Ole Louis Frantzen: Truslen fra øst. Dansk-norsk flådepolitik 1769-1807. Selskab, 1980). 191 s., ill., 96,- kr.

Med den foreliggende bog om den dansk-norske fladepolitik i perioden 1769-1807 har Ole Frantzen onsket at beskrive statsmagtens planlaegning vedrorende fladens storrelse, sammensaetning, placering og opgaver i et saerdeles centralt tidsrum.

Den stramt disponerede bog er bygget op omkring den lange raekke af kommissioner, der blev nedsat i 18. og begyndelsen af 19. arhundrede med det formal at undersoge og stille forslag til det bedst mulige soforsvar af dobbeltmonarkiet under hensyntagen til de skiftende udenrigspolitiske forhold og rigernes konstant darlige okonomiske

Frantzen indleder sin undersogelse med fladekommissionen af 1769 med den noget vage begrundelse, at »marinens indre forhold pa dette tidspunkt var ved at vaere bragt i orden omend ikke endeligt«. Det ville have vaeret mere naturligt at vaelge perioden umiddelbart delbartefter Store nordiske Krigs afslutning som begyndelsestidspunkt, men det skal erkendes, at afgraensningen til 1769 efterlader forfatteren med en opgave, hvis omfang og betydning nok berettiger en selvstaendig behandling; og hertil kommer, at Frantzen i et indledende baggrundskapitel bl.a. soger at ride bod pa denne afgraensning.

Bogen baseres pa et omfattende arkivalsk materiale, hvis karakter forfatteren pa udmaerket vis redegor for i sin indledning til bogen og i det udforlige noteapparat. Deter med dette materiale - suppleret med den sparsomme litteratur - lykkedes Ole Frantzen at tegne et ganske indgaende billede af den dansk-norske fladepolitik.

Undersogelsen traekker flere interessante og overraskende forhold frem. Fladens styrke var i 1806 - trods flere kommissionsforsog pa at oge denne - stort set den samme som i 1769; men ser man pa fladens sammenscetning, er der betragtelige forskelle at spore: en reduktion af antallet af linieskibe var blevet modsvaret af en kraftig stigning i antallet af mindre fartojer. Forfatteren viser, at denne udvikling var et resultat af de dansk-norske forsog pa at tilpasse soforsvaret til de aendringer, som forst og fremmest de svenske sostridskraefter gennemgik i perioden.

Deter i det hele taget bemaerkelsesvaerdigt,hvor afgorende en rolle hensynettil den traditionelle fjende, Sverige,spiller (heraf bogens titel). Forfatterensgennemgang af fladeplanlaegningenafslorer, at Sverige generelt blev betragtet som den eneste potentielle Somilitaere modstander! Hverken Ruslandeller England spillede nogen naevnevaerdigrolle i overvejelserne. Ikke mindst hvad England angar, er dette forbloffende; men forfatterens antagelseaf, at den engelske flade ansas for en sa overlegen modstander, at en konfrontation ville resultere i dansk

nederlag uanset hvilke bestraebelser der matte vaere gjort for at styrke dobbeltmonarkietsflade, understreges a] bogens talmateriale om Royal Navy Det var derfor pa det naermeste omsonstat beskaeftige sig med England i den dansk-norske fladeplanlaegning!

Sverige var en mere passende modstander, og de svenske ekspansionsplaner mod Norge var jo velkendte. Forfatteren fremhajver, at man fra dansk side noje fulgte med i, hvad der skete pa den anden side af Sundet, og al »den omfattende efterretningsvirksomhed... bevirkede, at regeringens informationsgrundlag var fortraeffeligt«. Dette er dog for perioden som helhed en sandhed med modifikationer, idet regeringen i Kobenhavn forsl ved arsskiftet 1784-85 blev klar over, al man i Sverige havde sat et stort fladebygningsprogram i gang allerede i 1782!

Den svenske skaergardsflade var en stadig kilde til uro i Kobenhavn - og i Norge. Deter en af bogens store fortjenester, at den fremdrager de dansknorske overvejelser om og bestraebelser pa at etablere tilsvarende kystforsvarsflotiller i Danmark og Norge. Denne udvikling, der vanned til at aendre den foromtalte sammensaetning af den dansk-norske flade, slog for alvor igennem med 1806-fladeplanen. Her pressede kronprins Frederik - stottet af haeren, der havde blikket rettet mod den franske trussel - et kanonbadsbyggeri igennem pa bekostning af den sogaende flade. Hermed fulgte for forste gang et reelt forsog pa en geografisk spredning af de dansk-norske sostridskraefter.

Forfatteren koncentrerer sin undersogelse af fladeplanlaegningen om skibsmateriellet, og bogen igennem prssenteres laeseren for den ene skibsog kanonoptaelling efter den anden. Det kan forekomme lidt utilfredsstillende, lende,og Frantzen er da ogsa seh (navnlig i omtalen af Henrik Gerners fladeplan fra 1786) opmaerksom pa, ai ogsa andre faktorer ma spille ind, nai en flades styrke skal vurderes og sammenlignes med potentielle fjender men han har ret i, at sadanne faktorei er langt vanskeligere at bedomme, og at de samtidige styrkeberegninger ikke synes at have beskzeftiget sig saerlig ind gaende hermed.

Bogen er en let omarbejdet udgave af Ole Frantzens speciale. Dette forhold er muligvis skyld i den lidt omstaendelige tekst, hvor bl.a. hvert kapitel afsluttes med en »sammenfatning«, der forekommer overflodig i betragtning af kapitlernes omfang og bogens udmaerkede afsluttende »sammenfatning og konklusion«. Ogsa forholdet mellem tekst og noter virker ugennemtaenkt, idet det store noteapparat rummer adskillige vaesentlige ting, der passende kunne have befundet sig i teksten.

Bilagsmaterialet, der omfatter en oversigt over udgifterne til soetaten og tabeller over den dansk-norske, svenske og engelske flade, er bade interessant og vaerdifuldt. Der ligger et stort arbejde bag disse bilag, og det ma derfor beklages, at flere af tabellerne er sa komprimerede, at de er vanskelige at bruge. Enkelte fejl i tabelmaterialet viser da ogsa, at det ikke har vaeret let at laese korrektur (linieskibstabellen for 1784 og 1806 og fregattabellen for 1800).

Bogen er udstyret med et stort og glimrende illustrationsmateriale (dog er det eneste kort i bogen ualmindelig ringe). Det afsluttende navne- og stedregisterer derimod - ligesom det tynde og darligt udformede engelske resume - problematisk. Med et sa omfattende og indholdsmaettet noteapparat som det, der findes i Ole Frantzens bog, ma det vaere en selvfolee, at registret daekkersavel

kersaveltekst som noter. Deter imidlertidikke tilfaeldet, idet henvisninger til noteapparatet ikke er konsekvent gennemfort!

Disse svagheder ved bogen aendrer naturligvis ikke ved det faktum, at Ole Frantzen har foretaget en indgaende og veldokumenteret behandling af sit emne og ved sin anvendelse af det omfattende arkivmateriale kunnet fremdrage interessante og hidtil upaagtede elementer i dansk-norsk fladepolitik i perioden 1769-1807.