Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439. (Gyldendal, 1980), 308 s. 16 s. seglkatalog og med kroningsdokumentet og unionsbrevet fra 1397 i faksimile.

Ideen til dette oversigtsvaerk stammer helt tilbage fra 1950'erne, da nordiske historikere i faellesskab planlagde udgivelsen af en grundbog i Nordens historie. Desvaerre kom skibet kun pa beddingen og blev aldrig sosat. Kalmarunionen har imidlertid altid vaeret en af forfatterens hovedinteresser. Her tager han stilling til forskningens resultater gennem tiderne og analyserer en raekke problemer, dog uden egentlig at fremlaegge nogen syntese. De omdiskuterede kalmarbreve og et stort seglkatalog kompletterer bogen, men man savner i fremstillingen en direkte brug af disse udmaerkede bilag.

Den bog, som i senere tid har sat sig saerlige spor i professor Christensens analyser, er Herman Schucks epokegorende arbejde Rikets brev och register (1976), som imodegar Ingvar Andersons tese om, at diplomerne kun tilfaeldigt var bevaret, og at Sveriges historie i middelalderen matte skrives pa grundlag af det litteraere materiale. Schiiks tese er den modsatte: det kildemateriale, der emanerer fra den middelalderlige svenske regeringsmagt, er ikke et vaerk af tilfaeldigheder, men et produkt af et rationelt forlob. Ingen kan skrive politisk historie uden grundigt kendskab til arkivernes opstaen og vedligeholdelse. Man ma habe, at tilsvarende analyser bliver foretaget vedrorende det danske arkivmateriale; her kan vi se, at Christensen virkelig kan bruge Schucks resultater til at nuancere og omvurdere tolkningen af de enkelte

Man ma karakterisere afhandlingen som en universitetsbog, selv om forlagetbetegner bogen som en »almen laeseligfremstilling«. Godt nok er bogen skrevet pa et letlaeseligt og enkelt sprog, men Christensen kraever meget af sine laesere. Det forbavser saledes, at forfatteren ikke giver en samlet bredereorientering om den omfattende forskning og det spinkle kildemateriale.Forskerne bliver kun naevnt ved navn og for aeldre generationers vedkommendemed deres levetid, men man far i bogens begyndelse intet at vide om deres helhedssyn, de dukker sporadisk op hen ad vejen i forbindelse med deres syn pa detailproblemer. Om kildematerialet far laeseren naesten intetgenerelt at vide; her kunne en fremstillingbaseret pa Erslevs »Studier til dronning Margrethes historie« (som savnes i litteraturlisten, ligesom Poul Enemarks Fra Kalmarbrev til Stockholmsblodbad heller ikke er naevnt), have vaeret laeseren til god hjaelp. Det er maerkeligt, at Christensen ikke giver

laeseren en antydning om, hvad Schucks hovedtese gar ud pa, og hvordandennes helhedsopfattelse i fremtidenma pavirke analysen af hele kildekomplekset.

Deter altsa ikke let for ikke-specialisten at fa greb om fremstillingen i bogens to forste afsnit. Forfatteren kaster sig i begyndelsen af bogen in medias res og behandler den nordiske politiske situation omkring 1319, hvorunder han analyserer begrebet »nordisk union* og konstaterer, at det ikke vil vaere muligt at fremdrage det mindste element af en konstruktiv nordisk unionspolitik eller ide-baggrund. Der var heller ikke plads til den adelsskandinavisme, som mange siden 1800-tallet har svaermet for - unionen var i stedet en nodvendighed i kraft af en dynastisk tilfaeldighed. Derefter behandler Christensen den internordiske politik 1332 til 1397 i en lidt fragmentarisk fremstillingsform, eftersom han kun opholder sig ved selve unionsproblematikken. Han konstaterer, at de nordiske enhedsbestraebelser laenge er rent monarkiske, forst i og med mecklenburgernes angreb pa Sverige og Hansaens pa Danmark i 1360'erne er der skabt en mere gunstig grobund for en nordisk faelles udenrigspolitik. Herunder kan forfatteren som andre for ham ogsa tilbagevise Schreiners tanke om, at Norge skulle have gennemfort en konsekvent unionsfjendtlig politik.

Sa afgjort bedst er kapitlet om selve unionsmodet, her har Christensen vaeret i sit es og vi far en engageret, levende og grundig analyse af bade kildemateriale, tidligere historieskrivning og forskning, altsa det jeg efterlyser i bogens forste afsnit. Efter en omtale af Kalmarmodets baggrund og modsaetningerne mellem den monarkiske og aristokratisk-konstitutionelle politik gennemgar forfatteren den omfangsrige historieskrivning og forskning om unionsmodet, dvs. Huitfeldt, Olaus Petri, Messenius, Georgii, Lager- Bring, Jahn, Geijer, Paludan-Miiller, Fryxell, Erslev, Rydberg, G. Carlsson, L. Weibull, Lonnroth, Schreiner og Koht. Derefter gennemgar forfatteren punkt for punkt de to unionsdokumenter. Saerlig interessant er forfatterens betoning af, at Dronning Margrethe i kraft af unionsbrevet havde sikret sig positiv accept af den varige union og undgaet en aben storpolitisk konflikt med aristokratiet. Men siden haevnede det sig, at dette ikke blev erstattet af en lovformelig vedtaget unionsakt, konstaterer forfatteren.

Christensen papeger det uheldige i, at moderne forskning ikke i hojere grad har beskaeftiget sig med perioden mellem 1397 og oproret mod kong Erik i 1430'erne, men her nojes Christensen med pa fa punkter at uddybe synet pa perioden vedrorende dokumenternes besegling, dynastipolitikken, konstitutionen samt undersoger, hvordan det unionelle kancellistyre fungerede. Den opmaerksomme laeser kan dog finde mange gode ideer til nye forskningsprojekter over, hvordan unionen blev udformet i den praktiske politik.

Her savner man dog i hoj grad en mere omfattende analyse af de tre rigers rigsradspolitik, skattepolitikken, konflikten med holstenerne og ostersopolitikken. Christensen burde ogsa her have ladet sig inspirere mere af Schucks analyser og kigget lidt naermere pa de danske arkiver, og hvordan diplomerne er blevet bevaret.

Bogens sidste afsnit berorer oprorenemod kong Erik. Her udgar Christensensom naturligt er fra Lonnroths helhedssyn og kompletterer dette med Schucks resultater og egne synspunkterpa udviklingen. De sidstnaevnte er dog i alt for hoj grad praeget af forfatterensnu foraeldede synspunkter fra bogenKongemagt

genKongemagtog aristokrati (1945) og den meget upraecise artikel om Erik af Pommerns danske kongemagt i Scandia 1951. Forfatteren har helt undladt at komme ind pa den danske rigsradspolitik, og deter maerkeligt, at forfatteren opererer med det for laengst afdode begreb adelsskandinavisme.

I forordet udtaler Christensen, at han har taget mest muligt hensyn til den i de sidste artier fremkomne forskning uden dog at aendre helhedsopfattelse. I mangt og meget fremstar bogen dog som en apologi for hans egne synspunkter. Alle gode ideer og synspunkter er heller ikke hans egne i sa hoj grad, som man far indtryk af.

Christensen bor ogsa regne med, at andre forskere fremlaegger deres synspunkter, debatten om unionen far aldrig en ende. Dette er kun godt, for herigennem viser forskningen sin livskraft og bidrager - som i denne bog - til, at vort syn pa unionsproblemerne bliver mere nuanceret.