Ribe - eller mere end Ribe - omkring 1640

I det folgende skal jeg sige min mening om det vaerk, Ole Degn har lagt frem til offentlig provelse for doktorgraden - jeg vil gore det kort. Kun i mindre grad vil jeg komme ind pa de sagforhold, bogen omtaler. I hojere grad vil jeg opholde mig ved fremlaeggelsesform og fremstillingens teknik.

Forst af alt dog en ting. Siden man forlod den gamle disputatsform, hvor man ud fra formelle logiske synspunkter sogte at na frem til, hvad der var rigtigt og dermed, om praetendenten havde ret, siden da har et af hovedformalene med disputatshandlingen vaeret at sikre sig, at disputatsen ikke var et bedrageri, navnlig at sikre sig, at praeses selv havde skrevet bogen. Dette har jeg naturligvis ogsa haft for oje her. Nu er vor praeses jo ikke nogen arsunge i dansk historievidenskab; han er allerede en anerkendt forsker med en betydelig produktion bag sig. Nar man kender den, og det mener jeg, jeg gor, og nar man i ovrigt mere eller mindre omfattende kender de skrivende historikere i Danmark, sa tvivler jeg ikke pa, at Ole Degn selv har skrevet dette kaempevaerk. Naeppe nogen anden har en sadan kraft, energi og talmodighed til at samle en detaljerigdom og til at fremlaegge det i en samlet fremstilling. Som sagt, jeg tror ikke - og deri vil sikkert alle kyndige give mig ret - at der kan vasre nogen tvivl om, at deter praeses selv, der har skabt vrerket.

Bogen er i meget et forsog pa at give et totalbillede af byen Ribe, skal vi sige omkring 1640. Tidsrammen 1560-1660 er i mindre grad et udtryk for onsket om at skildre en udvikling. Den er groft sagt snarere en bekvemmelighedsafgraensning, der tillader at bevaege sig frem og tilbage for at udnytte relevant kildemateriale. Ganske vist er der her og der ansats til at tegne udviklingslinier; men deter klart, at det underliggende opfattes, som om Ribe var noget stationaert i perioden 1560-1660. I meget er dette sikkert ogsa rigtigt, uanset at datidens folk har vaeret optaget af sadanne forhold og begivenheder som prisvariationer, stormfloder og krige.

Dette at skildre et lokalsamfund pa et bestemt tidspunkt har jaevnligt vaeret fremme i vesteuropaeisk forskning efter 2. verdenskrig. Man har dels opfattet det som et mal i sig selv, dels haft en forestilling om, at en suite af sadanne undersogelser skulle muliggore en mere samlet beskrivelse af et helt lands tilstand. Uanset om studiet af lokalsamfundet har vaeret opfattet som et mal i sig selv, har de enkelte forfattere dog uden tvivl gjort sig tanker om, hvor meget man generelt kunne slutte ud fra analysen eller beskrivelsen af netop deres samfund. Sporgsmalet om det representative skal jeg komme tilbage til om lidt; forelobig vil jeg blot ligesom praesentere vaerket - der kunne jo vaere enkelte til stede, som ikke har naet at laese det i sin helhed.

Vi har altsa for os en bog, der vil give et totalbillede af Ribe i 1600tallet. Deter det storste i sin art i Danmark, om ikke i hele Europa, i hvert fald nar man ser hen til byens storrelse. Det skyldes foruden forfatterens flid og opdagerglaede ogsa de meget velbevarede arkiver fra Ribe bystyre og fra et par af byens forende kobmaend.

Arkiverne har tilladt at komme meget langt ind i de »okonomiske og sociale forhold«, som undertitlen lover. Der startes med administrative graenser, naturforhold, folketal og opdelingen i staender, altsa en klargorelse af den scene, det folgende skal udfolde sig pa. Derefter behandles erhvervsforholdene i landbrug, handel, skibsfart og handvaerk med hovedvasgten pa handelen. Bogens 3. del tager sig af de sociale og okonomiske forhold. Deter emner som indtaegt og formue, boliger, aegteskaber og bornetal, levestandard, andelig kultur, retsvaesen og uddannelse. Alt dette og mere til ledes bestandig af bestraebelser pa at vise, hvordan disse forhold varierede i de forskellige sociale lag. Efter dette kommer afsnit om privilegerede grupper (manden over for kvinden, adelen og bystyrets folk), om de übemidlede, endelig ogsa om social rang og mobilitet samt social uro. Der sluttes med en 4. del: konjunkturerne i okonomiske, sociale og befolkningsmaessige bevaegelser - i denne 4. del forlades altsa den statiske betragtningsmade, og dermed gives der korrektioner til den.

Alt dette lyder meget naturligt og traditionelt; men der er grund til at fremsaette nogle kommentarer til denne indholdsoversigt. Undersogelsen af befolkningsudviklingen er ganske unik. Oplysningerne om befolkningenssammensaetning og fordelingen i byens kvarterer er yderst minutios og abner samtidig for en uddybning af alle de folgende afsnit. Herigennemfar vi en redegorelse for et karaktertrask ved et bysamfund, som ikke eksisterer for andre danske byer. Deter nyt og betydningsfuldt og operationelt.I skildringen af erhvervslivet star handelen i centrum, og her er

der nye bidrag til karakteristik af europaeiske handelsformer, som raekker langt ud over Ribe. Deter pa hojde med det bedste, f.eks. Arups naesten glemte disputats om kommissionshandelens praksis og teori i engelsk og tysk handelsliv 1350-1850. Det var onskeligt, at det omformet og tilpasset blev fremlagt pa et hovedsprog. Gennem behandlingen af de okonomiske og sociale forhokl ydes der gode - ogsa mindre gode - bidrag til karakteristikaf den sociale lagdeling, og under alle omstaendigheder er det vaerdifuldeoplaeg til en fortsat droftelse af, hvordan man skal beskrive stratificationeri aeldre samfund.

Denne summariske karakteristik dokumenterer, at den uhyre arbejdsindsats - bind 2 med tabellerne er klart vidnesbyrd derom - har fort til nye resultater, formentlig blivende, og at det derfor er velbegrundet, at den i dag forsvares for doktorgraden.

Imidlertid er der momenter ved bogen, jeg godt vil opholde mig ved. Der er forst de mange detaljer. Deter et sporgsmal, om de fuldt ud er nodvendige. Deter ikke fri for, at bogen i visse henseender minder om de mange historisk-statistiske topografiske sognebeskrivelser, der kom omkring ar 1800. Mest kendt er vel Niels Blichers Topographie over Viums Praestekald fra 1795. Bedst er dog parodien, som Poul Moller skrev i 1820 under titlen »Statistisk skildring af laegdsgarden i 01seby-Magle« forfattet af en ung geograph. Lad os hore de forste ord i Prologomena'en:

Ej uden grund forer man i den nyere tid klage over det uforholdsmaessig store antal studerende, der beskaeftige sig med filosofie, kunst-teori, totalanskuelser, betragtninger over tidens and og andre deslige ting, hvortil ej mindste laerdom udkraeves.

Videre hedder det: snart ville skribenterne ej have andet at anstille betragtninger over end selve hinandens betragtninger. Efter dette bliver det klart, at vi i det folgende i Poul Mollers parodi skal praesenteres for noget empiri.

Ja, det var egentlig ikke min mening at fortsaette fra selve indledningen; men sa opdagede jeg, at Poul Moller i virkeligheden er inde pa de samme betragtninger, som vi var for, nemlig at et vaerk som Ole Degns kunne sammenstykkes med andre tilsvarende for at give en samlet beskrivelse af landet. Hor her:

O, I kortsynede! Hvis I klart indsa det uendelige omfang af en videnskab, der ej
er bragt til fuldkommenhed, sa laenge der star en ledstolpe pa vejen eller en

stenkiste pa marken, som ej er optaget deri: da ville I, jo for jo hellere, begynde
at arbejde efter en mere udstrakt plan.

I ovrigt folger derefter noje beskrivelser af kardustobakken og dens placering, af pigens kridthus, der rummer et stykke rav, et firbladsklover, en tvillingenod og et vaettelys. Der er en hel del af tilsvarende oplysninger i Ole Degns bog. Tag nu f.eks. (s. 82): Ved kornhosten benyttedes dels le, dels segl, uden at det kan ses, hvilket af de to hostredskaber der blev mest anvendt, (s. 175) specifikationer af handvaerkernes redskaber. Og (s. 177): Hvorfor skal vi have at vide, hvor blegepladserne var? Og sadan kunne der fortsaettes.

Deter dog ikke alene detaljerne, der forbloffer. Det samme gor de almene indledninger til de storre afsnit. Tag side 69, hvor der star: »Gennem erhvervslivets arbejde skabtes de enkelte samfundsgruppers eksistensgrundlag pa en made, der gav de enkelte grupper og deres medlemmer vidt forskellige levevilkar. I erhvervslivet skabtes og fordeltes vasrdierne, betinget af og betingende de sociale forhold«. Deter naesten fornaermende mod laeserne at servere sadanne selvfolgeligheder. Bedre bliver det ikke lidt lsengere fremme (s. 76): »Landbruget skabte gennem agerdyrkning og husdyrhold grundlaget for den danske befolknings ernaering«. Eller side 96, hvor det om handelen bl.a. siges, at den »formidlede varebyttet mellem handlende og handvaerkere og embedsmasnd og ovrige indbyggere ...« Ja, hvad skulle den ellers have gjort? Deter omtrent af samme skuffe, nar det side 147 hedder: »De okonomiske resultater af borgernes handel kunne vaere vidt forskelligt for den enkelte«. Og det bliver ikke bedre, nar det side 174 siges, at »handvaerket frembragte de handvaerksprodukter, som danske handvaerkere med deres uddannelse og teknik formaede at fremstille«. Man kunne naesten fristes til at sporge, hvad de arme handvaerkere ellers skulle have gjort.

Deter ingen ulykke med disse, om jeg sa ma sige, sma filosofiske
betragtninger. De understreger blot, at praeses efter min opfattelse star
sig bedst ved at holde sig til empirien. Desuden fylder de.

I selve empirien praesenteres vi dog ogsa for forhold, hvor man sporger
sig selv, og nu altsa dig, hvorfor vi dog skal have dette at vide.

En hel del af disse sporgsmal haenger imidlertid sammen med det storre:
hvilket omrade daekker fremstillingen egentlig?

Allerede i optakten siges det (side 18), at omradet er det aktivitetsfelt,
hvor Ribe stod som centrum, og det konkluderes, at et meningsfyldt
omrade er Ribe stift. Nu skulle det vel vaere maerkeligt, om netop stiftsgraenserne

graenserne- uanset hvordan de er blevet til - gjorde omradet saerlig meningsfyldt. Det forekommer lidt svaert at se sammenhamgen mellem Kolding og Lemvig. (Der er i ovrigt et kort over omradet side 61 - praeses har benyttet Aksel Lassen: Fald og fremgang. Der henvises ogsa reelt dertil. Det pagaeldende kort er blot ikke side 16, som det angives, men side 30). Og deter svaert at se relevansen ien oplysning om, at stiftet var inddelt i godt 270 landsogne, men havde 272 landsbykirker, og at der var et storre antal vandmoller (s. 62-63).

Deter ogsa svaert at se det rimelige i, at vi far en sadan naturlig ting at vide, at bondebefolkningen omfattede dels selvejere, dels fasstere, eller at der i stiftets oorrejyske del var ca. 8.200 jordbrug. Ej heller er det indlysende, hvorfor vi far at vide, at der var 179 pastorater (side 64), og jeg ser det som et held, at praeses ma konstatere, at »desvaerre er oplysningerne om bornetallet i praestefamilierne temmelig usikre og sparsomme« (side 65), ellers havde vi blot ogsa faet dette eller disse tal. Det fortsaetter side 78ff med en omfattende redegorelse for bondegardsnedlaeggelser bl.a. oppe i Hjerm herred (deter der, Struer nu ligger). Der, hvor jeg vil hen med disse bemaerkninger, er, at der i bogen fortaelles alt for meget, vi ikke har brug for, og som praeses heller ikke benytter (eksempler: s. 98 prins Frederik Henrik, side 99 adresserne, side 107 om Hamborger-kobmaendene, side 50 tabel til 1800, side 52 hvorfor Kobenhavn med, side 214 gejstliges formue).

Deter alle disse ting, der er med til at gore bogen til en, om jeg sa ma sige »hvad-sa-disputats«. Der nasvnes med andre ord for meget, der ikke anvendes i fremstillingen, og hvor man derfor sporger sig selv om, hvorfor deter med. Andre steder siges for lidt; det kommer jeg tilbage til. Det havde vaeret bedre, om det i hojere grad var blevet en »hovsadisputats«, hvor man havde sagt: hovsa, na sadan haenger det sammen«.

Inden sporgsmalet om omrade-afgraensning helt forlades, vil jeg gerne ga tilbage til indledningen. Her siges det side 19f, at »i naer sammenhaeng med den metodiske og geografiske baggrund for arbejdet ma man vurderedets repraesentativitet«. Det, om noget er repraesentativt, er jo et sporgsmal om forhold til noget andet. Jeg gar ud fra, at der er tale om forholdet til andre danske bysamfund. Der gennemgas en raekke komponentereller variabler; men det synes, som om vi ikke far noget egentligt svar. Vi far f.eks. at vide, hvor stort folketallet var i Ribe, og hvor stort et areal stiftet daekkede. Men det klarer jo ikke sagen. Hvis stiftets areal indgar i vurderingen, da er der lagt op til, at sammenligningen ogsa skal ga pa byer som Viborg og Roskilde. Og deter vel ikke meningen? Hvis

det ikke er meningen, ma man sporge, hvorfor stiftet da spiller sa stor en rolle i fremstillingen. Afsnittet slutter med nogle bemaerkninger om sammenligningermed andre byer, og det siges: (side 21) »men blot fremtidigeundersogelser af andre danske bysamfund vil kunne afklare forholdenenaermere«.

Nu er det jo ikke sadan, at vi star helt uden undersogelser af danske bysamfund i denne periode. Du naevner selv bl.a. Aage Fasmer Blombergs bog om Faborg og J.O. Bro Jorgensens om Svendborg; derimod ikke Jens Clausens om okonomiske forhold og bystyre i Arhus i samme periode (i »Arhus gennem tiderne«), skont den ligger meget tset op ad dit arbejde i henseende til de sporgsmal, der stilles til kilderne, og, nar det gaelder dit emne, har et langt storre omfang end de to andre fortraeffelige boger. Det forekommer mig mere vaesentligt at fa sagt noget om kobmandsaristokratiet i Arhus, Alborg og andre danske byer sammenlignet med Ribe, end de oplysninger vi far side 107 om sleegterne i Hamborg. I det hele er jo Ribe betragtet ret isoleret i forhold til det ovrige danske samfund og navnlig dets byer.

Pa baggrund af Ribes florissante handelsliv ville det netop have vaeret rimeligt med nogle raesonnementer over f.eks. Ribes Vin- og Saltkompagni sammenlignet med kompagnierne i Alborg og Arhus. Det viser sig, at Ribe-kompagniet opnar et indskud pa 6.200 daler (Ribe by 2.900), mens kompagnierne i Arhus og Alborg hver har indskud pa godt 10.000 daler. Nar vi for talte om Ribeomradet/stiftet, er det i ovrigt interessant, at heller ikke Christian IV fuldt ud vanned pa dette her med omradets afgraensning, i hvert fald lader han Alborg-kompagniets privilegier ogsa daekke Holstebro og Lemvig og Arhus-kompagniet Kolding, selv om disse byer la i Ribe stift.

Det kunne nok ogsa have vaeret rimeligt i hvert fald med nogle forklaringsforsog,nar det gaelder antal erhvervsudovere fordelt pa fag (bind 2, 89f). Deter pafaldende med de mange skraeddere og skomagere -39af hver - nar man sammenligner med Arhus (1625). Her var der 17 skomagereog 23 skraeddere. I Ribe var der 15 buntmagere, i Arhus 6; til gengaeld havde Arhus 2 handskemagere og Ribe ingen. Arhus havde 17 snedkere, Ribe 9. Der er enkelte andre pafaldende afvigelser; men ellers er der under hensyn til indbyggertallene ret stor overensstemmelse. Sadanneletgennemforlige sammenligninger ville have betydet, at Ribetalleneikke stod sa isoleret, og man ville have faet et rimeligere vurderingsgrundlag,maske kunne vi ogsa have faet forklaringer. Jeg skal blot naevne, at Jens Clausen har gjort det i sit arbejde, hvor han har lange

tidsraekker med sammenligninger af pengeskatte, indkvartering og udskrivningfor
Ribe, Alborg, Viborg, Arhus, Randers og Ebeltoft.

Deter ikke alene sammenligninger mellem tal, der kunne have vaeret forsogt. Kapitlel om social uro (side 383f) ville have faet mere perspektiv ved at se pa udviklingen andre steder. Forst vil der dog vaere grund til at sastte et sporgsmalstegn ved forklaringerne side 384, hvor en raekke forbrydelser uden videre saettes i sammenhaeng med okonomiske og sociale tilstande; sa enkel er den kriminologiske videnskab ikke. Men dernaest kunne der have vaeret grund til, nar du nu mener, at hekseprocesserne var udtryk for social uro, da at have set dig om for at se andre vidnesbyrd om uro. Her vil jeg pege pa de tumultariske forhold, der udviklede sig i Alborg i 1624, hvor skarer af handvaerkere demonstrerede mod, at der trods kornmangel var ved at blive udskibet korn til Holland (fjernede roret m.m.). Fra Holbaek kender vi fra 1620'erne en raekke vidnesbyrd om en abenbart udbredt opposition mod bystyret. I det hele er der en del, der tyder pa megen social uro i 1620'erne i danske kobstaeder. Nar vi ligefrem har et kapitel, der hedder Social uro, havde der derfor nok vaeret grund til at ga til tingbogerne for de ar, hvor man kunne vente uroligheder; tabellerne siden 330 og 331 daekker jo kun fa ar. Nu er jeg meget vel klar over, at tingboger kan vaere meget traels at ga igennem, men vel ikke mere end mange andre af de arkivalier, du sa flittigt og med megen held har gennemanalyseret.

Hidtil har jeg forst opholdt mig ved bogens mange kvaliteter; men jeg har ogsa naevnt nogle generelle svagheder i fremlaeggelsesformen. Der er for mange enkeltheder og forhold, der er taget med, uden at de anvendes, dette er ogsa for en del et udtryk for det naeppe saerligt rimelige i at gore stiftet til en frugtbar omradeinddeling. I den forbindelse har jeg ogsa peget pa, at der mangier sammenligninger med andre kobstaeder. Ikke alene ville sadanne sammenligninger have givet perspektiv; men de kunne ogsa have fort til, at andre momenter var blevet inddraget i undersogelserne.

Der er naturligvis ogsa enkeltheder, der kan vaere grund til at omtale. Isaer har jeg faestnet mig ved din forkaerlighed for summariske gennemsnit.Nar det gaelder selve dette vigtige sporgsmal om folketallet, traeder det saerlig grelt frem. Deter side 42f, det drejer sig om. Her anvendes tre metoder, og de er i og for sig gode alle tre; men man far blot vidt

fprskellige resultater. Beregnes der ud fra antal dobte, nar du frem til indbyggertallet 2.850. Hvis du regner ud fra skatteydertal, bliver tallet 4.400. Da der er denne forskel, siger praeses (side 43-44), at det ene tal »pa en eller anden made« ma vaere for lavt og det andet for hojt, derfor vil et tal i midten ligge virkeligheden nasrmest. Jeg skal ikke anfaegte, at resultatet 3.400 kan vaere det rigtige, saledes som du ogsa mener. Derimodfoler jeg mig ikke overbevist om raesonnementets rigtighed. Det minder lidt om skoleeksemplet fra vor kildekritik. Den ene kilde beretter,at et dodsfald finder sted kl. 13, og den anden, at det var kl. 15, hvorefter konklusionen bliver, at det fandt sted kl. 14.

Men det var gennemsnittet: jeg sporger, om deter rimeligt og sigende, nar der side 73 beregnes en gennemsnitsalder for handvaerkere, der tager borgerskab. Det drejer sig om fire personer mellem 29 og 41 ar, og vi far gennemsnittet 34 ar. Gennemsnit af 7, som forekommer i tabel 49 side 225, synes ogsa mindre rimeligt. Her havde det i ovrigt, nar vi har 31 indskydere, maske vaeret rimeligere at kombinere det med brugen af et typetal eller et mediantal. Jeg skal i ovrigt ikke traette med gennemsnit m.m., men lad os dog lige blive ved endnu et tabel- eller statistiksporgsmal. Side 259 hedder det, at alderen for forstegangsviede for rnaend var 29 og for kvinder 24. Den var altsa, siges det, temmelig hoj. Hvad er temmelig hoj? Op mod 1. verdenskrig var tallet for maend 27,7 og for kvinder 25,2. I 1958 var tallene 26,2 og 23,0. Ser vi pa tabellen side 260, far vi noget af forklaringen; kvinderne fordeler sig i virkeligheden ret uharmonisk. Ved vurderingen af maendenes vielsesalder ma vi ogsa have med, at mange lavsskraer jo forhindrede, at svendene kunne gifte sig. Jeg ved ikke, hvordan Ribelavenes bestemmelser var; men de har vel naeppe afveget fra andre. Du kan sige, at du blot har konstateret kendsgerningerne, men jeg synes altsa, at der bor taenkes over dem, maske tilmed - hvor deter muligt - gives en forklaring.

Under omtalen af vielsesalderen horer vi ogsa om bornefodslernes antal. Her far vi at vide (side 260), at bornetallet ikke var stort, hvad man ellers - som du siger - gar og tror. Deter vi for sa vidt uskyldige i, idet praeses selv pa side 37 har slaet fast, at bornetallet dengang var langt hojere end tre arhundrede senere. Her foler jeg trang til at sige bade hovsa og hvad sd - skulle vi ikke have haft en forklaring pa et af stederne?

Nej, jeg kan alligevel ikke komme vaek fra tabellerne. Nu er det tabel 8 side 52. Her optraeder pludselig Kobenhavn; deter ikke urimeligt at sammenligne. Jeg har allerede naevnt, at det burde have vaeret gjort pa en raekke omrader. Men deter urimeligt at tage Kobenhavn ind i denne

sammenhaeng, nar det ikke siges, hvorfor det gores. Sa er det, at det
bliver til et hvad-sa.

I det hele er der en indforstaethed, som kan gore teksten noget uklar. Pa side 82 har vi en sammenligning mellem vaerdien af det korn, der fores gennem oresund, og af den danske oksneeksport; deraf - hedder det - kan man klart se betydningen af oksneeksporten. Ja, men betydning for hvad? Det danske monarki, europaeisk handel, adelsmandens levestandard?

Et felt, hvor der nok kunne vaere al mulig grund til en naermere analyse af hele problemet, er sporgsmalet om levestandarden. Vi hopper dog over hele problematikken med hensyn til at male levestandard - deter for kompliceret for dagen og tiden i dag. Pa side 311 har du imidlertid vanskeligheder med at forsta, hvordan den talrige underklasse har kunnet klare tilvaerelsen. Der argumenteres med, at en handvaerkerfamilie ma bruge mere end halvdelen af indkomsten til husleje og kost. Det var langt op i tiden uhyre almindeligt. I arene for 1. verdenskrig brugte en handvaerkerfamilie i Kobenhavn 59% af indkomsten til disse to poster - det drejer sig endog om en familie uden arbejdsloshed. De klarede dog tilvaerelsen.

Praeses' forundring her ma vistnok ses som et udtryk for, at det hele er set
ud fra datidens Ribe. Det praeger bogen. Jeg skal til sidst tale lidt om
dette, nar det gander nogle retsforhold.

Side 145 omtales forprang, og der spekuleres over magistratens holdning til dette. Den übefaestede laeser vil fa det indtryk, at der her er tale om et specielt Ribe-faenomen. Det gar jeg ud fra, du ikke selv mener, idet du naturligvis erindrer forbudet allerede fra Erik af Pommerns kobstadsforordning af 1422. Klager over forprang og retssager i den anledning forekommer da ogsa i rigeligt tal fra periodens kobstaeder. Det havde vaeret pa sin plads at saette det i en helhedsramme. Sa ville du heller ikke vaere kommet til at skrive, at forbudet mod forprang har vaeret et udtryk for, at der i byen var en stadig mangel pa varei.

Tager vi derna^st dit, om jeg sa ma sige, syn pa papirlose forhold, ja da savner jeg ogsa en almen indfaldsvinkel. Side 264 siges det: »y£gteskabet var i 1600-arene helligt, og kirken sa meget strengt pa samliv for og uden for aegteskab« (hvor ved vi dette fra?). Trods dette omtales flere steder pa de folgende sider, at ugifte levede sammen (bl.a. s. 267), og overst side 268 undrer du dig over, at sa mange levede uden papirer.

Det interessante i sagen ville imidlertid vaere kommet frem, hvis man
spurgte: hvordan var aegteskabsreglerne og sa havde set pa forholdene i

Ribe ud fra reglerne. Vi ma gaud fra, at man stadig havde mulighederne for frilleaegteskab, altsa samliv uden forudgaende lofter og ceremonier. Jyske Lov I, 27 siger, at den kvinde, der tre ar har levet sammen med en mand og har haft radighed over las og lukke og sogt mad og drikke med ham, hun betragtes som aegtehustru. Vi har to beromte sager om dette, netop fra vor periode. Den ene er »den skotske kvinde« pa Tjele: Genete Jacobsdatter Craigengelt (d. 1567). Under retssagen synes man at have lagt vaegt pa, at hun ikke opfyldte Jyske Lovs bestemmelser, idet hun spiste i folkestuen, nar Mogens Lovenbalk havde gaester. Den anden sag drejer sig om Tyge Brahes samliv (ca. 1580-1601) med kvinden Kirsten Barbara. Her erklaerer Sophie Brahe i 1630, at de to havde levet, som Jyske Lov foreskriver, og at deres born derfor matte betragtes som aegte.

For sa vidt er der ikke noget i vejen for, at adskillige borgere i Ribe kan have levet i et sadan lovliggjort aegteskab. Vi ma ogsa huske, at den kanoniske ret ikke havde stillet krav om vielse. Et aegteskab var indstiftet, blot parterne aftalte aegteskab med virkning her og nu eller aftalte fremtidigt giftermal og lod aftalen efterfolge af copula carnalis (Vielseskrav forst ved Tridenter-koncilet 1563).

Luther selv sa pa aegteskabet som et rent verdsligt anliggende og stillede ikke krav om vielse. Frederik Us aegteskabsordinans af 1582 stillede ikke krav om vielse, men den forbod parterne at soge seng sammen for vielsen. Afgorende var dog trolovelsen i vidners naervaer. Havde den fundet sted, var bornene aegte, uanset at der ikke havde fundet en vielse sted. Retshistorikeren Ditlev Tamm skriver herom: »Pa grundlag af denne regel ma den opfattelse efterhanden have faestnet sig, at der til gyldig indgaelse af aegteskab kraeves kirkelig vielse«. Deter altsa netop i vor periode, der sker noget i synet pa aegteskabet. Der havde vaeret al mulig grund til at se dine resultater i lyset af dette (Danske Lov har heller ikke vielseskrav, men vielse er en forudsaetning for aegteborn). Jeg er lige ved at tro, at deter vore victorianske laereboger, der har bildt os ind, at en aeldre tid havde sa bestemte opfattelser af aegteskabet.

Noget af den samme tendens til ikke at inddrage det almene traeffer vi side 70, hvor antal arbejdsdage i aret gores op. Her regnes uden videre med, at sondage ikke skal taelles med i arbejdsdagene. »Kirken haevdede vel,« siges det, »at der ikke matte arbejdes pa son- og helligdage«. Hvorfraved du egentlig det? Der omtales ganske vist en Ribevedtagelse fra 1595, »at ingen efter denne dag ma eller skulle fordriste dem til at age eller gore nogen sognedags udgerning eller arbejde med ilding, h0 eller andet, som ikke bor gores om sondagen ...«. Dette svarer ganske til de senere bestemmelser i Danske Lov (3,9,1 marked, 3,9,2 krambod, 6, 111,

3-4) og i helligdagsforordningen af 1845. Sagen er den, at man ikke vil
have stoj pa Sondagen. Rundt om pa indendorsvaerksteder har man trofastarbejdet
om sondagen, dog maske ikke i kirketiden.

Dette med sondagsarbejdet ser jeg - lige som de papirlose aegteskaber - som et vidnesbyrd om, at du ud fra egne raesonnementer taenker dig til, hvordan det burde vaere i Ribe. Noget af det samme har vi, nar vi er ved arbejdsdagen, i din bemaerkning overst side 70, at »Dagens arbejde kunne vaere hardt«. Sandt at sige har vi ingen vidnesbyrd om dette; tvaertimod tyder alt pa., at man for industrialismen tog sig rigeligt med pauser.

Deter noget af det samme, nar det gaelder kvindens stilling. Deter side 342-43, det drejer sig om. Her begynder du med at sige, det naesten alene er maend, der optraeder i kilderne. Herefter naevner du en raekke undtagelser, der afsva;kker udsagnet. Der tales ogsa om hendes manglende myndighed; men sa kommer rigtignok et stykke, hvor du siger, at man alligevel ser hende optraede som handlende og agere i juridiske forhold.

Nu har du ganske vist garderet dig i forordet ved at sige, at du kun i begraenset omfang har kunnet tage hensyn til forskning publiceret efter 1976; men her synes jeg alligevel, det hinker. Deter dog et sa velafgraenset tema, at jeg, da det drejer sig om helt nye resultater, ville have fundet det naturligt, om du havde inddraget Inger Diibecks juridiske disputats fra 1978 »Kobekoner og konkurrence«. Det ville have nuanceret fremstillingen vaesentligt. Men selv uden Inger Diibecks arbejde burde f.eks. enkeretten - retten til at fortsaette mandens naering - have vaeret omtalt og dens udnyttelse undersogt. Du naevner nogle handelsenker; men klarest traeder den frem inden for handvaerket, og her var forholdet beskrevet indgaende ogsa for Inger Diibecks bog. Uanset dette burde eksemplerne pa de erhvervsdrivende kvinders virksomhed nok have givet anledning til eftertanke. Vaergens myndighed daekkede ikke, saledes som man skulle tro efter side 342, alle juridiske forhold. Selv tjenestepiger var ikke sa uselvstaendige, som det kommer til udtryk side 192. De traf selv aftaler om faeste og om lon, uanset kravet om vaerge; ofte ville det simpelthen have vaeret umuliigt at inddrage vaergen.

Her savner jeg saledes ogsa, at Ribe-forholdene anskues ud fra det
almene.

Med disse retshistoriske betragtninger vil jeg gerne slutte min opposition. Det har vaeret en fornojelse at modes med dig, ogsa i denne situation. Hvad mere er, det har ogsa vaeret en fornojelse at laese dit vaerk. Ganske vist har jeg omtalt detaljer, som jeg fandt overflodige, og deri har jeg ret. I virkeligheden har jeg dog glaedet mig over de fleste og fortsat med at

bygge videre pa dem. Deter en af historikerens hemmelige lidenskaber, og uden den gar man i sta, nar de store kildemaengder skal gennemgas, men af hensyn til tilegnelsen og den uddybede forstaelse af fremstillingen bor man netop holde den lidenskab for detaljen hemmelig.

Trods det, at du har robet den og dermed, om jeg sa ma sige, overtradt en af laugets regler, bliver du dog ikke udstodt. Tvaertimod forbliver du i det i kraft af den ovrige indsats, der ligger i dit vaerk. Pa flere punkter vil det, som jeg begyndte at sige, blive et standard-vaerk, Jeg begyndte ogsa med at sige, at du allerede for disputatsen var en anerkendt forsker, og jeg ved, at du allerede har andre arbejder i gang. Derfor foler jeg ogsa, at disputatsen kun er en mellemstation, og derfor kan jeg ikke alene onske dig til lykke med »Rig og fattig i Ribe«, men ogsa med god fortrostning onske dig held med dit fortsatte arbejde som historiker.