Den egentlige anledning til pa ny at fremdrage denne lille - i litteraturen i ovrigt ganske velbelyste - episode i dansk udenrigspolitisk historie er mit arbejde for nogen tid siden med at anmelde Leo Tandrups store vaerk om dansk udenrigspolitik 1613-25, hvori han drager nogle ikke ganske holdbarefortolkningsmaessige konsekvenser af kongemodet. Efter at have lagt sig fast pa Arthur Stilles indringningstese som grundlag for fortolkningenvalgte Tandrup at nedtone betydningen af andre mulige forklaringerpa det dansk-svenske modsaetningsforhold, herunder f.eks. hele dominiummaris Baltici-problemet. Dette bragte ham flere gange til det postulat, at Danmiark og Sverige i virkeligheden havde betydelige faelles dominieinteresser i ostersoen, og at Ulfsback-modets forlob dokumenterededette. Underforstaet: det var ikke pa dette punkt, men i indringningspolitikkenden egentlige interessekonflikt la¹. I dette synspunkt er

---

1. Leo Tandrup, Mod triumf eller tragedie. Bd. MI. Arhus 1979. Her bd. I, s. 78, note 44, jfr. s. 158, note 25a. Min anmeldelse af bogen fremkom i Historisk Tidsskrift, bd. 81, 1981, s. 242-53.

jeg fundamental uenig, hvilket ogsa fandt udtryk i anmeldelsen, om end det ikke der var muligt at gennemfore en laengere diskussion af problemet.Men da sporgsmalet har konsekvenser for fortolkningen af hele den nordiske magtkamp i 1620'rne, skal jeg her benytte lejligheden til i mere udforlig form at drofte bade Ulfsback-rnodet og karakteren af de magtinteresser,der ved denne lejlighed krydsede klinger. Det bor i ovrigt med det samme understreges, at der ikke i det folgende vil blive fojet meget nyt til vor rent faktiske viden om kongemodets forlob. Jeg har ikke haft adgang til andet og mere kildemateriale, end der ogsa forela for mine forgaengere pa feltet. Foranlediget af Tandrup er mit hovedaerinde blot at praecisere og begrunde den fortolkning af forhandlingerne, som jeg finder mest daekkende.

Min opfattelse er - lad det straks vaere fastslaet - at Ulfsback-modets hele forlob dokumenterer den absolutte uforenelighed af danske og svenske interesser. Som sa ofte for tornede de ogsa ved denne lejlighed frontalt sammen, personificeret forst og fremmest i de to nordiske monarker, Christian IV og Gustav II Adolf. De fleste af modets historikere har haft oje for denne interessekonflikt, selv om det ogsa er et generelt traek, at de forst og fremmest har opfattet modets forlob som en illustration af forskellene i de to kongers personlighed og politiske format. Resultatet har naesten undtagelseslost vaeret en lovprisning af den visionaere, vidsynede statsmand, Gustav Adolf og en nedvurdering af den snaevertsynede kommunalpolitiker, Christian IV². Denne biografiske fiksering har efter min opfattelse lagt sig hindrende i vejen for en fyldestgorende vurdering af kongemodets politiske forudsaetninger, indhold og konsekvenser. I det folgende skal vaegten derfor laegges pa en analyse deraf, idet specielt de involverede parters hensigter med modet skal konfronteres med dets resultater.

At modets parter vurderede forlob og resultater vidt forskelligt fremgaralene
af de to monarkers nogenlunde samtidige udsagn. I et brev,

---

1. Leo Tandrup, Mod triumf eller tragedie. Bd. MI. Arhus 1979. Her bd. I, s. 78, note 44, jfr. s. 158, note 25a. Min anmeldelse af bogen fremkom i Historisk Tidsskrift, bd. 81, 1981, s. 242-53.

2. Litteraturen om modet er fortrinsvis af aeldre dato og ejheller saerlig omfangsrig. Bortset fra korte beskrivelser i gaengse nyere oversigtsvaerker er modet i mere udforlig form behandlet af A. Fabricius, Gustav Adolfs og Kristian den 4des mode i Ulfsbaek i Februar 1629, Historisk Mdnedsskrift for fotkelig og kirkelig Oplysning, bd. VIII, 1887, s. 237-47; Dietrich Schafer, Die Zusammenkunft Gustav Adolph's mit Christian IV. von Danemark zu Ulfsbaek 1629. Ein Beitrag zur Charakteristik Gustav Adolph's, Preussische Jahrbucher, bd. 105, 1901, s. 39-62, samt Nils Ahnlund, Ulvsbacks mote. Tal vid hembygdsfesten vid Ulvsbacks prastgard midsommarafton 1929, (trykt i forf.s Kring Gustav Adolf. Stockholm 1930, s. 143-58).

dateret umiddelbart efter modets afslutning, til kansleren Christen Friis, der pa denne tid befandt sig i Liibeck som medlem af den danske delegationved fredsforhandlingerne, noterede Christian IV: »Den sammenkumsttill wulssbeck giick, gud uerre loffuit, ret uel aff, saatt uy skyltiss gode uenner ad«³. I skarp kontrast hertil bemaerkede Gustav Adolf iet brev, dateret Jonkoping den 5. marts, til sin kansler Axel Oxenstierna, at »Konungen [Christian IV] maste hafva varit drucken, tha han gaf Rask commission och creditif, heller Rasch hufvudwill, att han icke ratt hafver forstatt Konungen. Summa, parturiunt montes, nascitur ridiculus mus«⁴. Christian IV's abenlyse tilfredshed med modets forlob og Gustav Adolfs lige sa abenbare skuffelse er ikke til at tage fejl af. Alene dette understreger,at de to forhandlingsdelegationer ma vaere modt op i Ulfsback med vidt forskellige rial og hensigter. Eller med andre ord: de interesser, de hver isaer repraesenterede og sogte at fremme, var vidt forskellige. En naermere afklaring af disses karakter forudsaetter imidlertid en undersogelseaf modets forlob og indhold.

Kongemødets forløb

I betragtning af de fremragende detaljerede beskrivelser af forhandlingerne, der findes i de aeldre behandlinger af modet, er det overflodigt her at indlade sig pa noget sadant⁵. Derimod er det nodvendigt kort at skitsere begivenhedsforlobet og forhandlingsgangen som grundlag for den folgende

Kongemodet, der efter alt at domme var kommet i stand pa Christian
IV's tilskyndelse, fandt sted i Ulfsback praestegard pa den svenske side af
den hallandske graense i tiden 23.-26. februar 16296. Den danske forhandlingsdelegationbestod,

---

3. Christian IV til kansler Friis, dat. Kobenhavn den 28. februar 1629; trykt i C F. Bricka og J. A. Fridericia (udg), Kong Christian den Fjerdes egenhcendige Breve, 1589-1648. Bd. 11, Kbh. 1889-91, nr. 168.

4. Gustav II Adolf til Axel Oxenstierna. Trykt i Rikskansleren Axel Oxenstiernas skrifter och brefvexling, utg. av Kungl. Vitterhets-, Historie- och Antiqvitets-Akademin, Stockholm 1888 ff., her sen. avd., bd. I, s. 463-64.

5. Isaer Dietrich Schafers afhandling (jfr. note 2) udmaerker sig ved sin udforlige beskrivelse af modets forlob.

6. At initiativet til modet udgik fra Christian IV fremgar dels af Gustav Adolfs ovennaevnte (note 4) brev til Oxenstierna, dels af en indberetning til svenskekongen fra diplomaten Christoffer Rasch, der i begyndelsen af december 1628 aflagde Christian IV besog. Under dette havde kongen udtrykt onske om et mode, hvilket Rasch lod ga videre i sin indberetning af 12!. december 1628 (Svenske Rigsarkiv). Gustav Adolf bekraeftede derefter ved brev af 19. Jan. 1629, at han var parat til at mode den danske konge ved graensen omkring den 20. februar (RA, TKUA, Akter vedr. det politiske forhold ti Sverige 1626-34). - Der hersker i beretningerne fra modet nogen usikkerhed om modets kronologi. Jeg stotter mig i min tidsbestemmelse pa vor mest samtidige kilde Christian IV's skrivekalender for 1629, udg. af Chr. Molbech i Danske Samlinger, bd V, 1869-70, s. 58 ff. Skrivekalenderens dateringer stemmer med samtidige dateringei pa kreditiver og forhandlingsdokumenter.

lingsdelegationbestod,foruden kongen, af rigsraderne Christen ThomesenSehested, Otte Skeel og Jost Hoeg. Den svenske konge havde ved sin side rigets feltherre Jacob de la Gardie, rigskanslerens broder Gabriel Oxenstierna samt Hr. Per Baner. Hertil kom pa begge sider et betydeligt antal personer af fyrsteligt og adeligt blod. Ingen af disse synes dog at have deltaget i de egentlige forhandlinger, hvorfor der heller ikke er nogen grund til at haeve deres anonymitet.

Forhandlingerne afvikledes over fire moder, hvoraf det forste, der var et faellesmode mellem kongerne og rigsradsdelegationerne, fandt sted umiddelbart efter ankomsten til praestegarden om eftermiddagen den 23. februar⁷. Det afsluttedes med taffel og drikkelag til ud pa natten. Anden moderunde havde kun kongerne som deltagere og fandt sted naeste dags formiddag i Christian IV's sovegemak, hvor den svenske konge opsogte den danske. De to monarkers forhandlinger varede til noget op pa dagen og sluttede med en aftale om at lade de to rigsradsdelegationer modes til detailforhandlinger. Dette, det tredie mode fandt derefter sted sidst pa eftermiddagen samme dag og sluttede i god tid inden aftenmaltidet. Fjerdeog sidste forhandlingsrunde afvikledes samme aften efter taflet med samtlige forhandlere til stede. Maske er det dog nok lidt af en tilsnigelse at betegne denne del af modet som en egentlig forhandlingsrunde. Situationenvar nemlig den, at forhandlingstemaerne blev diskuteret, mens deltagerne stod pa gulvet og drak »starkt«. Diskussionen sluttede dog temmelig brat med det bekendte abne skaenderi mellem monarkerne, der derefter hen ad midnat gik hver til sit. Om morgenen den 25. aflagde kongen af Sverige endnu en gang visit i Christian IV's sovegemak, og op ad dagen modtes rigsradsdelegationerne en sidste gang for at udveksle det sidste skriftlige materiale. Denne dags modevirksomhed bor dog

---

6. At initiativet til modet udgik fra Christian IV fremgar dels af Gustav Adolfs ovennaevnte (note 4) brev til Oxenstierna, dels af en indberetning til svenskekongen fra diplomaten Christoffer Rasch, der i begyndelsen af december 1628 aflagde Christian IV besog. Under dette havde kongen udtrykt onske om et mode, hvilket Rasch lod ga videre i sin indberetning af 12!. december 1628 (Svenske Rigsarkiv). Gustav Adolf bekraeftede derefter ved brev af 19. Jan. 1629, at han var parat til at mode den danske konge ved graensen omkring den 20. februar (RA, TKUA, Akter vedr. det politiske forhold ti Sverige 1626-34). - Der hersker i beretningerne fra modet nogen usikkerhed om modets kronologi. Jeg stotter mig i min tidsbestemmelse pa vor mest samtidige kilde Christian IV's skrivekalender for 1629, udg. af Chr. Molbech i Danske Samlinger, bd V, 1869-70, s. 58 ff. Skrivekalenderens dateringer stemmer med samtidige dateringei pa kreditiver og forhandlingsdokumenter.

7. Rekonstruktionen af forhandlingsforlobet er fortrinsvis sket pa grundlag af to nogenlunde samtidige ojenvidneberetninger, nemlig den danske rigsrad, Christen Thomesen Sehesteds optegnelser, der findes i original i RA, TKUA, Akter vedr. det politiske forhold til Sverige 1626-34, men er udgivet af P. W. Becker i Danske Magazin, 3. rk., bd. I, s. 127-30. Desuden den svenske rigsrad Gabriel Oxenstiernas meget udforlige beskrivelse, der findes i original i Uppsala Universitetsbibliotek, men er udgivet af C. G. Styffe i Historiska Handlingar, bd. VIII, nr. 4, Stockholm 1881, s. 1-17. Desuden er hovedaktorernes egne, men mere summariske beretninger benyttet, jfr. ovenfor note 3 og4.

naeppe betegnes som forhandlinger, idet der efter alt at domme blot blev talt om ligegyldigheder eller afviklet formalia, og ikke mindst fordi det kongelige skaenderi den foregaende aften havde sat en effektiv stopper for al videre konstruktiv forhandling. Danskerne ville allerede denne dag have tiltradt tilbagerejsen; men det onde vejr kombineret med svensk gaestfrihed bevirkede, at afrejsen blev udsat til dagen efter. Kongerne skiltes da under udfoldelse af det samme store ceremoniel som ved ankomsten.

Modet endte saledes i en temmelig dyster stemning, hvilket meget vel svarer til, at det fandt sted pa en saerdeles dyster baggrund. Nemlig pa den ene side Danmarks fuldstaendige nederlag i Kejserkrigen, der sa smat var ved at finde sin afslutning gennem de netop pabegyndte fredsforhandlinger i Liibeck, og pa den anden Sveriges stadig voksende engagement i den store europaeiske krig - et engagement, der bragte landet stadig taettere pa aktiv deltagelse. Forhandlingstemaerne pa kongemodet var i hoj grad bestemt af denne situation.

Som helhed kendetegnes forhandlingerne af, at Gustav Adolf hele tiden bevarede forhandlingsinitiativet, mens danskerne spillede en passiv rolle. Dette viste sig allerede i det forste plenummode straks efter ankomsten. Den svenske konge indledte da straks samtalen ved at understrege den store fare, der truede begge de nordiske riger pa selve deres eksistens, hvis man blot passivt affandt sig med den store kejserlige fladeoprustning i ostersoen, og hvis Danmark ved gunstige fredsbetingelser lod sig lokke til at slutte seperatfred i Liibeck. Vejen ville da efter Gustav Adolfs mening vaere aben for en kejserlig-katolsk magtopbygning, der snart ville medfore, at »wi ... alle skulle bliffue henfort i Americam att syde Sucker«⁸. Derfor foreslog han indgaelse af en offensiv-defensiv pagt mellem Danmark og Sverige samt oprettelse af en faelles kampstyrke til indsaettelse i Tyskland for pa denne made at komme den truende katolske magtopbygning i forkobet. Udgifterne dertil foreslog han fordelt med tre fjerdedele til Sverige og en fjerdedel til Danmark. Christian IV reagerede imidlertid naermest modvilligt og erklaerede henholdende, at det vigtigste for ham var at fa sine tabte provinser tilbage gennem forhandlinger med de kejserlige, ikke at indlade sig pa nye krigsforetagender.

Diskussionen om dette emne fortsattes under de to kongers morgenmodeden
24., hvor Gustav Adolf med stor iver »urgered den samme

---

8. Udtrykket stammer fra Sehesteds optegnelser; jfr. ogsa Gabriel Oxenstiernas beretning.

Materi«⁹. En anelse taktlost lagde svenskekongen ud med en temmelig sarende og bedrevidende kritik af den danske konges krigsforelse, der naermest blev karakteriseret som amatoragtig. Derefter fremhaevede han atter den store fare, der truede begge de nordiske riger efter det danske nederlag. Han afsluttede denne belaering af sin aeldre danske kollega med at sporge, hvad Christian IV egentlig havde taenkt sig at gore for at forhindre de kejserliges fremgang. Dertil svarede den danske konge - af forstaelige grunde noget mut - at han satte sin lid til den danske overlegenhedtil Sos. Derigennem mente han nok fra sosiden at kunne spaerre de kejserlige adgangen til ostersoen. Hvortil Gustav Adolf kort afvisendebemaerkede, at en sadan strategi ikke ville give nogen varig sikkerhed. Denne ville kun kunne opnas gennem massiv militaer tilstedevaerelse i selve Tyskland - m.a.o. ved landsaettelse i nordtyskland af en »statligh armee«, hvormed katolikkerne kunne tvinges bort fra sokanten. Dermed var svenskekongen tilbage i sit hovedtema fra aftenen forinden, nemlig oprettelse af en militaeralliance mellem Danmark og Sverige, der skulle danne grundlag for oprettelse af invasionshaeren under Gustav Adolfs direktion. Da Christian IV stadig forholdt sig skeptisk, tilbod Gustav Adolf at reducere det danske bidrag til styrken til seks tonder guld i rigsdaler til aflonning af tyske lejetropper. Men hertil svarede den danske konge undvigende, at et belob af denne storrelse la langt over Danrnarks aktuelle formaen, og at det var fuldstaendig udelukket, at landet skulle kunne praestere en fjerdedel af krigsomkostningerne. Gustav Adolf ytredepa sin side hojlydte tvivl om rigtigheden af dette og spurgte - tilsyneladendenoget i vildrede over danskekongens abenlyse modvillighed - hvordan i alverden Christian IV sa havde taenkt sig at sikre sit riges fortsatte eksistens og fa sine tabte lande igen. Hertil svarede Christian IV blot lakonisk: »Vi saetter vort hab til Gud«¹⁰- et svar, der gjorde Gustav Adolf sa ganske paf, at han foretrak at gore en ende pa samtalen. Forindenenedes kongerne dog om at lade rigsradsdelegationerne fortsaette forhandlingerne senere pa dagen.

Denne tredie forhandlingsrunde afspejlede tydeligt svenskernes stigendeforvirring om de danske hensigter med modet - en forvirring, der var blevet skaerpet efter formiddagens mode mellem kongerne¹¹. De svenske forhandlere lagde straks ud med at kraeve en forklaring pa den danske

---

9. Citatet er fra Sehesteds korte optegnelse om denne forhandlingsrunde, om hvilken Gabriel Oxenstiema til gengaeld beretter sa udforligt, at hansom forlasg ma have haft notater, taget under selve samtalen.

10. Gabriel Oxenstiernas beretning (udg. s. 13).

11. Sehesteds optegnelser, der udforligt behandler denne forhandlingsrunde.

konges hensigt med modet. Det var jo ham, der gennem gesandt Rasch havde onsket det. Lidt troskyldigt svarede de danske rader, at der fra dansk side var to grunde til at onske modet, nemlig for det forste »att all werden kunde see, med huad enighed och sambyrdis Omhue begge Kongerwaaget for disse Land«, og for det andet et onske om svensk bistand til en somilitaer indsats i ostersoen mod de kejserlige fladeplaner. De svenske forhandlere bemaerkede dertil, at kongen af Sverige naturligvis ville mode i soen, hvis der var behov derfor, men at de gerne sa, at forhandlingerne resulterede i en videregaende aftale mellem de to magterom faelles optraeden under fredsforhandlingerne i Liibeck og en offensiv-defensivpagt mellem de to riger. Svenskerne overgav derpa to aktstykkertil danskerne, nemlig et dokument indeholdende fire »puncta«, hvorpa man onskede danskernes reaktion, samt et dokument, der opregnede»mediis pacis«, dvs. det svenske forslag til betingelser for fredsslutningmed de kejserlige, som man i faellesskab skulle fore frem i Liibeck¹².

Aktstykket med de fire »puncta« rummede folgende forslag fra svensk side: 1) de to konger skulle enes om at fore faelles fredsforhandlinger i Liibeck, 2) fredsbetingelserne skulle vaere faelles for begge riger, 3) kongerneskulle forpligte sig pa de saledes aftalte fredsbetingelser, lige som ingen af dem matte indga separatfred med de kejserlige; 4) da kongen af Sverige gennem undssetningen af Stralsund var blevet direkte indblandet i den tyske krig, og da han vurderede, at det naeppe ville vaere muligt at opna fred pa de foreslaede betingelser, agtede han at gore invasion i Tyskland. Han anmodede derfor om den danske konges venlige rad m.h.t. dette angrebs ivaerksaettelse. - Skont forslaget ikke rummede et udtrykkeligt tilbud om en egentlig militaeralliance mellem Danmark og Sverige, indeholdt det dog alligevel en tydelig invitation til Danmark om at binde de to rigers skaebne sammen over for de kejserlige. Og denne sammenbinding ville blive sa taet, at dens logiske konsekvens var den militaeralliance, som Gustav Adolf mundtligt fremsatte forslag om under de forste forhandlinger. Den danske reaktion var pa alle punkter negativ og afstandtagende. Man fastslog i svaret, at der ikke kunne blive tale om

---

12. Sehesteds optegnelser. Et eks. af »Puncta, huar wppa H. K. Ma. af Swerige ... begierer K. M" i Danmark sigh forklara wille« med Sehesteds egenhsndige randnotater om de danske svar findes; i RA, TKUA, Akter vedr. det politiske forhold til Sverige 1626-34. De svenske »mediis pacis« kendes kun i Jacob Langebecks afskrift fra del i 1826 braendte arkiv pa Rosenholm. Sehesteds udskrift lyder (i Langebecks afskrift): »17 Articuli pacis som Kongen af Sverrig os ad deliberandum offuerleverede«. De er refereret af Chr. Molbech, Kong Christian IV's egenhcendige Breve, bd. I, Kbh. 1848, s. 383-84 grundlag af Langebecks afskrift.

at aendre pa de fredsbetingelser, der allerede for en maneds tid siden var tilstillet kejseren, hvorfor man heller ikke kunne tiltraede forslaget om faelles optraeden i Liibeck. Videre henvistes til, at forpligtelser af sa vidtgaendekarakter, som indeholdt i det svenske forslag, ikke kunne indgas af den tilstedevaerende delegation, men matte forhandles med staenderne hjemme i Danmark. Endelig afviste man blankt at give den svenske konge noget som heist rad vedrorende det planlagte angreb, »fordi att Raad og Anledning vden medfolgende giorlig assistents var inutil« - underforstaet: man onskede ikke selv den fjerneste forbindelse med de svenske krigsplaner. En mere total afvisning af den svenske tilnaermelse kunne naeppe taenkes.

De af svenskerne foreslaede »mediis pacis« var naeppe heller egnede til at styrke det danske nab om snarlig fred. Dette aktstykke rummede nemlig en raekke krav, der matte forekomme de sejrrige kejserlige tropper helt uantagelige. Deriblandt krav om kejserlig romning af savel den over- som den nedersaksiske kreds, demolering af samtlige kejserlige militaere anlaeg ved ostersoen og Nordsoen, fjernelse af de kejserlige orlogsfartojer fra havnene og tilbagegivelse af samtlige erobrede danske omrader. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at disse »mediis pacis« var dikteret af krigens sejrende part, hvorfor Gustav Adolfs let ironiske vurdering, at freden naeppe ville blive opnaet pa »foreslagne condicioner«, utvivlsomt var saerdeles realistisk. Betingelserne var ikke egnede til at skabe fred, men saerdeles velegnede til at sikre krigens fortsaettelse. Deter derfor intet under, at de krigstrastte danske forhandlere i deres svar pa de fire »puncta« pure afviste at diskutere faelles fredsoplaeg i Liibeck. Med det afvisende danske svar pa de svenske forslag sluttede dette sidste egentlige forhandlingsmode under sammenkomsten i Ulfsback. Straks efter blev der kaldt til taffel, og senere »inter pocula« udspandt sig de sidste meningsudvekslinger om modets emne.

Da majestaeterne efter maltidet havde staet en stund ude pa gulvet og »starkt druckitt«, forsogte Gustav Adolf en sidste gang at overtale ChristianIV til at indga den foreslaede alliance med Sverige¹³. Som led i overtalelsesforsoget slog han nu yderligere af pa sine krav til Danmark, idet han pointerede, at de danske ydelser kunne fastsaettes af Christian IV selv, blot danskerne ville »gore ett medh oss«. Danskekongen betakkedesig dog hofligt, men bestemt med ordene: »... nogott att begynne, dett wij inthe kunne uthfora, dett kunne wij inthet gora«. Efter denne fornyede afvisning synes Gustav Adolf helt at have opgivet den vrangvilochDannemark

---

13. Gabriel Oxenstiernas beretning, jfr. Sehesteds optegnelser.

ochDannemarknu ahr for Swerige pa denn sidan som en mur, hwilket der dett skulle underga (dett Gudh nadeligen affuende), skole hela moles belli komma Swerige allena pa halsen«¹⁵. Med disse ord sammenkoblede han i sin argumentation Danmarks og Sveriges sikkerhed, og dermed legitimerede han ogsa forslaget om svensk deltagelse i Liibeck-forhandlingerneog failles optraeden under fredsforhandlingerne, saledes som det konkret fandt udtryk i de to aktstykker, de fire »puncta« og de svenske forslag til »mediis pacis«¹⁶. I realiteten indebar forslagene dansk suveraenitetsafgivelsetil en faelles forhandlingsdelegation, svensk vetoret over for evt. aftaler med den kejserlige modpart og i sidste ende - som Gustav Adolf abent erkendte under forhandlingerne - en fortsaettelse af den tyske krig med Sverige som den altdominerende allierede og svenskekongensom krigens »direktor«. Gustav Adolfs forslag bor derfor betragtes - ikke som et forsog pa gennem faelles optraeden i Liibeck at na frem til en samlet fredslosning - men som en metode til at forhindre en uonsket separatfred mellem Danmark og de kejserlige og gennem uantagelige fredsbetingelser tvinge Danmark over i den svenske lejr.

Den anden del af det svenske forhandlingsoplaeg - forslaget om en militaer alliance mellem de to lande - la i logisk forlaengelse af denne tankegang. Mens det forste forslag ved pavisning af de sikkerhedsmaessigerisici skulle skraemme danskerne fra at slutte separatfred, praesenteredesmed det andet forslag et sikkerhedspolitisk alternativ for Danmark, nemlig alliancen med Sverige. Ogsa for dette ivrede Gustav Adolf fra forhandlingernes begyndelse, og han vedblev at insistere pa det gennem hele forlobet. Sa stor vaegt tillagde han det, at hansom pavist Here gange slog af pa kravene til omfanget af den danske bistand for til slut at stille sig tilfreds med en übestemt hjaelp efter danskernes egen bestemmelse, blot de ville gore faelles sag med ham. I sin iver gik han endda sa vidt, at han ved den afsluttende sammenkomst brod en af etikettens mest elementaereregler og henvendte sig direkte til de danske rigsrader, naermest tryglende om deres tilslutning til forslaget¹⁷. Det hele forlob og de gentagnebetydelige nedslag i fordringerne over for de danske indvendinger understreger forslagets store betydning for Gustav Adolf. Samme forholdunderstreger tillige, at selve den danske militaere og okonomiske bistand i den tilstundende krig kun var af sekundaer interesse for svenskerne.Deres

---

15. Gabriel Oxenstiernas beretning (udg. s. 7).

16. Jfr. note 12 ovenfor.

17. Gabriel Oxenstiernas beretning rummer en naesten plastisk beskrivelse af scenen. Sehested indskraenker sig til at betegne svenskekongens formaning af de danske rader som »valde pungens«.

skerne.Deresprimaere interesse var helt abenbart - hvilket jo ogsa la i forslaget om faelles forhandlingsoplaeg i Liibeck - at bortskaffe Danmark som en potentiel trussel mod det svenske moderland, nar tysklandsfelttogetvar ivaerksat, og - optimalt - at gore dette ved at binde Danmark til sig som allieret i krigen.

Gustav Adolf kom med andre ord til Ulfsback med et ganske veldefineret forhandlingsmal: at bringe Danmark i en position, der sikkerhedspolitisk ville give Sverige de gunstigst mulige betingelser i den tyske krig, som Gustav Adolf ansa for uundgaelig. Den svenske forhandlingsstrategi var bygget op omkring to hovedpunkter: odelaeggelse af mulighedeme for dansk separatfred med kejseren, camoufleret som forslag om failles forhandlingsoplaeg, og eliminering af Danmark som militaer trussel i ryggen i den sarbare situation efter invasionens start, forklaedt som forslag om en offensiv-defensiv militaeralliance.

Dette saerdeles entydige svenske mal ma ses i sammenhaeng med den svenske politiske situation omkring arsskiftet 1628/29, saledes som den opfattedes af Gustav Adolf og hans naermeste politiske radgivere¹⁸. Sagenvar nemlig den, at den svenske politiske inderkreds laenge - og i hvert fald lige siden Wallenstein i 1627 kom den polske kong Sigismund til militaer undsaetning, besatte den jyske halvo og ivaerksatte de kejserlige fladeplaner i ostersoen - havde betragtet en direkte militaer konfrontationmed kejseren og de katolske som uundgaelig. Folgelig var det svenskefolk gennem en yderst bevidst og dygtigt tilrettelagt propagandakampagnesystematisk blevet forberedt pa den tilstundende krig. Forst gennemen religiost farvet, generelt antikatolsk propaganda, dernaest - fra 1627 - gennem en rent politisk, antikejserlig kampagne, hvis hovedpointevar, at eftersom de katolske med kejseren i spidsen straebte efter verdensherredommet og med alle midler Sogte at splitte de evangeliske magter med falske lofter og fredsaftaler pa skromt, sa var det i realiteten umuligt at forhandle sig til rette med dem. Deres fremgang kunne kun standses med militaer magt - gennem krig. Sporgsmalet for Sverige var altsa ikke krig eller ikke-krig - den var uundgaelig - problemet var reducerettil, om man skulle afvente fjendens komme hjemme i Sverige, eller man hellere selv skulle gribe initiativet og fore krigen over i fjendens lejr, altsa «n praeventivkrig mod kejseren pa tysk jord. Med erfaringerne fra

---

18. Foruden den almindelige oversigtslitteratur bygger det fdlgende isasr pa Sverker Arnoldssons forbilledlige undersogelse af den svenske forkrigspropaganda; S. Arnoldsson, Krigspropagandan i Sverige fore trettioariga kriget, Goteborgs Hogskolas drsskrift, bd. 47, 7, Goteborg 1941; genoptrykt uden noteapparat i G. Rystad (red), Historia kring trettioariga kriget. Stockholm 1963, s. 15-39.

Kalmarkrigens dage i frisk erindring var svaret pa dette sporgsmal ikke svaert. Denne agitation fandt sit staerkeste og klarest pointerede udtryk i Gustav Adolfs tale til det samlede svenske rigsrad i december 1628, fa maneder for Ulfsback-modet¹⁹, da han bad orn radets principielle tilslutningtil at pabegynde praeventivkrigen, sa snart han fandt tidspunktet gunstigt. I betragtning af den langvarige, systematiske propagandaindsats var rigsradets svar ikke overraskende: det tilsluttede sig uden forbehold kongens planer og overlod til ham selv at bestemme, hvornar angrebet skulle finde sted. Allerede i januar 1629 pabegyndtes udskrivningerne til invasionshaeren, og selve felttoget planlagdes til sommeren 1629.

Da Gustav Adolf i slutningen af februar 1629 indledte forhandlingerne i Ulfsback med sin danske kollega, skete det med andre ord i fuld bevidsthed om, at Sverige i lobet af kort tid ville befinde sig i aben krig med kejseren - en krig pa tysk jord, startet af svenskerne selv. Pa denne baggrund fremstar hans forhandlingsmal og forhandlingsstrategi som en logisk forlaengelse af den politiske linie, han for laengst havde udstukket. Intet, Christian IV der ville gore eller sige, kunne aendre derved, dertil var planer og forberedelser alt for vidt fremskredne. Dette forhold forklarer maske bedst svenskekongens noget übeherskede reaktion, da Christian IV under det sidste aftenmode kom for skade at sporge ham, hvad han i det hele taget havde at gore i Tyskland. Den danske konge kom nemlig derved - maske uforvarende - til at saette sporgsmalstegn ved selve grundlaget for den politik, Gustav Adolf da gennem flere ar havde viet sa mange kraefter og investeret sa stor politisk prestige i. Den svenske konges svar ved denne lejlighed viser i ovrigt i hvor hoj grad han var et med sin agitation - eller maske rettere i hvor hoj grad han var fanget af sin egen propaganda. Sammenligner man nemlig de grunde til intervention i Tyskland, som Gustav Adolf denne aften med stor hast remsede op, svarer de nsesten fra ord til andet til begrundelserne i hans rigsradstale, da han i december bad om dettes tilslutning til krigen²⁰.

Den lange propagandakampagne havde bidraget til at udkrystallisere Sveriges sikkerhedsproblem sa klart i Gustav Adolfs sind, at han pa Ulfsback-modet kunne fremstille det i naesten syllogistisk form. De foregaendears propaganda havde med stigende styrke og klarhed betonet den sakaldte »sokantskonception«, dvs. den opfattelse at Sveriges sikkerhedberoede pa beherskelse af de over for Sverige liggende kyststraekninger,enten geonem svensk besaettelse eller ved venligtsindede magters

---

19. Arnoldsson (G. Rystad), s. 28.

20. Smstds., sml. Gabriel Oxenstiernas beretning (udg. s. 15-16).

tilstedevaerelse. Den strategiske grundopfattelse, Gustav Adolf i Ulfsbackforhandlede ud fra, og som han bade direkte og indirekte gav udtrykfor under forhandlingerne, kan derfor kort sammenfattes i folgende syllogisme: Sveriges sikkerhed beror pa beherskelse af »sokanten«. Danmarker en del af denne²¹. Folgelig er Sveriges sikkerhed afhaengig af beherskelse af det danske territorium - eller i det mindste af, at Danmark er elimineret som potentiel modstander. Derfor forsogene pa at spraenge Liibeck-forhandlingerne²². Derfor de gentagne indtraengende tilbud om en militaeralliance. Dette havde ikke - som nogle har villet haevde - meget med nordisk forstaelsespolitik at gore. Gustav Adolf forfulgte i forhandlingernerent svenske magt- og sikkerhedsinteresser. Heri var Danmark udset til at spille praecis den rolle, der passede ind i de svenske planer.

Her overfor star de danske mal og hensigter, der efter danskernes yderst modstraebende optraeden i Ulfsback forekom Gustav Adolf sa gadefulde,at hansom tidligere bemaerket mistaenkte Christian IV for at have vaeret drukken, da han bad Rasch bringe modet i stand, og som bragte ham til efterfolgende gennern den svenske resident i Helsingor at anstille en undersogelse af, hvad danskerne egentlig havde taenkt sig²³. Den danske forhandlingsdelegations optraeden under modet stod visselig ogsa i skaerende kontrast til svenskernes. Christian IV og hans forhandlereindtog fra forst til sidst en afvisende holdning til alle svenske ouverturer.Det viste sig i samtalerne mellem kongerrie, bl.a. da Gustav Adolf med stor veltalenhed udviklede farerne ved den kejserlige fladeoprustning,hvortil Christian IV venligt samtykkende, men fuldstaendigt uforpligtendeblot bemaerkede: »Ja, sagen er ikke uden fare«²⁴ og derefter viste sig helt uvillig til at diskutere problemet naermere. Maske kom det

---

21. Jfr. Gustav Adolfs udsagn (ifl. Gabriel Oxenstierna, udg. s. 7) om, at »Dannemark nu ahr for Swerige pa denn sidan som en mur«.

22. Sverige havde allerede fra arsskriftet udfoldet energiske bestraebelser for at forhindre en dansk separatfred i Liibeck. Under henvisning til det svenske engagement i Stralsund havde svenske diplomater flere gange i januar og februar sogt adgang til forhandlingsbordet i Liibeck, men var hver gang blevet afvist af de katolske forhandlere. Desuden havde svenske udsendinge, Johan Adler Salvius og Johan Sparre i januar vaeret pa gesandtskabsrejse til Kobenhavn for at arbejde for en fred, der kom til at omfatte alle interesserede parter. Ogsa disse var blevet afvist af Christian IV, der undvigende henviste sagen til Liibeck; jfr. J. A. Fridericia, Danmarks ydre politiske Historie, 1629-1635. Kbh. 1876, s. 42 ff.

23. Den svenske resident, Jonas Bureus' indberetning til Gustav Adolf, dat. Helsingor 15. marts 1629 (Svenske Rigsarkiv). Heri hedder det bl.a., »att forr an konungen drog till gransen, skola radet, som har voro tillstades, honom hafva forehallit, att icke begynna nagon ny tractat med e. k. Mt., fore an den kejserske tractationen vore andat, och alle riks raden tilstades«.

24. Gabriel Oxenstiernas beretning (udg. s. 5).

endda tydeligst til udtryk i de danske reaktioner pa svenskernes fire »puncta«, der bestod i konsekvent at undvige realdiskussion af de opstilledeforslag under temmelig formel henvisning til, at de danske fredsbetingelserallerede var indleveret i Liibeck, at hele sagen var for omfattendetil ojeblikkelig stillingtagen, samt at man ikke ville give rad orn en krig, man ikke onskede at deltage i25.i²⁵. Den danske forhandlingstaktik bestod med andre ord i at undga reelle forhandlinger, at give übestemte svar pa konkrete forslag og i det hele taget holde en sa lav profil som muligt.

Danskernes holdning rimer tilsyneladende kun darligt med, at initiativet til modet syncs at vaere udgaet fra Danmark. Det burde vel indebaere, at de danske forhandlere havde et eller andet konkret forhandlingsmal. Men kun pa et tidspunkt under modet robede de noget om deres hensigter, nemlig under forhandlingerne mellem rigsradsdelegationerne den 24.²⁶. Direkte presset af svenskerne opstillede de to mal, nemlig 1) at demonstrere de nordiske monarkers enighed og venskab over for omverdenen, og 2) at soge svensk fladehjaelp til den sovaerts inddaemning af den kejserlige fladeoprustning i ostersoen. Modet afslorede ikke andre danske forhandlingsmal, hvorfor interessen ma samle sig om disse to.

Det forste mal var i og for sig allerede opfyldt i og med modets afholdelse, og selv om det reelle forhandlingsforlob demonstrerede alt andet end enighed, forblev denne viden om sagernes rette sammenhaeng jo inden for Ulfsback praestegards fire vaegge. En opfyldelse af formalet fordrede derfor blot, at man undgik et abent brud uden derfor at patage sig uonskede forpligtelser. Denne delikate balancegang mellem pa den ene side at modsta Gustav Adolfs pres og pa den anden at undga et abent brud gennemforte de danske forhandlere med naesten aekvilibristisk virtuositet ved hjaelp af deres henholdende og afventende forhandlingstaktik, der saledes pa denne made finder sin forklaring.

Det andet mal, fladehjaelpen, var tydeligvis sekundaert i forhold til det forste. I hvert fald er der intet tegn pa, at danskerne forfulgte sporgsmaletmed saerlig energi. Tvaertimod lod de sig stille tilfreds med de svenske forhandleres übestemte lofte om, »att Kongen i Swerig wel i Person wilde mode i Soen, om behoff giordis«²⁷, selv om anmodningen falder godt i trad med den sikkerhedspolitiske grundopfattelse, som ChristianIV gang pa gang gjorde sig til talsmand for savel under som efter

---

25. Sehesteds notater om de danske svar, jfr. ovenfor note 12.

26. Sehesteds optegnelser.

27. Smstds.

modet: at Danmarks eneste sikkerhed mod den kejserlige fladeoprustningbestod iat bevare og udbygge Soherredommet i ostersoen²⁸. Ud over at pointere synspunktet synes danskerne imidlertid ikke at have gjort stort for at fremkalde svensk fladehjaelp, hvilket derfor formentlig ma forstas saledes, at sagen i virkeligheden ikke tillagdes storre betydningfra dansk side. Tilbage som reelt mal bliver derfor kun modets demonstrationseffekt, og for at indse den fulde raekkevidde deraf, er det nodvendigt kort at kaste et blik pa den politiske situation, der set rned danske ojne dannede baggrund for modet.

Danmark stod ved arsskiftet 1628/29 ved enden af en tabt krig med hele den jyske halvo besat af kejserlige tropper og en befolkning, der var grundigt traet af krigens harde provelser. Dog var der fra begyndelsen af januar kommet fredsforhandlinger i gang i Liibeck, hvortil en dansk delegation under kansler Friis' ledelse var afsendt²⁹. Modpartens forhandlingslederevar generalerne Tilly og Wallenstein. Efter de indledendeceremonier havde de danske delegerede den 31. januar indleveret de danske forslag til fredsbetingelser, og man afventede nu modpartens reaktion,der dog forst forela i skriftlig form den 2. marts - en uges tid efter Ulfsback-modets afslutning. Ulfsback-forhandlerne var dog ikke uvidendeom, at den kejserlige chefforhandler, general Wallenstein netop i denne ventetid udfoldede saerdeles store bestraebelser for ved gavmilde fredsbetingelser at fa afsluttet en hurtig fred med Danmark³⁰. Baggrundenherfor var til dels generalens personlige onske om pa denne made at sikre sig dansk anerkendelse af hans nyligt erhvervede titel som hertug af Mecklenburg; men forst og fremmest var det begrundet i den store strategsklare erkendelse af, at en hurtig frigorelse fra det danske engagementvar nodvendig for at opna frie haender over for den nye fjende, Gustav Adolf af Sverige, der stadig tydeligere markerede sine aggressive hensigter. I denne flydende situation havde de danske politikere derfor gode muligheder for at pavirke fredsbetingelserne i en for Danmark gunstig retning, og de danske forhandleres optraeden i Ulfsback ma derforefter alt at domme ses som et forsog i denne retning. Modet mellem de to nordiske konger var saerdeles velegnet til over for en omverden, der var uden kendskab til modets reelle forlob, at skabe indtryk af en voksendenordisk enighed og forstaelse. En udvikling, der matte vaekke bade

---

28. Gabriel Oxenstiernas beretning; jfr. Christian IV's bemaerkning i det ovenfor (note 3) omtalte brev til kansleren: »leg uill holde hannem [de kejserlige fladeenheder] wach for hullid, saa er ieg uyss paa Soen«.

29. Friderica, anf. arb., s. 36ff.

30. Smstds.

uro og aengstelse isaer hos Wallenstein og derved yderligere anspore ham til at arbejde for lempelige fredsbetingelser og hurtig fredsslutning. Dette forklarer ikke blot de danske forhandleres erklaerede interesse i modets demonstrationsvjerdi, men ogsa deres uforpligtende holdning til de svenskeforslag. Denne baggrund forklarer ligeledes den kendsgerning, at de implicerede danske forhandlere efterfolgende rned stor omhu understregedemodets harmoniske forlob - klogeligvis uden i ovrigt at ga i detalje r³¹. Det passer ogsa ind i dette billede, at de danske delegater i Liibeck tre dage for Ulfback-modets start ornhyggeligt sorgede for at laekke nyhedenom kongemodet til de tilstedevaerende diplomater³², ligesom det danske diplomati efter modet synes at have udbredt rygtet om det harmoniskekongemode ude i Europa. I hvert fald kunne den engelske diplomat,Sir Thomas; Roe allerede i marts meddele den titulaere dronning Elizabeth af Bohmen, at de nordiske konger havde »spoken together and are parted with a perfect understanding and friendship*³³. Hele denne virksomhed, sammenholdt med forhandlernes adfaerd pa modet, peger derfor klart i retning af, at modets demonstrationsvaerdi for danskerne har vaeret hovedsagen, for derigennem at pavirke Liibeck-forhandlingernei gunstig retning. Dette lykkedes efter alt at domme ganske godt: freden blev sluttet fa maneder senere pa nogle for Danmark overraskendegunstige vilkar, efter at isaer de kejserlige forhandlere havde ladet krav pa krav falde og givet danskerne store indrommelser.

Sammenfatning og konklusion: Ulfsbäck og dominium maris Baltici

Som foran pavist tradte Gustav Adolf ind i Ulfsback-forhandlingerne med det mal at presse danskerne ind i sit eget sikkerhedspolitiske system og forhindre den truende separatfred med de katolske magter. Intet af dette lykkedes, hvorfor den skuffede konges beromte karakteristik af

---

31. Jfr. Christian IV'j, karakteristik af modet i det ovenfor (note 3) omtalte brev. Deter ligeledes pafaldende, at Sehested i sine optegnelser tegner et langt mere harmonisk billede af forlobei: end f.eks. Gabriel Oxenstierna. Dertil kommer ogsa, at Sehested tilsyneladende bevidst undgar at ga i enkeltheder netop pa de punkter, hvor uenigheden var storst.

32. I en cirkulaerdepeche til en raekke diplomater ved fredsforhandlingerne, dat. Liibeck den 20. februar 1629 meddelte de danske delegater, at de to nordiske konger skulle modes til forhandlinger ved graensen.

33. Brev, dat. London den 22. marts 1629. Trykt i S. R. Gardiner (ed), Letters Relating to the Mission of Sir Thomas Roe to Gustavus Adolphus 1629-30. London 1875.

modet set under denne synsvinkel var fuldt daekkende. Forst da det var for sent³⁴, gik det op for svenskekongen, at han - der selv af alle kraefter havde sogt at udnytte Danmarks tvangssituation til egne formal - var blevet overlistet af det danske diplomati, der gennem en dygtigt gennemfortdiplomatisk balanceakt tvaertimod havde haft held til at udnytte GustavAdolf, og den trusseleffekt han repraesenterede, til at ove en gunstig indflydelse pa fredsforhandlingerne i Liibeck. Tvaertimod at spraenge disseforhandlinger bidrog Gustav Adolf ved sin blotte deltagelse i Ulfsback-modettil at fremme fredsprocessen i Liibeck. Propagandavabnets suveraene behersker, Gustav Adolf blev uafvidende selv i Ulfsback gjort til en del af en veltilrettelagt dansk propagandaindsats. Dansk diplomati fejrede derved en ikke übetydelig triumf - omend pa en tragisk baggrund.

I lyset af den tolkning, der her er sogt argumenteret for, er det derfor pa en made lidt ironisk, at netop dette mode af historikerne ofte er blevet benyttet til at illustrere forskellen i format mellem Gustav Adolf og Christian IV, mellem svenske og danske politikere, med en lidet smigrende vurdering af de sidste til folge. De danske Ulfsback-forhandlere viste sig i mindst lige sa hoj grad som deres svenske kolleger i stand til at fastlaegge og forfolge et politisk mal, som de ansa for at tjene Danmarks interesser bedst. At dette mal sa var temmelig modsat de svenske, forklejner ikke deres indsats som politikere - tvaertimod.

Til slut skal vi et ojeblik vende tilbage til udgangspunktet for denne artikel, Leo Tandrups pastand om, at modet demonstrerede et fundamentaltinteressefaellesskabi ostersoen mellem Danmark og Sverige. Deter givetvis korrekt, at Gustav Adolf i sin argumentation gentagne gange understregede eksistensen af et sadant interessefaellesskab; men en naermete gennemgang af svenskekongens argumentation og dens baggrundViste,at der bag denne argumentation la ren svensk magtpolitik og rent svenske sikkerhedsinteresser. Deter ligeledes ganske korrekt, at de danske forhandleres efterfolgende karakteristik af rnodet understregede

---

34. I et brev, dat. Jonkoping den 28. februar 1629 til Dietrich von Falkenberg, der befandt sig pa gesandtskabsrejse i Nederlandene, bemaerkede Gustav Adolf, at han efter at have overvejet sagerne var kommet til det resultat, at Christian IV med Ulfsbackmodet blot onskede at »ostentera sin amicitiam med oss, formodande derigenom kunne nasa mycket battre konditioner med de kejserske«, hvilket var en saerdeles praecis vurdering af de danske hensigter. Det samme gaslder hans vurdering af det danske onske om fladehjaelp, som han i brevet til Axel Oxenstierna (jfr. ovenfor note 4) karakteriserede med ordene: »icke effter the [de svenske skibe] behofdes, uthan ad augendam famam«. Han tolkede altsa efterfolgende det danske onske om fladehjaelp som ureelt, fremsat blot for demonstrationsvaerdiens skyld.

den store enighed og harmoni mellem de to riger; men som vist er dette blot udtryk for, hvorledes danskerne onskede modet opfattet af omverdenen.Selveforhandlingsforlobet afslorer tvaertimod frontalt rnodsatte interesser netop i det vitale dominium maris Baltici-sporgsmal, der luredebagalt, hvad der blev sagt og gjort i Ulfsback. De nordiske magters herredomme i ostersoen havde aldrig vaeret et faelles dominium. Det havde altid vaeret delt, saledes at Sverige haevdede sin hojhedsret i ostersoensostligedel, mens Danmarks hojhedsrettighed strakte sig over havetsvestligedel. Under indtryk af skaerpede modsaetningsforhold til Sverigefandtden danske regering i 1622 endda grund til yderligere at praeciseredenneopdeling ved at erklaere, at det danske dominium geografisk set strakte sig frem til en linie fra Bornholm over Gotland til osel³⁵. Derved blev demarkationslinien trukket endnu tydeligere op. Gustav Adolf havde ved hjaelp af sin systematiske »sokants«-strategi i landene omkring den ostlige osterso metodisk befaestet herredommet i sit soomrade,mensden danske politik i modsaetning hertil gik ud pa at haevde hojhedsretten gennem konstant tilstedevaerelse af en stor dansk orlogsflade.Imidiertidblev denne tingenes tilstand i slutningen af 1620'rne truet af to forhold, nemlig de svenske erobringer i Polen og den kejserlige fladeoprustning: ved sine erobringer gnavede Gustav Adolf sig systematiskindi det traditionelt danske hojhedsomrade, og de kejserlige fladerustninger truede med at fortraenge den danske hojhedsrets vigtigste instrument, den danske orlogsflade. Uden tvivl stod denne udvikling Christian IV smerteligt klart, da han rejste til Ulfsback. Men samtidig stod det ham lige klart, at der for Danmark kun gaves en metode til at imodega den kejserlige trussel uden pa samme tid at prisgive vaesentlige dele af hojhedsretten til Sverige, nemlig styrkelse af den danske orlogsflade.Disseovervejelser la formentlig bag den ganske vist noget halvhjertededanskeanmodning om svensk fladehjaelp. Men i stedet fremkom Gustav Adolf pa modet med en losning - landmilitaer indsats i Nordtysklandunderhans ledelse - denned usvigelig sikkerhed ville fratage Danmarkdominieti sa godt som hele ostersoen og i stedet overfore det til svenskerne. Var Christian IV gaet ind pa Gustav Adolfs forslag, ville Sverige derfor med dansk velsignelse have vaeret i stand til at fore sokantsstrategientilden logiske afslutning: fuldstaendig beherskelse af

---

35. Litteraturen om dominieproblemet er omfangsrig. Her henvises blot til en mesterlig lille oversigt af Nils Ahnlund, Dominium maris Baltici; trykt i forf.s Tradition och Historia. Stockholm 1956, s. 114-30. Den danske erklaering af 1622 findes trykt i Kr. Erslev (udg), Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stcendermodernes Historie i Kristian IV's Tid. Bd. I, Kbh. 1883-85, s. 336-37.

ostersoens kyster med deraf folgende krav om fuldstaendigt dominium. Gustav Adolf var naturligvis fuldt pa det rene med disse implikationer af hans allianceforslag, hvilket klart nok fremgar af hans beromte landgangsmanifest,dahan aret efter steg i land i Nordtyskland. Heri tiltog han sig udtrykkeligt et tutela peculiaris over hele ostersoen, et saerligt svensk beskyttelsesherredomme, der i realiteten frakendte Danrnark den hidtil haevdede hojhedsret³⁶. I lyset heraf bor det derfor naeppe undre, at den danske regering ikke blot afviste de svenske forslag i Ulfsback, men ogsa ved Christian IV's udtalelser markerede sin tydelige opskrasmthed over de svenske invasionsplaner.

Selv om forhandlingerne i Ulfsback tilsyneladende handlede om, hvorledes de kejserlige trusler bedst kunne imodegas, drejede de sig i realiteten hele tiden om dominieproblemet. Pa dette felt la den virkelige interessekonflikt, og netop den var i kraft af den igangvasrende militaerpolitiske udvikling uloselig gennem forhandlinger pa dette tidspunkt. Kongemodet i Ulfsback blev derfor blot endnu et synligt udtryk for de fundamentale interessemodsastninger mellem de to nordiske riger, der, selv om de optradte under forskellige betegnelser, alle kan fores tilbage til de to rigers lange konflikt om dominium maris Baltici. Den eneste virkelige faelles interesse, der beherskede forhandlerne i Ulfsback, var begge parters onske om og vilje til at udnytte modpartens svaghed eller blottelse til fremme af egne interesser. I denne henseende viste danskerne sig ved denne lejlighed til at vaere de dygtigste.

---

36. Ahnlund, anf. arb., s. 123.