Erik Kroman (udg.): Danmarks middelalderlige Annaler. (Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, 1980). XVI + 359 s.

De klassiske udgaver af Danmarks middelalderlige arboger, Marcus Lorenzens af de dansksprogede og Ellen Jorgensens af de latinske, udkom henholdsvis i 1887-1913 og i 1920 og har laenge vaeret udsolgt. En ny, samlet udgave af arbogerne, som den, der her foreligger, burde derfor kunne hilses velkommen som et tiltraengt initiativ.

Imidlertid kan det ikke vaere tilstraekkelig begrundelse for en nyudgave, at aeldre udgaver er udsolgt: et genoptryk kunne lose det problem. En ny udgave ma vaere begrundet i en aendret forskningssituation. Nye forskningsresultater kan have rokket ved de opfattelser, som la til grund for de eksisterende udgaver. Nye problemstillinger kan gore det nodvendigt at gribe til en aendret udgiverteknik.

En sadan aendret forskningssituation finder man utvivlsomt omkring Danmarks middelalderlige arboger. Lorenzens zensog Ellen Jorgensens udgaver blev til pa et tidspunkt, hvor udforskningen af denne del af Danmarks historieskrivning endnu var i sin vorden. Siden da er meget sket, om end mere star tilbage at gore. For blot at anfore nogle af de vigtigste bidrag til diskussionen kan man naevne Erik Kromans forsog pa at klarlaegge de indviklede afhsngighedsforhold inden for den aeldre danske annaltraditon (1936), hvori han mente at kunne pavise, at Soro havde vaeret arnested for denne tradition; Anne K.G. Kristensens minutiose gennemgang af den aeldste annalistik (1969), hvori hun gendrev denne tese for i stedet at haevde en kontinuerlig lundensisk tradition fra 1130'erne til 1200-tallets slutning som grundstammen i al tidlig dansk arbogsskrivning; og Harald Ilsoes artikel i Historisk Tidsskrift 12. rk. I (1963/66), hvori han gjorde en begyndelse til at klarlaegge de indbyrdes afhaengighedsforhold i og arbejdsmaden bag 1500-tallets historiografers afskrifter, som spiller en sa central rolle for overleveringen af arbogsteksterne.

De to sidstnaevnte afhandlinger peger ogsa pa, at interessen for annalerne ikke laengere ensidigt er rettet mod etableringen af sikre data til brug for et »begivenhedshistorisk« rekonstruktionsarbejde. Begge yder vigtige bidrag til en forstaelse af middelalderens og renaessancens historikeres arbejdsform og taenkemade, et forskningsfelt, som er genstand for livlige undersogelser pa internationalt plan. Ikke mindst disse historiografiske problemstillinger gor, at visse dele af en traditionel udgivelsesteknik bliver diskutable. Misforstaelser og abenbare forvanskninger af tekstforlaeg er ud fra denne synsvinkel fuldgyldige dele af en faktisk eksisterende tekst, dvs. at de kan vaere indgaet i grundlaget for videre historisk arbejde i middelalderen. Nok sa vigtigt: sadanne »fejl« er uvurderlige kilder til de middelalderlige forfatteres arbejdsmade og forstaelse af deres forlaeg. Der kraeves saledes en praecis gengivelse af sadanne ejendommeligheder i deres tekstmaessige sammenhaeng, mens traditionel udgiverteknik har vaeret tilbojelig til at relegere dem til noteapparatet til fordel for en konstrueret »korrekt«

Der skulle saledes vaere rig anledning til at tage udgivelsen af Danmarks middelalderlige arboger op fra grunden. Desvaerre ma man sige, at dr. Erik Kromans nye udgave ikke lever op til de forventninger, man kunne stille til den. Der er ingen diskussion af forskningen, som blot bliver refereret ganske kort - i det omfang, den overhovedet er inddraget: Kroman har f.eks. ikke benyttet Harald Ilsoes ovennaevnte artikel. I betragtning af dr. Kromans egen centrale rolle i udforskningen af disse tekster er det skuffende, at udgaven ikke er ledsaget af en mere indgaende diskussion, specielt af tesen om Lunds centrale betydning for hele den aeldre danske arbogstradition. tion.Anne K.G. Kristensen opstillede denne tese som erstatning for Kromans Soro-teori, men gennemforte ikke nogen detaljeret bevisforelse for annalistikken fra det sene 13. arhundrede. En ny, samlet udgave havde vaeret en oplagt lejlighed til at fa afprovet Lundtesen pa et storre materiale.

Hele tilrettelaeggelsen af udgaven vidner om, at den manglende forskningsdiskussionikke blot bunder i pladsmaessige eller andre redaktionelle hensyn, men er et udslag af manglende erkendelse af den nyere annalforskningsimplikationer for en udgave som denne. Dr. Kroman har i realiteten ikkeaendret ved sine forgaengeres udgivelsesprincipperpa noget fundamentaltpunkt. De aendringer, der er foretaget,vedrorer detaljer, eller de er af redaktionel art. Variantapparatet folgerdet system, som er benyttet i DiplomatariumDanicum og de fleste andreudgaver af danske middelaldertekster,og deter noget mere omfattende end i de aeldre udgaver. Der er en lang raekke bedre laesemader (som desvaerre opvejes af en betydelig masngde trykfejl),og isaer ma det hilses velkommen, at Kroman har inddraget Priimers' laesningeraf de nu ulaeselige raderede tekststeder i Colbaz-arbogen (men hvorfor ikke ogsa anfore Waitz' alternativetolkninger?). Marcus Lorenzens minutiose gengivelse af de middelalderligehandskrifters tegnsaetning er opgivet til fordel for en normaliseret tegnsaetning - hvad der nok oger laeseligheden,men ma betragtes som en tvivlsom forbedring i en videnskabelig udgave. Ellen Jorgensens typografiske skelnen mellem afledte og originale dele af teksten er opgivet, ligesom hendesfremragende synoptiske opstilling af de store 1200-tals arboger ikke er gentaget. Den mest iojnefaldende aendringer maske valget af en topografisk disposition, hvor arbogerne er opstillet

efter formodet tilblivelsessted, fra ost mod vest, Skane forst, lande uden for rigsgraenserne til sidst (hvorefter folger et antal arboger af übestemt proveniens).Begrundelsen herfor er (p. XV), at det var praktisk at folge dispositioneni Corpus codicum Danicorum V. Den topografiske ordning i denne faksimileudgavevar imidlertid forst og fremmest dikteret af palaeografiske hensyn m.h.t. bestemmelsen af mulige lokale scriptorie-traditioner. Deter imidlertid givet, at den middelalderlige danske arbogstradition har udgjort en helhed, hvis enkelte grene har vaeret under pavirkning af andre grene af traditionen.I en sadan situation vil en kronologisk ordning af teksterne efter formodet tilblivelsestidspunkt vaere nyttigere end en ordning efter tilblivelsessted - hvor tilblivelsesstedet endda ikke altid er lige velafhjemlet.

Bortset fra disse mere redaktionelle aendringer er udgivelsesprincipperne imidlertid uaendrede i forhold til de aeldre udgaver. Ejendommeligt er det saledes, at Kroman markerer oplosning af forkortelser med kursivering i de danske tekster (som M. Lorenzen), men ligesom Ellen Jorgensen undlader dette i de latinske. I visse tilfaelde ville angivelsen af oploste forkortelser ogsa have vaeret nyttig for de latinske teksters vedkommende, f.eks. i de Dansksvenske annaler 916-1263 (sml. Ellen Jorgensen: Annales Danici p. 20).

Ulige mere alvorligt er det, at dr. Kroman m.h.t. opfattelse af arbogsbegrebet og regler for udvaelgelse af tekster og tekstfastsaettelse aldeles ukritisk folger sine forgaengere. Den mest pafaldende ejendommelighed ved udvalget er nok inddragelsen af »Annales 1259-1286« (p. 310-311). Harald Ilsoe paviste i sin ovennaevnte artikel, at denne »arbog« er et saet Svaningske excerpter af Peder Olsens collectanea, og konkluderede, at den »burde aldrig have vaeret udgivet i Annales Danici«. Deter derfor mildt sagt noget overraskende at se den genudgivet i Danmarks middelalderlige Annaler.

Med hensyn til tekstfastsaettelsen er dr. Kroman ogsa fulgt i forgaengernes fodspor, hvad der kommer saerlig tydeligt frem i de latinske arboger. Ligesom hos Ellen Jorgensen er der en tendens til at tilpasse de faktisk bevarede tekster til et abstrakt arbogsideal, hvor arbogen opfattes som en samling af korte, knappe notitser, strengt adskilt ar for ar, i kronologisk raekkefolge og uden forsog pa en sproglig sammenkaedning af de enkelte notitser til en fortlobende tekst. Som eksempel pa de uheldige konsekvenser af dr. Kromans udgivelsesmade kan man tage behandlingen af de vigtige Annales Lundenses.

Tekstfastsaettelsen for Annales Lundensesbygger pa en ret stor manuskripttradition:tre middelalderlige og to 1500-tals handskrifter. Dr. Kroman arbejder ud fra den forudsaetning, at intet af disse fem handskrifter star i direkteafhaengighedsforhold til noget andet bevaret manuskript. Herved ser han bort fra Ellen Jorgensen, som i Annales Danici (p. 12) gjorde opmaerksompa, at de to 1500-tals handskriftergennem et nu tabt mellemled gar tilbage til handskriftet AM 841, 4° (15. arh.); og han ignorerer fuldstaendigHarald Ilsoes detaljerede undersogelseaf dette afhaengighedsforhold. Dermed kommer han ikke alene til at overbelaste variantapparatet med et utal af laesemader fra de to sene manuskripter(laesemader, som tilmed bliver uanvendelige for benytteren, fordi det anvendte system til betegnelse af handskrifterneforer til idelige forvekslinger).I arbogens sidste del (1268-1307), hvor AM 841 har den eneste bevarede middelalderlige tekst, foretager han

gentagne gange tekstaendringer pa grundlag af varianter i 1500-tals-afskrifterne,som helt tydeligt udspringer af fejllaesninger eller sproglige forbedringer,foretaget af afskriverne selv (f.eks. rettelserne p. 66 linje 86 og 92, hvor afskriverens arbejde med forlaeggetfremgar meget tydeligt af 1500-talshandskriftetGKS 2455, 4°).

Dr. Kroman ignorerer ligeledes M.CI. Gertz' diskussion af Annales Lundenses' tekstoverlevering i indledningen til Scriptores Minores-udgaven af Lejrekroniken (som er overleveret som del af Annales Lundenses). Dette skyldes Kromans strenge fastholden ved et puristisk arbogsbegreb, idet han i lighed med Ellen Jorgensen udelader Lejrekroniken, som opfattes som et fremmedelement i arbogen. Denne disposition er under alle omstaendigheder uheldig, idet Gertz valgte den kraftigt redigerede tekst i AM 843, 4° som tekstgrundlag, mens Ellen Jorgensen og Kroman foretraekker teksten i Cod. Erfurt. 23, 8° - med rette, som det fremgar af en sammenligning af citaterne fra Adam af Bremen i de to handskrifter, idet Erfurt-handskriftet noje folger Adams tekst, mens citaterne er staerkt forkortede og forandrede i AM 843. I betragtning heraf havde det vaeret naturligt at lade en ny udgave af Lejrekroniken indga i udgaven af Annales Lundenses. Netop ved tekstversionen i AM 843 star man desuden over for udgivertekniske problemer m.h.t. behandlingen af en staerkt afvigende tekstversion. jEndringer i ordvalg og ordstilling, udeladelser m.v. er sa talrige i AM 843, at en gengivelse af varianterne i noteform bliver uoverskuelig og vanskelig at arbejde med. En paralleludgave havde i dette tilfaelde vaeret mere anvendelig, og i betragtning af AM 843-fragmentets beskedne omfang havde en sadan losning naeppe vaeret uoverkommelig.

Da Kroman ikke har benyttet Gertz, diskuterer han heller ikke dennes hypotese om, at Annales Lundenses oprindelig begyndte ved 768, og at savel Lejrekroniken som arbogens forudgaende del skulle vaere senere tilfojelser. Hypotesen er naeppe holdbar, men det er uheldigt, at der end ikke bliver gjort opmaerksom pa det forhold, som var Gertz' hovedargument for den, nemlig at Lejrekroniken i AM 843 knytter sig til en universalhistorisk kompilation af et helt andet indhold end de indledende dele af arbogen i Erfurthandskriftet.

Endelig tager den nye udgave intet hensyn til Gertz' antydning af, at tekstversioneni AM 841 kunne vaere afhaengigaf Erfurthandskriftet. Dette er et sporgsmal, som ikke blot har betydningfor tekstfastsaettelsen, men som ogsa er afgorende for arbogens dateringog vurderingen af dens tilblivelse. Almindeligvis antages det, at den oprindeligearbog sluttede med aret 1265, idet deter det sidste arstal, som er indforti Erfurt-handskriftet. Annalerne op til 1307, som findes i AM 841, skulleda vaere en senere tilfojelse. Imidlertider der i Erfurthandskriftet yderligereto notitser (1266, 1267), hvor pladsen til arstallene ikke er blevet udfyldt,hvad der giver manuskriptet et ufuldendt praeg. Dersom AM 841 og Erfurthandskriftet gar tilbage til et faellesforlaeg, star man over for den teoretiskemulighed, at AM 841 gengiver den fuldstaendige tekst, mens Erfurthandskrifteter en ukomplet afskrift. Er AM 841 derimod afhaengigt af Erfurthandskriftet,ma notitserne for 1268-1307 vaere en senere tilfojelse (sandsynligvis i et nu tabt mellemled, idet man i det 15. arhundrede, hvor AM 841 blev til, naeppe havde nojedes med at fore fortsaettelsen op til begyndelsenaf det 14. arhundrede). Det liggeruden for denne anmeldelses rammerat

meratefterprove Gertz' hypotese, men det skal dog naevnes, at der er en del traek, som kunne tale for den. Ikke blot har AM 841 en lang raekke meget karakteristiske fejl til faelles med Erfurthandskriftet,det rummer ogsa saertraek,som synes lettest at kunne forklaressom direkte afledt af sidstnaevnte. Mest pafaldende er notitsen om skismaetsudbrud i 1159, som er tilfojet med en anden hand i Erfurthandskriftet,og som er inkorporeret i teksten i AM 841.

Udeladelsen af Lejrekroniken er ikke det eneste eksempel pa, at udgiveren griber ind i den bevarede tekst for at bringe den i overensstemmelse med et abstrakt arbogsideal. Under aret 1287 bringer arbogshandskrifterne en hel serie af arsnotitser vedrorende kampene mod nordmaendene og de fredlose i arene 1287-1293. Det drejer sig tydeligvis om en form for forarbejde, et saet af notitser om dette specielle emne, som er blevet nedfaeldet separat. Pa et tidspunkt under arbogens udarbejdelse ma disse notitser vaere blevet losrevet fra de tilhorende arstal, hvorefter de er blevet indfojet en bloc under et ar, hvor de efter sammenhaengen syntes at kunne hore hjemme. Dette er et interessant vidnesbyrd om arbejdsmaden ved udarbejdelsen af arbogen. Ikke desto mindre splitter dr. Kroman serien ad og anbringer dens enkelte dele under de ar, hvor de omtalte begivenheder ifolge andre kilder fandt sted - og man skal benytte det tekstkritiske apparat med mere end almindelig detektivisk snilde for at konstatere, at denne aendring ikke kan begrundes ud fra noget bevaret manuskript.

I det hele taget ma man undre sig over den manglende praecision i gengivelsen af arbogernes arstalsangivelser pa trods af, at netop denne del af annalteksterne ifolge sagens natur ma vaere af fundamental betydning. I Annales Lundenses har dr. Kroman ganske vist foretaget forbedringer i denne henseende i forhold til Ellen Jorgensens udgave. Saledes har han taget hensyn til, at den notits, som omfatter arene 1048-1051, faktisk bliver inddelt ved arstalsangivelser i margen, mens Ellen Jorgensen opfattede den som en sammenhaengende tekst for aret 1048 og ikke gengav de marginalt anbragte arstal. Men til gengaeld tilslorer den valgte udgivelsesform denne notitstype, som er meget karakteristisk for de aeldre dele af Annales Lundenses: lange, fortlobende tekster, som omfatter adskillige ar, men hvor arstallene blot er lost angivet i margen, uden at den sproglige sammenhaeng bliver brudt. I udgaven splittes disse tekster op under de enkelte ar, saledes at de fremtraeder som sekvenser af »klassiske«, losrevne arbogsnotitser. Denne fremgangsmade er imidlertid uheldig, fordi den ofte gor arbogens arstalsangivelser mere praecise end handskrifterne tillader. Det gaelder f.eks. notitsen for 1050, som Kroman anser for at begynde med »Magnus rex obiit in nauibus«, endskont arstallet i Erfurthandskriftet forst star ud for de sidste ord i denne saetning, som pa grundlag af dette handskrift nok sa naturligt kunne henfores til 1049. Denne falske precision bliver sa meget mere vildledende, som dr. Kroman her (som adskillige andre steder) anforer varianter i arstalsangivelserne fra andre handskrifter pa en vanskeligt gennemskuelig made. De mangier, som forekommer i det tekstkritiske apparat, er specielt alvorlige, nar de vedrorer arstalsangivelserne. Saledes fremgar det ikke, at arstallet 1267 som naevnt mangier i Erfurthandskriftet, det eneste, som rummer en notits for dette ar.

Gennemgangen af Annales Lundenseskunne
fortsaette, men det turde alleredevaere

leredevaereklart, at dr. Kromans udgaveaf denne arbog tilslorer hele arbogenstilblivelsesproces. Den yder saledesikke nogen hjaelp til et dyberegaendearbejde med teksten, mens den ma betragtes som direkte vildledende for den almindelige benytter.

Deter vanskeligt at se, hvilke forskningsmaessige interesser, en sadan udgave skal tjene. Deter ikke blevet tilstraebt at gengive en af de bevarede middelalderlige tekstversioner som et vidnesbyrd om en tilstand, hvori arbogen med sikkerhed kan vides at vaere blevet benyttet. Formalet har snarere vaeret at rekonstruere arbogens »urtekst«. Den tekst, der er udgivet, ligger imidlertid langt fra dette mal, som naeppe ville kunne begrunde udeladelsen af Lejrekroniken og slet ikke opsplitningen af den ejendommelige tekst under 1287. Udgaven er saledes lidet anvendelig for en undersogelse af arbogstekstens tilblivelse og overlevering. Og i realiteten opfylder den heller ikke de krav, man kunne stille til den m.h.t. etableringen af sikre enkeltdata til brug for rekonstruktionen af historiske begivenhedsforlob. Dertil er ikke mindst behandlingen af arbogernes arstalsangivelser for unojagtig, som bl.a. opsplitningen af den lange 1287-notits viser det.

Meget af den anforte kritik falder ganske vist tilbage pa de aeldre udgaver, som dr. Kroman har ladet vaere retningsgivende for sit arbejde. Men at der kan rettes en sadan kritik mod pionerarbejder, som udkom for 60 ar siden eller mere, er uundgaeligt; at den samme kritik skal kunne rettes mod en udgave, som er udkommet i 1980, er übegribeligt.

Det havde vaeret en enklere og mere reel losning at foretage et fotografisk genoptryk af Ellen Jorgensens og Marcus Lorenzens udgaver, ledsaget af en oversigt over den senere forskning. Det havde kunnet afhjaelpe det ojeblikkelige behov for disse tekster, mens den pakraevede tidssvarende udgave blev udarbejdet. En sadan udgave er ikke blevet mindre pakraevet ved den foreliggende udgivelse.