Københavns Universitet 1479-1979. Bind IV: Gods. Bygninger. Biblioteker. Red. Svend Ellehøj og Leif Grane. (G.E.C. Gad, 1980). 495 s., ill., kr. 250,00 (ekskl. moms). Bind V: Det teologiske Fakultet. Red. Leif Grane. (G.E.C. Gad, 1980). 602 s., ill., kr. 300,00 (ekskl. moms). Bind VII: Det lægevidenskabelige Fakultet. Red. Johs. C. Melchior, Erik Andreasen, K. Brøchner- Mortensen, Albert Gjedde, Vilh. Møller-Christensen, Dyre Trolle. (G.E.C. Gad, 1979). 532 s., ill., kr. 260,00 (ekskl. moms).

I anledning af Kobenhavns universitets
500 ars jubilaeum er planlagt en monumentaluniversitetshistorie

mentaluniversitetshistoriepa i alt 14 bind, af hvilke flere nu foreligger. Men idet indledningen (hele tre bind »AlmindeligHistorie«) lader vente pa sig, er det folgelig vanskeligt at foretage en helt retfaerdig afvejning og vurdering af intentionerne og disses opfyldelse.

Deter langt fra forste gang, at denne for landet sa vigtige institutions historie skildres, saledes Werlauffs bidrag (1850), Rordams firebinds vaerk (1868-69), Norvins tre bind om middelalder, reformationstid og orthodoksi (1928-37) samt - med hovedvaegt pa det institutionelle - Matzens retshistorie (1879). Hertil kommer utallige bidrag vedrorende enkelte fag, begivenheder og personer, hvorfor deter med laengsel, at man imodeser afslutningsbindets

Der er mange mader at gribe et sadant vaerk an pa, lige fra det strengt videnskabs- og laerdomshistoriske til det specifikt institutionshistoriske, f.eks. laerestolenes historic og mest vellykket forekommer skildringen, hvor det gennem institutionens historie alligevel lykkes at give indblik i den videnskabelige udvikling. Men med de talrige bind og meget forskellige forfattere, der ma have en rimelig ret til selvstaendig disposition, kan det ikke undre, at tilgangsvinklerne ofte kan virke mildest talt uensartede. Mest forvirrende er nok, at nogle bind anvender notesystem, hvor andre har savel parentetiske henvisninger i teksten som mindre, samlede litteraturoversigter efter hvert hoved- eller delafsnit.

Naesten som et appendiks til den (endnu ikke udkomne) almindelige historie star et samlingsbind om Gods, Bygninger og Biblioteker. Specielt vedrorende universitetets okonomi findes saerdeles gode forarbejder og i betragtning af, at vi her har et af landets storste »private« godskomplekser, ydermere med et saerdeles velbevaret arkiv, burde Ejvind Slottveds og Mogens Thogersens introduktionsafsnit isaer kunne vaere landbohistorikerne til nytte, selvom hovedvaegten her naturligvis ma laegges pa universitetets egen administration.

Her maerker man ikke mindst striden om, hvorvidt hver professor selvstaendigt burde have sit eget embedsgods, et »corpus«, eller om en samlet bestyrelse ikke var at foretraekke, et problem, der fandt sin losning gennem landboreformerne, hvilke bestemt ikke havde sine varmeste tilhaengere blandt »de hojlaerde«. Og det fastslas, i hvilken grad corpora-systemet tilgodesa den enkelte professor pa helhedens bekostning, idet den formue, der for 1796 alene kunne baere ca. 15 normerede professorer, i 19. arhundrede tillod en aflonning af ca. 40 universitetslaerere samtidig med, at en betydelig formue opsparedes (hvilken igen synes opspist under de magre provisoriar). I betragtning af den meget negative vurdering af Hornemann (dod 1830) som teolog, turde det vaere nyttigt her at hore om hans betydelige indsats i universitetets administration under denne vanskelige overgangstid.

Da ikke mindst universitetskvarteret har vaeret hardt ramt af Kobenhavns talrige brande, er Villads Villadsens gennemgang af bygningshistorien interessantmed omhyggelige redegorelsersavel om det tabte som de bevarede rester. Endnu ved midten af 19. arhundredekunne savel Zoologisk Museum som Universitetsbiblioteket placeres i latinerkvarteret; men som voldene faldt, rykkede institution pa institution ud, forst Observatoriet og Botanisk Have, og med Rigshospitalets udflytningtil Faelleden indledtes ved dette arhundredes begyndelse den gradvise flytning af alle »ikke-humanistiske« fag, hvilken forst i allernyeste tid er tilendebragt, samtidig med at humanioram.m.

nioram.m.placeredes i et »tidssvarende«kompleks pa Amager, og dette bygningshistoriske afsnit slutter med at karakterisere »det meget billige byggeri«som »ikke at vaere uden trivselsmaessigeomkostninger«.

Da sa at sige hele universitetsbiblioteket gik til ved branden 1728, bliver Harald Ilsoes afsnit ren laerdoms- og boghistorie. Kun spredte regnskaber giver antydninger om accessionen; men 1603 bestod det ifolge den aeldste katalog blot af 675 vaerker, hvor morsomt nok jura spillede naesten lige sa stor rolle som teologi. Da over 80% var af forreformatoriske autorer, formoder den laerde forfatter, at meget ma vaere kommet fra de nedlagte klostres samlinger, samt at professorerne selv matte anskaffe nyere litteratur.

Pa denne baggrund betod professor Anders Lemvigs testamentering af sit privatbibliotek en mangedobling af bogbestanden, der voksede stot i 17. arhundrede, vist ikke mindst takket vaere den 1623 indforte pligtaflevering (om hvilken man gerne havde set et par ord i internationalt perspektiv; f.eks. synes den tilsvarende engelske lov at vaere en god menneskealder yngre). Og da biblioteket 1652 flyttede til Trinitatis kirkes loft, bebudede bibliotekaren, at han agtede at holde vejledning i biblioteksbenyttelse for de studerende!

Derpa overtager Palle Birkelund pennen; efter katastrofen 1728 (hvor 35.000 bind og manuskripter gik til grunde) var man afhaengig af milde gaver, saledes Arne Magnussens beromte - og siden sa omstridte -donation, ligesom kgl. majestaet afgav ca. 2000 dubletter. Og 1732 kunne bibliotekaren genoptage sine forelaesninger, der trykt 1740 endnu la til grund for Rasmus Nyerups biblioteksvejledninger naesten 100 ar senere. Trods fremgang stod universitetsbiblioteket med sine godt 50.000 bind omkring ar 1800 tilbage ikke blot for det fem gange storre KB, men ogsa for flere kobenhavnske privatbibliotker, som f.eks. Suhms (der 1796 indgik i KB), og da ogsa KB 1793 abnedes for offentligheden, anes en begyndende deling mellem KB som forsknings- og UB som studenterbibliotek. Og i en ramme af overbibliotekarbiografier praesenteres vi for en raekke almengyldige biblioteksproblemer, under den i Gottingen uddannede Abraham Kail saledes kompetencesporgsmalet, hvorvidt biblioteket eller universitetslaererne havde ansvaret for indkob, om udlanstidens laengde o.m.a.

Med den frie forfatning begynder bibliotekskommissionerne, og selvom Tscherning var inde pa en sammenlaegning af KB og ÜB, opfortes dog bygningen i Fiolstraede, der taget i brug 1861 nu star som et monument fjernt fra alle studenter. De institutionelle problemer var dog voksende, saledes opstod i begyndelsen af dette arhundrede stadig voksende laboratoriebogsamlinger, og med kommissionen af 1924 tager overbibliotekar Torben Nielsen fat.

Nu skabtes reelt et enhedsbibliotekssystem med KB som hovedbibliotek for humaniora m.v., medens UB deltes, og det i 30erne til faelleden udflyttede UB II blev hovedbibliotek for medicin og naturvidenskab, hvilket igen medforte en raekke overflytninger fra bibliotek til bibliotek, og som en logisk folge heraf oprettedes 1943 et rigsbibliotekarembede, et stykke dansk bibliotekshistorie, hvor det naesten virker som en raffineret pointe, at man har svaert ved at finde det gode gamle UB deri.

Af det hidtil udkomne virker bindet om det teologiske fakultet mest helstobt,om det sa er, fordi det nu om dage er en mindre, forholdsvis overskuelighelhed,

skuelighelhed,de mange gode forarbejder,eller blot dette, at deter tidsmzessigtdelt mellem blot fire forfattere.

Niels Knud Andersen laegger for med en knap skildring af det kun lidet kendte middelalderfakultet, medens tiden efter reformationen er bedre belyst. I hoj grad opstillet efter professorbiografier kan fremstillingen minde om Rordams klassiske vaerk, hvorfor netop ajourforingen med allernyeste forskning er sa vaesentlig. F.eks. betones det, at det 1537 restituerede universitet bestemt ikke (trods Bugenhagens indsats) blev en blot og bar kopi af Wittenbergs. Og ved sin pa engang gammellutherske og moderat melantoniske holdning fik fakultetet gang pa gang til opgave at vaere maegler i de utallige tyske laerestridigheder.

Stor vaegt laegges pa Christian Ills person, saledes hans forkaerlighed for indkaldte udlaendinge. Men savel Palladius som ikke mindst den internationalt beromte Niels Hemmingsen (hvis kommentarer Oxford-teologen Pussey anvendte endnu for 150 ar siden) traeder markant frem. Og da kommunitetet oprettedes 1569 (under fakultetets bestyrelse), ses dettes statutter faktisk at foregribe den kendte forordning af 1629 om universitetsstudier som betingelse for praesteembede.

Med Resens ansaettelse 1593 indledes ortodoksien, hvor Jens Glebe Moller tager fat. Det skal med det samme siges, at hvor velgorende det end turde vaere at se en specialist forsoge at saette »andelige hovedstromninger« ind i en samfundsmaessig ramme, vil naeppe alle historikere kunne acceptere samtlige hans ideer, i hvert fald ikke i den ofte noget overfladiske form, de optraeder i. Naturligvis lader det sig forsvare at se savel 1536 som 1660 som en ny statsorden, som fakultetet far til opgave at legitimere. Men privatiserende bemaerkninger maerkningera la »i et videre perspektiv kan man maske tolke jesuiternes fremstod - som et symptom pa, at der har vaeret kredse isaer indenfor adelen, som godt kunne taenke sig« en katolsk restitution, turde - ikke mindst pa baggrund af mange unge adelsmaends vitterlige haeldning imod filipismen, for ikke at sige calvinismen, vaere lige sa besynderlige som forfatterens tyrkertro pa et blomstrende middelalderligt »socialvaesen« under den gamle kirkes ledelse. Og vel er det rigtigt, at Brochmand skabte en »daemonologi«; men deter nok sa vaesentligt, at teologiske overvejelser spillede utrolig ringe rolle for datidig retspraksis!

At det ogsa den gang kunne vaere en god forretning at udgive laereboger, er sikkert korrekt; men hvorfor skal et vellykket paedagogisk forfatterskab eo ipso mistaenkeliggore sin forfatter? Pa forskningens nuvaerende stade kan man ej heller tillade sig at haevde, at ortodoksiens bodsfromhed ikke naede ud i videre kredse, og nar de mange forsog pa at skaerpe kirketugten ses som statsmagtens forsog pa »at disciplinisere befolkningen«, ma man dog erindre det tomrum, som den middelalderlige gejstlige jurisdiktions bortfald havde skabt. Ligesa vidner kirkens modstand mod kommercekollegiets toleranceforslag 1671 om en betydelig selvstaendighed og dermed ulyst til blot at vaere enevaeldens altid loyale tjener. Men nar forfatteren holder sig til sit fag, far man gerne god og kyndig besked; mange ikke altid letgennemskuelige sammenhaenge papeges, f.eks. at det stedse mere fundamentalistiske bibelsyn forer til oget interesse for osterlandske sprog og dermed til oprettelsen af en speciel laerestol, ganske som de under pietismens fremrykning talrige kampe imod »seperatister« bevirker voksende interesse for kirkehistorie.

Med fundatsen af 1732 tager dr.

Banning fat med tredelingen pietisme, oplysning og rationalisme. Morsomt er det vedrorende reglerne for provepraedikenat erfare, at forhandseksaminationenpa udkastet skal sikre, at praedikenener forfattet af eksaminanden selv. Trods en synkende anseelse i offentlighedensojne var fakultetet fortsatbebyrdet med officielle hverv, saledesbibeloversaettelse, censur og skolereformer.Nu kommer vi omsider dagligdagenpa naermere hold, herunder kloften mellem professorernes laerdom og studenternes efter eksamensresultaterneat dotnme sare jaevne niveau, og forfatteren antager, at de yderst beskednekarakterer, et flertal af studenternestraebte efter, snarest vidner om en fattigdom, der simpelthen forbod studier ud over det absolutte minimum.

Den anvendte tredeling medforer dog ikke fa gentagelser, og da indbyrdes henvisninger er fa, kan det vaere vanskeligt at tage traden op fra et tidligere afsnit. Med fundatsen af 1788 oprettedes omsider en femte laerestol, det nuvaerende karaktersystem indfores sammen med en »censorordning«, og ved skriftlig eksamen bevares anonymiteten med et nummersystem.

I oplysningstiden kom specielt den klassiske teologi i miskredit, specielt dogmatikken; polemik afloses af apolegetik, og en professor, der som Hornemann »overlevede« sin tid, kunne i 1825 med nye stromninger endog blive beskyldt for manglende rettroenhed.

En raekke af de nye professorer forst i 19. arhundrede kendetegnes isaer ved historiske interesser. Nu forsvinder ikke blot de mange statslige opgaver; fakultetets tilbageholdenhed fremtraeder tydeligt ved manglende lyst til offentlig indgriben, f.eks. over for Horrebows »Jesus og fornuften«, hvor det blev den unge stud.jur. orsted, der tog handsken op. Og med hensyn til Grundtvigs berygtede dimisprzediken fremhaeves, at som (ikke-publiceret) eksamensarbejde havde fakultetet givet den udmaerkelse!

Med reformen af de hojere skoler 1805 aendredes studenterbestanden vist bade socialt og ikke mindst kundskabsmaessigt. Karakterniveauet steg, muligvis fordi man i stor udtraekning anvendte manuduktion, ligesom eksamenskaraktererne blev afgorende for, om man kunne opna et ordentligt embede.

Leif Grane tager sig af perioden fra 1830 op til nutiden, og vel er der talrige forarbejder (for den nyeste tids vedkommende takkes specielt P.G. Lindhardt); men deter en helstobt, velskreven fremstilling af pa en gang dansk teologi og fakultet. Der laegges et skel ved 1925, og den forste periode karakteriseres ved, at dette oprindeligt ledende fakultet ved arhundredets slutning var ved at indtage en »paria-rolle« i den laerde verden, og forst et stykke ind i det nye arhundrede genvandt det sin egen som omgivelsernes agtelse.

Da 19. arhundredes »dannelsesteologi« ikke mindst kendetegnes ved, at de brede folkelige hovedstromninger ikke repraesenteredes i fakultetet, ma folgelig bade Grundtvig og Kierkegard omtales, om end mest for at vise det liberale fakultets stedse snaevrere basis. Og i sidste del af arhundredet var det folgelig hverken i stand til at tilfredsstille vaekkelsernes born eller yde en indsats imod Brandesianismen.

Med det betydelige studentertal havde de fern professorer en voldsom undervisnings- og eksamensbyrde; men hvis en udvidelse af laererstaben kunne taenkes at give f.eks. en nok sa velkvalificeret grundtvigianer chancer, haevdede fakultetet konsekvent, at man sagtens kunne overkomme arbejdet.Da karaktererne var afgorende for studenternes fremtidsudsigter. finder vi ligefrem et studenteronske om at goreeksamen

reeksamensvaerere (f.eks. ved at gore
Hegels filosofi obligatorisk!).

Takket vaere forelaesningssystemet spillede salg af noter stor rolle ved siden af manuduktion, hvilken dog ogsa betod, at studenterne her kunne mode »alternative« retninger, f.eks. grundtvigianere. Men klager over »embedsmandsfabrikken« var ikke ualmindelige, og vittigt sammenlignes den hegelske bolges »hovmodige eftersnakkeri« (»mandarinsproget«) med nutidige paralleller.

Fakultetets tragedie la vist ikke mindst i bestraebelserne for en aben videnskabelighed over for de stedse mere aggressive vaekkelser, og udviklingen forte med sig, at H.N. Clausens »liberalisme« overhaledes i den grad, at den til sidst foltes konservativ. For at undga P.C. Kierkegaard gjorde man 1854 J.A. Bornemann til professor; men som total fiasko sogte denne 15 ar efter sin afsked. Og pa baggrund af »fundamentalismens« sejrsgang blandt »de troende« sidst i arhundredet er det bemaerkelsesvaerdigt, hvor aben Scharling 50 ar tidligere havde staet over for »historisk kritik«.

Kun kirkehistorien repraesenterede en fornyelse, der skabte en vis kontakt til grundtvigske kredse, som i hoj grad stod bag det 1848 dannede Selskab for dansk Kirkehistorie. Vel matte Helveg nojes med den filosofiske doktorgrad, men 1869 blev Hammerich som den forste (og meget laenge eneste) grundtvigianer professor, netop i kirkehistorie.

Sidste del af arhundredet star specielt i Peder Madsens tegn; dennes ansaettelse var et typisk stykke fakultetspolitik, og hans savel kirke- som fakultetspolitiske virke har - i forbindelse med hans beskedne videnskabelige indsats - altid sat ham i et mildest talt tvetydigt skaer. Men i og for sig opfyldte han fuldt ud de forventninger, der la bag hans ansaettelse, fortsat at sikre videnskabens frihed over for de kirkelige retninger, og pa baggrund af den stedse mere udtalte »retningskritik« (foruden talrige studenterklager) kan man ligefrem ane, at det ikke mindst var via hans »maeglerrolle«, at man i Danmark undgik et »menighedsfakultet«. 1871 matte man dog give kob, og for at undga den truende eksamenskommission skabtes det endnu for dansk universitetsliv sa karakteristiske censorsystem.

Den faglige fornyelse kom omsider i gammel testamente med navne som Buhl og Jacobsen, der (ligesom Oskar Andersen i kirkehistorie) indforte laboratorieovelser, og medens disputatser laenge havde vaeret sjaeldne (kun undtagelsesvis var datidens professorer selv doktorer), ses nu et stigende antal, fortrinsvis kirkehistoriske afhandlinger. Pa baggrund af en nyere tids debat om kvindelige praester kan man kun forbloffes over, at fakultetet 1919 besvarede en ministeriel foresporgsel med ikke at finde teologiske grunde imod kvinders ordination! Og da fakultetet ej heller fandt, at medlemskab af folkekirken kunne vaere et krav for det vaere sig laerere eller studenter, udtrykte betegnende nok netop den liberale Jacobsen betaenkeligheder, idet han frygtede for, at derved ogsa katolikker kunne blive medlemtner af fakultetet.

Den seneste generations historie star i hoj grad i gaeld til Lindhardts omfattendestudier; adskillige ansaettelsesogdisputatssager kan selvfolgelig ikke forbigas, bl.a. fordi de ofte har (eller far) et teologisk stridssporgsmal som baggrund. Nok sa interessant er selvfolgeligdet specifikt universitetshistoriske,hvor det haevdes, at styrelsesloveni realiteten har forringet det traditionelleuniversitetsselvstyre, illustreret ved den ministerielle inddragelseaf de i »Institut for dansk Kirkehistorie«bundne legatmidler, som det

tog en halv snes armed kammeradvokatensbistand
at fa frigjort.

Og som fakultetet ved arhundredskiftet havde grund til at frygte, at dets manglende anerkendelse i almenvidenskabelige kredse kunne medfore dets afskaffelse, betod efterkrigstiden en voksende respekt, virkningsfuldt illustreret derved, at under de vanskelige besaettelsesar valgte savel Kobenhavn som Arhus teologer til at varetage rektoratet.

Sluttelig skal det helstobte bind roses for sine illustrationer, der ud over obligate professorportraetter bringer savel blaeksprutte- som Otto C.-tegninger

Det skal med det samme siges, at bindet om det laegevidenskabelige fakultet rejser en raekke problemer, herunder ikke mindst, at nar det naeppe mere opdelte filosofiske fakultet har faet stillet hele fire bind til sin radighed, forekommer i hvert fald det ene af disse to valg af omfang at matte vaere mindre vel begrundet.

Efter en forste og mindre halvdel om fakultetets generelle historie, er anden og storste del af bindet opdelt imellem de nu godt 40 specialer under faget, fra anatomi til medicinens historie; thi denne disciplin har bevirket talrige gode forarbejder (hvoraf i korthed kan anfores navne som Caroe, Mansa, Norrie, Gotfredsen og Moller Christensen). Men denne kraftige opdeling er unaegtelig problematisk; dels har adskillige fagomrader selv en aervaerdig historie, og specielt har visse forfattere (vist gerne indehaver af pagaeldende laerestol) storre talent for at skrive end andre, ja alt i alt virker det, som netop aeldre discipliner har storre sans for deres faggrens historiske dimension, mens i hvert fald visse nymodens specialer pa det naermeste meddeler en halvanden sides »ajourfort arsberetning«.

Deter naturligvis fagets historikei Moller-Christensen, der bistaet af Albert Gjedde tager sig af perioden frem til den store reform ca. 1840. Vel er del ikke de store nyheder, der bringes; men hensigten turde da ogsa snarest vaere den at samle eksisterende viden i en form, der henvender sig til ikke-historikere, hvorfor fremstillingen lejlighedsvis bliver bredt forklarende. Det laenge beskedne antal medicinske professorer (i aeldre tid normalt blot to) ses til dels forklaret ved, at som de filosofisk-filologiske fag under det filosofiske fakultet primaert havde til opgave at meddele vordende teologer elementaerundervisning, opfattedes tilsvarende matematik og isaer fysik som »propaedeutiske« fag for medicinen.

Deter i traditionel forstand i hoj grad fagets historie skildret i en ramme af professorbiografier; men ikke sjaeldent tager de almen-universitetsmaessige forhold magten fra forfatterne, f.eks. skulle man forvente, at de 1791 indforte prisopgaver m.v. horte hjemme i de (endnu ikke udkomne) almene indledningsbind.

Efter Bartholinernes storhedstid i 17. arhundrede indtradte ogsa for dette fakultets vedkommende en nedgangstid i 18. arhundrede, sa meget alvorligere, som barber-kirurgerne opnaede stigende anseelse. Men konfererer man dette afsnit med specialafsnittet anatomi, vil man finde ikke fa gentagelser.

Rationalismens tidsalder skabte dog nye laerestole, saledes 1753 i fysik og kemi (1806 over- eller maske tilbagefort til det filosofiske fakultet), 1761 i obstetrik (tilknyttet fodselsstiftelsen), og da Frederiks Hospital 1757 abnedes for studenterne, kunne omsider en klinisk undervisning supplere den traditionelle

Ogsa her betod den nye fundats af
1788 meget, ikke mindst undervisningsmaessigt,idet

indfortes, krav otn laerebogssystem, censorer m.m. Morsomt nok fulgtes den nye embedseksamen af et stigende antal doktorgrader, vel et tegn pa, at antallet af medicinske kandidater var kraftigt voksende, og 1819 oprettedes en raekke lektorater i farmakologi, retsmedicin, anatomi og fysiologi.

Med sammenlaegningen af den medicinske og kirurgiske uddannelse (1838) tager Brochner-Mortensen fat med et saerdeles interessant stykke institutionshistorie. Da »videnskaben« primaert skal soges under de enkelte saerdiscipliner, er fremstillingen centreret om undervisnings- og studieforhold, der pa mange mader skildrer almengyldige problemer. Uhyre velmenende sogte man saledes at mindske eksamensbyrden ved at udskille propaedeutiske fag og hjaelpediscipliner til en forstedel, saledes at anden del kunne koncentreres om de centrale fag, hvorefter studenterkritik kunne saette ind imod et system, der saledes udskilte mindre egnede pa netop de mindst vedkommende fag. Og det vil utvivlsomt komme bag pa mange laesere, at fakultetet allerede 1953 indforte et (radgivende) studienaevn.

Kvinders adgang vakte bestemt ikke begejstring hos fakultetet; men man endte dog med at tilslutte sig den akademiske laererforsamlings flertal. Senere blev det som bekendt adgangsbegraensning, som allerede diskuteredes i 1930erne; og det yirker ret typisk for den nutidige universitetsverden, at en »adgangsregulering« forst tradte i kraft 1974-76, umiddelbart efter at man fra 1969 havde »liberaliseret« tilgangen ved i visse tilfaelde at fravige kravet om studentereksamen.

Med den stigende vaegt pa den kliniske undervisning finder Rigshospitalet med rette sin plads her; men i tidens lob matte ogsa en raekke kommunale som ikke mindst specialhospitaler inddrages i undervisningen. og de for dette fakultet specielle kliniske professorater opstod. Idet forfatteren givetvis selv har vaeret dybt engageret i en raekke af disse studiemaessige og administrative reformer, er der tale om en kyndig skildring, omend »fakultetet« som sadan derved traeder tilbage og kun lejlighedsvis kommer til orde, saledes da Ole Bang og Saxtorph i 1870erne forgaeves modsatte sig »specialiteter, der pa utilborlig made Sogte at traenge frem som saeregne videnskaber«. Fagopdelingen lod sig dog ikke standse, institut pa institut opstod, hvilket kulminerede med udflytningen til faelleden, hvor man i allernyeste tid er ved at samle mest muligt i det Panuminstitut, der toges i brug netop i jubilaeumsaret. Men af afslutningsbemaerkningerne under saerartiklen om intern medicin aner man, at specialiseringsdebatten bestemt ikke er afsluttet.

Derpa folger som naevnt de enkelte specialer, af hvilke flere har en aervaerdig historie, hvilket dog ofte medforer overlapninger og gentagelser. Man aner, at professorer nodigt redigerer professorer; megen plads kunne have vaeret sparet, hvis en udbredt »goren status« havde vaeret erstattet med generel henvisning til universitetets arsberetning, hvor dagens situation (f.eks. bemandingen) horer hjemme. Maerkeligt er det under retsmedicin at finde interessante oplysninger om farmakologi, som faktisk ikke bringes i dettes afsnit, hvilket efter en henvisning til Gammeltofts skildring af farmakologi-undervisningens (1938) alene behandler faget efter 1900.

I ovrigt turde savel retsmedicin som f.eks. social medicin som videnskabsgrenevaere betydeligt ieldre end oprettelsenaf laerestole og institutter; men

deter selvfolgelig ikke sa meget videnskabenssom institutionernes historic der her skal skildres. Alligevel kan det kun vaekke undren, at et sa vigtigt afsniti fakultetets historie som O. Bangs »storhedstid« (»excellencen i det gra hus«) skal soges under intern medicin, sa meget mere beklageligt, som henvisningerfra afsnit til afsnit ganske savnes,hvorfor man alene har personregisterettil hjaelp (og her er de to Howitz'eruhjaelpeligt blandet sammen).