Leksikonbiografier som genre

Ved et lune af historien har alle Socialdemokratiets koryfaeer i efterkrigstiden befundet sig i forste halvdel af alfabetet. Det gaelder statsministrene Vilhelm Buhl (1942, 1945), Hans Hedtoft (1947-50, 1953-55), H.C. Hansen (1955-60), Viggo Kampmann (1960-62), J.O. Krag (1962-68, 1971-72) Anker Jorgensen (1972-73, 1975-82), og det gaelder ogsa folk som Poul Hansen og Per Haekkerup, der begge en tid blev betragtet som statsministerkandidater; de havde som gamle landsformaend for DSU karriereforlob der mindede meget om Hedtofts og H.C. Hansens, og man kunde i begyndelsen af 60'erne komme for skade at hore socialdemokratiske organisationsfolk af andet geled hojrostet diskutere om det skulde vaere Per eller Poul, underforstaet hvem af dem der vilde blive den endnu raske Kampmanns efterfolger.

Om dem alle gaelder - bortset fra Anker Jorgensen, som just derfor ikke horer med til pensum i denne afhandling - at de er dode, og at, med undtagelse af Buhl, der iovrigt tilhorte en helt anden generation, ingen af dem opnaede middellevealderen, selv for msend, og at adskillige dode laenge for. I den forstand er de fortid. Men de har vaeret med til at forme sa meget i vort samfund som deter i dag, ogsa ved meget centrale afgorelser, at dommen over dem - eller bedre: forstaelsen og vurderingen af deres gerning - opleves som et stykke samtidshistorie.

Deter her historiens alfabetiske lune spiller ind, for det medforer at de

alle er skildret i de nu foreliggende bind af det nye Dansk Biografisk Leksikon¹. Arlikler iet sadant standardvaerk far ide fleste benytteres ojne let et autoritativt praeg, ddmr of daudan hvern, som de gamle nordboersagde. Med des storre interesse har jeg laest artiklerne.

Buhl er biograferet af J.O. Krag², alle de andre af rigsarkivar, dr. phil. Vagn Dybdahl (der ogsa har »gennemset og suppleret« Krags artikel om Buhl). Rigsarkivaren har aldrig lagt skjul pa sit trofaste forhold til Socialdemokratiet. Dette valg bor redaktionen ingenlunde klandres for. Den har hensyn at tage nar det drejer sig om samtidspolitikere, for et biografisk leksikon er ikke et velegnet sted til noget der kunde blive opfattet som politiske opgor, og den har oven i kobet kunnet bevaege en anerkendt forsker til at patage sig opgaven. Tilsvarende biograferes de fleste ikke-socialistiske politikere af den forhenvaerende undervisningsminister, historikeren Helge Larsen. hvis faerd under regeringen Baunsgaard utviivlsomt sikrede ham tiltro i alle dens tre partier; han har endda ogsa skrevet om Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen, uden at disse vides at have folt sig ilde behandlet.

Helge Larsens artikler er sobre og konstaterende; de mermer sig som oftest kun til vuirderende karakteristik gennem citater. Dybdahls er mere ambitiose; trods selvfolgelig forsigtighed rummer de tillob til »domrnen over hver en dod«, ja indirekte endog til mandjaevning, ogsa en gammel nordboidraet. Derved aegger de til tvivl og sommetider til undren. Deter enhver forfatters ret at bygge sin dom pa sit bedste skon, som vi andre kan godtage eller forholde os afvisende til. Men bag en forskers dom ligger data saledes som han opfatter dem, og kriterier som han vurderer dem ved hjaelp af. Her spiller det ind at genren er utaknemmelig. Pladsbegrsensningenog dens hele art udelukker at forskeren, som i en afhandling,kan gore detaljeret rede for sit kildegrundlag, sine kriterier og vaerdipraemisserog sine sym- og antipatier, savel som at han overfor laeseren kan drofte sine resultater med sig selv, evt. i disput med andres opfattelser.Jeg har selv oplevet dette savn da jeg skrev artiklen om den omstridteskikkelse P. Munch, som er bragt i det senest udkomne bind, og benyttede derfor, efter at artiklen var i alt vaesentligt faerdigskrevet (og jeg havde indhentet diverse kyndiges kommentarer), en kaerkommen lejlighed i et festskrift til at fremlaegge en redegorelse og droftelse af

---

1. Tredje udgave, red. Sv. Cedergreen-Bech, udgivet med stotte af Carlsbergfondet, Gyldendal, Kobenhavn, 1979ff.

2. I forlaengelse af en fyldig og fornem skildring i Fra Folket de kom, red. H.P. Sorensen, Forlaget Fremad, 1962, pp. 229-80.

ovennaevnte art³. Som bruger af leksikonnet savner jeg tit noget lignende, saerlig her hvor det drejer sig om en hel raekke personligheder som har vaeret, for mange af os, vore samtidige, og som vi - ogsa de af os der ikke er socialdemokrater - foler vedkommer os.

Kildeproblematik (og en bekendelse)

Det folgende er altsa at forsta som tvivlssporgsmal der har rejst sig for mig under laesningen af dr. Dybdahls artikler, og modsporgsmal og afvigende betragtninger som de giver mig anledning til. Det vil blive for spredt at tage ethvert tvivlssporgsmal op. Jeg vil mest samle mig om forholdet mellem H.C. Hansen og J.O. Krag vedr. udenrigsministerposten. Deraf hovedoverskriften. Men latent bag dette ligger relationerne mellem efterkrigstidens socialdemokratiske lederskikkelser i det hele taget, og de vil traenge sig pa i droftelsen som nodvendige forudsaetninger, der ogsa i sig selv har stor interesse. Derfor undertitelen. Mit udgangspunkt er kildekritisk, og dertil vil jeg vende tilbage til slut. Men kilder skal laeses i sammenhaeng, og de laeses i lys af hvad vi mener at vide om det de belyser. Derfor er den store midterpart af denne afhandling en fremstilling og droftelse af de politiske realitetdr jeg har valgt at drage frem. Deter ikke min forestilling at jeg fremstiller sandheden. Jeg kan vaere forudindtaget og have et utilstraekkeligt kendskab til data. Jeg sar tvivl, forhabentlig en frugtbar tvivl.

Med fa undtagelser, pa et par mindre vaesentlige punkter, bygger jeg ikke pa nye kilder. Mit materiale er det almindeligt tilgaengelige, som ogsa dr. Dybdahl har benyttet, og det vil isaer sige mindeboger, selvbiografier og storre fremstillinger fra parterne selv. Der vil blive henvist til dem i det folgende.

Den art materiale har naturligvis sine problemer, og i mange sammenhaenge kunde jeg onske mig at en Tage Kaarsted havde vaeret pa spil (pa et enkelt lille punkt har han). Men deter det materiale der er til radighed, indtil dybtborende kildestudier matte blive foretaget, og selv da vil det, ret benyttet, ikke miste interesse. En generel droftelse af problematikken er naeppe fornoden her.

En vaegtig del af dette materiale skriver sig fra J.O. Krags hand, derunderstore
afsnit i mindebogerne om Hans Hedtoft (»Manddomsgerning

---

3. Ncer og Fjern. Samspillet mellem indre og ydre politik. Studier tilegnet professor, dr.phil. Sven Henningsen, Forlaget Politiske Studier, Kobenhavn, 1980, pp. 281-307.

ning«⁴) og H.C. Hansen (»H.C. Hansens politiske indsats indtil hans gerning som statsminister«⁵, hvilket er at forsta saledes at hans indsats som udenrigsrninister daekkes indtil han afgav denne post) og en godt to hundrede siders skildring af »H.C. Hansens og Viggo Kampmanns regeringsar1955-62 «⁶, hvortil fojer sig Krags to bind erindringer⁷ med mere spredte og sommetider maske mere frigjorte kommentarer.

Krag var en dygtig stilist og meget bevidst i sin brug af ord og formning af saetninger. Han havde sine meninger og trang til at udtrykke dem og holdt sig naturligvis for oje at det var mindeboger han skrev i (ogsa Kamp og fornyelse er tilegnet mindet om Hans Hedtoft og H.C. Hansen), savel som at utidig abenmundethed stadig kunde na at skade partiet og ham selv. Denne kombination af omstzendigheder gor en nzerlaesning af hans tekster bade pakraevet og berettiget. Hvad star der, og hvad star der ikke (eller star der alligevel)? En sadan nserlsesning lober, selv nar det drejer sig om en sa reflekteret skribent, fare for at blive drevet for vidt, sa naerlaeseren indlaeser hvad han forventer at finde. Jeg vil tage risikoen adskillige steder i det folgende, naturligvis kun nar jeg mener min laesning er berettiget eller i det mindste overvejende sandsynlig; spogen kunde meget vel vasre drevet videre.

Jeg bor tilfoje at jeg er bade engageret og ikke-engageret i de personer jeg her skriver om. Engageret saledes at forsta at jeg har levet samtidig med dem og dannet mig en mening om dem dengang og sidenhen. Ikkeengageret i den forstand at jeg ikke har haft et virkelig personligt forhold til dem. Nogle af dem har jeg kendt ret flygtigt men dog nok til at mit indtryk bygger pa lidt mere end fjernsyn etc. (Kampmann, Haekkerup); andre slet ikke. Den eneste jeg har haft lasngere samtaler med er Krag, men det var forst da han, efter sin afgang som statsminister, en tid var lektor ved Institut for Statskundskab pa Aarhus Universitet, og i disse samtaler, som iovrigt sagde mig meget om Krag, kom vi ikke ind pa de her berorte emner.

Og sluttelig: selv om jeg ikke har tilhort Socialdemokratiet, var dets
virke mig sjaeldent ukasrt, og om dettes betydning for folk og land kan jo
uanset vurdering ingen vaere i tvivl.

---

4. Hans Hedtoft. Liv og virke, red. H.C. Hansen og Jul. Bomholt, Forlaget Fremad, Kobenhavn, 1956, pp. 35-152.

5. Bogen om H.C. Hansen, red. Viggo Kampmann og Jul. Bomholt, Forlaget Fremad, Kobenhavn, 1960, pp. 86-172.

6. J.O. Krag og K.B. Andersen, Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71, Fremad 1971, pp. 9-219.

7. Ung mand fra trediverne, Gyldendal, 1969; Travl tid, god tid, Gyldendal, 1974.

To biografier: J. O. Krag og H. C. Hansen

Mod slutningen af sin biografi af J.O. Krag skriver dr. Dybdahl: »... i eftermaslets vurdering var man fra vidt forskellig side enig om at han var den storste statsmand dette arhundrede havde fostret i Danmark«. For egen regning tilfojer han: »Som Hedtoft forte Danmark ind i NATO, var det K. der forte landet ind i EF. Begge beslutninger var i hoj grad bundet til enkeltpersoner. Til det ma fojes at K. gennem Fremtidens Danmark [valgprogrammet fra 1945] star som velfaerdsstatens ideologiske leder«. Laeseren lades tilbage med indtryk af at nar forfatteren har refereret et sa uforbeholdent epitet som »den storste statsmand« fra hvad der blev sagt og skrevet ved Krags bratte dod, sker det fordi en sadan dom falder sammen med eller i det mindste ikke ligger fjernt fra hans egen.

Dette indtryk bekraeftes af artiklen som helhed, og ikke blot ved at Krag af de her omtalte suveraent er den der far tildelt mest spalteplads. Der tales om hans »eminente kendskab« til markedsproblematikken, »en ro der tillod ham at ga helt frem til sammenbruddets kant«, og at han i foraret 1971 [altsa pa et tidspunkt hvor han ikke var statsminister] »var den centrale skikkelse i dansk politik«; helhedslosningen i 1963 »var det mest omfattende okonomiske lovkompleks i dansk politik«. Der forekommer naturligvis ogsa kritiske bemaerkninger, som hans mangel pa fjernsynstaekke og at detailrigdommen i Fremtidens Danmark kunde vaere en politisk svaghed. De forrykker imidlertid pa ingen made indtrykket af en staerkt positiv vurdering. Deter ikke overraskende at vurderingen er positiv, for naeppe mange med evne til at scud over egen ideologis naesetip vil vaere uenige i at Krag var en dygtig og indflydelsesrig politiker. Om man sa bor svinge sig op til samme hojde som dr. Dybdahl synes at gore, eller som Eyvind Bartels (»Var Krag en stor mand i dansk udenrigspolitik? Mit svar er kort. Kun Scavenius og Krag er i saerklasse «⁸) er et sporgsmal som det ikke er denne afhandlings hensigt at tage stilling til.

I biografien af H.C. Hansen hedder det til sidst: »H.s tidlige dod gjorde et dybt indtryk landet over, og man anede de muligheder der ikke kunde opfyldes. Vil'de han vasre blevet en ny Stauning, var sporgsmalef hos mange«. Ogsa i dette tilfaelde har dr. Dybdahl altsa valgt at sliitte af med en art indirekte citat. Der er ingen tvivl om at hans sidste sastning daekker en udbredt opfattelse, hvis denned vendingen »en ny Stauning«

---

8. Krag-som vi kendte ham, red. Soren Hansen, udg. af Socialdemokratiet i samarbejde med Fremad, 1978, p. 51.

taenkes pa en ainset og anselig landsfader. Dertil manglec vel kun arene (og det kropslige format?). Der var ogsa bade i H.C. H sens grundanskuelserog i hans politiske stil elementer som mir de mere om Staunings end tilfaeldet vanned Hans Hedtoft, den af Starniiing selv, med forbigaelse af en hel generation, karne arvtager. Samtidig var han übelasletaf visse af Staunings svagheder. Der kan ikke opstilles nogen enkel formel for hvad der gor en god statsminister; deter lettere at pege pa hvad der er mangier. Alt taget i betragtning, smat og stort, var det dengang min opfattelse - og er endnu - at H.C. Hansen var den bedste statsminister landet har haft. Anakronistisk udtrykt: Danmarks naermestebud pa en Helmut Schmidt. Hvormed jeg naturligvis har bevaeget mig ud i en mandjaivning, der ganske er afhaengig af kriterier, temperament og holdninger, og som det folgende slet ikke tilsigter at fore »bevis« for, ogsa af den gruod at dertil matte behoves anderledes dybtgaende st/udier.

At dr. Dybdahl ikke deler denne vurdering og naeppe heller blot forventningerne til at H.C. Hansen kunde vaere blevet en ny Stauning, synes at fremga af artiklen. Vel gores der honnor for hans indsats i DSU, med den tilfojelse at den »havde maske laengerevarende betydning ehd hans manddomsgerning som minister«, og som udenrigsminister, med understregning af at dansk udenrigs- og forsvarspolitik forud var fast forankret i NATO, og med den afsluttende karakteristik at her, dvs. under forhandlingerne omkring Tysklands optagelse i alliancen og gennem de danske og tyske erklaeringer i 1955 om mindretallene nord og syd for graensen, »som i andre funktioner lagde H. en betydelig professionalisme for dagen«; deter et ambivalent ordvalg, der star i grel kontrast til den saerdeles positive vurdering davaerende direktor i Udenrigsministeriet Nils Svenningsen har givet⁹, og nar det sammenholdes med en bemaerkning om at »han gjorde sig godt som Danmarks repraesentant pa den internationale scene, udmaerket stottet af ministeriets ledende personale som han havde faet et godt og ligefremt forhold til«, giver det indtryk af at dr. Dybdahl deler den opfattelse, som ogsa ellers kan traeffes - men som Svenningsen pa ingen made laegger op til - at direktorens udtalte tilfredshed med sin chef skyldtes at denne lod sig lede af ham. Dybdahl har tydeligvis benyttet Svenningsens fremstilling; kontrasten bestar i at fortegnet er byttet om.

Derimod gores der ikke nogen slags honnor for H.C. Hansens gerning
pa andre omrader. Det kan tolkes positivt nar det siges at »H.s politiske
indsats blev kendetegnet af en aldrig svigtende glaede ved selv de mindste

---

9. Bogen om H.C. Hansen, pp. 173-204.

praktiske resultater«, men sadan er det naeppe ment nar det hedder at det blev »mere og mere abenbart at det var det enkelte konkrete problem der fangede H.s interesse«, og slet ikke nar forfatteren finder plads til den oplysning at »yngre partifaeller« [hvem?] i hans finansministertid 1947-50 »formulerede det som hans valgsprog: hellere et darligt kompromis end et godt resultat«. Saerlig markant er folgende bemaerkning: »Deter ogsa karakteristisk at selv om H. vanned i droftelserne om programmet Fremtidens Danmark, i forhandlingerne om en eventuel partimsessig sammenslutning med kommunisterne, om tilslutningen til Atlantpagten og om forfatningsreformen i 1953, sa var han aldrig mere end med« [hvilke er kilderne til disse bemaerkninger, ud over, for de to forste punkters vedkommende, en vaesentlig mere forbeholden udtalelse af Krag¹⁰, som han iovrigt selv senere har modsagt, hvad programmet anga r¹¹?]. Der tegnes med andre ord et billede af en fingerfiks men temmeligperspektivlos pragmatiker (modsat Hans Hedtoft), som Buhl »havde fattet forkaerlighed for« og som vel gik i hans ledeband, og det bliver uforstaeligt at der var, som forfatteren meget rigtigt skriver, ved Hedtofts dod »ingen tvivl om at H. var hans efterfolger«. Var, sporger man sig, det store parti virkelig sa fattigt pa lederemner? Sporgsmalet er retorisk, for der er ingen tvivl om at brede masser i Socialdemokratiet og adskillige udenfor dengang oplevede personskiftet med staerkt positive forventninger,sa deres billede kan ikke have vaeret det her refererede.

To linjer i Socialdemokratiets top i efterkrigstiden

De andre socialdemokratiske lederskikkelser far mere afbalancerede omtaler. Krag og H.C. Hansen er yderpunkter. Deter fremfor alt nedvurderingen af H.C. Hansen der far mig til at undres. Og sporge om kildegrundlaget.

Et langt stykke ad vejen er kilden hvad Krag har skrevet, og sadan ma det vasre i den forstand at det, som allerede antydet, er ham der star for det meste af materialet (i hvert fald sa laenge arkiverne ikke er blevet udnyttet). Jeg har engang haft lejlighed til at pege pa det farlige i at en sa overvejende del af de fremstillinger og arkivalier der er til radighed for skildringen af dansk politik i arhundredets forste halvdel skriver sig fra

---

10. Ibid., p. 122.

11. Travltid, god lid, p. 20.

det Radikale Venstres maend¹². Kan opfattelsen af de ledende socialdemokrateri artierne omkring dets midte risikere at antage en Krag'sk farve? I hvert fald bor man vaere opmaerksom pa problemet og in casu omhyggeligt interessere sig for forholdet mellem de to maend. Men for at forsta dette er det nodvendigt at anskue det pa baggrund af relationerne mellem disse artiers ledende socialdemokrater i det hele taget.

Det har laenge vaeret kendt at man kan tale om to linjer i Socialdemokratiets top, ordet her brugt omtrent som nar man anvender linjer i et stamtrae. Den ene gar fra Buhl over H.C. Hansen til Kampmann og vel (?) Per Haekkerup, den anden fra Hedtoft til Krag og - tor man maske slutte af hvorledes skiftet, efter hvad der foreligger mens dette skrives, foregik i 1972? - til Anker Jorgensen.

Denne pastand, som vil blive underbygget med henvisninger i det folgende, kan misopfattes pa flere mader, og det ma forst afvaerges. Den betyder ikke at der var tale om en hojre- og venstrefloj. De ledendes anskuelser var til enhver tid overensstemmende i vaesentlige sporgsmal som forholdet til kommunisterne, optagelsen i NATO, osv. Det udelukker ikke at der kunde vaere og var nuancer i opfattelserne. Sadanne kan berettige at Krag¹³ taler om at denned Kampmanns overtagelse af statsministerposten 1960 »skete en radikalisering af regeringens politiske linje«, bare man ikke lader sig forvirre af den lovlig bastante formulering. Og vist vil H.C. Hansen i mange nutidige partifaellers ojne tage sig ud som en decideret hojreflojssocialdemokrat, men det vil de alle som de - med netop nuancer - var i det tidsrum som interessen her isaer sarnies om, dvs. til henimod 1960.

Pastanden gar heller ikke pa at der var staerke spaendinger, endsige klikedannelser, som skadede sammenholdet i partiet. Dertil kendte de agerende hinandens vaerd og position for godt, de havde format til ikke at vaere smatskarne, de var et hold og alle opfostret i en tradition der satte just sammenholdei: om trufne beslutninger allerhojest, og hvor disciplin fra gammel tid var et positivt ladet ord. Haekkerups i 1966 meget omtalte »stokkemetode« var det samme som nar H.P. Hansen i Staunings dage havde talt om at her opdrager vi maend. Dermed fulgte ogsa at disse folk kunde skrive varmt og folt om hinanden i mindeboger, uden derfor at forfalde til ren og skaer panegyrik.

Psykiske saerpraeg og forskelligheder spillede ind nar Buhl foretrak

---

12. Utrykt radioforedrag 1963; jvf. nogle bemaerkninger i forordet til Ole Bjorn Kraft, E konservativ Dolitikers erindrineer 1926-1945. Gvldendal. 1971 n S

13. Kamn oq fornvelse. n. 14

H.C. Hansen for Hedtoft¹⁴, og nar H.C. Hansen sa med skepsis pa Krag, men Hedtoft lignede ikke Stauning, der havde designeret ham, og Krags personlighed mindede slet ikke om Hedtofts; snarere havde han traek til faelles med Buhl.

Det afgorende var at maend med kvalifikationer og ambition, med fortrin og mangier og med forskellige opfattelser i enkeltheder om den bedste politik, om taktik og stil befandt sig i et kraftfelt hvor de i samspil afgraensede hinandens raderum, og hvor ikke alle aspirationer kunde tilgodeses pa et og samme tidspunkt.

Buhl, Hedtoft og H.C. Hansen. 1945-47

Den 8. november 1946 fyldte H.C. Hansen fyrre ar. Om aftenen var der baenket til bristepunktet i de sma stuer pa Ny Carlsbergvej. Davaerende presseattache i Oslo Sigvald Kristensen har givet en intens skildring¹⁵ af det som gjorde aftenen uforglemmelig. »Alle pladser er haederspladser«, sagde vaerten, »men Hans skal sidde ved siden af mig«. Altsa pa haederspladsen.Hedtoft svarede »i et tonefald som H.C. ikke overhorte: »Er du nu sikker pa at du vil ha' mig der?« ... Som altid nar Hans skulde tale i denne kreds var forventningerne hojt stemt, men denne gang loftede talen sig ikke i flugten og fik ikke klang og farve og glod ... De hoje forventninger dalede som syge fugle ned mellem tilhorerne ... Inden andre endnu havde loftet hovederne efter den glaedefattige tale rejste H.C. Hansen sig og vendte sig mod Hans Hedtoft med nogle ord, halvt talt, halvt blot sagt, og for deres skyld er denne skildring givet [og bringes her]: »Kaere Hans. Inden vi fester videre vil jeg sige dig tak. Ikke sa meget for din tale til mig, som for det du har vaeret for mig indtil denne min »store dag«. Vi har altid, sadan synes det mig i hvert fald, vaeret sammen og vaeret et, nar det gjaldt. Altid var du nummer 1 og jeg nummer 2 - altid, Hans, og du skal aldrig opleve at jeg vil prove at traenge mig foran dig. Jeg er godt tilfreds med at vaere din nr. 2, blot du sa til gengaeld som hidtil vil finde dig i at jeg rykker dig i frakkeskoderne, nar du en gang imellem er kommet for hojt op ...«. Spontant -og deter vist ikke et digt af hukommelsen - med fugtige ojne rakte Hedtoft sin hand over bordet, og de to venners betydningsfulde handtryk fik stemningen

---

14. Bogen om H.C. Hansen, pp. 108-09 (J.O. Krag)

15. Fra Folket de kom, pp. 219-22.

til at skifte fra vinter til hojsommer. Alle rejste sig og fandt udlosning i
nogle hurrarab, der ma vaere hort helt ned til Enghaveplads«.

Skuffelsen over det store valgnederlag aret for udloste, forklarer Sigvald Kristensen, »pa mange hold i Socialdemokratiet en defaitisme der gav sig udslag ogsa i skepsis og aben tvivl i forholdet til partiets formand. Selv kunde Hedtoft ikke undga at hore den tiltagende hvisken fra mange kroge i det store partihus: Mon ikke Hans skulde lade H.C. komme i spidsen ...«. At sadanne stemninger forekom bekraeftes af Krag der, om situationen aret efter, skriver¹⁶ noget lignende, dog at det isaer var i kobenhavnske arbejderkredse der mand og mand imellem lod tvivl orn Hedtoft nu var den rette arvtager efter Stauning. Iovrigt er det rimeligt at antage at Sigvald Kristensens tale om »det store partihus« er en metafor, fremkaldt af »hvisken i krogene«, og altsa ikke saerligt tager sigte pa Rosenorns Alle, hvor partiet og fagbevaegelsen havde kontorer.

Ved en senere lejlighed sagde H.C. Hansen til Sigvald Kristensen: »Jeg var helt klar over hvad der rorte sig i Hans«. Det bekraeftes af at han engang »efter besaettelsens ophor« havde bedt den faelles, aeldre ven Peder Norgaard (direktor for bryggeriet Stjernen og siden kendt ikke mindst som radioradsformand) »betone overfor Hedtoft at denne stadig i tykt og tyndt kunde forlade sig pa hans loyalitet og medarbejderskab«¹⁷.

Gennem laengere tid folte Hans Hedtoft sig altsa utryg ved om den formandspost hvortil han i januar 1939 pa Staunings forslag var blevet valgt uden modkandidat, ogsa vilde bringe ham det lederskab som alle havde ventet den betod, og dermed statsministerportefoljen nar Socialdemokratietskulde danne regering. Tyske krav i 1941 havde medfort at han (og ogsa H.C. Hansen) matte nedlaegge alle andre politiske hverv end selve folketingsmandatet. Det var han bitter over at Stauning og partiet bojede sig for. I sig selv vilde det dog kun styrke hans stilling i et frit Danmark. Imidlertid medforte den position finansminister Vilhelm Buhl, som forst sa sent som i 1937 for alvor var tradt ind i landspolitik (dog var han pa Staunings opfordring¹⁸ blevet landstingsmand i 1932), havde skabt sig i de samarbejdende partier, at han var den selvfolgelige afloser da Stauning dode i maj 1942. I november tvang tyskerne ham bort til fordel for Erik Scavenius. I de forhandlinger mellem regering og partierder forte til et nej den 28. august 1943 var Buhl den centrale skikkelse.Det var en selvfolge for alle i de samarbejdende partier at han var

---

16. Hans Hedtoft, p. 107.

17. Bogen om H.C. Hansen, p. 41.

18. Fra Folket de kom, p. 230.

»forstemanden«, som skulde danne regering nar tyskerne var ude, og det
lykkedes efterhanden at opna Christmas Mollers og Frihedsradets nolendeaccept
heraf. Saledes skete det ogsa den 5. maj 1945.

I dette var der intet som Hans Hedtoft kunde fole foruroligende. I befrielsesregeringen blev han og H.C. Hansen optaget (og fra Socialdemokratietdesuden Carl Petersen som minister for offentlige arbejder). Hedtoft blev arbejds- og socialminister (en post kommunisterne ret energiskhavde gjort krav pa¹⁹), H.C. Hansen finansminister. Pr. tradition var finansministerchargen fornemmere, opregnedes altid officielt som den tredje efter statsminister- og udenrigsministerposterne. Deter hojst usandsynligt at Hedtoft havde noget onske om at blive finansminister, og sikkert at Buhl ikke ansa ham for egnet. Derimod naerede Buhl forventningertil den lige sa uprovede H.C. Hansen. Han satte, med en dobbeltkarakteristikder skyldes den vidende og velformulerede iagttager Svend Thorsen, »trygt dette klare hoved i finansministerlaere og underkastede ham - med overspringelse af en raekke mindre betydende tekniske mellemled - en om- og opskoling, der vist nok savner sidestykke. Buhl var i begyndelsen sin uprovede finansministers sufflor, men inden laenge kunde han kravle op af kassen«²⁰. Om Buhl nogensinde onskede helt at forlade sufflorkassen, far sta hen. Det vides, at Hartvig Frisch folte sig forbigaet som finansministeremne. Der kan ikke herske tvivl om at Buhl handlede klogt ved at bringe de to unge, som begge havde vaeret i naer kontakt med modstandsbevaegelsen, ind i befrielsesregeringen, mens Frisch, med al hans erfaring og overlegne begavelse, vilde have vaeret en belastning, for at sige det mildt, i kraft af en tale i november 1943, hvori han havde forholdt sig kritisk overfor Frihedsradet og visse sabotageformer;det kloge ved dispositionen ma fastholdes uanset at Buhl selv nogen tid efter befrielsen sagde at det afgorende var at Frisch ikke var den politiker situationen kraevede. »Det var en H.C. der var brug for ... Finanskyndig er han jo ikke, men han er politiker«²¹. Mig bekendt foreliggerder ikke samtidige belaeg for at Hedtoft skulde have oplevet sin yngre kollegas placering som en forbigaelse (det skulde da vaere ved at

---

19. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen, En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevcegelses historie i Danmark, 111, Forlaget Fremad, Kobenhavn, 1955, p. 236; Kraft, op.cit., pp. 276, 278-79.

20. Bogen om H.C. Hansen, p. 238.

21. Hartvig Frisch. Hans personlighed og gerning, Forlaget Fremad, 1950, p. 41 (H.C. Hansen); Peder Tabor, Ncerbilleder. Erindringer om mennesker og begivenheder, Forlaget Fremad, Kobenhavn, 1961, pp. 127-28; Bogen om H.C. Hansen, p. 60 (Bomholt).

indlaese noget sadant i at Hedtoft takkede for Peder Tabors lykonskning »med en temmelig mork mine: - Deter trist at Hartvig Frisch ikke kommer med«, men Tabor forstod ham saledes at han isaer var optaget af en god kammerats skuffelse). Derimod siger Krag²² i 1974 at det passede ikke rigtigt ind i Hedtofts monster at H.C. Hansen fik den hojeste post, og at vanskelighederne mellem dem allerede var begyndt i sommeren 1945. Det kan godt lyde plausibelt nar dr. Dybdahl skonner at »dispositionenstartede talen om rivalisering mellem Hedtoft og H., som belastede deres venskab i de folgende ar«. Finansministeriet var under den diffuse befrielsesregering et af de fa ministerier hvor der kunde - fordi der matte - udrettes noget virkeligt, saledes pengeombytningen og den ekstraordinaereformueopg^relse som led i bekaempelse af pengerigeligheden; sligt styrkede, skont laenge forberedt, den unge finansminister i almindeligt omdomme²³, mens Hedtoft ikke kunde na synderlige resultater indenfor sin ressort.

Om »rivaliseringen« skriver dr. Dybdahl: »Realiteterne er svsert afdaekkelige, og i hvert fald udadtil tradte H. altid loyalt tilbage for partiformanden«. Disse saetninger lader sig, laest ordret, ikke bestride. Var da den aerekaere og naertagende Hans Hedtoft mistaenksom ud over det rimelige og uanset H.C. Hansens lige naevnte signaler?

Set fra eftertiden tager det sig selvfolgeligt ud at det blev Hedtoft der dannede regering i 1947, og det gjorde det ogsa da det skete: den af besaettelsen forvoldte og sa betydningsfulde Buhl'ske parentes var afsluttet,tingene atter i den gaenge hvori Stauning havde villet seette dem. Sa selvfolgeligt forholdt det sig imidlertid ikke i 1946-47. Vel var Hedtoft efter befrielsen igen tradt til som partiets formand. Men da Socialdemokratietefter oktobervalget 1945 gik i opposition blev Buhl formand for folketingsgruppen, Hedtoft naestformand og H.C. Hansen sekretaer. Om Buhl skriver Krag ganske vist at »i resten af sin tilvaerelse som aktiv politiker bestraebte han sig for at holde sig i anden raekke og derved berede og lette vejen for sin efterfolger, den naeste socialdemokratiske statsminister«²⁴. I ordvalget »bestraebte han sig« ligger maske en begraensningaf udsagnets raekkevidde. Men deter rigtigt at de store ordforerskaberblev overladt Hedtoft og andre. Deter imidlertid ogsa en kendsgerning,meddelt af Krag selv²⁵, at forst pa Socialdemokratiets hovedbestyrelsesmode5.10.1947

---

22. Travl tid, god tid, pp. 15-16.

23. Jvf. J.O. Krags vurdering, ibid., p. 46.

24. Fra Folket de kom, p. 275.

25. Hans Hedtoft, p. 107; jvf. den naesten identiske ordlyd i En bygning vi rejser, 111, p. 299.

relsesmode5.10.1947(altsa efter at valg var udskrevet) »rneddelte Buhl at han pa grund af alder og helbredstilstand ikke vilde patage sig hvervet som statsminister, hvis valget forte til en socialdemokratisk regeringsdannelse.Han pegede pa Hedtoft som den der matte blive regeringschef«. Man kan undre sig over at en sadan beslutning blev truffet sa sent. Ydermere mente Buhl at burde motivere sin beslutning med henvisning til alder (han var lige ved 66 ar, et halvt ar aeldre end Stauning da denne fortsatte efter valget 1939) og helbred (som ikke var ringere end at han blev en saerdeles aktiv »okonomiminister«), hvori ligger at han ikke betragtededen som en selvfolge. Hedtoft kunde altsa forud ikke fole sig sikker pa at »den gamle« ikke vilde tage en torn til, med de risici for ham selv det kunde indebaere. Det vilde formentlig have vakt fortrydelse i brede lag i partiet. Men vilde nogen have taget et opgor helt ind under et valg? Med den disciplin der dengang radede i dets raekker?

Det var efter al sandsynlighed ikke egne ambitioner der fik Buhl til at vente sa laenge. Krag har, sikkert med fuldeste ret, ganske vist i en lidt anden sammenhaeng, talt om »hans staerke personligheds uforfaengelighed«,og at han »gjorde det arbejde der efter hans opfattelse skulde gores ... uden personlige hensyn hverken til sig selv eller andre«²⁶. Og det var Buhls opfattelse at den nye statsminister burde vaere H.C. Hansen²⁷, som havde hans fulde tillid, hvad Hedtoft ikke havde. Han forte samtaler med bade Hedtoft og H.C. Hansen²⁸, og nar Hedtoft, som lige citeret, matte (ikke: burde) blive regeringschef, var det altsa Buhls konklusion af disse samtaler. Hvad der er blevet sagt vides ikke. Men H.C. Hansen har respekteret sit fodselsdagslofte fra aret for, og hvis Buhl skulde have taenkt pa under disse omstaendigheder at fortsaette er han blevet talt fra det. Selv gav han »i fortrolige vennekredse« den bryske motivering for at have peget pa Hedtoft som statsministerkandidat »at H.C. kunde tale han ikke blev det; det kunde Hans Hedtoft derimod ikke. Kommentaren«,tilfojer Krag, »var unodvendig hard og afslorer det skanselsletee i Buhls ikke altid retfaerdige vurdering af sine venner og medarbejdere«²⁹, og hans oplysning er vel en del af baggrunden for at dr. Dybdahl (i artiklen om H.C. Hansen) haevder at »Buhls spil undertiden kunde antagekarakteren af bristende respekt for partiloyaliteten og det demokratiskeudvaelgelsessystem«.

---

26. Fra Folket de kom, p. 257.

27. Ibid., p. 275.

28. Hans Hedtoft, p. 107.

29. Fra Folket de kom, pp. 275-76.

tiskeudvaelgelsessystem«.Men - oprigtigt talt - viser ikke kilderne at i
essensen havde Buhl ret?

Det bor for fuldstaendigheds skyld her naevnes at efter valget opfordrede det Radikale Venstre til dannelse af en samlingsregering af de fire gamle partier. »Buhl fik overdraget at undersoge mulighederne og gik positivt ind for opgaven. Han vilde gerne have haft en sadan fire-partiregering«. Hvis dette Jorgen Jorgensens indtryk³⁰ er korrekt ma det betyde at Buhl ikke stod fremmed overfor en tanke om endnu en gang at blive statsminister, for de andre partier vilde langt snarere have kunnet acceptere ham som sadan end Hans Hedtoft. Iovrigt vaeltede Buhl snart dette subtile spil, som Socialdemokratiet utvivlsomt kun for et skins skyld deltog i.

Deter naturligt nu at inddrage H.C. Hansens egen skildring³¹ af sit forhold til Hans Hedtoft: »Selv i vore sind gik der ingen skarp graense mellem hans og mine tanker. Prover jeg at genkalde de store politiske situationer vi gik igenneiji sammen, kan jeg i dag umuligt sige hvor Hans og jeg deler part i deres losning, - sadan at forsta at de alle blev droftet igennem mellem os og maske flere pa kryds og tvsers. Forskellige var vi, og langtfra altid sa vi ens pa mennesker og sager. Men netop vor forskellighed bandt os til hinanden i et arbejdsfaellesskab, som nasppe kunde vaere mere lige i vilkar, mere harmonisk i sit forlob og foles mere givende i sine resultater«.

Deter ord nedfaeldet snart efter Hedtofts dod og til mindebogen om ham. Derfor behover de ikke at vaere usande, og adskilligt i det citerede er übestrideligt. Deter ogsa vaerd at hasfte sig ved at ordene er alt andet end selvudslettemde. Tages de for palydende, da udgjorde de to Arhusdrenge,med en vending som Tage Kaarsted³² har udmontet med henblik pa Ove Rode og P. Munch, »et ideelt politisk makkerskab«, en formuleringsom ogsa kunde bruges om det naeste radikale lederpar Bertel Dahlgaardog Jorgen Jorgensen³³. Paralleliseringen er sa meget mere naturlig

---

30. Jorgen Jorgenseris Erindringer, Kristeligt Dagblads Forlag, 1970, pp. 129-30.

31. Hans Hedtoft, p. 14.

32. Ove Rode som partipolitiker, Institut for Presseforskning og Samtidshistorie, Aarhus, 1971, p. 234.

33. Dahlgaard skriver (Kamp og Samarbejde. Ncerbilleder af politik og politikere gennem 40 dr, Forlaget Fremad, 1964, p. 165) at der »kun er forekommet fa tilfaelde af vaesentlig betydning hvor Jorgen Jorgensen og jeg ikke har droftet problemerne sammen. Forskelligheder i anskuelser og temperament har aldrig hindret et harmonisk samarbejde«, og partneren (Jorgen Jorgensens Erindringer, p. 114): »Vi var naturligvis ikke altid enige, og vi havde da ogsa undertiden diskussioner der viste stor uenighed, men i alle de store afgorelser var der aldrig nogen der fik at vide hvis vi ikke var enige. Der folte vi det som en forpligtelse at sta sammen ...«.

som der ogsa i de to radikale tilfaelde var tale om store forskelle i temperamentog stil, og dermed forudsaetninger for frugtbar komplementaritet. Efter et gnidningsfrit hovedbestyrelsesmode op mod valget 1957, hvor H.C. Hansen ligesom syntes der manglede den rette kampgejst, udbrod han bagefter med et dybt suk: - Hvor jeg savner Hans!³⁴.

Et er det tilbageskuende. Noget andet er om H.C. Hansen i konkrete situationer altid har nojet sig med at rykke kammeraten i frakkeskoderne nar han kom for hojt op. I fodselsdagstalen vilde han vaere tilfreds med at vaere Hedtofts nr. 2 (men altsa ikke mindre), i mindeordene fremstiller han dem som ligemaend, sa Hedtoft kun i formen var primus inter pares. Og det han havde lovet, og holdt i Hedtofts vanskeligste ar fra 1953, var jo, ret beset, at han aldrig selv vilde traenge sig foran, ikke at han ikke vilde sta beredt den dag Hedtoft eller partiet fandt et skifte fornodent.

Rollefordelingen mellem de to giver ogsa et bidrag til at forklare at dr. Dybdahl resumerer (jvf. ovenfor s. 387) at i en raekke afgorende droftelser og beslutninger var H.C. Hansen hver gang med men aldrig mere end med. For hvis dennes fremstilling af at han og Hedtoft talte tingene igennem er rigtig, vidner den omstaendighed at han holdt sig i baggrunden i sammenligning med den talende og omfindtlige formand vel fremfor alt om klog selvbeherskelse.

Hedtoft og H.C. Hansen er, direkte og indirekte, blevet sammenlignet sa tit at billedet af den ene star i fare for at fortones i lyset af den anden³⁵. De var forskellige. Af sind: nar Krag skriver om Hedtoft lige efter sammenbrudeti forhandlingerne om nordisk forsvarsforbund at »i de dage folte han det som var den dyrebareste streng i hans politiske sind bristet «³⁶, tror man ham gerne, men taenker ogsa pa at sadan vilde ingen have udtrykt sig om H.C. Hansen, selv ikke nar noget vigtigt var slaet fejl for ham, som i foraret 1956. Og i politik: den visionaere og begejstrende Hedtoft, den nogterne og kontante H.C. Hansen, osv. Farligt bliver det nar slig mandjaevning slar over i typificerende forenkling. Det var en politisk bedrift af Hedtoft i lobet af nogle uger i senvinteren 1949 at fore Danmark ind i Atlant-pagten (det ma ogsa modstandere af NATO anerkende),og det hurtige omslag fra det nordiske perspektiv er et eksempel pa at ogsa han kunde tage virkeligheden i agt og handle pragmatisk. Hans forslag blev pa et hovedbestyrelsesmode efter lang debat godkendt »rned alle stemmer mod en urokkelig pacifist*, og pa kongressen i September

---

34. Tabor, op.cit., pp. 130, 166.

35. Tabor (ibid., pp. 130-31) er i et dobbeltportraet opmaerksom herpa.

36. Hans Hedtoft, pp. 130-31.

»loftede der sig kun enkelte og svage roster mod Atlant-pagten«³⁷. Men nar f.eks. ikke-socialdemokraten Svend Thorsen skriver: »Naeppe nogen anden end Hedtoft havde evnet at give den nye udenrigs- og forsvarspolitiket fundament ide brede lag«³⁸, sporger man sig uvilkarligt om en H.C. Hansen ikke ogsa havde vaeret opgaven voksen. Stilen havde vaeret en anden, og bl.a. havde hans virkelighedsbillede formentlig afholdt ham fra at engagere sig helt sa intenst i drommen om en nordisk alliance (men naeppe fra at lade muligheden afprove, for det var af indenrigske grunde sare formalstjenligt). Men alt tilsiger at resultatet var blevet det samme. Det havde trods alt rod i et tiars erfaringer og en udbredt fornemmelse af at landets for mindre end fire ar siden genvundne frihed var truet.

Samme Thorsen³⁹, og flere andre, priser som Hedtofts anden stormandsdad oprettelsen af Nordisk Rad 1953, og deter nok troligt at tilsvarende indsats havde H.C. Hansen ikke gjort. Siden Thorsen skrev i 1962 er radets anseelse blegnet ide flestes ojne; Poul Moller⁴⁽⁾ kaldte det tolv ar senere ligeud et enormt omsvobsdepartement, til skade for nordisk

Buhl, H.C. Hansen og Krag. 1947-50

Styrket ved valget, men under parlamentarisk vanskelige forhold, dannede Hedtoft i november 1947 en socialdemokratisk mindretalsregering. Dens sammensaetning vakte straks rore. I naervaerende sammenhaeng er det af en vis betydning at naevne at karrierediplomaten Gustav Rasmussen fortsatte som udenrigsminister og blev genstand for bidsk og besk kritik.

En vis opma^rksomhed vakte det at den nybagte folketingsmand fra og for Randers Jens Otto Krag blev handelsminister, allerede af den grund at han kun var 33 ar, en dengang for en minister sensationelt ung alder. Desuden havde hansom sekretaer for et partiudvalg vaeret hovedforfatterenbag Fremtidens Danmark, som var blevet udlagt som et socialdemokratiskskridt i socialistisk retning, selv om kernen deri havde meget mere at gore med John Maynard Keynes (hvis teorier dengang var naermest ukendt udenfor en snaever kreds af nationalokonomer) end med Karl

---

37. Tabor, op.cit., pp. 137-38.

38. Fra Folket de kom, p. 211.

39. Ibid., pp. 213-14.

40. Politik pa vrangen, Stig Vendelkaers Forlag, 1974, pp. 33-35.

Marx, omend det ogsa bar spor af at udvalget var nedsat som en »socialiseringskommission«,og beskaeftigede sig en del med bedriftsrad og andre tanker fra den foregaende efterkrigstid. Det var denne indsats⁴¹ der havdegivet Krag en position i partiet, som han dog havde tilhort fra han var gymnasiast. Fra en kontorchefstilling i Vareforsyningsdirektoratet var han i december 1945 blevet leder af Arbejderbevaegelsens Erhvervsrad. Han havde et snaevert samarbejde med Hedtoft, der i hoj grad folte behov for kyndig okonomisk radgivning⁴². »Deter«,t_er«, vidner Jorgen Paldam,som selv var en af de involverede, »for staerkt at sige at okonomi var Hedtoft mere eller mindre vederstyggeligt, men det var i hvert fald ikke noget han gik op i. De okonomiske afsnit i Hedtofts taler var stort set Krags ...«⁴³. Forbundsformand Hans Rasmussen har fortalt at det var ham der anbefalede Hedtoft at gore Krag til handelsminister⁴⁴; radet har vasret velkomment, men tanken naeppe ny for Hedtoft der behovede hjaelp for at haevde sig overfor H.C. Hansen og Buhl. Hedtoft bad dagen efter valget Krag blive forsyningsminister, mens Peder Norgaard skulde have handelsministeriet, men da Norgaard sagde »nej til den mindste halvdel af et splittet ministerium« fik Krag det hele⁴⁵.

Sytten ministre talte regeringen. Det blev den ogsa kritiseret for. Knud Kristensen havde kunnet klare sig med tretten, og i Staunings dage havde der hojst vaeret tolv. To af de sytten var ministre uden portefolje med saerlige opgaver. Den ene af dem var Buhl »med den opgave at foresta samordningen af retningslinjerne for den okonomiske politik«.

Med de store okonomiske, ikke mindst valutariske vanskeligheder landet befandt sig i var det en vaesentlig opgave at tage op. Deter et rimeligt gaet at Buhl selv havde forlangt denne post. Og deter sikkert at han hurtigt gav den et bade kontant og vidtraekkende indhold.

Dertil tjente to nydannelser. Den ene var det okonomiske Sekretariat, hvis leder blev Viggo Kampmann, og hvis beskedne medarbejderstab talte adskillige navne som siden gjorde sig bemaerket i dansk centraladministration.Han forenede beherskelse af detaljen med sans for overblik og iderigdom med frygtloshed overfor opgaverne. Det var egenskaber Buhl forstod at respektere; deres samarbejde var uden gnidninger⁴⁶. Og H.C.

---

41. Skildret og droftet af Krag i Ung mand fra trediverne, pp. 180-85, 194-97, 199-200; Travl tid, god tid, pp. 15, 17-21, 24-26.

42. Ibid., p. 57.

43. Krag - som vi kendte ham, p. 12.

44. Ibid., p. 23.

45. Travl tid, god tid, p. 119.

46. Fra Folket de kom, p. 277 (Krag); Viggo Kampmann, Mit forhenvcerende liv - i glimt, Fremad, 1971, pp. 59-60.

Hansen bemaerkede ham saerdeles: »Han er sgu' et emne«, sagde han og
mente et ministeremne47.

Den anden nydannelse var MOF, dvs. ministerudvalget for okonomi og forsyning. Bortset fra under besaettelsestiden havde man ikke for brugt at nedsaette udvalg indenfor en regering⁴⁸. Buhl blev formand for MOF; de ovrige medlemmer var statsminister Hedtoft, udenrigsminister Gustav Rasmussen, finansminister H.C. Hansen, landbrugsminister Kr. Bording, arbejdsminister Johs. Kjaerbol og handelsminister J.O. Krag, og udvalgets sekretaer, der skrev kortfattede referater til brug for medlemmerne og deres departementschefer, var Viggo Kampmann. Pa den made var der intim kontakt til det okonomiske Sekretariat, som forberedte sagerne »efter modtagne oplysninger fra de pagaeldende ministre ... og gav Buhl notater, sa han var i stand til at foresta forhandlingerne om fremkommelige losninger nar modsaetninger mellem ministerierne var til stede, og det var de ofte«⁴⁹.

Hvis de sidste ord bliver opfattet som om Buhl var en stilfaerdig formidler,er det et gait indtryk. Her skal ikke gengives Krags farverige skildringe r⁵⁰ af udvalgsformandens adfaerd (men de anbefales som saerdeles fornojeliglaesning), blot at den virkede som en »efterslaet af statsministerautoriteten«,og »ikke efter aftale med statsminister Hedtoft, hvorimod det nok er troligt at H.C. Hansen var hans medvider og maske til tider hans inspirator«. Stadig iflg. Krag modte Hedtoft »flittigt op til MoF's tidlige morgenitnoder i handelsministerens kontor og fulgte sagerne tilstraekkeligtnoje til at kunne gribe ind hvor maegling mellem de forskellige synspunkter ikke lykkedes for Buhl«. Med det straks herefter angivne taget i betragtning er det en naerliggende gisning at statsministeren ikke mindst kom nar handelsministeren havde brug for ham. Men uanset hvordan dette forholder sig synes det evident at Buhl med sine nydannelserhavde taget hele den okonomiske politik, som pa det tidspunkt var endnu mere afgorende for en regerings skaebne end for og siden, ud af haenderne pa Hans Hedtoft, sa han i den forstand, stottet af og stottende sig til H.C. Hansen, snart sagt alligevel var blevet statsminister igen. I MOF, der i sin trearige eksistens holdt over 200 moder⁵¹, blev en sa stor

---

47. Kamp og fornyelse, p. 141.

48. Erik Rasmussen, Komparativ Politik, 2, 2. udg., Gyldendal, 1972, pp. 312-15.

49. Kampmann, Mil forhenvcerende liv, p. 59.

50. Hans Hedtoft, pp. 112-13; Fra Folket de kom, pp. 276-79; Kamp og fornyelse, pp. 138-41; Travl tid, god tid, p. 124; jvf. ogsa Viggo Kampmann, Seks socialdemokratiske statsminislre - skildret af den syvende, Fremad, 1973, pp. 29-31.

51. Ibid., p. 29.

del af den okonomiske politik afgjort at undervisningsminister Hartvi§ Frisch »med et lille smil« sagde »at han folte sig ligesom afpolitiserei derved«⁵². Lykkeligvis - men uventet - formede forholdene sig pa andre omrader, isaer de udenrigs- og forsvarspolitiske, sadan at Hedtoft alligevelkunde fole at han gjorde en statsministers gerning.

Beretninger om hvad der foregik i MOF synes kun at foreligge fra Krags hand, og han dvaeler helt overvejende ved den strid der var om tempoet i afviklingen af rationeringer og restriktioner, hvor Krag, all efter situationeme, onskede den fremmet sa meget som muligt, mens »Buhls indstilling var at praktisk talt enhver restriktion burde holdes sa laenge som muligt«. Han erindrer »braendselsrationeringens ophaevelse i 1950 som et langvarigt diskussionsanliggende«, hvori han »meget mod Buhls onske« fik sin vilje igennem. Det synes som om han undertiden fik stotte af Bording og Kjaerbol, der selv havde dravater med Buhl, derimod ikke af H.C. Hansen, hvem han tvsertimod sommetider opfattede som inspirator af Buhls straffeekspeditioner. Han noterer sig at Buhl havde el medansvar da Hedtofts regering i november 1950 faldt pa »opretholdelsen af en smorrationering der burde have vseret ophaevet eller i det mindste lempet adskillige maneder for«⁵³.

Da var Krag ikke mere minister. Efter valget i September havde han meget mod Hedtofts onske, taget politisk orlov for at blive okonomisk radgiver ved ambassaden i Washington. Det var, som Krag⁵⁴ har redegjort for, i forste raekke af personlige arsager. Den almindelige opfattelse var at Krag drog i »udenrigsministerlaere«. Han har betonet at inger havde bedt ham om »at drage ud pa en laereplads«⁵⁵, men altsa ikke dementeret kernen i forlydendet, og der var jo da endelig ikke nogei aererorigt ved sadan snak. Medvirkende var imidlertid ogsa, iflg. dr. Dyb dahl, at forholdene indenfor ministeriet, navnlig til Buhl men ogsa til H.C. Hansen, havde oparbejdet en irritation hos ham. Jeg har ikke kunnet finde et udtrykkeligt belaeg herfor, men det lyder saerdeles plausibelt.

Der var under alle omstaendigheder politiske meningsforskelle, bade ai saglig art og i taktikken, og Hedtofts stotte var ikke tilstraekkelig til at den unge Krag kunde gore sig rigtig gaeldende overfor duumviratet Buhl- H.C. Hansen's dominans i den okonomiske politik. Meningsforskelle vil

---

52. Hartvig Frisch, p. 47

53. Fra Folket de kom, pp. 278-79; jvf. Travl tid, god tid, pp. 123 og 215, hvor det siges udtrykkeligt at Krag havde villet ophaeve smorrationeringen for valget i September.

54. Ibid., pp. 217-18

55. Ibid., p. 218

der altid vaere i en regering mellem ministre med lyst til at haevde sig. Antageligt gik spaendingerne ud over det. Dr. Dybdahl omtaler at H.C. Hansen helt fra tidligt i 30'rne sa med skepsis pa Krag. Kilden hertil er vel dennes ungdomserindringer⁵⁶ hvori det fortaelles at H.C. Hansen pa DSU's kongres i 1934 omgikkes med tanker om at han burde ekskluderes.Deter jo muligt H.C. Hansen aldrig har glemt en sadan tidlig mistaenksomhed.Mere vaesentligt er det at han antagelig har delt den i tiden ret udbredte tilbojelighed til at opfatte Krag som en person hvis adfaerd ikke var sa serios og voksen som det burde forventes af en socialdemokratisktopfigur; han tildrog sig for megen uheldig opmaerksomhed. Direktekildebelaeg herfor findes mig bekendt ikke. Men opfattelsen bestyrkesaf H.C. Hansens holdning til Krag i det folgende tiar. Dertil kan have fojet sig irritation hvis Hedtofts stotten sig til Krag kunde rnedfore nogen svaekkelse af H.C. Hansens egen meget staerke indflydelse pa statsminister-kammeraten.

Hedtoft, H. C. Hansen og Krag. 1950-55

Da Krag i September 1950 fastholdt sit onske om at traede tilbage som minister radede han Hedtoft til at flytte H.C. Hansen til handelsministeriet og gore Viggo Kampmann til finansminister⁵⁷. Sadan blev det ogsa, formentlig isaer fordi radet faldt sammen med H.C. Hansens planer⁵⁸, idet han var »begyndt at blive traet af sit finansministerjob, efter at de spaendende dage med pengeombytning og de politisk interessante efterkrigsting var overstaet ... saerlig var hans politiske instinkt slet ikke for de stadige tillob til at saette skatterne i vejret«, og samtidig var overbevist om at have fundet den helt rigtige afloser som finansminister. Ved denne rokering kom H.C. Hansen til at sta med det umiddelbare ansvar for opretholdelsen af den smorrationering som regeringen kom i mindretal pa syv uger senere. Beslutningen om at traede tilbage synes Hedtoft, han og Buhl at have vaeret aldeles enige om⁵⁹.

I oppositionsperioden 1950-53 var Hedtoft rigsdagsgruppens formand,
H.C. Hansen na;stformand og finanslovsordforer. Der blev lagt vaegt pa

---

56. Ung mand fra trediverne, p. 34.

57. Travltid, god tid, pp. 220-21.

58. Kampmann, Mil forhenvceren.de liv, pp. 55, 57; jvf. den udefra sete skildring i Poul Moller, Gennembrudsar. Dansk politik i 50'erne, Stig Vendelkasrs Forlag, 1977, pp. 139-41, hvis kilde antagelig er Aksel Moller.

59. Kampmann, Mil forhenvcerende liv, p. 64.

at fore hvad man betegnede som en saglig opposition, dvs. undlade at stille forslag som man ikke selv vilde have stillet i regeringsposition; et nybagt konservativt medlem har siden givet udtryk for at H.C. Hansens holdning imponerede ham⁶⁰. lovrigt sikrede regeringen Eriksen-Kraft sig en fredsommelig holdning fra de Radikales side ved at tage grundlovssagenop. Forst efter forarsvalget 1953, der gav socialdemokratisk fremgang,anlagde H.C. Hansen (Hedtoft var syg) en mere krigerigsk holdning.Vedr. perioden er det iovrigt vaerd at notere sig at Kampmann blev »som tidligere finansminister ekstraordinaert medlem af rigsdagsgruppen med taleret, der efterhanden blev udnyttet«⁶¹; formuleringen er naeppe formelt korrekt, men realiteten vidner om den betydning ledelsen nu tillagde hans medarbejderskab, ligesom at man bestraebte sig pa at skaffe et folketingsmandat til ham, hvad med vanligt besvaer til sidst lod sig praktisere.

Septembervalget gav ny socialdemokratisk fremgang. De Radikale tilradede, naturligvis forgaeves, at Erik Eriksen skulde danne en ren Venstre-regering, men inden dette spil var helt faerdigt, havde Kommunister og Retsforbund og dermed et flertal peget pa Socialdemokratiet. Med de forskellige holdninger de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer indtog var der et faktisk flertal af Socialdemokrater og Radikale. Bade Hedtoft og H.C. Hansen onskede at vende tilbage til 30'rnes frugtbare regeringssamarbejde. Allerede de to partiets forskellige holdning til NATO gjorde det formentlig umuligt for de Radikale at tage imod de socialdemokratiske folere; desuden foretrak i hvert fald Bertel Dahlgaard den friere men ikke mindre indflydelsesrige position uden regeringsansvar, og det blev i de folgende ar han yderligere befaestede sin efterkrigsposition som Folketingets vejer og maler, hvad han nod.

Det mest bemaerkelsesvaerdige ved Hedtofts nye regering var at H.C. Hansen blev udenrigsminister. Det var, har Krag skrevet⁶², anden gang han »forbavsede«, nemlig ligesom da han blev finansminister i 1945, og han havde brugt oppositionsarene til at laere sig engelsk (hvad en handelsministernu ogsa kunde have nytte af). Man kan ogsa se sadan pa det at H.C. Hansen var en mand der havde mod pa at tage udfordrende opgaverop, og med hans placering i partiet vilde det naturligt blive pa en toppost. Ytrede han forst et sadant onske, matte det imodekomrnes. Krag var kommet hjem inden forarsvalget. Der foreligger mig bekendt

---

60. Poul Moller, Gennembrudsar, pp. 141-42.

61. Kampmann, Mil forhenvcerende liv, p. 68.

62. Kamp og fornyelse, p. 16.

ikke konkret belaeg for at han havde taenkt sig at skulle :re udenrigsminister.Derimod afgjort at han vilde vaere minister. P; Hedtofts forste ministerliste figurerede han imidlertid slet ikke. Maskc /ar Hedtofts interessei ham svaekket af »flugten til Amerika«, og H.C. Hansen har ment at han sagtens kunde undvaeres. Pa Krags indtraengende forestillinger overfor Hedtoft gjorde denne ham i sidste ojeblik til minister uden portefolje»med saerligt henblik pa udenrigshandelen og samordning af den okonomiske politik«. Dette gik pa tvasrs af Viggo Kampmanns onsker, for han foretrak at det okonomiske Sekretariat forblev under Finansministeriet,hvortil Thorkil Kristensen havde henlagt det under regeringen Eriksen-Kraft⁶³. Hverken Kampmann eller, bag ham, H.C. Hansen kan have vaeret tilfreds med denne beskaering af finansministerens ressort. Ifolge den konservative Poul Mollers iagttagelser⁶⁴ blev Krag minister uden portefolje »formentlig fordi Hedtoft naerede stor sympati for ham og ansa det for uretfaerdigt om han aldrig blev sluppet ind fra kulden«. Det lyder ikke utroligt at Krag har appelleret til Hedtofts varme hjertelag,og denne har vel ogsa taenkt at han pany kunde have brug for ham. Krag selv har i sine fremstillinger ikke naevnt andet end at han blev minister. Dermed var han imidlertid ikke tilfredsstillet. Han vilde have et fagministerium. En maneds tid senere fik han Arbejdsministeriet, men kun »efter droftelse mellem Hedtoft og LO-formanden Eiler Jensen«; det voldte statsministeren besvaer at bevaege Johan Strom til at nojes med Socialministeriel:⁶⁵.

Denne anden regering blev ikke nogen lykkelig tid for Hans Hedtoft. Hans hustru, som betod umadelig meget for ham, havde laenge vaeret uhelbredeligt syg. Han tilbragte flere gange naetterne ved hendes sygeleje.I december 1954 dode hun. Den hjertesygdom som bragte ham selv doden i januar 1955 havde han maerket i mindst et halvt ar⁶⁶. Men ogsa politiske arsager bidrog til at laegge hans nerver blot. Mens regeringen Eriksen-Kraft havde efterladt sig en nogenlunde velforsynet valutakasse aendrede netop valutaforholdene sig hojst utilfredsstillende i lobet af 1954. Venstre og Konservative forholdt sig skarpt kritiske. »Tor man betro regeringen penge?«, spurgte den konservative Poul Sorensen, »i oppositionens agitation og i en hviskekampagne i Christiansborgs kroge

---

63. Meddelelse af 29.8.1982 fra departementschef Erik Ib Schmidt; meddelelsen bygger pa samtidige oplysninger fra Viggo Kampmann.

64. Gennembruds&r, pp. 55-56.

65. Kampmann, Seks socialdemokratiske statsministre, p. 62; Krag - som vi kendte ham, p. 14 (Jorgen Paldam).

66. Tabor, op.cit., p. 145.

efterhanden omformuleret til: »Man tor ikke betro Hedtoft penge««⁶⁷. Ved et valg kunde, vurderer Svend Thorsen⁶⁸, »oppositionen have spadseretsig til en sejr, hilst med blomster fra borgerskabets vinduer«, og Socialdemokratiet vilde have faet et uduelighedsstempel pa sig. Deter ogsa bemaerkelsesvaerdigt at Krag⁶⁹ iet tilbageblik vaelger at gengive Thorsens ord om Hans Hedtoft som en mand der, ogsa hvis han ikke var dod, havde sin politiske karrieres hojdepunkter bag sig.

Heller ikke hos de Radikale var der rigtig hjaelp at hente. Vel mente Dahlgaard at oppositionens holdning var i strid med hvad han yndede at betegne som det samarbejdende folkestyre, og dermed imod den nye grundlovs ide, og traf aftale om at Hedtoft og Kampmann skulde komme hjem hos ham en formiddag til droftelse af regeringens forslag til kriselove. Det gik bedre da Kampmann naeste dag var der alene. Dahlgaard og han havde let ved at tale sammen og ordnede i de folgende ar mange ting over en kop morgenkaffe⁷⁰. Men i denne omgang blev resultatet utilstraekkeligt til at afbode krisen. Det var Hedtoft som leder Dahlgaard - og hans parti - ikke mere havde tillid til.

Redaktor Tabor har berettet folgende⁷¹, som det i naervaerende sammenhaeng er rimeligt at citere fyldigt: »Hvad Hedtoft ikke vidste - og hvad jeg forst erfarede efter hans dod - var at ledende Radikale ... overfor H.C. Hansen havde ... fortroligt ladet forsta at det efter deres opfattelse var umuligt at genoprette tilliden og derfor orkeslost at medvirke til yderligere indgreb sa laenge ministeriet bar Hedtofts navn«, hvorimod de »vilde vasre rede til at yde regeringen fornoden stotte dersom Hedtoft aflostes af H.C. Hansen ... deter givet at H.C, urokkeligt loyal, afviste enhver tanke om at raekke hand til noget sadant. Han matte imidlertid med bitterhed se sig bragt i en utalelig stilling. Overfor sin chef og naermeste kammerat hverken kunde eller vilde han abenbare situationens fulde alvor, som den fremgik af det fortroligt meddelte radikale standpunkt. Det kunde i hvert fald ikke gores uden at det kunde misforstas som en illoyal tilskyndelse. Hedtoft pa sin side isolerede sig i en folelse af ydmygende afmagt fordi han, lederen, ikke mere formaede at anvise sine kolleger og sit parti anden udvej end fortsat vegeteren under et stadigt tillidstab. Hver for sig levede de to kammerater i samme isnende skygge af et dilemma som det var blevet orkeslost at drofte ...«.

---

67. Ibid., p. 146.

68. Bogen om H.C. Hansen, p. 239.

69. Kamp og fornyelse, p. 18.

70. Ibid., p. 142.

71. Op.tit., p. 150.

Tabors fremstilling taler for sig selv. Den er fra 1961. Hans kilde ma antages at vaere H.C. Hansen. Der findes ingen kommentarer og altsa heller ingen afstandtagen i Dahlgaards og Jorgen Jorgensens erindringsvaerker, skont de blev til flere ar senere. Fremstillingen bekraeftes ogsa af at efter Hedtofts dod skiftede deres holdning til regeringen karakter.

Kampmann⁷² beretter om efteraret 1954 at Hedtoft »begyndte at klage over at han ikke sa meget til H.C. mere. Han kom ikke som for af sig selv over og talte om tingene ... det var abenbart at en aendring i det indbyrdes forhold langsomt var indtradt, og lige sa abenbart at de Radikale ligesom bedre kunde tale med H.C.«. Deter vel ogsa forst denne tid Krag⁷³ taenker pa nar han taler om at vanskelighederne mellem Hedtoft og H.C. Hansen »senere skulde vokse til en kloft«, et staerkere ord end andre og han selv i sine tidligere fremstillinger har anvendt. Iflg. Tage Kaarsted⁷⁴ var der pa dette tidspunkt »ikke fa socialdemokrater som i al gedulgthed sogte at virke for at fa H.C. Hansen gjort til partiets leder«; denne sagde pa et mode for hovedstadens tillidsmaend at »han ikke pa nogen made vilde medvirke til at stode Hedtoft fra tronen«; Hedtoft »reagerede ved at fjerne sig fra H.C. Hansen«. Hvem der fjernede sig fra hvem er Kampmann og Kaarsteds kilde, som var Folketingets formand Gustav Pedersen, saledes uenige om, men de bekraefter begge realiteten i Tabors skildring af disse tragiske maneder.

Stats- og udenrigsminister H. C. Hansen I. 1955-57

Mens H.C. Hansen havde al grund til i Hedtofts sidste ar at se med bekymring pa den indenrigspolitiske udvikling, havde han selv fundet sig saerdeles godt til rette i Udenrigsministeriet. Derom er alle kilder⁷⁵ enige. »Da han godt otte ar tidligere blev finansminister koncentreiede han sine kraefter om opgaven. Nu som udenrigsminister lagde han hele sit liv i arbejdet« (J.O. Krag). Og tingene lykkedes for ham. Indadtil som udadtil var hans anseelse i stadig vaekst.

Ved Hedtofts dod var det en selvfolge at H.C. Hansen matte blive
statsminister og partiformand. Burde det medfore at han afgav udenrigsministerportefoljen?Siden

---

72. Seks socialdemokratiske statsministre, p. 42.

73. Travl tid, god tid, p. 15.

74. De danske ministerier 1929-1953. Et hundrede politisk-historiske biografier, udg. af Pensionsforsikringsanstalten, Kobenhavn, 1977, p. 532.

75. Bogen om H.C. Hansen, pp. 8-9 (Kampmann), 154-72 (Krag), 173-204 (Nils Svenningsen).

ministerportefoljen?Sidenbesaettelsestiden havde ingen statsrninister
samtidig haft et fagministerium76, en ny praksis der havde vaeret tillob til i
mellemkrigstiden og hvis hensigtsmaessighed meget taler for.

Imod at afgive posten ma for H.C. Hansen, ud over hans kaerlighed til den, have vejet at han var midt i et forlob som var af stor nationalpolitisk raekkevidde. Vesttysklands forestaende optagelse i NATO havde gjort det muligt uden indblanding i en anden stats forhold at soge frem mod en betryggende losning af sporgsmalene omkring mindretallenes stilling pa begge sider af graensen, og vel at maerke ved samtidige erklaeringer, ikke ved en traktat, som det altid havde vaeret Danmarks politik at undga. I efteraret 1954 havde han formaet at vinde forstaelse hos forbundskansler Konrad Adenauer, og netop i januar blev der fra tysk side lagt op til de forhandlinger der forte til udveksling af erklaeringer i Bonn 28.3.1955. Om denne sag har Nils Svenningsen, Udenrigsministeriets direktor og H.C. Hansens naere medarbejder, skrevet⁷⁷: »Udover den direkte betydning ordningen af 1955 fik ved at den loste en raskke mere eller mindre akutte mindretalsproblemer, tor det vist haevdes at den bidrog til at befaeste Skelbaek-graensen af 1920, og at den fik positiv betydning for det gode naboforhold mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland i det hele taget«. Nar man, som jeg, voksede sig til politisk bevidsthed i arene for og efter Hitlers magtovertagelse, opleves »det gode naboforhold« som en befriende og hartad mirakulos udgang efter mere end hundrede ars evig frygt.

H.C. Hansen beholdt udenrigsministeriet. Herom skriver Krag⁷⁸: »Det ... kostede H.C. overvejelser. Men dels sa han ikke nogen oplagt afloser, og dels elskede han arbejdet som udenrigsminister. Efter en droftelse med Viggo Kampmann⁷⁹ besluttede han sig til at blive pa posten indtil videre«. Disse order et fornemt eksempel pa Krags skrivekunst. Der er ikke et gran af usandhed i dem, og dog kan de pa en gang laeses som om H.C. Hansens beslutning var noget ganske selvfolgeligt, og som et forbeholdi den forstand at andre end han maske meget vel kunde se en afloser. Og iet lige sa velformuleret portraet⁸⁰ i det norske Arbeiderbladet,som

---

76. Erik Rasmussen, op.cit., 2. pp. 309-10.

77. Festskrift til Troels Fink, Odense Universitetsforlag, 1982, p. 208.

78. Kamp og fornyelse, p. 12.

79. Jvf. Bogen om H.C. Hansen, pp. 8-9, og Kampmann, Seks socialdemokratiske statsministre, p. 50; iflg. sidstnaevnte kilde synes H.C. Hansen med ulyst at have vaeret indstillet pa nodvendigheden af at afgive Udenrigsministeriet, »og jeg var enig med ham, men mente at han indtil videre kunde klare begge dele. Det glaedede ham ...«.

80. Kamp og fornyelse, pp. 16-17.

det,somH.C. Hansen takkede ham for, tog han, med egne ord, »begivenhedernelidt pa forskud« ved at skrive: »Man kan naeppe vente at H.C. vil rekonstiruere sin regering for skibets sodygtighed er noje provet, og for alle samarbejdsmuligheder er undersogt. Det kan tage ham bade tre og seks maneder ...«. Stort tydeligere kunde Krags forventninger vel naeppe signaleres.

De samarbejdsmuligheder der skulde undersoges var forholdet til de Radikale. I en samtale med Jorgen Jorgensen tilkendegav H.C. Hansen at regeringen ikke stilede mod valg⁸¹, og bidrog dermed til at underbygge de Radikales tillid og mod pa at forhandle om übehagelige foranstaltninger mod valutamiseren. Allerede midt i marts indgik de to partier et omfattende forlig, og havde den tilfredsstillelse at Venstres tidligere finansminister Thorkil Kristensen sluttede sig til det. Heist havde H.C. Hansen set at de udnyttede det knebne folketingsflertal til at forny 30'rnes regeringssamarbejde. Jorgen Jorgensen vilde i virkeligheden gerne, men modte for staerk modstand blandt partiets militante NATOmodstandere og hos Bertel Dahlgaard. Men det gode klima led ikke skade derved.

Da muligheden af en flertalskoalition ikke mere var til stede - og H.C. Hansen havde endda en stund taenkt sig Thorkil Kristensen som udenrigsministe r⁸² - var tiden inde til den rekonstruktion som Krag havde set frem til. /Endringerne blev fa og sma, og Krags forhabninger ikke imodekommet. H.C. Hansen ma have besluttet sig for at beholde Udenrigsministeriet. Der foreligger ingen oplysninger om at han denne gang har radfort sig med nogen. Hvis han, som ved en lidt senere lejlighed (s. 409), har spurgt Jorgen Jorgensen om hans mening, hvad han gjorde i mange anliggender, er han utvivlsomt blevet bestyrket i sin beslutning.

Sa snart den var truffet matte H.C. Hansen bestraebe sig pa at tage brodden af den kritik der kunde saettes ind overfor hans store arbejdsbyrde.Deri indgik at: Johs. Kjaerbol blev Gronlands-minister, hvorved H.C. Hansen aflastedes qua statsminister, samt at redaktor Ernst Christiansen blev minister uden portefolje »med henblik pa udenrigspolitiske sporgsmal,herunder

---

81. Bogen om H.C. Hansen, pp. 9-10 (Kampmann).

82. Kampmann, Seks socialdemokratiske statsministre, p. 51. - Denne bog af Kampmann, der overvejende er optryk af artikler i Weekend-Avisen, rummer en del fejl, ogsa i tilfslde hvor han selv tidligere har givet en rigtig fremstilling, som bekrsftes af andre kilder. Den ma derfor anvendes med en vis forsigtighed. Et traek som det her benyttede virker som et overbevisende strejflys over det mylder af ideer som svirrede i H.C. Hansens politisk frugtbare hjerne, og som har vaeret langt talrigere end dem der blev bragt til udforelse.

mal,herundernavnlig forholdet til de Forenede Nationer og det EuropaeiskeRad«. Dette var en overraskelse. Ikke sa meget fordi han i sin tid havde staet som leder for den flertalsfloj af Socialdemokratisk Ungdoms- Forbund der i 1919 brod med Socialdemokratiet, og endda derefter vaeret formand for DKP. For han var sammen med en raekke andre, hvoriblandt H.C. Hansens halvbroder Johannes Sperling, blev genoptaget i partiet og snart efter ansat som journalist ved Social-Demokraten. Han havde vaeret landstingsmand og i den sammenhaeng FN-delegeret og medlem af Europaradet.Mere bemaerket i offentligheden var han nok som mangearig formand for Arbejdernes Radioforbund og medlem af Radioradet og dets programudvalg. Han havde vaeret sit parti en god mand i anden eller tredje raekke. Men han var 64 ar, sa det var ikke rimeligt at forestille sig ham som sat i udenrigsministerlaere. Han skulde simpelthen gore nytte ved at aflaste stats- og udenrigsministeren for nogle tidsrovende forpligtelser.

Ernst Christiansens navn var ikke det eneste der havde vaeret i H.C. Hansens tanker. I august var professor, dr.jur. Max Sorensen⁸³, der opholdtsig i sit sommerhus pa Mols, telegrafisk blevet kaldt til mode med H.C. Hansen i broderen Robert Svane Hansens lejlighed i Arhus. Max Sorensen var folkeretsekspert. Han havde vaeret i Udenrigsministeriets tjeneste indtil han blev professor i Arhus, og var siden blevet benyttet af ministeriet pa forskellig vis. Saledes var han pa dette tidspunkt formand for en underkommission under FN til beskyttelse af mindretal, og aret efter blev han ministeriets radgiver i folkeret. H.C. Hansen bad ham indtraede i regeringen under samme form som det siden skete med Ernst Christiansen. Pa Max Sorensens sporgsmal gav ministeren til kende at hvis han accepterede vilde det mode klar tilslutning i Udenrigsministeriet.Dettes davaerende direktor Nils Svenningsen⁸⁴ mener naesten med sikkerhed at turde sige at H.C. Hansen ikke forinden havde droftet tanken med ham, men tih°ojer ogsa at han kunde fole sig forvisset orn at Max Sorensen vilde vaere blevet modtaget med begejstring af Udenrigsministerietstjenestemaend. Max Sorensen undslog sig imidlertid med henvisning til at han kendte kravene til politikere, som han ikke mente at kunne leve op til, og til hvordan det var gaet Gustav Rasmussen; inderst

---

83. Det folgende bygger pa notater jeg i September 1981 nedskrev under samtaler med Max Sorensen nogle uger for hans dod; han havde ikke tidligere orntalt H.C. Hansens opfordring for mig.

84. Ambassador Nils Svenningsen har i breve af 14. og 26.5.1982 omhyggeligt besvaret en raekke sporgsmal fra mig og tilfojet yderligere oplysninger, som der bygges pa i det folgende. Jeg er taknemmelig for den imodekommenhed han saledes har vist mig.

inde folte han ogsa at han ikke vilde opgive sin frihed som videnskabsmand.

Det var ogsa i H.C. Hansens tanke at henvende sig til davaerende ambassador i Bonn Frants Hvass, en af tjenestens mest ansete maend, der iovrigt havde vaeret direktor 1945-48 og i Hedtofts overvejelser som udenrigsminister 1947, hvis Gustav Rasmussen havde sagt nej⁸⁵. Adspurgt svarede Svenningsen at han personlig ikke vilde have noget imod at fa sin gode ven og kollega som overordnet men alligevel vilde frarade. »Hvass var som jeg selv udpraeget embedsmand og vilde af forskellige grunde ikke sla til i det politiske arbejde. H.C. accepterede mit synspunkt og opgav at sporge Hvass«.

I denne sammenhaeng anforte H.C. Hansen argumenter for ikke at opfordre Svenningsen selv, hvad denne var taknemmelig for. Hvad argumenterne var gaet ud pa, huskede Svenningsen ikke i 1982. Deter dog ikke svaert at gaette sig til at ministeren ikke for at fa en assisterende udenrigsminister med henblik pa i de store sammenhaenge underordnede opgaver vilde give afkald pa sit meget naere og gode samarbejde med Svenningsen som direktor. J.O. Krag har (med en anelse undren?) talt om det fortrinlige forhold og naere samarbejde mellem H.C. Hansen og »den i synspunkter og fornemmelser ret fjernt fra en socialdemokratisk livsopfattelse staende Nils Svenningsen«⁸⁶.

Derimod synes Krag ikke i denne sammenhasng pa noget tidspunkt at have figureret i H.C. Hansens overvejelser. Krag vilde utvivlsomt heller ikke have vaeret tilfreds med sa lidt (men der kunde jo, som senere, vaere gennemfort mere omfattende arrangementer). Uanset hvor vidt forskellige Max Sorensen, Frants Hvass og Ernst Christiansen end ellers var er det indlysende at ingen af dem vilde kunne vaere nogen trussel mod H.C. Hansens suveraene stilling som Udenrigsministeriets politiske leder. Krag var for selvstaendig til uden besvaer at kunne holdes i snor, og den aeldre kollega har abenbart ikke fundet tiden inde til at gore ham til udenrigsministeriel kronprins, endsige overlade ham hele ministeriet.

Herom vidner ogsa nogle kildeoplysninger fra den folgende tid, som dog ma karakteriseres som usikre. I sine erindringer fortaeller Ernst Christianse n⁸⁷ at H.C. Hansen i 1956 bad ham overtage posten som udenrigsminister.»Det var navnlig for i storre omfang at kunne fa tid til at

---

85. Kaarsted, De danske ministerier 1929-1953, p. 390.

86. Kamp og fornyelse, p. 59.

87. - men del gik anderledes. Erindringer og vurderinger, Forlaget Fremad, Kobenhavn 1960, pp. 210-11.

varetage hvervet som partiformand at H.C. onskede denne forandring ... Politiske hensyn bevirkede at H.C. opgav at foretage denne aendring ...«. Denne episode omtales ikke i Kamp og fornyelse, skont Krag andetsteds i bogen naevner Christiansens erindringer. Pa min foresporgsel har Nils Svenningsen i 1982 svaret at H.C. Hansen aldrig har talt til ham »om eventuelt at overlade hele Udenrigsministeriet til E.C. Jeg er overbevist om at tanken herom la ham uendelig fjernt ...«. Deter ogsa andre iagttagere, og det kan jo meget vel taenkes at Ernst Christiansen har taget en venlig bemaerkning lidt for bogstaveligt.

Uanset »viceudenrigsministeren« stiklede isaer de Konservative til H.C. Hansen for hans dobbeltstilling (om der ogsa var horlig murren indenfor Socialdemokratiets raekker foreligger der ikke noget om), og der kunde jo papeges eksempler pa at han ikke kunde vaere to steder pa en gang. Det gik den aerekaere H.C. Hansen pa. Sigvald Kristensen, der nu var chef for Udenrigsministeriets Pressebureau, har berettet⁸⁸ at han »i den hensigt at gore sig pa dette punkt politisk usarlig pludselig besluttedeat ga fra udenrigsministerposten. Han kom lige fra folketingssalen, hvor et nyt nalestik havde ramt hans aeresfolelse, op i Udenrigsministeriet,hvorfra han frisk i sin beslutning satte apparatet i gang til sin tilbagetraeden.Han kaldte sin designerede efterfolger ind og meddelte ham at nu skulde det ske, og underrettede den der skulde tage sig af den senere offentliggorelse [hvilket ma sige: Sigvald Kristensen], hvorpa han begav sig ind i folketinget pa vej over til statsministeriet, hvor det teknisk nodvendige for ministerskiftet skulde ivaerksaettes. Pa folketingsgangen kom han forbi det Radikale Venstres partidor og lod sende bud ind efter Jorgen Jorgensen. Den aeldre, erfarne politikervens rad vilde han have med pa vejen - og dermed sank beslutningen«. Denne tildragelse ma efter detaljerne at domme sandsynligvis have fundet sted mellem September1955 og valget 1957 og altsa meget muligt i 1956. Hvis det hele virkelig er foregaet med et sadant hastvaerk som fremstillingen giver indtrykaf, og H.C. Hansen »kaldte sin designerede efterfolger ind«, forekommerdet sandsynligt at dermed menes Ernst Christiansen⁸⁹, hvis beretningsaledes synes at bestyrkes. Det kan imidlertid ikke udelukkes at episoden trods detaljerne, som kan skyldes en erindringsforskydning, tilhorer trekantregeringens tid, maske sensommeren 1958. I sa fald har

---

88. Fra Folket de kom, pp. 225-26.

89. Jeg har forgives Sogt naermere oplysning om forlobet hos fhv. arnbassador Sigvald Kristensen savel som hos ambassadorerne Sven Ebbesen og Per Frellesvig og kulturog presserad Sv. Stubbe ostergard, hvem jeg takker for den ulejlighed jeg har forvoldt dem.

den kun interesse ved at understrege at Jorgen Jorgensen som de Radikalei det hele tagel: gerne laengst muligt sa H.C. Hansen have hand i hanke med sa meget som muligt af hvad der foregik i regeringen og Socialdemokratiet.

Stats- og udenrigsminister H. C. Hansen II. 1957-58

I 1957 skulde der vaere valg. Der er omstaendigheder der tyder pa at hvis Socialdemokratiet og det Radikale Venstre bevarede eller styrkede det knebne flertal vilde tiden vaere inde til en ny flertalskoalition⁹⁰. For H.C. Hansen vilde det vaere opfyldelsen af et laenge naeret onske. De radikale ledere (omend ingenlunde alle partiets tillidsmaend) kunde fole at indgaelsen af Atlantpagten nu la sa langt tilbage og omvendt en opsigelse af den for tyve ar indgaede pagt sa langt ude i fremtiden, at den ikke burde sta i vejen for parlamentarisk og indenrigspolitisk maske ellers onskelige skridt. Og deres tillid til H.C. Hansen var kun styrket ved hans optraeden under uroen pa arbejdsmarkedet i foraret 1956, samtidig med at de foruroligedes af det fortsatte naere samarbejde mellem Venstre og Konservative. Bertel Dahlgaard var ved at komme til den overbevisning at nar oppositionen ikke vilde praktisere hans samarbejdende folkestyre kunde tiden vaere inde til en flertalskoalition.

Ved valget i maj tabte Socialdemokratiet imidlertid 4 mandater. De spegede forhandlinger, som Tage Kaarsted har klarlagt i Regeringskrisen 1957, resulterede i en uventet flertalsregering af Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og Danmarks Retsforbund. Sidste fase i forhandlingernedrejede sig om fordelingen af portefoljerne pa personer⁹¹. De radikale ledere havde intet onske om at partiet skulde have Udenrigsministeriet, og det vilde med dets holdning til NATO heller ikke have vaeret opportunt.Derimod vair Retsforbundets leder Viggo Starcke interesseret i at blive, i det mindste, viceudenrigsminister, hvad naeppe nogen af partnernevar indstillet pa at acceptere. Sporgsmalet var altsa omfindtligt. De afsluttende forhandlinger skulde finde sted mandag den 27. maj. Sondag rettede H.C. Hansen en meget indtraengende opfordring til Nils Svenningse n⁹² om at overtage posten som udenrigsminister, idet det derved

---

90. Tage Kaarsted, Regeringskrisen 1957. En studie i regeringsdannelsens proces, Universitetsforlaget i Aarhus, 1964, pp. 24-27, 29-30, 32.

91. Ibid., pp. 165-74.

92. Notits af 28.5.1957, som ambassador Nils Svenningsen velvilligt har stillet til min radighed i kopi. Pa henvendelse fra Tage Kaarsted 20.2.1964 havde Svenningsen, der pa det tidspunkt var ambassadtfr i London, 28.2. meddelt ham hovedtraek af forlobet og af sine bevaeggrunde, som Kaarsted, der var sat pa sporet bl.a. af presseforlydendet i det velunderrettede Borsen 27. og 28.5.1957, har gengivet i Regeringskrisen 1957 (pp. 166-67).

vilde blive betonet at de udenrigsministerielle sporgsmal la fast i samrne leje som hidtil, ligesom samarbejdet mellem dem kunde fortsaette som hidtil. Svenningsen undslog sig iid fra sit principielle syn pa »upolitiske« ministre. Selv en »upolitisk« ministerstilling »giver et selvstaendigt forfatningsmaessigtansvar, i givet fald ogsa for afgorelser som man ikke selv sympatiserer med eller anser for forsvarlige«; det var ikke mindst de Radikales og i nogen grad Retsforbundets synspunkter han havde i tankernesom usikkerhedsmomenter. Selv folte Svenningsen sig afgjort som embedsmand: »Deltagelse i det parlamentariske arbejde i Folketinget ma vaekke betaenkelighed. Har ingen training i politiske debatter. Sporene skraemmer: Gustav Rasmussen, Cold, Carl Moltke«. Afgorende for Svenningsen vanned andre ord betragtninger af ganske samme art som han havde gjort gaeldende da han to ar tidligere fraradede sin chef at gore Hvass til »viceudenrigsminister« (s. 408).

Den der skal danne regering befinder sig altid i en prekaer situation med hensyn til hvem han skal tage med, og hvem der skal lades ude; forhabningerne er mange. Saerlig prekaer er den nar en etpartiregering skal omdannes til en koalition; et stort antal hidtidige ministre ma traede tilbage og en rimelig balance tilvejebringes mellem koalitionspartnerne. Der var en forstaelse om at Socialdemokratiet skulde have ni ministre, de Radikale fire og Retsforbundet tre, og sadan blev det ogsa. Just det prekaere understreger at H.C. Hansens henvendelse til Svenningsen, hvem han jo ikke »skyldte« noget, ma vaere udsprunget af et staerkt onske hos ham. Et ja vilde have sikret ham selv fortsat afgorende indflydelse pa dansk udenrigspolitik, ogsa ud over hvad en statsminister altid har mulighed for, og pa en vanskeligt angribelig made have blokeret for aspirationer hos Starcke og Krag. Men ellers matte det have gjort spillet vanskeligere, fordi der vilde have vaeret faerre muligheder for at flytte rundt pa brikkerne. Med Svenningsens afslag blev heller ikke det sporgsmal aktuelt om han i fordelingen mellem partierne skulde betragtes som overtallig eller den socialdemokratiske kvote beskaeres.

Derefter var Julius Bomholt en overgang pa tale som udenrigsminister, iflg. bladforlydender som Bomholt i 1964 bekraeftede overfor Tage Kaarsted⁹³. Ganske vist svarede Svenningsen 28.2.1964 Kaarsted: »Jeg tror aldrig, H.C. Hansen for alvor har overvejet at overdrage udenrigsministeriettilElomholt,

---

92. Notits af 28.5.1957, som ambassador Nils Svenningsen velvilligt har stillet til min radighed i kopi. Pa henvendelse fra Tage Kaarsted 20.2.1964 havde Svenningsen, der pa det tidspunkt var ambassadtfr i London, 28.2. meddelt ham hovedtraek af forlobet og af sine bevaeggrunde, som Kaarsted, der var sat pa sporet bl.a. af presseforlydendet i det velunderrettede Borsen 27. og 28.5.1957, har gengivet i Regeringskrisen 1957 (pp. 166-67).

93. Regeringskrisen 1957, pp. 167, 194.

ministeriettilElomholt,selv om han vel nok har haft anledning til at beskaeftige sig med denne tanke«. Selv hvis H.C. Hansen ikke har droftet en sadan mulighed med Svenningsen svaekkes Bomholts bekraeftelse ikke derved. Uden tvivl gennemgik ministeren alle vigtige saglige sporgsmal omhyggeligt med sin direktor, men deter ikke forventeligt at han gjorde det samme i forbindelser hvor almenpolitiske hensyn vejede tungt til, selv ikke nar de i allerhojeste grad korn Udenrigsministeriet ved. BomholtvarH.C. Hansens gamle laerer og ven, som han nodigt vilde skuffe. Det vilde i situationen vaere nyttigt at flytte brikken Bomholt fra Undervisningsministeriettilfordel for Jorgen Jorgensen. Denne havde rigtignoksag t⁹⁴ til H.C. Hansen: »Nu har Bomholt gjort sa meget for at fa den skolelov igennem, og vi er sa langt fremme at vi kan finde frem til et skolelovsforlig med Bomholt pa hans nuvaerende grundlag. Derfor synes jeg at han bor fortsaette som undervisningsminister, og sa kunde jeg eventuelt fa Indenrigsministeriet«, men hans hu stod til Undervisningsministeriet,somKaarste d⁹⁵ har udtrykt det. At blive udenrigsminister vilde Bomholt have opfattet som en forfremmelse. Det kan vaere han laenge havde haft noget sadant i tankerne. I forbindelse med nogle betragtningeroverGustav Rasmussens afgang sammen med det ovrige forsteministeriumHedtoft i 1950 anstiller Kampmann⁹⁶ betragtninger over om Socialdemokraterne ikke, nar de engang kom til igen, vilde have »en egen kandidat fra partirsekkerne til at overtage posten? Det skulde vise sig at ved bordet sad mindst to som kunde taenke sig dette, og ovre i Washington sad Krag i det der kaldtes udenrigsministerlaere«. Deter den slags henkastede bemaerkninger Kampmann ynder at komme med. Ved den ene af de »mindst to« taenkes naturligvis pa H.C. Hansen. Da det ma anses for ganske usandsynligt at Kampmann, hvad formuleringen kunde antyde, skulde have sig selv i tankerne, og da Hartvig Frisch jo var dod, fores laeseren til at taenke pa Bomholt. Denne blev glad overrasket da H.C. Hansen i 1956 bad ham (ene af ministerkollegerne) tage med til Rusland⁹⁷, men siiger ikke noget om at han folte sig sat i udenrigsministerlaere.Imidlertidendte brikflytteriet med at Bomholt blev socialminister. Hvorfor? Bomholt var pa det tidspunkt knapt 61 ar gammel. Hans ambitionsniveauogenergi var usvaekket, hvad han beviste i Socialministeriet. Med ham pa udenrigsministerposten vilde den for en arraekke vasre blokeretforandre.

---

94. Jorgen Jorgensens Erindringer, p. 161.

95. Regeringskrisen 1957, p. 168.

96. Mil forhenvcerende liv, pp. 64-65.

97. Bogen om H.C. Hansen, p. 61.

keretforandre.Der foreligger absolut intet om interne socialdemokratiskedroftelserpa dette tidspunkt. Men Krags position var nu vel befaestet. Eksempelvis delte H.C. Hansens naermeste, maske eneste fortrolige ViggoKampmannikke hans skepsis overfor Krag, men beklagede netop det kolige forhold mellem de to⁹⁸.

Begge parter har formentlig oplevet resultatet som utilfredsstillende. H.C. Hansen forblev udenrigsminister, Krag blev minister for udenrigsokonomi. Hvad dette skulde indebaere blev omhyggeligt fastlagt". Deter rimeligt at antage at deter Krag der har forlangt en »graenseaftale«; hans ressort greb ind over savel Udenrigsministeriets som Handelsministeriets traditionelle felter. Det kunde scud som om det hermed var bestemt at Krag vilde blive udenrigsminister den dag H.C. Hansen ikke laengere vilde eller kunde fastholde sin dobbeltstilling. Deter dog langtfra sikkert at H.C. Hansen har set sadan pa det. I den konkrete situation bod dispositionen ham pa to fordele: han kunde gore Bertel Dahlgaard, der havde ladet forsta at han godt vilde blive i salen som sit partis politiske ordforer - en situation der let kunde blive uholdbar - og som havde afslaet at tage Handelsministeriet (og i det hele taget naeppe onskede nogen traditionel portefolje), til okonomiminister^1(x), og han kunde optage den veltjente Kaj Bundvad i regeringen som arbejdsminister, hvorved hvervet som politisk ordforer kunde overga til den betydelig slagkraftigere og slagfaerdigere Per Haekkerup¹⁰¹.

I maj 1958 spurgte i Borsen den regeringsvenlige og i denne sammenhaengojensynligt af Kampmann inspirerede redaktor Jens Peter Jensen (der endnu ikke var blevet venstremand) om det ikke snart var pa tide at Krag overtog Udenrigsministeriet¹⁰². »I lobet af sommeren 1958«, fortaellerKra g¹⁰³, »gjorde H.C. Hansen mig opmaerksom pa at jeg skulde indstillemig pa at han vilde overdrage udenrigsministerposten til mig. Han indsa at han havde for meget at gore, og at sammenkoblingen af de to meget kraevende ministerposter udsatte ham for kritik. Et par gange havde han mattet udsaette eller hastigt afbryde udenlandsrejser fordi hans tilstedevaerelse hjemme var en nodvendighed«. Disse momenter var ikke nye. Hvad der fik H.C. Hansen til at traeffe beslutningen netop da, lader sig ikke belyse. Det kan taenkes at han var genstand for et pres fra eller

---

98. Kampmann, Seks socialdemokratiske statsministre, pp. 61-63.

99. Kaarsted, Regeringskrisen 1957, pp. 167-68.

100. Ibid., p. 168.

101. Jvf. ordforerkollegaen Poul Mollers vurdering (Gennembrudsdr, pp. 68-69).

102. Kampmann, Seks socialdemokratiske statsministre, p. 63.

103. Kamp og fornyelse, p. 130.

gennem Kampmann. Paldam fortaeller¹⁰⁴ at »H,C. Hansen omend med megen toven accepterede at Krag helt skulde overtage Udenrigsministeriet«,Kampman n¹⁰⁵, »at det skulde ske inden folketingssamlingen i efteraret1958«. Krag selv laegger vaegt pa at betone at beslutningen var taget for H.C. Hansen anede noget om den sygdom han blev opereret for i oktober¹⁰⁶, selv om den forst da blev effektueret. lovrigt har Krag bidragettil usikkerhed omkring hvornar beslutningen blev taget, for i Bogen om H. C. Hansen star der: »I begyndelsen af September aftaler han med Krag at denne skal overtage Udenrigsministeriet fra det nye folketingsars begyndelse i oktober«. De to tidsangivelser lader sig dog forlige hvis teksterne laeses saledes at han forberedes pa overtagelsen engang »i lobet af sommeren«, mens skiftet laegges fast »i begyndelsen af september«.

H. C. Hansen og Krag. En sammenfatning

J.O. Krag havde altsa tjent tre ar - eller fern - for Lea, og mere end en gang havde det set ud som om han aldrig skulde fa Rachel. H.C. Hansen onskede ham laengst muligt ikke som sin afloser. Deter rimeligt resumerende at overveje hvad arsagerne var.

La der politiske meningsforskelle bag? Det havde der, som pavist s. 398-99, under Hedtofts forste regering med hensyn til tempoet i afviklingen af restriktionerne (omend det ikke kan udelukkes at Krag retrospektivt har overbetonet sin iver for afviklingen) og maske i bredere forstand om den okonomiske politik; saledes forholder Krag¹⁰⁷ sig kritisk til en pa H.C. Hansens forslag gennemfort skattelempelse i foraret 1949, uden dog at sige at han dengang var gaet imod den. De gamle stridssporgsmal var imidlertid ved rnidten af 50'erne ikke aktuelle mere. Der var nok ogsa meningsforskelle mellem arbejdsminister og statsminister med hensyn til hvordan arbejdsmarkedssituationen skulde gribes an i det hede forar 1956¹⁰⁸.

Mere vaesentligt er i denne sammenhaeng om der var divergenser i de to maends udenrigspolitiske opfattelser. Krags fremstillinger er sa at sige den eneste tilgaengelige kilde, og hans beherskede stil gor ikke svaret lettere. Fremstillingen er positiv omend isaer refererende, og adskillige

---

104. Krag - som vi kendte ham, p. 14.

105. Seks socialdemokratiske statsministre, p. 54.

106. Kamp og fornyeise, p. 132; Bogen om H.C. Hansen, p. 172.

107. Ibid., pp. 138-39.

108. Krag - som vi kendte ham, p. 24 (Hans Rasmussen).

steder ojnes en kritisk holdning. Aldrig vedr. de helt fundamental traek i
dansk udenrigspolitik som den havde vaeret lagt fast siden 1949, men nok
vedr. elementer i udformningen af den og pa en del punkter i ovrigt.

Nar Krag i en i sammenhaengen unodvendig parentetisk bemaerkning¹⁰⁹ anforer at Socialdemokratiets - og dermed realiter Danmarks - nejtak til stationering af amerikanske styrker 1953 »ikke var hverken inspireret af H.C. eller accepteret af ham med glasde«, ma det forstas som en afstandtagen fra forfatterens side. Der spores ingen forskel i opfattelser da Danmark - som Norge - i 1957 for eget vedkommende tilkendegav at det »under de nuvaerende omstaendigheder« ikke var rede til at acceptere atomspraengladninger eller mellemdistanceraketter pa dansk territoriu m¹¹⁰.

Noget af det mest bemaerkede i H.C. Hansens stats- og udenrigsministertidvar hans besog i Sovjetunionen i marts 1956. Forlobet blev bredt skildret af andre¹¹¹, sa deter naturligt at Krag i Bogen om H.C. Hansen¹¹² koncentrerer sig om forhistorien. Den rummer en tydelig omend diskret kritik af chefen. Krag havde som okonomiminister i 1954 ledet forhandlingeri Moskva om fornyelse af en handelsaftale han selv havde indgaet i 1949 qua handelsminister. Da Sovjetunionen af pre^stigehensyn forlangte levering af tankskibe, hvad Danmark i henhold til indgaede NATOforpligtelservar afskaret fra, kunde forhandlingerne ikke bringes til ende.Krag lod en del af delegationen blive tilbage i Moskva og forhandlingernevar ikke afbrudt. Men H.C. Hansen »mente det sovjetiske krav om tankskibe var sa politisk betonet at en klar reaktion var nodvendig, hvorforhan kaldte den resterende delegation hjem og afbrod forhandlingerne.Dette meddelte H.C. offentligheden pa et stort pressemode den 22. juli 1954. Krag var pa dette tidspunkt i London og havde ikke lejlighed til at tage del i disse overvejelser«. I 1956 lykkedes det at komme igennem. »Fra begyndelsen til enden var Ruslands-rejsen en personlig triumf«. Krag finder, pa en lidt overraskende made, lejlighed til at nasvne at det forslag hvormed H.C. Hansen skar igennem, var udarbejdet af direktor Nils Svenningsen. En russisk viceudenrigshandelsminister kom derefter til Kobenhavn, »og H.C. Hansen overlod til rnig at fore forhandlingerne igennem med ham«. At H.C. Hansen ikke havde taget Krag med til Moskva kan der taenkes flere forklaringer pa; en i sig selv tilstraskkelig er

---

109. Kamp og fornyelse, p. 20; jvf. Bogen om H.C. Hansen, pp. 149-51, og Tabor, op.cit., p. 143.

110. Bogen om H.C. Hansen, pp. 160-62.

111. Ibid., pp. 61-65 (Bomholt), 192-96 (Nils Svenningsen)

112. Ibid., pp. 165-66; jvf. Kamp og fornyelse, pp. 42-45.

at som situatioinen tegnede pa arbejdsmarkedet kunde statsminister og
arbejdsminister ikke begge vaere borte fra Kobenhavn.

Med god vilje kan andre eksempler drages frem, omend knapt sa abenbare. Der var naeppe enighed i detaljer om noget sa vigtigt som markedspolitikken. Men det vilde efter mit skon klart vaere forkert at haevde at der bestod sadanne udenrigspolitiske meningsforskelle mellem de to maend at det af den grund var umuligt for H.C. Hansen at acceptere Krag som udenrigsminister.

Den kritik for utalmodighed som spores i skildringen af de russiske forhandlinger traeder klart for dagen gennem Krags omtale¹¹³ af H.C. Hansens holdning til forsvarsminister Poul Hansens tidtagende bestraebelser pa at na frem til et forsvarsforlig mellem alle de gamle partier samt Retsforbundet, hvilket lykkedes i januar 1960. »H.C. Hansens utalmodighed var efter hans sygdom i 1958 blevet staerkere end den havde vaeret for«, et udsagn hvis interessante kerne er at utalmodigheden havde vaeret til stede hele tiden. H.C. Hansens af alle bevidnede interesse for at se resultater underkastes altsa en taktisk vurdering. Men mere ligger der ikke deri.

Krag omtaler^{1141 14} at H.C. Hansen »holdt en ret kolig afstand til sine ministre, maske med undtagelse af Kampmann«. Deter nok rigtigt. Noget lignende blev siden sagt om Krag som statsminister, og det gjaldt Stauning og flere andre statsministre, vel med Hedtoft som undtagelsen. I den sammenhaeng er det vaerd at erindre sig Viggo Kampmanns hjertesuk¹¹⁵, at »det maerkelige er at meget fa siger tingene lige ud og korrekt til en statsminister ... H.C. sagde engang til mig at nok er det en overgang at blive minister, men omstillingen til statsministerposten er langt storre ...«.

Om Hartvig Frisch har Krag skrevet¹¹⁶ at »som hos alle aegte menneskervar der altid mere tvivl end selvsikkerhed i hans sind. Hvor folk af plumpere bygning er evigt forvissede om at vaere »betydelige maend«, var Hartvig altid aben for den tankes mulighed at han maske slet ikke burde have vaeret politiker. Det svarer vel til saltets fornemmelse af at det maske burde have holdt sig borte fra aegget«. At ordene kan laeses som en blufaerdig-stolt selvbekendelse synes bestyrket af flere karakteristikker i Krag - som vi kendte ham. Det kan ikke vides hvem Krag havde i tankernesom

---

113. Ibid., p. 129.

114. Ibid., p. 50.

115. Mit forhenvcerende liv, p. 70.

116. Travl tid, god tid, p. 185.

nesomfolie for Frisch. H.C. Hansen har naeppe tvivlet pa at han var pa
sin rette hylde. Kanske var han, som Krag sa det, »af plumpere bygning«.

Det afgorende er imidlertid hvorledes H.C. Hansen sa pa Krag. Og da ma det nok, Krags senere gerning taget i betragtning - uanset om en sadan betragtning munder ud i Dybdahl-Bartels'sk karaktergivning (s. 385) - konstateres at H.C. Hansen undervurderede ham. Han bevarede sin skepsis med hensyn til om det var forsvarligt at give denne ungdommelige, i adfaerd bohemeagtige personage virkelig selvstsendigt ansvar. Hans bekymring kunde give sig pudsige udtryk. Krag har berettet¹¹⁷ (og dr. Dybdahl fundet plads til i artiklen om Krag at referere) hvorledes H.C. Hansen da Krag skulde vaere udenrigsminister tilskyndede ham til at skaffe sig en mere rummelig bolig, hvad han gjorde, men ikke rigtig kunde tilgive ham at alle radiatorer var monjerode og lofterne dyblilla. »Poul Henningsens smag og H.C. Hansens smag viste sig ikke at vaere helt sammenfaldende«. Det overlades til laeseren at slutte at H.C. Hansens smag var smaborgerlig, hvilket jo er frygteligt. Og endnu pa dodslejet kunde H.C. Hansen formane ham til at huske pa at han var udenrigsministe r¹¹⁸. Den unge mand - som efterhanden var 45 - kunde stadig have godt af en pamindelse. Og hverken i oktober 1958, da Krag var helt ny som udenrigsminister, eller i januar 1960 har H.C. Hansen vaeret i tvivl om at det var Kampmann han burde konstituere som statsminister.

Nogle spørgsmål til en biograf

Der kan ikke rade tvivl om at Krag folte sig darligt behandlet. Jorgen Paldam¹¹⁹ vil endda mene at disse ar »vanned til at gore Krag mere indesluttet og mere skeptisk overfor alt og alle«. Des mere beundringsvaerdigter det at han vilde give en sa overvejende positiv skildring i Bogen om H.C. Hansen; han kunde jo have undslaet sig. Lidt senere skrev han, i Fra Folket de kom, pa lignende vis om Buhl, der ogsa havde tradt ham pa taeerne. Denne hans evne til ikke at vaere smalig bor naturligvisikke fa forskeren til at se bort fra den Krag'ske proveniens. Ovenforer der givet eksempler pa diskrete udtryk for en folelse af forurettethed,som ikke var uden grund; de giver en antydning - men ogsa kun en antydning - af hvad Krag inderst inde folte. Havde han villet og kunnet

---

117. Kamp og fornyelse, p. 132.

118. Ibid., p. 135.

119. Krag - som vi kendte ham, p. 15.

skrive af karsken baelg var den kildekritiske problematik blevet enklere.

Og dermed er jeg tilbage ved mit udgangspunkt: dr. Dybdahls vurderinger i Dansk Biografisk Leksikon og saerligt hans nedvurdering af H.C. Hansen. Deter ojensynligt, og har pa mange punkter kunnet pavises i detaljer, at hvad Krag har skrevet er en hovedkilde. Det overraskende er at det helt overvejende er Krags diskrete kritik der er blevet benyttet, og som, staende alene, ikke mere virker diskret. Dr. Dybdahls kritiske ambition har, nar artiklerne laeses i sammenhaeng, fort til en mandjaevning, hvor H.C. Hansen kommer til kort; han fremstar i egentligste forstand som hvad hans daeknavn var under besaettelsen: den Lille. Det resultat kan en forsker jo komme til, ligesom at Krag var landets storste statsmand i dette arhundrede. Det vilde vaere meget oplysende hvis dr. Dybdahl vilde give, hvad genren leksikonartikel ikke tillader, en argumenterende og sa vidt deter muligt kildebelagt droftelse af hvorfor han mener hvad han mener, og hvordan han bedommer problematikken omkring Krags dominans som kilde.

Dertil vil ogsa hore kildeangivelser for de pastande og vurderinger som det ikke er muligt - eller i hvert fald ikke har vaeret for mig - at finde belaeg for i hvad Krag og andre har skrevet. Krag kan taenkes at have vaeret en mundtlig (og maske mere uforbeholden?) kilde. Andre centralt placerede skikkelser kan ogsa have vaeret det. Det kan vaere en stor fordel, som dr. Dybdahl, at have adgang til information fra en inderkreds. Omend det ogsa kan rumme risici. Ogsa hertil kunde det vaere vaerdifuldt at fa en oplysende kommentar.

Det forholder sig sadan at jeg kender udmaerket Vagn Dybdahl. Jeg kunde altsa bare sporge ham. Men det forekommer mig at det det her drejer sig om er bade forskningsmaessigt og for leksikonnets brugere og offentligheden i det hele taget af sa stor interesse at svarene bor vaere tilgaengelige for alle.

Undervejs' er det sa blevet nodvendigt at give baggrunden for sporgsmalene, for begraensningens skyld centreret omkring emnet H.C. Hansen, Krag og Udenrigsministeriet men med en belysning af den nodvendige baggrund i forholdet mellem Buhl, Hedtoft og H.C. Hansen. Dermed har sporgsmalene taget form af en lille afhandling om disse emner, sadan som de tegner sig for mig pa grundlag af de offentligt tilgaengelige kilder. Deter ikke gjort for. Sa maske har det i sig selv interesse. Foruden at det giver rigsarkivaren noget at forholde sig til.

En forelobig redaktion af denne afhandling har vaeret sendt ud til et mindre antal personer. Jeg har modtaget skriftlige og (eller) telefoniske svar fra fhv. formand for Folketinget, minister K.B. Andersen, Folketingets bureauchef Helge Hjortdal, folketingsmand Erhard Jakobsen, professor, dr.phil. Tage Kaarsted, okonomidirektor Jorgen Paldam, departementschef Erik Ib Schmidt, fhv. ambassador Nils Svenningsen og hofmarskal Hans Solvhoj, hvem jeg takker for det - i flere tilfaelde betydelige - besvaer jeg har forvoldt dem. Jeg har ogsa radfort mig med flere kolleger pa Institut for Statskundskab.

Henvendelserne har resulteret i nogle oplysninger som var mig ukendte. En af disse er med tilladelse benyttet ovenfor, jvf. note 63. Andre var fortrolige og er folgelig ikke blevet benyttet; de vilde have kunnet udbygge min fremstilling, men ikke pa vsesentlig made aendre dens resultater. Henvendelserne har ogsa givet mig en fyldigere baggrundsviden. Rad og vink har resulteret i en del mindre aendringer i forhold til min forste tekst. Ansvaret for afhandlingen er naturligvis alene mit.