Kjeld Sørensen og Knud Vilby: Skyggesiden. En beretning om fattigdom og forsorg i Danmark i tre generationer. (Gyldendal, 1980). 94 s.

I 1978 udsendte forfatterne bogen »Fattig i Danmark«, anmeldt i Historie, XIII, 1-2, 1979. Det var en bog med beretninger af mennesker om deres eget liv, i alle tilfaeldene Danmark set fra skyggesiden. Her er noget af stoffet brugt i en mere populaer udgave, og bogens svaghed abenbares allerede i forordet: »De [beretningerne] handler om, hvordan en meget stor del af danskerne har haft det og stadig har det«. For det gor de dybest set ikke. De handler om, hvordan nogle individer hcevder de har haft og har det. Her er der ikke gjort noget forsog pa at stille sig kritisk til beretningerne, de tages for deres palydende og bruges naermest til at »dokumentere« rimeligheden i forfatternes politiske synspunkt, som gar ud pa, at enten er man fattig, eller ogsa er man heldig.

Der er ikke meget struktur over indholdet,men det gar naermest ud pa at vise en del mader at have det skidt pa. At saette den kritik ind, som forfatterneselv ikke magter eller ikke vil, ville vaere et urimelig stort arbejde i forhold til bogens betydning. Sa h,er skal blot tages som eksempel den forste af bogensberetninger

gensberetningermed Sorensen og
Vilby-refleksioner.

Der er tale om en mand, fodt 1906, der kom under vaergeradet som 7-arig pa grund af vanrogt. Han blev sendt til Viborg, til et plejehjem, hvorfra han sammen med 15-20 andre fra et stort lokale blev udleveret til liebhavere. Dette er en sa usaedvanlig made at blive placeret i et privat plejehjem pa, at man nok gad have set en note her.

I et kommenterende afsnit efter dette erindringsstykke »Borneforsorg i gamle dage« skrives der om, hvor slemt det hele var; f.eks. svaever bogens forfattere i den vildfarelse, at vaergeradene skulle straffe. De skulle vel naermest det modsatte, nemlig arbejde for, at born ikke blev hjemfalden til straf. Hos medlemmerne af vaergeradene mener forfatterne ikke, at de stakkels born kunne vente megen stotte eller medlidenhed, for det var folk, der havde deres pa det torre. Til dette er at sige, at byradene indvalgte mange sande bornevenner i vaergeradene, f.eks. i Arhus Peter Sabroes kampfaelle, husmandssonnen Marius Simonsen, redaktor af Demokraten. Sadan kunne man blive ved, men deter ikke ulejligheden vaerd. De kommenterende afsnit naermer sig momentvis urimeligheder (den negative holdning over for kristelig velgorenhed, fra hvilken sa at sige hele vort sociale apparatur er udsprunget) eller det rene nonsens (s. 50, hvor sprutten er pa tapetet). Blandt bogens billeder af social ulykke virker et par fra Det kongelige bibliotek sa opstillede, at man nok gad se dem underkastet kildekritik.