|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 14 (1981 - 1983) 3De gamle mænds krigVed cand.phil. Frede P. Jensens forsvar af sin disputats »Danmarks konflikt med Sverige 1563-1570« den 11. juni 1982 var de officielle opponenter professorerne Troels Dahlerup og Svend Ellehoj. Manuskriptet til forslnesvntes opposition udgives her, idet det alene har vceret underkastet en leltere redaktion med tilfojelse af enkelte henvisninger, supplerende noter m v. Hojtaerede dekan,
hojlaerde professorer, vellaerde doktorer, aerede
tilhorere, Deter sandt at sige en meget spaendende situation, dansk historisk forskning i ojeblikket befinder sig i; thi efter at vi i godt hundrede ar naesten udelukkende hair forsket i strukturer, i okonomiske og sociale udviklinger m.v., er det, som om vi nu befinder os midt i et opbrud (et »paradigmeskift« hedder det vist), for ikke at sige et brud med det hidtidige anonyme »klasseherredomme«, og denne bog »Om Konger og
kalhoveder og skibe og seglvoks« haevder, at
konger og krige, arstal, ja ligefrem datoproblemer, med
alt Derfor ma det med det samme slas fast, at praeses ikke er en enlig svale - deter ikke sa forfaerdelig mange ar siden, at Martin Schwartz Lausten1 opnaede den theologiske doktorgrad pa et arbejde, hvis hovedtema realiteter var Christian Ill's udenrigs- og sikkerhedspolitik, medens Leo Tandru p2 disputerede pa Christian IV's Sverigespolitik frem til kejserkrigens begyndelse. D.v.s. at denne bog ligesom »lukker hullet« ved at beskaeftige sig med Frederik II og den Nordiske Syvarskrig, hvorved der nu omsider er skabt et solidt grundlag for en kommende »Dansk Udenrigspolitik« i 16.-17. Lad det vaere sagt med det samme, at jeg finder? at dette er et saerdeles dygtigt og sare omhyggeligt udarbejdet vaerk, som jeg i og for sig ikke har sa forfaerdelig meget at indvende imod, men som det pa den anden side er umadelig interessant at diskutere. 1. Martin Sphwartz Lausten: Religion og Politik (1977). 2. Leo Tandrup: Mod triumf eller tragedie (1979). Side 515
Og specielt emnevalg og synsvinkler lader sig naturligvis altid diskutere: s. 12 fastslar praeses, at »Krigen er - sogt rekonstrueret i dens militaere, diplomatiske og indenrigspolitiske aspekter«, dog med visse begraensninger, specielt med hensyn til den vigtige krigsfinansiering (s. 16f.), hvor kildematerialet er yderst hullet. Nok er der for mig ingen som heist tvivl om, at der i og for sig er materiale til en bog om hvert af disse tre centrale emner; men praeses skal netop have tak for dette forsog pa at demonstrere det meget vaesentlige samspil irnellem dem. Der ma nu engang foretages et valg, og hvad enten man er 100% enig med praeses i udvaelgelsen eller ej, giver praeses gerne gode grunde til sit valg, hvilket ikke blot er hans soleklare ret i sidste instans selv at bestemme, hvor slaget skal slas; men - som han tit og ofte betoner - med den yderst beskedne interesse for militaerhistorie, som har kendetegnet dansk forskningstradition (s. 12), har han folt, at maske netop her var et specielt behov. Og samspillet mellem udenrigspolitik og militaervaesen ma aldrig glemmes, idet hele det militaere vaesen jo kan betegnes som udenrigspolitikkens skraldemaend, der har til opgave at feje skarene op, nar postelinet er blevet sa medtaget, at selv diplomaterne ikke laengere formar at klinke det. Tilmed er det en ganske velskrevet bog om et saerdeles spaendende emne; men nar jeg alligevel ikke tror, at arbejdet bliver helt den folkelige succes, som man i og for sig kunne vente om en skildring af Herluf Trolle, Erik XIV, slaget ved Axtorna, Daniel Rantzau 0.5.v., skyldes dette nok i hoj grad, at spaendingen allerede udlostes, da praeses afkastede en raekke excurser og appendices i tidligere udsendte arbejder. Med disse forarbejder (vist hvad i filmsproget kaldes en trailler) har praeses forlaengst afleveret virkelige hits som Frederik H's ordblindhed samt angivet, hvad der for mig star som bogens hovedtema: Peder Oxes skceren ned til normalstorrelse3. Og ganske vist lever praeses i dette vaerk fuldt ud op til de lofter, han derved har givet om omvurderinger af den hidtidige tradition; men dels har han saledes strategisk uklogt demaskeret sine batterier (vi har en anelse om, hvor slaget skal sta), dels er det nok en saerdeles god bog, men herregud det var jo blot, hvad vi efter smagsproverne havde ventet! Med hensyn til
det forste hovedtema ma jeg straks bekende, at det
3. Specielt hans »Bidrag til Frederik Us og Erik XlV's historie« (1978). Side 516
talrige tidstypiske traek ved Stilles »indkredsningshypothese«4 (1976) skal dog naevnes. Ligeledes har hans myreflittige indsats i udlandets arkiver skaffet os foroget kendskab til adskillige bataljer: Fundet i Wien af dels en skildring af slaget ved Mored (her s. 79 note 19), dels af det mislykkedesvenske angreb pa Bornholm (s. 324 note 12), samt i Dresden endnu en skildring af slaget ved Axtorna (s. 147 note 49). Saerdeles vigtig turde rehabiliteringen af de tyske lejetropforere vaere efter den behandling, de allerede i samtiden fik (»den gyldenstierneske kronike«, fulgt op af Troels-Lunds monomane tyskerhad), hvor Johan Hoyas krigsplan viser fuld forstaelse for de specielle forhold, der gor sig gaeldende for en krig i Norden, herunder ikke mindst flddens betydning (s. 81f., ogsa s. 67 og s. 37); omdateringen af »krigsplanen« 1563 til i stedet at vaere en lybsk plan for 1566 (s. 188, jfr. s. 90 samt 1978 s. 119f.), samt Akershus-affaeren 1567 (s. 231), hvor praeses (i note 8) desvaerre finder de tre kilder indbyrdes uforenelige5; forst skal jeg dog anholde, at praeses alene har anvendt Edvardsons »Bergens Beskrivelse« i 1852-udgaven (vel strengt taget blot udtog), ikke i Brattegards (komplette) nyudgave 1951-2 (iovrigt efter Ledreborg 109 fol. i Kgl. Bibl.), samt gore opmaerksom pa, at savel Kancelliets Brevboger som Norske Rigs-Registranter indeholder et ret sa omfattende brevmateriale til belysning af undsaetning m.v.6. Nar jeg for trak linien tilbage til andre moderne forskere med parallelle disputatsemner (af hvilke alene Schwartz Lausten har fundet nade for praeses' selektive litteraturliste - om hvilken et og andet kan sigs jfr. ndf. 531), sa skyldes det, at adskillige faenomener, studeret i det korte forlob, let kan fa en helt forkert vaegt, medens man opnar en langt bedre forstaelse gennem det arhundredlange udenrigspolitiske perspektiv. At Danmark umiddelbart foran fredsbruddet havde engageret sig i Livland ved at soge at skaffe den sma hertug Magnus osel bispedomme m.v., har igennern tiderne hojst forstaeligt fristet forskere til her at finde, om ikke arsagen, sa dog en vaesentlig brik i spillet, et dansk engagement pa svensk interesseomrade; traditionelt sagt, at fyrstepolitikken saledes patvang det fredelige danske folk og det ligesa fredelige rigsrad en krig 4. Historisk Tidsskrift 76, 1976, s. 1-24. 5. Hvad der i og for sig ikke er noget som heist maerkeligt ved, jfr. hans omtale af Moredslaget s. 79 (med note 19). 6. Hvilket itfvrigt ogsa gaelder Bohus-affaeren, se s. 180f. Side 517
for et problem,
som hele det arbejdende danske folk ikke havde fjerneste
Har jeg forstaet praeses ret, betoner han det dynastiske motiv (nederst s. 42, jfr. konklusionen s. 332) pa bekostning af strategiske overvejelser, og vist som den forste forsoger han at traekke en linie ved (s. 43 note 24) at citere Jorgen Steen Jensens8 pavisning af, at man noget senere forsogte sig igen, nu for at skaffe Hans den Yngre et stift. Via Tandrups disputats kom jeg selv lidt nasrmere ind pa savel osel som isaer Bremen-Verden-sagen, og her gik det op for mig, at man vist aldrig fuldt ud har erkendt dette moments almene betydning, kort sagt secundogenitur-problematikken som et udenrigspolitisk problem! Takket vaere det historiske Sonderjyllandskort er vi jo havnet i den opfattelse, at der sa at sige ingen graenser var for, hvor mange yngre sonner der kunne placeres her. Men det var der faktisk, og med hele tre samregerende hertuger kan og vil man ikke mere (hvorfor de sonderborgske linier aldrig opnar fuld fyrsteanerkendelse); ja dr. Kroman - i berommelig ihukommelse - har9 demonstreret et miniproblem ved at pavise forsoget pa at placere hertug Hans' aeldste son i Strassburg, ganske som Tandrup skildrer Christian IV's energiske forsog pa at skaffe sin yngste Son Frederik et godt bispedomme. Men nu er forholdet - som forlaengst pavist af Schwartz Lausten10, at efter at Christian Ill's yngste broder Frederik dor 1556, gores en indsats for at lade hertug Magnus overtage i hvert fald dele af dennes gejstlige besiddelser og krav, en politik, der endeligt bryder sammen omkring paske 1558, og da osel-muligheden dukker op netop i sornmeren 1558, virker det unaegtelig, som man ma tage til takke med, hvad man uden alt for stort besvaer kan opna, d.v.s. osel (i stedet for det Bremen eller Hildesheim, som man selvfolgelig ville have foretrukket), altsa i stedet for den traditionelle »strategiske konception« m.v. acquieserer man ved det naestbedste! Hertil vil jeg da ikke underkende, at de aktivistkredse i rigsradet, som praeses fortjenstfuldt har fundet frem til (s. 42), kan have gjort sig visse forestillinger a la, aergrer man Sverige derved, er der da altid opnaet noget, og inden jeg om lidt gar over til »partidelingen« i radet, vil jeg her gore opmaerksom pa, at Schwartz Lausten - desvaerre hidtil blot i visse 7. Jfr. Erik Arup: Danmarks Historie 11, 1932, s. 566f.: »af virkelige, reelle aarsager, der kunde - undskylde krigen, var der ingen«! 8. Hertug Hans den Yngre, 1971, s. 11. 9. Hertug Christian af Sonderborg-/Ero (Festskrift til Johan Hvidtfeldt, 1978, s. 291-302). 10. Op.cit. s. 196f. Side 518
lofterige noter til en afhandling11 - indicerer en dansk aktivistisk politik, in casu en haevdelse af Roskilde bispestols traditionelle rettigheder pa Rygen, vel at nuerke i den udstraekning, Christian Ill's forsigtighed tillod dette (og trods Astrid Friis12 synes Johan Friis ikke at kunne lobe om hjorner med kongen, i hvert fald ikke udenrigspolitisk!). Da praeses,
utvivlsomt med rette, fremhaever de dynastiske momenter
Vel kan praeses have ret i (s. 332), at savel Christian 111 som Gustav Vasa teknisk set var usurpatorer; men der er unaegteligt store forskelle, nar man f.ex. betragter det oldenborgske fyrstehus' lange og naere slaegtsforbindelser over hele Nordtyskland modsat Vasa'ernes tilsvarende forsog. Tydeligt fremgar det vaerket igennem, hvilken rolle Danmarks naere forhold til Sachsen spillede, idet der ydermere her var en naer kontakt til den kejser, der som et andet FN kunne palaegge sanktioner; det vaere sig af handelsmaessig art eller ved at forbyde svenske hvervninger i Tyskland (s. 173f. og s. 181). Men lettest konstateres forskellene ved at iagttage, hvilke dynastiske kontakter det lykkedes Sverige at skaffe sig: en datter giftes med greven af ostfriesland (altsa ikke engang en rigsfyrste), en anden ind i det ganske vist respektable markgrevehus i Baden; men den fulde »teknisk korrekte« genealogiske (ikke anforte) titel: Baden-Baden-Rodemachern antyder dog en afdeli: sidelinie; og endnu mere slores billedet ved den sserdeles aktive svigerson Georg Johan af Veldenz-Liitzelstein (selv en Putzger slar ikke til her), der heldigvis siden benaevnes Pfalzgreve, hvilket hjaelper til at fastsla, at han realiter var en Pfalz-Simmern-Zweibriicken-Veldenz- Liitzelstein, altsa en forgrening, der siger spar to til vore Sonderjyllandsproblemer. Den s. 192 na:vnte hertug Magnus af Sachsen er sandt at sige »lidet betydelig«; men heldigvis forklarer i hvert fald registeret, at han sandelig ikke er hertug af, hvad vi forstar ved Sachsen, men af Lauenburg (hvis vaesentligste rolle i denne forbindelse vel var at udgore familiebandet mellem Christian 111 og Gustav Vasa); man kan vel naermest karakterisereham som »fidusmager«. Og deter jo netop det karakteristiske, at Sverige ikke kan vcelge, men gang pa gang ma tage sine forbundsfaeller, hvor de byder sig, saledes hertugen af Sachsen-Weimar og den deraf 11. Kirkehistoriske Samlinger 7 VI, 1968, s. 529 note 10. 12. Kansler Johan Friis' forste Aar, Scandia VI:2 (1933) og VII:2 (1934), repro. 1970. Side 519
folgende
indblanding i »den Grwnbachske handel« (saledes s. 105f.
o.o.), Dog forekommer det mig lidt upraecist (s. 307) at lade diverse rygter (og dem er der mange af, endnu flere, end praeses meddeler os14) fa en raekke mindre fyrstedommer som Brandenburg, Preussen og Pommern ved ostersoen til at udvise »stor bekymring«, idet kilden (if. note 23) alene taler om den - iovrigt hojst intrigante - Hans af Kiistrin (jfr. s. 126f. om Griebens saltprojekt), d.v.s. en brandenburgsk side- eller appanagelinie og sammes svigerson (og formentlige arving?) Georg Friedrich af Ansbach15 (der ligger helt nede i Franken). Det falder mig lidt svaert at fa netop disse to placeret ved ostersoen og blive til en rcekke fyrster. (Mon ikke praeses her ved mere, end han agter at meddele sine laesere?). Hvad der isaer har faengslet mig, og som jeg folgelig vil koncentrere mig om, er, hvad praeses (s. 15) kalder »magtbalancen mellem kongen og rigsraderne«; hvad praeses i 1978 kaldte »beslutningsstrukturen« (her s. 16), kort sagt hans (s. 18) forsog pa »at rekonstruere de mere afgorende beslutningssituationer«, selvom han - naesten for resigneret - haevder, at dette ofte kun er muligt i begrcenset omfang, idet jeg er af den opfattelse, at praeses taenkeligt kunne vaere naet et godt stykke videre - uden at jeg dog hermed tror, at hovedresultatet var blevet vaesentligt aendret! Kaere praeses:
hvorledes foregik egentlig et sadant konge-rigsradsmode?
Strengt taget ved vi vel ikke meget; men fra Christian IV's tid, specielt efter 1621, hvor Erslevs udgave16 stiller et overdadigt materiale til radighed, ved vi med sikkerhed, at kongen blot forhandler skriftligt med kansleren som mellemmand (hvorfor Christian IV med tiden ivrigt soger at fa kendskab til eventuelt »mindretal«, omend totalt uden held). Den bevarede
radsprotokol fra Frederik 117I17 viser noget
tilsvarende, og 13. Ofte omtales den mecklenburgske hertug Johan Albrecht, hvis son Christoffer som koadjutor i Riga var en af brikkerne i det livlandske spil. Men man kan dog ved omhyggelig laesning fa indtryk af, at den ledende skikkelse i Mecklenburg trods alt var den anden hertug = Ulrik, der netop var dansk gift (!) og danskvenlig! 14. Antagelig harder ofte vaeret tale om bevidst »misinformationsvirksomhed«. En pastaet »almue-modstand« 1559 imod den unge konge omtales i Helsingor Stadsbog 1554-1565 (udg. Karen Hjorth i samarb. med Erik Kroman, 1981, s. 83) og bemaerkes allerede af P.V. Jacobsen (HT 1 V, 1844, s. 428 noten). 15. Om denne ikke uvigtige person se min anmeldelse af Leo Tandrup (op.cit.) i Historie 1980, s. 81. 16. Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Staendermtfdernes Historie i Kristian IV's tid 1588-1648, I-111 (1883-90). 17. Udg. i Danske Magazin 2 V (1827). Side 520
»dagsorden« til Nyborgmodet 1564 »forelagt raderne til overvejelse«, hvorefter et udvalg sidst i dec. 1564 fremsender sit (skriftlige) forslag, hvorpa (s. 124) kongen sender diverse forslag til raderne og anmoder om deres betcenkning; ja Danske Kancelli (KB) vrimler med disse kgl. majestastsbetaenkning etc., hvorpa radet (eller dele deraf) bedes fremsende deres opfattelse! Vi ved ikke ret meget herom; men i betragtning af materialets art bliver baggrunden for Troels-Lunds »roman« (s. 290) unaegtelig sasrdeles tynd, idet hans opfattelse af kongens bortrejse under abdicationsaffaeren jan. 1570 som »ejendommelig« i virkeligheden kan betragtes som yderste (formelle) hensynsfuldhed, at lade raderne soge at na et resultat, fuldstaendigt übundet af den helt fravaerende monark! Specielt finder jeg, at praeses i betydeligt omfang betjener sig af negative argumenter a la »der er ikke grund til« etc. i sit forsog pa at skaere Peder Oxe ned til normalstorrelse, hvad der vel i realiteten er en fuldendelse af Heises kritik af Grams teori: »thi derom ved man i Virkeligheden ikke det mindste«18. Helt centralt star dog opgoret med traditionen om et krigs- og etfredsparti i radet, som minsandten kan spores tilbage til Vaupell (1891; morsomt sa plumrede kilder den radikale tradition har ost af, nar Arups holdning til Christian IV star lige sa meget i gaeld til kaptajn Rockstroh, som hans kritik af Frederik II gerne skyldes oberst Vaupell). Og denne tradition opsamledes i 1939 af Poul Colding19, der (bl.a. via en fejltolkning af Resen, her s. 63ff.) »udfra et almindeligt kendskab til rigsradernes stillingtagen og temperament« (en psykologisk-intuitiv metode?) fandt et krigsparti af yngre imod et fredsparti af celdre rader, bl.a. med det absurde resultat, at fladechefen Herluf Trolle og forsyningstjenestens leder Mogens Gyldenstierne saledes skulle sta pa hver sin side, skont deres indbyrdes korrespondance dokumenterer et saerdeles naert venskabsforhold (jfr. her s. 157). Og praeses fastslar da (s. 157) existensen af, tor man sige et pro et kontra Peder Oxe-parti, eller bedre: (s. 156) en fraktionsdannelse, der var celdre end krigen og som gar tilbage til 50'erne, og som gik »dybere« (bedre vel: havde helt andre, antagelig privat-magtpolitiske arsager?). Men den kan samaend spores helt tilbage til Peder Oxes hjemkomst 1539 18. HT 5 V, 1885, s. 369. 19. Studier i Danmarks politiske Historie i Slutningen af Christian Ill's og Begyndelsen af Frederik Us tid, s. 487. Side 521
(gods- og arvestridigheder). Jfr. hertil den udmaerkede studie 197920, hvor modsaetningerne synes at ligge pa »et lavere plan« (Peder Oxe + Brockenhuuserne kontra Herluf Trolle m.fl., medens savel Johan Friis, Mogens Gyldenstierne som endog storebror Borge Trolle synes at betragtesagen fra et mere »ophojet, neutralt« stade). Alligevel finder jeg ikke kritikken imod traditionen fort til bunds: allerede s. 39 ser vi den aldrende kansler med en kreds af rader vaere positive overfor et engagement i Livland 1558 - med henvisning til Knud Rasmussens disputats21, i hvilken anledning min hojt aerede kollega andenopponenten i sin anmeldelse22 netop uddybede Johan Friis' »aktivisme« i et sadant naesten »historisk« traditionelt problem (jfr. ovf. om Riigen). Og nar vi kommer frem til sommeren 1568, finder vi (s. 279) - logisk nok - Johan Friis i spidsen for »radets harde linie« ligesom i august 1569. Pa denne baggrund ma jeg undres, nar vi (s. 302) moder »en mere forsigtig linie« - »vel forst og fremmest reprsesenteret af Johan Friis« (og det netop angaende hans hjertebarn Livlandssagen!), og ligesa (s. 304) »er det antagelig Johan Friis, der igen har haft betaenkeligheder«! Pa denne made bliver der en vis formel logik i konklusionen s. 333, hvor praeses finder, at »Johan Friis synes at have vaklet«! Ja nar prasses efter tid og lejlighed lader ham repraesentere blode og harde linier, sa er der unaegtelig en vis vaklen til stede, men hos hvem? Og i alle tilfaelde synes konklusionen at fornaegte de allerede opnaede fremragende resultater, idet delingen af radet i et krigsparti af yngre og et fredsparti af aeldre rader, d.v.s. den Coldingske teori, her (s. 333) genopstar i al sin komik! Skal vi endelig psykologisere, vil jeg finde det rimeligst, at unionspolitiske traditioner var mest levende blandt de aeldre rader (jfr. svenskernes had imod Johan Friis), specielt en Otte Krumpen og en Mogens Gyldenstierne, der fodte under kong Hans (begge saerdeles aktive i Sverige 1517-20) have truffet folk, der har kendt Erik af Pommern, ja eventuelt modt gamle mennesker, der som born kunne have set dronning Margreth e23. Med hensyn til
radet og juridiske formalia har prasses (s. 155)
utvivlsomtret 20. Omkring Peder Oxes fald, HT 79, 1979, s. 325. 21. Den livlandische Krise 1554-61 (1973). 22. HT 78, 1978, s. 286f. 23. lovrigt haevdede en netop i anden halvdel af 16. arh. levende adelstradition, at Knud Henriksen Gyldenstierne (Mogens Gyldenstiernes farfar) skulle have varet tronkandidat 1448 (se Poul Enemark: Krisear 1448-1451, 1981, s. 22f.). Side 522
somtreti, at
radet normalt ikke besad nogen kooptationsret;
tilsyneladendekongelose S. 18 beklagede praeses, at han ofte havde mattet benytte en forenklet »beslutningstagningsmodel«, hvorfor han - sikkert med rette - gor en del ud af at soge fastslaet, hvilke rader der var (eller kunne vaere) tilstede, nar vigtige beslutninger toges; en fornuftig og farbar vej, der dog trods praeses' gennemgaende omhu og sans for vaesentlige detailler virker lidt tilfaeldigt S. 197 diskuteres et politisk mode sept.-okt. 1566, hvor en indkaldelse savnes, og kun fa rader synes at have vaeret til stede (praeses gor desvaerre ikke ret meget ud af det naeppe uvassentlige sporgsmal: det hjemmevcerende rdd; et sadant vil f.ex. normalt ikke blive indkaldt, da det jo er til stede!). Men en i KB (1. okt.) protokolleret rettertingsdom anforer dog fem rader, netop en inderkreds af »den gamle garde«, den 72-arige kansler, Otte Krumpen 81, Magnus (SIC) Gyldenstierne 85 (81?), den betydeligt yngre Borge Trolle pa blot 65 samt kongens personlige ven den purunge Holger Rosenkrantz pa godt og vel 50. Fire rader
anitages at vaere ved haeren, og Troels-Lund har
folgelig Kilden ma vaere note 12 (KB 9. okt.), d.v.s. en raekke breve om deres len, hvor de ant ages (»tilsyneladende«) at have opholdt sig. Men, kaere praeses, de selvsamme ordrer gives ogsa til Holger Rosenkrantz, d.v.s. at han ifolge denne argumentation ikke skulle have vaeret i Kobenhavn, skont han vitterliigt var der 1. okt.! Praeses kender kongens Flensborg-ophold i September (i anledning af den irriterende slesvigske lenssag, som praeses klogeligt holder ude af det spegede spil, selvom den faktisk optager en sa stor del af radernes tid, at det aerligt talt virker, som om kongens onkler fisker i rorte vande og soger at udnytte Danmarks betraengte situation). Men i august var kongen (efter endnu en tur til Flensborg) atter i Kobenhavn, hvor en rettertingsdom af 26. aug. (KB) opregner hele ti rader (de fem + de tre samt endnu to, men selvfolgelig endnu ikke Peder Oxe!), og deter altid kun et minimum, der optraeder ved rettertinget. Og her udgik blandt andet skattebrev til kobstaederne netop 26/8, hvorfor dette kunne vaere radsmodet, det folgende i oktober blot »det hjemrnevaerende rads« effektuering m.v. 24. Utrykt specialearbejde af Aage Andersen, Aarhus Universitet 1974. Side 523
Dette og lignende
fik mig til at studse over, at praeses (jfr.
kildeforetegnelsen Til min skuffelse er der faktisk saerdeles god grund dertil, idet rigsdomstolen i lange perioder af krigen simpelthen ikke fungerede (jfr. f.ex. KB 14/3 1567, der indkalder en herredag, fordi der i lang tid ikke har vaeret nogen). Men lidt mere materiale er der dog, isaer i de mange ad anden vej bevarede domme (det vaere sig Kolderup Rosenvinges Gamle danske Domme eller den nye udgave af Danske Domme 11, 1979). For at tage blot et exempel tog kongen under fredsforhandlingerne i Stettin 1570 til Nykobing slot (s. 322f.) for at vaere sa naer begivenhederne som muligt. A propos kommunikationen, som praeses (if. indledningen s. 18) laegger vaegt pa, er det bemaerkelsesvaerdigt, at afslutningen af den grumbachske handel (s. 221) den 13. april 1567 kan meddeles sa hurtigt til Danmark, at der via Danske Kancelli 30. april beordres takkegudstjeneste over hele riget! (KB). Og da kongen 26.
sept. 1570 skriver sit »bitre og nedtrykte« brev, var
Men strengt taget
var kongen taget til Nykobing allerede i juli, hvor
Nok naede kongen lidt forsinket (s. 321) til Kobenhavn for at monstre adelsrytteriet, men ogsa for 7.-8. aug. at holde retterting med hele 11 RR (Retterting + DD). Og da han igen er i Nykobing, finder vi - foruden de to fornaevnte rigsembedsmaend - savel Erik Rud som jyden Bjorn Kaas til stede (savel i KB som i DD). Og deter ojensynligt denne kommen og gaen af rader (det vaere sig til og fra Nykobing, eller blot med i eller udenfor domsafsigelsen?), prases (s. 323) har bemaerket, idet det ved omtalen af instruktionerne af 23.-24. okt. hedder, at her var savel hofmester, kansler som Borge Trolle, Otte Brahe og Bjorn Kaas til stede, uden kilde ganske vist, men givet den i KB anforte rettertingsdom af 25. okt.! Her kunne jeg
blive ved i timevis med tilsvarende exempler, men kun
Blot et sidste
exempel, vedrorende forhistorien til de mislykkede
Kncerodforhandlinger Ganske kort
hedder det (s. 274), at »Rigsradet indkaldtes til et
mode Side 524
Peder Skram,
men ikke rigsmarsk, Borge Trolle, men ikke Holger
Rosenkrantz,den En stor del af forklaringen ligger utvivlsomt i, at Peder Oxe var i byen (evt. »regeringsrad«) og folgelig ikke behovede indkaldelse, hvilket naturligvis ogsa gjaldt Bjorn Andersen (Kbh. lensmand) og eventuelt rigsmarsken (der dog ogsa kunne vaere ved fronten). »Medens disse begivenheder udspilledes« indkaldes Norrejyllands statholder Holger Rosenkrantz sa sent som 14. juli (!), da kongen egentlig ville spare ham for en extra rejse, idet han var udset til en nok sa vaesentlig rolle sammen med forhandlingsdelegationen Johan Friis og Jorgen Rosenkrantz at skulle med kongen til Helsingborg sidst i juli (St. Olai); maske en antydning af, at tyngdepunktet er blevet forskudt fra forhandlings - og observationsgruppen (der tilsyneladende ikke naede videre end til Helsingor = KB) og til plenum, d.v.s. rigsradsrnodet! Med de oprindeligt (12) indkaldte, de eventuelt tre tilstedevaerende samt den exprestilkaldte Holger Rosenkrantz har vi hermed et fuldtalligt rddsmode, der 25. juli 1569 medbesegler kongens store fundationsbrev pa studiestotten til de kobenhavnske studenter (den intellektuelle oprustning har tilsyneladende ogsa statsmagtens bevagenhed, og det i denne kritiske situation!). Men nu er der
faktisk 17 beseglere tilstede, uanset at vi pa grundlag
af For at kunne lose denne gade ma vi vende os til s. 206f., der naeppe sa meget skildrer Mogens Gyldenstiernes »fald« som Peder Oxes fremgang. Hojst forvirrende skriver praeses savel om denne afgang fra statholderposten (og dermed fra regeringsradet) som (s. 206 overst) om hans »udtraedning (SIC) af statstjenesten«, hvilket sammenholdt med radsbilaget (s. 351) dog alene kan forstas som, at den gamle mand (ogsa) er blevet afskediget som rad (omend nok sa meget »i nade og efter ansogning«)26. Meget tyder pa, at
den aeldgamle mand er blevet boende sine sidste 25. At der kan findes fejl i aktstykkerne, er praeses naturligvis udmaerket klar over, jfr. s. 70 note 24, hvor det (vist lidt ukorrekt) hedder, at - den forlaengst afdode - Iver Krabbe 1563 medbeseglede! Praeses har vel som os andre blot set kopiteksten i Danmark-Norges Traktater? Originalen (mon fortsat i Liibeck?) har forhabentlig Otte Brahe, der ifolge Kronens Skoder vist var tilstede 13. juni 1563. 26. Kongebrevet af 30. jan. 1567 (Breve til og fra Mogens Gyldenstierne og Anne Sparre 111 s. 184f. I det fig. cit. MG), der forskaner hr. Mogens »med statholders befaling«, er af modtageren egenhaendigt pategnet »om et nadygt forloff«. Side 525
levear i Kobmagergade (d.v.s. at det evindeligt citerede - her s. 205 - »neder i byen« kan forstas rent bogstaveligt), og alene ved denne ikkekontroversiellehandling kommunitetsbrevets udstedelse27 ses han ifunktionsom rigsrad. Familiebrevene er for uformelle til at kunne hjaelpe; men adskillige udlaendinge (der kan vaere lidt bagefter med efterretninger)stiler ham fortsat rigsrad, saledes fra London 1567 12. april28, Bryssel28. juli29, 1568 fra Stettin 30. juni30, og selveste grev Gunther af Schwarzburg i oktober 156831; ja da kgl. majestaet 24/2 1569 sender ham det bekendte beskyttelsesbrev, er det stilet til »wor mand och raad«32. Men naturligvis var hr. Mogens' optraeden her en engangsforestilling; procesforordningen af 7. sept, har blot 15 raders deltagelse, d.v.s. uden de nu vel naermest doende Mogens Gyldenstierne (dod 9. okt.) og Oluf Munk (dod 24. nov.). Da et af de mest fascinerende aspekter ved rigsradet er det veritable gerontokrati, alle disse gamle gutter, der bogstavelig talt skal baeres ud af scenen, vil jeg et ojeblik dvaele ved selveste Otte Krumpen, rigens marsk, hvor praeses lidt vel i traditionens fodspor har opholdt sig ved kongens kolige tone (savel s. 85 som s. 230)33. Jeg har en dyb mistanke om, at man for at fremmane »partidannelser« m.v. har lagt alt for meget ind i brevene og ikke iagttaget selve det konkrete holdepunkt, kongens voksende irritation over at have en rigsmarsk, der er for gammel til at udfore embedets pligter (derimod ses han saerdeles hyppigt i funktion som regeringsrad m.v. sammen med de andre oldinge). Vel lykkes det i 1567 at fa ham til at opgive marsktitlen; men i selvsamme brev, hvor Frans Brockenhuus 17. aug. 1567 forst benaevnes marsk, optraeder Otto Krumpen umiddelbart efter som aeldste rad (!) (KB), og igen 31/8 (KB og DD) samt 19. sept. (DD = Retterting og GdD) - og pa trods af praeses' »naeppe« (efter note 57 til s. 208) indkaldes han faktisk 20. juli 1568 (til mode 31. aug. = KB), men ses ikke at have modt op, d.v.s. dod mindre end aret efter. Ogsa her er radsbilaget s. 351 (formelt) mindre korrekt. Ikke mindst pa
baggrund af praeses' livfulde skildring af samtidig
27. Mon ikke det som en art alienation af rigens eje har kraevet rigsradets tilsagn, hvorfor hr. Mogens realiter gjorde universitetet en tjeneste ved at mode op? 28. MG 111 s. 189. 29. Ibid. 11l s. 195. 30. Ibid. 11l s. 206. 31. Ibid. Ills. 209. 32. Kirkehistoriske Samlinger 3 111, 1881-82, s. 216f., jfr. MG HI s. 223 (i udtog). 33. Bemaerket allerede af P.V. Jacobsen (HT 1 V, 1844), der iovrigt pa det naermeste foregriber ordblindhedsthesen (ibid. s. 410 med note 3). Side 526
»svensk statsskik« turde denne kongens hensyntagen til de gamle maend vaere bemaerkelsesvaerdig. En tilsvarende langmodighed vises ikke yngre rader; stakkels Jacob Ulfeld slar rekord ved i sit lange liv hele to gauge at blive fyret; og mest eklatant er vel rigshofmester Ejler Hardenbergs afskedjuli 1565 - og da forskningen ret enstemmigt betoner, at denne hofmester (alene) ikke ses specielt at have beskaeftiget sig med okonomiskeanliggende r34, turde dette vaere arsag nok. For dette meget
centrale kapitel 11 (s. 194ff.), som praeses (ifolge
note Siden Grams dage harder jo vaeret opfundet stadig flere og bedre grunde til, at Peder Oxe har skullet dominere scenen; de mange store og gode handlinger kunne jo ikke sa godt skyldes hverken den uduelige konge eller den gammelmandsforsamling, der faktisk kommer til at dominere radet efter de mange udrensninger - skont netop disse dog ellers (som papeget s. 208f., jfr. ogsa s. 155) viser en hidtil uset staerk kongemagt (bortset fra den helt extraordinaire borgerkrigsagtige situation 1536 er der mig bekendt aldrig for eller siden fyret rader i sadant omfang?). Derfor er jeg glad for den - omend nok sa beskedne - »rehabilitering«, der her sker specielt af Mogens Gyldenstierne, hvis indsats under krigen (s. 206) eftertiden glemte, ja selv Astrid Friis matte i DBL35 nojes med et: »Den gamle mand har naeppe vseret opgaverne voksen«! (en helt coldingsk intuitiv antagelse, hvor glosen nceppe utvivlsomt skyldes manglende Deter givet korrekt anfort, at hans rygte har lidt under hans beromte okonomiske pedanteri (»man glemte ikke hans forsigtighed i pengesager«, skriver pneses s. 206), hvor kilden dog netop er fra en Brockenhuus (d.v.s. Oxevenlig), og savel hans omhyggelige regnskaber over udlaeg til bornene36 som hans yngste sons brev til Herlufsholm angaende regnskab for de resterende 8 skilling (!)37 har ikke talt til hans fordel, rent menneskeligt set - og det skont en mand, der forlangte bilag for bornenes lommepenge og talte udleverede hesteskosom (!), i virkeligheden matte vaere sin vaegt vaerd i guld pa Bremerholm! Faktisk burde man
vende situationen pa hovedet og stille problemet
34. Senest Jens Engberg: Dansk Finansforvaltning i 1640'erne, 1972, s. 34f. 35. 3. udg. (1980) gentager her blot 2. udg. (1936), som igen er bygget over A. Heises artikel i 1. udg. (1892). Udtrykket er dog en betydelig modification af det arupske dictum: »som aldeles ikke viste sig sin opgave voksen« (Erik Arup op. cit. II s. 573). 36. Danske Magazin 6 11, 1916, s. 289ff. 37. MG 111 s. 240. Side 527
saledes:
hvorfor i al verden slaebte man sig det meste af krigen
igennem At han naeppe har tilhort et »fredsparti«, har praeses (s. 157) berort - herunder hans noje samarbejde med Herluf Trolle som ikke mindst med broderen Borge Trolle, denne noget profillost blege skikkelse, »det evige komitemedlem«, men givet meget indflydelsesrige rigsrad. Intet under, at Johan Friis - med en rest af sin ungdoms spogefuldhed - benaevner hr. Mogens »Danske Brandh van Wewerlin«38 -ala »gamle krudtkarl« (idet »Holger Danske« jo ikke gar med en Holger i radet). Thi denne mand havde ikke blot gjort Sverigesfelttoget 1517-20 med - han havde forsvaret Akershus imod Christiern II 1531, fort flader i 1540'erne og endnu som ca. 70/75-arig i 1555, hvorefter han omsider gar i land og som statholder fra 1558 bliver ansvarlig bl.a. for fladeudrustningerne - og ikke blot synes udnaevnelsen af (den vist hojst ineffektive) Ejler Hardenberg til hofmester ikke havde mindsket hans greb om finanserne; i Norge tror Walckendorf (29. april 1558), at Mogens Gyldenstierne er blevet rigshofmester!39 Maske er der tale om en nedsat aktivitet ca. 1561/6240, da kongen 15. aug. 1562 (KB) straks onsker ham (fra hans skanske gods) til Kobenhavn i anledning af Polen-forhandlingerne (her omtalt s. 56f.); men den svagelige mand er naeppe kommet, da Johan Friis 24/8 skriver, at han har undskyldt hans fravaer overfor kongen »men det var godt, om du var her for allehonde sagers skyld« - hvis kongen skulle skrive igen, sa kom, hvis deter muligt (selvom kongen naeppe vil stille et krav)41. Og i anledning af det iligen indkaldte radsmode til palmesondag 1563 (her s. 63) skriver Johan Friis igen indtraengende 19. marts, »hvis hr. Mogens er for svag til at ga pa slottet, sa kom alligevel, da han kan blive pa garden i byen«42 - bortset fra Resen-skildringen kendes dette vigtige mode faktisk bedst fra disse breve! Atter 24/5 (KB) finder vi en kgl. indkaldelse til radsmode 8. juni, omend hr. Mogens naeppe er kommet - men sa spidser krisen til; 28. juli skal hr. Mogens (forstnaevnt!) sammen med kansleren, Borge Trolle og Frans Brockenhuus (samt rentemesteren) vaere regeringsrader i Kobenhavn,og 38. Udat. (tidligere henfort til 1560); MG lil s. 268. Didrik af Bern og hans paladiner var et yndet tema t de sikkert da moderne historiske folkeviser. 39. MG I s. 426. 40. Colding op. cit. s. 213 taler ligefrem om afsked. 41. MG II s. 197f. Om evt. sygdom se laegebrevene af okt. 1562, ibid. II s. 204ff. 42. Ibid. II s. 218. Side 528
havn,ogaf
brevvekslingen med kongen 31. juli og svaret 1. aug. ses
han Jeg vil faktisk
vove at sige, at hvis fladen da havde haft en
signalkode, Ganske vist svigter KBs registre fra 1566 m.h.t. »regeringsradet«; men selv uden et sadant, er det konsekvent til kansler, statholder og rentemester, at kongen skriver, eventuelt suppleret (12/4 1566) med Otte Krumpen, Borge Trolle og Frans Brockenhuus. Deter jo netop en sadan forsamling, der suppleret med Holger Rosenkrantz er i Kobenhavn, da Peder Oxe 24. april 1566 genvinder den kgl. nade (KB, her s. 194, jfr. 1978), og iovrigt ogsa i sept. 1565, da lejdebrevet udstedes (s. 146 med note 43), hvor ogsa Jorgen Lykke og Erik Rud er tilstede (KB 21. sept.), idet dog kongen var pa Helsingborg (!), mens raderne kraftigt onsker ham til Kobenhavn! Og som jeg tiidligere omtalte kongens to Flensborgophold midt i 1566, er det vaerd at bemaerke, at da kongen 23. juli er pa vej hjem, skriver han fra Soro, at han gerne ville en 14 dages tid pa jagt (i Odsherred, hans kaere Nygaard); men hvis det bliver nodvendigt skal hr. Mogens bare skrive (KB), sa kommer han. D.v.s. at der er tale om et vist mal af tillid til oldingens konduite og administrationsevne. Og mens som sagt rigshofmesteren fyres pa grat papir (under en krig har man ikke rad til kransekagetopfigurer, jfr. ovf. om Otte Krumpens marskstilling), er der ingen klager over hr. Mogens' forvaltning (de opgaver »han naeppe var voksen«), men derimod nok over, at rentemesteren Joachim Bech »tit— viser sig meget radlos«, mon ikke direkte pa Mogens Gyldenstiernes foranledning? (KB 1565 21/7, jfr. ogsa 1566 20/10). Ja, selv hans hustrus dod 1. august 1564 ses ikke at give det mindste afbraek i hans embedsforelse! Jeg ma tilsta, at jeg netop pa denne baggrund er extra positiv overfor praeses' holdning til Sundtoldsproblematikken og hans kritik af den med tiden udbyggede Peder Oxe-tradition. Men selvom der grundet forarbejderne i 1978 gas hurtigt frem her i kapitel 11, forekommer dette mig dog et for vigtigt sporgsmal for den almene Danmarkshistorie til at kunne passere helt uden kommentar. Deter morsomt,
at Ludvig Holberg laegger toldreformen tilbage til
43. Ibid. II s. 224ff. Side 529
note 58) kan
give Peder Oxe skylden for at have indfort den allerede
1558 Er det
tilfaeldigt, at Aksel E. Christensens disputats45 slet
ikke naevnes Maske har man lusket vaerdiprincippet igennem ved at begynde med at opkraeve »lygtepenge« (fyrafgift, d.v.s. til sofartens egen fordel) som en (yderst beskeden) lasteafgift, hvis ringe storrelse det ikke var vasrd at gore ophaevelser over? I hvert fald det i Hjelholts skriftprover46 gengivne regnskabsbrudstykke for 1560 viser evident en detailleret opgorelse af lasten, og i 1561 - skriver Aksel E. Christensen - skaerpes dette. 26. juli 1562 kommer forordningen om skarpere klarering i Helsingor, 1563 2/3 om Baelttolden m.v., og fra 1563 anfores fyrpengene nu i selve toldregnskabet! Intet af alt dette kan tillaegges Peder Oxe, lige sa lidt som de ovrige (her s. 196) omtalte finans- og administrationsreformer (den »maerkeligt oversete« toldreform af januar 1566 ophaevedes dog fa maneder efter47, men viser i hvert fald, at selv uden Peder Oxe var der vilje og evne til at laegge store planer, in casu ensartethed ved alle importhavne)'. Praeses har langt mere, end han her dokumenterer, ret i, at alt saledes var lagt til rette for den sluttelige gennemforelse af den store reform, den fulde overgang til lastetold 1566/67, da Peder Oxe vendte hjem, overtog finansforvaltningen og folgelig i udlandets ojne blev den skyldige, i dansk tradition omtolket til den ansvarlige, d.v.s. han far ceren! Og med praeses'
sans for negationen har vi nu ganske overbevisende
Som praeses bemaerkede allerede i 1978 (s. 67) har Nina Bang 189648 pavist, at den aengstelige tolder, der jo far alt bavlet med skipperne, bliver chokeret over de nye toldsatser, hvorfor han omgaende henvender sig til »kompetent myndighed« med forslag om, at han »pa eget ansvar« 44. P.H. Resen: Kong Frederichs den Andens Kronicke, 1680, s. 56. Den danske afvisning af klagen skete med henvisning dels til engelske toldforhojelser, dels til prisfluktuationerne (vel den begyndende virkning af »prisrevolutionen«), hvorfor man argumenterede for en »indexering« af tolden. 45. A.E. Christensen: Dutch Trade to the Baltic, 1941, s. 293ff. 46. Skriftprover fra Tiden efter Reformationen, 1940 0.0., nr. 6. 47. V.A. Secher: Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve I, 1887-88, s. 301f. og s. 307f. 48. HT 6 VI, s. 530ff. Side 530
giver det udseende af at lade dem slippe lidt billigere end efter den nye toldrulles strikte ordlyd, bare de hoster op med kontanter (og derved i princippet anerkender den nye told), og dette accepteres! Men hvem er denne myndighed, som tolderen omgaende henvender sig til? Selvfolgeligkgl. majestcet pa Frederiksborg (6/3 1567; mens Peder Oxe i hvert fald dagen for var i Kbh., KB). Pa den anden side er det ikke urimeligt, at dette lange arbejde, der Ojensynligt har vaeret undervejs igennem otte dr, har involveret visse rader (ellers fik Frederik II aldrig tid til at tage pa jagt), hvorfor sporgsmalet er, hvilken rad, der i perioden 1558-66 kunne taenkes mest engageret og mest kyndig i Sundtoldsproblemer? Naturligvis statholderen pa Kobenhavns slot; thi uanset om han er lensmand pa Krogen og/eller Kobenhavn, er det ikke blot med ham, at tolderen konstant brevveksler om diverse lobende problemer (jfr. det vigtige s. 146 note 43 naevnte tolderbrev, der giver godt indblik i holdningerne indenfor radet, in casu Mogens Gyldenstiernes gode samarbejde med Johan Friis som Borge Trolle); efter Sander Leyels dod er det gennem Mogens Gyldenstierne, at Jens Mogensen Rosenvinge udnaevnes til ny tolder marts 156049. Og deter ogsa ham, vi finder som sofartsexpert50, der 1560/61 er travlt beskaeftiget med den nye soret (9/9 1560-9/5 1561). Sa nar praeses (s. 206) lader Peder Oxe udfylde det ved Mogens Gyldenstiernes afgang opstaede tomrum (og det har naeppe vaeret ringe), kan vi vel omvendt sige, at forst ved hans hjemkomst kunne man omsider undvcere den nu 86/82-arige hr. Mogens, der ses selv at have onsket at ga af - intet under!! D.v.s. at den penible Wobitzer-affaere vel udmaerket blot kan vaere den udlosende faktor, jfr. kongens omhu for »at statuere exernpler« overfor adelens almindelige okonomiske vrangvillighed (efter krigen ordnes sagen i hvert fald tilsyneladende i »mindelighed« (KB 30/10 1570), d.v.s. afsked i »nade«). Derpa far
(naturligvis) Peder Oxe »den stilling, som han synes
selvskreven Ikke blot fungerer hansom den perfekte kongetjener (s. 208 overst), nassten parallelt til Anders Bille (iovrigt hr. Mogens' morbror), der ca. 1539 bliver taget til nade og derpa virkelig laegger sig i selen for at vise sig fortjent til den kgl. nade - (statholderstillingen skal selvfolgelig besaettes 49. MG II s. 29ff., bekraeftet af kongen 27/3 (KB). 50. Jfr. A.E. Christensen op.cit. s. 301. Side 531
omgaende), men samtidig med, at Peder Oxe udnaevnes til hofmester, bliver Frans Brockenhuus, (d.v.s. en mand, hvis »krigsiver« vel ingen har tvivlet pa) rigsmarsk 17. august 1567 (se s. 230 ned.). Og inden arets udgang er kongens personlige ven Holger Rosenkrantz blevet statholder i Norrejylland (9. dec.) med lofte om en saerskilt (adelig) rentemester; egentlig en alvorlig beskaering af rigshofmesterens myndighed, omend det realiter blot ender med en jysk (borgerlig) renteskriver (17/5 og 6/9 1568). Ogsa de tre i marts nyudnaevnte Rigsrader (s. 208, jfr. s. 350) viser dog kongestyrke, ja netop den store udnaevnelsesdag 17. august udnaevnes nok en rigsrad! Og deter dette staerkt kongepraegede rad, der i foraret 1567 saerdeles hyppigt optraeder i kongens nasrvaer51. Alt i alt er der
tale om et for vor tid haederligt stykke boghandvaerk;
jeg Der er ogsa gjort
et omhyggeligt arbejde med kilde- og
litteraturfortegnelserne, Den s. 87 note 46
cit. Boserup m.fl.: Extracta ses ikke i
litteraturfortegnelse Derimod er navneregisteret hojst irriterende, blandt andet kunne de fleste problemer have vaeret lost ved simple henvisninger, f.ex. den ikke uvigtige Bjorn Andersen af slaegten Bjorn, der som de fleste her konsekvent skal soges under patronymicon! Mange ved selvfolgelig, at den uheldige admiral Hans Lauridsen (s. 184f.) var af slaegten Baden, men han skal findes under Lauridsen (parentes: Baden), medens vel kun specialisterne har en anelse om, at hans kollega Christoffer Mogensen var en Handingmand (se Mogensen). Den rigtige Gongehovding skal findes under Pedersen, Mikkel, ikke engang med et »Gonge« i parentes. Man skal finde sig
i meget i vore dage. Men nar vi sa har gjort os 51. Efter nyudnaevnelserne til radet var 12/3 i hvert fald 14 rader med kongen, og 8/4 12 rader (KB), heriblandt Otte Krumpen, der vel ved denne lejlighed har afgivet den »sygemelding« som marsk, der har irriteret kongen sa meget (KB til 15/4). Endnu 20/4 var 8 rader hos kongen (KB), og da den 14/3 indkaldte herredag tradte sammen til St. Hans, var 26/6 12 rader til stede (KB), og endnu 3/7 var 7 rader i funktion (KB og DD II). 52. Nok er det nyttigt at kunne anvende de talrige breve, som Rordam har udgivet i Monumenta; men da praeses (formentlig) har kontrolleret disse efter originalen, burde en arkivsignatur vaere tilfojet (antagelig oftest Tyske, sjaeldnere Danske Kancelli). Se f.ex. s. 223ff. note 4, 6 og 8, medens alene note 10 henviser til KB. Side 532
fortrolige med praeses' hjemmelavede system og finder (den s. 234 naevnte)Gert Cantor., slar vi jublende op under Cantor (som praeses selv anakronistiskbenaevner ham); men han skal minsandten findes under Gert (mon fordi praeses egentlig opfatter det som en erhvervsbetegnelse?). Og nar omsider selv DBL (3. udg.) har bojet sig for adelshistorikernes terminologi og skriver Paslick, Goye (for det urkomiske Gjoe) samt Gyldenstierne (med i), er praeses' »konservatisme« irriterende (lad os habe, at DBL, 4. udg., ogsa far stroget det faele c i Brok)53. I 1978 omtaler praeses (s. 21 note 25) Huitfelds »traethed« 1602, hvilket dog har en umiddelbar begrundelse i, at det star i forordet til afslutningen pa den forste (nibinds) Danmarkshistorie (1603). Rent bortset fra, at det er mange ar siden, at han havde forladt det egentlige kancelliarbejde, hvorfor hans »uclarbejdet til hove« snarest gar pa hans rads- og rigskanslertjeneste, skriver han aret efter (1604) i forordet til Den gejstlige Kronike, »Jeg blev forordnet at ligge udi Kobenhavn i bestillinger« (mens kongen er bortrejst, d.v.s. regeringsrad): »Men den lille tid mig gives af andre bestillingeir heller tildrager med noget at gore end intet«, skrev han saledes Danmarks forste Kirkehistorie i sin knap tilmalte fritid! Er der ikke tale om simpelt »forordskrukkeri«? Kort sagt, pa hjemmefronten er praeses gennemgaende staerkest i negationen - han er expert i demolering, han rydder grunden (omend der lejlighedsvis kan sta enkelte efterladte brokker tilbage); men han er sandelig ikke meget for at saette nye bygninger pa grunden, ja selv rids og skitser til, hvad han kunne saette i stedet, glimrer ofte ved deres fravaer. Personligt er jeg meget sympatisk indstillet overfor en sadan arbejdsmetode; men den vanskeliggor unaegtelig en stakkels opponents byrdefulde hverv, gang pa gang at skulle saette kritikken ind, ikke imod hvad der star (thi deter gerne yderst solidt arbejde), men imod, hvad der ikke star! Enhver teoretiseren er praeses imod; men da han naeppe heller betragterdette som den definitive bog om Syvarskrigen i samtlige dens aspekter,ma vi med taknemmelighed konstatere, at vi takket vaire dette rydningsarbejdehar, lejlighedsvis maske en lidt mindre, men til gengaeld 53. I betragtning af den berettiget store rolle, som dateringsproblemer har, virker det krukket (eventuelt übehjaelpsomt), sa ofte praeses skriver Michaelis (s. 151 og s. 272), s. 168 dog med et »d.v.s. 29. sept.«, hvilket dog pa dansk hedder Mikkelsdag; jfr. s. 199, »Martini« (for Mortensdag). S. 223 er midfaste (1567) gengivet som »omkring 9. marts«, formentlig forledt af KB's »ca. 9. marts«. Men enten er der tale om midfaste sondag, hvilket i sa fald er = 9. marts (1567), eller evt. om midfasteugen, d.v.s. den forudg&ende uge = 3.-9. marts! S. 169 »domen« i Reval; om ikke domkirken, sa den juridiske dom- og kapitelsenklave, evt. = »Reval stift«? Side 533
naesten altid
en langt mere prcecis viden og palidelig indsigt i de
spegede Ogsa omvurderingen af kongens beromte »abdicationstrussel« 1570 ville jeg gerne have dvaelet ved (morsomt at Thit Jensen54 alt i alt kom sandheden langt naermere end hendes forfatterkollega Troels-Lund), med betoning af Frederik ll's pesonlige erfaring (savel Axtorna, som ikke mindst Varberg 1569), at nar bare han selv kom til, kan alting lykkes (!). Han bliver saledes en langt mere plausibel fader til Christian IV (omend han modsat denne havde lettere ved at tage imod rad!); ligesa det vigtige rigsdagsmode 1570, som praeses vel snarest omtolker som Rigsradets »abdication«? (s. 292); maske kunne der her vaere lagt lidt mere vaegt (end den korte omtale s. 287, med note 23) pa provinsstcendermodet i Viborg 156955, der kan virke naesten som en art proveballon? Meget at skrive
og meget at digte, Saa findes her
dog alligevel mange skjends skrifter at vasre i prent
udgange Da paa det, at samme skjends skrifter, som nu saaledes fores om lande, ikke af simple eller enfoldige folk, saa og af den menige mand for sanddru historie skulle regnes - saa er denne naervaerende historie om samme krig beskreven56. 54. Jorgen Lykke (1931). 55. Allerede observeret af P.V. Jacobsen: Det danske Skattevaesen under Kongerne Christian 111 og Frederik 11, 1833, s. 202f., og af biskop Engelstoft i HT 2 IV, 1851 s. 131f. 56. Rordam: Monumenta 1 II s. 232f.; Jon Thursens arbejde over Axel Gyldenstiernes samtidige optegnelser, jfr. ibid., s. 199f. d.v.s. »Den gyldenstierneske kronike«. |