Torben Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder. (Fynske studier XI. Odense Bys Museer, 1981). 165 s.

Erik Arups laeresaetning, at det danske landbrugs historie er den inderste kerne i Danmarks historie, synes i 1970'erne at have fundet bekraeftelse i en vid interesse for det gamle danske agrarsamfund. En helt central storrelse er i denne sammenhaeng selve landsbyen; den og dens faellesskabssystem udgjorde rammen om bondens arbejde op gennem middelalderen og helt til landboreformerne i slutningen af det 18. arhundrede. Og lige siden denne store ombrydning af landsbyer har man i litteraturen diskuteret landsbybebyggelsens historie, herunder dens alder og omstaendighederne ved dens opkomst. Ikke mindst vedrorende sidstnaevnte problem har teoriernes rigdom staet i fascinerende kontrast til armoden pa kildemateriale.

Disse forskningsvilkar emu afgorendeaendret. Med de bebyggelsesarkaeologiskeundersogelser, som del fynske projekt »Landsbyens opstaen og udvikling« har gennemfort pa Fyn i arene 1975-79, er der, nar ogsa en raekkejyske fund af jernalderbopladser tagesi betragtning, fremdraget data i et ikke tidligere kendt omfang, som giver mulighed for bade at falsificere hidtidigeteser og opstille nye. Den foreliggendebog,

gendebog,som har indbragt den ene af det fynske projekts ledere den historiskelicentiatgrad, imponerer ved sin udnyttelse af materialets muligheder i begge de anforte retninger.

Forskningens standpunkt var for 20 ar siden vaesentligt influeret af stednavneforskningen. Pa dette grundlag antoges det, at flertallet af danske landsbyer havde en meget lang fortid bag sig pa deres nuvaerende sted (lang pladskontinuitet). syntes at kunne henfores til tre hovedperioder. En gruppe med endelser som -hem, -inge, -lev, -lose, -sted havde kontinuitet tilbage til folkevandringstiden i 5.-6. arhundrede. Derpa var fulgt en pause indtil nye anlaeg af byer pa -by, -torp, -tofte, -bolle i vikingetiden, og endelig havde i hojmiddelalderen store nyrydninger givet plads til landsbyer pa -rud, -holt, -tved. Lederne af det fynske projekt, naervaerende forfatter og E. Porsmose Christensen var bragt til tvivl om denne pladskontinuitetsteori gennem arkaeologen C.J. Beckers introduktion af forestillingen om »den vandrende landsby« i 1971. Becker antager pa grundlag af en raekke udgravninger af jyske bopladser, at jernalderens landsbyer forholdsvis hyppigt skiftede beliggenhed inden for et naermere afgraenset omrade. Efter denne betragtning kan navnet meget vel have fulgt landsbyen rundt i bygden, og et gammelt navn er saledes intet bevis for lang pladskontinuitet.

Det fynske projekt har da valgt i stedet at ga den arkaeologiske vej, idet dets forskningsmetode har bestaet i at foretage omfattende feltgravninger i 11 eksisterende landsbyer og kontrolgravninger i to nedlagte landsbyer inden for et mikroundersogelsesomrade pa Nordostfyn. Den elegante publikation praesenterer, smukt udstyret med kort, tegninger og fotografier, sine udgravningsresultater overskueligt og lettilgaengeligt. gaengeligt.Resultaterne, der baserer sig pa keramikkronologi, er overraskende. Gravninger foretaget i landsbyer af alle de tre naevnte stednavnelag giver samme resultat: Bebyggelsen synes at have ligget pa sin nuvaerende plads siden 11.-12. arhundrede, enkelte siden 10. arhundrede, og ikke laengere.

Samtidig er det pafaldende, at der kan pavises vikingetidslandsbyer i de nuvaerende landsbyers naerhed. Disse bopladser ma anses for de middelalderlige landsbyers umiddelbare forgaengere. Der kan saledes i bebyggelsen spores ikke en plads-, men en omradekontinuitet. Spredte udgravninger pa Fyn uden for det egentlige undersogelsesomrade har givet det samme billede, saledes at der er grund til at regne med, at de vandrende landsbyer kort for eller efter ar 1000 flyttede til en plads, hvor de stort set ligger endnu. Dertil kom i 13. og 14. arhundrede endnu nogle nyanlagte landsbyer.

Forfatteren sammenstiller i et saerligt kapitel disse resultater med fundmaterialet fra det ovrige nordvesteuropaeiske lavlandsomrade, herunder det ovrige Danmark. Den danske udvikling fremstar ved denne sammenligning som unik, idet jernalderudviklingen i det ovrige omrade er den, at man i Nordvesttyskland og i Holland som hos os kan konstatere en bebyggelsesekspansion i 8.-9. arhundrede efter et par tilsyneladende morke arhundreder med bebyggelsestilbagegang. Men medens dette syd for Danmark forte til anlaeg af de stationaere middelalderlandsbyer, vedblev de danske bopladser at vandre indtil o. ar 1000.

Denne konstatering leder GrongaardJeppesen frem til hans endelige problemstilling: Hvorfor holdt landsbyenop at vandre? Dette anser han for det mest centrale problem i dansk aeldrebebyggelseshistorie. Hvorfor stabiliseredesbebyggelsesbilledet

liseredesbebyggelsesbilledetpa overgangentil middelalderen? Og hvorfor kunne landsbyerne nu blive liggende pa samme sted gennem mange hundredear, nar jernalderens landsby gentagnegange matte flytte?

I sin besvarelse af disse sporgsmal begiver forfatteren sig, fuldt bevidst utvivlsomt, fra udgravningsrapportens til den historiske arsagssammenhaengs vanskelige gebeter. Hans kompagnon i det fynske projekt E. Porsmose Christensen har allerede 1977 budt pa den forklaring, at det paviste bebyggelsesskift mellem vikingetid og tidlig middelalder haenger sammen med indforelsen af den i senere tid kendte regulerede landsby med toftesystem og bylag. Skiftet saettes af Porsmose i forbindelse med en landbrugsteknisk omvaeltning, hjulplovens indforelse, der gjorde den nye faste struktur hensigtsmaessig. Mod denne fortolkning opponerer Grongaard Jeppesen ved at afvise, at den regulerede landsby skulle vaere indfort sa sent som pa overgangen mellem vikingetid og middelalder. Tvaertimod tolker han spor af gaerder pa de jyske jernalderbopladser som tegn pa tofteafskaermning allerede for Kristi fodsel. Landsbysamvirket og dets toftesystem antages da udviklet under en tusindarig evolution siden aeldre jernalder, af forfatteren betegnet som en mere »naturlig« forklaring end en pludselig indforelse.

Ved saledes at haevde, at deter en reguleret landsby, der udviser omradekontinuitet indtil o. ar 1000 og derpa pladskontinuitet, star forfatteren tilbage med problemet at forklare aendringen. Det loses ved at pege pa vasksten i befolkningstal i vikingetiden og en deraf folgende overgang fra kvaegavl til mere intensiveret agerbrug. »Sidstnaevnte medforer en flytning af bebyggelsen til en mere central plads inden for det potentielle agerland«. Men hvor overbevisende er denne forklaring? Det forekommer ikke anmelderen overvaeldende sandsynligt, at samtlige landsbyer for ar 1000 la pa et sted, der var upraktisk for et intensivt agerbrug. Er forholdet ikke snarere det, at der ikke er noget overraskende i, at landsbyerne flyttede en sidste gang, for det havde de altid gjort? Det nye er, at de et par arhundreder senere ikke flyttede

En plausibel forklaring herpa er, som forfatteren er inde pa uden at ga i dybden dermed, at der nu eksisterede en »social/politisk overbygning«. Denne havde brug for en fast struktur, som kunne palignes afgifter af mange slags.

Med denne forklaring traenger unaegtelig den slutning sig pa, at middelalderlandsbyen mere er at opfatte som en udbytningsstruktur end som en produktionsstruktur. Det synes i hvert fald vaerd at bemaerke, at middelalderlige landsbyomlaegninger godt kunne finde sted, nar de var i jorddrottens interesse; saledes er der, som det ogsa naevnes i bogen, tegn pa en landsbyregulering pa Falster i kongemagtens regie omkring 1300. Det normale er imidlertid, at middelalderlige jordejere klamrer sig til deres besiddelse som kilde til afgifter. Under den senmiddelalderlige agrarkrise kunne det endog ske, at jordens dyrkere dode eller rejste bort, sa jordejerne matte registrere landsbyen som ode; men de »nedlagde« den ikke: Beboerne kunne udvandre; men landsbyen fik ikke mere lov at vandre. Deri har Grongaard Jeppesen utvivlsomt ret.

I kraft af sin eftertrykkelige pavisning af nogle grundstrukturer i vikingetidens og middelalderens samfund skal hans bog nok blive staende som et af vort arhundredes vaesentligste bidrag til dansk middelalderhistorie.