Jacob A. Buksti (red.): Organisationer under forandring. Studier i organisationssystemet i Danmark. (Forlaget Politica, 1980), 479 s.

Denne bog bestar af 14 artikler, som for storstedelens vedkommende er oplaeg til et seminar om organisationssystemet i Danmark, der blev holdt pa Institut for Statskundskab ved Arhus Universitet 1978. Artiklerne har deres tyngdepunkt i tiden efter 1945, men i flere af dem traekkes linjerne laengere tilbage. Emnemaessigt er det organisationer med tilknytning til arbejdsmarkedet, der bliver gjort mest ud af, men der bringes ogsa artikler om landbrugets, fiskeriets, ungdoms- og idraetsorganisationer, samt artikler om de primaerkommunale organisationer og KRIM. Udvalget er bredt og afspejler som naturligt er en politologisk interesse. esse.En historiker ville nok have foretrukket artikler om politisk betydningsfulde organisationer som Industriradet, Handvaerksradet, Grosserer- Societetet samt de ovrige hovedorganisationer inden for handel, pengevaesen og transport fremfor artiklerne om ungdoms- og idraetsorganisationerne eller KRIM. KRIM er taget med som eksempel pa en mod-organisation (hvilket ikke er det samme som en graesrods-organisation, i hvert fald ikke belt, se s. 430 ff), og artiklen bliver en illustration af vanskelighederne ved at indpasse en tendentielt systemoverskridende organisation i den etablerede systematik. Udvalget af organisationer er altsa ikke ideelt set fra et historikersynspunkt, men bogen er skrevet af politologer og tilsigter ikke at vaere udtommende, og der skal ikke rejses indvendinger pa det punkt. Hovedindtrykket af bogen er absolut positivt. Der er naturligvis forskel pa de enkelte artiklers vaerdi, men som helhed laeser man bogen med interesse. Der er indsamlet og bearbejdet et stort materiale, og for en dels vedkommende er der tale om et pionerarbejde med de saerlige vanskeligheder, det indebaerer.

Sigtet med bogen er deskriptivt (s. 29), og deter man taknemlig for. Det indebaerer en kraftig begraensning i for- Sogene pa at formulere lovmaessighedereller opstille udsagn pa et hojt generalisationsniveau,men helt dy sig kan forfatterne ikke. Saledes star der s. 284: ».. at netop evnen til trods alt at foretage relevante tilpasninger i struktur,adfaerd og aktivitet vil kunne vaere helt afgorende for den pagaeldende organisationsmuligheder for at opretholdeeller forbedre sin magtposition og politiske indflydelse.« Hermed er der i virkeligheden ikke sagt andet, end at organisationerne er nodt til at folge med tiden, og selv det tages der forbeholdoverfor med ordene »vil kunne

vaere«. Der findes andre eksempler af samme slags, hvor banaliteter er shinet op til ukendelighed, men de er som sagt ikke sa talrige, som de kunne have vaeret. Er den analytiske tilgang saledesmindre vellykket, hvor det drejer sig om generaliseringer og lovmaessigheder,er den til gengaeld af stor vaerdi i de empiriske afsnit, som gennemgaendeer af hoj kvalitet. Heri ligger bogens styrke. Deter i vid udstraekning lykkedesforfatterne at anvende en konsekventanalytisk tilgang til det empiriskemateriale, som gor det muligt for dem at fremdrage og fastholde bestemteudviklingslinjer.

Det gaelder f.eks. Chr. A. Pedersens artikel om FTF, Funktionaerernes og Tjenestemaendenes Faellesrad. Denne organisation blev oprettet i 1952 under navnet Faellesradet for danske tjenestemaends - og funktionaerorganisationer og var et forsog pa at tilvejebringe en saerlig tredjestands-organisering. I lobet af perioden 1958-66 forlod organisationen imidlertid sin tredjestands linje og slog ind pa en lonmodtagerkurs. Denne udviklingslinje fastholdes som den centrale i artiklen, der i ovrigt behandler funktionaerorganiseringen siden 1945. 1958 indtraf der to begivenheder af umiddelbar betydning for FTF's udvikling: En af dens kontroversielle medlemsorganisationer, Centralforeningen af Danske Funktionaerer (CDF) blev oplost. Den var blevet stiftet i 1945 som et forsog pa at skabe et borgerligt alternativ til HK og havde fra starten belastet forholdet mellem LO og FTF. Med oplosningen af CDF bortfaldt en afgorende hindring for en forbedring af forholdet mellem LO og FTF. Samme ar vedtoges desuden en ny tjenestemandslov, som bl.a. aendrede dyrtidslovgivningen fra ensartede til procentvise dyrtidsportioner. Dermed bortfaldt et punkt, der havde begunstiget medlemmerne af den ene af FTF'_r medlemsorganisationer, CO I (solvsnorene), hvis vigtigste underorganisationer var medlemmer af LO, i forhold til de ovrige medlemsorganisationer i FTF (CO 11, Danmarks Laererforening etc.) Dermed var der abnet mulighed for en aendring af forholdet mellem LO og FTF, men endnu i 1960 tordnede Ejler Jensen og Hans Rasmussen pa LO's vegne mod FTF, men allerede i 1962 lod der mildere toner fra Hans Rasmussen, der i mellemtiden var blevet naestformand i Socialdemokratiet, og i 1964 gav Jens Otto Krag FTF Socialdemokratiets bla stempel. I 1966 tog FTF initiativ til en samlet lonmodtagerafvisning af de radikales forslag om tvungen voldgift. Det betegnede en fuldbyrdelse af overgangen fra tredjestandslinje til lonmodtagerkurs og blev fulgt op af hemmelige forhandlinger mellem LO og FTF. De blev afsloret i Politiken, og tilnaermelsen mellem de to organisationer blev for en tid stillet i bero, men om udviklingslinjen kunne der ikke laengere vaere tvivl. FTF har fastholdt en lonmodtagerlinje og har etableret et samarbejde med LO.

Artiklen giver et klart billede af udviklingen i FTF og kun pa et punkt giver den anledning til diskussion. Deter Chr. A. Pedersens afsluttende betragtninger over, hvorfor omsvinget i FTF's kurs netop indtraf i perioden 1960-64. Han mener, at den vaesentligste forklaring er den indkomstpolitiske udvikling, der satte ind der (s. 167 f). Det forekommer at vaere en for snaever betragtning. Det afgorende forhold bag FTF's omsving er umuligheden af at etablere en staerk lonmodtagerorganisation pa et tredjestandsgrundlag, og det forhold blev accentueret af den kraftige okonomiske vaekst, der satte ind i 1958 med en betydelig social dynamik til folge. Funktionaergruppens andel af den erhvervsaktive befolkning voksede fra 28% i 1960 til 41% i 1973 (s. 151).

En anden artikel, der fastholder en analytisk tilgang, er Ebbe Sulbaek Petersens om koncentration og centralisering inden for fagbevaegelsen. Deter et forsog pa at belyse sammenhaengen mellem organisationsudvikling og statsmagtens politik over for arbejdsmarkedet ved hjaelp af begreberne centralisering og koncentration. Ved koncentration forstas en aendring af organisationsstrukturen i retning af faerre og storre enheder, ved centralisering forstas en samling af kompetencen, saledes at beslutningskompetencen forskydes opefter i organisationshierarkiet. De to begreber er hentet hos den svenske politolog Nils Elvander, der nok pa sin side har hentet inspiration hos Marx. Ebbe Sulbaek Petersen anvender disse to begreber pa den danske fagbevaegelses udvikling, og hans hovedaerinde er at vise, at centraliseringen inden for LO fra starten har vaeret forholdsvis svag, idet de deltagende fagforbund ikke videredelegerede den afgorende kompetence til LO, og at dette forhold har vaeret afgorende for den statslige politik over for arbejdsmarkedet. I forste raekke var det dog arbejdsgiverne, der forsogte at presse LO til en staerkere centralisering. Det blev forsogt i forbindelse med den store lockout i 1899, men lykkedes ikke, og det la bag oprettelsen af den faste voldgiftsret i 1910. I 1920'erne forsogte arbejdsgiverne med en sammenkoblingsstrategi, men det strandede pa modstand fra Arbejdsmandsforbundet. I 1930'erne fortsatte statsmagten denne linje, som fik sit mest markante udtryk ved forligsmandsloven 1934, der gav forligsmanden ret til at sammenkaede overenskomsterne. Endelig er 60'ernes og 70'ernes indkomstpolitik et resultat af den manglende centralisering, idet en gennemfort centralisering ses som en forudsaetning for bevarelsen af et frit arbejdsmarked, jvf. dog overenskomstforhandlingerne 1981.

Ebbe Sulbaek Petersen sammenligner den danske udvikling med den svenske. I begge lande var der i 1930'erne tillob til en vis statslig regulering af arbejdsmarkedet; i Sverige afvaergede organisationerne det ved at indga den sakaldte Saltsjobad-aftale 1938, som indebar en oget centralisering, i Danmark gjorde organisationerne ikke noget, og i stedet fik man forligsmandsloven 1934. At det netop var i 30'erne haenger sammen med Socialdemokratiets overtagelse af regeringsmagten i de to lande. Ebbe Sulbaek Petersen understreger i polemik med Elvander, at det pres, som statsmagten i 1930'erne lagde pa fagbevaegelsen, ma ses i sammenhajng med den socialdemokratiske ideologi. Til gengaeld har Elvander ret i at understrege, at organisationsstrukturen afspejler produktionsstrukturen. Det sidste kommer maske ikke tilstraekkelig klart frem i artiklen.

Begrebsparret koncentration-centraliseringkunne med fordel vaere blevetbrugt i Knud ostergaard Laursens artikel om Dansk Arbejdsgiverforening.Derved kunne det vaere blevet praeciseret, at Arbejdsgiverforeningen er en mere centraliseret, men mindre koncentreret organisation end LO, og det kunne vaere blevet praeciseret, at en centraliseret kompetence meget vel kan kombineres med decentrale forhandlinger.Som det star, giver artiklenindtryk af, at Arbejdsgiverforeningeni forhold til LO var en relativt svag organisation, som var nodt til at tilpassesig LO's stadig strammere opbygning:Dette indtryk skyldes ikke kun, at der i artiklen anvendes et uhensigtsmaessigtbegrebsapparat, men ogsa at den baerende hypotese er utilfredsstillende.Den gar ud pa, »at DA-systemet(Arbejdsgiverforeningen i videste

forstand) i vid udstraekning ma tilpasse sig udviklingen i det omgivende miljo, hvori LO-systemet og staten indgar som vigtige elementer« (s. 248). Med den formulering bliver Dansk Arbejdsgiverforeningstort set gjort til objekt, og der bliver ikke taget hensyn til, at Arbejdsgiverforeningen ikke blot skulletilpasse sig udviklingen, men ogsa var i stand til at pavirke den.

Den sidste artikel, der skal kommenteres, er Palle Haahr Lunds om fiskeriorganisationernes udvikling. Her er tale om et pionerarbejde, som gor rede for udviklingen siden midten af 1800-tallet, da der for alvor opstod et selvstaendigt fiskerierhverv. Det har vaeret vanskeligt overhovedet at fa tilvejebragt en organisering af fiskerne. Organisationerne har vaeret svage, og det har ikke vaeret muligt at etablere en egentlig hovedorganisation for fiskerne, der er delt mellem Dansk Havfiskeriforening, der repraesenterer Vestkystens mere industriorienterede fiskere og Dansk Fiskeriforening, der repraesenterer de ovrige mere konsumfiskeriorienterede fiskere. Vanskelighederne ved organisationsdannelsen kan ikke undre, nar man betaenker, at der er tale om at presse et - ganske vist efterhanden hojt mekaniseret - »jaeger«erhverv ind i et industrisamfunds organisationsstruktur. Forsogene pa at gennemfore en lonmodtager-arbejdsgiver organisering inden for fiskeriet har saledes modt betydelige vanskeligheder.

Som sagt er hovedindtrykket af bogen positivt. Der kan naturligvis rejses indvendinger her og der, og en raekke smafejl forekommer ogsa, men deter uden storre betydning. Bogen giver en raekke vigtige bidrag til efterkrigstidens historie og retfaerdiggor udsendelsen af de 14 seminaroplaeg i bogform.