Da Leo Tandrups store Erslev-biografi Ravn I-11. En beretning om Kristian Erslevs udvikling som menneske, historieforsker og historieskriver og hans syn pa historien og dens vcerdi indtil 1912 udkom i vinteren 1980, hostede den straks megen anerkendelse hos dagbladsanmelderne. Men naesten ingen forsogte at diskutere den som fremstilling af en raekke centrale traek i dansk historievidenskabs historic Kun den anonyme anmelder i Berlingske Tidende (31.1. 1980 (Kristian Hvidt?)) savnede en »forstaelse for Erslevs placering i tiden og vekselvirkningen mellem historikeren og hans offentlige virksomhed«. Med fa undtagelser havde anmeldelserne karakter af omfavnelser. Tandrups opfattelse slugtes mere eller mindre rat, og pa baggrund heraf udledte de enkelte anmeldere en raekke konsekvenser, som sagde nok sa meget om deres syn pa og oplevelse af faget historie som om den historiske virkelighed, som faget histories udvikling og Erslevs rolle heri ogsa er. Tandrups tekst fik med andre ord en eksistentiel betydning for dem, og en sadan tekst forholder man sig ikke kritisk til i normal forstand. Man betjener sig af den til at udsige noget om livets (eller in casu historiens) vilkar, sadan som man selv opfatter det. Deter maske ikke ukarakteristisk, at nogle af de mere markante anmeldelser af denne type er skrevet af teologer (P. G. Lindhardt i Jyllandsposten 31.1. 1980, Johannes Mollehave i Kristeligt Dagblad 24.4. 1980, Niels Hojlund i Hojskolebladet 105. arg., nr. 20, s. 310-14; Johan Bender i Aarhuus Stiftstidende 29. 1. 1980 efter samme model, og delvis Ebbe Klovedal Reich i Politiken 4.2. 1980).

Tandrup onskede med sin bog bl.a. at gore op med myten om Erslev
som den folelseskolde, objektive historiker. Inden hans nye opfattelse

selv gar hen og bliver en historiografisk myte, kan der vaere grund til
kritik og diskussion af denne opfattelses grundlag og holdbarhed1.

Min egen baggrund for diskussionen kan findes i min nys udkomne Den radikale historikertradition (Jysk Selskab for Historie, 1981). Denne har i vid udstraekning faelles tema med Tandrups bog, men var stort set faerdigskrevet, da »Ravn« udkom, hvorfor jeg valgte ikke at indarbejde en gennemgaende diskussion og kritik af Tandrups synspunkter, som kunne have virket for paklistret. De folgende bemaerkninger er funderet i resultaterne fra min egen undersogelse, naturligt nok, men jeg haber diskussionen vil vaere tilgaengelig ogsa for dem, der ikke har kendskab til mit arbejde. Hvad angar en naermere presentation af Tandrups synspunkter skal jeg nojes med at henvise til P.G. Lindhardts daekkende redegorelse i anmeldelsen i Historie (XIII, 4, 1981, s. 350-54).

Tandrups bog er primaert en biografi, dvs. at Erslev anskues ud fra en biografisk synsvinkel, hans udvikling som menneske er i centrum, og hans historiografiske indsats ses primaert i lyset heraf. Det betyder ikke, at Tandrup ikke har blik for, at Erslev som historiker er under indflydelse af tidens idehistoriske, politiske og sociale stromninger, for de spiller en stor rolle, men det betyder, at hovedvaegten ligger pa at fremstille Erslevs arbejde som historiker, saledes som det afspejles primaert i hans afhandlinger og storre fremstillinger, som en funktion af hans udvikling som menneske.

Dualismen

Tandrups udgangspunkt og den helt grundlaeggende praemis i hans fremstillinger et dualistisk synspunkt, forst og fremmest formuleret i en menneskeopfattelse,der opfatter tilvaerelsen som en stadig konflikt mellem folelse og fornuft, hvor det for det enkelte menneske drejer sig om at opna harmoni mellem de to kraefter. Erslevs liv, hedder det, var praeget af »den enerverende og staerke splittelse mellem fornuft og folelse ... Denne splittelse har nok eksisteret i alle taenkende mennesker til vel nok alle tider, men i mere eller mindre intens grad« (11:211). Deter endvidere Tandrups pastand, at denne splittelse blev »naesten ulidelig at baere« for

---

1. Bent Egaa Kristensen har allerede taget et vigtigt skridt i den retning i sin efter min mening traeffende kritik i Fortid og Nutid XXIX, 1, 1981, s. 36-56. Se ogsa Povl Bagges polemiske udfald i Historisk Tidsskrift, 80, 1980, s. 452-57.

mange i den generation, Erslev tilhorte, og ikke mindst for Erslev selv
(sst.).

Tandrup kobler denne grundantagelse sammen med den skelnen, Erslev
opstillede i Historieskrivning fra 1911 mellem historieforskning og
historieskrivning:

»Hvor forskeren overvejende betjente sig af sin fornuft og take til sine Iceseres logiske sans og erkendelsestrang, der fik histories kriveren ogsa brug for sit fantasiliv, talte ikke blot til sine Iceseres forstand, men ogsa, og forst og fremmest, til den folelsesmcessige side af sjcelelivet. Hvor forskeren kunne nd vidt uden hensyn til sjazlelivets dybde, der var dette af afgorende betydning for historieskriverens succes.

Denne skelnen fra Kristians side mellem forstandslivet og folelseslivet,
der ligger bag hans skelnen mellem historieforskning og historieskrivning,
ligger ogsa bag tankegangen i denne bog« (1:15).

Videre hedder det senere, at der hos Erslev var en »konflikt mellem
historieforskeren og historieskriveren, der i sa udtalt grad skulle saette sit
praeg pa hele hans historikergerning« (1:199).

Der er ingen tvivl om, at Tandrup i en afgorende forstand foretraekker historieskrivningen, som han definerer den, i modsaetning til historieforskning. I overensstemmelse med den traditionelle opfattelse mener han, at Erslev ved historieforskning forstod »den virksomhed i forskningsprocessen, der bestod i indsamling af kilderne, kildeudgivelser og specialundersogelser af ret begraensede emner pa grundlag af forstehandskildestudier« - og altsa ikke nogen form for synteser, et synspunkt, jeg selv har sat sporgsmalstegn ved. Historieskrivning omfatter sa »de mere oversigtspraegede, syntetiske fremstillinger af storre emner«, der overvejende matte bygge pa andres (og egne) specialundersogelser (1:15).

Forskellen mellem de to virksomheder (og de vaerdinormer, Tandrup forbinder med dem) anskueliggores pa forskellig vis. Historieforskningen er altsa forstandens virksomhed med udelukkelse af folelserne; for Erslevsvedkommende, mener Tandrup, ville hans »folelsesliv let udtorres, hvis (han) naesten udelukkende og i laengere tid valgte at koncentrere sig om sit udmarvende kritisk-historiske rydningsarbejde, med en traettende og tor udgivervirksomhed, med administration og seje forhandlinger...« (1:252). Historieskrivningen derimod var det livfulde, folke- og menneskeopdragende,fantasinaerende og udtryk for kunstnerisk straeben (f.eks. 1:164 ff). Historieskrivning og andelig udvikling horer noje sammen, bade sadan at forsta, at Erslevs historieskrivning ses som udtryk for en

rig, indre andelig udvikling (f.eks. 1:251), og omvendt, at »levende og anskuelig historieskrivning kunne tjene til at udvikle ham personligt...« (11:347, jf. 213-16 og 264). En sadan historieskrivning matte nemlig »nodvendigvistil dels ... baseres pa fantasi, stemninger, folelser« (I: 255); ydermere er det karakteristisk for historieskrivningen, at den psykologiskepersonkarakteristik spiller en helt afgorende rolle, den drejer sig orn (og bor vist ogsa gore det efter Tandrups opfattelse) »mennesket bade som handlende vaesen og som andsvaesen«. Erslevs Det sekstende drhundredeer for Tandrup hojdepunktet i Erslevs produktion, og den karakteriseressaledes:

»I Det sekstende arhundrede fik dette menneske lov til helt at dominere fremstillingen, idet begivenhedshistorien og dndshistorien fik lige stor plads. De (okonomisk-) sociale drivkrcefter i historien, som stod centralt i oversigten (over middelalderens historic jcm) fra 1891-95, havde ikke den ivrige historieskrivers interesse. I takt med en rig indre udvikling hos Kristian var det enkelte menneske og dets sjceleliv efterhdnden blevet hans store interesse i drene op mod 1910« (11:182).

Der er naeppe tvivl om, at Tandrup ogsa selv gar ind for denne holdning til faget, at dets fornemste mal er at vaere en sadan personcentreret »historieskrivning« af litterasrt tilsnit (jf. 11:87, 147, 192, og i ovrigt hans indledende Erslev-citater, der opstilles som bogens »mal«). Det understreges yderligere af, at der gores meget lidt ud af Erslevs »historieforskning« - hele hans strom af kildekritiske afhandlinger affaerdiges stort set pa nogle fa sider, der ogsa kort refererer de kildekritiske synspunkter i Grundscetninger og Historisk Teknik (11:78- Deter Erslev og hans udvikling som »historieskriver«, Tandrup er interesseret i, ikke »historieforskeren«. Hvad vi far at vide om denne sidste er baseret nok sa meget pa andres opfattelser som pa egne analyser i materialet.

Ved at fastholde denne dualistiske model far Tandrup i ovrigt nogen vanskelighed med at indpasse Erslevs arbejde med fagets teori. Deter abenlyst ikke »historieskrivning«, men Tandrup vil heller ikke placere det inden for »historieforskningen«s rammer. Af gode grunde. Deter nemlig hans hovedpastand - som jeg skal vende tilbage til - at Erslevs udvikling i perioden fra omkring arhundredskiftet til 1912 er praeget af historieskrivningen, ja at han faktisk opgav historieforskningen og altsa lod folelsessiden fa mest spillerum (f.eks. 11:264). Det ma derfor vaere yderst generende for ham, at Erslev selv (ganske vist forst i 1929, men tidsafstande spiller i ovrigt sjaeldent den store rolle for Tandrup) haevdede,at de forelaesninger, han i 1907 holdt over historisk videnskab med

tilhorende diskussioner spillede »mest rolle for (hans) personlige udvikling«(II: 198). Der gas let hen over dette, ja faktisk bringes det som bevis pa Tandrups tese om, at Erslev opgav forskningen, hvilket forekommer problematisk, enten for Tandrups tvedeling eller for hans fase-teori (jf. ogsa 11:323)

Den dualistiske model overfores ydermere temmelig hardhaendet pa en videnskabsteoretisk sammenhaeng. Tandrup saetter nemlig »historieforskningen« i forbindelse med positivismen og »historieskrivningen« i forbindelse med den tyske idealisme og nyidealisme. Her som i ovrigt mener Tandrup nok, at de rene yderpositioner er ensidigheder. Men ikke desto mindre kommer hans argumentation, her som i ovrigt, til at fremsta som en plaederen for den enes overlegenhed. Deter Tandrups pastand, at det er positivismen med dens »strenge verifikationskrav til de opstillede hypoteser«, der er skyld i, at »man kom til at naere en overdreven frygt for historieskrivningen og dens hovedformal: de store sammenfattende fremstillinger« (1:132, jf. 11:77 note 38, 125). Dette emu, som jeg i min bog har peget pa, en yderst problematisk opfattelse. For de store positivistiske historikere (Buckle, Sars, Taine f.eks.) var syntesen naesten hovedformalet, mens det derimod i hoj grad var de tyske idealistiske historister, der stod som eksponenter for den begraensede detailanalyse. At positivismen efterhanden ogsa gled over i den af Tandrup beskrevne retning er rigtigt, men deter et abent sporgsmal, hvor holdbar pastanden er for den periode, der her er tale om, sidste tredjedel af 19. arhundrede.

Folgen af synspunktet bliver imidlertid, at nar Erslev og andre gar i gang med at skrive synteser, er de ikke laengere positivister. Syntesen, der opfattes som ensbetydende med historieskrivning i erslevsk 1911forstand, bliver kriterium for antagelse af idealistiske/nyidealistiske synspunkter og opgivelse af positivisme, hvilket synes problematisk. (At drejningen mod nyidealisme, som Tandrup ser i 1890'erne, ligefrem skulle fore til, at positivismen tabte terraen blandt de radikale historikere - der tidligere er omtalt som »dybt nervose for de store synteser« (1:176) - og at de »nu igen(!) for alvor vendte blikket tilbage mod den romantiske idealisme« (11:134), forekommer direkte forkert).

Men Tandrup mener tydeligt nok, at den positivistiske indflydelse pa Erslev (og andre) var skadelig. Det haevdes, at »Brandesdisciplen inderst inde (var) en idealist, der i kampen mod idealismens ensidigheder fortes laengere over i positivismen, end der egentlig var dcekning for hos ham« (1:142, min udh.). Angsten for store synteser uden en forudgaende stor og moderne detailforskning fik ham til at »i det hele vige tilbage for den anskuelige historieskrivning i de forste mange ar«; eller der tales om, at

Erslev »aldrig helt overvandt positivismen i sit historiesyn«, som om det skulle have vaeret et mal for ham (11:215 note 42). Og maske mest afslorendehedder det i en kommentar til Erslevs kritik af retshistorikeren Holberg, hvis nyskabende arbejder han ikke havde det fulde blik for: »Mere end nogensinde syntes Kristian bidt af sin positivistiske arv, der heldigvis siden skulle fa mindre spillerum« (11:144, min udh. - gar bemaerkningeni ovrigt generelt pa Erslevs holdning til Holberg, er den nasppe alt for gunstig for den overordnede faseopdeling af Erslevs liv, som jeg skal vende tilbage til). Men Erslev kunne alligevel ikke »rigtigt baere at aendre« sit af positivismen praegede livs- og historiesyn, og det forte i sidste ende til hans fallit som historiker, han matte opgive faget (11:32).

Nar der tales om, at Rubin maske flygter »bort fra de nationalliberales overspaendte nationalfolelse, der bundede i en overbetoning af andslivet, ud i en materiel realisme, hvor ingen farer af den art lurede«, sa er det en »flugt, der ikke gav kunstnersjaelen de rette udfoldelsesmuligheder« (1:158), og igen er det positivismen, der fremstar som skurken, som det indskraenkende, haemmende element (jf. ogsa billedtekst overfor 1:97).

Alle disse tolkninger haenger igen sammen med et forhold, som ogsa staerkt praeger bogen, nemlig Tandrups egen indfolende, intuitive metode. Ingen dansk historiker i dag er vel som han i stand til at leve sig ind i, hvad personerne »inderst inde« taenker, mener, foler. Det synes sjaeldent eller aldrig at kunne haegtes op pa anden form for dokumentation end den, der ligger i hans hovedtese, og forekommer overalt til syvende og sidst at vaere udtryk for Tandrups egen helhedsopfattelse og forstaelse af disse personer, sa at man ofte ma sporge sig selv, hvor horer personen op, og hvor begynder Tandrup eller omvendt (Eksempler bl.a. 1:103, 142, 177, 11:163, 177, 201 note 2, 215, 253).

Eftersom en meget vaesentlig del af argumentationen omkring bogens hovedtese, faseopdelingen af Erslevs liv, til syvende og sidst er baseret herpa, er det et vaesentligt problem ved bogen. Men det skal siges, at man sjaeldent lades i tvivl om, hvornar Tandrup begiver sig ud pa den slags gyngende grund, idet teksten sa belaesses med forbehold (om end af en pa sin vis saerpraeget karakter, idet »utvivlsomt« eller tilsvarende er hovedsignalet - f.eks. 11:18 f, 76 f, 109, 115, 194 f, 236 f, kap. 54).

Det dualistiske udgangspunkt saetter sig saledes igennem pa en lang raekke punkter i Tandrups bog. Man kan opstille de vigtigste modsaetninger saledes (og sympatien ligger utvetydigt pa de forstnaevnte begrebers side):

folelse - fornuft

historieskrivning - historieforskning

syntese - detailundersogelse

romantik - rationalisme

idealisme/nyidealisme - positivisme

Tandrup har - i sagens tjeneste - nok en tilbojelighed til at formulere sig mere i absolutter, end han, nar det kommer til stykket, maske vil sta inde for - visse bemaerkninger rundt omkring kunne tyde pa det. Ovenstaende skema er derfor muligvis/or firkantet. Men hans taenkning er dog grundlaeggende praeget af sadanne modstillinger. Hvorvidt deter en adaekvat teori for en biografi skal jeg ikke diskutere, men som historiografisk grundkonception forekommer den utilfredsstillende. Selv foretraekker jeg den struktur- eller systembetragtning, der er indeholdt i en raekke nyere videnskabshistoriske overvejelser omkring »paradigmer« eller traditioner, som bedre vaerende i stand til at fa fat om den historiske virkelighed, en videnskabs udvikling er.

Faseinddelingen

»Ser man tilbage pa Kristians liv, falder det naturligt i fire faser: drene til og med den store udenlandsrejse, en rig vcekstperiode for Kristian som menneske og historiker. Tiden fra 1879 til lige op imod drhundredskiftet, grundforskerfasen, det var i meget en stagnationsperiode menneskeligt set, men til gengceld udviklede han sig stcerkt som forsker. Tiden fra ind i 90'erne til omkring 1912, bygmesterfasen; det var Kristians anden store vcekstperiode som menneske og historiker. Endelig drene fra da af og indtil hans dod i 1930; da var han i stagnation som historiker, men nod som menneske godt af sit forhold til Anna (Hude), mere vistnok end af sin mcecenvirksomhed og administrative gerning.« (11:343).

Saledes refererer Tandrup sin hovedtese i bogens sammenfatning. I en historiografisk sammenhaeng er det isaer de tre sidste faser og overgangenemellem dem, der ma interessere. Her rejser allerede det gengivne citat et problem: sker overgangen mellem 2. (»grundforskerfasen«) og 3. fase (»bygmesterfasen«) »lige op imod arhundredskiftet«, eller sker den »fra ind i 9O'erne«? Overgangen er central i hele Tandrups argumentation, idet den kobles sammen med dels forstand-folelse dualismen (hos Erslev selv og i andslivet) og dels en generel krise i andslivet omkring arhundredskiftet,som

dredskiftet,somifolge Tandrup munder ud i nyidealismens dominans. Den dualistiske model stiller modsaetninger op, som vanskeliggor en flydendeovergangsfase, og der tales da ogsa direkte om »to sa temmelig skarpt adskilte perioder, ... de yngre ars forskning og de aeldre ars historieskrivning«(11:214). Deter den tidligere naevnte pastaede splittelse mellem fornuft og folelse, der gores til forklaring pa, at Erslev bliver historieskriver »i stedet for« historieforsker (LTs udh., 11:213 og jf. 323: den »omtrentlige opgivelse fra omkring arhundredskiftet af selve forskningenetc.«).

Deter imidlertid uklart, hvornar denne historieskriverfase begynder. Han blev inspireret af en »kaerlighedsoplevelse« med Anna Hude, mener Tandrup; det var i 1888 (kap. 42). Han pavirkedes af sin diskussion med Steenstrup i 1891 (11:108 ff). Han indfangedes af fin de siecle-stromninger i europaeisk andsliv (nyidealismen) (se i ovrigt 11:348 f). »Den endelige vending skete i arene lige op imod og omkring arhundredskiftet, fra ca. 1895 til ca. 1901« (11:109). Da bruddet opfattes som naesten totalt (»han opgav stort set forskningen for virkelig at fa tid til at indhente de mange ars forsommelser af historieskrivningen, tillige for virkelig at fa tid til at beskaeftige sig med sit fags hele natur, med teori og historiefilosofi« (11:109)), sa far Tandrup imidlertid vanskeligheder med at forklare en lang raekke kildekritiske afhandlinger, jo flere jo tidligere skellet laegges. Usikkerheden haenger maske til syvende og sidst sammen med den svage dokumentation, der fremlaegges. Deter i hvert fald vanskeligt at fa oje pa andet belaeg for Erslevs splittelse mellem fornuft og folelse og den deraf folgende konflikt mellem historieskrivning og historieforskning og for folelsessidens overtag som forudsaetningen for opgivelsen af historieforskningen end en tilbageprojicering af Erslevs sondring mellem de to former for historie pa hans produktion i 1890'erne i forbindelse med en konstatering af, at antallet af synteser stiger, samtidig med at antallet af kildekritiske afhandlinger falder (men vel at maerke uden nogensinde at ophore).

Det kan selvfolgelig vaere, hvad deter. Ofte nok ma man stotte sig pa indiciebeviser i den slags anliggender, 04* historiografisk er Erslevs personlige situation i en vis udstraekning maske af mindre interesse. Men historiografisk relevant bliver den i og med, at den som naevnt sasttes direkte i forbindelse med stromninger i andslivet, naermere betegnet den fremtraengende nyidealisme, som Tandrup primaert associerer med Dilthey, Rickert og Croce. Deter hans pastand, at skiftet i Erslevs holdning til faget ikke mindst skyldes indflydplse fra nyidealismen.

Det hedder, at Erslev efter slutningen af 1880'erne »tog stadig storre

indtryk af den fremtraengende nyidealisme i emnevalg og emnesammensaetning,i menneske- og historiesyn« (11:132). Disse stromninger, haevdes det, danner baggrunden for initiativet til Danmarks Riges Historie i 1889 (11:136). Andetsteds gores Erslevs engagement for en sammenslutning af Studenterforeningen og Studentersamfundet i 1898 til udiryk for en drejningmod nyidealismen (selv om den havde et handfast praktisk formal som udgangspunkt), og et sted tages leksikonartiklen om historie i Salmonsenfra 1898 som udtryk for overensstemmelse med nyidealistiske teoretikere (uden blik for dens klare positivistiske stasted og i ovrigt uden blik for den fundamentale forskel pa kildekritikkens placering i videnskabelighedeni forhold til 1911) (11:311).

Alle disse argumenter og indicier og flere til, for at Erslev under indflydelse af nyidealismen opgiver historieforskningen og bliver historieskriver (se fortrinsvis kap. 43, 50, 59-62), far imidlertid et skud for boven ved, at Erslev jo rent faktisk ikke opgav at drive videnskab, ej heller efter den tandrupske definition (det antydes muligvis af Tandrup selv i en formulering om, at Erslev i arene 1912-15 tog fat pa undersogelsen over Augustenborgerne »efter ikke i mange ar at have beskaeftiget sig videre med historieforskning« (II: 241, min udh.). Endnu mere svaekkes pastanden ved at Erslev, som Tandrup selv ma indromme (11:306 note 6), forst i 1907 stiftede dybere bekendtskab med nyidealismens teoridannelser. Pastanden om Diltheys store betydning (11:302) er i ovrigt hojst diskutabel, idet det naeppe kan dokumenteres, at Erslev nogensinde har laest ham, mens Rickert ganske vist har spillet en ikke übetydelig rolle for Erslev, men efter min opfattelse snarere ved - firkantet sagt - at forsyne ham med den ikke-videnskabelige historieskrivnings karakteristika end ved at inspirere ham til nogen aendring af sin opfattelse af faget historie som videnskab.

Ogsa pastanden om, at Erslev fra o. 1912 »i det hele opgav at beskaeftige sig med« historien er problematisk (II: 342), igen fordi der fokuseres snaevert pa synteserne uden hensyn til, at der faktisk kom »historieforskning«s arbejder fra Erslev, og at hele arbejdet i Rigsarkivet vel heller ikke kan siges at vaere en opgivelse af faget. Ogsa her har Tandrup tilsyneladende - men maske übevidst - problemer med sin egen tese. I hvert fald taler nan ogsa skiftevis om »stagnation som historiker« (11:343), eller om at han gik i sta som historiker (11:353) - men begge dele er vel noget andet end at opgive faget. Og flere steder soger han at vikle sig ud af problemet ved at ta!e om, at Erslev opgav »historien, det vil sige historieskrivningen« (11:194, jf. 350) - men deter unaegtelig en vaesentlig indskraenkning af den normale forstaelse af begrebet »historien«.

Om Erslevs »Historieskrivning«

Som deter fremgaet, spiller Erslevs Historieskrivning en hovedrolle i Tandrups analyse. Han ser modsaetningerne og problemerne i den som primaert udtryk for Erslevs personlige problemer (om end disse samtidig er tidens) (11:213 f). Deter en central pastand, at Erslevs videnskabsbegreb i 1911 er blevet forvandlet fra det positivistiske i begyndelsen af 1890'erne til et nyidealistisk (11:305). Jeg har i min egen bog forsogt at argumentere for, at der, praecis nar det gaelder videnskabsbegrebet, ikke er sket nogen afgorende aendring. Men jeg er enig i, at Erslev har vaeret under indflydelse af nyidealismen (fortrinsvis Rickert), og at han tager de problemer, denne har rejst for faget op til diskussion, men at han soger at bevare sit positivistiske videnskabsbegreb ved at henfore nykantianernes synspunkter primaert til historieskrivningen, som falder uden for videnskabens omrade. Det ma dog ogsa medgives, at en raekke af de metodiske formuleringer i 1911 haenger sammen med en voksende indsigt hos Erslev i det erkendende subjekts betydning for erkendelsesprocessen, som vel ikke mindst skyldes nykantianernes erkendelsesteoretiske overvejelser, men maske lige sa meget Hoffding.

Tandrup holder hardnakket fast ved, at Erslev ikke vil indromme et skel mellem historieforskning og historieskrivning, der er kun tale om en »skelnen« - hvad der sa i ovrigt er forskellen pa de to begreber. Hans eget teoretiske apparat synes at modsige denne tolkning, og han gor i ovrigt, hvad han kan, for at neddysse Erslevs ord om, at »der ved siden af al lighed og slaegtskab er en bestemt modsaetning mellem historievidenskab og historieskrivning« (H5:262 - henvisninger til Kr. Erslev: Historiske afhandlinger 11, 1937) - (se f.eks. 1:15, 11:352).

Hvad der i ovrigt gor Tandrups brug af Historieskrivning ikke sa lidt problematisk i mine ojne, er ikke sa meget den stadige brug af dette sene skrift i argumenter omkring tidlige arbejder, selv om dette kan vaere generende nok (f.eks. 1:164 ff, 11:76, 86, 152). Deter snarere Tandrups tolkninger og citeringer, der falder for brystet. Han taler et sted om, at det pa grund af selvmodsigelserne i skriftet er »nodvendigt at tolke hans syn meget forsigtigt, at undga isolerede udtalelser, og altid se disse ud fra helheden, ud fra anden i skrifterne, om man vil« (11:314 note 2). Det springende punkt er imidlertid, om ikke deter Tandrups ikke uproblematiske opfattelse af denne »and«, der bestemmer tolkningen - og ofte gor void pa bogstaven.

Der er alt for mange eksempler pa, at Erslevs referater og beskrivelser

af andres synspunkter pa faenomenet »historieskrivning« udlaegges, som om de var hans egne i den hensigt at styrke argumentationen omkring Tandrups opfattelse af Erslevs syn pa historieskrivning og hans udvikling som historiker. (Se f.eks. 11:52, hvor Erslevs referat af Ottokar Lorenz' synspunkter (HS:22B f) gores til Erslevs egne; 11:202 (i et i det hele problematisk kapitel, hvor Tandrup soger at argumentere for, at Erslev tog staerkt indtryk af Nietzsche) - her refererer Erslev »paedagogernes« opfattelse af fagets betydning (HS:2SI f), men Tandrup udlaegger det som hans egen (se ogsa 11:205, 209); og 11:315, hvor et forhold, der af Erslev henfores til historieskriveren (HS:24B) af Tandrup henfores til historieforskeren,hvorved Erslevs argumentation fortegnes.)

Ligeledes er der eksempler pa, at citater afbrydes, for de ville svaekke argumentationen (f.eks. 11:315), eller at citater sammentraekkes pa en made, der forvrider Erslevs mening (11:311 - her gaslder det et citat fra Historisk Teknik § 97-98).

Alt i alt er Tandrups tolkning og brug af Historieskrivning efter min opfattelse problemfyldt, og da hele bogen i den grader struktureret omkring opfattelsen af dette skrift, har det saledes vidtraekkende konsekvenser. I ovrigt synes Tandrup heller ikke selv ganske konsekvent; saledes haevdes det (11:312), at Erslevs videnskabsbegreb i 1911 var dybt praeget af »den relativisme og den skepticisme, der martrede hans nyidealistiske kolleger«, mens der kort efter tales om Erslevs »angst for denne relativisme, som han naegtede at anerkende og ikke syntes, han orkede at leve med«, og som derfor fik ham til at lave sin skelnen, hvor videnskab var »den sikre objektive viden, erhvervet ved en sikker kildekritisk metodik«

Historiografiske synspunkter

I sine historiografiske synspunkter ma Tandrup i det store og hele betegnes som traditionalist, af »kontinuitetsskolen«. Han laegger megen vaegt pa at betone Erslevs afhaengighed af forgaengerne (isaer Paludan-Miiller, 1:152 f, jf. 126), og han ser pa Erslev og hans samtidige som en enhed, 70'er-generationen, til trods for de utvivlsomme forskelle, der er imellem dem (f.eks. 1:160 ff og jf. 11:221, hvor der bl.a. tales om »den erslevske generations arbejde, Danmarks Riges Historie« - som om dette vaerk var nogen enhed).

Tydeligst og mest problematisk viser det sig i hans opfattelse af Steenstrupog

strupogErslevs forhold til denne. Forskellene mellem dem »var (mere) gradsforskelle end grundforskelle« haevdes det, og blev det mere og mere fra 1890'erne, fordi Erslev naermede sig Steenstrups opfattelser (11:107). Opfattelsen kan naeppe baseres pa andet end pastanden om Erslevs overgangtil nyidealismen og sa maske, at Tandrup i flere henseender i grundensynes at foretraekke den konservative historist Steenstrup som historikerfrem for den radikale positivist Erslev (jf. 1:96-101). Men under alle omstaendigheder ville Tandrup fa svaert ved at forklare Erslevs mange sarkastiske bemaerkninger om Steenstrup - og han gor da heller ikke noget forsog pa det.

Jeg har i det foregaende isaer haeftet mig ved de efter min opfattelse problematiske sider ved Tandrups bog. Det bor dog ikke skjules, at der ogsa er positive ting at hente i den. Saledes har han i sin omfattende eftersogning af Erslevs forudsaetninger sikkert rned rette peget pa f.eks. Lotze og Taine som vigtige. Men deter vel ogsa karakteristisk, at han mest haefter sig ved idealistiske forudsaetninger, mens f.eks. Hoffding og Mill praktisk taget ikke berores naermere trods kildebelaeg for deres store betydning for Erslev (f.eks. 11:35, 42). Tandrup papeger ogsa evolutionsprincippets betydning for Erslev i hans strukturering af historiske sammenhaenge, og trods alt er der ogsa gode og rammende iagttagelser at hente om Historieskrivning. Man far en raekke grundige indforinger i Erslevs synteser, og i det hele taget kan man kun vaere enig i en af Tandrups centrale pointer, nemlig rehabiliteringen af Erslev som syntetiker, men jeg finder den ramme, den indsaettes i, diskutabel.

Tandrup har villet praestere et stykke »historieskrivning« i erslevsk forstand (som udlagt af Tandrup). At det har vaeret en succes synes de fleste dagbladsanmeldelser at vise. Men som »historieforskning« er hans bog ikke uproblematisk, og betragtet som bidrag til den historiografiske litteratur bor den - trods positive traek - behandles og benyttes med den storste forsigtighed.

Men deter maske et sporgsmal, hvor rimeligt deter at anlaegge en sadan historiografisk malestok pa »Ravn«. Under alle omstaendigheder turde det vaere indlysende, at Tandrup og jeg selv i min bog griber denne side af sagen an pa sa forskellig en made, at deter et sporgsmal, i hvor hoj grad de handler om det samme. Jeg har primaert sogt at skildre en fagopfattelse og dens tankemonstre, som deles af en stor gruppe historikere,mens Tandrups aerinde jo er en enkelt af disse historikeres personligeudvikling. Dette gor naturligvis en vaesentlig forskel. Dertil kommer nogle naermest »paradigmatiske« forskelle: Jeg har - groft sagt - taget udgangspunkt i nogle ikke mindst af den svenske videnskabshistoriker

Sven-Eric Liedman inspirerede overvejelser omkring videnskabshistorie og humanvidenskab, som forer til en historiografi, der ved at blotlaegge og bevidstgore om de faglige forudsaetninger og normer for arbejdet med fortiden i sidste instans forhabentlig kan gore os til bedre historikere - altsa en primaert fagintern intention. Heroverfor synes det - uden at stille det alt for meget pa spidsen - at vaere Tandrups opfattelse, at forskeren bor realisere sit subjektive folelsesliv i videnskaben, og at dette personligeengagement i sig selv vil engagere andre og dermed vaere af betydning ud over forskeren selv - altsa ogsa en fagekstern intention. Denne sidste opfattelse og dens konsekvenser viger jeg - vel sagtens dybt stikkende i den fantasilose »historieforskning«s kedsommelige morads - tilbage for.

Den ovenstaende vurdering af »Ravn« er naturligvis et godt stykke ad vejen ogsa funderet i disse forskelle i tilgangsvinklen, som til syvende og sidst resulterer i en aegte uenighed om tolkningen af en raekke centrale kilder og i vurderingen af Erslevs placering i det historiografiske monster.