Kai Hørby og Mikael Venge: Danmarks Historie 2, første halvbind. Tiden 1340-1559. (Gyldendal, 1980). 356 s.

Bind 2 af Gyldendals Danmarks Historie - saledes bliver man vist nodt til at betegne den af Aksel E. Christensen m.fl. redigerede nye Danmarkshistorie for at adskille den fra de andre med samme titel, der ligeledes er redigeret og forfattet af et team af historikere - er blevet sa omfangsrigt, at det har mattet deles i to halvbind, med indholdsfortegnelse i begge og den sakaldte bogliste (bibliografien) i det andet. Der er dog ingen grund til at laste redaktionen for denne spraengning af de planlagte rammer, fordi bindets store omfang isaer skyldes, at litteratur- og kildeoversigterne (specielt Ladewig Petersens i 2. halvbind) er gjort mere omfattende og raesonnerende. Det betyder, at bind 2 er blevet et endnu bedre vaerktoj, end allerede bind 1 var, for den, der vil studere Danmarks historic Hertil skal fojes, at nar selve fremstillingen ogsa fylder noget mere end forstebindets, er det ikke, fordi forfatterne breder sig urimeligt, men fordi redaktionen ved affattelsen af forstebindet ojensynlig ikke fik lagt sig fast pa, hvor bred fremstillingen skulle vaere. Helge Paludan skrev langt mere komprimeret end de to andre forfattere, som synes at have tiltaget sig den plads, de havde behov for. I bind 2 har man derefter givet alle forfattere rimelig plads. Bidragende til omfanget af bind 2 er maske endelig, at stoffet er mere omfattende; i hvert fald fylder boglisten 81 sider imod blot 44 i bind 1.

Det har vaeret redaktionens princip at give de enkelte forfattere megen frihedmed hensyn til bade disposition og indhold. Forfatterne har brugt denne frihed, og redaktionens lofte om ved henvisninger at gore opmaerksom pa forbindelser og afvigelser imellem dem har ikke altid vaeret nemt at indfri. Naervaerende binds noget vilkarlige skel ved aret 1523 giver ganske vist ikkelaeserne vaesentlige vanskeligheder, men det gor til gengaeld skellet mellem bind 1 og 2 ved 1340. Til forklaring af den danske kongemagts sammenbrud op til 1332 inddrog Paludan som en hovedfaktorden agrarkrise, der var tale om »et samfundmed svigtende produktionsevne«. Horby starter sin skildring med at fastsla,at »det pantsatte Danmark var ikkenoget fattigt eller vanrogtet rige«, og i et senere kapitel om odegardsproblemetarbejder han pa at fa aendret landbrugskrisen til en »velstandskrise«.Forskellen mellem de to forfattere er - det skal medgives - sa evident, at redaktionen ikke behover at kommentere,men

tere,menjeg vil dog fremhaeve det urimeligei det samlede resultat, isaer i betragtningaf, at det forst og fremmest var efter 1340, at krisen virkede.

Horby behandler perioden fra Valdemar Atterdag til Christian 11. Det ma nok siges, at det pa mange omrader er en periode, som moderne dansk historieforskning har forsomt, isaer savnes de praegnante syntesefremstillinger, som haves for aeldre middelalder (Arup, Hal Koch, Aksel E. Christensen 1945, Skyum-Nielsen). Horby griber derfor tilbage til Erslevs skildring i Danmarks Riges Historie 11, pointerer endda, at hans fremstilling ikke kan aflose Erslevs syntese, men har til opgave »pa en raekke punkter at konfrontere nyere forskningsresultater med aeldre syntetiske fremstillinger, eller omkring nogle centrale sporgsmal at tage kildernes problematik op til ny vurdering«. I ovrigt disponerer han noje sin tekst efter Erslev: den centrale fremstilling gaelder den politiske historie, mens et saerligt afsnit behandler »stat og samfund«, svarende til Erslevs afsnit betitlet »samfund og stat«.

Deter en kraevende, ja enorm opgave at give en skildring af dansk historie i sa omfattende en periode som senmiddelalderen og vel at maerke med de krav, som naervaerende publikation stiller til forfatterne om ogsa at redegore for forskningen. Kai Horby er sa godt rustet som nogen til dette arbejde, han har publiceret adskilligt, som direkte eller indirekte vedrorer perioden og har i sin undervisning pa Kobenhavns Universitet givetvis gennemprovet det meste af det, som han fremlaegger her. Det ses isaer ved de annoncerede kildeanalyser, f.eks. af aftalerne i foraret 1340, landefreden 1360, unionsdokumenterne 1397, danehofdommen i 1413 om Slesvig, Christian I's bekraeftelse af Constitutio Valdemariana. Af bredere problematikker, som tages selvstsendigt op, skal naevnes statens finanser under dronning Margrethe. Horbys vurdering her er til dels inspireret af (til dels i opposition mod) Michael Linton og Beate Losman, men nar han (s. 136) fremdrager de tre- eller flerkantede godstransaktioner mellem Roskildebispen, Lungerne og dronningen, bygger han unsegtelig pa et grundigt kendskab til kilderne. For litteraturoversigterne gaelder, at den udmaerkede gennemgang af forskningen suppleres med en papegning af, hvor denne ikke straekker til, hvor der ligger opgaver og venter pa den kommende

Sammenfattende ma anmelderen udtrykke sin beundring for det store og vaerdifulde arbejde, som Kai Horbys afsnit af Gyldendals Danmarks Historie repraesenterer. I det folgende skal soges fremdraget det karakteristiske ved denne fremstilling af dansk senmiddelalder, mens der sluttes af med nogle kritiske bemaerkninger.

Deter helt klart, at den politiske historie,og det vil sige statsmagtens, kongemagtens historie, har forfatterenshovedinteresse. Valdemar Atterdagshistorie behandles som folger: Forhandlingerne i foraret 1340, som forte til Valdemars indsaettelse som konge; krigen 1341-43, som gav kongensikkert fodfaeste pa Sjaelland; salgetaf Estland 1346, som skaffede kongenpenge og svogeren i Brandenburg hans medgift; Valdemars engagement i europaeisk politik 1349-50; indlosningenaf Danmark, slotshovedsmaendenesstilling, kongens radgivere og hans brug af rettertinget (imod adelen); landefreden 1360, en kontrakt mellem konge og folk pa baggrund af kongens militaere sejre over holstenere, sonderjyskhertug og jyske stormaend. Kapitlernefor tiden efter 1360 er betitlet Skanes generhvervelse, Gotlands erobring,forste Hansekrig, balancepolitik

i Norden, anden Hansekrig samt fredeni

Om end det skal medgives, at Horby bringer en fortraeffelig, kortfattet karakteristik af Valdemars forhold til stormaendene for 1360 (»Vilkarene for kongens indenrigspolitik var fejdens vilkar«, s. 39), giver hans skildring i ovrigt meget ringe plads for forholdet mellem kongen og de forskellige staender og grupper i samfundet. Kongens samarbejde med Roskildekirken anfores og i forbifarten ligeledes et par oplysninger om den jyske stormandsopposition, men ellers ma laeseren ga til afsnittet om »stat og samfund« for at fa at vide, at Valdemar samarbejdede med paven pa den danske kirkes bekostning, at den jyske opposition maske var utilfreds med slotforleningspolitikken, og at radet stadig var kongens rad fremfor rigets. Dette er jo helt centrale oplysninger til den indenrigspolitiske historie, jeg vil endda mene, at vi ogsa havde haft brug for en diskussion af, hvem der udgjorde Valdemars magtbasis i Danmark.

Nar disse i eminent grad politiske forhold ikke medtages i skildringen af den politiske udvikling, er det naturligvis dels et sporgsmal om, hvordan stoffet skal disponeres. Blot ma det papeges, at det i afsnittet om stat og samfund, som skal daekke hele senmiddelalderen, er meget vanskeligt at konkretisere enkeltforhold sa meget, at de kan bruges til den politiske historie i et kortere tidsrum. Dels er det et sporgsmal om, hvad forfatteren onsker, og hans hovedinteresse er som naevnt kongemagten, statsmagten; deter karakteristisk, at Erslevs »samfund og stat« vendes om til »stat og samfund«, og at formalet med dette afsnit defineres som en beskrivelse med saerlig henblik pa kongemagtens forhold til indbyggerne (s. 62). Men specielt koncentrerer forfatterens interesse sig om udenrigspolitikken. Herefter er der ikke plads til at nuancere »vilkarene foi Valdemars indenrigspolitik« med er oplysning om, at landefreden af 1360 i praksis aendrede lidet i forholdet mellem kongen og de jyske stormaend. Lad mig som endnu et eksempel pa prioriteringen af stoffet anfore, at Christian I's udenlandsrejse far en langt mere fremtrasdende plads end bondeuroligheder og bonderejsning 1439-41, som kun interesserer forfatteren for deres eventuelle sammenhaeng med de politiske begivenheder pa fyrsteniveau.

Om bonderne et par kritiske bemaerkninger. Mens der i afsnittet om »stat og samfund« findes udmaerkede kapitler om handel, byer, kirke, folketal, landbrug, konge og adel, konge og kirke, er der intet selvstaendigt kapitel om bonderne. Resultatet er, at kongemagtens voksende kontrol med selvejerne er unaevnt, forsogene pa at stavnsbinde faesterne allerede i 1370'erne ligeledes. Til gengaeld tildeler Horby herremaendene birkeret over deres faestebonder i 1466 (s. 193), en ret som forst blev almindelig langt senere og selv da kun opnaedes ved privilegium til den enkelte godsejer. Ukritisk (og dermed aldeles ukarakteristisk for forfatteren) og meget vildledende er en bemaerkning i litteraturoversigten s. 121, hvor det anbefales at Isese en afhandling vedrorende hoveriet i det 18. arhundrede, fordi der savnes oplysninger om hoveriet i middelalderen!

Om fremstillingsformen en enkelt syrlig anmelderbemaerkning. S. 96 diskuteresdyrket areal og middelalderligejordmal. Til afslutning hedder det: »Vi ma saledes erkende, at det forelobigikke er forundt os at vide, hvilket arealmal eller hvilken arealvaerdi der nojagtigt skal forstas ved et bol eller en mark skyld«. Ordet »forelobig« er udtrykfor en forsigtighed, som er karakteristiskfor

teristiskforforfatteren, men ordet er i sammenhaengen her misvisende, fordi der aldrig har eksisteret et nojagtigt mal for areal eller vaerdi. Udtrykket »forundt os at vide« er en underlig kunstlet konstruktion, som i den givne sammenhaeng oven i kobet kommer til at virke praetentiost. Eksemplet her er pillet ud blandt flere lignende.

Michael Venge - som tidligere har beskaeftiget sig indgaende med Christian ll's fald - har forfattet afsnittet »Tiden 1523-1559«, delt i to underafsnit »Middelalderstatens oplosning 1523-1536« og »Kongemagt og adelsvaelde 1536-1559«. grundlaeggende forskning for perioden til 1536 er gammel, leveret af C.F. Allen og C. Paludan-Miiller samt af A. Heise (hvis betydning Venge fremhaever), bl.a. i Danmarks Riges Historic For konge-adelsproblematikken efter 1536 er de centrale forskere Erslev, Arup og Astrid Friis.

Sa kort et tidsrum som Venges behandling gaelder, er det klart, at der hverken er behov for eller plads til en beskrivelse af »samfund og stat«; i ovrigt indledes bind 2b med en beskrivelse af samme »ved 1560«. Venge begraenser sig dog ikke ensidigt til den politisk-statslige historie. I forbindelse med det skanske opror 1525 diskuteres deltagernes sociale rekruttering og den manglende direkte sammenhaeng med den store tyske bondekrig 1525. I det folgende kapitel, kaldet »Den sociale spaending«, analyseres bondernes utilfredshed, og det soges vurderet, hvorfor kobstaederne forholdt sig rolige, nar bortses fra deres tilslutning til reformationsbevaegelsen.

Den politisk-statslige udvikling er dog hovedsagen. Der er en omfattende og god diskussion af, hvad der foregik pa herredagen 1533; en ret kort, men god gennemgang af Grevens Fejde med fremhaevelse af det meget sammensatte mensattei denne krigs karakter; en analyse af herredagen 1536 med redegorelse for de konfliktende historikeres opfattelse. Deter spaendende laesning, Venge skriver godt, i korte helmeninger, ofte blot hovedsaetninger med enkelte relative bisaetninger, men aldeles flydende og letlaest. For tiden efter 1536 dominerer den politiskstatslige historie aldeles. Deter »den moderne stat«, som skildringen gaelder, lensreformen, finansforvaltningens udbygning, i det hele taget statsfinansernes forbedring (statens indtaegter her og i bind 2b vokser sa meget, at det kan synes übegribeligt, hvad middelalderrens konger levede af); dertil i forskningsoversigten isaer sporgsmalet om Christian Ill's personlige indsats som regent. Nar bortses fra et kapitel om adelen, er der intet om samfundsklasserne, hverken om den nye gejstlighed eller f.eks. om den »ro«, der nu praegede bondestanden. Bind 2b giver som anfort en skildring af samfundet ved 1560, men det her papegede far Venges fremstilling til at virke noget usystematisk.

Bidragende til den velskrevne fremstilling er vel forfatterens engagement. Venge fremhaever ganske vist (s. 302), at nutidens kolige historiker ikke kan engagere sig i sporgsmalet om det moralsk forkastlige i loftebruddet over for Christian II i 1532. Men hekseforfolgelserne og standssamfundets ulighed byder ham imod (s. 330), sa han ma troste sig med, at barbari ogsa findes i nutiden, og med at regeringen efter evne Sogte at vaerne borgere og bonder over for adelen (jf. ogsa side 324f.). I virkeligheden kommer Venge her til at diskutere et problem, som vedkommer selv nutidens »kolige« historikere.

I sin anmeldelse af Gyldendals DanmarksHistorie 1 (Historie 1978, s. 394) beklagede Olaf Olsen, at andshistorien,litteraturen,

kunsthistorien, den materielle kulturs historie blev negligeret. Uden helt at folge dette synspunkt skal det siges, at Venge godt matte have skrevet et afsnitom heksene, og isaer, at deter ejendommeligt at laese reformationstidenshistorie - sadan hed det tidligere, og Venge kommer ogsa flere gange til at bruge udtrykket - uden at fa at vide, hvad reformationen er for noget. Horbybringer pa s. 108 (meget kort) nogle overordentlig vigtige oplysninger om den katolske kirkes mening og rolle i samfundet. Lidt udbygget kan den fremstilles saledes: Central var omsorgenfor sjaelenes frelse, gejstligheden (bisperne, apostlenes efterfolgere, var de vigtigste personer) skulle belaere de troende og forvalte sakramenterne (nadesmidlerne). Kirken var indstiftet pa jorden til menneskenes frelse. Saerligudbygget i senmiddelalderen blev tanken om, at det enkelte menneske ved fromhedsgerninger, altsa ved Guds tjeneste, kunne oge menneskehedenssum af gode gerninger og dermedkobe menneskene Guds nade.

Hos Venge er redegorelsen for reformationsideerne begrasnset til: »Luther fornaegtede vaerdien af sjaelemesser og haevdede forkyndelsen af den hellige skrift som gudstjenestens vigtigste formal. Konsekvensen af denne tankegang matte vaere, at den etablerede kirkes godsmasse ret beset var overflodig, eftersom den alene tjente til opretholdelse af altertjenesten« (s. 299). Deter maske forstaeligt (hvis ordet sjaelemesser tages helt uteknisk som daekkende alle fromhedsgerninger og tjeneste til Guds acre), at klostre og eventuelt domkapitler skulle afskaffes. De sidste blev det i ovrigt ikke, en oplysning som er meget svaer at finde i fremstillingen. Men oplysningen om sjaelemesserne forklarer i hvert fald ikke det aendrede syn pa kirken som helhed og bisperne i saerdeleshed. Det ma karakteriseres som en noget ensidig historieskrivning blot at strejfe reformationens ledende ideer pa 5 linier for at kunne fortaelle, hvorfor kirken kunne undvaere sin godsmasse.

Man kan altid rette indvendinger imod fremstillinger med sa bredt et emneomrade som en periode af et lands historie. Det ville vaere maerkeligt andet. Mere grund er der til at udtrykke glaede over, at der er historikere, der forsoger at arbejde sa bredt og tor delagtiggore andre i resultatet. Derimod er der ingen grund til at rose forfatterne og endnu mindre redaktionen - som ma have ansvaret - for bogens Danmarkskort (s. 40 og 248). I en anmeldelse i Historisk Tidsskrift 1980 (se s. 102) kritiserede jeg kortene i bind 1. I bind 2 har man forsogt at forbedre kystomridsene, idet man for visse egne (Nordvestsjaelland, Lolland, Nordfyn og Djursland) har tegnet dem op efter Vtdenskabernes Selskabs Kort fra 1770'erne, hvorved flere fjorde (Lamme Fjord, Rodby Fjord, Kolind Sund), som fandtes dengang og i middelalderen, kommer med. Men hvorfor er samme fremgangsmade ikke brugt ved Amager og Limfjorden? Og hvorfor anforer kortene stadigvaek Kielerkanalen og Tange sO, som forst er lavet ved opstemning af Gudenaen i 1920? Der er kun aftegnet en anden jysk sO, nemlig Stubbe SO, som ikke vanned i bind 1, men nu er medtaget, fordi den ligger pa Djursland! Men man ma vel rose redaktionen for, at Romo- og Silddaemningerne ikke er aftegnet. Regulaere sjuskefejl er der ogsa. Bolmensoen i Smaland har nok tillob, men dens aflob til Lagan mangier, og pa kortet s. 40 er faestegarden Hillerod fejlagtigt markeret som herregard eller slot for 1536.

Det kan heller ikke siges, at formaletmed
kortet s. 40, som angiveligt

daekker perioden 1340-1536, er sserlig klart. Der anfores mange kobstaeder, en del klostre og enkelte slotte og herregarde,men fuldstaendighed er i hvert fald ikke tilstraebt, heller ikke for kobstaederne.Laeseren kunne herefter forvente,at det var de i teksten anforte lokaliteter, som medtoges pa kortet. Heller ikke deter imidlertid tilfaeldet. Saledes savnes kobstaederne Maribo og Manager (som omtales s. 74. Manager var dog naeppe kobstad); ligeledes herregardeneAgard (s. 80) samt Vidtskovleog Vandas (s. 292). For at sammenfatte:Deter übegribeligt, at den ellers sa kompetente redaktion, der f.eks. har sorget for at praecist bibliografiskapparat, ikke har ment, at kortenefalder ind under normerne for videnskabeligpraecision.

Et register savnes staerkt.