Knud Hornbeck og Helge Land Hansen: Tanggård gods 1553-1559. Adelig godsdrift i Danmark i det 16. århundrede. (Odense University Studies in History and Social Sciences. Vol 68. Odense Universitetsforlag, 1980), 264 s.

Materialet til belysning af 16. arhundredes adelige godsdrift er yderst sparsomt. Det ma derfor hilses med glaede, at det aeldste, bevarede danske godsregnskabsmateriale fra lavadelsmanden Peder Christiernsen Dyres lille ostfynske gods Tanggard nu udgives sammen med en behandling af regnskaberne.

Selve udgivelsen, der er besorget af Helge Land Hansen, er en upaklagelig extenso-udgave af godsregnskaberne fra Tanggard (pp. 141-231). Disse - der ikke er egentlige driftsregnskaber, men fogdens oversigter over indtaegter og udgifter, isaer vedrorende pengeomsaetningen - bestar af 7 arsregnskaber 1553-59 samt et salt- og 01regnskab 1553-1556. I tilknytning til regnskaberne gengives desuden skiftedelingen 1568 af Peder Christiernsen Dyres godser mellem Peder Oxe og Otte Brahe samt uddrag af skiftejordebogen 1576 efter Peder Oxe.

Bogens forste halvdel (pp. 9-140) udgores af Knud Hornbecks analyse af Tanggardregnskaberne, hvis hovedformal er en besvarelse af sporgsmalet: »Hvorledes bar den adelige godsejer i det 16. arhundrede sig ad med at maksimere udbyttet af sit gods?« Undersogelsen er i let aendret skikkelse identisk med forfatterens specialeafhandling, hvilket har sat sit praeg pa fremstillingen i form af - i forhold til undersogelsens sigte - vel omfattende og detaljerede indledende kapitler om ejendomshistorien samt isasr teoretiske og metodiske overvejelser. Fremhaeves bor droftelsen (p. 9ff) af bestemmelsen i recesserne 1547 og 1558 om adelens ret til at nyttiggore sig sit gods med pointeringen af E. Ladewig Petersens nye driftsokonomiske tolkning af recesbestemmelsen i modsaetning til den tidligere primaert godsretlige udlaegning af paragraffen.

Afhandlingens centrale del er kapitlerne4 til 6 (med tilhorende fyldige bilag),hvor der gennemfores en grundig analyse af de vigtige sporgsmal om etablering og anvendelse af henholdsvisnaturalieressourcer og penge. Ved den hovedsagelig beskrivende behandlingaf regnskaberne konstateres, at godsets naturalieindtaegter i langt overvejendegrad stammede fra faesternes ydelser. Heraf anvendtes kun en meget ringe del i godsdriften, hvis naturaliebehovsynes at vaere blevet daekket af hovedgardens egen - i ovrigt beskedne - produktion. Langt hovedpartenaf naturalierne blev solgt, af betydningvar isaer kornet, der tegnede sig for 2/3 af salgsindtzegterne, hvorimod

studehandlens rolle var lig nul. Varesalgetsandel af Tanggards pengeindtaegtervarierede fra ar til ar; i gennemsnitindbragte salget af godsets varer, der hovedsagelig havde lokale aftagere,minimum 50% af pengeindtaegterne,mens den anden halvdel stammede fra faesternes landgildepenge (skyld, herlighed, arbejdspenge) samt uvisse indtaegter (stedsmal, forlov, sagefald). Pengeindtaegterne gik naesten übeskarettil ejeren Peder Christiernsen Dyre,idet kun en forsvindende del brugtestil driften af Tanggard.

Som naevnt er undersogelsens hovedsigte en naermere bestemmelse af de midler, som 16. arhundredes adelige godsejer anvendte for at maksimere udbyttet af sit gods. Pa Tanggard gav maksimeringsbestraebelserne sig bl.a. udslag i, at driftsudgifterne bevidst synes reduceret mest muligt; videre sandsynliggores det, at der blev spekuleret i saesonprissvingningerne pa korn, ligesom kornlandgilden i misvaekstaret 1556 konverteredes til en meget hoj sats. Derimod var der ikke tale om forsog pa at foroge landgildeindtaegterne (hvilket vel i ovrigt savnede retsgrundlag), ligesom de efter fast takst konverterede herlighedsydelser ikke var palignet pa et unormalt hojt niveau. Ej heller blev hovedgardens egenproduktion udvidet ved udnyttelse af faesternes hoverikapacitet; tvaertimod var en del af hovedgarden bortfaestet og de fleste faesteres hoveri konverteret til arbejdspenge, som til gengaeld daekkede udgifterne til lonnet arbejdskraft.

Om end lavadelsgodset Tanggard, som Knud Hornbeck selv understreger (p. 37ff), ikke kan anses for repraesentativt for administrationen og driften af danske adelsgodser i 16. arhundrede, er det et uhyre interessant resultat, at Peder Christiernsen Dyres bestraebelser pa at maksimere udbyttet af sit lille ostfynske gods alene er foregaet pa grundlag af de forhandenvaerende ressourcer og inden for godskompleksets givne struktur. Bevidste bestraebelser pa at oge varemaengden med henblik pa udnyttelse af konjunkturudviklingen kan ikke spores i det tidsrum, regnskaberne omfatter, og bortset fra, at enkelte faestegarde blev solgt fra, var godskompleksets geografiske struktur uaendret 1550'erne igennem.

Specielt hvad angar godsstrukturen, kan efter anmelderens opfattelse holdbarheden af den i indledningen (p. 13f) skitserede generelle koncentration af de enkelte adelsgodser i 16. arhundrede i hoj grad diskuteres. Sporgsmalet om 16. arhundredes adelige godsstruktur er imidlertid endnu kun lidet undersogt, og gengivelsen af den almindelige opfattelse skal og kan ikke med rette bebrejdes forfatteren, denned analysen af godsregnskaberne fra Tanggard har ydet et vaesentligt bidrag til belysning af adelens godsdrift i Danmark ved midten af 16. arhundrede.

Et irritationsmoment ved laesningen er, at en kontrol af afhandlingens mange enkeltoplysninger vanskeliggores af de desvaerre alt for mange upraecise henvisninger til udgaven af regnskaberne. Bogen er udstyret med savel person- som stedregister, begge omfattende bade fremstilling og kildeudgave, og er dertil forsynet med en ordforklaringsliste.