Regesta Norvegica IV-V. Utgitt for kjeldeskriftfondet av Erik Gunnes og Halvor Kjellberg (Norsk historisk Kjeldeskrift-Institut, Oslo, 1979). 515 og 526 s.

Hvis det norske regestvaerk skal sammenlignes med det danske, som udkom for over 100 ar siden, har det flere fordele, fordi det har kunnet drage nytte af den mellemliggende tids erfaringer. Det bringer foruden et udtog oplysninger om originalen, om den er et diplom, en kopi eller en afskrift, meddeler hvor aktstykket er trykt, og om deter registreret. De to bind omfatter tiden 1320-1350 og indeholder i alt 2496 numre. Indledningen gor rede for gengivelsen af navne. Der er ikke fulgt nogen fast regel, og tilnavne er ofte bragt i en tilnaermet moderne form, vist for at gore vaerket brugbart for en storre kreds. Adskillige diplomer har faet aendret deres datering, hvorom der naermere oplyses i en liste i begyndelsen af hvert bind. Brevudtogene bringes pa nutidens norsk, som gor det let for skandinaver at benytte vaerket, men ikke er imodekommende over for forskere i andre lande, der ikke kan undga at anvende det, ligesom man savner, at den originale datering ikke anfores, men pladshensyn har vel vaeret bestemmende pa dette punkt. Til gengaeld er man taknemmelig for, at hvert bind afsluttes af et faelles person - og stednavneregister og et sagregister. Det sidste er det vanskeligste at udfore, sa deter udtommende, og ma naesten opfattes som en straf, der palaegges udgiveren, fordi der altid kan rettes indvendinger mod det, men her synes det at give en god orientering i det brogede stof.

Deter ikke overraskende, at en maengde af stoffet findes i danske bibliotekerog arkiver, og at adskilligt alleredeer trykt i danske vaerker, skont

Norge og Danmark ikke havde kongefaellesskabi den tid, de to bind omfatter,men til dansk historie bringer det ikke meget nyt. Ud fra nogle stikproverkan en enkelt ting anfores. 1343 naevnes danskeren Nicolaus Drukken som procurator for den engelske nationved universitetet i Paris. Der kendessa lidt til danskes deltagelse i det akademiske liv i middelalderen, at enhverny oplysning er velkommen. Det fortjener ogsa at naevnes, at tilnavnet plogpenning optraeder i et testamente fra 1349, og isaer opregnes adskilligt stof, der ogsa har vaerdi for dansk kulturhistorie,men her skal man soge til originalerne, som regesterne henviser til.

En udforlig anmeldelse er forst pa sin plads, nar vaerket er afsluttet, men allerede nu kan det fastslas, at det rydder op i gamle fejl, og alene dette gor det til et vaerdifuldt hjaelpemiddel.