Vi Christiern med guds nade Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve i Oldenborg og Delmenhorst, gore vitterligt »at why vdi wort mene elskeleghe rads nerwarelse, som aere -«, hvorpa folger 27 navngivne rigsrader¹. Saledes indleder Christian len kvittering udstedt med rigsradets billigelse 23. nov. 1451 fra Antvorskov kloster til hr. Eggert Frille, rigsrad og kammermester for aflagt regnskab. Deter yderst sjaeldent, man i 1450'erne har chancen for - som her sa at sige - at vaere til stede ved et rigsradsmode. Hvis der ikke affattedes breve, der rent ud meddeler, at rigsradet var samlet, satte rigsradsmoderne sig intet spor i kildematerialet. Vi kan knap nok tids- eller stedfasste dem, endsige folge meningsudvekslingerne pa moderne. Denne brist i selve kildeoverleveringssituationengor det overordentlig vanskeligt at bedomme den magtkamp,man ma formode har udspillet sig pa rigsradsmoderne mellem konge og rigsrad eller mellem divergerende opfattelser i radet. Deter yderst uheldigt, at en sa afgorende fase i den politiske beslutningsproces naesten totalt er unddraget eftertidens iagttagelser, fordi det let vil fore til en forenklet opfattelse af tidens regeringsfunktion, enten fordi man helt overser, at uenighed kan vaere kommet til orde pa rigsradsmoderne eller ogsa begraenser sig til at regne med de principielle forskelle i anskuelser

---

1. Diplomatarium Christierni Primi. Samling af Aktstykker, Diplomer og Breve henhorende til Kong Christiern Fs Historic Ved H. Knudsen. Udg. C.F. Wegener Kbh. 1856 (cit. DC?) nr. 31.

mellem konge (regimen regale) og det samlede rigsradskorpus (regimen politicum)². Der levnes derved darligt plads til divergerende politiske anskuelser og interne gruppedannelser i rigsradet, som det matte vzere naerliggende for regenten at spille pa. Der synes absolut ingen grund til at antage, at der altid skulle have hersket enighed mellem rigsradets medlemmerom regeringens mal og midler, sa det ma - uanset den uheldige kildeoverleveringssituation - blive en naerliggende opgave for eftertiden bedst muligt at belyse den magtkamp, der ma have udspillet sig i den politiske beslutningsproces³.

Bemeldte rigsradsmode var oprindelig berammet til at abnes 18. nov. 1451 i Slagelse, hvilket fremgar af et indkaldelsesbrev til Niels Eriksen (Gyldenstjerne) til Langtind⁴. Til trods for kongens indstsndige opfordring: »forsomer thet engelund«, modte Niels Eriksen nu ikke til rigsradsmodet og havde maske sine grunde til at udeblive. I alt fald matte der samme dato som kvitteringen til Eggert Frille skrives til Niels Eriksen om i henhold til rigsradets vedtagelse at inddrive landehjaelp fra almuen i sine vestjyske len og sende kongen belobet i rede penge og naturalier inden kyndelmisse (2/2) 1452⁵. Landehjaelpen af lenene var et led i udrustningen til den forestaende krig mod Karl Knutsson efter, at de dansk-svenske forhandlinger var bristet i sommerens Avaskaermode. Men hvilke stridspunkter var der egentlig kongerne imellem? Et kort tilbageblik vil nok bedst afdaekke problemerne⁶.

Fra kongevalgene 1448 til Avaskærmødet 1451

Godt en maned efter Karls kroning i Uppsala 28. juni 1448 stod en svensk
haer pa Gotland, der var i ekskongen Erik af Pommerns besiddelse7. Erik
fastholdt stadig kravet pa tronretten til de 3 unionsriger og onskede

---

2. E. Lonnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457. Goteborg 1934/1968 (isser s. 29ff) har fremhaevet disse begrebers gyldighed i Norden i 1400-tallet.

3. P. Enemark: Krisear 1448-1451. En epoke i nordisk unionshistorie. Kbh. 1981 (isaer s. 238ff) har papeget problemerne ved kildeoverleveringen.

4. Missiver fra Kongerne Christiern I's og Hans's Tid. Udg. W. Christensen Kbh. 1912-14 (cit. Miss) I nr. 5.

5. Miss I nr. 6.

6. Kort oversigt i P. Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad. Den nordiske trestatsunions epoke 1397-1521 Kbh. 1979 s. 42-55. Nye synspunkter grundigere belyst i samme: Krisear 1981 passim.

7. Bidrag till Skandinaviens historia ur utlandska arkiver. Saml. och utg. C.G. Styffe Sthlm. 1870 (cit. BSH) 111 nr. 1, jfr. Enemark 1981 s. HOf.

konflikten med sine tidligere undersatter afgjort ved en voldgiftsdom⁸. Det havde ikke gjort det lettere under Kristoffer af Bayern at fa en ordning med Erik, at man bade fra svensk og dansk side gjorde krav pa 0en⁹.

Christian matte derfor straks, da han i november 1448 modtes med sit danske rigsrad protestere mod det svenske angreb pa Gotland¹⁰. I propagandaskrivelsen til ostersomagterne vendte han sig imidlertid ikke blot mod det danske angreb pa oen. Han haevdede tillige, at Karls svenske kongevalg var et brud pa unionsaftalerne og beskyldtq derfor Karl for at have adskilt rigeirne Danmark og Sverige¹¹. Karl naegtede ikke direkte, at hans valg var et brud pa indgaede unionsaftaler, men forsikrede, at det var i overensstemmelse med Sveriges lov¹². Der er naeppe tvivl om, at Christian oprindelig var udset som unionskandidat, sa Karls uforudsete svenske kongevalg betod et kendeligt skar i hans fremtidsudsigter¹³. Christian kunne dog vanskeligt ga videre i sin propaganda, for nogen tronret i Sverige kunne han selvsagt ikke paberabe sig.

Karls valgpropaganda var navnlig rettet imod truslen fra Erik, og angrebetpa Gotland har sikkert haft bred svensk opbakning¹⁴. Derfor er den kraftige danske reaktion og udsigten til et dansk militaert indgreb pa oen, nar besejlingsforholdene tillod det engang i foraret 1449 maske kommet som en übehagelig overraskelse for flere svenske rigsrader. Det kunne forklare den aendrede svenske kurs, der indtradte ved fredsaftalen 22. december 1448 med Erik, som 20/4 1449 skulle afsta oen og Visborg

---

8. G.A. Logdberg: De nordiske konungarna och Tyska orden 1441-1457. Upps. 1935 s. 21-51, isaer s. 25ff, J.E. Olesen: Rigsrad-kongemagt-union 1434-1449 Arhus 1980 s. 173, 275, Enemark 1981 s. 57ff.

9. Logdberg 1935 s. 52-81, isaer s. 80, Olesen 1980 s. 332-51, isaer s. 347ff, Enemark 1981 s. 60ff.

10. Repertorium diplomaticum regni danici mediaevalis. Fortegnelse over Danmarks Breve fra Middelalderen. 1. rk. (1085-1450) Udg. K. Erslev m.fl. Kbh. 1894-1912 (cit. RD I) nr. 7830, DCP nr. 2, Diplomatarium Norvegicum. Udg. C.A. Lange m.fl. Chria. 1847(cit. DN) V nr. 757.

11. Urkundenbuch der Stadt Liibeck. Liibeck 1889 - (cit. LUB) VIII nr. 564, Hanserecesse. Hrsg. G.v.d. Ropp Leipzig 1876 - (cit. HR) 11:3 nr. 473, S. Kraft: Slaget pa Brunkeberg ur handelspolitisk synspunkt (sv. Historisk Tidsskrift (cit. SHT) 60 1940 s. 129, Konigsbergske Afskrifter 1440-1457 (Rigsarkivet Kbh. cit. KA) nr. 1367f, jfr. herom Enemark 1981 s. 11 Iff.

12. BSH 111 s. 112f, om Karls valg se Lonnroth a.a. s. 232-62, Enemark 1981 s. 14-17, 80-85.

13. Fremhsevet af Enemark 1979 s. 44-46 og 1981 s. 1-7, 20f, 103-08 over for dansk forsknings traditionelle opfattelse, at henvendelsen til Adolf og Christian betod brud med unionen til fordel for hensynet til Sonderjylland, hvilket ogsa Olesen vender sig imod (a.a. s. 379ff, isaer s. 383).

14. Lonnroth a.a. s. 261 f, Enemark 1981 s. 86, 92-95.

til svenskerne mod i stedet at fa Borgholm med Oland som livstidsforleningaf Sveriges krone¹⁵. Efter denne plan ville Sverige na at sikre sig Visborg og Gotland inden det aftalte Halmstadmode med danskerne, hvilket ville give en god forhandlingsposition om oen. Men det skulle ikke komme til at ga efter den svenske plan.

Erik tog kontakt med Christian, og en dansk flade ankom i april for aftalens udlob¹⁶. Erik overdrog nu Visborg til en dansk besaetning og forlod oen med lofte om senere at fa overdraget de 3 lolland-falsterske slotte Ravnsborg, Albolm og Nykobing og en arlig udbetaling pa 10.000 rhinske gylden¹⁷. Det forlod, at Erik for denne pris var villig til tillige at overdrage Christian sin tronret til de 3 nordiske riger¹⁸. Det matte forekomme Christian fristende ad denne vej at tilkobe sig den tronret i naborigerne, som var gaet hans naese forbi, da det faelles unionskongevalg aldrig blev realiseret. Men i hans danske rigsrad kunne der naeppe skaffes tilslutning til, at en tronret kunne kobes hos den afsatte monark¹⁹. Det fyrstelige arve- og regeringsprincip, regimen regale, havde man en gang for alle gjort op med ved afsaettelsen af Erik i 1439. Eriks plan blev aldrig realiseret.

En dansk-svensk konfrontation om Gotland var naeppe saerlig populaer hverken i svenske eller danske aristokratiske kredse, men en brodrekrig om den svenske trone matte i alt fald for enhver pris undgas. I det danske rigsrad ma roster have lydt for at afvikle krigspolitikken og ga forhandlingensvej. Den 18. juli 1449 indgik danske og svenske styrker pa Gotland ledet af Oluf Akselsen (Thott) og Magnus Gren en fredsaftale om militaertstatus quo: oen og Visby pa svenske og Visborg pa danske haender, indtil et dansk-svensk rigsradsmode i Halmstad maj 1450 havde afgjort Gotlands nationale tilhorsforhold²⁰. Traktaten, indgaet umiddelbart for Christian ankom med sin store fyrsteflade, spillede ham de militaere

---

15. Sverges Traktater med frammande magter jemte andra dit horande handlingar. Utg. O.S. Rydberg Sthlm. 1895 (cit. ST) 111 nr. 488a. Om amdringen i svensk politik se Enemark 1981 s. 121f.

16. F.H. Jahn: Danmarks politisk-militaire Historie under Unionskongerne fra Kong Oluf og Dronning Margrethe indtil Kong Hanses I)0d. Kbh. 1835 s. 525.

17. Die Chroiiiken der deutschen Stadte v. 14. b.i. 16. Jahrhundert 30: Liibeck IV Leipzig 1910 (cit. CdS 30) s. 85f, Nya eller Karls-kronikan (Svenska Medeltidens Rim-kronikor II) Utg. G.E. Klemming (Saml. utg. Svenska fornskrifts-salskapet XVII:2) Sthlm 1866 (cit. KK) vers 7707-19.

18. KA s. 1425-28.

19. Jeg er uenig med Olesen (a.a. s. 405), der antager, at denne plan havde opbakning i det danske rigsrad. Derimod passer den helt selvfolgeligt ind i Eriks betragtningsrnade. Nar planen ikke realiseredes, ma modstanden netop soges i det danske rigsrad.

20. ST 111 nr. 488c s. 217f.

trumfer af handen, netop som han stod med overmagten. Her var demonstrereten kloft i den danske politik mellem fortsat kongelig krigskurs og rigsradets nye fredslinie. Christian anerkendte da heller ikke traktaten uden videre²¹.

En ny aftale af 31. juli 1449 fastholdt ganske vist de planlagte fredsforhandlinger i Halmstad, men status quo-aftalen blev slojfet, og den svenske haer matte forlade Gotland, som herefter faktisk var i dansk besiddelse, selvom Halmstadmodet skulle traeffe den endelige afgorelse²². Skont Christian saledes fik lov at udnytte sin militaere overlegenhed til en ojeblikkelig besaettelse af Gotland, sa var der i alt fald sat bom for en fortsaettelse af krigen med henblik pa kampen om den svenske trone. Det danske rigsrad havde afgorende sendret kurs, og Christian havde bojet sig.

Pa det tidspunkt havde det norske rigsrad allerede valgt Christian til norsk konge, og pa et rigsradsmode i Marstrand udstedte han 3. juli 1449 en handfaestning²³. Kroningen i Trondheim blev planlagt til den folgende sommer, og aerkebiskop Aslak Bolt og Sigurd Jonsson udnaevntes til rigsforstandere i henholdsvis det nordenfjeldske og sondenfjeldske Norge under Christians fravaer²⁴.

Karl havde dog ogsa sine tilhaengere i Norge, bl.a. Erik Saemundsson, lensmand pa Tonsberghus og Hamarbispen Gunnar Thorgardsson. I oktober 1449, mens Christian var optaget af kroningsfest og bryllup i Kobenhavn, kom Karl selv til Norge med en lille haer²⁵. Han hyldedes i flere ostnorske bygder og kronedes den 20. november i Trondheim af asrkebiskop Aslak Bolt, der efter en konflikt med lensmanden pa Akershus, Hartvig Krummedige, havde svigtet Christians sag²⁶.

Pa Halmstadmodet vedtog danske og svenske rigsrader en evig fredsogunionsakt
af 13. maj 1450, men forudsaetningerne var, at Karl matte
give afkald pa Norge og overdrage al sin ret i dette rige til Christian27. De

---

21. Enemark 1981 s. 130f, besynderligt nok helt overset af den asldre forskning, der var sa optaget af fornederibeskyldningen mod Magnus Gren (se herom Enemark 1979 s. 47f), der forst afvises af Lonnroth (a.a. s. 270f).

22. ST 111 nr. 488d eller DCP nr. 9.

23. DCP nr. 5, Norges Gamle Love 2.rk. 11:1: Statens Lovgivning 1448-1482. Udg. A. Taranger m.fl. Chria. 1914 (cit. NGL 2. rk. 11:1) s. 4-16.

24. DCP s. 7. Om Christians no. kongevalg se isaer O.J. Benedictow i Norges historic Red. K. Mykland. Bd. 5 1977 s. 22-26, Enemark 1981 s. 168-77.

25. KK v. 7967-74.

26. NGL 2.rk. 11:1 s. 16-19, 22-26. Konfrontationen mellem Aslak og Krummedige se DN 111 nr. 808 eller Nye Danske Magazin (cit. Nye DM) VI s. 31-33.

27. DCP nr. 14, 16, ST 111 nr. 490-91.

danske forhandlere harmed vaegt kunnet henvise til den indgaede fredsaftaleaf 31. juli 1449 pa Gotland, der garanterede, at kongerne i stilstandsperiodenfra traktaten frem til 11. november 1450 ikke skulle skade modpartens rige(r) og indbyggere²⁸. Karls indtog og tronkrav i Norge kunne darligt opfattes som andet end et klart brud pa denne bestemmelse.

Har de svenske og danske rigsrader i Halmstad saledes betragtet deres norske radskollegers valg af Christian i sommeren 1449 som Norges legale kongevalg, levnes de efterfolgende begivenheder til gunst for Karl sadan set ingen retsgyldighed, men man har abenbart ment det hensigtsmaessigt at binde Karl selv til et konkret afkald²⁹. Pa et mode i Arboga 10. juni 1450 pressedes Karl til dette afkald af en overvaeldende majoritet af det svenske hojaristokrati. Han fastholdt dog sin kongetitel i Norge, selvom han lovede ikke at gore sine tronkrav gaeldende under forudsaetning af fred mellem rigerne³⁰. Dette var utvivlsomt et slag imod Halmstadmodets enige underkendelse af, at Karl overhovedet havde nogen tronret i Norge. Det danske rigsrad protesterede da ogsa i brev af 29. november 1450 til det svenske rigsrad over afkaldets form³¹.

Som Halmstadmodets deltagere havde stadfaestet det norske rigsrads valg af Christian, bekraeftede de ogsa det svenske rigsrads retmaessige valg af Karl til trods for unionsbruddet. Dette standpunkt var i strid med den danske opfattelse i efteraret 1448. Det var det danske rigsrads omkostning for at bevare fredskursen fra sommerens Gotlandsoverenskomst 1449. Men for Christian, der havde faet stillet en unionstrone i udsigt, har det utvivlsomt vaeret en skuffelse, og - set fra hans fyrstelige synspunkt - fornemtlig ogsa helt urimeligt³².

Endnu vaerre for Christian var dog sikkert unionsaktens tronfolgebestemmelser,der helt sidestillede de to kongeslaegters chancer for at erhverveunionstronen. Nar den forste konge dode, skulle det kongelose rige afgore, om man ville vaelge kongen i det andet rige eller lade riget styre ved rigsforstander(e), til ogsa den anden konge dode. Derpa skulle Danmark og Sverige vaelge faelles konge blandt de afdode kongers sonner,om sadanne fandtes, ellers en egnet person fodt i et af rigerne, men ikke en udlaending³³. At forhandlingerne saledes skulle abne unionschancerfor

---

28. DCP s. 14 el. ST 111 s. 220.

29. Enemark 1981 s. 180-82.

30. ST 111 s. 238f.

31. ST 111 s. 241 el. NGL 2.rk. 11:1 s. 46, jfr. Enemark 1981 s. 184f.

32. Enemark 1981 s. 188f, 227.

33. DCP s. 18-19 el. ST 111 s. 244f.

cerforKarl og hans eventuelle sonner, oven i kobet med forbigaelse af hans egen son, har Christian naeppe forestillet sig³⁴. Rigsradernes suveraenevalgret ved tronledighed blev enormt styrket i Halmstad. I valget mellem to dynastier kunne nu endog aegte kongesonner forbigas. Det var regimen politicums principper, der fejrede triumfer i Halmstad pa begge kongers bekostning³⁵.

I forbindelse med Christians norske kroning St. Olavsdag (29. juli) 1450 i Trondheim udstedtes naturligvis et brev af 24 norske rigsrader, der erklaerede Karls valg og kroning for ulovlige handlinger³⁶. Doden havde forskanet den gamle aerkebiskop Aslak Bolt for at opleve denne pinlige episode. Men desuden besegledes den dansk-norske forbindelse med en unionsakt udstedt af 26 danske og norske rigsrader 29. august 1450 i Bergen, hvilket kunne opfattes som et sidestykke til den dansk-svenske unionsakt fra Halmstad³⁷. Norge tilsikredes en selvstaendig position i unionen, og kongevalget efter Christians dod skulle vaere frit, men dog begraenset til hans sonner, om sadanne fandtes. Hermed ville Bergenunionens valgbestemmelser altsa hindre den mulighed for Karls eller hans sonners valg i Danmark med forbigaelse af Christians sonner, som var dukket op i Halmstadunionens tronfolgebestemmelser³⁸.

Gotlandssporgsmalet blev ikke lost pa Halmstadmodet, men udskudt til et nyt dansk-svensk radsmode, der fandt sted ved midsommertid 1451 i Avaskaer³⁹. Karl havde gerne set en voldgiftskendelse ved fremmede fyrster, og paven havde - muligvis pa svensk foranledning - opfordret hojmesteren i den Tyske ordensstat og et par bisper til at maegle i konflikte n⁴⁰. Christian onskede imidlertid sagen afgjort - som planlagt -i dansksvensk rigsradsregi, og det havde han sikkert sine grunde til⁴¹.

Man kunne naturligvis fra dansk side anerkende Karls svenske kongevalgog
se bort fra, at det faktisk var et brud pa en dansk-svensk unionsaftale,men
kunne man ogsa ignorere dronning Dorotheas morgengavebrev

---

34. Enemark 1981 s. 190, 227.

35. Lonnroth a.a. s. 277f, Enemark 1981 s. 191f, 227, 231.

36. DCP nr. 18 el. DN VIII nr. 342. Om kroningsdatoen er jeg uenig med L. Daae: Kong Christiern Is Norske Historie 1448-1458. Chria. 1879 s. 55f, A. Taranger i Norges Historie fremsdllet for det norske Folk v. A. Bugge m.fl. 111:2 Kria. 1917 s. 82f og O.J. Benedictow a.a. 1977 s. 45, se Enemark 1981 s. 193 note 5.

37. DCP nr. 21 el. DN VIII nr. 345 el. NGL 2.rk. 11:1 nr. 21.

38. Enemark 1981 s. 197f.

39. ST 111 nr. 490b el. NGL 2.rk. 11:1 nr. 14 el. DCP nr. 15.

40. BSH 111 nr. 15, jfr. Logdberg 1935 s. 190f, 195f.

41. Liv-, Esth- und Curlandisches Urkundenbuch. Hrsg. F.G. v. Bunge. Riga 1905 (cit. LECUB) XI nr. 119, Logdberg 1935 s. 201f.

fra hendes aegteskab med Kristoffer i 1445? Ifolge dette brev skulle Dorothea,hvis hun blev enke, nyde indkomsten fra noje opregnede len i alle 3 riger, og ifald hun blev afskaret fra indtaegterne, skulle hun kompenseresved en affindelsessum pa 15.000 rh.gl. fra hvert af rigerne⁴². Hensynet til Dorotheas morgengavekrav var indgaet i de oprindelige tronfolgeforhandlingermellem det danske rigsrad og Christian i 1448, idet et asgteskabmellem Christian og Dorothea ville spare unionsrigerne for affindelsessumme n⁴³. Det var derfor naerliggende for Christian, der oktober 1449 havde aegtet Dorothea, at bringe morgengaveproblemet i Sverige op i det danske rigsrad efter, at Halmstadmodet med anerkendelse af Karls svenskekongevalg havde afskaret Dorothea fra hendes svenske lensindkomster.

I det danske rigsrad har man vel vanskeligt kunnet afvise Christians logiske raesonnement: Affindelsessummen til Dorothea fra Sverige matte udloses som folge af Halmstadmodets godkendelse af Karls kongevalg. Og eftersom det var en folge af den vedtagne freds- og unionsakt, var det danske standpunkt pa modet - at dette sporgsmal matte loses for alle andre stridspunkter - meget vanskeligt at afvise⁴⁴. I denne spaendte forhandlingsatmosfaere er de svenske forhandlere naeppe blevet skanet for at hore om Karls meget problematiske afkald i Norge. Der kunne altsa fra dansk side peges pa to forhold, hvor forudsaetningerne for freds- og unionsakten i Halmstad ikke synes at kunne opfyldes fra svensk side. Forhandlingskursen, der indledtes pa Gotland juli 1449, var kort fast, og dens resultat: Halmstadmodets »evige« freds- og unionsakt forliste efter blot 14 maneders levetid. Kongernes politik kan saledes afdaekkes ret noje, men hvor sikkert tegner de enkelte rigsraders standpunkter sig?

Krigspolitik veksler med fredskurs

Christians valg stottedes navnlig af aerkebiskop Tue Nielsen i Lund, Roskildebispestol, Otte Nielsen (Rosenkrantz) til Bjornholm pa Djursland og Oluf Akselsen (Thott) til Vallo. Det var de kredse, der havde ledet regeringen i Kristoffers seneste ar⁴⁵. Men nu tradte ogsa broderen Age Akselsen (Thott) til Hjuleberg i Halland og den under tronvakancen

---

42. DN VII nr. 426. Om morgengavekravet se G. Carlsson: Drottning Dorotheas svenska morgongafva (SHT 31 1911 s. 238-68).

43. Enemark 1981 s. 76-80.

44. Enemark 1981 s. 21 If.

45. O.N.R. var hofmester, O.A.T. marsk og var tillige med de to bisper kongens testamen- teeksekutorer (K. Erslev: Testamenter fra Danmarks Middelalder indtil 1450. Kbh. 1901 s. 215).

fungerende kammermester Eggert Frille frem i forreste politiske linie. Otte Nielsen naevnes tidligt som Christians hofmester, Oluf Akselsen betroedes Gotlandsekspeditionen, Age Akselsen og Eggert Frille forhandlingernei Norge. Derimod holdt familien Gyldenstjerne sig naesten demonstrativt borte fra Christians tidligste rigsradssamlinger⁴⁶. Slaegten talte ved Kristoffers dod ikke mindre end 4 jyske medlemmer, den over 70-arige Erik Nielsen til Tim, hans to brodersonner Henrik Knudsen til Restrup og Boiler og Borglumbispen Gert Pedersen af Agardlinien, samt Erik Nielsens a^ldste son Niels Eriksen til Langtind⁴⁷. I 1438-39 havde familien fort an i bruddet med Erik af Pommern pa arveretsprincippern e⁴⁸, og i 1446 a^gtede Erik Nielsens yngre son, Erik Eriksen, Karl Knutssonsdatter Kristina, et aegteskab, der skulle fa endnu mere vidtraekkende konsekvenser end oprindelig tilsigtet⁴⁹.

Da der rejste sig betaenkeligheder i det danske rigsrad ved en tronretshandelmed Erik af Pommern som grundlag for en krig om den svenske trone, var det derfor naerliggende at tage kontakt med Gyldenstjernerne, der pludselig dukker op i Christians omgivelser i juli 1449 forud for Gotlandstogtet⁵⁰. Erik Eriksens to brodre Niels og Peder Eriksen var medudstedere af traktaten 31. juli pa Gotland, der skrinlagde krigen mod Karl Knutsson og indledte fredskursen med sigte pa Halmstadmodet^vsl. Gyldenstjernerne sluttede op omkring Christian til kroningsfesten, der ogsa overvaeredes af den aldrende Henrik Knudsen⁵². Otte Nielsen matte traede tilbage som hofmester, og marskembedet, der gav greb om den militaere ledelse, sikredes nu Henrik Knudsens svigerson Claus Ronnov,sakrigen

---

45. O.N.R. var hofmester, O.A.T. marsk og var tillige med de to bisper kongens testamen- teeksekutorer (K. Erslev: Testamenter fra Danmarks Middelalder indtil 1450. Kbh. 1901 s. 215).

46. Til stede ved rigsradsrruddet i Kobenhavn nov. 1448 se RD I nr. 7830, jfr. i ovr. Olesen 1980 s. 395, Enemark 1981 s. 105ff, 133-46.

47. Dansk Biografisk Leksikon (cit. DBL) 3. udg. (Red. Sv. Cedergreen Bech Kbh. 1979-) 5 art. E.N.G., H.K.G. og N.E.G. Om G.P.G. se Erslev i DBL 1. udg. v. C.F. Bricka VI s. 372. Se i ovr. art. Gyldenstjerne i Danmarks Adels Aarbog (cit. DAA) 1926 II s. 8-10, 12, Enemark 1981 s. 26f.

48. Aktstykker vedir. Erik af Pommerns Afsaettelse. Udg. A. Hude 1897/1971 nr. 2-5, H. Bruun: Var Uclstederne af Opsigelsesbrevet af 23. Juni 1439 alle Rigsraader? (da. HistoriskTidsskrift (cit. DHT) 10. rk. II 19325. 84-92), Olesen 1980s. 89, 92, 112. 137f.

49. RD I nr. 7602, <egteskab indgaet 29/9 1446 (H. Gillingstam i Svenskt biografiskt lexikon (cit. SBL) 17 s. 597f), Enemark 1981 s. 33, 68, Olesen 1980 s. 342, Th. Jexlev i DBL 3. udg. 5 s. 413f.

50. RD I nr. 7906, DCP nr. 8, jfr. Enemark 1981 s. 147ff, Olesen 1980 s. 395f.

51. DCP nr. 9 el. ST 111 nr. 488d.

52. K. Barner: Familien Rosenkrantz's Historie I Kbh. 1874 Diplom nr. 78 s. 79.

sakrigenmod Sverige vanskeligt ville kunne fores uden om Gyldenstjerneflojeni
rigsradet53.

Deter vist naerliggende at taenke pa Eggert Frille og Henrik Knudsens to svigersonner Claus og Korfitz Ronnov som formidlere af kontakten til Gyldenstjernerne i forsommeren 1449. Hr. Korfitz og hr. Eggerts broder Johan Frille indtradte sandsynligvis i rigsradet i forbindelse med kroningshojtidelighederne, der tillige skaffede Johan Frille ridderslaget, og kort efter naevnes han i ovrigt som lensmand pa Alholm, der blev ledigt, da Oluf Akselsen overtog Visborg⁵⁴. Deter sandsynligvis ogsa i forbindelse med kronings- og bryllupsfestlighederne, at Eggert Frille, der i forvejen var lensmand pa Hindsgavl, nu tillige fik Kobenhavn slot, mens Evert Moltke flyttedes til Nykobing (Falster)⁵⁵. Selvom Otte Nielsen aldeles ikke var i unade, er det dog tydeligt, at Eggert Frilles og Claus Ronnovs position i rigsradet styrkes vaesentligt samtidig med afviklingen af den foregaende regeringskurs i lobet af efteraret 1449⁵⁶.

I den danske Halmstaddelegation praesiderede Henrik Knudsen i kraft af sin anciennitet pa den fornemme forreste verdslige plads foran Otte Nielsen og Eggert Frille. Derfor er det saerlig pafaldende i den svenske gruppe at finde ancienniteten brudt. Her indledtes de verdslige raders raekke af kongens unge svigerson Erik Eriksen, der som delegationens leder var anfort foran den gamle rigsrad Nils Jonsson (Oxenstierna)⁵⁷. Gyldenstjernerne spillede altsa en dominerende rolle pa modet, som det var at vente, eftersom den aendrede danske rigsradskurs ma antages primaert at hvile pa deres initiativ. Moderesultatets understregning af rigsradernes meget vidtgaende valgkompetence ligger ogsa ganske i trad med de synspunkter, der i slutningen af 1430'erne forte Gyldenstjernerne til brud med Eriks regimen regale-principper.

Det vil dog givetvis vaere forkert at mene, at delegationen var sammensatpa
trods af Christians onsker. yErkebispen og de nye bisper Oluf Da i
Roskilde og Jens Iversen (Lange) i Arhus nod utvivlsomt kongens fulde

---

53. Enemark 1981 s. 15Off.

54. J.F. vabner 21/4 48, ridder, hov. Alholm 29/12 49 (RD I nr. 7775, 7938). J.F. og K.R. rigsrader (DCP s. 31,40).

55. E.M. hov. Kbh. 1447 og sandsynligvis endnu 20/5 1449 (Kjobenhavns Diplomatarium. Saml. af Dokumenter, Breve og andre Kilder til Oplysning om Kjobenhavns aeldre Forhold'for 1728. Udg. O. Nielsen Kbh. 1872-87 VI s. 170, II s. 90), men hov. Nyk.F. 29/12 1449 (RD I nr. 7938). E.F. hov. Kbh. 24/11 1451 (RD II nr. 96). Mollerups oplysning i art. om E.F. (DHT 5. rk. V 1885 s. 31) er saledes at korrigere.

56. O.N.R. fik 3/11 1449 skode pa stort krongods pa Djursland (Barner a.a. Dipl. nr. 78), muligvis en vis kompensation for at fratraede hofmesterembedet, i alt laid ingen unade.

57. Deltagelse se DCP s. 18 el. ST 111 s. 237.

tillid⁵⁸. Otte Nielsen, Eggert Frille og Age Akselsen var blandt Christians tidligste og mest energiske tilhaengere. Det var vel navnlig disse tre, der alle deltog i handfaestningsforhandlingerne med det norske rigsrad i Marstrand,der forte Norgessporgsmalet igennem til Christians tilfredshed⁵⁹. Men Eggert Frille har ogsa vaeret aben for Gyldenstjerne-synspunkter, og Age Akselsens halvbroder Erik Akselsen deltog fra svensk side som Karls betroede tilhaenger⁶⁰. lovrigt var begge brodrene sikkert tilgaengeligefor de valgretsprincipper, man i sin tid brod med Erik pa, og som deres broder Oluf Akselsen allerede dengang var en fremtraedende eksponent for⁶¹.

De ovrige danske Halmstaddeltagere Claus Nielsen (Sparre), Peder Hogenskild, Jep Lunge og Torbern Bilde havde alle stottet Christians valg fra starten"². Men Claus Nielsen var dog tillige svoger til Karl Knutsson, og Jep Lunge var morbroder til Erik Eriksen, den svenske delegationslede r⁶³. Ved udvaelgelsen var der utvivlsomt gjort et seriost forsog pa at fa naboriget i tale, og Christian har ganske sikkert godkendt den politiske kursaendring og accepteret delegationens sammensaetning. At han ma vaere blevet skuffet over et par af moderesultaterne er allerede naevnt.

Bade Niels og Peder Eriksen og Henrik Knudsens svigerson Korfitz Ronnov fulgte Christian pa kroningsrejsen til Trondheim og var medudstedere af Bergenunionsakten, der fremhaevede Norges selvstaendige position indenfor unionen, hvilket i og for sig faldt i trad med Gyldenstjernernes regeringsprincipper⁶⁴. Der er ingen tvivl om, at Christian, trods sit politiske skaktraek i Bergen stadig har holdt sig indenfor Halmstadbestemmelsernes

Vi har ingen efterretninger om de forhandlinger i det danske rigsrad,

---

58. Acta Pontificum Danica. Pavelige Aktstykker vedr. Danmark. Udg. A. Krarup & J. Lindbsk Kbh. 1908 (cit. APD) 111 nr. 1928-40, Nye Kirkehist. Saml. VI Kbh. 1872/73 s. 556-58, DN VIII s. 363f. Om J.I.L. se DBL 3. udg. 8 s. 486f, J. Lindbak: Pavernes Forhold til Danmark under Kongerne Kristian I og Hans. Kbh. 1907 s. 15.

59. NGL 2. rk. 11:1 s. 8, Enemark 1981 s. 180f.

60. E.A.T.s tilknytning til Karl se DBL 2. udg. v. P. Engelstoft XXIV s. 41ff, A. Skoglund: De yngre Axelssonernas forbindelser med Sverige 1441-1487 Upps. 1903 s. 18ff, P.v. Moller: Bidrag t. Hallands historia I Lund 1874 s. 116ff, Enemark 1981 s. 28, 49, 51f, 89, Olesen 1980s. 161.

61. Om O.A.T. se DBL 2. udg. XXIV s. 52ff, Enemark 1981 s. 27f, Olesen 1980 s. 78-81.

62. RD I nr. 7830, Enemark 1981 s. 105. De 3 fors.tnaevnte var formentlig blevet rader under Kristoffer (ibid. s. 31f, E. Ulsig anm. af Olesens a.a. i Historie XIV, 1 1981 s. 95f).

63. DBL 2. udg. XXII s. 337, Lunge i DAA 1902 s. 313f, Enemark 1981 Tvl. IV,V.

64. DCP s. 30f el. DN VIII s. 376 el. NGL 2. rk. 11:1 s. 54.

der ma vaere gaet forud for Avaskaermodet. Men af de danske rnodedeltageresstejle standpunkt i morgengavesagen og af Christians indlosning af Dorotheas morgengavebrev, der havde vaeret pantsat i Lybaek, kan man slutte sig til, at det danske rigsrad ma have bakket op om Christians argumentation, at det danske krav var en logisk folge af Halmstadbestemmelsern e⁶⁵. Med denne danske strategi er det indlysende, at Christianmatte afvise udenlandsk maegling og fastholde afgorelsen i rigsradsregi,som jo havde ansvaret for Halmstadmodets dispositioner.

Da der ikke udstedtes officielle dokumenter pa Avaskaermodet, kender vi ikke de to rigers delegerede, men der er intet vidnesbyrd om, at den danske delegation ikke skulle have staet som en enig front bag Christians standpunkt, saledes som rigsradet allerede i forvejen ma have gjort. Deter tankevaekkende at se Christian 25. juni 1451 overdrage Henrik Knudsen Bygholm slot som pantelen for 1333 rhinske gylden pa bade hr. Henriks og hustruen fru Anne Mogensdatters livstid⁶⁶. Bygholm var blandt Mogens Munks ostjyske len og la ualmindelig fordelagtigt for hovedgarden Boiler, som hr. Henrik havde arvet via hustruen fra Mogens Munk⁶⁷. Forleningen var en stor indrommelse til Henrik Knudsen, hvilket fremgar af, at slaegten bevarede lenet i 100 ar⁶⁸. Brevet udstedtes fra Solvitsborg netop, mens Avaskaerforhandlingerne stod pa. Relatorer var Otte Nielsen og Claus Ronnov, der abenbart har formidlet aftalen. Man fristes naesten til at sporge, om Christian med panteforleningen til Henrik Knudsen tog misteltenen i ed for at sikre en enig dansk holdning pa Avaskaermodet.

I efteraret 1451 forhandlede Niels Eriksen ogEggert Frille i Pommern med Erik, der nu havde taget sit hertugdomme i besiddelse⁶⁹. Der foreliggeringen oplysninger om emnet for disse forhandlinger, men Erik fik i alt fald aldrig de lolland-falsterske slotte eller den arlige udbetaling, der skal have vaeret stillet ham i udsigt, hvilket indicerer, at det snarere har vaeret betragtet som prisen for tronretten i Norden end for Visborg slot. Valget af danske forhandlere tyder absolut ikke pa, at man var til sinds at afkobe Erik nogen tronret forud for opgoret med Karl Knutsson, og Christian har heller ikke pa noget tidspunkt paberabt sig en sadan. Et indirekte vidnesbyrd om, at netop tronretssporgsmalet fik forhandlingernemed

---

65. LUB IX nr. 24, Enemark 1981 s. 212f.

66. RD II nr. 56.

67. Nye DM VI s. 236f, jfr. Enemark 1981 s. 144.

68. W. Christensen: Dansk Statsforvaltning i 15. Arh. Kbh. 1903/1974 s. 222, 266, K Erslev: Danmarks Len og Lensmaend i 16. Aarh. Kbh. 1879 s. 38.

69. DCP nr. 28, RD II nr. 67, jfr. W. Mollerup i DHT 5. rk. V s. 18 note 5.

nemedErik til at briste i efteraret 1451, er det unaegtelig, at denne ikke udleverede de skatte, privilegier, breve og rigsklenodier, han i sin tid havde bragt med sig til Gotland og siden videre til Riigenwalde, hvilket matte vaere den konkrete folge af en overdragelse og anerkendelse af tronretten i Christians haender. Endnu i 1462, flere ar efter Eriks dod havde disse effekter ikke fundet tilbage til riget⁷⁰.

Karls svenske opbakning begynder at smuldre

Karl Knutssons kongevalg havde utvivlsomt storre opbakning blandt det svenske aristokrati end tidligere antaget. Den aeldre forsknings forestillinger baseret pa Karlskronikens pastande om gentagne forraederianslag fra et danskorienteret unionsparti ma helt opgives⁷¹. Sa at sige alle bisperne har - velsagtens ved udsigten til Eriks eventuelle restitution - stottet Karls valg i modsaetning til den nye aerkebisp Jons Bengtsson (Oxenstierna), der antagelig fulgte sin slaegtsgruppe, som Karl agiterede energisk imod⁷². Karl kunne sikkert paregne opbakning fra tidligere tilhaengere i rigsradet som Eringisle Nilsson af Hammersta-aetten, der var lagmand i Karls pantelen Oland og lensmand pa Stakeborg, Sten Pedersson (Stallare), der blev lensmand i Vasteras og af Karl tildeltes marskembedet, Jon Karlsson (Farla) lensmand pa Taljehus (Sodertalje) og lagmand i Sodermanland, og Birger Trolle lensmand i Varend⁷³. Men adskilligt flere rigsrader har fulgt ham lokket af udsigten til len, ridderslag og andre gunstbevisninger.

Men ogsa uden for radet fylkedes Karls tilhaengere i habet om en rigsradsplads. Svogeren Gustav Karlsson (Gumsehuvud) og Gregers Mattson (Lillie), sonner af afdode rigsrader, der havde stottet Karl, gav kongen nu selv rigsradsplads tillige med sin svigerson Erik Eriksen (Gyldenstjerne)og sin tidligere tjener og slaegtning Erik Akselsen (Thott), der var gift med en soster til Gregers Mattson. Blandt Karls nye rader kan ogsa naevnes Fader Ulvsson (Sparre), hvis aeldre broder Gustav alleredevar

---

70. DCPnr. 110.

71. Om forskningen $;e Lonnroth a.a. s. 232-62, isaer s. 259ff, Enemark 1979, s. 43f.

72. Lonnroth a.a. s. 258, Enemark 1981 s. 86, jfr. s. 80ff.

73. E.N.H. se Gillingstam i SBL 18 s. 226, G. Bendix: Hammarsta-atten (Personhist. Tidskrift (cit. PHT) 54 1956 s. 143ff) - J.K.F. se Gillingstam i SBL 16 s. 687 og i Folke Wernstedt: Aldre svenska Fralseslakter: Attartavlor II Sthlm 1965 s. 140- B.T. se P. Sjogren: Slakten Trolles historia intill ar 1505. Upps. 1944 s. 95ff. Se i ovr. Enemark 1981 s. 87. Om Karls opbakning henvises generelt til samme: kapitel 10 m. der anf. henvisn.

redevarrigsrad, men modtog ridderslaget af Karl, og Karl Magnusson af Eka-aetten, som Karl abenbart stottede i kampen om slaegtsgarden Eka. Til samme kreds omkring Karl horte sikkert i 1448 Eggert Krummedige, der havde aegtet en soster til Gregers Mattson⁷⁴.

Blandt de mange unge, der knyttede deres sag til Karl og modtog ridderslag af ham ved kroningen, skal her naevnes et mindre udvalg⁷⁵. Karls unge faetre Tord Karlsson (Bonde) og Bo Karlsson (Djure), hans forste kones unge halvbroder Ture Turesson (Bielke), brodrene Ake og Ture Jonsson (Svarteskaning), Staff an Ulvsson (Ulv), Gustav Olofsson (Stenbock) og dennes morbroder Simon Korning. Tord Karlsson, Ture Turesson, Ake Jonsson, Staff an Ulvsson og Simon Korning optog Karl tillige i rigsradet. Ture Jonsson blev senere lagmand i Vastergotland og Staff an Ulvsson i Vastmanland, Tord Karlsson fulgte Sten Pedersson i marskembedet, Gustav Olofsson fik Alvsborg slotslen, Ture Turesson fik senere Axevall og Ake Jonsson Ringstadaholm, sa der kan ikke herske tvivl om, at disse folk regnedes til inderkredsen om kongen.

Karl har altsa haft bred opbakning bag sit kongevalg. Kun fra brodrene Bengt og Nils Jonsson (Oxenstierna) og brodrene Bengt og Bo Stensson (Natt och Dag), og deres familiekredse kunne forventes nogen vaesentlig modstand mod hans kandidatur⁷⁶. Ogsa de ma dog have accepteret valgets udfald, siden de bevarede deres position og endog modtog gunstbevisninger fra den nye konge⁷⁷. Bo Stenssons son Nils Bosson (Sture) og Bengt Stenssons svigerson Arend Bengtsson (Ulv) traeffes endog senere i Karls naermeste omgivelser, ligesom Erik Nipertz, der var gift med enken efter Karl Kristersson (Vasa) og saledes blev stedfader til Bengt Jonssons unge nevoer Ketil og Erik Karlsson (Vasa), der ma henregnes til Oxenstiernernes slaegtskreds⁷⁸. Deter rimeligt at datere disse politiske omsving til kongevalget i 1448. Det mest markante omsving skete dog med Magnus Gren, der ma vaere vundet for Karls kandidatur ved planen om Gotlandstogtet. Ellers var der simpelthen ingen mening i at saette ham i spidsen for dette Karls forste prestigeprojekt som svensk konge⁷⁹.

---

74. Wernstedt a.a. I s. 63f (G.K.G.), II s. 193f (F. & G.U.S.), SBL 12 s. 574f (K.M.E.), 17 s. 414f (G.K.G:), s. 597ff (E.E.G.). E.A.T. se foran note 60. Jfr. i ovr. Enemark 1981 s. 88-91 m. anf. henvisn.

75. Her er ikke plads at opremse alle, men henvises til Enemark 1981 kap. 10, der ogsa giver dokumentation for fig. personoplysninger.

76. Isaer Karls egen valgberetning apr. 1457 (HR 11:4 nr. 521 §4 s. 387f).

77. Enemark 1981 isaer s. IOOf.

78. Slaegtstavle i H. Gillingstam: Atterna Oxenstierna och Vasa under Medeltiden. Sthlm. 1952 s. 244, Enemark 1981 Tvl. VI, X.

79. Enemark 1981 s. 93f. M.G. anses ellers i almindelighed for Karls hovedfjende under indtryk af det senere brud imellem dem efterar 1450.

Under Grens midlertidige fravaer indgik Birger Trolle i december aftalen med kong Eirik, der tiltradtes af Jon Karlsson, Lage Posse og Jons Olofsson (Stenbock), der ligesom broderen Gustav havde vaeret i Karls tjeneste, og som formentlig nu var Karls foged pa Viborg⁸⁰. Da Gotlands indbyggere 14 dage senere aflagde troskabsforsikring til Karl og Sveriges krone, var Magnus Gren tilbage. Dokumentet naevner ham tillige med de forannaevnte og Erik Axelsen (Thott)⁸¹. Magnus Gren, Jon Karlsson og Lage Posse deltog endnu i traktatforhandlingerne 31/7 1449, som desuden tiltradtes af Karl Magnusson af Eka, Fader Ulvsson (Sparre), Eskil Isakson (Baner), Henrik Bidz og Simon Korning⁸². Karl har abenbart fortrinsvis lagt Gotlandstogtet i hcenderne pa sine baltiske lensmaend: Gren pa Abo, Jons Olufsson pa Viborg, Jon Karlsson pa Taljehus, Eskil Isakson pa Stakeholm og Karl Magnusson rimeligvis allerede nu pa Kastelhol m⁸³.

Hvis sa mange af graenseadelen, eksempelvis Birger Trolle, Eggert Krummedige, Gustav Olofsson, Simon Korning, Ake og Ture Jonsson (Svarteskaning) og Lage Posse, har stottet Karls valg i frygt for, at en restitution af Erik af Pommern ville betyde krig med Danmark, ma konflikten om Gotland have vaeret utilsigtet, og navnlig graenseadelen ma have givet forliget pa Gotland og forhandlingspolitikken i Halmstad deres helhjertede stotte. Deter derfor heller ikke overraskende, at den svenske delegation i Halmstad talte flere repraesentanter for graenseadelen: Ake Jonsson, Simon Korning, Laurens Snakenborg og den udvalgte Skarabisp Bengt Gustavsson af slaegten Tre rosor pa Horshaga i Vastergotlan d⁸⁴.

Halmstaddelegationen har haft Karls billigelse. Hans interesser skulle
vaere solidt repraesenteret af bisperne fra Linkoping og Abo, af Erik
Eriksen, Erik Akselsen, Jon Karlsson, Ake Jonsson og Simon Korning.

---

79. Enemark 1981 s. 93f. M.G. anses ellers i almindelighed for Karls hovedfjende under indtryk af det senere brud imellem dem efterar 1450.

80. ST 111 nr. 488? i s. 213, 215. Om J.O.S. se E. Anthoni: Finlands medeltida fralse och 1500-talsadel. Helsingfors 1970 s. 125, 127, 203, Finlands Medeltidsurkunder. Utg. R. Hausen (cit. FMU) 111 nr. 2847-48, C.G. Styffe: Skandinavien under Unionstiden. Sthlm. 1911 s. 422f.

81. ST 111 nr. 488b s. 216.

82. ST HI nr. 488d s. 219, 221 el. DCP nr. 9 s. 13, 15.

83. Styffe 1911 s. 232 (Stakeholm), 288 (Taljehus), 411 (Abo), 409 (Kastelholm). K.M.E. kendes forst med sikkerhed pa Kastelholm i 1453 (FMU IV nr. 2919, jfr. Anthoni 1970 s. 126, E. Nordstrom: Eka-atten. Gustaf Vasas modreneslakt (PHT 41 1941/42 s. 36 note 14)), men forgaengeren Gustav Karlsson var 1448 hov. pa Vasteras (HR 11:4 s. 386).

84. Lonnroth (a.a. s. 274) tolker G.U. som Gustav Olofsson (Stenbock), hvilket bestrides af Gillingstam (a.a. 1952 s. 305).

Men ogsa Gustav Ulvsson, hvis broder aerkedegn Sigge i Strangnas netop - utvivlsomt med Karls sanktion - var udset til biskop i Strangnas, og hvis anden broder Fader Ulvsson stottede Karls Gotlandspolitik, har kongen kunnet naere fuld tillid til. Det gjaldt sikkert ogsa pa dette tidspunkt en anden Halmstaddeltager, nemlig den nye Skarabisp, selvom begge de to bisper senere kom i konflikt med kongen.

Der er intet, der tyder pa, at den svenske delegation ikke stod solidarisk om Halmstadmodets resultat; og den nye fredskurs med dens nodvendige omkostninger, nemlig afvikingen af Karls Norgespolitik, fik sa overvaeldende tilslutning pa Arbogamodet, at den gamle pastand om Halmstadrepraesentanternes forraederi virker aldeles meningslos. En raekke af Karls mest trofaste tilhaengere var medudstedere af Arbogabrevet, der pressede ham til afkald i Norge. Deter navnlig bemaerkelsesvaerdigt blandt brevets udstedere at finde flere af Karls kroningsfolge til Trondheim november 1449, som man dog ma forvente specielt har billiget hans norske politik, f.eks. Eringisle Nilsson, Karl Magnusson, Krister Bengtsson (Oxenstierna), Ake Jonsson og Staff an Ulvsson⁸⁵.

Der er derfor ikke meget grund til at faeste lid til Karlskroniken, nar det haevdes, at Magnus Gren og Nils Jonsson mistede henholdsvis Abo og Orebro under Arbogamodet p.gr.a. forraederi⁸⁶. Nils Jonsson dode ret hurtigt efter Arbogamodet, og vi har strengt taget kun Karlskronikens udsagn for, at han matte fratraede lenet⁸⁷. Et eventuelt lensskifte pa Orebro i sensommeren 1450 kunne dog have helt andre arsager. Det ser ud til, at Karl foranlediget af Halmstadbestemmelserne har taget skridt til at sikre sin familie, og muligvis netop har valgt Dorotheas morgengavelen som livgeding for sin egen dronning Katarina⁸⁸. Som garant for disse interesser fandt Karl naeppe nogen mere loyal lensmand end Eringisle Nilsson, der blev Nils Jonssons efterfolger pa Orebro.

Med Magnus Gren var bruddet imidlertid indiskutabelt, men i forste omgang anklagede Karl ham kun for ikke at have aflagt regnskab for Abo len. Med denne motivering fik Karl en rigsradskendelse af 2/10 1450 til at gore udlaeg i Magnus Grens og hans hustrus gods for 9.000 mk., da denne selv befandt sig i udlandet⁸⁹. Om belobet var rimeligt, lader sig

---

85. NGL 2. rk. 11:1 s. 19 el. ST 111 s. 234f, jfr. s. 239.

86. KK v. 8319-20, 8327-30, jfr. v. 8185-90, Lonnroth a.a.s. 281f.

87. Gillingstam 1952 s. 306.

88. K. Kumlien: Karl Knutsson i Preussen 1457-1464. Sthlm. 1940 s. 45 note 1, jfr. G. Carlsson: Karl Knutssons testamente (SHT 63 1943 s. 10 note 1), Enemark 1981 s. 213f.

89. S. Bring: Samling af atskillige Handlingar och Paminnelser i Svenska Historien II Lund 1751/58 s. 251-55.

naeppe afgore, men domsbrevets udstedere er ikke uden interesse. Forudende 4 bisper fra Linkoping, Strangnas, Vesteras og Abo opregnes kongens halvbroder Knut Stensson (Bielke), Eringisle Nilsson, Erik Akselsen(Thott), Sten Pedersson (Stallare), Otte Ulvsson (Bjornram), Erik Nipertz, Magnus Bengtsson (Natt och Dag), Ake Jonsson (Svarteskaning),Staffan Ulvsson (Ulv), Eskil Isaksson (Baner) og Gregers Mattson (Lillie). Deter bemaerkelsesvaerdigt, at ingen af Oxenstjernernes 4 radsmedlemmerfigurerer i dommerkollegiet, hvilket formentlig haenger sammenmed, at Krister Bengtsson netop pa denne tid indgik aegteskab med Magnus Grens datter, Marta⁹⁰. Hr. Krister matte rimeligvis betragtes som inhabil i svigerfaderens sag, men det kunne i hvert fald ikke siges hverken om aerkebispen eller Nils Jonsson. Ogsa Bengt og Bo Stensson (Natt och Dag) er forbigaet, og - hvilket er saerdeles pafaldende - MagnusBengtssons segl er blindt, sa han kan ikke have tiltradt dommen⁹¹. Da han har haft rig lejlighed til senere at besegle, og da man ma formode, at det var kongen magtpaliggende at fa dommen sa legaliseret, som overhovedetmuligt, kan det blinde segl darligt tolkes som andet end en afstandtagen.

Nu samler interessen sig navnlig om biskop Sigge i Strangnas, Erik Nipertz og Eskil Isaksson (Baner). De ovrige var Karls übetingede til— haengere og derfor uproblematiske⁹². Karlskroniken kaster ved denne tid forraederimistanke ikke blot pa Magnus Gren og Nils Jonsson, men tillige pa aerkebispen og biskop Sigge⁹³. Hvordan den sidste har forholdt sig til dommen, kan ikke afgores, eftersom hans segl mangier. Derimod vidner Banerseglet om, at Eskil Isaksson i dommen tog afstand fra sin hustrus farbroder, som han ellers tidligere havde fulgt i politiske sammenhaeng e⁹⁴. Om den direkte arsag til bruddet mellem Karl og hans Abolensmandved vi meget lidt. Men pa sin vej ud af riget kom Magnus Gren i konflikt med hanseatiske kobmaend, hvis skibe han havde anfaldet, og en tid var han faengslet i Lybaek, hvorfra Karl i november forgaeves sogte at

---

90. Scriptores rerum Suecicarum medii aevi. Ed. E.M. Fant. Upps. 1818-76 (cit. SRS) 11:1 s. 161, Gillingstam 1952 s. 306, 344.

91. Bring II s. 255.

92. Halvbroderen K.S.B. fik Nykoping slotslen og senere lagmandsembedet i Uppland, 0.U.8. var svoger til Eringisle Nilsson og modtog ridderslaget af Karl ved kroningen (se Enemark 1981 s. 87, Tvl. V, IX m. anf. henvisn.) De ovr. er omtalt foran.

93. KK v. 8303-16.

94. Bring II s. 255. Om E.1.8. se SBL 2. s. 635f, Wernstedt I s. 58.

fa ham udleveret95. Ved Christians og hertug Adolfs mellemkomst blev
han i stedet frigivet og gik senere i Christians tjeneste96.

Da Karl i marts 1449 tilbagekobte en storre godsmsengde, sorn Krister Nilsson (Vasa) tidligere havde kobt af Karls familie, kvitterede Erik Nipertz pa sin hustrus og stedborns vegne tillige rned drostens enke Margrethe Eriksdatter (Krummedige), Erik Turesson (Bielke) pa sin hustru Birgitta Kristersdotters (Vasa) vegne, samt aerkebispen og hans broder Krister Bengtsson, hvis moder var datter af Krister Nilssons 1. aegteskab⁹⁷. Der synes god grund til at antage, at denne godshandel er kommet i stand pa Karls initiativ og absolut ikke til arvingernes sympat i⁹⁸. Blandt anklagerne mod Karl i rigsradets skrivelse til Danzig af 11/3 1457 naevnes netop, at han havde tilegnet sig gods fra kirke, praelater og ridderskab, og blandt artiklerne i Christians kongeforsikring samme ar matte denne love ikke at kobe eller pante noget adelsgods, hvilket tidligere »vpresde stor uwelie oc twedrecht imellom hersskapit, ridderskapit oc frelsit«". Endnu 1492 haevdes det, at »det drev kong Karl af Sverige, at det var hans storste akt at laegge sammen klenodier og kobe gods og fik der mange fjender for«¹. Der kan saledes ikke herske tvivl om, at godshandelen 1449 har bidraget til en oget spaending mellem Karl og aerkebispens maegtige slaegt, og hr. Kristers aegteskab og dommen over Magnus Gren i oktober 1450 har ikke gjort forholdet bedre. Hvis Karl ydermere i sensommeren har frataget Nils Jonsson Orebro for at sikre sin dronnings og families interesser, var han unaegtelig allerede i sine forste regeringsar godt pa vej ind i et udpraeget partistyre, der favoriserede egne tilhaengere, ogede splittelsen i riget og fremelskede opposition og modstand. Karlskronikens forraederibeskyldninger mod modstanderne er abenbart senere efterrationaliseringer for at pynte lidt pa Karls motiver.

En anden godssag, der skulle fa langtraekkende politisk betydning oprandtved Erik Turessons (Bielke) dod 1450. Hans yngre halvbroder Ture Turesson (Bielke) var son af faderens 2. aegteskab med Margrethe Eriksdatter(Krummedige). Erik Turessons helsoster Birgitta Turesdottor, der nu var dod, havde imidlertid vaeret Karl Knutssons forste hustru og modertil

---

95. Om M.G. se Gillingstam i SBL 17 s. 259-63 og i Wernstedt I s. 58f, om episoden se W. Christensen: Unionskongerne og Hansestsderne 1439-1466. Kbh. 1895/1974 s. 194ff, jfr. LUB VIII nr. 726-27.

96. LUB VIII nr. 764, jfr. W. Christensen 1895 s. 196, is<er note 2.

97. Bring II s. 233-41. Slaegtstavle se foran note 78.

98. Gillingstam 1952 s. 247-52, isaer s. 251, Lonnroth a.a. s. 301.

99. HR 11:4 s. 378, ST 111 s. 261.

1. Handlingar rorande Skandinaviens Historia (cit. HSH) 22. Sthlm. 1837 s. 37. Citat ordret, men i moderne stavemade.

dertilKristina Karlsdotter, der nu var gift med Erik Eriksen (Gyldenstjerne )². Heraf fulgte arvestrid om slaegtsgodset Krakerum i Smaland, som Ture Turesson havde sikret sig umiddelbart efter halvbroderens dod, men som han matte udlevere til Erik Eriksen efter en retssag, hvis udfald ifolge Ture Turessons mening var bestemt ved Karls magtindgreb til fordel for datterens krav i begyndelsen af 1451³.

Erik Nipertz segl mangier pa dommen af 2. oktober 1450, men der foreligger andre vidnesbyrd om den kongelige tillid, der gor det sandsynligt, at denne mand distancerede sig fra Oxenstjernerne i disse ar. I efteraret 1450 dode dronning Katarina. Karl var enkemand for 2. gang og tilmed uden mandlig aetling⁴. Skulle han udnytte de dynastiske muligheder, som Halmstadbestemmelserne bod ham, matte han altsa gifte sig igen. I november 1450 indledtes aegteskabsforhandlinger med Erik af Pommern, der var formynder for sin fastter hertug Bugislavs to dotre⁵. Der er vist grundl til at betragte det som et nyt skaktraek i Karls kamp om Norge⁶. Til leder af de fortsatte forhandlinger herom i Pommern i efteraret 1451 valgtes Erik Nipertz, sa Karl ma have stolet fuldt ud pa dennes loyalitet⁷.

Mens Christian havde respekteret Halmstadmodets bestemmelser blot suppleret dem med Bergenunionen og lagt sin politiske offensiv omkring morgengavekravet som logisk konsekvens af bestemmelserne, var Karls politik savel i Norgesafkaldet, som i de familiebeskyttende foranstaltningernaermest en attache pa Halmstadmodets principper. Christian stod derfor med et overvejende enigt rigsrad bag sig i den vurdering, at Avaskaerforhandlingernebrast som folge af manglende svensk vilje til at opfylde Halmstadbestemmelsernes naturlige forudsaetninger. For mange i det svenske rigsrad og hojaristokrati matte den nu forestaende krig med Danmark-Norge ogsa synes ensidig fremkaldt af Karls egoistiske herskerinteresser,hans problematiske krav pa den norske trone, hans livgedingskravfor sin familie i strid med Dorotheas morgengavekrav, og hertil kom

---

2. Slsgtstavle se Enemark 1981 Tvl. VI.

3. K.H. Karlsson: Arfstvisten emellan Erik Eriksson (Gyllenstjerna) och Ture Turesson (Bjelke) 1451-14S0. Sthlm. 1908 s. XIII, se Karls dombrev 21/1 1451 s. 87f.

4. KK v. 8365-67, 8393-98.

5. Jahn 1835 nr. 29. omdateret af G. Carlsson i SHT 63 1943 s. 7ff.

6. L. Daae 1879 s. 80f. Det var dog nappe Sofie, der asgtede hertug Erik II af Wolgast, men sandsynligvis sosteren Alexandra, Karls frieri gjaldt (se Carlsson note 12, Enemark 1981 s. 203). Hun dode, for planen realiseredes.

7. E.N.s gesandtskab indtraf i Riigenwalde samtidig med Niels Eriksens og Eggert Frilles loran omtalte forhandlinger med Erik (se s. 451).

tillige hans egoistiske og partiske gods- og lenspolitik for at styrke sin
trone og sin familie politisk og okonomisk.

Dansk erobring af Västergötland 1452

Hovedemnet for rigsradsmodet i november 1451 var forberedelserne til krigen mod Sverige og dermed den endelige afvikling af den fredskurs, der var indledt sommeren 1449 pa Gyldenstjernernes initiativ. Christian kunne ikke vaere i tvivl om, at denne udvikling ikke havde Niels Eriksens sympati, og trods kongens henstilling udeblev hansom -som naevnt - tillige med sine to faetre Henrik Knudsen og Borglumbispen Gert Pedersen fra det ellers talrigt besogte rigsradsmode⁸. Kirken var repraesenteret af aerkebispen og de 3 nye af Christian stottede bisper Oluf Da i Roskilde, Jens Iversen i Arhus og Knud Mikkelsen i Viborg. Otte Nielsen var atter hofmester, hans politiske linie havde sejret, og han havde tilsyneladende fundet sammen med den nye marsk Claus Ronnov. Det var atter kredsen fra Christians tidligste regering i novemberdagene 1448, der dominerede: Eggert Frille, Ove og Jep Lunge, Joachim Fleming, Peder Hogenskildt, Anders Hak, Niels Jensen (Galen) af Hammer, Age Akselsen, Torbern Bille og Oluf Lunge⁹. Kun Oluf Akselsen og Claus Nielsen (Sparre) manglede pa kvitteringen til Eggert Frille. Man kunne forestille sig, at Oluf Akselsens fjerne lensplacering pa Gotland havde hindret hans deltagelse pa denne arstid. Han var dog pa Vallo den 15. September, og 24. november afsendte han fra Kobenhavn brev til pundmesteren i Danzig med advarsel mod neutral sejlads pa Sverige¹⁰. Dette sidste brev lyder til at vaere en rigsradsvedtagelse, som Oluf Akselsen ekspederer pa tilbagevejen til Gotland, hvor han antagelig har skullet ivaerksaette forberedelser til de senere fladeoperationer under hans ledelse. Oluf Akselsen har altsa rimeligvis deltaget i forhandlingerne om rigsradets hovedanliggende, og hans utvetydige holdning bevidnes bedst af den hovedrolle, han fik i de folgende krigsbegivenheder. Med Karls svoger Claus Nielsen er sagen knap sa oplagt. Deter dog mest sandsynligt, at helbredshensyn har vasret udslaggivende. Han er sidst omtalt i live 6/9 1451. Han var dod i begyndelsen af 1452¹¹.

---

8. Deltagerne se DCP s. 40.

9. Deltagerne i nov.-modet 1448: RD I nr. 7830, jfr. Enemark 1981 s. 105f. 133-36.

10. RD II nr. 75, BSH 111 nr. 20.

11. RD II nr. 73, 114 (dat. Styffe i BSH 111 s. LI-LIII).

Christians nye rader var modt talstaerkt frem pa modet i Slagelse. Johan Bjornsen (Bjorn) naert knyttet til Lungerne, Mogens Ebbesen (Gait) og Laurens Thomsen (Vestenie) fra hofmesterens kreds, landsdommerne Niels Skave pa Sjaelland og Jens Torbernsen (Sparre) i Skane, Korfits Ronnov, Johan Frille og Strange Nielsen af den jyske slaegt Strangese n¹². Oluf og Age Akselsens sosterson Stig Olufsen (Krognos) og deres halvbroder Iver Akselsen naevnes her forste gang som rader og betod en styrkelse af den skanske radsfloj¹³. Follert van Knob var hovedsmand pa Krogen og vist ogsa naert knyttet til Thottslaegten¹⁴. Endelig var ogsa Peder Eriksen modt op - vel snarest som en slags observator for Gyldenstjernerne.

Det danske rigsradsmode i Slagelse fulgtes op af et mode i Kalundborg, hvor ogsa norske rigsrader deltog. Hvor mange nordmaend, der var til stede, vides ikke. Kun Hartvig Krummedige kan bevidnes, fordi han ved denne lejlighed solgte arvegods i Sonderjylland til kongen, men arstiden har formentlig hindret deltagelse fra andre landskaber end Viken¹⁵. Fra modet kendes en udskrivningsordre til lensmanden i Trondelagen Henrik Jensson om et mode til skibs ved Marstrand til 16. april med lenets vaebnede styrke (80 mand) fulgt af det adelige opbud fra disse egne¹⁶. Det fremgar af brevet, at kongen regner med at fremtvinge en afgorelse i lobet af sommerens felttog, der da ogsa taenkes styrket med lejede tropper. I begyndelsen af februar traeffer vi Christian i forhandlinger med nordtyske fyrster i valfartsbyen Wilsnack i Brandenburg¹⁷. Hans hovedaerinde var utvivlsomt hvervning af tropper, for 12. februar anmodede han Lybaek om fri passage for sine hjaelpetropper¹⁸. Krummediges sonderjyske godser solgtes til hertug Adolf for at rejse penge, og skattekravene kom ind i lobet af forarsmanederne. Otte Nielsens unge son Erik Ottesen (Rosenkrantz) blev optaget i rigsradet og fik tildelt Skanderborg len som led i disse krigsforberedelser¹⁹.

---

12. J.8.8. sosterson til Ove Lunge (se E. Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen. Kbh. 1968 s. 165, Enemark 1981 Tvl. IV). M.E.G. & L.T.V. & S.N.S. se Enemark 1981 s. 137f, 143.

13. Slaegtstavle se Enemark 1981 Tvl. 111, jfr. RD I nr. 7672.

14. C.F. Wegener: Om Udgravningen af Asserbos og Soborgs Ruiner (Annaler til nord. Oldkyndighed 1851 s. 322f (hov. Krogen 27/7 1451), Hansisches Urkundenbuch. Hrsg. W. Stein Leipzig 1899 (cit. HUB) VIII nr. 97 (hov. 29/9 1451). Om slaegtskab med Thottslaegten se DAA 1899 s. 240f, stamtavle se Enemark 1981 tvl. 111.

15. Daae 1879 s. 81f, DCP nr. 32.

16. BSH 111 nr. 21 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 35.

17. Regesta diplomatica historic Danica (cit. Reg) 2. Serie II Kbh. 1889 nr. +5802.

18. HRII:4nr. 61.

19. DCP nr. 33, RD II nr. 113, 137-38, 140.

Men Karl Knutsson rustede sig naturligvis ogsa. Han havde af Christians brev til Henrik Jensson, der blev opsnappet, faet indblik i den dansknorske plan og satte de genopbyggede graenseborge Skageholm, Rumlaborg, Oresten, Kinnaholm og Ekholm i forsvarsberedskab²⁰. Den 27. februar udskrives skibsskat af bonderne i Ringstadaholms len, og 12. marts indkaldtes hver 8. mand med panser, skjold, jernhat, armbrost, spyd og polokse fra samme len. Man antager, at tilsvarende breve er udgaet til de ovrige len²¹. I slutningen af januar eller begyndelsen af februar - altsa laenge for de danske angrebsforberedelser var faerdige - kom Karls krigserklaering, og i begyndelsen af februar, mens Christian endnu var i Tyskland, brod Karl med en ganske anselig styrke ind i Skane²². Tidspunket var velvalgt, mens drivisen i oresund hindrede dansk undsaetning. I aben mark kunne det skanske landevaern naeppe stille noget op, flere byer og herregarde gik op i luer, bl.a. Helsingborg, Lund, Vae og Thottslaegtens herresaede Herlev²³. Der var dog pa dette korte felttog naeppe tale om at erobre borge. Fogeden pa Helsingborgs »Karnan« holdt stand, og aerkebispen satte sig til modvaerge²⁴. Endog vel befaestede byer kunne taenke pa modstand. Malmo belonnedes saledes senere for tappert forsvar af byen²⁵.

Hensigten med Karls Skanetogt var nok naermest at odelaegge landskabetsom dansk operations- og forsyningsbasis for et dansk angreb, altsa en ren defensiv krigsforelse²⁶. Et nyt indfald lededes af Gustav Karlsson (Grumsehuvud), lensmand pa Kalmar og Birger Trolle, lensmandi Varend, denne gang rettet mod Blekinge²⁷. Det eneste blivende resultat var Lykas kapitulation. Efter Claus Nielsens dod fortes befalingensandsynligvis af enken, der overgav slottet til Birger Trolle²⁸. Et tilsvarende odelaeggelsestogt var ifolge Karlskroniken planlagt imod Hallandunder ledelse af Ture Turesson pa Axevall, Gustav Olofsson pa Alvsborg og Eggert Krummedige pa Rumlaborg, som imidlertid undlod

---

20. BSH 111 s. 48, KK v. 7677-79.

21. BSH 111 nr. 23-24, jfr. Lonnroth a.a. s. 289.

22. BSH 111 nr. 22. Selvom KK's tal: 60.000 er vildt overdrevet (v. 8624), efterlader den detaillerede beskrivelse (v. 8590-8625) dog vidnesbyrd om en anselig styrke.

23. KK v. 8655, 8649-50, 8679-80, 8717-24. Ogsa Solvitsborg skal vsere afbrandt (v. 8728), dog sikkert kun byen, naeppe slottet.

24. KK v. 8645-48, 8669-72, 8676-78.

25. Danmarks gamle Kobstadlovgivning. Udg. E. Kroman (cit. DGK) IV Kbh. 1961 s. 73f.

26. Allerede fremhaevet af Lonnroth (a.a. s. 288f).

27. KK. v. 8785-89.

28. KK v. 8791-94, jfr. v. 9097. B.T. havde endnu Lyka 3/5 1454 (BSH 111 nr. 34 s. 68).

at udfore opgaven²⁹. Deter ikke let at afgore, om kroniken her afspejler en malbevidst plan, der ikke kom til udforelse, eller om pastanden er opdigtet for at fremstille disse vastgotaherrers optraeden i endnu grellere forraederisk lys. Tendensen i kroniken skinner i alt fald meget skarpt igennem pa detl:e sted³⁰.

Christian landsatte sin store rytterhaer i Halmstad for midten af maj og gik over Varberg imod Alvsborg, mens Claus R.onnov med en styrke angreb Kinnaholm. Begge slotte indgik kapitulationsoverenskomst om overgivelse til 1. august, om ikke undsaetning naede frem forinden³¹. Da den danske flade under Oluf Akselsen og Magnus Gren samtidig anfaldt Stockholm, kunne Karl imidlertid vanskeligt afse tropper til at undsaette Vastergotland³². Den danske haer brod atter op fra Lodose i begyndelsen af juli, drog forbi Ekholm, hvor Lage Posse indgik en lignende kapitulationsoverenskomst med frist til 1. august, mens haeren fortsatte via Skara og Axevall til Varnhem kloster³³. Hele forsvaret af Vastergotland faldt nu sammen: lagmanden Bengt Gylta, Skarabispen Bengt Gustavsson (Tre rosor), lensmanden Ture Turesson (Bielke), samt Laurens Snakenborg m.fl. af landsdelens adelige sluttede fred og lovede ifolge Karlskroniken at hylde Christian, om Karl ikke undsatte landsdelen inden 1. august³⁴.

For den videre fremmarch meldte sig nu problemet, om man skulle vaelge ruten over Tiveden nord om Vattern ind i Narke og Orebro len, hvor den svenske hovedhaer vist nok la, eller man skulle ga syd om Vattern over Halaveden ind i Ostergotland. Christian ma abenbart have valgt den sidste mulighed, men matte naturligvis i forste omgang bevare sin hovedstilling ved Varnhem kloster for at forhindre et svensk angreb gennem Tiveden og tilbageerobring af Vastergotland bag sin ryg. Den forste opgave under fremstodet syd om Vattern blev besaettelsen af Jonkopingog forceringen af Rumlaborg pa Eggert Krummediges haender. Karlskroniken nojes med at skrive, at hr. Eggert - tilsyneladende helt frivilligt - forsyner den danske haer med levnedsmidler uden at forsoge at saette sig til modvaerge³⁵. Deter indlysende, at betingelsen for den videre fremmarch over Halaveden var enten erobring af eller overenskomst

---

29. KK v. 8759-84.

30. Bemaerk navnlig v. 8761-66, 8771-74, 8781-82.

31. KK v. 8815-26, 8833-46, 8855-73.

32. KK v. 8929-34, jfr. v. 8991-9012.

33. KK v. 9171-78.

34. Navnene se BSH 111 nr. 31, hyldningen se KK v. 9183-90.

35. KK v. 9205-08, 9227-39.

med Rumlaborg, og Christian ma have sat hele sin hovedhaers kraefter ind
pa dette. Da hr. Eggert beholdt slottet, ma han have sluttet kapitulationsoverenskomsti
lighed med de ovrige slotte.

Foranlediget af truslen fra Tiveden og Narke har Christian sandsynligvis holdt hovedstyrken vest for Vattern og i forste omgang kun afset en rekognosceringsstyrke til togtet ind i Ostergotland, hvilket forklarer, at lagmanden Erik Nipertz med landskabets haeropbud formaede at standse fremstodet i Halaveden³⁶. Karlskronikens begejstring kender naturligvis ingen grasnser, og Erik Nipertz' heltemodige optraeden saettes i relief mod Eggert Krummedige, hvis lidet haedervaerdige indsats allerede nu tages som forvarsel om den forraederianklage, der folger senere³⁷. Da dette er kronikens primaere aerinde, tilslores det fuldt bevidst, at Eggert Krummedige stod overfor hovedhaeren og altsa i en ganske anden situation end Erik Nipertz. Deter antagelig af samme arsag, at kroniken fortier, at der ma vaere indgaet en kapitulationstraktat om Rumlaborg, som naturligvis hindrer Eggert Krummedige i at overfalde den danske styrke pa tilbagetoget fra Halaveden, saledes som Karlskroniken rnener, han burde have gjort. At det naeppe heller ville have vaeret tilradeligt med de danske hovedstyrker indkvarteret som naermeste nabo i Jonkoping, er blot en detalje, som kronikoren unaegtelig lettere kan tillade sig at se bort fra end Eggert Krummedige i den givne situation. I kroniken er det den slags sma detaljer, der bidrager til at efterlade det indtryk, at den danske haer var i oplosning og pa vild flugt, hvilket var sare langt fra.

Selvom Erik Nipertz kun besejrede en mindre styrke pa Halaveden og pa ingen made truede hovedhaerens position i Vastergotland, fik begivenhedendog afgorende betydning for det danske angrebs udfald. Trods den sejrrige fremmarch blev det klart, at man ikke i sommerens felttog ville kunne na Stockholm. Da hverken haeren eller fladen havde kunnet fremtvingedet udfald, man havde ventet, var felttoget for sa vidt en fiasko, og da en overvintring af hele hasren i Sverige bade af okonomiske og forsyningsmaessigearsager har vaeret utaenkeligt, matte det afgorende problem for den danske haerledelse blive at etablere en ordnet tilbagetraekning af hovedparten af haeren savidt muligt uden tab af de erobrede positioner. Her kom slottenes kapitulationsoverenskomster med overgivelsesfrist pr. 1. august ind i billedet. Den danske hovedstyrkes dominerende position ved Varnhenr kloster og Jonkoping hindrede ethvert taenkeligt svensk undsaetningsforsog, og med fristens udlob har de svenske slotshovedsmasndabenbart

---

36. KK v. 9221-24, 9260-80.

37. KK v. 9283-88.

masndabenbartfaet tilbud om at beholde slottene mod at aflaegge hyldningsedtil Christian, hvilket efter tidens opfattelse svarede til en helt legal militaer erobring. Der var formelt set intet illoyalt i hovedsmaendenesholdning, Karl havde haft den undsaetningschance, spillets regler forudsatte³⁸. Orn de reelle magtforhold i den givne situation levnede slotshovedsmaendene mulighed for at handle anderledes, end de gjorde, er naturligvis en anden sag, som det vil vaere meget vanskeligt for eftertidenat afgore. Man kan f.eks. ikke udelukke, at Ture Turesson kan have ojnet en chance for at fa godssagen om Krakerum lost pa en for ham mere tilfredsstillende made, om han stottede Christians svenske tronkrav.At Axevall, der havde den danske krigslejr liggende sa at sige lige udenfor porten, nemlig ved Varnhem kloster, ikke har undgaet en kapitulationsoverenskomst, er i alt fald givet, selvom deter fortiet i Karlskroniken, ligesom t lfaeldet er med Rumlaborg³⁹. Karl formaede ikke at traenge forbi den d inske position ved Varnhem kloster og undsaetteVastergotlancls slotte i tide. Forst da dele af de danske styrker var trukket tilbage, lykkedes det Tord Bonde at overrumple Lodose, hvor han skal vaere kommet i besiddelse af en korrespondance, der var sa kompromitterende for Ture Turesson, at han ifolge den traditionelle fremstilling hastede til Axsvall og faengslede slotshovedsmanden, der dog undslap til Rumlaborg, hvorfra han sammen med Eggert Krummedige flygtede til Christian⁴⁰.

Fredstraktat 1453 for at bevare erobringerne

Da det blev klart, at en <;robring af Sverige ikke kunne gennemfores i sommerens felttog, ma Christian vaere hastet hjem for at traeffe foranstaltningertil at afvikle kjetropperne. Den 19. august er han i Kobenhavn,hvor han modtager afregning fra sin kammermester Eggert Frille formentlig med henblik pa betaling af sold⁴¹. Mere besynderlig er et andet brev af 25. august, der bevilger Otte Nielsen at fratraede som

---

38. Om kapitulationsoverenskomster se Enemark 1981 s. 118ff.

39. Fortielsen tjener kronikens lensigt at kaste forraederiskaer over disse to hovedsmaend (se nedenfor s. 470f.). Axeva Ila ikke, som Lonnroth skriver (a.a. s. 313), i periferien af danskernes aktionsomrade, men lige i centrum af det, sa dansk militaerstrategi kunne simpelthen ikke lillade sig at ignorere borgen.

40. S. Kraft i Sveriges historia I ill vara dagar. Utg. E. Hildebrand & L. Stavenow 111:2 (1448-1520) Sthlm. 1944 s. 3f, K. Erslev i Danmarks Riges Historie (cit. DRH) II Kbh. 0.19055. 503.

41. DCPnr. 35.

hofmester p.gr.af alder og helbred, dog i fuld nade og taknemmelighed for hans trofaste tjeneste, hvilket understreges af en gunstbevisning udstedt28. august pa ret til alle 40 marks boder og derunder for Otte Nielsen og hans hustru Else Holgersdatter (Krognos) pa alt deres gods⁴². Dagen efter var Otte Nielsen og Eggert Frille relatorer for en privilegium om bevarelse af Malmo befaestning som gunst for byens prisvaerdige indsatsmod fjendtligt angreb foregaende vinter⁴³. Af Malmoprivilegiet fremgar, at rigsradet var samlet i disse augustdage, og arsagen ma utvivlsomtsoges i den presserende militaere situation, der forarsagede kongens hjemrejse og sandsynligvis fordrede nye politiske dispositioner. I det samme radsmode lovede kongen Oluf Akselsen som tak for trofast tjenesteat respektere hans svenskgifte datter Birgittes danske arv efter faderentrods krigssituationen. Brevet besegledes af Roskildebispen, Otte Nielsen, Eggert Frille, Torbern Bille, Niels Eriksen og Mogens Ebbesen (Gait), der alle ma have deltaget i rigsradsmodet foruden Oluf Akselse n⁴⁴. Derimod er marsken ojensynlig blevet tilbage pa krigsskuepladsen som leder af de erobrede svenske omrader. Hvorledes Otte Nielsens helbred har vaeret, kan vi ikke vide noget om; men der kan ikke herske tvivl om, at Christian havde sa presserende opgaver liggende for sig, at helbredshensyn matte vaere yderst tungtvejende, om de skulle prioriteres netop nu. Derfor er det svaert at losrive sig fra den tanke, at afskedsbevillingentilmed udstedt i rigsradet snarere skal opfattes sem udtryk for et nodvendigt politikskifte - i bedste forstaelse - og helbredshensynet i virkeligheden blot var et behaendigt motiv⁴⁵.

Christians mest presserende problem i den givne situation matte vaere at sikre besiddelsen af de betydelige erobringer i Vastergotland. Tord Bondes overrumpling af Lodose er den bedste illustration hertil. Hvis Karl blot i vinterens 10b tog tilbage, hvad Christian havde erobret om sommeren, var man jo lige vidt. Forhandlinger matte der til nu, om man skulle bevare det vundne. Der var atter brug for Niels Eriksen, der jo ogsa var kommet til stede. Nu matte kontakt etableres til Karls naermeste kreds, og i erkendelse af dette primaere behov var det i og for sig naturligt, at Otte Nielsen matte traede tilbage som regeringsleder.

I oktober maned er der atter livlig modeaktivitet mellem kongen og

---

42. Barner 1874 s. 147f, hvor brevet er dat. 23/8 1456, korrigeret af A. Heise i DHT 5. rk. I s. 537. Barner 1874 Dipl. nr. 83.

43. DGK IV s. 74.

44. RD II nr. 163: 8/9 1452.

45. H. Bruun undrer sig over begrundelsen, da O.N.R. levede 25 ar endnu og deltog aktivt i politik mange ar efter brevet (DBL 2. udg. XX s. 125).

nogle af hans mest indflydelsesrige rader. Oluf Akselsen /ar hjemme og et nyt skibstogt blev aftalt med ham og Eggert Frille, der benbart skulle skaffe forsyninger og mandskab fra kobstaederne; men og i Niels Eriksen var der brug for, og han na tilsyneladende have opholu^.sig i naerheden, siden kongen fra Soro den 18. oktober kunne anmode ham om at mode dagen efter i Korsor, hvi ket ville vaere udelukket, om han havde befundetsig pa sine vestjyske len⁴⁶. Ogsa Claus Ronnov var hjemme og udstedtesom relator 15. cktober fra Kobenhavn det kongelige brev til Halmstad, der tillader bycn selv at udpege byfoged - dog forudsat kongeligstadfaestelse - nar Claus Ronnov nu fratraeder Laholm len⁴⁷. Deter indlysende af sammenhaengen, at marsken var nodsaget til at fritages for lenet p.gr. af andre patraeigende opgaver, og lenet laegges abenbart indtil videre til fadeburet, siden byfogedudnsevnelsen ikke blot kunne overga til efterfolgeren.

Marskens uopsaettelige lye opgaver kan vanskeligt vaere andet end den praktiske administration af det nyerobrede omrade i Vestsverige, der naturligvis matte fordre hans naervaerelse mange mile borte fra Laholm. Den 30. august 1453 oplioldt han sig saledes pa Skageholm, et af de erobrede svenske graenseslotte⁴⁸. Til sin assistance fik Claus Ronnov abenbart Oluf og Age Ak>elsens unge halvbroder Iver Akselsen (Thott). Da forhandlingerne abneces ved nytarstid, la de fra dansk side i haenderne pa disse to personer, d;r netop befandt sig sa at sige »pa astedet«. At Iver var broder til Karls hojtbetroede Erik Akselsen var naeppe heller uden betydning for valget af ham til netop denne opgave.

Niels Eriksen skulle velsagtens via broderen Erik Eriksen udvirke Karls accept af, at forhandlinger genoptoges. Den 7. december udstedte Karl da ogsa lejdebrev for Claus Ronnov og et par ledsagere til at forhandlemed Karl i Vadst^na⁴⁹. Det ma have vaeret hojst alarmerende nyheder, der har faet Clais Ronnov til at forlade sin post i det besatte Vestsverige for at soge forhandlinger med Christian i Kobenhavn i oktober,og deter sandsynligvis disse nyheder, der gav anledning til den livlige modeaktivitet, der «luttelig fordrer at fa Karl personlig i tale. Det er naerliggende at gaette pa, at det ma vaere Ture Turessons og Eggert Krummediges meddelelsei, der har sat Claus Ronnov i funktion. Tidspunktetpasser med Karlskronikens datering af Rumlaborgs overgivelse

---

46. Miss I nr. 7-8.

47. DGK IV s. 275.

48. HSH 32 Sthlm. 1851 s. 376. Brevet er udat., men dateres af Sjogren (a.a. 1944, s. 10: note 9) imod Styffes tidligere datering.

49. DCP nr. 38.

til Karls tropper omkring midten af oktober⁵⁰. Overrumplingen af Lodoseer sandsynligvis det, der har aengstet regeringen i Kobenhavn mest, fordi det bragte svenske positioner i faretruende nasrhed af Bahus, der var noglen til Sydnorge op til vinterhalvaret, hvor undszetning fra Danmarkvar vanskelig. Der er naeppe tvivl om, at udrustningen af Oluf Akselsens nye fladetogt gjaldt Bahuslen, Alvsborg og Gotaelvens mundingsomrade.Med henblik pa ostersoen var man allerede for sent pa aret, forberedelserne taget i betragtning. I midten af december havde kongen forelagt problemet for Roskildebispen, Torbern Bille, Mogens Ebbesen og kansleren, Lundekanniken Jens Clausen, der tilradede at sende kammermester Eggert Frille til denne del af Norge med frie haendertil at handle specielt angaende Bahus⁵¹.

Modet i Vadstena mellem Claus Ronnov, Iver Akselsen og Karl resulterede ien vabenstilstand af 28. januar 1453⁵². Den skulle vare til 1. maj samme ar, og rader fra begge sider skulle ved midfastesondag (11/3) i Halmstad forhandle om en evig fred. Stilstanden sikrer Danmark og det sondenfjeldske Norge mod svensk angreb, og desuden forpligtede Karl sig til snarest at advise re Orjan Karlsson, der fra Jamtland fejdede pa Trondelagen, ligesom man fra dansk side lovede at orientere Oluf Akselsen pa Gotland om den aftalte stilstand. De gensidige erobringer anerkendes forelobigt, men man forpligter sig til ikke at opkrave ekstraordinaere skatter af bonderne i de besatte omrader under stilstanden. Det var en diplomatisk gevinst for Christian, at stilstanden afskar Karl fra angreb netop i den for svenske angreb gunstige vintersaeson, hvor isser Sydnorge og de nyerobrede svenske besiddelser var sarbare, og bag dem la de danske ostensundske landskaber, der havde mattet undgaelde foregaende vinter. De tillob, der var gjort med Tord Bondes overrumpling af Lodose og Axevall, truslen mod Bahus og den svenske tilbageerobring af Rumlaborg var altsa nu bremset.

Der er ingen efterretninger om udfaldet af Halmstadmodet, men i marts er et nyt mode aftalt i Ronneby til 1. maj, og stilstanden forlaenges til 4 uger efter, at parterne er skiltes ved modet, i ovrigt pa samme betingelser som aftalt i Vadstena⁵³. Pa Ronnebymodet forhandlede fra

---

50. KK v. 9593-96.

51. DN VIII nr. 348 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 39.

52. Det sv. brev m. Karls lofter (DCP nr. 39), de da. forhandleres brev m. da. lofter (J. Hadorph: Twa gambla swenske Riimkronikor. II Sthlm. 1676 s. 179f), bade sv. og da. lofter gengivet (ST 111 nr.'492 s. 247-50, NGL 2. rk. II: 1 nr. 40).

53. Karls forsikr. (DCP nr. 42), Christians ratifikation (Hadorph II s. 180f), begge gengivet (ST 111 s. 250-52).

dansk side de ostlige provinsers rigsledelse, foruden marsken og hr. Iver tillige aerkebispen, Age Akselsen og den gamle rigsrad Niels Jensen (Galen)af Hammer. Fra Sverige modte kongens svigerson Erik Eriksen og Birger Trolle⁵⁴. Claus RiJnnov og Iver Akselsen fulgte med til Stockholm,hvor Karl i rigsradets naervaerelse 31/5 ratificerede en ny stilstand til pinsedag (25/5) 1455. Tolv rigsrader medbeseglede: aerkebiskop Jons Bengtsson, bisperne Niels i Linkoping, Sigge i Strangnas og Olof i Abo samt de verdslige radsherrer Erik Erikssen, Gustav Karlsson, Bo Stensson(Natt och Dag), Eringisle Nilsson, Erik Akselsen, Erik Nipertz, Birger Trolle og Ake J6ns;on (Svarteskaning)⁵⁵. Med undtagelse af aerkebispen,Strangnasbispen eg den gamle Bo Stensson var det Karls allersnsevresteradskreds. Erik Erikssen og Birger Trolle fulgte derefter med de danske forhandlere til Kobenhavn og indhentede Christians ratifikationdateret 9/7, medbeseglet af 12 danske rader: aerkebiskop Tue Nielsen, bisperne Oluf i Roskilde og Jens i Arhus tillige med de verdslige rader Niels Eriksen, Clans Ronnov, Eggert Frille, Otte Nielsen, Age Akselsen, Anders Hak, Torbern Bille, Iver Akselsen og Peder Eriksen⁵⁶. Raekkefolgen af de verdslige rader er saerdeles bemaerkelsesvaerdig. Fredsaftalen var et produkt af den Gyldenstjernepolitik, der blev resultatetaf kursaendringen i augustforhandlingerne i rigsradet aret for, da Otte Nielsen tradte tilbage som regeringsleder⁵⁷.

Ifolge fredsaftalen skullt; danske og svenske rigsrader modes i Ronnebyved St. Hansdag 1454. Af de besatte omrader matte ikke opkraeves usaedvanlige skatter. Fredtn indbefattede ikke blot Christians rigers indbyggereog undersatter, mtjn tillige hans medhjaelpere og dem, der handledepa hans vegne, altsa ogsa de vastgotaherrer, der havde hyldet ham, og de slotsherrer, der hzvde indgaet kapitulationsoverenskomst med ham. Aftalen foreligger i 2 versioner. I det svenske brev, som Karl gav de danske forhandlere, lover han at acceptere, om Lage Posse holder Ekholmog de dertil liggende len til Christian, og ligeledes, om Lodoses indbyggere fastholder byens hylding af Christian. Om Gustav Olofsson star, at alle hans len skal folge Alvsborg. I det danske brev lover de danske forhandlere - med Christians og rigsradets godkendelse - at man ikke vil bryde freden, hvis Lage Posse og Lodose skulle vaelge at slutte sig

---

54. ST 111 s. 252f.

55. ST 111 nr. 493 el. DCP nr. 43

56. ST 111 s. 255.

57. At rxkkefolgen netop har relation til den sv. politik ses, hvis man sarnmenligner med raekkefolgen iet rettertingsbrtv 2 dage senere, hvor O.N.R. star forrest og N.E.G. som nr. 8 blandt de verdslige rade- (RD II nr. 272).

til Karl⁵⁸. Efter Tord Bondes overrumplingsforsog var der abenbart usikkerhedom disse egnes tilslutning til Christian eller Karl. Men traktaten er et tydeligt vidnesbyrd om, at Christian havde fastholdt alle de ovrige danske erobringer i Vastergotland efter hovedhaerens tilbagetraekning. Graensen gik ved Vattern; derfor var Vadstena et naturligt forhandlingsstedi januar 1453 mellem Karl og den danske besaettelsesledelse.

Dommen 15. sept. 1453, et led i Karls politik

For Ture Turesson, Eggert Krummedige og en raekke andre hojadelige fra Vastergotland fik den danske besaettelse imidlertid et retsligt efterspil. Begivenhedsforlob og pastande kendes - udover Karlskroniken - kun fra et domsdokument af 15/9 1453, hvori 6 svenske rigsrader domte 9 navngivneherrer in absentia skyldige i landsforraederi⁵⁹. I almindelighed refereresbrevets udsagn uden reservationer. Det bor nok i den forbindelse erindres, at vi intet udsagn kender fra den sagsogte part. Hovedanklagen mod Skarabispen Bengt Gustavsson, lagmaendene Bengt Gulta og Arvid Svan, samt Laurens Snakenborg, Martin Svan og Bengt Andersson er, at de ugrebne og utvungne havde hyldet og svoret Christian troskab. Denne pastand strider mod Karlskronikens skildring, at Christian tilsagde klasrke,riddere og svende at indfinde sig i danskelejren ved Varnhem kloster under trussel om brand og haergning af deres ejendomme⁶⁰. Nar man tager i betragtning, hvilken interesse Christian havde i herrernes hyldning,kan man roligt sla fast, at han ikke har levnet dem noget frit og utvungent valg. Den aftale, som kroniken refererer, der udskyder hyldningentil 1. august, om ikke Karl personlig indfandt sig med undsaetning, er der ingen grund til at tvivle om, for det var herrernes rygdaekning, som Christian havde al anledning til at indromme dem for at undga forsinkelser,og som han i kraft af sin overmaegtige militaere position i Vastergotlandkunne indromme dem uden videre risiko. Om de sagsogte herrer selv havde vaeret til stede ved domshandlingen, er der ikke tvivl om, at de ville daekke sig bag aftalen og fremhaeve, at Karl ikke havde udnyttet sin undsaetningschance. Her ligger problemet for Karl i juridisk henseende,

---

58. Hadorph II s. 182-85: gengiver den da. version, ST 111 nr. 493: giver den sv. version, men Rydberg refererer s. 256 Hadorphs tekst, dog besynderligt nok uden at bemaerke denne forskel pa teksterne, der imidlertid er iagttaget af P. Sjogren: Atten Posses historia intill ar 1500. Upps. 1950 s. 67.

59. BSH 111 nr. 31.

60. KK v. 9177-90.

og derfor er det bemaerkelsesvaerdigt, at dommen helt forbigar dette
punkt. Det vaekker umidcelbart tvivl om dommens juridiske holdbarhed.

En anden af de domte herrer var Magnus Gren, der nu anklages for landsforraederi, der skal have kostet Karl besiddelsen af Gotland, og for i et mode i Kobenhavn abent at have beskyldt Karl for at have rnyrdet hans son. Udtalelsen bevidnes af Erik Eriksen og Birger Trolle, der overvaerede modet som ICarls forhandlere i juli 1453⁶¹. Gren anklages desuden for at have ladet sine tjenere haerge i Sverige under en faelles fredsaftale, derimod ikke for at have deltaget i krigen mod sit faedreland pa dansk side, hvilket altsa for samtidens betragtning var fuldt legalt, blot han havde skiftet tjenesteforhold. Det var karakteristisk nok her anklagen lod pa, at han var dra *et af riget, »unodet og übetvunget«. Om Grens forhold i Gotlandssporgsnalet anfores intet nyt, som ikke allerede forela i fuld offentlighed, da Karl i oktober 1450 rejste sin forste anklage mod Gren for lensafregningen pa Abo. End ikke pastanden om, at han skulle have handlet i modstrid nied de ovrige svenske herrer pa Gotland, soges styrket ved udtalelser af disse. Karls pastand godtages umiddelbart pa trods af den beseglede 31.-juli-traktat fra Gotland. Der er derfor al mulig arsag til at betegne denne nye dom over Magnus Gren som en ren politisk dom, der skulle abne kongen adgang til at konfiskere den domtes ejendom, et aspekt, som naeppe bor lades ude af betragtning, om man vil vurdere dommen over dc 6 forannaevnte Vastgotaherrer. Men hvorfor modte de sagsogte herrer ikke frem ved domshandlingen? De burde vel vaere beskyttede af fredsaftalen?

Dette sporgsmal forer over i sogsrnalet mod Ture Turesson og Eggert Krummedige. I Lodose fik Tord Bonde tag i breve, der viste, at hr. Ture havde ladet interne oplysninger fra Karl til ham ga videre til Claus Ronnovog »siden (d.v.s. efte- at) hr. Tord Bonde Karlsson havde faet Axevallfra Ture Turesson for forannaevnte utroskabs skyld og betroet ham om et faengsel og manet ham derpa ind i Varnhem kloster«, sa tog han derfra mod Kails og hr. Tords »minde« (d.v.s. samtykke) til Rumlabor g⁶². Med ordre til slotsbesaetningen om at holde borgen imod Karl rejste de to slotshovedsm end til Christian - eller velsagtens i forste omgangtil Claus Ronnov. Hovedanklagen mod Eggert Krummedige er saledes,at han gav sin slotsbesaetning ordre til, om fornodent, at vaerge slottet mod Karl, hvilket man ogsa gjorde alvor af. Det var han imidlertid efter datidens opfattelse forpligtet til ifolge den troskabsed, han pr. 1. august

---

61. Sjogren 1944 s. 102f, isasr note 9, se i ovr. foran s. 468.

62. BSH 111 nr. 31 s. 61. Citat i moderniseret sprog.

1452 havde afgivet til Christian. Nu bliver det pludselig helt afgorende, at Karlskroniken fortier, og domsbrevet ignorerer, at hr. Eggert i lighed med de ovrige slotshovedsmaend havde indgaet kapitulationsoverenskomstmed undsaetningsfrist, som Karl ikke udnyttede. Slotsloven til Rumlaborg stod altsa til Christians hand, og det var yderst naturligt, at hr. Eggert fandt anledning til at kontakte sin lensherre, nar forhold dukkedeop, der truede hans indgaende slotslovsaftale. Deter pafaldende, at Karlskroniken omhyggeligt beretter, hvorledes Karl vandt Rumlaborg tilbage ved en kapitulationsoverenskomst med en 10-dages undsaetningsfrist,der ikke blev udnyttet⁶³. Nar det drejer sig om at bevise Karls aerlige og redelige metoder ved slotserhvervelsen, glemmer kroniken ikke at naevne traktaten. Karlskronikens og domsbrevets orntale af Rumlaborg er et bevidst falsum til stotte for kongens forraederianklage mod Eggert Krummedige i et rent politisk sogsmal i efteraret 1453.

Mere pinligt tegnede sagen sig unaegtelig for Ture Turesson. Den beskaemmendekorrespondance fremlaegges som bevis imod ham. Alligevel er der visse dunkle punkter i sammenhaengen. Ingen har endnu beskaeftigetsig med Tord Bondes andel i sagen. Allerede den made, han kom i besiddelse af brevvekslingen, antyder, at han abenbart ikke respekterede den indgaede vabenstilstand i Lodose. Men der er vist mere grund til at sporge, under hvilke omstaendigheder kom han i besiddelse af Axevall, og hvorledes bar han sig ad med at faengsle Ture Turesson, der jo pa det tidspunkt var Christians lensmand pa slottet? Der kan ikke vaere tale om en faengsling efter arrestation og under bevogtning. Opholdet i Varnhem kloster ma vaere resultat af en indbyrdes aftale og sigtede sagtens mod en forhandling med Karl om sporgsmalet. Hvis hr. Ture havde vaeret fange, ville det have vaeret mere rimeligt at fore ham med til Karls opholdsste d⁶⁴. Valget af Varnhem kloster, hvor den danske haerledelse muligvis stadigvaek havde kvarter, bod under alle omstaendigheder Ture Turesson sa betryggende omgivelser, at han har accepteret et mode om sagen. Derfor var det heller ikke noget problem for ham at undvige, og deter tydeligt, at han derved har brudt aftalen. Men hvorfor indgik han en frivillig aftale og brod den bagefter? Hvis Tord Bonde har bildt slotsbesaetningenind, at han var berettiget til at tage Axevall i forvaring p.gr.a. tiltalen mod slotshovedsmanden, bliver det rneget forstaeligt, at Ture Turesson mente hurtigst muligt at matte orientere slottets retmaessige

---

63. KK v. 9582-84, 9589-91.

64. Kraft gar ud fra, at der er tale om regulaer arrestation med magtanvendelse (a.a. 1944 s. 35).

lensherre - nemlig Christian - om det indtrufne forraederi mod slotslovsaftalen.Selvom brevveksl ngen stiller hr. Ture i et meget beskaemmende lys, berettigede det begribeligvis ikke Tord Bonde til at tilvende sig Axevalli Karls navn ved et tiljvarende forraederi imod en lovlig indgaet aftale med Christian, og beviset herfor - nemlig hr. Tords fortsatte besiddelse af slottet - er ligesa uomtvistelig som den famose brevveksling.

Fredsaftalen af 31. maj 1453 forhindrede Karl i at fortsaette kampen imod sine tidligere slotshovedsmaend, der havde indgaet aftale med Christian. Men et retsmellemvaerende matte naturligvis kunne afvikles. Derfor er retssagen i September 1453 at betragte som en fortsaettelse af den politiske kamp, blot i civilretslig maskering. Nar de sagsogte end ikke gjorde sig den ulejlighed it soge lejde for at mode frem til domshandlingen, viser det, at de ansa sagen for politisk og altsa ikke ventede nogen uvildig juridisk behandlin^;. Begivenhederne omkring Axevall og Rumlaborg havde vist, at Karl ikke respekterede de indgaede fredsaftaler, som adelen mente at have haevdvunden ret til at indga. Folgelig ville de naturligvis ikke anerkende hvcrken domstolens kompetence eller dommens udfald. Dommen faeldede> af en snaever klike i radet under forsaede af kongens svoger Gustav Karlsson, der var lagmand i Uppland. De ovrige var Erik Akselsen, Tord Bonde, Erik Nipertz, Eringisle Nilsson og den kongelige kansler Nicolans Ryting. Ved at stemple Vastgotaherrernes aftaler med Christian som landsforraederi afstivedes det kongelige renomme, og Karls underlegenhed i krigen kunne delvis tilslores i det alrnene omdomme. Konkrete folger kunne sagen naturligvis kun fa i det omfang, de domte ejede gods inder for Karls raekkevidde. Dommen kan dog ogsa have oget modsa'tningerne til visse aristokratiske kredse i Sverige. Tord Bondes placering blandt dommerne i Ture Turessons sag har formentlig ogsa samtiden fundet anstikielig, og kirken har naeppe kunnet godkende, at Skarabispen kunne donmes fra liv og gods af en ren verdslig domstol uden kirkelige dommere.

En dom af denne art er naturligvis ganske uegnet som grundlag for en bedommelse af de svenskc herrers skyld eller uskyld i forraederi, hvilket bedst ses ved at betragte Karls holdning over for de slotshovedsmaend, der endnu sad inde med borg og faeste, f.eks. Lage Posse pa Ekholm og Gustav Olofsson pa Alvsborg. Her var sandelig ikke tale om frakendelse af liv og gods, skont deter svaert at ojne den store forskel pa herrernes handlemade. Hvor der var et slot at vinde tilbage, matte man lirke sig frem. Fredsaftalens divergerende formuleringer om Ekholm viser tydeligt,at begge parter appel erede til Lage Posse, og Gustav Olofsson var abenbart sa forsynlig at holde en dor aben tilbage til Karl, sa han fik sine

ovrige svenske len traktatsikret, inden han tog stilling til, hvilken side,
han ville slutte sig til65.

Ogsa pa Orebro skal Karl have afsloret forraederi af ingen mindre end slotsfruen. Eringisle Nilssons hustru Birgitte var datter af Oluf Akselsen og skal have sendt fjenden oplysninger om den svenske hovedhaers bevaegelser i Narke. Hun domtes til balet, men benadedes dog af hensyn til manden⁶⁶. Hr. Eringisle havde i mange ar vaeret Karls trofaste tilhaenger i alle politiske forhold. Nu matte han dog fratraede Orebro len, men hans placering i forraederidomstolens dommerkollegium i September 1453 vidner om, at han stadig horte til inderkredsen om Karl.

Gustav Olofsson var ikke blind for Alvsborgs strategiske betydning i kampen mellem kongerne, og han havde gode slaegtsforbindelser til begge sider. Hans broder Jons var Karls lensmand i Viborg, en anden broder Knut var kannik i Uppsala, og rigsrad Simon Korning var hans morbroder. Men hans hustru Ingrid Bengtsdotter af Vinstorpa-atten var soster til Age Akselsens hustru Marta, sa kontakten til inderkredsen omkring Christian var ogsa naerliggende⁶⁷. I juli 1454 havde Gustav Olofsson omsider bestemt sig til pany at slutte sig til Karl med »al ydmyg troskab og kaerlighed«, hvorfor han lover at gore sig helt fri af sit forhold til Christian, og hans morbroder, hans brodre, hans fader og hans hustrus to brodre Staff an og Karl Bengtsson garanterer for hans troskab⁶⁸. Trods brevets formulering var det nu ikke nogen nadesag for Karl, og det var vist sa som sa med hr. Gustavs ydmyghed. Han havde faet panteret pa Alvsborg len og tillige et 30-arigt pantebrev pa Orebro len med begge byer Lodose og Orebro, sa det tor nok antydes, at han forstod at tage sin pris for troskabsbrevet og det vaerdifulde Alvsborg slot. Pa den anden side la der for Karl en vis sikkerhed i, at Dorotheas morgengavekrav pa Orebro len ville koste Gustav Olofsson panteretten i lenet, som Karl havde indrommet ham. Hr. Gustav havde saledes en indlysende fordel i at holde fast ved Karl.

Norge mellem 1450 og 1453

Christians kroning i Trondheim overvaeredes af 24 rigsrader og sandsynligvistillige

---

65. ST 111 s. 254, jfr. Hadorph II s. 182-85.

66. KK v. 9451-65, 9487-98.

67. Skegtsforbindelserne se Enemark 1981 Tvl. XI.

68. BSH 111 nr. 40.

ligvistilligeflere lagmaend - maske arhundredets talrigste norske rigsradsfremmod e⁶⁹. Men Karls tilhaengere var naturligvis ikke til stede, hverken Hamarbispen eller Erik Saemundsson, der havde virket som Karls rigsforstamder sondenfjelds. Den sidste er ikke omtalt i live efter denne tid, og det skyldes nuligvis et opgor med ham i Viken, at hverken Oslobispen eller Hartvig Krummedige var deltagere i Bergenunionsmodet,men sandsynligvis ma vaere hastet hjem til Osloegnen straks efter kroningen. I alt fald fandt man anledning til at afkraeve almuen i Gudbrandsdalen,Hedemarken og osterdalene en hylding af Christian, hvilketforst efter gammel saedvane fandt sted pa fylkesting, men senere blev afgivet ved repraesentante rs edsaflaeggelse den 20. november i Oslo til bispen, Krummedige, Simon Bjornsson og aerkepraest Sigurd Bjornsso n⁷⁰. Det var netop disse bygder, der aret for havde hyldel og valgt Karl i Hamar. Erik Ssemundssons skaebne kendes ikke bestemt, men han menesat vaere ombragt pa Krummediges foranledning, hvilket muligvis blev signalet til en langvarig :_amiliefejde. Hr. Eriks svigersonner Ragvald Nilsson, der var lagmand pa Oplandene, og Jons Knutsson af den svenskeslaegt »Tre rosor« soj;te abenbart til Sverige⁷¹. Det samme gjorde Ejnar Fluga og Aslak Turesson (Bat), som Karl havde udnaevnt til sine rigsforstandere nordenfjelds. Aslak Turesson var gift med en soster til Jons Knutsson (Tre rosor), og der er naeppe tvivl om, at denne slaegtskredspolitisk havde orient_eret sig i retning af Karl⁷². Det gjaldt dog ikke den yngre broder Alv Knutsson (Tre rosor), der i 1454 omtales som Christians hofsinde. Han havde abenbart pa det tidspunkt opholdt sig nogle ar i Danmark i konj;ens tjeneste og er vel introduceret af selveste Sigurd Jonsson, der var bioder til den unge mands mormoder⁷³.

Domkapitlet i Trondheim havde inden kongens ankomst valgt Aslak Bolts efterfolger. Valget faldt pa magister Olav Trondsson fra kapitlets egne raekker, men kongen nedsatte en gejstlig domstol, der underkendte valget ud fra kanoniske ntskriterier⁷⁴. Da kongen naeppe kunne kende

---

69. DCP nr. 18 el. DN VIII nr. 312 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 16. Ved et samtidigt rigsradsmode i Trondheim var lagmaend Ira Stavanger og Tonsberg til stede (DN 111 nr. 834 s. 609).

70. DCP nr. 24 el. DN 111 s. 589 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 29, jfr. Daae a.a s. 74f.

71. O.J. Benedictow: Knut Alvsson og hans vei til opror (no. Historisk tidsskrift (cit. NHT) 53 1975 s. 122ff).

72. Ibid. s. 124, KK v. 8055-60, slaegtstavle Enemark 1981 Tvl. XII. E.F. og A.T.B. er i Vadstena 27/2 1455 (Sjogren 1950 s. 78), jfr. HR 11:4 s. 375 note 1.

73. DCP nr. 52, DN II nr. 808, HO, jfr. H. Koht: Alv Knutsson i Norsk Biografisk Leksikon(cit. NBL) Is. 114f.

74. DCP nr. 19 el. DN VIII nr. 343. Om aerkebispestriden se Taranger a.a. 111:2 s. 90-112, Lindbaek 1907 s. 23-49.

noget til magister Olav, gjaldt hans skepsis formentlig domkapitlet og specielt dets holdning til Karl, saledes som det var kommet til udtryk i kroningen november 1449. Christian har pa dette fjerne embede onsket en person, han politisk kunne stole fuldt ud pa, og hans kandidat Marcellus,der var biskop i Skalholt, postuleredes nu - formentlig under pres - til aerkesaedet. Paven ville dog ikke godkende valget af Marcellus, men udnaevnte i stedet en tysk dominikanermunk ved navn Henrik Kalteisen. Denne ankom til Kobenhavn under rigsradsmodet august 1452. Kongen anerkendte den nye aerkebisp, der aflagde troskabsed som medlem af det norske rigsrad, og med en anbefalingsskrivelse fra kongen stilet til domkapitleti Trondheim begav han sig videre til Norge⁷⁵.1 november var han i Bergen, som han forlod i slutningen af april 1453 og naede omsider til sit aerkesaede i slutningen af maj fulgt af bisperne af Bergen og Fseroerne, provst Alf fra Apostelkirken i Bergen, lensmanden i Bergen Olav Nilsson,samt rigsraderne Peder Nilsson og Hans Kruckow.

I mellemtiden var Trondelagen og aerkestiftet blevet berort af krigen. I efteraret 1452 angreb Orjan Karlsson fra Jemtland og tog bade lensmanden Henrik Jensson og Olav Trondsson, der sandsynligvis administrerede aerkesaedets besiddelser, til fange. Da Olav og Peder Nilsson ankom med en styrke fra Bergen, trak Orjan Karlsson sig dog tilbage over fjeldene, men tog sine fanger med sig. Skont Karl i Vadstenaaftalen af 28/1 1453 havde lovet at orientere Orjan Karlsson om stilstanden, kom denne dog igen i april 1453, haevdede endog at vaere tilskyndet hertil af Karl pa trods af fredsaftalen. Da Henrik Kalteisen med sit store folge eskorteret af Olav Nilsson og styrker fra Bergenhus kort tid senere ankom, matte Orjan Karlsson dog atter fortraekke, og Olav Nilsson tog nu anledning til at lade Frostatinget udstede et vidnesbyrd om almuens anerkendelse af Christians kongevalg og referat af Karls og Orjan Karlssons uretmaessige handlinger⁷⁶.

Denne gang drog Orjan Karlsson imidlertid til Hamar, hvor han bemaegtigedesig bispegarden, der dog blev tilbageerobret af Hartvig Krummedigesfoged med styrker fra Oslo og Akershus⁷⁷. Deter lidt tvivlsomt, hvorledes Hamarbispen, Karls gamle tilhaenger, har forholdt sig under disse stridigheder. Krummedige beholdt i alt fald forelobig bispegarden

---

75. NGL2. rk. 11:1 nr. 36.

76. DCP nr. 44 el. DN VIII nr. 349 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 45.

77. Miss II nr. 7.

og modtog tilmed kongetis lensbrev pa den 12. juli 1453, hvilket ma
opfattes, som orn bispen liavde forbrudt garden til kronen78.

Sigurd Jonsson havde i 1450 overtaget Tonsberghus efter Erik Saemundsson, og i december 1452 kaldte han sig endnu Norges riges hovedsmand i kongens fravaer. Kort efter ma han imidlertid vaere dod, og pa sin Norgesrejse i 1453 udnaevite kongen Hartvig Krummedige til norsk hofmeste r⁷⁹. Pa Bahus ma der ogsa efter 1450 vaere skiftet lensmand, uvist af hvilken grund. Erik Bjonsson modtog ridderslaget ved Christians kroning, men ma kort tid serere have afgivet Bahus til Kolbjorn Gerst, der tidligere havde haft slottet i forlening⁸⁰. Christians kirkelige tilhaengere rykkede ind pa de ledigbhvne bispestole: Gunnar Hoik, provst ved Mariakirken i Oslo, fulgte efter Jens Jakobsson pa Oslo bispestol, og aerkepraest Sigurd Bjornsson l>lev i 1453 elektus i Stavanger efter Gunnar Eiriksson⁸¹.

Storst betydniing fik det imidlertid, at Christian under sit ophold i Bergen i oktober 1453 fratog Olav Nilsson lensbrevet pa Bergenhus muligvis p.gr. af hans mellemvaerende med hansekobmaendene pa bryggen⁸². Hans efterfolger blev Maj;nus Gren, hvilket strengt taget ma have vaeret et brud pa Christians nor:;ke handfaestning, der naegtede udlaendinge adgang til norske len, men skiftet synes dog at vaere sket efter rigsradsforhandlinge r⁸³. Deter nae^pe udelukket, at ulovlig skatteoppeborsel i Nordnorge har vaeret en inedvirkende arsag til Olav Nilssons afsaettelse, for 10. oktober udstedte Christian brev til almuen i Trondelagen med tilsagn om sin beskyttelse mod udpresninger fra gejstlige som fra verdslige hovdingers side, og Magnus Gren skulle vaere garant for loftets overholdels e⁸⁴.

Imidlertid slap Henrik Jensson fri af sit svenske fangenskab mod kautionfor
en losesum pa 800 rhinske gylden 31/5 1453, sa han og sandsynligvistillige

---

78. DN VIII s. 385.

79. S.J.: DN V nr. 779, XXI nr 463 - H.K.: DN 111 s. 600, VI nr. 545.

80. K.G.s slotslovsle'fte for Bahus 1441 21/1 (DN II nr. 743 el. NGL 2. rk. I nr. 98), E.B. hov. Bahus 1449 21/9 (Lonnioth a.a. s. 272f), K.G. hov. Bahus 1455 20/6 (Hadorph II s. 192f).

81. G.H.: NBL V s. 97, SB.: CN 111 nr. 824.

82. HR 11:4 s. 126, jfr. nr. 341, 349 §2.

83. NGL 2. rk. 11:1 nr. 3. §3. Til stede var bisperne Thorlav i Bergen, Gunnar i Hamar, Hartvig Krummedige, Olav Nilsson, Mats Jacobsson, Henrik Kruckow, Peder Nilsson, Henrik Jensson og Herlog Pettersson, foruden de danske rader Niels Eriksen Gyldenstjerne, Joachim Fleming, St-ange Nielsen, samt Magnus Gren (DN VI nr. 545 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 48).

84. NGL 2. rk. 11:1 nr. 49.

vistilligeOlav Trondsson kom hjem i lobet af sommeren⁸⁵. Marcellus fortsatte sine intriger mod Henrik Kalteisen, som han over for Christian beskyldte for konspirationer med Karl Knutssons udsendinge ved pavehoffet.Hvor meget Christian har troet pa Marcellus' pastande, er nok svaert at sige; men han turde i hvert fald ikke lobe nogen risiko for svensk politisk infiltration i det fjerne norske aerkestift. Derfor nodtes Henrik Kalteisen fa maneder efter sin ankomst til at nedlaegge sit embede. I et sakaldt rigsradsbrev af 15/10 1453 lader kongen nu fremfore de mest horrible pastande som forklaring til paven pa, at man fra norsk side ma insistere pa aerkebiskop Henriks embedsnedlaeggelse⁸⁶. Som norske rigsraderanfores Sigurd Bjornsson elektus i Stavanger, en yderst tvivlsom bisp Matthias i Hole, holsteneren Hartvig Krummedige og svenskeren Magnus Gren. Hverken brevet eller selskabet taler til acre for den nye Stavangerbisp. Da Kalteisen efter en gejstlig disput med Marcellus i Bergen 12. September under ingen omstaendigheder kunne acceptere denne som sin efterfolger, anbefalede kongen nu - Olav Tronsson! Det er tydeligt, at Christian var komplet ligeglad med den gejstlige varetagelseaf aerkesaedet. For ham talte kun det politiske moment i sagen.

Efter Sigurd Jonssons dod og Olav Nilssons fald og den stadig uafklaredesituation omkring besaettelsen af den norske aerkestol matte Hartvig Krummedige blive den dominerende skikkelse i Christians norske politik.Han var dog ikke nogen afholdt mand, navnlig var hans forhold til kirken ikke det bedste. Den nye Oslobisp Gunnar Hoik havde under sin indvielse i Rom udvirket et pavebrev af 15/7 1453 imod verdslige hovdinge,adelige riddere og laegfolk, der rovede og beslaglagde kirkegods, fordrev bisper og andre praelater fra deres residenser, trak gejstlige for verdslige domstole, rovede deres gods, forarmede dem med gaesteri og holdt dem i faengsel o.s.v.⁸⁷. Brevet kunne darligt sigte pa andre end Hartvig Krummedige og hans handlangere, og bl.a. ogsa til okkuperingenaf Hamar bispegard. Inden kongen forlod Norge i 1453 matte han da ogsa pa et rigsradsmode pa Akershus i december formidle et forlig mellemhr. Hartvig og Hamarbispen, der fik udleveret sin bispegard, men dog matte love, at de faste garde, han havde pa kirkens vegne, ikke fremtidig skulle blive kongen og Norges krone til skade⁸⁸. Det var unaegteligen ret umaskeret insinuation af, at bisp Gunnars holdning under

---

85. Bring II s. 246-48.

86. DN 111 nr. 824.

87. DN I nr. 826-27, VI nr. 543-44.

88. DN VIII nr. 351-52.

krigen havde vjeret kritisabel. Om insinuationen var berettiget eller kun skulle rense Krummedige, kan det nok vaere svaert at afgore. Gunnar Hoik betaenkte sig i alt fc Id ikke pa at vaere garant for sin embedsbroder fra Hamar. Foiruden sag ens parter og Oslobispen var provst ved MariakirkenIver Vikingssor, der fungerede som kansler, og muligvis Oslos lagmand eneste deltagen: fra det norske rigsrad. Derimod var Cristians danske hofmester Niels Eriksen (Gyldenstjerne), danske kansler LundekanikJens Claussen, samt de danske rigsrader Joachim Fleming, Mogens Ebbesen (Gait), Strange Nielsen (Strangesen) og svenskeren Eggert Krummedige til stede, og disse adelige herrer har hojst taenkeligt set med stor forstaelse pa Hartvij; Krummediges nodvendige forholdsregler over for den tvivlsomme praekit i Hamar.

Hartvig Krummedige hdsagede kongen til Bahus, hvor de sandsynligvis tilbragte julen sammei hos slotsherren Kolbjorn Gerst, inden Christian i begyndelsen af det nye ar vendte tilbage til Danmark⁸⁹. Den norske hofmesters position syntc s urorlig. Men i december 1454 dukkede en ny modspiller op pa den nc rske politiske arena. Christian overdrog Solor len, som Sigurd Jonsson tidligere havde haft, til sin unge hofsinde Alv Knutsson (Tre rosor), der snart skulle vise sig at blive en alvorlig politisk modstander til hr. Hartvig⁹⁰.

Hanseater, englændere og hollændere 1447-1454

Kristoffer havde i sommeren 1447 arresteret engelske skibe i Sundet som repressalier for engelsk iilovlig handel pa Island. I England tilskrev man imidlertid hansekobmaendene ansvaret for den fjendtlige handling, hvilketskaerpede forholdet mellem englaendere og hanseater⁹¹. I marts 1449 forte forhandlinger i Lyb.ek dog til en 2-arig stilstand indtil 24. juni 1451, og under de folgende en »elsk-danske forhandlinger i Kobenhavn sluttedesden 17. juli en tilsvirende vabenstilstand gaeldende til Mikkelsdag (29/9) 1451⁹². Ved at frigive engelsk gods og engelsk sejlads gennem Sundet havde Christian navnlig imodekommet hojmesteren i den Tyske ordensstat og dennes undersatter, de preussiske hansebyer, og det var naeppe tilfaeldigt umiddelbart forud for det dansk-svenske opgor pa Gotland,hvor

---

89. DN VI nr. 547, XXI ru. 47?.

90. DCP nr. 52.

91. HR 11:3 nr. 464, 531, jfr. V. Christensen 1895 s. 156ff, E. Daenell: Die Blutezeit der deutschen Hanse II Berlin 1906 s. 20.

92. HR 11:3 nr. 503-05, DCP n . 8.

land,hvorman for alt i verden matte undga preussisk stotte eller blot
preussiske tilforsler til svenskerne93.

England overholdt imidlertid ikke stilstandsaftalen med hanseaterne. Den 23. maj 1449 erobrede den engelske flade i Kanalen den store hanseatiske Baieflade, der var pa vej hjem med salt fra Vestfrankrig. Hanseaterne svarede med arrest pa englasndere og engelsk gods i hansehavnen e⁹⁴. Der viste sig dog snart en klar forskel mellem lybsk og preussisk holdning. I Preussen var man mere afhasngig af og interesseret i handel med England og ville folgelig - omend man fastholdt sit krav om erstatning - have striden bilagt ved forhandlinger, mens man i Lybaek var mere tilbojelig til repressalier og handelsblokade som svar pa det engelske overgreb. Formentlig som et udslag af denne stemning kaprede de lybske Bergenfarere ved Skagen pa turen til Bergen juli 1450 et engelsk skib med engelske gesandter ombord pa vej til Preussen. Fangerne sendtes til Lybaek, mens skib og ladning fortes til Bergen⁹⁵.

Her ankom ved samme tid Christian pa vej til sin norske kroning, og de tyske kobmaend eskorterede ham med aeresvagt pa 5 skibe og 300 vaebnede masnd fra Bergen til Trondheim utvivlsomt f forventning om stadfaestede hanseprivilegier, som hansekobmaendene allerede havde bragt pa bane under Halmstadmodet et par maneder tidligere⁹⁶. Christian anstillede sig imidlertid dybt fornaermet i anledning af affaeren om det engelske skib, som han haevdede havde haft lejde fra ham, hvilket naeppe er troligt, eftersom han intet foretog sig for at fa gesandterne udleveret. Derimod lod han sig skib og ladning tildomme efter norsk lov⁹⁷. Da varerne senere solgtes i K.obenhavn, kom hans indgreb i alt fald ikke englaenderne til gode. Hensigten var antagelig at skaffe sig en pressionsaffaere over for Bergenfarerne, som kunne give ham rimelig arsag til forelobig at udskyde stadfaestelse af de hanseprivilegier, der var sa lidet populaere i det norske rigsrad⁹⁸. Hans indgreb i striden mellem tyske kobmaend og tyske handvaerkere i Bergen til fordel for handvaerkerne tyder i samme retning".

---

93. Enemark 1981 s. 200, jfr. s. 112f.

94. HR 11:3 nr. 530-32, CdS 30 s. 97ff, Daenell II s. 22ff.

95. HR 11:3 nr. 637, 642, 647, 653, CdS 30 s. 107ff, Daenell II s. 24 f.

96. HR 11:3 nr. 603 isaer §6, Taranger a.a. 111:2 s. 82.

97. DN VIII nr. 344 el. DCP nr. 20, W. Christensen 1895 s. 187f, Taranger a.a. 111:2 s. 116

98. Om det norske rigsrads spaendte forhold til hanseaterne i Bergen se f.eks. W. Christensen 1895 s. 69ff, J. Schreiner: Hanseatene og Norges nedgang. Oslo 1935 s. 114ff. samme: Hanseatene og Norge i det 16. arhundrede. Oslo 1941 s. 25-29, G.A. Blom i Det nord. Syn pa Forbindelsen mellem Hansestaederne og Norden. Arhus 1957 s. 42-46.

99. Privilegiet til handvaerkerne (DN I nr. 812 el. NGL 2. rk. II: 1 nr. 26). Om striden se W Christensen 1895 s. 189ff, jfr. s. 95f, 116f, Taranger a.a. 111:2 s. 116ff.

Da Lybaek ved hertug Adolfs mellemkomst havde opnaet et mode med Christian, hertugen og d<:t danske rigsrad april 1451 i Odense til losning af konflikten om det en^;elske skib, som de lybske Bergenfarere havde indanket for kejseren, og nye forhandlinger om hanseprivilegierne, viste kongen sig meget nadig og foraerede hver af forhandlerne en ridehest. Dog mente han ikke at tunne tage stilling til de hanseatiske sporgsmal, for de dansk-svenske problemer var lost pa det planlagte graensemode. Derefter tilbod han hansuaterne et nyt mode til droftelse af deres anliggender. Christian havde nu sikret sig en klemme pa Avaskaermodets lybske forhandlere, der naeppe ville traede hans interesser for naer¹.

Efter de forliste forhandlinger i Avaskaer stod krigen med Sverige for, og der hores ikke mere til noget mode med hanseaterne om privilegier og skibsaffaeren i Bergen. Ni genoptog Christian sit tidligere blokadekrav til hansestaederne mod hanclel pa Sverige, til de preussiske byer allerede September 1451 og pany ved Oluf Akselsens brev til Danzig november 1451; tilsvarende forbud lilgik Lybaek og de andre vendiske byer februar 1452². Den skaerpede kurs mod hansekobmaendene betod dog pa ingen made en forsonligere hoMning mod englaenderne. Til trods for, at Christian selv opholdt sig i Kcbenhavn, da stilstanden med englaenderne blev indgaet 17/7 1449, har hai aldrig ratificeret aftalen, hvilket underbygger formodningen om, at den kun havde Christians rent aktuelle interesse p.gr.a. Gotlandssporgsmalet³. Efter stilstandsperiodens udlob September 1451 indtradte konflikten pa ny med forbud mod engelsk sejlads og transport af engelsk gods gennom danske farvande, hvilket navnlig indskasrpedes de preussiske byer⁴. Christian fik herved anledning til at true de preussiske hansebyer pa et vitalt punkt, nemlig deres sundfart, hvis de ikke afholdt sig fra transport af engelsk gods og fra sejlads og handel pa Sverige. Det sidste var utvivlsomt hovedsagen for Christian, men ved at eskalere sit forhold til England fik han mulighed for at kaede det sammen med indgreb mod sundsej adsen, der betod uendeligt meget for de preussiske

Christians skarpe kurs mod englaenderne faldt bedre i trad med den lybske holdning efter det engelske angreb pa Baiefladen i maj 1449. I Preussen ville rygter i efteraret 1451 da ogsa vide, at Lybaek forenede sig med Christian og hertug Adolf om krig mod England og sundspaerring til

---

1. Odensemodet: LUB VIII m. 764, CdS 30 s. 121f, jfr. W. Christensen 1895 s. 197f- Appel til kejseren: DN VII if. 439-40.

2. HR 11:4 nr. 50 §3, 61-62, LUB IX nr. 77, BSH 111 nr. 20.

3. W. Christensen 1895 s. 206.

4. HR 11:4 nr. 24, 80-81, jfr. VS. Christensen 1895 s. 204-10.

skade for preussisk handel⁵. Selvom der ikke er grund til at faeste lid til rygterne, og selvom Christians motiver naeppe var dikteret af hensyn til lybaekkerne, sa gav hans holdning i sundtrafikken dog det lybske politiske standpunkt i striden med England et eftertryk, som byen kun kunne vaere tilfreds med. Man var muligvis af den grund mere indstillet pa at boje af for Christians aggressive fremfaerd mod Sverigessejladsen, og Christians fyrsteforhandlinger i Wilsnack i februar 1452 vakte sandsynligvis ogsa bekymring i Lybaek, hvor man var ganske klar over, at der blev truffet forholdsregler mod Sverige⁶.

Hansekobmaendene holdt sig neutrale i den svensk-danske krig. Der fremfortes klager mod begge de krigsforende parter; men efter afviklingen af det danske togt tog uroen pa soen tilsyneladende til i efteraret 1452, og Lybaek og Danzig overvejede at tage faelles skridt imod soroverie t⁷. Det var dog vist mere rettet mod Christians broder Gerhard end mod kongen selv. I Stralsund var man ganske vist af den opfattelse, at Christian havde sluppet broderen 10s pa den neutrale skibsfart, fordi han ikke selv kunne betale ham for hans deltagelse i krigen mod Sverige⁸. Det skabte alvorlige komplikationer, da Gerhards kapere tog en hollandsk flade pa en snes skibe pa vej til Preussen og afsatte en del af byttet i slesvig-holstenske havne, sa bade Lybaek og Adolf matte skride ind af frygt for nederlandske reaktioner, der da heller ikke udeblev⁹. Gerhard greb til nye voldsomheder imod Lybaek, som han tilskrev skylden for, at han var kommet i konflikt med sin morbroder Adolf.

Christian havde netop udstedt beskyttende privilegier til byen Amsterdamfor handel i hans riger i September 1452 omtrent samtidig med, at Gerhard kaprede de hollandske skibe¹⁰. I juli 1453 gentog Christian sit lejde for hollandsk og zeelandsk handel og sejlads¹¹. I betragtning af Christians voldsomme reaktion mod Bergenfarerne i anledning af affaerenmed det engelske skib 1450 skulle man forvente, at Gerhards fremfaerdmod hollaenderne ville blive en alvorlig belastning af forholdet mellembrodrene, men deter der intet tegn til. Fra hanseatisk side var man da ogsa af den opfattelse, at Gerhards overgreb mod skibsfarten havde

---

5. v.d. Ropp i HR 11:4 s. 13: Uddrag af Stralsundkronike, Daenell II s. 28f.

6. CdS 30 s. 130f.

7. HRII:4 nr. 118-19.

8. Ex Chronicus Stralsundensibus a. 1230-1521 (SRS 111:1 s. 299 CdS 30 s. 134f

9. CdS 30. s. 134f, jfr. s. 169f, LUB IX nr. 133, 211, 919, RD IT nr. 352, 354, W Christensen 1895 s. 214-19.

10. DN V nr. 777-78 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 37-38.

11. DN V nr. 781 el. NGL 2. rk. 11:1 nr. 46.

Christians billigelse, selvam man naturligvis vanskeligt kunne gore ham ansvarlig for broderens handlinger, eftersom denne jo var en selvstaendig fyrste, der ikke var i Christians tjeneste¹². Et vidnesbyrd om det gode forhold mellem brodrenc var det vel ogsa, at Christian december 1454 overdrog Gerhard bestyrelsen af sin del af Oldenburg og Delmenhorst¹³.

Den 10-arige stilstand, der i 1441 var indgaet i striden mellem hollaendere og hanseater i Kobenhavn, var i 1451 blevet forlaenget for en ny 10arsperiod e¹⁴. E>erimod havde uoverensstemmelser mellem hansekobmaendene og Flandern sainme ar fort til en hanseatisk handelsblokade og flytning af hansekontoret fra Brugge i forste omgang til Deventer, senere til Utrecht¹⁵. Den normale hanseatiske forhandling af flanderske klaedestoffer var derfor inde i en vanskelig periode, og som folge af restriktioner mod den engelske sundsejlads var ogsa den baltiske omsaetning af engelsk klaede stserkt haercmet¹⁶. Afsaetningen af hollandsk klaede i ostersoen nod derfor ekstraor iinaert gode betingelser i 1450'erne, sa Christians imodekommende holdning til hollandsk sundsejlads rna have vaeret ganske saerlig velkommen. Forbudet mod at medbringe engelsk gods har naeppe spillet nogen syndcrlig rolle for de hollandske og zeelandske skippere, mens det let kunne blive en alvorlig gene for preussiske skibe at dokumentere, at de enge ske varer, der befandt sig ombord virkelig var preussisk ejendom.

Det har vaeret fremhaev^t, at Christians ostersopolitik, der fra 1448-51 la ganske pa linie med heitug Adolfs, i arene fra 1451-55 distancerede sig afgorende fra morbrodercns, der stedse lagde vaegt pa et fortroligt forholdtil hansekobmaendene, specielt nabobyen Lybaek¹⁷. Deter uomtvisteligt,at Christian i disse ar forte en langt hardere kurs imod den neutraleskibsfart end hertugen, men de skaerpede kontrolforanstaltninger navnlig i oresund ramte dog fortrinsvis englaendere og preussiske kobmaend,mens de vendiske byer og hollaenderne i overvejende grader gaet fri, hvis de afholdt sig fra direkte handel pa Sverige, der nasppe heller har vaeret velset under stilstarden i den dansk-svenske krig. Gerhards holdningvar langt mere yderliggaende end Christians. Hans piratkaptajner

---

12. HR 11:4 nr. 293, 297 s. 220, fr. nr. 292 s. 217.

13. DCP nr. 53.

14. Herom se Daenell I s. 424-3:.

15. Herom se Daenell I s. 397-412.

16. Om klaedehandel se Enemart i Kulturhist. Leksikon f. nord. Middelalder VIII Kbh. 1963 sp. 458-65 m.d.anf.henvisn. De gode betingelser for hollandsk klaedehandel se Daenell I s. 413f.

17. W. Christensen 1895 s. 220.

var en svobe for skibsfarten savel i Nordsoen som ostersoen og ramte
tilsyneladende uden politiske motiver.

Man har tvivlet om, at Christians skarpe kurs over for skibsfarten i disse ar egentlig var udtryk for nogen langsigtet plan¹⁸. Som foran naevnt forekommer hans holdning over for englaendere og preussere dog saerdeles malbevidst som led i kampen mod Sverige. Det var nasppe heller tilfaeldigt, at han lagde sin kurs over for de vendiske staeder midt imellem broderens og morbroderens. Adolf ville nar som heist kunne formidle ham en forhandlingskontakt til Lybaek, hvis den politiske situation gjorde det onskeligt, mens Gerhards stadige trussel mod skibsfarten ovede et pres mod Lybaek, der ikke naerede tvivl om, at grebet kunne strammes og rettes mere direkte mod byens egen skibsfart, om man fraveg en politisk linie, som Christian kunne acceptere. I enhver forhandling ville en begraensning i broderens kaperier vaere en vaerdifuld indrommelse til hanseforhandlerne, og skont den ikke kostede Christian noget, kunne den maske alligevel aftvinge modydelser.

I maj 1454 havde Adolf tilvejebragt et mode i Heiligenhafen mellem Christian og lybske repraesentanter. Klagerne over Gerhards roverier mente Christian ikke at kunne tage stilling til, og da lybaekkerne bragte hanseprivilegierne pa bane, henviste kongen til, at privilegiestadfaestelse ikke kunne foretages uden rigsradets godkendelse¹⁹. Han lovede dog at komme tilbage til sporgsmalet efter det planlagte dansk-svenske unionsmode St. Hansdag 1454 i Ronneby, som han i ovrigt indbod Lybaek til at sende repraesentanter til. Christians taktiske fremgangsmade var en tro kopi af Odenseforhandlingerne april 1451. De vendiske staeder undlod dog alligevel i sidste ojeblik at give mode i Ronneby, fordi man havde erfaret, at Gerhard ogsa kom til modet »med meget lost parti og selskab«, og Adolf ikke ville give betryggende garanti for Sostersonnen²⁰. Begivenheden illustrerer, hvilken pression Gerhard betod i forhold til hansebyerne. Christian var klar over det - og udnyttede kynisk virkningen i sin politik.

Pa et punkt imodekom Christian dog lybske onsker. Under sit ophold i
Bergen oktober 1453 tilvejebragte han et forlig i den mangearige konflikt
mellem Bergenkontorets kobmaend og lensmanden Olav Nilsson og dennesbroder

---

18. Ibid. s. 221.

19. HR 11:4 nr. 245, jfr. W. Christensen 1895 s. 235f.

20. BSH 111 nr. 35, HR 11:4 nr. 278-79, 282, LUB IX nr. 183: »- de mit vele loser partit vnde zelschopp deme vorbenemeden koninge, sinein brodere -«.

nesbroderPeder Nilsson²¹. Samtidig tilbagekaldte han med rigsradets billigelse lensbrevet fra O av Nilsson og tildelte Magnus Gren Bergenhus len. Det fremgar af kobm endenes referat, at man betragtede begivenhedensom en stor diplomatisk gevinst og en betydelig indrommelse fra kongens side²². Christians bevaeggrunde er lidt dunkle, men han havde abenbart andre klagepunkter mod Olav Nilsson end overgrebene mod kontorets folk. Deter deifor ikke sa givet, at lensmandsskiftet i Bergen tor tolkes ensidigt som »e1 knaefald« for hanseatiske interesser²³. Christianvar i alt fald sluppet af med en egenradig og besvaerlig lensmand pa et vigtigt, men trafikalt fjerr tliggende len. Om kobmaendene havde grund til at vente sig mere hensyn fra Magnus Gren end fra Olav Nilsson, er vel egentlig ikke sa indlysence, hvis man tager deres tidligere udestaende med den forhenvaerende Abolensmand i betragtning. Men Magnus Gren ville naeppe sa egenradigt handle ud over Christians onsker, da han jo efter sit brud med Karl havde al grund til at knytte sin sag loyalt til Christians politik, der simpelthen var hans eneste vej tilbage til Sverige og hans svenske godser. Kunne det vaere betryggende for hansekobmaendenei Bergen, var det dDg forst og fremmest en gevinst for kongen. Christian havde imidlerticl ingen grund til at rive kobmaendene ud af deres begejstring over det vundne resultat, der ogsa efter hans mening var sa stor en indrommelsc, at det ikke var nodvendigt at drofte stadfaestelseaf kontorets privileg er, hvilket endnu engang matte udsaettes.

Indre brud i den Tyske Ordensstat frem til 1454

Den Tyske ordensstat plajedes af indre modsaetninger. Pa det kirkelige omrade havde de nordlige bispedommer laenge gjort krav pa storre uafhaengighedi forhold til ordensmyndighederne. Under Baselkonciliet 1431-1449 tilspidsedes modsaetningerne, fordi flere af bisperne repraesenteredeet konciliaristisk staidpunkt, mens hojmesteren og den livlandske ordensmester holdt sig til paven og kurien²⁴. len langvarig strid om osel bispedomme ansogte den konciliaristiske bisp unionskongen Kristoffer om beskyttelse mod ordem myndighedernes kuriale praetendent til bispestolen.De

---

21. LUB IX nr. 225, HR 11:4 nr. 349 §2-3, 351, CdS 30 s. 151, jfr. Daae 1879 s. 96f, W. Christensen 1895 s. 225-30.

22. CdS 30 s. 151, HR 11:4 nr. 34) §2, NGL 2. rk. 11:1 nr. 47, jfr. 59.

23. LUB IX nr. 225, HT 11:4 nr. ?49 §8, jfr. W. Christensen 1895 s. 227ff.

24. Lonnroth a.a. s. 211, Logdberg 1935 s. 6ff, 77, 114ff, Olesen 1980 s. 338f, Enemark 1981 s. 66f.

stolen.Denordiske riger hyldede kirkeligt Baselkonciliet, og den danske konge kunne tillige henvise til en art kirkelig overhojhed over Estland, der skrev sig fra danskeperioden fra erobringen 1219 til salget 1346. Derfor kunne Kristoffers protektoratsbrev til oselbispen udstedt juli 1446 indebaere en trussel mod Ordensstatens integritet²⁵.

Efter Kristoffers dod anmodede oselbispen Karl Knutsson om stotte, hvilket kunne blive yderligere farligt, eftersom Karl gjorde krav pa godser i landskaberne Harden og Wierland, som den livlandske ordensmester handhaevede dispositionen over²⁶. For Karl la godsernes hovedinteresse sandsynligvis i beliggenheden langs handelsruten fra Novgorod til Reval. Den overordentligt indbringende handel med Ruslandsvarerne skind og voks fulgte Karl siden sin hovedsmandsperiode i Viborg i 1440'erne med levende opmaerksomhed.

Men faren truede ordensledelsen fra flere bispedommer. I 1450 sogte Dorpat domkapitel at sikre sig.Birger Mansson, Karls repraesentant ved pavehoffet, som efterfolger pa bispestolen, og da hojmesteren ved kurien fik afvaerget denne trussel, dukkede aret efter Christians broder grev Moritz af Oldenburg og Delmenhorst op som kandidat til bispestolen i Dorpat²⁷. Ogsa denne mulighed blev forpurret gennem intrigespillet i Rom, men situationen illustrerer de nordiske kongers interesse i at blande sig i Ordensstatens indre anliggender.

Endnu alvorligere truedes ordensledelsen dog af utilfredshed blandt de verdslige staender i den preussiske del. Adel og byer fandt hinanden i protest mod ordensledelsens hardnakkede krigspolitik imod Polen-Litauen,der forte til nederlaget ved Tannenberg 1410, den ydmygende fred i Thorn 1411, nye indfald og haergninger af polsk-litauiske tropper 1422 og hussiter i 1433²⁸. Det militaere sammenbrud fulgtes af okonomisk sammenbrudfor ordensledelsens blomstrende handel med rav og korn fra artierne omkring 1400²⁹. De store handelsfirmaer Marienburg og KonigsbergGrossschefferei registrerede en ruinerende tilbagegang i omsaetningen,og

---

25. ST 111 nr. 484 el. LECUB X nr. 251, jfr. nr. 237, 239-40, 262, KA s. 1064, 1068-70, 1078, 1081-82, 1091-92.

26. LECUB X nr. 356, 482, 496, 516-20, Logdberg 1935 s. 117ff, 134ff, H. Rebas: Infiltration och handel. Studier i senmedeltida nord. Balticumpolitik i tiden omkr. 1440-1479. Goteborg 1976 s. 52-75, isaer s. 66ff, 72f, Olesen 1980 s. 340-42, Enemark 1981 s. 65-71, 109f, 113f.

27. Herom se LECUB XI nr. 48, 52, 105, 107, 124, Logdberg 1935 s. 205-21, Enemark 1981 s. 204f.

28. Daenell 11.. s. 146ff.

29. Daenell I s. 176f, II s. 148f, jfr. C. Sattler: Handelsrechnungen des deutschen Ordens. Leipzig 1887, isaer Einleitung s. Xllff, XXIf, XXIVff, XXVIIIff.

gen,ogda Ordensstaten :;ogte at kompensere de svindende handelsindkomsterved oget skattepies og toldtryk, modte man modstand fra staenderne,bade adel og byer, der kraevede indflydelse pa beskatningen og den okonomiske politik. Eyerne, der laenge havde folt en vis konkurrence fra ordenshandelen og fol :e sig haemmede i deres handelspolitiske dispositioneri hanseforbundet, matte tillige se deres tidligere blomstrende handel med det polsk-litaniske bagland odelagt af Ordensstatens permanentekrigstilstand med naboriget. Under disse omstaendigheder indgik de preussiske byers repraesentanter februar 1440 et forbund med ridderskabetfra forskellige pre jssiske landskaber og beseglede kort efter en forbundsaftale oirn at sta sammen imod ordensledelsens magtpolitik for at beskytte deres faelles interesser. Forbundets ojeblikkelige resultat blev afskaffelse af den upopulaire pundtold pa al vareomsaetning³⁰.

Sadan var situationen, da Konrad v. Erlichausen i 1441 efterfulgte Paul v. Russdorf som hojmester. Konrad slog ind pa en delvis ny politik. Han udnyttede den eksistererde modsaetning mellem ridderskab og byer navnlig angaende korneks x>rten og omkring gaesteretslovgivningen, hvor byerne ville saette snaevre graenser for de fremmedes, isaer hollaendernes, handel direkte mcd de korneksporterende godsejere i byernes opland. Den nye hojmester tog jodsejernes parti og genvandt derved til dels ridderskabets tillid, gansko vist ved yderligere at udfordre byerne³¹. Han genindforte tillige for at siyrke statens finanser den pundtold, som staenderne netop havde faet afskaffet under forgaengeren. Byerne ytrede ikke uden grund aengstelse for de ovrige hansebyers reaktion pa denne omsaetningsafgift, der let kunne fremkalde repressalier i form af nye afgifter eller restriktioner mod dt preussiske byers handel. Hojmesteren sogte tvaertimod at haeimme byernes hanseatiske faellesoptraeden og savidt muligt losrive de preussiske byer fra hanseforbundet, dels ved at sende egne forhandlere med de hanseatiske gesandtskaber, og dels ved at laegge saerlig vaegt pa de probleiner, der distancerede de preussiske byer fra lybsk politik og fra en mere generel hanseatisk stillingtagen³².

Den yderst bevidste preussiske godsejerpolitik, der kraevede frie markederog fri afsaetning til hollandske engelske opkobere tegner i 1430'erneog 1440'erne stadig ska pere konflikten mellem by og land i Preussen. Det resulterede i Danzig, denned sit betydelige skibsbesog ramtes saerlig

---

30. Daenell II s. 1501?, 156f.

31. K.E. Murawski: Zwischen '"annenberg und Thorn. Die Geschichte des Deutschen Ordens unter dem Hochmeister Konrad v. Erlichausen 1441-1449. Gottingen 1953 s. 257.

32. Daenell II s. 1571f.

hardt, ien skaerpelse af gaesteretslovgivningen³³. Et andet og alvorligere modtraek fandt byen i et intensiveret opkob af korn og tommer i det polske bagland. I 1444 krasvede den polske adel lettelser for skibsfarten pa Weichel og bifolden Warthe, og i de samme ar klagede den preussiske adel over, at polsk korn oversvommede markedet i Danzig og trykkede kornpriserne³⁴. Det var netop i 1440'erne, det preussiske landbrug klagedeover tilbageslag og krisetegn med ogede lonninger, vigende kornpriser og bedriftstab³⁵. Konkurrencen fra det polske korn ma have oget problemerne,men gav stigende indkomster til Danzigs kobmaend.

Konrad van Erlichausen forte en mindre udfordrende politik mod Polen, hvilket sikrede ydre fred, og nans godsejerpolitik tog delvis brodden af den indre opposition fra forbundet af 1440. Fra Danzig, der oprindelig ikke havde hort til de yderliggaende byer, blev holdningen dog sikkert mere uforsonlig, og efter Konrads dod i 1449 stottede handelskredse i byen en genskabelse af forbundet af 1440³⁶. Betingelserne var faktisk til stede under Konrads svage og übeslutsomme broderson Ludvig v. Erlichausen. Bade hos pave og hos kejser sogte forbundet anerkendelse dog uden held. I december 1453 erklaerede kejser Frederik 111 efter forudgaende domsafgorelse det preussiske forbund af 1440 for ophaevet og ugyldig t³⁷. Det var naeppe klogt af ordensledelsen at lade det komme til en sa kompromislos afgorelse, der kun svejsede modstanden sammen. I februar 1454 svarede forbundet med at opsige hojmesteren huldskab og troskab og erklaere Ordenen krig. Man tilbod kong Kasimir af Polen herredommet, hvilket han tog imod, og omgaende fulgte hans krigserklsering og officielle krav pa inkorporation af Preussen³⁸. Ordensstaten var pany i krig med Polen, der nu kunne stotte sig til de oprorske staenders afvisning af Ordenens statsretslige krav pa preussiske landskaber og byer.

Den aendrede politiske situation i Preussen betod naeppe vaesentlig aendringi
Christians skarpe holdning til de preussiske hansebyer med forbud
mod at fore engelsk gods og mod skibsfart gennem baeltet. I 1454 herskedefred

---

33. Forsamling i Elbing/Marienwerder marts 1435 (HR 11:1 nr. 423, isaer §9 s. 367), svar pa eng. klager dec. 1436 (HR 11:2 nr. 76, isaer §36-37), forsaml. i Elbing 1442 sept. (HR 11:2 nr. 653, isaer §3-4).

34. M. Malowist: Die Handelspolitik des Adels in den Ostseelandern (Hansische Geschichtsblatter (cit. HGbll) 75 1957 s. 36f.

35. W. Abel: Agrarkrisen u. Agrarkonjunktur. Eine Geschichte der Land- und Ernahrungswirtschaft Mitteleuropas seit dem hohen Mittelalter. 3. Aufl. Hamburg/Berlin 1978 s. 72f.

36. Logdberg 1935 s. 234ff.

37. Logdberg 1935 s. 232-40.

38. Daenell II s. 160f, W. Christensen 1895 s. 231f, Logdberg 1935 s. 241f.

defredmellem Danmark og Sverige, men hvis forholdet tilspidsedes pany, ville Christians blokadekrav til hansebyerne over for Sverige folge prompte under trussel om repressalier mod preussisk skibsfart i oresund. For de preussiske byer var det naturligvis naerliggende at spore hojmesterensfjendtlige intriger bag enhver vanskelighed for preussisk sundfart, og hojmesteren matte da ogsa have en indlysende interesse i at slutte en naer alliance med Christian, der netop i de foregaende ar havde fort sa skarp en politik imod hans oprorske undersatter, og som bedre end hojmesterenkunne ramme de preussiske byers vitale handelsnerve pa det strategisk heldige sted, nemlig sundpassagen. Begge.de stridende parter appellerede da ogsa til den danske konge, de preussiske byer om uforstyrretsejllads gennem hans farvande, hojmesteren om hjaelp mod sine oprorske undersatter³⁹. Hvis Christian ved den politik, der tjente hans egne interesser, kunne raekke hojmesteren en hjaelpende hand i hans interne strid, har han naeppe haft noget imod det under fomdsaetning af, at hojmesteren havde noget at byde for en sadan alliance. Den politik, Christian hele tiden havde fort imod de preussiske byer for at presse dem til ikke at stotte hans fjender, svenskere og englaendere, kunne med den nye politiske situation i 1454 muligvis bruges til at afpresse Ordensstaten indrommelser.

For de preussiske byer var det altafgorende at fa de ovrige hansebyers stotte - eller i det mindste velvillige neutralitet - i deres opgor med Ordensstaten. Derfor matte de faelleshanseatiske interesser og modsaetningernetil hojmesteren og truslen fra landefyrsterne i det hele taget fremhaeves i henvendelsen til Lybaek og de vendiske staeder⁴⁰. En naerliggendefaellesinteresse kunne byerne naturligvis finde i forholdsregler til beskyttelse af deres handel og skibsfart. Her faldt Gerhards grove overgrebnavnlig i ojmene, men de preussiske byer onskede desuden Lybseks og hertug Adolfs diplomatiske stotte i forhold til Christian med henblik pa dennes indgreb over for preussisk skibsfart⁴¹. Danzigradmanden Markvard Knake Sogte i forsommeren 1454 at vinde stemningen i Lybaek herfor. I slutningen af maj gav han i brev hjem udtryk for rygter om, at Christian havde til hensigt at fange den hanseatiske Baieflade, der ventedestil sundet med arets forsyninger af fransk havsalt - som det hed sig -

---

39. HR 11:4 nr. 218 s. 154f, J. Voigt: Geschichte Preussens von altesten Zeiten b.z. Untergang der Herrschaft des Deutschen Ordens VIII Konigsberg 1838 s. 372f, Logdberg 1935 s. 243f.

40. HR 11:4 nr. 218 isaer tilfojelsen s. 155f, nr. 221-22.

41. HR 11:4 nr. 223,228-29.

efter tilskyndelse fra hojmesteren42. Hvis rygtet i det hele taget har haft
noget pa sig, blev hensigten dog ikke realiseret.

Karl havde allerede for krigsudbruddet i Preussen stottet byerne og det preussiske forbund ved kurien, hvor hans repraesentant Birger Mansson ogsa varetog forbundets interesser⁴³. Efter bruddet tradte Karls sympatier for byerne mere uskromtet frem. Selvom der ikke i ojeblikket herskede aben krig mellem Karl og Christian, tog de i den preussiske strid diamentralt modsatte standpunkter, og Karl undlod ikke i sin baltiske propaganda at fremhasve mistanken om, at Christian stod bag Gerhards kapervirksomhed, og at den dansk-norske konge i det hele taget repraesenterede en trussel mod kobmaendenes handel og skibsfart, mens Karl tilbod at give rollen som handelens beskytter i hele ostersoomradet⁴⁴. Da det indvarslede dansk-svenske fredsmode i Ronneby ved midsommer 1454 matte opgives, fordi de danske repraesentanter tilsyneladende ikke modte fuldtalligt frem, var Karl da heller ikke sen til i brev til Danzig at give Christian ansvaret for det forestaende fredsbrud, der naturligvis matte imodeses med bekymring af kobmasndene⁴⁵. Han advarede direkte mod Christian og Gerhard, som ifolge Karls pastand ved Bornholm lurede pa at overfalde preussiske og polske skibe.

Pa et samtidigt hansemode juni-juli i Lybaek overvejede man at sende fredsskibe i soen for at forsvare den hanseatiske skibsfart savel i Nordsoensom ostersoen, og klager over overgreb afgik fra modet bade til Christian og til det danske rigsrad⁴⁶. Ja, hvis imodekommende svar ikke indlob fra Danmark, ville staederne »binde banneret om stokken« (d.v.s. begynde krig), skriver Markvard Knake opmuntrende til Danzig om stemningen pa modet⁴⁷. Det var dog vist for optimistisk en vurdering. I det laengste ville man undga et brud med Christian og formaede hertug Adolf til at udvirke en sammenkomst med kongen og begge hans brodr e⁴⁸. Karl havde ogsa skrevet til Lybaek om det forliste Ronnebymode og tilbudt kobmaendene sin beskyttelse. Fra hansemodet rnodtog han svar med anmodning om hans bistand til bekaempelse af Gerhards kaperier - men dog altsa intet om Christian⁴⁹. Man anmodede tillige om fredsskibenestilladelse

---

42. HR 11:4 nr. 276, 278.

43. Logdberg 1935 s. 235ff.

44. BSH 111 nr. 36-38.

45. BSH 111 nr. 36, W. Christensen 1895 s. 237f, Logdberg 1935 s. 255f.

46. HR 11:4 nr. 251, jfr. 248 §1-2, 249 §11, nr. 259-60.

47. HR 11:4 nr. 281, jfr. 282-84.

48. HR 11:4 nr. 248 §3, nr. 261-62, 284.

49. BSH 111 nr. 37-38.

nestilladelsetil at soge svensk havn under jagten pa soroverne. Denne tilladelse blev givet uden forbehold, men tillige tilbod den svenske konge store lofter om fri sundfart og anerkendte rettigheder pa Skanemarkedet, hvis kobmaendene ville hjaellpe ham til at genvinde Skane, Halland og Gotland⁵⁰. Ogsa privilegier i Norge tilbod han mod bistand til at vinde dette rige »tilbage«. Deter tydeligt, at Karl soger at dreje det hanseatiske tilbud om alliance mod Gerhard til en alliance mod Christian, hvilket der absolut ikke kunne siges at ligge nogen tilskyndelse til i det lybske udspil. Der er i betragtning af den hanseatiske henvendelse til Adolf om at skaffe forhandlinger med Christian heller ikke grund til at antage, at man i Lybaek eller de ovrige vendiske staeder onskede at tage noget brud med Danmark-Norge for at hjaelpe Karl til besiddelsen af Skane, Halland, Gotland og Norge. Men kobmaendene kunne naturligvis bruge Karls alliancetilbudog de privilegietilsagn, han tilbod, som pression i de forestaendeforhandlinger med Christian, der indtil videre havde vist sig utilbojeligtil at indromme hanseaterne de privilegier i Norge og Danmark, som Karl sa generost tilbod.

De preussiske staeders appel til faelleshanseatisk optraeden pa Lybaekmodet og Karls alliancetilbud var en advarsel til Christian om, at tiden maske var inde til indrommelser til Lybaek og de vendiske staeder. Gerhard matte holdes lidt i baggrunden, og der var atter brug for hertug Adolfs mellemkomst. Men hvordan ville Christian stille sig over for hojmesterens alliancetilbud og hvorfor saboterede han Ronnebyforhandlingerne med svenskerne?

Konklusion eller blot optakt til sidste akt

Gyldenstjernernes fredspolitik, der indledtes med juli-aftalerne 1449 pa Gotland og resulterede i unionsakten i Halmstad 13/5 1450, der tilkendte Christian Danmark-Norge og Karl Sverige og ligestillede de to dynastiers vej til dansk-svensk unionstrone, strandede pa Avaskaermodet midsommer1451, da svenskerne ikke ville anerkende Dorotheas morgengavekravpa svenske len. I et storstilet erobringsforsog 1452 satte Christian alle kraefter ind og ledede selv sammen med marsken Claus Ronnov erobringen af Vastergotland til Vattern, mens Oluf Akselsen (Thott) og

---

50. HR 11:4 nr. 293 el. BSH 111 nr. 39. De svenske krav pa de skanske landskaber sigter til pantsaettelsen til Magnus Eriksson 1332-60, da Valdemar Atterdag tilbageerobrede landskaberne uden at betale pantesummen, og 1361 erobrede Gotland.

den landflygtige Magnus Gren med fladen anfaldt Stockholm og hofmesterOtte Nielsen (Rosenkrantz) og kammermester Eggert Frille pa hjemmefronten inddrev de okonomiske ressourcer. Da erobringen ikke kunne gennemfores efter planen, matte den militaere kurs atter afloses af forhandlinger for at bevare erobringerne. Otte Nielsen tradte derfor tilbageaugust 1452, og Niels Eriksen (Gyldenstjerne) blev nu regeringens centrale skikkelse med Claus Ronnov og Ivar Akselsen (Thott) som danskeog Erik Eriksen (Gyldenstjerne) og Birger Trolle som svenske forhandlere.

Mens Christian mere og mere samlede sine rigsrader omkring sig i sit styre og anvendte dem efter behov og efter sit politiske sigte, blev Karls styre stadig snaevrere, idet han 1450 stodte Magnus Gren, 1453 Ture Turesson, Eggert Krummedige, Skarabispen og flere adelige fra Vastergotland fra sig samtidig med, at han i sin regeringsforelse holdt aerkebispen og dennes maegtige slaegtskreds sa vidt muligt uden for betydningsfulde afgorelser. Selvom der naeppe er grundlag for Karlskronikens forraederibeskyldninger mod aerkebispen og Strangnasbispen allerede i 1452, var forholdet til kongen dog koligt. Karl stottede sig stadig tydeligere pa tilhaengere som Eringisle Nilsson, Birger Trolle, Erik Nipertz, Gregers Mattsson (Lillie), sin kansler Nicolaus Ryting og navnlig pa den snaevre slaegtskreds Erik Eriksen (Gyldenstjerne), Gustav Karlsson (Gumsehuvud), Tord Karlsson (Bonde) og Erik Akselsen (Thott).

I Norge er Christians styre i nogen grad praeget af nervositet over svensk infiltration. Tydelig mistillid praeger hans holdning til aerkestiftet og Hamarbispen, og aengstelsen med henblik pa Bahus i december 1452 gjaldt nok heller ikke sa meget slottets tykke mure, men maske snarere hovedsmandens holdning. Magnus Grens placering pa Bergenhus og Hartvig Krummediges overmaegtige position efter Sigurd Jonssons dod afspejler formentlig ogsa Christians almindelige mistro til sine norske rader, som han naeppe kendte meget til, Det var maske ogsa for at undga at udfordre disse norske rader, at Christian veg uden om at stadfaeste Bergenkontorets upopulaere privilegier bade i 1450 og 1453. I stedet ofrede han Olav Nilsson, som han abenbart tillige kunne samle norsk modstand imod, og som tilsyneladende kunne faeldes pa klare juridiske overgreb.

Med Niels Eriksen (Gyldenstjerne) som dansk og broderen Erik Eriksensom svensk hofmester fra sommeren 1453 trak den politiske udvikling i retning af fredelig nordisk sameksistens. Forhandlinger om permanent fred var planlagt til et mode i Ronneby midsommer 1454 pa basis af krigsafslutningens geografiske status quo, der tillod nordiske adelige

stormaend at indga selvstaendige troskabsaftaler med fyrsterne og overlod rigsrader fra begge riger at traeffe bindende traktater om rigernes slotte, graenser og militaere dispositioner. Kongerne havde svaert ved at accepteredisse politiske principper. Karls retssag mod Vastgotaherrerne September1453 viser det. Christian var naeppe heller begejstret, men matte finde sig i fredskursen, sa laenge han ikke kunne skaffe okonomisk udvej for en fortsaettelse af krigen. Men hvordan ville kongerne kunne udnytte den nye baltiske konflikt i Preussen? Kunne Karl skaffe sig hanseatisk stotte imod Christian, eller ville Christian kunne udnytte hojmesterens alliancetilbud i en fornyet krig om Sverige? Var aflysningen af Ronnebymodetvarsel om dansk brud med den indledte fredskurs? Hvor laenge ville mon Gyldenstjernerne kunne dominere den diplomatiske kontakt mellem rigerne, og hvilken ny konstellation ville i givet fald blive alternativet?

Pa de folgende sider bringes en rcekke oppositionsindlceg fra disputatshandlinger. Der er tale om Erik Ulsigs mod Esben Albrectsens »Herredommet over Sonderjylland 1375-14O4«, Troels Dahlerups mod Frede P. Jensens »Danmarks konflikt med Sverige 1563-1570« samt Vagn Dybdahls mod Ole Degns »Rig og fattig i Ribe«