Leonora Christinas skaebne er i store tnek kendt af alt folket, og denne skaebne i forbindelse med hendes personligheds rejsning, hendes uforglemmelige »Jammerminde« og en raekke fremtraedende kunstneres og videnskabsmaends bidrag til at tolke hendes historie har skabt myten om Christian IV's datter som den store tragiske heltinde i Danmarks historie. Myten gar i hvert fald tilbage til Holberg, og de folgende historikere har, uanset det politiske klimas skiften fra absolutisme over liberalisme til demokrati, stort set fastholdt billedet.

C.F. Allen, der intet havde til overs for enevaelden, fandt, at fremfaerden mod Ulfeldt ingenlunde var retfaerdig og mod hans hojhjertede hustru tillige oprorende og grusom, en vurdering der i meget blev normgivende. Siden 1881 har S. Birket Smiths store vaerk¹ vaeret noget i retning af »historiens dom«. Deter grundigt og vel dokumenteret og i alle fald ikke heltinden uvenlig stemt. Fra nyere tid star C. O. Boggild-Andersens skildring i Dansk biografisk Leksikon hojt², maske det mest engagerede af hans mange bidrag til dette vaerk.

Kun ganske fa har bevidst villet unddrage Leonora Christina deres hyldest. Det var tilfaeldet med Julius Lange³. Han fremhaevede, at han ikke agtede at gore sig gaeldende som historiker pa dette omrade, men blot onskede at saette et par sporgsmalstegn i randen af Birket Smiths levnedsskildring og da isaer vedrorende problemet, om hun har vidst

---

1. S. Birket Smith. Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie MI, 1879-81.

2. Dansk biografisk Leksikon XIV, 251-60, 1938.

3. Julius Lange: Contra Leonora Christina; Tilskueren 1888, 721-39.

noget om sin mands forraederi mod Danmarks rige. Og herom er Lange ikke i tvivl. Man har tilmed, haevdede han, efter udgivelsen af »Jammersmindet«bestraebt sig for at skille hendes sag fra hans, endog der ikke kan taenkes noget, der strider mere mod hendes eget livs stadige tanke. I konsekvens heraf sa Lange det eneste forsvar for Leonora i, at hun satte og efter tidens vilkar matte saette pligten over for den mand, hun var viet til, hojere end hensynet til faedrelandet.

Problemet er vaesentligt og ma mere eller mindre tydeligt have staet for
alle, der siden har beskaeftiget sig med Leonora Christinas historie, om
end ofte med en ulyst til at tage et alt for afgjort standpunkt.

Svend Aakjærs aktorat

Der er naeppe nogen, der siden den ondsindede dronning Sophie Amalies dage har fremfort Leonora Christinas synderegister med den vaegt, som rigsarkivar Svend Aakjaer gjorde det⁴. Her har hverken traditionen eller Birket Smiths autoritet staet i vejen for en radikal nyvurdering, der ved sin fremkomst virkede sa meget staerkere, som den grundede sig pa nyt kildemateriale. Det sidste var vaesentligt, for der var faktisk ikke fremkommet noget nyt af nogen vaegt siden Birket Smith. Del drejede sig om en raekke breve fra Kirsten Munk til datteren Leonora Christina. Desvaerre er de hermed sammenhorende breve fra Leonora til moderen ikke bevaret. Helt ukendte for forskningen har Kirsten Munks breve nu ikke vaeret; men da de er skrevet i kode, har man ladet dem ligge som ulaeselige. Det lykkedes for Svend Aakjaer at finde noglen til den hemmelige skrift. Om denne bedrift siger Aakjaer selv meget beskedent, at »den moje, der skulle anvendes, var naeppe storre end den, der kraeves for at lose en jaevnt svaer kryds- og tvaers opgave«. Deter for beskedent sagt. Naturligvis ligger losningen, at systemet bestar i en ombytning af alfabetets bogstaver, snublende naer. Dog mest bagefter. I alt fald skulle der, sa vidt vides, ga tre hundrede ar, inden den losning fandtes, som det efter sigende tog Aakjaer en halv time at finde.

---

4. Svend Aakjaer: Leonora Christinas skyld; Jyske Samlinger, Ny r. IV 1958, 233-48.

Kirsten Munks breve

Men nu til brevene⁵. Fru Kirsten Munk, der engang var den frodige og stralende kvindeskikkelse ved siden af Fjerde Christian i hans lykkelige dage, var nu blevet en gammel dame med meget familievrovl. Hun havde stadig det iltre sind. Sonnen, Valdemar Christian, »den satans krop«, hadede hun ligefrem. Det var ingenlunde uden grund. Han, der altid var i okonomisk ufore, var ikke veget tilbage for regulaer og pagaende pengeafpresning over for moderen. Men til Leonora Christina, sa afgjort den betydeligste i hele familiekredsen, havde Kirsten Munk fuld og fast tillid, en tillid hun ogsa uden betaenkelighed udstrakte til Corfitz Ulfeldt. Ved citater af brevene vil Aakjaer vise, at Kirsten Munk gennem datteren var vel underrettet om Ulfeldts landsforraederiske forhandlinger med svenskerne, og at de i faellesskab i arene 1652-55 lante den svenske regering en pengesum, i datidens mal: tre og en halv tonde guld, et vaesentligt bidrag til finansieringen af den kommende krig mod Danmark. Den krig, som Ulfeldt-partiet satte deres lid til, og som skulle skaffe den sode haevn over Frederik 111 og hans utalelige dronning, sa Corfitz Ulfeldt og hans kongelige hustru kunne indtage deres plads, om hun som dronning eller han som rigsforstander far indtil videre sta hen. Og Svend Aakjaer sluttede efter denne dokumentation, »deter blevet svaert, ja nassten umuligt at tro, at Leonora Christina sad uretfaerdigt i faengsel«. Birket Smith vaegrede sig ved at tro, at Leonora havde kendt noget til Ulfeldts forskellige planer, eller at hun havde billiget dem, hvis hun havde vidst besked. Det var denne pastand, som Julius Lange satte sporgsmalstegn ved, og den lader sig endnu mindre opretholde efter Aakjaers dokumentation. Den lider ogsa af en indre usandsynlighed. Nar Aakjaer haevder, at hun var »langt den klogeste af de to«⁶, ses ingen skellig grund til protest. Intet tyder pa, at de to har haft hemmeligheder for hinanden. Hendes trofasthed mod Corfitz i gode og onde dage er et af de smukkeste traek i hendes karakter. Det, han ville, var for hende den retfaerdige sag.

Deter utvivlsomt for lavt, nar Aakjaer vil fastlaegge den til blot at vaere haevnen over Frederik 111 og Sophie Amalie. Spillet stod om adelsrepublikeller enevaelde, og om dette spilledes hojt, ikke blot af Ulfeldt. Som emigrant i Sverige habede Ulfeldt som alle politiske emigranter pa den krig, der kunne vaelte det hjemlige tyranni. Men Frederik 111 habede lige

---

5. Breve fra Kirstine Munk og Leonora Christina. Ved Svend Aakjaer. Danske Magazin 8. r. I, 82-113. 1960.

6. Svend Aakjaer i Jyske Samlinger, Ny r. IV, 242.

sa ivrigt pa krigen mod Sverige, som skulle bringe ham den enevaeldige magt. De fik den lige sa heftigt som letsindigt onskede krig. Frederik 111 sejrede i kampen om magten; men prisen var intet mindre end rigets sonderlemmelse. Letsindigheden understreges af Erik Arup⁷; mens Finn Askgaard haevder, at krigen kom som en nodvendig folge af en lang udvikling og en akut situation, ikke en uoverlagt handling, endsige en letsindighed⁸. Letsindighed eller nodvendighed. Katastrofen blev krigens folge.

I svensk tjeneste

Det vil nok foles for de fleste danske, som freden i Roskilde har lagt en svar syndebyrde pa Ulfeldt, helt anderledes konkret end den lidet gennemskueligeanklage, han siden blev domt for. Det ma da her haves in mente, at den kendsgerning, at Ulfeldt var gaet i svenskekongens tjeneste,ikke kan stemple ham som forraeder. Han kunne paberabe sig gaeldendefolkeret, idet der gjaldt ganske saerlige aftaler, traktatmaessigt fastlagt,om forholdet mellem danske og svenske. Og indtradt i svensk tjenestema han naturligvis forventes at varetage svenske interesser. Det gjordehan til visse, dog uden at glemme sine egne. Alligevel gav Roskildefreden,som han jo i ovrigt ikke var ene ansvarlig for, ikke det, han havde habet pa, nemlig kongeparrets fjernelse fra scenen. Deter da en art historiens ironi, at den hollandske hjaelpeaktion til den belejrede hovedstad,der formentlig reddede rigets eksistens, var en frugt af Ulfeldts diplomatiske indsats i Nederlandene⁹. At Ulfeldt var gaet i svensk tjenestekan som naevnt ikke padrage ham en forraederisigtelse. Han havde Stettinerfredens bestemmelser at henholde sig til, og han kunne efter tidens halvt feudale tankegang haevde en fri mands ret til at tage tjeneste hos hvilken fyrste, han lystede. Konsekvent kunne han da atter forlade svensk tjeneste til fordel for dansk. Hovmand rider og hovmand bider. Dette saerlige tjenesteforhold kendes ogsa langt senere. Bernstorfferne horte hjemme i Hannover. Den sidste af navnet i dansk tjeneste, ChristianBernstorff (1769-1835) var sa sent som i forrige arhundrede forst

---

7. Erik Arup: Danmarks Historie 111, 197, 1955.

8. Finn Askgaard og Gunnar Olsen: En kamp for livet, p. 15, 1958.

9. »Corfitz Ulfeldts uvisnelige fortjeneste«, Finn Askgaard: Kampen om ostersoen, p. 16, 1974.

dansk, siden preussisk udenrigsminister. Han var sikkert loyal i begge tilfaelde; men blot nogle fa ars laengere tjenestetid kunne nok have stillet ham i en ganske ejendommelig situation. I militaertjenesten florerede condottieresystemet stadig. Frederik Ill's feltherre, Hans Schack, havde vaeret i svensk tjeneste, og Erik Dahlbergh, som har i alt fald en del af aeren for Karl Gustavs tog over baelterne, fik fra Frederik 111 tilbud om dansk ansaettelse.

I den laerde verden kendes det samme. Danskeren Vitus Bering fik tilbud om svensk ansaettelse for at skrive svenskekrigenes historie, men foretrak at skrive om Kobenhavns belejring for den danske regering. I stedet fik svenskerne Samuel Pufendorff, der var fodt i Sachsen, og som efter sin svenske tjeneste havnede i Brandenburg, der i den store krig havde staet pa den modsatte side. Om nationalitetsfolelse i senere tiders forstand er der ikke tale. Heller ikke hos Ulfeldt, der naermest var kosmopolit. Det ma ogsa erindres, at netop i midten af 1600-arene forte i Frankrig fronden sin saerdeles bastante oppositionspolitik imod Mazarins styre.

Nederlandsk kapitalisme

Men kan nu Kirsten Munks breve baere den bevisbyrde, som Aakjaer laegger pa dem? De er ret vage i udtryksformen, hvad vel ikke kan undre, da muligheden for, at de kunne falde i forkerte haender og trods koden blive tydet, vel ikke helt kunne udelukkes. Og selv om Kirsten Munk af datter og svigerson har vaeret noget orienteret, sa tyder brevene nu ikke pa, at hun har haft del i planer og overvejelser. I et brev refererer hun, at bl.a. Gunde Rosenkrantz taler om de to tonder guld, som Ulfeldt mentes at have lant til svenskerne, og hun knytter dertil den bemaerkning »Huem der haffde 2 tonder gull, daa bleff die uell notelig til andet«¹⁰, en saetning der nok ma kraeve en eller anden fortolkning. Hvad realiteten angar, lanet til svenskerne, har hun naeppe vaeret klar over, at Ulfeldt i Nederlandenehavde erhvervet sig den tidlig-kapitalistiske opfattelse, at rigdom var andet end jordegods, at penge var et magtmiddel, der ved udlan og passende placeringer kunne gores nyttige og frugtbringende, okonomisk savel som politisk, og det bade hos venner og fjender. I Holland, hvor man var indstillet pa at handle med alt, og hvor den saerlige handelsmoral

---

10. Danske Magazin 8.r.1, 106.

smittede af pa andre omrader, blev ogsa politik et handelsobjekt. Den franske diplomat d'Estrades var af den mening, at pa denne tid var der blot fire personer i den nederlandske republik, der ikke var til fals, nemlig brodrene de Witt, van Beuningen i Amsterdam og van Beverningki Gouda¹¹. Den ene af brodrene er den Jan de Witt, som var den politiske kraft bag den hollandske hjaelpeflade til Danmark. Hvor mange det var muligt at kobe i Frankrig, sagde han ikke noget om. I Danmark var i alt fald Gabel interesseret i den slags transaktioner, herunder ogsa Ulfeldts penge. Det har naeppe heller vaeret Ulfeldt ukendt, at hollaendernefor en stor del havde finansieret den 80-arige frihedskrig mod spanierneved at handle med fjenden¹². Set i lyset heraf kunne der vel ikke vaere noget odiost i at lane svenskerne penge. Og accepterer man dette synspunkt som horende tiden til (om man ikke nodvendigvis billiger det), sa falder igen et af de tunge anklagepunkter mod Ulfeldt bort. Deter vel hverken nyt eller maerkeligt, at de etiske krav og normer i politik har aendret sig gennem tiderne; men det synes rimeligt at erindre det i forbindelsemed

Boggild-Andersens replik

Da Aakjaer havde publiceret sin artikel og benaevnt den »et aktorat«, faldt det i min lod at praesentere den nye vurdering af kongedatteren i dagspressen i form af en modartikel, et defensorat om man vil¹³. Det forte til langvarige debatter, mundtlige og enkelte brevlige, med Aakjaer, og Aakjaer var en festlig debattor, langt festligere end det lidt vage gensvar,han siden praesterede til Boggild-Andersens indlaeg, lader formode. Men han holdt nu urokkelig fast pa, at Ulfeldt-parret havde fort avindskjoldmod riget og folgelig som landsforraedere stod til dodsstraf. Kun nolende gik han med til, at deres politik kunne have et videre sigte end haevnen inden for familiekredsen, og at habet om en adels- eller rigsradsrepublikmaske ikke var en helt tabelig tanke. Med mere vaegt, end en avisartikel kunne prsestere, forelagde CO. Boggild-Andersen sit laerde defensorat¹⁴. Kritisk kunne han her pavise en raekke unojagtigheder og

---

11. Jan Romein: De Lage Landen, p. 287. Utrecht 1934.

12. C.R. Boxer: The Dutch Seaborne Empire, p. 21. London 1972.

13. Strejftog i Aarhuus Stiftstidende 30.11.1958.

14. CO. Boggild-Andersen: Kongedatteren for historiens dornstol; Jyske Samlinger, Ny r.V, 24-39. 1959.

fejlslutninger hos Aakjaer, hvis dyberegaende studier hidtil havde ligget pa helt andre omrader. Og svaghed i udenvaerkerne kan ogsa svaekke hovedtesen, maske mere end tilsigtet. Endvidere fremhaevede han, at Aakjaers opfattelse ikke pa alle punkter var sa ny som haevdet, og at kongens behandling af Leonora Christian bade var urimelig hard, og at den ikke kunne undskyldes ved nogen politisk nodvendighed. I sit gensvarvar Aakjaer eftergivende pa alle andre punkter end hovedtesen om avindskjold og dodsstraf og mente sluttelig, at han og Boggild-Andersen nu stort set var enige¹⁵, en enighed det nok kan vaere svaert at vaere helt overbevist om.

Adelsvældens restitution

I 1663 mente Leonora Christina, at lykken os endnu noget balloterer. Deter sager, som store, dybe tanker forarsager¹⁶. Disse tanker mente Aakjaer at kunne tolke som vejen til magtens tinde, Ulfeldt som statholdereller Leonora som dronning¹⁷. Det ville Boggild-Andersen nu ikke vide noget af¹⁸. Dog helt tabelige eller urimelige var disse tanker nu ikke. Drommen om en dronningekrone synes ikke at have vaeret Leonora Christinaganske fremmed¹⁹, og hvorfor skulle Christian IV's datter ikke kunne opna samme stilling som Gustav Adolfs datter, dronning Christina? - Efter Christina fulgte Carl Gustav. Mod dennes pfalzgrevskab kunne Ulfeldt stille sin egen kejserlige rigsgrevetitel. Kunne ikke den ene vaere lige sa god som den anden pa vejen til magten? Ulfeldt var i ovrigt tidligere gaet de kongelige praerogativer ganske naer²⁰. At Jan de Witt i Nederlandene forte et aristokratisk regimente, styrede med stor dygtighedog havde traengt huset Oraniens traditionelle indflydelse staerkt tilbage,var velkendt for Ulfeldt, som efter flere ophold var fortrolig med nederlandske forhold. En vurdering af Ulfeldtparrets politiske straeben ma tage de udenrigspolitiske kendsgerninger med i betragtning. Og indadtilma der regnes med en ikke uvaesentlig utilfredshed med Frederik 111 og dronningens tyske klike. Over for kongens dynastiske straeben kunne

---

15. Svend Aakjaer: Leonora Christinas dommer; Jyske Samlinger, Ny r. V, 39-44.

16. Danske Magazin 8.r.1,111.

17. Jyske Samlinger, Ny r.1V,243.

18. Jyske Samlinger, Ny r.V,31.

19. Otto Andrup: Om Leonora Christina; FREM A, 11, 360. 1926.

20. Birket Smith I,LXIII.

Ulfeldt haevde at sta pa forfatningens grund, handfaestningens og rigsradets;mens
det var kongen, der ville revolutionen.

Det kan her indskydes, at Frederik Ill's handfaestning, der traditionelt betegnes som »hard«, faktisk indeholdt rimelige og fornuftige bestemmelser afledt af erfaringer fra det forrige regime. Dens forfatningsmaessige grundsyn var det, at rigsradet som en udvalgt og fornem repraesentation for det danske folk skulle have den hojeste magt i landet²¹. Det fandt Ulfeldt helt i sin orden, det var for ham den retfaerdige sag. Standpunktet var ikke i pagt med nye stromninger i tiden; men deter ingenlunde uforstaeligt. Det forklarer ogsa, hvorfor Ulfeldt siden kom i strid med Carl Gustav, der ellers havde vist ham megen bevagenhed. Arsagen var typisk nok adelens privilegier i Skane. Ulfeldt kunne lige sa lidt forlige sig med en svensk (om end uproklameret) enevaelde som med en dansk.

Efter Roskildefreden blev Leonora Christina i Kobenhavn, og det vides da, at hun har sogt Kaj Lykkes hus. Kaj Lykke horte til den ulfeldtske kreds, som hverken var lille eller betydningslos. Kaj Lykke skildres traditionelt som en modejunker og skortejaeger uden egentlig politisk interesse eller indflydelse. Men han var nu engang ved arv blevet en rig mand og en af landets storste godsejere. Det gav mulighed for magt og indflydelse, som ikke kunne ignoreres. Derfor matte han rammes. Under Dina-affaeren, det af dronningen ivaerksatte pornokratiske anslag mod Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt, havde Kaj Lykke uden vaklen stillet sig pa parrets side. Skaebnen ville, at han selv blev faeldet af et anslag i en lignende genre og med samme bagmand, dronningen.

Den mand, som kongeparret eller regeringen tog til takke med som redskab til at faelde Kaj Lykke, var af en sa blakket karakter, at han med Boggild-Andersens ord burde vaere endt ien galge²². Det var ridefogden Peter Borting, en effektiv og hensynslos voldsmand og drabsmand, der endte som herremand og kommercerad. Han var ikke veget tilbage for at boje retten, da mulighed gaves, og han opnaede at fa en personlig uven uskyldig i galgen. Han var netop den rette mand for dronningen, da det viste sig, at han i sit vaerge havde et brev, som Kaj Lykke flere ar tilbage havde skrevet til Bortings senere hustru, og hvori dronningens saerlige livsform omtaltes.

Nu var Sophie Amalie ikke - som Caesars hustru - haevet over mistanke.Det
var jo sadan, at kongerne nok kunne have kvindelige forbindelseruden
for de aegteskabelige og, om de sa ville, kunne anerkende borneneunder

---

21. Erik Arup: Danmarks Historie 111,179.

22. Dansk biografisk Leksikon 1V,470. 1934.

neundernavnet Gyldenlove med deraf folgende placering frem for al anden adel. Frederik 111 havde for sit aegteskab sonnen Ulrik Frederik Gyldenlove. Om nogen ligestilling for den kvindelige part i et kongeligt segteskab kunne der ikke vaere tale. Den frihed, som Kirsten Munk i dette stykke havde taget sig, blev som bekendt taget hende meget unadigt op. Sophie Amalie kunne naeppe vaere interesseret i at henvise til dette praecedens;men frihederne tog hun sig, og kongen sa i den grad gennem fingre dermed, at han med en formentlig bitter selverkendelse lod fremstilleen medalje, hvor han netop »sa gennem fingre«²³.

Dronningens made at leve livet pa har naturligvis ikke kunnet holdes hemmeligt ved hove. Der er blevet snakket, sladret og hvisket i korridorer og vinduesnicher. Og nar Kaj Lykke kunne rammes fremfor sa mange andre, skyldtes det dels, at han skulle rammes, dels den kapitale uforsigtighed at saette det velkendte pa prent. Der kunne derefter rejses sag om majestaetsfornaermelse, en sag der fik et saerdeles uregelret forlob. Et accepteret tilbud fra Kaj Lykke om en ordning 10b regeringen siden fra, og dommen faldt, som dronningen onskede det, i 1661: tab af sere, liv og gods med pafolgende henrettelse in effigie. Da havde Kaj Lykke laengst bragt sig i sikkerhed i Sverige. Regeringen blev et par hundrede tusinde dalere rigere. Adelsoppositionen mistede en mand af rigdom og indflydelse og fattede i ovrigt ganske klart den advarsel, der la i Kaj Lykkes skaebne. Om dronningens gode navn og rygte herved blev pudset op, far sta hen.

Vejen til Blåtårn

Ellensborg, nu Holckenhavn, havde Leonora Christina arvet efter sin moder. Pa denne fynske herregard tog parret ophold efter 1661. Man kan ogsa sige, de blev forvist dertil. Som man kunne vente, faldt det Corfitz svaert at vaere uden for politik, og den syssel med billedskaereri, som traditionen vil vide, han gav sig af med, kunne naturligvis ikke fylde hans sind. Der sker nu sa meget maerkeligt i hans sidste rastlose dage, at man har ment bedst at kunne forklare hans handlemade som udslag af sindssyge, hvad dog Leonora Christina klart har benaegtet. Det gaelder da isaer forhandlingerne med kurfyrsten af Brandenburg.

Pa rejse uden for den danske konges magtomrade optog Ulfeldt forbindelsermed

---

23. Georg Galster i Nordisk numismatisk Unions Arsskrift 1951, 99-108.

bindelsermedbade det franske hof og med kurfyrsten af Brandenburg, hvad vel allerede, som sagerne stod, kunne vaere betaenkeligt nok. Ulfeldt skulle da have tilbudt den danske krone til kurfyrsten. Under de forhor, der senere fulgte, pastod Leonora, at hun ikke kendte noget til sagen, at ingen potentat ville reagere pa et tilbud af den art, og endelig »at ingen forstandig Mand det skulde udbyde, som ikke stod i hans Magt, og han ikke for raadde«²⁴. At planen endvidere var statspolitisk umulig, er pavist af Boggild-Andersen²⁵. Det vil dertil vaere lidet sandsynligt, at Ulfeldt, der havde fundet savel Frederik Ill's som Carl X Gustavs kongemagt utalelig, nu kunne se lykken i at leve under preussisk sty re.

Nu var imidlertid netop i begyndelsen af 1660'erne de politiske forhold omkring Sundet og ostersoen temmelig uklare, idet foruden Sverige og Brandenburg tillige England og Frankrig, samt traditionelt Nederlandene havde deres interesser at varetage med vekslende spil af alliancer og nye krige forude. Der vil sagtens kunne gisnes om et udspil fra Ulfeldt, som pa ny kunne placere ham i en indflydelsesrig position, et udspil der kunne lyde mere rimeligt end det tabelige forlydende om Danmarks krone; men det vil kun vaere gisninger. Den brandenburgske fremstilling ser sa fantastisk ud, at det skulle vaere maerkeligt, om den indeholdt den hele sandhed. Kurfyrsten var jo ogsa engageret i det naevnte spil og havde dertil et hensyn at tage til den allierede fra krigens dage. Fra den anden side har vi blot Ulfeldts benaegtelse, foruden planens hele usandsynlighed. Mens man i Kobenhavn tog temmelig roligt pa Ulfeldts kontakter med Ludvig XlV's Frankrig, som dog ellers var en magt af en vis betydning, ser det ud til, at den brandenburgske affaere kom den danske regering sa saerdeles tilpas, sa tilpas at det ser pafaldende ud. Nu var chancen der endelig til at fa ram pa Ulfeldt. Nu skulle man ikke risikere en uvildig domstols mulige frifindelse som i Dina-sagen, sa rettergangen blev fremskyndet mest mulig. Forsvar og andre formaliteter, der blot kunne forhale sagen, undlod man. I en nyetableret enevaelde falder dommen, som herskeren onsker. Saledes ogsa her. Men deter vaerd at maerke sig, at der hverken da eller senere blev faeldet nogen dom over Leonora Christina. Muligt har Frederik 111 frygtet sosterens advokatoriske snilde, som hun til fulde havde dokumenteret under processen i Malmo.

Ogsa i England artede sagerne sig efter den danske regerings onsker.
Leonora Christina var i 1663 draget over Kanalen for at kraeve et tilgodehavendehos
Karl 11. Han slap bekvemt ud af gaeldsbyrden ved at efterkommeFrederik

---

24. Jammersmindet, 1949-udgaven, p. 124.

25. Jyske Samlinger, Ny r.V,36.

kommeFrederikIll's onske om Leonoras udlevering. Hverken slaegtskab
eller haederlighed hindrede den engelske konge i at gore det pa temmelig
skaendig vis. For Leonora Christina gik vejen fra Dover Castle til Blatarn.

Svend Aakjaer sa i Ulfeldt-sagen forst og fremmest en familietvist. Det er forstaeligt ud fra hans udgangspunkt, brevene, og maske har det ikke vaeret muligt inden for rammerne af det foredrag, der er grundlaget for artiklen, at inddrage videre politiske synspunkter. I vurderingen af indespaerringen af Leonora kan det snaevre synspunkt have nogen berettigelse. Pa laengere sigt kan uskadeliggorelsen »uden blodsodenhed« af fjenden ikke vaere hovedmotivet. Deter den uforsonlige dronnings krav, som hun i übojeligt had fastholdt til sin dodsdag. Ogsa en konges uindskraenkede enevaelde har sine graenser.

Fransk drama

Det synes pafaldende, at bade Aakjaer og Boggild-Andersen er gaet uden om et ellers meget skarpsindigt indlaeg, som man ikke bor negligere i Leonora Christinas historic Det skyldes Otto Andrup. Som en af hans store bedrifter var det lykkedes at erhverve originalmanuskriptet til »Jammersmindet« fra Ulfeldternes efterkommere og bringe det til Frederiksborg,til hvis klenodier det siden har hort²⁶. Det faldt da naturligt, at han onskede at udgive vaerket pa ny med de saerlige historiske kommentarer,som han nu sad inde med²⁷. Blandt disse er det vaerd at laegge maerke til Andrups laesning af nogle ord, skrevet pa fransk. Ordene var oprindeligristet under bunden pa et lerbaeger, som Leonora havde formet, og som hun sorgede for at kongen fik i haende. Andrup laeser i manuskriptet: Si il y a un .... soyez un Auguste, og fojer til, at det manglende utydelige ord synes at vaere Cinna²⁸. Oversaettelsen skulle da vasre: Hvis der er en Cinna, sa vaer du en Augustus. Den Cinna, der her er tale om, kan ikke vaere den romerske konsul Lucius Cornelius Cinna eller hans son af sammenavn, men ma som ogsa pavist af Andrup vaere titelpersonen i den franske dramatiker Pierre Corneilles tragedie »Cinna — ou la Clemence d'Auguste«, som fortes frem pa scenen i 1640. Indholdet gar kortelig ud pa, at Augustus i dramaet som i historien har gjort sig til enevaeldig

---

26. Zelia N. Andrup: Otto Andrup, 45-47. 1970.

27. Grevinde Leonora Christinas Jammers Minde. Tilrettelagt af Otto Andrup. 1926.

28. anf. vaerk, 122, 261-62.

hersker i Rom og derved faktisk kraenket den gamle forfatning. Som dennes forfaegter star Cinna, der vil rydde kejseren af vejen. Efter at sammensvaergelsen er robet, star kejseren som sejrherre og viser sig da stor nok til at vise mildhed. Deter denne storsindede mildhed, som Leonora pa sare elegant vis opfordrer kongen til at efterfolge. Hun og Corfitz havde jo kaempet for det gamle adelsvaelde mod eneherredommet.Men nu er der jo det farlige, at paralleliteten med Cinna som legalitetens forsvarer ogsa kunne udstraekkes til at gaelde anslaget mod kejserens liv. Det vil derfor vaere forstaeligt, at Leonora siden sa omhyggeligtsorgede for at strege de famose ord over.

Nar man som Otto Andrup har praesteret en tydning af ellers ulaeselig skrift og derefter tolket de indvundne ord, sa de ma indtage en meget central placering i vor vurdering af Leonoras holdning over for Frederik HI, er det let at forsta, at han skuffedes en smule - »et Sennepskorn af Bitterhed« - nar man fra visse sider ligesom har villet ignorere opdagelse n²⁹. Boggild-Andersen har et par gange brugt Corneille-citatet³⁰, men uden at naevne Andrups navn og uden at drofte den vaegt, Andrup vil laegge pa det ikke tidligere tydede citat.

Konklusion

Hvis man tor drage nogen konklusion af det anforte, ma det blive, at Ulfeldtparret har kaempet for den gamle forfatning, for legaliteten mod usurpationen. Deter forstaeligt, at et klart defineret rigsradsstyre med en mere diffus udformet mulighed for Christian IV's datter som dronning for dem har staet som den retfaerdige sag. Deter ligeledes klart, at denne kamp ikke stedse har kunnet fores pa lovlig vis. Et diktatur under etableringer efter sagens natur ikke kraesen i valg af midler. Og i den henseendehar Frederik 111 og hans regering handlet ganske kynisk. Man har suspenderet lov og ret, nar det har passet, og man har benyttet endog meget betaenkelige midler for at fa ram pa modstanderne. En opposition, ogsa en opposition pa lovens grund, tvinges uvaegerligt ud i lignende suspekte midler. Der er i Corfitz Ulfeldts handlinger flere, der kan betegnessom suspekte, men ogsa disse ma vurderes ud fra tiden og dens forudsaetninger. Nar Ulfeldt blev stemplet som landsforraederen frem for

---

29. Otto Andrup: Et Brev; Tilskueren XLV11,137. 1930.

30. 1949-udgaven af Jammersmindet p. 177,383. Jyske Samlinger Ny r.V,39.

alle andre, i alt fald frem til hertugen af Augustenborg, var det pa sejrherrensmagtbud og ikke efter en uangribelig proces og uvildig dom, og det var samme magtbud, der holdt Leonora Christina de mange ar i faengsel.

Naet sa vidt skal der nok vaere tilhaengere af Frederik 111 og Svend Aakjaer, der vil haevde: Jamen, Ulfeldt gik jo som forrader i fjendens tjeneste, subsidierede hans krigsforelse og var maske medansvarlig for det helt store hasardspil, toget over baelterne. Fra modsat hold vil man da kunne forenkle sagen til, at Ulfeldt ved sin kloge diplomatiske indsat i Nederlandene og ved sin formentlige roben af planen for stormen pa Kobenhavn i virkeligheden reddede rigets eksistens. Ulfeldts dybe indgriben i sit faedrelands skaebne lader sig ikke bringe pa en enkel formel.

Men nu Leonora selv? Modsaetningen i opfattelse, helgeninde eller hojforrader, som den repraesenteres af Birket Smith og Aakjser, bliver ligesom mindre relevant, nar man ser hende som talsmand for en tidsbestemt politisk opfattelse. Trods mod og klogskab kom hun pa den tabende side, og det var maske hendes storste brode. Hun kan derfor ikke stemples som forrader og heller ikke kares som helgeninde, det var hendes sind ikke til, men hendes heroiske attitude i livets store stunder vil stedse vaere anerkendelse vaerd.

Trods tilskyndelsen havde Frederik 111 ikke lyst - eller mod - til at patage sig rollen som den aedelmodige Augustus. Han var ellers ikke ukendt med rollespil og drama. Dronningen elskede at optrade, og hendes sortie var i sin übarmhjertige grumhed ikke uden effekt. Den fremstilling, Zahrtmann har givet af hendes sidste stund³¹, glemmes ikke let; men selv en forsigtig historiker som J.A. Fridericia er ikke meget blider e³². Forst den gamle dronnings dod muliggjorde Leonora Christinas frigivelse fra faengslet og Kaj Lykkes hjemkomst fra eksilet i Sverige, for ogsa han beaeredes med Sophie Amalies livslange had. Og hermed burde man vel for denne sinde vaere faerdig med Leonora Christina.

---

31. Fortegnelse over Oljemalerierne i Den Hirschsprungske Samling nr. 521,i11. p. 71 1930.

32. J.A. Fridericia: Enkedronning Sofie Amalies Testamente; Til Edvard Holm paa hans 80-aarige Fodselsdag 1913, 83-97.

Frederiksborgsk epilog

Men Leonora Christina er ikke sadan at blive faerdig med. Deter bl.a. af Palle Lauring haevdet, at hvor hun viser sig, »erobrer hun scenen«, og det er der nok noget om. Alligevel kan det overraske, at den lille hofholdning, som Christian V havde tilstaet hende pa Maribo Kloster, ikke blot som ventet blev den stilfaerdige afslutning pa en usaedvanlig tilvaerelse; men at der ogsa herfra udgik en nydannelse i dansk samfundsliv, nemlig de adelige jomfruklostre. Det var dr. H.D. Schepelern³³, der i folge med en syssel med den malerisamling, der tilhorer Odense adelige Jomfrukloster, fandt frem til, at den oplaering og uddannelse til »handling og selvstaendighed«, som Leonora havde givet unge adelige piger i Maribo Kloster, var kimen til jomfruklostrene med direkte forbindelseslinier til Odense og Roskilde. Det var adelens aendrede situation efter 1660, der var baggrunden for oprettelsen af klostrene til sikring af vaerdige kar for ugifte dotre og til vaern for standens kulturtraditioner.

Denne nyvurdering er da udgaet fra Frederiksborg, og deter nok en naturlig ting, at mindet om Leonora Christina ligesom lever staerkere pa Frederiksborg end pa andre lokaliteter, der er knyttet til hendes historic Otto Andrups livslange beskaeftigelse med Leonora Christina sluttede med den triumf, det var, at modtage hendes krucifiks, et pragtstykke i elfenben. Det havde vaeret holdt under observation meget laenge; men det var i den katolske kirkes varetaegt i Wien. Det var som fremragende kunstvaerk og kirkeligt klenodie ikke til fals. Men efter at den ostrigske forbundskansler, dr. Figl, havde besogt Frederiksborg, fandtes losningen pa gaveplanet. Motiveret som ostrigs tak for dansk humanitaer hjaelp efter anden verdenskrig overrakte kansleren sammen med kardinalen, dr. Innitzer, i 1951 klenodiet til Frederiksborgmuseets direktor. Det skete, som Leonora ville have sagt, »med maner«.

Det var vel naeppe ventet, at ogsa regimet efter Andrup kunne hjemforeen raekke, endda en temmelig lang raekke portraetter med tilknytning til Ulfeldtslaegten. De fandtes i Czekoslovakiet, men var kun af ringe betydningfor dette lands historic Efter indviklede forhandlinger lykkedes det for Jorgen Paulsen at fa etableret en byttehandel, og i 1955 kunne han udstille nyerhvervelserne pa Frederiksborg³⁴. Andre studier er derefter

---

33. H.D. Schepelern: Portraetsamlingen i Odense adelige Jomfrukloster, p. 15-19. 1959

34. Udstilling af den nyerhvervede samling af Ulfeldt-malerier fra Czekoslovakiet. Frederiksborg

resulteret i en redegorelse for de samtidige portraetter af Leonora Christin a³⁵, og endelig har efterfolgeren, dr. Povl Eller fortsat forskertraditionenved at publicere en raekke breve om arvestykker i Ulfeldt-slaegten³⁶. I fortsaettelse heraf ma det vaere tilladt at fremsaette et fromt onske om en videnskabelig publikation af alle de konkrete Ulfeldtminder ligervis, som Boggild-Andersen efterlyste en samlet udgave af alle Leonora Christinas skriftlige efterladenskaber. For Leonora Christina emu ikke sadan at blive faerdig med.

Envoi

Kong Frederik 111 havde lovet at sikre undersatterne i det dansk-norske monarki »et mildt og kristeligt regimente«. Set fra Blatarn, men ikke blot fra Blatarn, kan det vaere svaert nok at fa oje pa. I forfatningskampen havde Ulfeldt-parret forfaegtet den tabende sag, det gamle rigsradsstyre; men ogsa en anden udgang, det hab som i alt fald store dele af borgerskabet havde haft, at det folk, der til fulde havde baret krigens byrder, ogsa skulle vaere medbestemmende om sine egne fremtidige vilkar, havde kongen gjort til intet. Af de tidligere naevnte kun fire renfaerdige politikere i Holland blev de to skaendigt myrdet af pobelen. De midler man anvendte i den politiske kamp var ikke sarte, hverken under den ene eller den anden horisont. I dette miljo at ville male Leonora Christinas handlinger med en abstrakt og saerlig kvalificeret helgenmoral, som tiden ikke kendte eller kendtes ved, vil ikke vaere rimeligt og folgelig heller ikke at smide forraederibeskyldningens smuds efter hendes hoje byrds sorte flojlshat.

---

35. Jorgen Paulsen: Samtidige portraetter af Leonora Christina; Lolland-Falsters Stiftsmuseums Arsskrift 1958.

36. Danske Magazin 8. r. 111, 1970.