Poul Hartling: Bladet i bogen. Erindringer 1914-1964 (Gyldendal, 1980). 187 s. ill.

Ikke übegrundet er dette forste bind af tidligere statsminister Poul Hartlings erindringer blevet en salgssucces. Hartling er stadig en kendt personlighed,han skriver godt, og han er aben. Poul Hartling voksede op pa Amager. Hans foraeldre var laerere, der skabte et levende og godt hjem for de to born.

Der er ingen tvivl om, at det gav Poul Hartling en betydelig ballast bade religiost,intellektuelt og politisk. Hartling senior var aktiv venstremand og var 1945-47 undervisningsminister. I den almindelige opfattelse star Poul Hartlingvist nok i dag som en kultiveret, men ogsa robust og udholdende politiker.Deter derfor ejendommeligt at konstatere, at han var en skraelling som barn lidende af astma og andre plager og ofte med over 100 sygedage pr. ar. Men han voksede sig fra det.

Af skolegang og ikke mindst af universitetsstudierne (1932-38) gives der et lunerigt og trovaerdigt billede, som mange nutidsstudenter sikkert vil finde umadeligt gammeldags. Hartling har et skarpt blik bade for systemets positive og negative sider. Sa moden, laesevant og selvstaendig han var, horte han nok til dem, der fik et maksimalt udbytte.

Efter teologisk embedseksamen havde Hartling praestekald til 1950 (Frederiksberg Kirke og Lukasstiftelsen), et arbejde, han udfyldte godt, og som fyldte ham. Jaevnsides hermed var han i 1945 begyndt at undervise ved N. Zahles Seminarium, og det ledte til forstander (rektor)-stillingen i 1950 og dermed ogsa til aktiv indflydelse pa dansk skolepolitik, da han i 1957 kom i folketinget.

Som nybagt folketingsmand blev han vidne til de forhandlinger, der forte frem til en trekantregering af S, R og RF. Da jeg i 1962-63 indsamlede materiale til det, der blev bogen »Regeringskrisen 1957« (1964), blev jeg - bortset fra hos Thorkil Kristensen - modt med en mur af tavshed hos de venstremaend, jeg opsogte. Det var tydeligt, at det var übekvemt for Venstre, at der skulle bores i Erik Eriksens afslag pa at danne en ren V-regering. Nar det gjaldt at klarlaegge Venstres taktik, var jeg stort set henvist til at bygge pa Thorkil Kristensen og offentliggjorte liggjorteudtalelser. Det bekymrede mig en smule, men Hartlings gennemgang af forhandlingerne pa Venstres gruppemoder viser, at bekymringerne var overflodige. Forklaringen er naturligvis, at krisens forlob meget hurtigt henviste Venstre til en passiv rolle. Alligevel er Hartlings redegorelse vaerdifuld, fordi vi nu byggende pa dagbogsoptegnelser i detaljer far vished for, hvad Erik Eriksen sagde pa gruppemoderne.

Hartlings raesonnementer over, hvad der var Erik Eriksens egentlige motiver, er ogsa saerdeles interessante. Han mener, at Erik Eriksen definitivt lod sig overtale til at fastholde VK-samarbejdet, selv om det kostede en borgerlig regering, ved en frokost pa Skovriderkroen dagen efter valget. Dette har Jens Sonderup (som jeg efter 1964 kom pa en god fod med) bekraeftet over for mig. De konservative viste sig ved den lejlighed mere kongelige end Kongen, mere venstretro end den samlede venstregruppe. Deter dog naeppe hele forklaringen. Jeg tror, Hartling har ret i, at Erik Eriksen var utryg ved den magt, Thorkil Kristensen ville fa i en ren venstreregering (s. 138); men jeg mener ogsa, at Erik Eriksen regnede med, at han ville vinde i den nervekrig, han forte med Jorgen Jorgensen og Bertel Dahlgaard, og til sidst ville komme til at danne en VK-regering. Efter min vurdering kan man nu naeppe komme laengere i analysen af Erik Eriksens motiver. Men Hartlings fremstilling er ogsa interessant ved, at han abenbart mente, at Erik Eriksen handlede gait. Dengang tav Hartling. Senere viste han, at han ogsa kunne handle uden at tage alt for meget hensyn til de konservative.

I 1958 vedtoges nye skolelove, et vanskeligt problem, som laenge - ja faktisk siden 1937 - havde vaeret patraengende.Her placerede V sig sammenmed

menmedS og R, hvad der bekom K ilde. Henning Bregnsbo har i sin bog »Kampen om skolelovene af 1958« (1971) pavist, hvorledes Hartling var i stand til at udmanovrere Erik Eriksen og Poul Sorensen. Forst senere fik man blik for, at Hartling - pa trods af sit fromme udseende - kunne det politiskehandvaerk, selv om det retfaerdigvis bor tilfojes, at skolelovene ikke var dem, Erik Eriksen og Poul Sorensen prioriterede hojest.

Hartlings forste politikerperiode blev kort, da han faldt ved valget i 1960, men han fastholdt forbindelsen med Venstres apparat, idet Axel Kristensen i 1961 nedlagde posten som formand for det sjaellandsk-bornholmske Venstre alene for at bane vejen for Hartling.

Den rode trad i Hartlings liv er en fast og ukompliceret kristentro og et meget harmonisk hjemmeliv. Anfaegtelser ses ikke at have plaget ham, hverken religiost eller politisk. Hans faste religiose forankring har utvivlsomt vaeret en betydelig styrke for ham menneskeligt og dermed ogsa politisk. Som memoireforfatter horer han til de bedste. Ikke blot er han en god, undertiden en stilfaerdigt bevaegende, oftere en morsom skribent, men han bygger ogsa pa samtidige optegnelser og breve, ligesom han har en rimelig kritisk distance til meget (men selvfolgelig ikke alt), han beskriver. Det skal blive interessant at se, om han i den bebudede fortsaettelse kan skrive ligesa sagligt afslappet om sig selv og sine egne partilederovervejelser som om Erik Eriksens, thi det var jo forst efter 1964, at Hartling kom i centrum af dansk politik.

Under alle omstaendigheder har han allerede med det foreliggende bind leveret et godt bidrag til forstaelsen ikke blot af sig selv, men ogsa til sider af dansk kirkeliv og politik.