Magnus Magnusson: Vikinger! (Lindhardt og Ringhof, 1980), 319 s. Klaus Randsborg: The Viking Age in Denmark. The Formation of a State. (Duckworth, 1980). 206 s. Else Roesdahl: Danmarks Vikingetid. (Gyldendal, 1980). 325 s.

Nar det gaelder boger om vikingetiden, er vi kommet ind i myldretiden. Talrige boger af svingende kvalitet ser dagens lys i disse tider, motiveret af den store interesse for perioden, der er blusset voldsomt op i de senere ar. Ogsa de nedenfor omtalte boger er vidt forskellige, nar det gaelder approach, holdning til kilderne og videnskabelig karat. De vil alle formidle viden om vikingerne. Men man skal ikke nojes med at formidle facts og resultater, man bor ogsa formidle problemer og klart demonstrere den usikkerhed, der rader vedrorende tolkningen af kilderne, bade de skriftlige og de arkaeologiske; det sker desvaerre alt for sjaeldent.

Magnus Magnusson kender vel de fleste fra fjernsynets store vikingeserie, og i bogen fortaeller forfatteren lige sa levende og engageret som pa skaermen. Her har bogen sin styrke, den kan levendegore og saette fantasien i bevaegelse. Med forfatteren gor vi en rejse i hele det omrade, hvor vi kan finde spor af vikinger, og bogen indeholder et vaeld af gode billeder og kort; ikke mindst interessant er forfatterens forsog pa at rekonstruere vikingetidens handvaerk og levendegore dagliglivet ud fra fundene. De bedste afsnit er sa afgjort, nar forfatteren er pa »hjemmebane«, dvs. fortaeller om England, Island, Irland, Faeroerne og Gronland, kvaliteten daler, nar han bevaeger sig ud pa mere fjerne togter i Norden, Rusland og sydpa til Middelhavet og Orienten. Afsnittet om Gronland og Island bygger pa de seneste videnskabelige resultater, og det afsluttende kapitel om erobringen af England 1066 er skrevet med bade fortaellerglaede og paedagogisk overblik.

Det vaerste ved Magnusson er dog hans mangel pa kritisk holdning til de skriftlige kilder og arkaeologernes hypoteser;han referer i de fleste tilfaelde ureflekteret og uden at saette sporgsmalstegnved

malstegnvedde informationer, han har valgt at meddele. Helt ukritisk forholderhan sig til de skriftlige kilder, og bogen indeholder lange citater fra islandskesagaer til belysning af en langt tidligere udvikling. Her studser en kildekritisklaeser mange gange. Den magre litteraturliste vidner ogsa om, at forfatteren ikke har sogt at fordybe sig i emnet. Men som appetitvaekker er bogen udmaerket.

Klaus Randsborg er en dansk arkaeolog, der for nogle ar siden forelaeste om vikingetiden ved Washington University, St. Louis. Hans bog praeges af dette, og han meddeler her sin viden i en slags kompendieform, der indeholder en maengde informationer, baseret pa de seneste ars arkaeologiske resultater. Dog bliver man ikke saerlig glad for den type af informationer, som de engelsksprogede laesere her far. Randsborg ser nemlig ikke som sit mal at formidle kundskaber og videnskabelige resultater og problemer, men vil vaekke debat. Han opstiller en maengde hypoteser, som i og for sig er spaendende og tankevaekkende, men han er ofte ude pa glatis, uden at han fortaeller laeseren, hvor glat denne is i virkeligheden er. Bogen er altsa inspirerende for den, der virkelig er inde i alle periodens problemer, men farlig for den, der savner kendskab til vikingetidens kildegrundlag og den tidligere videnskabelige debat. At den udkommer pa engelsk uden forst at have vaeret til grundig diskussion herhjemme er altsa ikke saerlig godt, for kun fa kan se svaghederne i Randsborgs argumentation, internationalt set. Ligesom Magnusson har han en betaenkelig vane med aldrig at saette sporgsmalstegn. Han har en slags monstermani og opstiller skema for en maengde fund, runesten og andet informationsmateriale - han finder linier, cirkler og sammenhaenge, som er baseret pa helt tilfaeldige gefund - hvor vi ved, at billedet kan blive et helt andet ved nye fund, og at vor viden er yderst begraenset og problematisk. Denne trang til at systematisere alting gor kapitlerne om runestenene, byerne, landsbyerne, agerbrug og handel diskutable. De i undertitelen lovede synspunkter pa statens opbygning er usaglige. Saledes skulle rytterog vabengravenes placering i en stor bue uden om Jelling markere det vestdanske kongedommes graenseland. Her placerer Randsborg velstaende »kongelige vasaller« med saerlige militaere befojelser. Endda differentieres disse befojelser alt afhaengigt af, om den dode var gravlagt med rideudstyr eller med okse! At nasa vidt alene pa grundlag af arkaeologisk materiale er et dristigt forehavende. Ud fra ryttergravenes placering i landet kan der i ovrigt naeppe sluttes noget som heist angaende Jellingkongedommets udstraekning. Deter rigtigt, at ryttergravene - med lidt god vilje - kan siges at ligge i en stor bue uden om Jelling fra Danevirke op over oerne til Limfjordsomradet. Men dette gaelder i sa fald for alle vabengrave - uanset vabnets art. Ja, faktisk gaelder det for grave og gravpladser i almindelighed. I henseende til geografisk fordeling er det interessante altsa i virkeligheden, at der er pavist forholdsvis fa grave i store dele af Midt- og Sonderjylland. Men netop her, i Jellingedynastiets kaerneland, harder givetvis boet mange mennesker, ogsa stormaend med fuldt rideudstyr. Randsborgs argumenter holder ikke, fundfordelingen ma vaere helt tilfaeldig.

Ligesa diskutabel er hans afsnit om skattefundene og de politiske haendelser,der ogsa bygger pa et udvalg af fundene. Randsborg vil her bygge viderepa Bolins og Skovmands arbejder,men hans tese er desvaerre uklart fremlagt, og hans konklusioner virker

ikke holdbare

Randsborgs energiske forsog pa ai skabe debat om vikingetiden ma ses som noget positivt, men han kunne meget vel have naet dette mal gennem en lidt mere forsigtig made at sige tingene pa, sa kunne man herhjemme opfatte hans bog som et virkelig seriosl indlaeg i debatten.

Else Roesdahls bog om vikingetiden er ikke nogen gentagelse af aeldre vaerkers fakta, men et helt nyt helhedsbillede af Danmarks vikingetid, der er baseret pa de allerseneste resultater, ikke bare af udgravninger og fortolkninger af de skriftlige kilder, men ogsa de nye aspekter pa perioden, der er fremlagt af geologer, botanikere, klimaforskere og andre naturvidenskabsfolk. Det fortrinlige vaerk indeholder altsa et vaeld af informationer og fakta. Ny problemstillinger ridses op, og forfatteren praesenterer mange nye og utraditionelle ideer til forklaring af vikingetidens okonomiske ekspansion, som f.eks. den handel med massevarer og landbrugsprodukter, hvis storre indtjeningsmuligheder for bonderne ma have givet sig udslag i oget lokalhandel. Samspillet mellem by og land bliver skildret pa en fremragende made, ligesom udviklingen af transportmulighederne i form af gode skibe med lastrum, som vi kan se det i Skuldelevskibene og den udbygning af vejnettet, vi har spor af i den vaeldige bro fra Ravning adal. Broen stammer formentlig fra Harald Blatands tid og Skuldelevskibene, som forfatteren selv har vaeret med til at udgrave og skildrer med kaerligt kendskab, vidner om, at der fandtes store skibe med lasteevne pa op til 15-20 tons, velegnet til transport af store ladninger over abent hav.

Det arkaeologiske fundmateriale star hele tiden i centrum, og forfatteren redegor omhyggeligt bade for aeldre tiders videnskabelige diskussioner og de sidste udgravningsresultater. Den letlaeselige fremstilling er udmaerket disponeret, saledes at laeseren far en bred orientering om transportforhold, byer, landsbyer, garde, landbrug, fiskeri, handel, handvaerk, husflid, dagligliv, vaben, volde, borge, religion, kunst. Forfatterens indgaende kendskab til tidens forskellige materialer som sten, trae, laeder og tekstiler og fortrolighed med handvaerk og vikingernes hverdag gor kapitlerne om dagligliv, handel, kunst og religion til saerdeles informationsrig og stimulerende laesning. Hun har ogsa faet den fortrinlige ide at gemme afsnittet om udlandsforbindelserne til sidst i bogen, sa laeseren selv ud fra det arkaeologiske fundmateriale og notitserne i udenlandske kroniker kan fa et levende indtryk af de varer, impulser og rigdomme, som kom Danmark til gode i denne dynamiske

Til bogens store fortjenester horer ogsa forfatterens overblik over forskningen,som blandt andet kan ses i den omfattende litteraturliste, der sagar omfatter mindre artikler og forskellige tidsskrifter som Skalk, Hikuin m.v., samt forfatterens rige skat af ideer til nye emner, som bor tages op af forskningen.Saledes naevner hun, at der savnes samlede analyser af vabenfundene,og at Holger Armans syntese om forbindelserne mellem karolingerriget og Sverige godt kunne fa en tilsvarendedansk behandling. Den letlaeste form gor bogen velegnet til studium for laegmanden, og de fyldige litteraturhenvisningeri noterne gor den lige sa velegnet pa universitetsniveau. Man far lyst til at arbejde videre med problemerne.Som videnskabskvinde tolkerElse Roesdahl kendsgerningerne med al den forsigtighed, som man kan kraeve af en forsker, og hendes indlaeg i debatten om kongemagten og »Trelleborgene«er velunderbyggede og velargumenterede.1

gumenterede.1forbindelse med sine analyser af Fyrkat-udgravningerne har Else Roesdahl altid fremhaevet »Trelleborgene«scivile praeg, og hun understregerogsa dette nu samt haevder, at borgene stammer fra Harald Blatands tid, hvilket kan saettes i forbindelse med kongens andre bygningsvaerker og kamp mod den tyske kejsermagt. Pa udmaerket made bliver ogsa betydningenaf de slaviske forbindelser belyst.

En gang imellem savner man mere indgaende kommentarer til de skriftlige kilder, og det forbavser, at hun tager araberen At-Tartuschis skildring af Slesvig (?) for gode varer. Deter ogsa synd, at forfatteren ikke altid henviser direkte til de skriftlige kilder i form af skjaldekvad og annaler; her ma laeseren nojes med en henvisning til anden litteratur om vikingetiden, ofte pa et fremmed sprog. Om end deter vaeldig fint, at forfatterens bog kan laeses af alle og er fremragende paedagogisk udformet, generes man af den lidt tilfaeldige tiltro til laeserens viden. Saledes ser forfatteren sig nodsaget til at forklare, hvad caries er, mens hun lader de vigtige begreber proveniensbestemmelse og kalibreret alder sta uforklarede, ligesom hun ikke altid oversaetter fra latin. Ud fra fundene pastar hun videre, at deter en myte, at oksen var vikingernes vaben par excellence, men har abenbart glemt Bayeux-tapetets praegtige langskaftede okser.

Et solidt kendskab til vikingetiden
og forskningen formidles her pa fremragende