Danmarks arkitektur. Red.: Hakon Lund. (Gyldendal). - Lisbet Balslev Jørgensen: Enfamiliehuset. (1979). 211 s. - Jørgen Sestoft: Arbejdets bygninger. (1979). 199 s. - Sys Hartmann og Villads Villadsen: Byens huse - byens plan (1979). 206 s. - Peter Brogaard, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård- Nielsen: Landbrugets huse. (1980). 200 s. - Lisbet Balslev Jørgensen, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Magtens bolig. (1980). 200 s. - Hugo Johansen og Claus M. Smidt: Kirkens huse. (1981). 228 s.

Den nye arkitekturhistorie »Danmarks arkitektur« adskiller sig pa flere punkter fra tidligere fremstillinger med samme emnefelt. Isaer er der grund til at naevne den ombrydning af stoffet, der har fundet sted, saledes at bestemte bygningskategorier folges op i deres udviklingshistorie i en tematisk disponering i seks bind. Dernaest er der ogsa nyorientering gennem en mere horisontal anskuelsesmade ved udvaelgelsen af det behandlede byggeri. Som vaerkets redaktor Hakon Lund anforer det i forordet til de enkelte bind, »far herregardene ikke lov til at brede sig utilborligt«. Deter en frugtbar bredde i interessen, der markeres hermed, og denne afhierarkisering af, hvad der er vaerdigt til optagelse i en arkitekturhistorie, har afgorende sat praeg pa vaerket som helhed. Deter en decideret force, at meget byggeri, der ikke er arkitektur' strikt forstand, er blevet sa kvalificeret behandlet, som deter tilfaeJdet

Deter oplagt, at disse to nye synsvinkler har rejst en raekke komplicerede sporgsmal, hvad angar afgraensning og disponering. Ikke alle af disse problemer er blevet lost lige tilfredsstillende, hvilket bl.a. den problematiske udskillelse af kirkebyggeriet, herregardene o.a. fra temaet »magtens bolig« vidner om. Endvidere kunne byggeriets byplanhistoriske sammenhaeng have haft en hojere prioritet. Netop p.g.a. de snit, som laegges ind i stoffet, kunne byggeriets byhistoriske dimensioner i storre udstraekning have vasret tilgodeset gennem en knudepunkts-fremstilling, der i historiske eksemplifikationer anskuede bygningskategorierne i et tvaergaende perspektiv, satte dem i forhold til udviklingsmonstre inden for bystrukturerne og dermed angav deres sociale og kulturhistoriske rum. Hermed vaere ikke sagt, at denne tilgangsvinkel ud fra urbaniseringsforholdene er fravaerende i vaerket; men den mangier som den akse, hvorom hovedlinierne kunne have vaeret trukket op. Saerlig iojnefaldende er det ved den ufyldestgorende gennemgang, der bliver efterkrigstiden til del. Anskuet under et er det en ret summarisk behandling, som vaerket giver af denne periode. Her maerkes flere steder et mere pligtbetonet onske om afrunding op til i dag mere end engagement i det nutidige stof og i forlaengelse heraf usikkerheden pa, hvilken position, der skal tales ud fra.

Er det forhold som disse, der har
spillet ind, nar Lisbet Balslev Jorgenseni

seniEnfamiliehuset har undladt at give et signalement af parcelhusets forstadskultur,der favoriseret af efterkrigstidensstatslige og socialdemokratiskeboligpolitik skod frem med hojkonjunkturensvelfaerdssamfund? savnes en pejling af denne nutidige og masseudbredte lykkeforestilling om »det jordiske paradis« - den overgribendetematik, der praesenteres i indgangsafsnittet,og som med diskret praecision anslas gennem den i ovrigt meget kompetente og vitale fremstillingaf emnet. De historiske yderpunkterer landstedet i 1700-tallet og taetlavtboligbyggeri samt eksklusive sommerhusefra de sidste artier. Herimellemer der bl.a. kapitler om »Vejen til det danske hus«, »Arbejderboligen«, »Stil og form omkring 1900« samt om funktionalismen, savel den internationalestil som den danske »funktionelle tradition«.

En meget grundlaeggende indsats inden for sit emne har Jorgen Sestoft gjort i Arbejdets bygninger. Med stort overblik over et felt, der indtil denne bog har haft en temmelig 10s kontur i forskningen, gives en storartet fremstilling af udviklingen inden for ikke kun produktionens byggeri, men ogsa cirkulationens med dens markeds- og transitfunktioner. Stoffet er veldisponeret og her er der blevet plads til en fyldig gennemgang af forandringerne omkring den anden industrielle revolution, der inden for Sestofts omrade bl.a. affodte flatscape-profilen i de nye industriomraders horisontalplaner og i cirkulationssfaerens terminalbygninger. Sestofts 'tredimensionelle' traefsikkerhed i arkitekturkarakteristik og i sammenfatning af udviklingsforlob beror pa en frugtbar treenighed af arkitektfaglig baggrund, omfattende viden om de samfundsmaessige forhold og almen interesse for teoridannelse.

I Byens huse - byens plan har Villads Villadsen mattet begraense sig til ca. 40 sider i sin behandling af »Byens plan« fra o. 800 til 1970erne med bl.a. planlovreformen. Pa disse for snaevre praemisser er det en udmaerket oversigt, der sine steder nodvendigvis ma blive ret forkortende og dermed ogsa komme i en uheldig halvisoleret position i forhold til arkitekturhistoriens stof i det hele taget. »Byens huse« er hovedsagelig blevet kobenhavnske huse. Som sadan er det en meget kyndig og praktisk indforing i arkitekturen i landets provinsby'. Selv om Sys Hartmann i sit forord vil rimeliggore denne skaevhed ved henvisning til de arkitekturhistoriske forhold, er der alligevel en klar tendens til forfordeling, der burde have vaeret undgaet i en nyanlagt arkitekturhistorie som denne.

Landbrugets huse er ligeledes disponeret i to dele. Peter Brogaard giver i sit afsnit »Garde og huse« et indgaende bebyggelseshistorisk omrids fra oldtiden og frem til efterkrigstidens mekanisering og strukturrationalisering inden for landbruget. Her er der isaer grund til at fremhaeve, at de sidste halvandethundrede ars udvikling, hvor »Planlaegning erstatter tradition«, med denne fremstilling i realiteten for forste gang er blevet genstand for en samlet behandling, som er nutidssvarende og materialistisk i sin metodiske tilgang. Norregaard-Nielsen og Hakon Lund tager sig af »Herregardene«, bogens anden del, hvori der suveraent redegores for disse representative magtboligers typologiske og stilmaessige forandringer fra middelalderens bispeborge og herremaendenes garde og frem til 1800-tallets sidste artier med praecis inddragelse af deres okonomisk-politiske

Magtens bolig er i emneafgraensningenbestemt ikke friktionslos i forhold til de ovrige bind. Temaet, der anslas, er spaendende, men forbliver samtidig

for übestemt. Byggeri, der ogsa er 'magtens bolig', behandles i flere af de andre bind, og 'boliger', som ud fra vaerkets disponering indiskutabelt har deres plads her, tages overhovedet ikkeop, det gaelder bl.a. strafformernes monumenter med eksempelvis statsfaengslernei Horsens og Vridslose. Utilsigtet viser Magtens bolig saledes problemerne ved et sadant nystrukturendearkitekturhistorisk projekt og nogle af de vanskeligheder, der rejser sig for en kunsthistorisk arkitekturforskning,der er pa vej ud af elfenbenstarnets'afmagtsboli g¹, men samtidiger usikker pa, hvor den foler sig mest 'hjemme'. I dette bind har opbruddetpa den anden side bevirket mange nye og associationsbefordrende abninger i behandlingen af stoffet, hvori der blotlaegges sammenhaenge mellem eksempler fra de forskellige perioder. Med de forskydninger, som den tematiske struktur har impliceret, har Norregaard-Nielsen varetaget tiden frem til midten af 1700-tallet, Balslev Jorgensen kultur- og uddannelsesomradetfra 1400-tallet til i dag, og Hakon Lund behandler herimellem »Kongens og statens bolig« samt borgermagtensytringsformer med bl.a. radhusbyggeri, hospitaler og »Pengenesmagt«.

I det afsluttende bind om Kirkens huse har Hugo Johansen varetaget fremstillingen af tiden frem til enevaelden, og Claus M. Smidt perioderne frem til nutiden. Bredest i sin tilgang er Johansen, der formidler nyere danske forskningsresultater inden for sit emne og samtidig traekker givtigt pa udenlandske idedannelser hvad angar ikonografisk-ikonologisk tolkning af det middelalderlige kirkebyggeri, som det isaer sker i afsnittet »Kirkens huse som religiose symboler«. I det hele taget er Hugo Johansens del et af de tungtvejende og profilsaettende bidrag i vaerket, ket,og det daekker et behov for en nyfremstilling af omradet, der raekker et godt stykke ud over opdaterede udgaver af antikvarianismen. Claus M. Smidts del af bindet er derimod mere en forstegangsfremstilling. Den er sikker i sin selektion af monumenter og har derigennem en vigtig funktion som introduktion specielt i forhold til de senere perioder. Med nogle »sociologiske« udsyn forbliver det dog langt hen kirkebyggeri sat pa en stilhistorisk snor, sine steder parret med en flad aristokratisme over for »forloren romantik« hos kirkebrugere og en ureflekteret panegyrisk monumentkarakteristik.

Som helhed opfylder »Danmarks arkitektur« imidlertid til fulde sin dobbelte intention om at vaere savel »et nyttigt arbejdsredskab« for fagfolk som »almen oplysning«. De bredt anlagte udvaelgelseskriterier og vaerkets bogmaessige tilrettelaeggelse, varetaget dygtigt og originalt af Axel Surland, ma afgjort virke interessestimulerende. I formen signalerer bogerne overskuelighed og lettilgaengelighed og er heri i overensstemmelse med den sproglige ligefremhed, der praeger vaerket som helhed. Ogsa de talrige illustrationer, der tasller mange nye optagelser og forfriskende nyvalg blandt andet materiale, tegner dette billede.

Den ekspanderende interesse for arkitekturenssamfundsmaessige funktionerogrummenes betydning som socialisationsfaktor, der i de senerear har vist sig i paedagogiske sammenhaengepa forskellige niveauer uden for de mere snaevert faglige kredse,harmed vaerket faet et arkitekturhistoriskstof fremlagt i et tilsnit, som befordrerbade tilegnelsen og formidlingen.Samtidig foreligger der hermed for fagfolk en dansk arkitekturhistorie, som i forhold til tidligere oversigtsvaerkeropererer inden for langt videre

samfundsmaessige forklaringsrammer. Bl.a. nerved er »Danmarks arkitektur« en ansporende kvalificering af den danske arkitekturforskning, og den kritik, der i en mere indgaende diskussionkan rettes mod vzerket pa forskelligefronter, forbliver i det pedantiske, hvis ikke den meget vaerdifulde indsats,som ligger i udarbejdelsen, samtidigfremholdes. Sindelaget, der ytrer sig i »Danmarks arkitektur« er dialogorienteretpa grundlag. Samtidig med, at deter et 'vaerk\ er det grund- og brugsboger. - Det var pa tide, de blev skrevet.