Aage Damgaard: Mit livs erindringer. (Gyldendal, 1980). 180 s.

Denne erindringsbog er lun og redelig. Selvironisk uden koketteri, baret af forfatterens folelsesmaessige holdning til de ting, han har beskaeftiget sig med og de resultater, han har naet. Forfatter er maske ikke det rette ord, da redaktor Helge Jensen har fort pennen; med respekt for Helge Jensens professionalisme er det netop Aage Damgaards tone og stil, der er ramt, og det er jo ogsa meningen.

Aage Damgaard er en snurrig faetter og en filur, deter en del af hans image, men bag al elskvaerdigheden er der holdninger af en karat, som ikke alle bureaukrater har fattet. Hvordan kunneman overhore hans moderne og genoplivende tanker i hojskoleudvalgetgennem 6 ar (1954-60)? Han ville en hojskole med et fagligt indhold, som hojskolen havde, da den betod

noget. Tiden var nu mere med industrienend med landbruget, derfor mattedet faglige indrette sig herefter (Herning Hojskole for tekstil- og beklaedningsindustrien!)Men orerne var dove, og sa gik det da sadan, som Damgaard maliciost bemaerker, at nu er det ikke hojskoleeleverne, der traederfrem pa vigtige poster, nu er det forstanderne fra hojskolerne. Havde man lyttet til Aage Damgaard, havde det vaeret til gavn for hojskolen.

Hojskoleelev, kunstelsker og erhvervsmand; det har vaeret hovedrollerne i den udadvendte del af Aage Damgaards liv. Her i erindringerne fremtraeder triumfen: samarbejdet med Carl-Henning og det vaerk, der kom ud af det pa Angli-fabrikken og ligeledes det frugtbare samarbejde med havearkitekt C. Th. Sorensen. Det mod, Aage Damgaard viste ude i den midtjyske region, var stort. Han lod kunstnerne arbejde pa stedet og fik et nsrt forhold til mange af dem. (»Jeg elsker ham til sidste krone«, sagde store Robert (Jacobsen)).

Det fremgar tydeligt af erindringsbogen, at Aage Damgaard har et horn i siden pa bedrevidende intellektuelle og bureaukrater. »Man har ikke opdaget, at for at lede en kompliceret industri skal man have samme etiske holdning som en betroet embedsmand«, siger han. Hans erfaringer fra erhvervslivet er meget forskelligartede. Med lune fortaelles om fiaskoer og succeser. Med brunkulsbrydningen gik det ikke for godt, og brodrene Damgaard endte sagar i Herning ret hos dommerfuldmaegtig Thestrup, indbyrdes stridende. Heldigvis udvirkede Knud Thestrup et forlig. Bedre gik det med tekstilvirksomheden under krigen. Hvem andre end Aage Damgaard har bygget fabrik delvis med Grand Hotel i Odense som forbillede? Jo, selvironien gnistrer. Den, der laeser denne bog, vil fa et indtryk trykaf reel jysk liberalisme ud efter det radikale. Her, hvor Aage Damgaard naermer sig midten af 60'erne, er det ikke skjorter (»den eneste garanti, man kan give pa en skjorte er, at den kryber«) men boffer, han specialiserer sig i; heldigvis er den vaesentlige dekorationskunst, som han har staet fadder til, sikret for eftertiden.

Men vigtigst er den personlighed og
de rodder, der gjorde det muligt.