Henrik Pers: Velfærdsstatens gennembrud i Danmark. Den politiske debat omkring folkepensionens indførelse. (Forlaget Uglen, 1981). 170 s.

Velfaerdsstaten er et flerhovedet begreb, som deter svaert at fa hold pa. Forfatteren har klogeligt undladt at ga til angreb pa uhyret. Som undertitlen maske klarere kunne have sagt, handler bogen om folkepensionsreformens politiske historic Den tager fat i 1945, folger de forskellige 10ft i aldersrenten og refererer de vigtigste forslag til en pensionsreform. Den konstaterer, at problemet for alvor politiseredes i 1952, da de radikale og socialdemokraterne besluttede sig. Og den ender med det omfattende forlig i 1956, hvor, som forfatteren rigtigt understreger, venstre og konservative bekvemmede sig til at skubbe den borgerlige ideologis forkaerlighed for private pensionsordninger til side for stadig at kunne deltage i den almindelige bejlen om de gamles stemmer. Om noget berettiger til at tidsfaeste velfaerdsstatens gennembrud i Danmark til netop folkepensionsreformen, ma det vel vaere dette borgerlige knaefald.

Afhandlingen bygger hovedsagelig pa trykt materiale. Skont deter lykkedesforfatteren at skaffe sig adgang til flere arkiver, har kun et enkelt sat sig vaesentlige spor. Hverken fra det radikalevenstres gruppeprotokoller eller, interessant nok, fra socialministeriets akter om folkepensionen har han fundetafgorende bidrag. Deri mod har han haft god hjaelp i adgangen til samtligede 162 bilag, der indgik i folkeforsikringskommissionensarbejde. grundlag af dem har han forholdsvis detaljeret kunnet folge forhanqjlingsgangenuden at kunne laese selve modereferaterne.Dette materiale har han suppleret med otte interviews og tre skriftlige redegorelser. Trods alle begraensningerer

graensningererdet et omfattende og
flere henseender spaendende mate
riale.

Fremstillingen er samlet om at folge det politiske forlob. Det gores ved referater af de mange forslag, der efterhanden blev fremsat, og af de debatter i presse og folketing, som de gav anledning til. Tilsammen gor de det muligt at begynde at danne sig et helhedsbillede af, hvorfor det gik, som det gik. Men man kunne nok onske sig, at forfatteren havde hjulpet laeseren lidt laengere pa vej ved at omsaette referaterne af forslagene til karakteristikker, der staerkere fremhaevede deres politiske pointer. Og enkelte centrale sporgsmal kunne nok vaere droftet grundigere pa det tilgaengelige materiale. Det gaelder pensionistforeningernes fremvaekst og partipolitiske tilhorsforhold, den tidlige radikale forkaerlighed for folkepensionen (aldersrente til alle) og socialdemokraternes vaklen mellem den radikale linie og Jorgen S. Dichs forslag om en slags forsikringsmaessig overbygning. Det sidste sporgsmal er historiens kaerne, som vel navnlig havde fortjent en videre udvikling.