Bernhard Linder: Slotte, herregårde og palæer i Danmark. (Thorsgaard, Frederikssund, 1980). 463 sider, indb., ill.

Der har i de senere ar vist sig flere tegn pa en voksende almeninteresse for de meget store kulturhistoriske vaerdier, som de danske herregarde rummer, i ovrigt ogsa bedomt efter en international malestok. Der er derfor nok et marked for en 'forer' i herregarde m.v. som den foreliggende. Bogens hovedafsnit giver kortfattede og praecise data for de enkelte ejendomme opstillet alfabetisk; man kunne dog her have onsket sig oplyst den seneste vurdering til ejendomsskyld, og hvor der forefindes en god monografi, kunne den have vaeret nasvnt, men af en eller anden grund er alt, hvad der hedder litteraturhenvisninger udeladt. Desuden er der en raekke praktiske og nyttige oversigter over godsejerslaegter, bygherrer og bygmestre, navneskifter, fredninger, besogsforhold m.v. Deter en anselig stofmaengde, som selvfolgelig ikke kan vaere fejlfri - lad mig fra s. 159 naevne, at 0 Kloster ikke har noget med orbaeklunde at gore, det skal naturligvis vaere Oksholm, og at Vitskols latiniserede redenavn er Vitae Schola. Her og der kan man ogsa vaere uenig i det udvalg, der er foretaget, men der er lagt et solidt arbejde i disse afsnit. En maengde billeder er fotograferet af forfatteren selv, de fleste gode trods det meget 111— le format.

Derimod kan der fra historikerens synsvinkel vaere god grund til at se lidt naermere pa bogens forste fjerdedel, som er brugt til en gennemgang af adels- og godshistorien foruden landbrugs - og kulturhistorien. Dette afsnit er praeget af for unuancerede og bastante synspunkter. Et par eksempler vil vise, hvad der menes. Det hedder et sted: »Der skete i ovrigt en del pa landbrugsfronten i 1700arene, bl.a. stavnsbandets ophaevelse (1788)«, og om stavnsbandet oplyses det senere, at »med denne nye form for vornedskab var bonderne igen en slags slaver, som herremaend og ridefogeder kunne behandle naesten efter forgodtbefindende«. Det stemmer smukt overens med, at stavnsbandet andetsteds kaldes en dansk form for livegenskab, mens halsog handsret i et lille vedfojet historisk leksikon defineres som herremandens ret til at faengsle, domme og straffe undergivne bonder. Forfatteren har haft de bedste intentioner og tydeligvis dyb personlig interesse for emnet, men historie er et fag som andre, og forfatteren, som ikke er historiker, burde have konsulteret sagkundskaben. Noget tyder pa, at denne forste del af vaerket er hastvaerksarbejde, for desvaerre er teksten her behaeftet med alt for mange trykfejl og manglende sproglig gennemarbejdning.

Lad mig naevne en helt anden sag. Det forekommer mig, at forfatteren kommer lidt vel hurtigt om ved de problemer,der i dag er forbundet med at bevare de store bygninger. For et par ar siden besogte jeg ostergard i Nordsalling,som er en herregard af overordentligstor

dentligstorbygningshistorisk vaerdi, men som la hen i yderste forfald; deter naeppe noget enestaende tilfaelde, og i pressen har man kunnet laese om ansogningerom at matte nedrive fredede herregardsbygninger. Man kan jo nu engang ikke leve af et bebo et slot, hvis vedligeholdelse og opvarmning i dag er en uhyre kostbar affaere. Deter en omtaleligsag, for der er ligesom noget - ogsa politisk - naturstridigt i at skulle stotte godsejeren (herremanden!) med sa statelig en bolig. Imidlertid ma man huske pa, at det her ikke drejer sig om at redde en privat slaegtsarv, men om at sikre et nationalt klenodie for en eftertid.Forskellige heldige omstaendighederhar betydet en god sikring af vore gamle kirkebygninger. Der skal og ma ogsa findes udvej til en sikring af vore gamle slotte og herregarde.