, og den storste liste er pa 10 mand.

Med rette papeges det, at raderne var fyrsternes rader og ikke nogen
selvstaendig korporation (s. 196ff.) Carstens har fremhaevet den lose organiseringfor

niseringfortiden for 1350, Albrectsen paviser, at der ikke skete nogen storre aendringeir heri. I de fleste tilfaelde optraeder raderne blot som vidner for fyrsten, undertiden traeffes en beslutning efter deres rad, i reglen er blot nogle fa til stede, ikke altid betegnes de explicit som rader.

Pa to punkter vil jeg gerne kommentere fremstillingen, dels vanskelighederne
ved at bestemme, hvem der var rader, dels sporgsmalet om grev
Adolf af Plons rader.

Af bilag 4 over fysternes rader (s. 317) fremgar, hvor usikkert deter at bestemme raderne¹⁶. I kilde 30g4 hedder det, at afgorelsen er truffet efter rad af vore rader. I slutningen af de to breve anfores som vidner nogle adelsmaend, som formentlig er identiske med raderne, men det behover ikke nodvendigvis gaelde alle vidnerne. Et lidt andet problem foreligger i kilderne 8-11 og 14, der typisk er formuleret som den sidste, hvor det hedder, at »til stede var vore kaere tro maend og radgivere, hr. Siefert Dosenrode, hr. Henrik von Ahlefeldt, riddere, hr. Nicolaus Becker vor skriver, Eggert Kule vor foged pa Gottorp og mange gode folk«. Problemet er, om de fire specificerede personer betegnes bade som maend og radgivere eller om de deles i to grupper, eventuelt saledes at betegnelsen mand daekker alle fire, betegnelsen rad kun de to forste, som givetvis var rader. Den darligste kilde er nr. 5, hvori begge problemer findes.

Sammenfattende herom skal jeg sige, at jeg ikke tror, at bestemmelsesproblematikken kan loses pa slesvig-holstensk materiale. Det gar imidlertid ikke rneget bedre til i Danmark. Praeses antager, at udviklingen af radet var laengere fremme her, og deter da rigtigt, at rigsradet med kong Valdemars bemyndigelse optradte pa egen hand 1369-70 og handlede selvstaendigt ved tronskiftet efter ham. Men for dronning Margrethes og Erik af Pommerns tid lober dansk forskning ind i nojagtig de samme problemer som den holstenske. Kildematerialet i Danmark er dog sa meget storre, at sikrere resultater ville kunne nas.

Det andet sporgsmal gjaldt Adolf af Plons rader. Det hedder s. 195: »Sa vidt jeg kan skonne kan man ikke pavise et saerligt rad som var forbeholdt ham og hans territorium«, og lidt senere: »Dette passer udmaerketsammen med det forhold der er sa veldokumenteret fra 1390'erne,at den samme personkreds af rader optradte sammen med de forskelligefyrster i Slesvig og Holsten«. Argumentet er ikke meget vaerd, eftersomAdolf dode 26. januar 1390. Helt kategorisk er sammenfatningen s.

---

16. Glemt er et brev af 6. feb. 1391.

200: »Heller ikke hvis vi inddrager den plonske del af Holsten er der
nogensinde tale om sideordnede rad«.

Hvis praeses blot mener, at der ikke eksisterer to selvstaendige radsinstitutioner, har han (som han paviser s. 195) ret, men han har ikke ret i, at grev Adolf brugte de samme rader som Rendsborgerne. Det eneste brev, der er medtaget for Adolf (18/10 1383; se tabel 14, s. 194) bekraefter ikke hans tese. 3 af de 4 der nzevnte rader er ifolge tabellen ikke tilknyttet de andre fyrster, og den fjerde blev det forst efter Adolfs dod!

Der findes imidlertid mange flere breve som kan belyse grev Adolfs omgangskreds. Der er 7 flere, hvori hans rad eller radgivere anfores, omend i dem alle pa samme vis som i bilag 4's kilde 3 og 4, dvs. at navnene pa personerne forst anfores i vidnefortegnelsen til sidst¹⁷. Af brevenes opbygning folger givetvis, at ikke alle de anforte personer kan betragtes som rader, men antallet af rader kan dog med sikkerhed udvides fra de 4, som praeses har medtaget, til 9. Hvis undersogelsen herefter suppleres med en betragtning af, hvem der i ovrigt hyppigst optraeder for grev Adolf som vidner eller garanter¹⁸, traeffer vi de samme 9 personer samt Johan Breide Berner, som ogsa vanned i radsbrevet af 4/7 1386, blot ikke i vidnelisten, men som Adolfs medbesegler, fordi brevet omhandlede hans eget gods.

---

17. Schleswig-Holst. Reg. u. Urk. 1376 13/7, 1377 1/2, 1380 16/5, 1385 27/10, 1386 4/7, 1388 24/6 og 1389 13/7.

18. Jeg har (lidt tilfaeldigt) taget 10 breve: 1376 20/1 og 2/11, 1379 2/3 og 23/4 og 16/8, 1382 4/11 og 13/11, 1384 21/2, 1386 25/11 samt 1388 25/1. En gennemfort analyse vil naturligvis kraeve en naermere kommentering af samtlige personer, der optraeder sa.m. de forskellige grever.

Mens det ikke voider vanskeligheder at indcirkle greV Adolfs maend, haves der ikke et brev for 1390, som anforer Rendsborgernes rader. I det hele taget findes der overleveret meget fa breve udstedt af eller til Rendsborgerne. Bedst er et brev af 30/5 1386 udstedt af grev Claus og hertug Gerhard de fidelium nostrorum consilio, hvor vidnerne er Bent Ahlefeldt, Hartvig Heesten, Hartvig Pogewisch og Claus Ahlefeldt, samt et brev af 14/10 1384, hvor til tro hand for grev Henrik anfores Johan v. Thinen, Burchard Krummedige, Siefert Dosenrode, riddere, samt Ulf og Volrad Rixtorp, Siefert Dosenrode, Grade Ronnow, Markvard Wulf, Detlev Wensin og Detlev Walstorp¹⁹. De to breve er imidlertid nok til at fortaelle os, at Rendsborgerne - selvfolgelig - omgav sig med andre maend end Plongreven²⁰. Denne iagttagelse bekraefter og udvider raekkevidden af Albrectsens formulering om, at raderne var fyrsternes rader og ikke nogen selvstaendig korporation.

Bestemmelsen af de to greveliniers maend muliggor en forstaelse af, hvordan delegationen fra »de holstenske herrers rad« 31/5 1387 til Lybek var sammensat. Praeses har fremfort netop dette brev som bevis for, at der kun var tale om et rad under flere herrer (s. 195). Dette er i princippet sikkert rigtigt, men delegationen var udvalgt med omhu. Den bestod af Bent Ahlefeldt, Hartvig Heesten og Detlev Walstorp, dvs. 3 af Rendsborgernes rader, og af Valdemar Breide Ranzau, Henrik v. Siggem og Johan Breide Berner, dvs. 3 af grev Adolfs rader. Det turde vaere karakteristisk, at det forste fyrstebrev vi kender efter grev Adolfs dod, et brev af 12/3 1390, hvorved grev Adolfs soster Beke frasagde sig alary efter ham til fordel for grev Claus og hertug Gerhard, er bevidnet af naesten de samme 6 rader. Kun var Hartvig Heesten erstattet af Claus Rathlou.

Det sidste punkt, jeg skal tage op, er lensmaendene, specielt de nordslesvigske.Med rette er et stort afsnit i afhandlingen helliget disse (s. 212-47).Som skriver, var det af afgorende betydning, om fyrsten kunne regne med loyale slotshovedsmaend. At de sidste sonderjyske hertugeraf Abelslaegten ikke havde kontrol med Gottorp len, dvs. hele Sydslesvigincl. Flensborg, er uden videre klart, idet omradet ikke blot var pantsat, men pantherren jo var de holstenske grever. Men heller ikke i det nordslesvigske omrade havde hertugerne ordentlig kontrol, savel hovedlenetTorning ved Haderslev som Trojborg i Vestslesvig og Lundtoft hd. i ostslesvig var pantsat til Limbekkerne, Haderslev var senest 1372 i

---

19. Til dels anvendeligt er ogsa brev af 4/6 1389.

20. Volrad Rixtorp naevnes dog 25/1 1388 til tro hand for grev Adolf

grev Adolfs besiddelse, og adskillige sogne rundt omkring var i forskelligepanteherrers magt. Hvad der var tilbage til hertugmagten - Sonderborg,Abenra, Tonder - overtoges af Valdemar Atterdag i hans sidste ar. Afhandlingen giver en detaljeret analyse af de enkelte lens historie fra begyndelsen af 1370'erne frem til 1404. De holstenske grever overtog hurtigt kontrollen med Nordslesvig efter 1375, kun i Haderslev forsogte dronning Margrethe at sikre sig en position, men tabte den i 1378. Deter praeses' store fortjeneste, at han sa klart papeger, at Schauenburgerne frem til 1404 ikke fik forbedret landsherrens stilling i Nordslesvig i forholdtil de gamle hertuger. Ikke et af de storre pantelen blev indlost, og hvorvidt Rendsborggreverne nogensinde kom i sikker besiddelse af Tonderog Haderslev, synes ogsa tvivlsomt. I Tonder herskede hertug Adolf, og Henneke Limbek havde et pant i lenet; i Haderslev havde dronning Margrethe og Henrik Ahlefeldt panteretttigheder. Nar hertil fojes, at grev Claus' datter Elisabeth sad med Abenra som livgeding, er det forstaeligt,hvorfor hertugmagten ved Gerhards dod hurtigt geradede i voldsommevanskeligheder.

Jeg skal kommentere et par detailforhold naermere centreret omkring kejser Karl IV's to breve til danske slotshovedsmaend 12. sept. 1377 og omkring Henneke Limbek pa Torning. De enslydende breve (som er naermere behandlet s. 26-29) var rettet til henholdsvis sonderjyske og norrejyske lensmaend og til lensmsend pa Fyn, Tasinge, Langeland, Lolland, Falster og Mon. Kejseren befalede lensmaendene at indfinde sig for hans domstol for at svare til hertug Albrecht af Meklenborgs klage over, at de forholdt sonnesonnen hans ret som arving til det danske rige efter kong Valdemar. Brevene afspejler naturligvis den politiske situation mellem Danmark og Meklenborg pa udstedelsestidspunktet. Erich Hoffmann har imidlertid papeget, at den Sonderjyske lensmandsliste synes at passe bedre pa situationen kort efter Valdemars dod, et synspunkt Esben Albrectsen har tilsluttet sig. Deter da ogsa sikkert, at flere af lensmaendene var udskiftet eller havde skiftet loyalitet for 1377. Men der er grund til at advare imod, at praeses strammer dateringen af listen til efteraret 1375, for pa det lollandske slot Alholm var lensmanden ifolge kejserens brev og i de folgende ar landsdommeren Niels Thomsen, men endnu 14. august 1376 Henning Schacht²¹.

Der er imidlertid et andet forhold, som er nok sa interessant. Deter jo
en fremragende liste over danske slotte og slotshovedsmaend vi her far,

---

21. Eline Goyes Jordebog, s. 96 og 112; Hanserec. 11, s. 146. Lensmandslisterne er naermere analyseret af A. Bogh i anf. arb.

selv befaestningsanlaeg, som knap burde kaldes castra og i hvert fald ikke var hovedlen, medtages: i Norrejylland saledes nogle af Valdemar Atterdagssidste erhvervelser fra adelen som Rugtved, Trudsholm og Bjornholm,pa Fyn Faborg, pa Lolland Grimmelstrup, i Sonderjylland Trojborgog Sogard. Herefter er der grund til at sporge, hvorfor Haderslev, Torning og Kolding samt pa Fyn Naesbyhoved og orkil mangier?²²

Den brug praises gor af den sonderjyske del af lenshsten s. 215-17 er efter min opfattelse skaev. Med henvisning til, at kejseren i brevet taler om, at borgene tilhorer konge og rige med umiddelbar ret, mener praeses, at pantelen som Trojborg egentlig ikke burde vaere medtaget. Deter en forkert problematik, kravet drejer sig om slotshovedsmaendenes loyalitet. Derfor henvender det jyske brev sig ikke til Henneke Limbek pa Torning, han havde allerede i januar 1376 lovet meklenborgerne stotte med 50 mand, og den manglende henvendelse til lensmaendene pa Kolding, Naesbyhoved og orkil kan meget vel skyldes, at der sad meklenborgske tilhaengere der. I hvert fald havde Bent Ahlefeldt indtil 1389 et stort pant i Naesbyhoved²³, og ifolge hanseatiske klager vrimlede det i 1377 med sorovere ved Fyn, som opererede med Ny Lindholm ved Bogense som base²⁴. Henning Ketelberg, i 1370 og 72 bevidnet som lensmand pa orkil., stod ganske vist endnu 31. dec. 1375 pa det danske rigsrads side, men halvanden maned efter var bade han og Bent Ahlefeldt gaet over til meklenborgerne²⁵.

Jeg skal ikke elaborere denne tese yderligere. Den er i detaljerne ikke saerlig sikker²⁶. Men det bor pointeres, at Karl IV's breve er udstedt til fordel for den meklenborgske tronpraetendent i Danmark og vedrorer hans krav pa arven efter Valdemar Atterdag. I den sammenhaeng spiller det ingen rolle, at Trojborg, og at Sogard eller rettere det tilliggende Lundtoft hd., var pantelen, og ej heller, at Lyder Limbek pa Sogard havde erklaeret borgen aben for holstenerne²⁷.

---

22. At ogsa Hindsgavl savnes, skyldes vel, at lensmanden var Skarpenberg pa Honborg, som anfores. Skive savnes ogsa, men her ved vi, at lensmanden var den samme som pa Hald, som anfoies.

23. Rep. Dipl. nr. 3725. Se i ovrigt om Naesbyhoved JE. Archivreg. I passim.

24. Hanserec. 11, s. 157f. og 111, s. 81.

25. Rep. Dipl. nr. 3078 og 3082. Hans forlening i 1375 er noget usikker: han var 1374 lensmand pa Alborg (Suhm XIII, s. 875), men var 31/12 1375 medlem af den nyudnaevnte saerlige kommission for Fyn, hvis 6 andre medlemmer alle havde tilknytning til oen.

26. Nar kejserbrevene nasvner lokaliteter som Hagenskov og isser Kaerstrup og Grimmelstrup haenger det nok sammen med, at det var besiddelser, der var gaet tabt for Bent Ahlefeldt.

27. Lyder Limbek anfores endog som holstensk besegler i Grevesmiihlen. - Nar Haderslev ikke er med, ma det skyldes, at den ikke horer til arven efter Valdemar Atterdag. Den tilhorte allerede 1372 grev Adolf og i ovrigt enkehertuginde Kunigunde.

Den anden detalje gaelder Henneke Limbek pa Torning. Han er en fascinerende figur. Praeses har ret i at fremhaeve pantelensmaendenes uafhaengighed, og det gaelder om nogen for Henneke Limbek. Med god grund fylder han tre sider i det store bilag 1 om den holstenske adel i Sonderjylland, tre gange sa meget som nogen anden. Jeg har flere gange berort hans aftale januar 1376 i Grevesmiihlen med meklenborgerne. Alliancen holdt laenge, endnu i maj 1380 modtog Henneke Limbek 1000 mr. lybsk af meklenborgerne og kaldte i brevet, som han burde, tronpraetendenten kong Albrecht af Danmark. Kontantydelsen var forarsaget af, at meklenborgerne havde lovet ham Skanderborg i pant for 2000 lod. mr. (ikke mr. lybsk som praeses synes at mene), men jo ikke havde vaeret i stand til at indfri deres lofte. Hans fortsatte tilknytning til Meklenborg fremgar af, at han 1389 (25/11) og 1391 (25/5) optradte til tro hand for tronpraetendentens enke, Elisabeth, dvs. grev Claus' datter.

Pafaldende er ogsa Henneke Limbeks rolle i Tonder og Ribe. ojensynlig som herre over Tonder slot tog han 1. sept. 1376 Logum kloster i sin beskyttelse, idet han samtidig lovede klostret ikke at plage det med arbejde, beder eller skatter. Hvad eller hvem gjorde Henneke Limbek fuldmaegtig til at optraede som landsherre? 1378 (15/9) er han bevidnet som hovedsmand pa Riberhus (og dvs. ogsa Varde), hvor han sad til sin dod 1404; han havde dermed genetableret en position, som allerede havde vaeret hans faders, Claus Limbeks. Men at det skulle vaere dronning Margrethe, som forlenede ham med Riberhus, turde vaere hojst tvivlsomt.

Efterhanden som meklenborgernes stjerne blegnede, og idet Schauenburgerneog Margrethe naermede sig hinanden for at forsones i 1386, kunne Henneke Limbek ikke opretholde selvstaendigheden i samme otnfang.Da han i 1388 indbod borgerne i Brehmen til at komme til Ribe for at handle, skete det ifolge en beslutning af de holstenske grever og Margretheom at handhaeve Ribes stabelret. Men han forblev herre over slotte savel nord som syd for den dansk-slesvigske graense. Praeses har peget pa, at Henneke Limbek ikke var holstensk rad og ikke deltog i styret af Holsten. Jeg skal tilfoje, at vi heller aldrig traeffer ham i hertugensfolge i Sonderjylland. De to lejligheder, hvor han figurerer i hertugensbreve, var hansom naevnt Elisabeths mand. Der er for sa vidt ikke grund til at undre sig over, at han, den maegtigste herremand i Sonderjylland,aldrig blev ridder. Han sad som herre over en dansk-slesvigsk graensestatfra

---

27. Lyder Limbek anfores endog som holstensk besegler i Grevesmiihlen. - Nar Haderslev ikke er med, ma det skyldes, at den ikke horer til arven efter Valdemar Atterdag. Den tilhorte allerede 1372 grev Adolf og i ovrigt enkehertuginde Kunigunde.

sestatfrakyst til kyst. H. V. Gregersen har givet den gode forklaring pa den manglende riddervaerdighed, at ridderslaget forpligtede modtageren over for den, der tildelte det²⁸. Henneke Limbek optreeder aldrig i den sonderjyske hertugs eller den danske konges folge²⁹.

III

Jeg skal til at airunde. Dagens disputats behandler et lille land i en kort periode. Det ville dog vaere en fejltagelse at tro, at den ikke spander over et ganske bredt felt, emnet er bade politisk historie og institutions-, administrations- og adelshistorie. Kan man som opponent gribe sig selv i at have onsket endnu flere aspekter eller en laengere periode inddraget, bor man nok i stedet prise praeses for, at han - i modsaetning til adskillige andre - har skrevet en bog af overkommeligt omfang. Og en bog, der er venlig over for laesere og opponenter. Den er skrevet i et godt og klart sprog, og forfalteren tager sig plads til at gennemfore og forklare sine raesonnementer omhyggeligt. Kildedokumentationen er omfattende og redelig, bade i henvisninger og kildeuddrag og som oversigter i bilagsform. Deter denne laeservenlighed og redelighed hos forfatteren, som tillader en opponent - ud fra bogen - pa nogle punkter at danne sig en opfattelse der afviger fra forfatterens.

Jeg har, som det vil have fremgaet, nogle indvendinger imod afhandlingen.Det falder i ojnene, at kaernen i bogens storre andendel er problematikkenom den holstenske adels indvandring. Og sa vigtigt dette end er i sig selv og for afhandlingens proklamerede sigte, analysen af herredommetover Sonderjylland, og sa mange resultater der her end nas, ma det siges, at den staerke fokusering pa Sonderjylland, og her atter specielt pa denne adel, medforer skaevheder. Tillad mig et lille eksempel: Praeses konstaterer, at de holstenske indvandrere foretrak at sla sig ned i det frugtbare ostslesvig, »mens midterlandets ringere jord ikke i saerlig grad har lokket« (s. 135). Denne sa sikre konstatering er imidlertid temmelig intetsigende. Hvor boede den sonderjyske adel, og hvor boede bonderne?Jeg

---

28. H. V. Gregersen: Plattysk i Sonderjylland (1974), s. 130, jf. 128-29

29. Pa et punkt tror jeg praeses overvurderer Henneke Limbeks betydning. Han mener, at Johannes Thomesen (Lindenov), eneste sonderjyske ridder i 1397, kom frem takket va:re sin tilknytning til Henneke Limbek. Men Johannes Thomesen var dansk vidne pa 1392-traktaten, lensmand pa Kolding, fik formentlig ridderslaget i Kalmar 1397 og var 15/11 1405 vistnok dansk rigsrad.

ne?Jegfoler mig temmelig overbevist om, at deres praeferencer var de
samme som holstenernes.

En anden indvending gaelder praeses' trang til kvantificering. Den er udsprunget af et prisvaerdigt onske om at fa fast grund under fodderne, men forer til flere ejendommelige sammentaellinger. Forst og fremmest egner materialet sig imidlertid ikke til kvantificering, kildegrundlaget er for ringe. Deter af begrasnset vaerdi at fa at vide, at den holstenske adel i den behandlede periode savel som i den foregaende var bosat i hertugdommet i et antal af ca. 60 personer (s. 177) - i sine mere forsigtige ojeblikke ved praeses dog, at vi kender 60 personer. Deter vist oplysende, at et eneste brev fra Lolland (2/12 1397) anforer 15-16 der bosatte tyske adelsmaend!

Nar denne kritik er fremfort, er det afgorende for mig at fastsla, at praeses' arbejde giver os fast grund at bygge pa. Deter en bog, der bade afrunder og foroger vor viden om en betydningsfuld politisk og politisksocial udvikling. Analysen af Sonderjyllands lensforhold er saerdeles vellykket (nar bortses fra tolkningen af 1392-kilderne). Deter en overlegen sammenfatning af et ofte diskuteret emne, som ma have alle chancer for at blive sammenfatningen. Og undersogelsen af hertugdommets interne forhold giver bade langt sikrere oplysninger end de formodninger og den delviden, vi for har betjent os af, og bringer meget nyt. Sa godt det overhovedet kan lade sig gore, er dokumenteret, hvilke holstenske herremaend der kendes i Sonderjylland, hvilken rolle de spillede, og hvem der var de ledende. Der er en udmserket udredning af drostembedets historie, og meget mere. Saerlig vaesentlig forekommer mig konstateringen af fyrstemagtens svage stilling i Nordslesvig ogsa under hertug Gerhard. Den leverer et bidrag til karakteristikken af fyrstemagt og lensmsend i det 14. arh. i det hele taget.

Den sobre og grundige afhandling med de ofte skarpsindige analyser er
med rette antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad.