Hans Chr. Bjerg og John Erichsen: Danske Orlogsskibe 1690-1860. Tekstbind og planchebind. (Lademann, 1980). 206 s. + 190 s., kr. 3.200,-.

Selv om forlaget Lademann er kendt for sine store og rigt udstyrede publikationer, ma det foreliggende vaerk ikke desto mindre siges at vasre i saerklasse. Her har to forskere forenet deres indsigt i soetatens righoldige arkiver med forlagets dygtighed og erfaring. Resultatet er blevet et imponerende to-binds vaerk om den dansk-norske (fra 1814: danske) flades konstruktions - og dekorationshistorie i perio•den

Udgangspunktet har vaeret Rigsarkivets store samling af ornamentstegninger, og vaerket koncentrerer sig da ogsa forst og fremmest om orlogsskibenes udsmykning; men basis for denne udsmykning - skibene - glemmes ikke. Grundtanken bag vaerket har vaeret at betragte skibskonstruktionen og skibsdekorationen som »to parallelle linier« i udviklingsforlobet, og denne tanke slar klart igennem i tekstbindet, medens planchebindet naesten udelukkende har relevans for skibsudsmykningen. gen.Det har dog ikke medfort, at skibsbygningssiden er blevet ladt illustrationsmaessigt i stikken, for tekstbindet er overdadigt illustreret og giver god plads for mange af de konstruktionstegninger, man ma savne i planchebindet.

Hans Chr. Bjerg harmed kyndighed taget sig af skibsbygningen. Efter et indledende afsnit om tiden frem til 1690, hvor begreber som »sarter« (oversigt over skibsmal), modeller og konstruktionstegninger praesenteres, folges udviklingen i den danske skibsbygning kronologisk frem til midten af det 19. arhundrede. Bjerg har struktureret sin behandling efter de skiftende fabriksmestres embedsperioder, og det ma siges at vaere en god og indlysende dispositionsmade, om end den giver anledning til en del gentagelser, bl.a. fordi flere fabriksmestre har haft afgorende indflydelse pa byggeriet allerede i deres forgaengers embedsperiode.

I det lange udviklingsforlob, som Bjerg praesenterer, kan der isaer vaere grund til at haefte sig savel ved den indledende fase (omkring 1700), som forfatteren kalder »nationaliseringen«, og den langvarige strid om konstruktionsprincipper eksemplificeret ved »Benstrupsagen« (i 1730'erne), som ved Gerners, Stibolts og Hohlenbergs epoke

Med »nationaliseringen« omkring 1700 taenker Bjerg pa bestraebelserne pa at frigore sig fra brugen af udenlandskekonstruktorer. Dette lykkedes med udnaevnelsen af O. Judichaer til viceekvipagemesteri 1690. Forfatteren understreger med rette Judichaers og admiral Spans (Holmens chef) centrale rolle, ogsa nar det drejede sig om at bygge efter tegninger og matematiske principper. Forbillederne var dog stadigudenlandske. I forbindelse med Judichaersbetydningsfulde har forfatteren gjort den forste skibsbygningskommission(af

bygningskommission(af14. juli 1705) til genstand for en nojere undersogelse og her bl.a. pavist, at der herskede voldsom uenighed om, hvilket forbilledeman skulle folge.

Denne strid om engelske contra franske konstruktionsprincipper varede ved langt op i 18. arhundrede og spillede en afgorende rolle i den omfattende »Benstrupsag«, hvor fabriksmesteren matte forlade sit embede, forst og fremmest fordi hans »franske« skibe ikke faldt i alles smag. Bjerg redegor instruktivt for sagens konstruktionsmaessige aspekter: det evige problem med at forene hensynet til sejldygtighed (fransk) med hensynet til en solid artilleriplatform (engelsk), isaer nar der ogsa skulle skeles til okonomien og skibenes

Affaeren forte til nedsaettelsen af en permanent konstruktionskommission. Denne nydannelse karakteriserer Bjerg korrekt som banebrydende, og han har uden tvivl ogsa ret i, at den ikke har haft udenlandske forbilleder; men sporgsmalet er, om den var marinechefen Danneskiold-Samsoes egen ide? Kommissionens betydning er imidlertid klar nok: fra nu af blev skibsbygningsekspertisen samlet og hele byggeriet lagt i faste rammer. Konstruktionskommissionen kom til at fungere perioden ud.

Med Gerner, Stibolt og Hohlenberg-epoken naede skibsbygningen pa Holmen et hojdepunkt, hvor der udvikledes en selvstaendig dansk skibsbygningstradition. Gerners udvikling af skibsbyggeriet til noget, der kunne ligne en serieproduktion, Stibolts navnkundige brigger og navnlig Hohlenbergs nye skibstype med det »indknebne agterspejl« og hans forenkling af fladens skibstyper, »masseskibet«, praeger perioden. Bjergs behandling af de tre fabriksmestres indsats er bade indgaende og klar, og hans rehabilitering ringaf Stibolt, der ofte ved senere vurderinger er kommet til at sta i skyggen af Gerner og Hohlenberg, er overbevisende.

Forfatteren giver for perioden som helhed (1690-1860) et godt billede af de skiftende fabriksmestres uddannelse bade i ind- og udland og deres arbejdsvilkar pa Holmen, der ofte var barske og praeget af skarp kritik. Det omfattende illustrationsmateriale anskueliggor udviklingen i skibskonstruktionen og illustrerer pa udmaerket vis de linier til skibsbygningen i udlandet, som Bjerg ved flere lejligheder traekker op i teksten. Deter alt i alt blevet til en god og velskrevet redegorelse for konstruktionsudviklingen, om end denne del af bogen savner en fornuftig afrunding med et udblik over det lange tidsrum.

Den resterende del af tekstbindet er helliget skibsdekorationen. Om denne udtalte den i 1730'erne nedsatte okonomikommission: »Biltvaerket er vel kun et ornament, men nar det der [pa Holmen] er vel gjort, og til samme at forfaerdige haves habile folk, er det kongens og nationens aere.« Udsmykningen af skibene var altsa ikke nogen ligegyldig ting, selv om den naturligvis, som John Erichsen understreger, matte tilpasse sig de krav, som skibskonstruktionen

Forfatteren giver i et indledende afsnit en god oversigt over skibets ornamenter. Disse omfattede ikke blot gallionsfiguren - den del af udsmykningen, som forekommer de fleste mest bekendt - men ogsa de store agterspejl og sidegallerierne. (Hvortil kommer, at gallionen som helhed ofte var pragtfuldt udsmykket). Et komplet ornamentsudkast bestod derfor altid af mindst tre tegninger.

Hvem, der var mester for udsmykningenaf
de danske orlogsskibe i 17.
og begyndelsen af 18. arhundrede, ladersig

dersigikke afgore; men fra 1720'erne dukker navnene op. John Erichsen har derfor benyttet den samme dispositionsmadesom Bjerg, nemlig embedsperioderne;den byder sig naturligt til, men indebaerer de samme ulemper som i Bjergs del af bogen.

Raekken af »rigtige« mesterbilledhuggere ved Holmen tager sin begyndelse i 1729, for her kom kunstnere i fladens tjeneste. Forfatteren folger de enkelte mesterbilledhuggeres arbejde fra skib til skib med inddragelse af planchebindets ornamentstegninger. Deter en overordentlig lang, men ogsa interessant vandring laeseren dermed fores ud pa: over storre eller rnindre kunstneriske begavelser og gennem skiftende stilepoker. Forfatterens kunstneriske bedommelser er gennemgaende solide, men flere aegger dog til modsigelse. Erichsen viser ogsa med glimrende eksempler pavirkningen fra udlandet (til tider resulterende i rene plagiater) og de selvstaendige danske bidrag. Der gores endvidere udmaerket rede for det praktiske udsmykningsarbejde, dets omfang (hyppige reparationer og udskiftninger) og omkostninger. Den enkelte mesterbilledhuggers virksomhed uden for fladens regie drages ogsa ind, og forfatteren viser, at man i skibsdekorationen ofte var betydelig mere konservativ, end nar det drejede sig om udsmykninger andre steder i samfundet.

Saerlig bemaerkelsesvaerdig er udviklingen i 19. arhundrede, hvor Kunstakademiet tradte ind som en art censor efter nedlaeggelsen af embedet som mesterbilledhugger i 1816. Her pakalder navnlig C.W. Eckersberg sig interesse. Forfatteren harmed god grund trukket det frugtbare samarbejde mellem professoren og fabriksmester Schifter (1814-46) frem, for Eckersberg kom til at betyde meget for den kunstneriske standard i fladens byggeri.

Men Eckersberg var ikke den eneste kendte kunstner, der ydede bidrag til orlogsskibenes udsmykning, ogsa Thorvaldsen, Abildgaard og Bissen er repraesenteret i John Erichsens detaljerede

Tekstbindet er forsynet med et udforligt noteapparat, der er anbragt bag i bogen. Man har forstaeligt nok ikke onsket at bryde roen i de store tekstsider ved at indsaette fodnoter, men praktisk er det ikke (vaerket maler 42 x 30 cm!), og helt besynderligt virker det, at man har gemt en del illustrationer omme i dette noteapparat, uden at de i ovrigt har tilknytning til teksten heri. Det forekommer ogsa overraskende, at en publikation, der er ofret sa meget pa med hensyn til opsaetning og udstyr, skal skaemmes af en del trykfejl, hvoraf flere - meget übelejligt - viser sig i henvisningerne til det vigtige illustrationsmateriale.

Bogens bilagsmateriale omfatter bl.a. vsrdifulde oversigter over bevarede ornamentstegninger og modeller samt dele af skibsudsmykninger og ornamentsmodeller. Desuden er tekstbindet udstyret med daekkende registre, der naturligvis omfatter savel tekstbindets illustrationer som planchebindets tegninger. Bogen afsluttes med et udmaerket og fyldigt engelsk resume.

Det tidligere naevnte planchebind omfatter ornamentstegninger til 91 danske orlogsskibe (1692-1860), og disse er - ganske som illustrationerne i tekstbindet - gengivet i fornem udforelse. Tegningerne bringes i kronologisk orden, men derfor havde det alligevel vaeret en god ide at forsyne indholdsfortegnelsens skibsnavne med et byggear.

Marinehistorikeren Hans Chr. Bjergs og kunsthistorikeren John Erichsens fornemme vaerk om de danskeorlogsskibe praesenterer sig som

»en oversigt og en selektiv kildeudgave,der skulle give et indtryk af skibsbyggerietog skibsudsmykningen i Danmark-Norge og Danmark i perioden1690-1860.« Det kan afslutningsvis fastslas, at bogen i hoj grad lever op til intentionerne. Forfatterne har i vidt omfang formaet at fremdrage vaesentligetraek af udviklingen i konstruktion og dekoration pa basis af det omfattendekildemateriale, og der star derfor kun tilbage at habe, at deres onske om, at bogen vil stimulere til yderligere forskning i emnet, vil blive opfyldt; Bjerg og Erichsen har i hvert fald lagt en god og solid grund.