Sundhedsvæsenet i 1908

I lobet af den sidste halvdel af 1800-tallet havde sundhedsvaesenet vaeret inde i en hastig teknisk udvikling. Samtidig var de lovgivningsmaessige rammer enten forblevet uaendret - og dermed foraeldet - eller blevet modificeret for at lose ojeblikkelige behov, dvs. lapperier.

Den administrative ledelse af det danske sundhedsvaesen var lagt i haenderne pa Det kongelige Sundhedskollegium. Denne institution var oprettet i 1803 og havde ikke siden oprettelsen aendret sig meget. Kollegiets arbejde bestod for det forste af retsmedicinske erklasringer til domstolene, vaesentligst tilregnelighedssager og faderskabssager. For det andet af rad og henstillinger til ministerierne angaende medicinale forhold (navnlig til justitsministeriet, hvorunder man horte). Endelig for det tredie af egen administration og selvstasndige funktioner. Under sig havde kollegiet hele embedslaegevaesenet, ligesom det skulle fore tilsyn med landets sygehuse, fattiggarde, faengsler etc. Fra embedslasgerne modtog kollegiet forskellige indberetninger, som det redigerede og arligt udgav sammen med egne arsberetninger og medicinallovgivningsoversigter.

Sundhedskollegiet bestod af 10 laeger og 2 apotekere. En af laegerne fungerede som kollegiets leder (dekan), hvilket han valgtes til for perioder a 6 ar. De to apotekere deltog kun i behandling af sager vedrorende apotekervaesen.

Problemet med denne ordning var vaesentligst kollegiets meget omstaendeligeforretningsgang, som bl.a. viste sig ved, at man ikke (eller kun meget sjaeldent) modtes pa et kontor. I stedet sad alle medlemmerne hjemme pa deres bopael og fik alle sager tilsendt til udtalelse og godkendelse - dvs. at samme sag skulle flere gange rundt til alle medlemmerne.

Dette betod en meget grundig, men samtidig meget tidskraevende behandling.Almindelige
rutinesager tog det en maned at behandle, og der
skulle kun fa komplikationer til, for behandlingen varede op til halve ar1.

Landet var i 1908 delt i 12 fysikater, som hver omfattede et eller flere amter - fysikaternes graenser fulgte saledes ikke altid amtsgraenserne. Som oftest boede fysikus i stiftets hovedstad. Landet var endvidere inddelt i 103 laegedistrikter, som hver omfattede en by med tilliggende opland (nogle laegedistrikter omfattede kun en by, hvorfor distriktslaegen kaldtes stadslaege). Distriktslaegen boede som oftest i en kobstad. Her var sporgsmalet, om man skulle fastholde de to klasser af embedslaeger, og hvordan fysikaternes og distrikternes graenser kunne laegges, sa de bedre stemte overens med amtslige og kommunale inddelinger².

For at drive et apotek i Danmark kraevedes kongeligt privilegium. Disse privilegier kunne enten vaere reelle eller personlige. Ved de reelle apoteker var privilegiet salgbart. I midten af 1800-tallet rejstes kritik af dette system, og man indforte de sakaldte personlige apoteker. De allerede eksisterende reelle apoteker fortsatte uaendret, men der oprettedes ikke nye af denne type. Ved de personlige apoteker blev privilegiet opslaet ledig, nar den tidligere indehaver holdt op. Problemet var nu at fa afskaffet de reelle privilegier. I 1908 fandtes der 84 reelle og 155 personlige apoteker³.

I 1908 fandtes der 2 typer jordemodre, nemlig distriktsjordemodre og praktiserende jordemodre. Landet var i 1810 blevet inddelt i en raekke jordemoderdistrikter, og ovrigheden i hvert distrikt skulle ansaette en jordemoder, som skulle vaere forpligtet til straks at komme til enhyer, der sendte bud efter hende inden for hendes distrikt. Den anden type jordemodre var de selvstaendigt praktiserende, som frit kunne nedsaette sig og kun modtog lon for de forretninger, de udforte. Problemet ved denne ordning var distriktsjordemodrenes lon. Pengenes vaerdi var faldet, ligesom ogsa fodslernes antal var faldet. Det havde derfor flere gange voldt amtsradene problemer at fa distriktsjordemoderstillinger besat (i landdistrikter )⁴.

---

1. G. Norrie: Hjemme og Ude. 1931, p. 230f Medicinalkommissionens forste betasnkning angaende ordningen af sundhedsvaesenets centralstyrelse, afgivet 1909, p. 41-46. K.E. Madsen: Det kongelige Sundhedskollegiums arkiv. 1980.

2. Medicinalkommissionens 4. betaenkning angaende ordningen af embedslaegevaesenet og den kommunale sygepleje i Danmark, afgivet 1911, bilag 11, p. 19-29.

3. Medicinalkommissionens 5. betaenkning angaende ordningen af apotekervaesenet, afgivet 1912, p. 5-9 og bilag I, p. 67-70.

4. »Reglement for Gjordemodervaesenet ...« af 21. november 1810. Instruks af 25. novem- ber 1896. Medicinalkommissionens 6. betaenkning angaende jordemodervaesenet, afgivet 1913, p. 6-7.

For at blive praktiserende tandlaege skulle man have bestaet tandlaegeeksamen og bl.a. i 2 ar have fungeret som assistent hos en autoriseret tandlaege. Loven palagde ikke ministeriet automatisk at autorisere alle, som havde tandlaegeeksamen, og den abnede mulighed for, at ministeriet ogsa kunne autorisere folk, der ikke havde den omtalte eksamen. Havde man endelig faet en autorisation, gav den kun ret til at praktisere pa det sted, hvor man boede. Kun efter dispensation - for hvilken der ikke fandtes faste regler - matte tandlaegerne praktisere uden for deres bopael. Ud over et onske om at fa dette ind i fastere rammer onskede man at fa afklaret en raekke graenseproblemer mellem laeger, tandlaeger og tandteknikere. I 1908 fandtes der 323 tandlaeger i landet⁵.

Intet lig matte begraves, for ligsyn var foretaget af en autoriseret laege, og dodsattest udstedt. Hvis der var over lA mil til naermeste laege, kunne ligsyn dog foretages af ligsynsmaend, medmindre parorende eller politimesteren specielt onskede laegeligt ligsyn. Ligsynsmaendene, der var laegmaend, arbejdede sammen to og to og var udnaevnt af politimesteren efter indstilling fra by- eller sogneradet. Man var i samtiden utilfreds med brugen af ligsynsmaend. Man mente, at det udelukkende burde vaere laeger, der fore tog ligsyn⁶.

Sygeplejersker var pa den tid et ret nyt faenomen i Danmark, og standen havde endnu ikke fundet sin endelige form. Sygeplejerskerne blev uddannet pa forskellige sygehuse, som primasrt underviste i det, som sygehuset selv havde brug for, at sygeplejerskerne kunne. Samtidig var sygeplejerske-standen unddraget enhver autoritets myndighed. Sygeplejerskerne havde i 1899 stiftet »Dansk Sygeplejerad«, der bl.a. havde som mal at fa »en ensartet og alsidig, trearig uddannelse, som slutter med en statseksamen, uden hvilken ingen sygeplejerske skal have lov til at praktisere som sygeplejerske«⁷.

Sindssygevaesenet var i midten af 1800-tallet blevet humaniseret, d.v.s.
at man i stedet for blot at beskytte samfundet mod de sindssyge gik over
til at betragte de sindssyge som syge mennesker, der kunne hjaelpes ved

---

4. »Reglement for Gjordemodervaesenet ...« af 21. november 1810. Instruks af 25. novem- ber 1896. Medicinalkommissionens 6. betaenkning angaende jordemodervaesenet, afgivet 1913, p. 6-7.

5. Medicinalkommissionens 7. betaenkning angaende tandlaegevaesenet, afgivet 1915, p. 9, bilag I, p. 45-47. Bekendtgorelse af 8. marts 1892 fra Justitsministeriet angaende betingelserne for at kunne udove Tandlaegevirksomhed og Omfanget af denne, § 2.

6. Lov om ligsyn af 2. januar 1871. Medicinalkommissionens 8. betaenkning angaende ligsynsvaesen, afgivet 1916, p. 1 If.

7. Medicinalkommissionens 11. betaenkning angaende indforelse af statsanerkendelse for sygeplejersker, afgivet 1921, p. 12-28. Andragende af 26. januar 1907 fra Dansk Sygeplejerad til Konseilspraesidenten (bilag 1 i betaenkningen - p. 51-53).

behandling. Det resulterede i en voldsom tilgang til sindssygehospitalerne,som hurtigt blev overbelagt. Staten havde i 1908 fire sindssygehospitalermed normeret plads til 2.268, men antallet af indlagte var i virkeligheden2.500. Pa Sjaelland og Lolland-Falster fandtes der stadig en raekke staerkt foraeldede amtskommunale anstalter, som kun fortsatte p.g.a. overbelaegningen af statshospitalerne. Men samtidig med de store pladsproblemerhavde man ogsa ledige pladser pa anstalterne. Modtagelsesafdelingerneog afdelingerne for de mere urolige patienter var altid overbelagt,mens afdelinger for de rolige patienter ofte havde ledige pladser. Dette tydede pa, at der manglede en overbestyrelse over statens sindssygehospitaler.I samme retning pegede den store forskel i sindssygehospitalernesokonom i⁸.

Vaccinefremstillingen var delt pa to institutioner, nemlig Statens Seruminstitut og Den kongelige Kokoppeindpodningsanstalt. Pa grund af den hastige udvikling pa dette omrade var kravet til produktion steget betydeligt, samtidig med at begge institutioners produktionsarealer var staerkt begraenset. Da man nu skulle til at udvide, var sporgsmalet, om man ikke med fordel kunne sla de to institutioner sammen⁹.

Den sundhedspolitiske udvikling op til 1901

I 1901 gennemfortes »systemskiftet« d.v.s. dannelsen af den forste regering,som udgik fra et flertal i folketinget (eller i det mindste ikke havde et flertal i folketinget imod sig). Indtil da havde hojre - med udgangspunkti sit flertal i landstinget - haft regeringsmagten omend under stadig stigende pres fra venstrereformpartiet, som havde et flertal i folketinget bag sig. Venstrereformpartiet sogte pa forskellig vis at fravriste hojre regeringsmagten, og en af maderne var at udnytte sin magt i folketinget ved at fa tinget til at forkaste alle de love, som hojre havde faet vedtaget i landstinget. Dette betod en delvis lammelse af al lovgivning i tiden op til 1901. For at belyse hvordan partiernes politik indenfor sundhedsomradet

---

8. Medicinalkommissionens 3. betaenkning vedrorende sindssygeplejen, afgivet 1910, p. 11-15. Medicinalkommissionens 9. betaenkning vedrorende epileptikerplejen og opforelsen af et nyt sindssygehospital, afgivet 1919, p. 25f. Medicinalkommissionens 10. betaenkning vedrorende overbestyrelsen af statens sindssygehospitaler, afgivet 1920, p. 5-9, bilag I.

9. Medicinalkommissionens 2. betaenkning vedrorende seruminstituttet, afgivet 1909, p. 5-10.

efter 1901 passer ind i den generelle politiske situation omkring arhundredskiftet,vil i det folgende blive beskrevet, hvordan partiernes holdning til de vaesentligste sundhedspolitiske sporgsmal gav sig udslag for 1901 - d.v.s. under de sidste hojreregeringer.

I december 1888 fremsatte kirke- og undervisningsminister Goos (hojre) forslag til lov om opforelse af nye bygninger til Frederiks Hospital m.m. Da havde man dog allerede i flere ar arbejdet med planerne. Frederiks Hospital la dengang mellem Bredgade og Amaliegade - Kunstindustrimuseet har i dag til huse i bygningerne - og var mildt sagt meget forasldet og alt for lille. Efter en del overvejelser var ministeriet kommet frem til, at en udflytning til en af K.obenhavns faelleder ville vaere det bedste. Faellederne ejedes af Kobenhavns Kommune, men brugtes af militaeret som ovelsesomrader. I 1888-89 og de folgende 3 sarnlinger fremsatte hojre forslaget, og hver gang blev en vedtagelse forhindret af venstre i folketinget. Landbefolkningens almindelige utilfredshed med byggeriet af et stort hospital primaert for Kobenhavns borgere spillede her ind. I juni 1892 nedsatte hojre en kommission, der udarbejdede konkrete byggeplaner og overslag, men et lovforslag, der byggede herpa, kom hojre forst frem med i 1900-01-samlingen, og heller ikke da var venstre interesseret i forslagets gennemforelse¹⁰.

Andssvagevaesenet var et af de omrader, hvor venstre pa trods af den politiske situation fandt det nodvendigt at stotte et lovgivningsinitiativ. Landets andssvageanstalter la i begyndelsen af 90'erne alle pa Sjaelland og var delt i to grupper, nemlig de selvejende institutioner centreret omkring Gl. Bakkegard-Ebberodgard og de privatejede Kellerske Anstalter.Med hensyn til de sidste var fremtiden noget usikker pa grund af den davaerende leders lidt vaklende helbred. Kirke- og undervisningsministerGoos foreslog derfor i 1892-93-rigsdagssamlingen, at staten overtoganstalterne - hvilket socialdemokraterne stottede. Dette modsatte venstre sig dog kraftigt, idet man onskede at fastholde det private initiativ.I stedet vedtoges et kompromisforslag, hvorefter anstalterne blev gjort til selvejende institutioner. Forud var dog gaet en del rivninger mellem hojre og venstre¹¹. Pa grund af pladsmangel pa de eksisterende anstalter foreslog kirke- og undervisningsminister Sthyr i 1898, at man opforte en ny anstalt i Jylland med dr. Keller som leder. Lovforslaget herom vedtoges ret hurtigt af rigsdagen blandt andet pa grund af pres fra

---

10. Fr.Gredsted: Det kgl. Frederiks Hospital 1757-1907. 1907. p. 43ff. Rigsdagstidendc (fremtidig forkortet RT) 1888-80, 1889-90, 1890-91, 1891-92, 1892-93, 1900-01.

11. RT 1892-93, 1893-94, 1894-95

dr. Keller, som nod meget stor respekt. Venstre havde dog naet at fa oget patienttallet i forslaget fra 500 til 600 og samtidig aftvunget ministeren en garanti for, at det bevilgede belob pa 11/4l^l/4 million kr. ikke ville blive overskredet. Det viste sig imidlertid, at man fra byggeriets ledelse havde forregnet sig, og man matte i 1899-1900-samlingen bede om en ekstrabevillingpa 150.000 kr. Dette udloste et stormlob mod ministeren fra venstre,der endda mente at kunne konstatere, at situationen var vaerre, end de 150.000 kr. antydede. Resultatet blev, at dr. Keller trak sig ud af byggeriets ledelse, og et udvalg nedsattes til at kuglegrave sagen. Udvalgetendte med at konstatere, at der reelt manglede ca. 410.000 kr. for at faerdiggore byggeriet. Efter nye voldsomme angreb fra venstre endte man med at bevilge 282.000 kr., hvorefter byggeriet skulle kunne faerdiggore s¹².

I 1874 havde rigsdagen vedtaget en lov til regulering af prostitutionen, ifolge hvilken staten godkendte, at visse kvinder drev prostitution, hvis de til gengaeld overholdt visse regler bl.a. om regelmaessig laegekontrol. Til gengaeld straffedes de kvinder, der drev prostitution uden denne statslige godkendelse. Hensigten med loven var at begraense spredningen af konssygdomme. Fra venstre kritiseredes denne lov, idet man fandt det moralsk forkasteligt, at staten saledes anerkendte prostitutionen. I hver rigsdagssamling mellem 1889 og 1895 og igen fra 1898 til 1901 forsogte venstre at fa gennemfort en aendring af loven, men hojre stottede loven og tankerne bag den og tillod kun, at et par relativt übetydelige aendringer blev gennemfort¹³.

Hele sindssygevaesenet var blevet omlagt i 1884, da udgifterne blev lagt over pa staten. I lobet af 90'erne dukkede flere gange forslag op fra regeringen om udvidelser af de bestaende anstalter, og hver gang skar venstre de foreslaede udgifter mest muligt ned bl.a. ved at pege pa udvidelser af de kommunale anstalter¹⁴.

At sundhedskollegiet var en foraeldet institution var ingen i tvivl om. Allerede i 1825 fremkom det forste forslag om reformer, og siden dukkedemed jaevne mellemrum nye forslag op. Kollegiet stillede selv flere gange forslag, men da de afveg for meget fra laegernes, opgav de skiftendeministre af lave lovforslag. Forst i 1891 fremkom ministeren med et lovforslag - som venstre derefter kvalte i folketingsudvalget. Lovforslagetgenfremsattes i alt 6 gange, og forst den 7. gang lod venstre det

---

12. Berlingske Tidende, den 29. marts 1900. RT 1897-98, 1899-1900, 1900-01.

13. RT 1889-90, 1891-92, 1894-95, 1898-99, 1899-1900, 1900-01.

14. RT 1883-84, 1892-93, 1894-95, 1900-01.

komme til en betaenkning - som der dog ikke kom noget ud af. Venstres begrundelse for at bremse sagen, hver gang den kom frem, var, at en reform af sundhedsvassenets centralstyrelse efter dets mening skulle koblessammen med en reform af apoteker- og laegevaesenet¹⁵.

Situationen i sundhedspolitiken indtil systemskiftet i 1901 var altsa i hovedtraekket, at venstre blokerede de reformforslag, som hojre fremsatte. Eneste undtagelse fra denne regel var prostitutionen, hvor som naevnt det stik modsatte var tilfaeldet. Det store politiske forlig i 1894 resulterede i faerre reformforslag fra hojres side. Et par kommissioner blev nedsat, men forst fra omkring 1898 fremkom hojre pa ny med sine forslag - som venstre trofast kvalte i folketinget.

Den sundhedspolitiske udvikling 1901 til 1908

Fra 1901 blev situationen imidlertid en anden. Venstrereformpartiet, der nu overtog regeringsmagten og det dermed forbundne ansvar, skiftede kurs. De forslag, som hojre havde fremsat i tiden op til systemskiftet, blev nu genfremsat - og denne gang af venstre selv - og gennemfort.

Den forste store lov inden for sundhedsvaesenet, som venstre gennemforte, var loven om rigshospitalet fra marts 1903. I oktober 1902 havde kirke- og undervisningsminister I.C. Christensen fremsat et lovforslag, der la meget taet op ad det, som hojre fremsatte i 1900-01. Ved fremsaettelsestalen i folketinget fremhaevede I.C. Christensen i ovrigt behovet for sagens snarlige gennemforelse - ironisk nok, nar man erindrer sig, hvordan venstre selv gang pa gang havde forhindret dens gennemforelse. Lovforslaget blev positivt modtaget i folketinget, og der foretoges kun mindre aendringer for vedtagelsen¹⁶.

Inden for andssvagevaesenet videreforte venstre det foregaende artis lovgivning. I 1901-02-samlingen gennemfortes en aendring af anstalternes ledelsesforhold, saledes at alle anstalter pa Sjaelland kom under en bestyrelse,og anstalten i Brejning kom under en anden - i lovforslagets bemaerkningernaevnes i ovrigt et tilskud pa 220.000 kr. til faerdiggorelse af

---

15. J. Lehmann: Reformbevaegelsen paa vor civile Medicinalforfatnings Omraade. 1889, p. 1-2, 5-45, 113-25. Ugeskrift for Laeger, 1878, p. 465; 1891, p. 169-71, 193-206. »Det kongelige Sundhedskollegium 1803-1903«. 1903 (fremtidig forkortet SK 1803-1903), p. 43-47. RT 1890-91, 1891-92, 1892-93.

16. RT 1902-03.

byggeriet i Brejning! Et par ar senere vedtoges uden megen diskussion
opforelsen af en ny anstalt i Ribe17.

Som naevnt var prostitutionen det eneste omrade, hvor venstre havde vaeret det reformivrige parti, hvis reformforslag hojre havde blokeret. Efter overtagelse af regeringsmagten havde venstre nu mulighed for at gennemfore sine reformer. I 1904-05 kom justitsminister Alberti med sit forslag. Hovedpunkterne var en ophaevelse af den statstolererede og -kontrollerede prostitution, straf for prostitution som erhverv, for rufferi og for udbredelse af venerisk smitte. Forslaget modte som ventet en del modstand fra hojre, og bl.a. paragraffen om straf for prostitution som erhverv matte Alberti opgive og i stedet bruge Iosgaengeriloven, d.v.s. at politiet kunne pabyde de prostituerede at tage andet arbejde og straffe dem, hvis de ikke fulgte pabudet. Efter en del diskussion vedtoges loven i marts 1906 og tradte i kraft den 11. oktober - deraf navnet »oktoberloven «¹⁸.

Ogsa inden for sindssygevaesenet fremsatte regeringen forslag, der staerkt mindede om dem, hojre tidligere havde fremsat. Omkostningerne var dog holdt nede pa et absolut minimum, blandt andet ved at man satsede pa omdannelsen af et par tidligere kommunale anstalter til statsanstalter. I forbindelse med vedtagelsen i marts 1904 af en udvidelse af anstalten i Viborg var Alberti ved at komme gait afsted, idet hans valg af og senere samarbejde med entreprenoren pa det pagaeldende arbejde siden blev gjort til genstand for (berettiget) kritik¹⁹.

I november 1901 nedsatte regeringen en kommission til at undersoge tuberkulosevaesenet. Det usaedvanlige ved denne kommission var, at man fra regeringens side onskede at ga uden om sundhedskollegiet. Man fandt, at det ville betyde en unodig forsinkelse at inddrage kollegiet, hvorfor man i stedet i kommissionen indsatte to sagkyndige laeger, C. Lorentzen og Knud Faber. Kommissionens arbejde mundede ud i to lovforslag, som Alberti i den folgende samling fremsatte og fik vedtaget efter dog pa flere punkter at have mattet give efter for oppositionens onsker²⁽⁾.

Med systemskiftet aendredes sundhedskollegiets funktion. For systemskiftetblev
kollegiet spurgt i alle sager, der vedrorte det, og kollegiets
indstillinger blev fulgt. Men efter 1901 aendredes kollegiets rolle til at

---

17. RT 1899-1900, 1901-02, 1904-05.

18. RT 1901-02, 1904-05, 1905-06.

19. RT 1903-04, 1904-05, 1905-06.

20. Betaenkning fra kommissionen angaende foranstaltninger til bekaempelse af tuberkulose, afgivet december 1902. RT 1903-04, 1904-05.

vaere et sagkyndigt organ, som politikerne kunne sporge, hvis de ville, eller lade vaere, og politikerne bestemte selv, om de ville folge kollegiets rad. Denne nye rolle kunne kollegiet imidlertid ikke affinde sig med. Specielt opstod der uenighed ved stillingsbesaettelser. Kollegiet plejede at indstille 3 ansogere i prioriteret raekkefolge. Ministeren havde altid forbeholdtsig at kunne vaelge frit, men tog nsesten altid nr. 1. Dette udnyttedesaf kollegiet til som nr. 1 at saette den mand, kollegiet ville have, og for at vaere helt sikker pa hans udnaevnelse satte man ofte et par darligt egnede kandidater som nr. 2 og 3. Men dette fungerede ikke under Alberti, idet han i visse tilfaelde tog en helt anden kandidat. Ved ansaettelserog forfremmelser fulgte kollegiet i sine indstillinger anciennitetsprincippetmed et vist handicap for ansogere med darlige eksamenskarakterer.Heroverfor stod Alberti, som fandt, at det ikke skadede, hvis man nu og da fraveg anciennitetsprincippet og i stedet udpegede specielt dygtige personer eller personer, som havde et godt forhold til den lokale befolkning,d.v.s. hvis den lokale befolkning pegede specielt pa en af kandidaterne.Alberti fremhaevede, at afgorelsen altid ville vaere rninisterens ansvar,lige meget om han fulgte kollegiets rad eller ej, altsa ogsa hvis han fulgte kollegiets rad, og det senere viste sig at vaere forkert. Derfor burde ministeren have en vis frihed²¹.

I sundhedskollegiet havde der gennem nogen tid vaeret stigende utilfredshedmed, at dets indstillinger ikke blev fulgt, og at det ofte slet ikke blev spurgt. Man havde ikke kunnet indordne sig under sin nye, mere tilbagetrukne rolle under venstreministeriet. I efteraret 1906 skulle distriktslaegeembedetpa Thyholm besaettes og blev besat med en anden end dem, kollegiet havde indstillet. Denne forbigaelse blev draben, der fik baegret til at flyde over. Der blev den 1. december holdt mode i sundhedskollegiet,hvilket ellers kun sjaeldent skete, og man diskuterede, hvad man skulle gore. Man enedes om at tage det usaedvanlige skridt at klage til kongen over Albertis handlemade. Kongens kabinetssekretaer sendte dog straks klagen videre til Alberti - som korrekt var²². Samtidig dukkedesagen op i folketinget, hvor det hurtigt viste sig, at Alberti havde parlamentarisk daekning for sin holdning over for kollegiet. Kort efter svarede Alberti kollegiet pa dets klage, at han ansa dets besvaeringer og klagemal for ganske übefojede²³. Fra kollegiets side fandt man, at svaret pa denne ydmygelse matte vaere, at man anmodede om afsked. Der var

---

21. G.Norrie: Hjemme og Ude, p. 233. RT 1905-06.

22. Sundhedskollegiets dekanatsprotokol, 1. december 1906.

23. RT 1906-07, 1907-08.

lidt uenighed i kollegiet om, hvordan dette skulle ske, men man enedes om den 9. marts 1907 at soge om afsked sa snart som muligt. Alberti svarede imidlertid igen ved kun at ville bevilge kollegiet afsked, hvis det selv pegede pa nogle personer, der kunne og ville overtage pladserne. Dette ophidsede blot yderligere kollegiet, som herefter besluttede straks at nedlaegge sine funktioner, men at lade dekanen E.M. Hoff fortsaette forretningerne indtil videre, en ordning Hoff kunne vaere tilfreds med, idet den placerede ham i en saerdeles central rolle, nar en afloser for kollegiet skulle findes²⁴.

Hele denne udvikling var ganske vist ikke helt uventet fra regeringens side, men kom alligevel sa tidligt, at regeringen endnu ikke havde faet gjort sig klart, hvordan en reform af den centrale sundhedsadministration skulle vaere. I tiden fra systemskiftet og til sundhedskollegiets afgang var regeringen flere gange blevet rykket for en reform, men havde hver gang udskudt den meget komplicerede sag. Ved kollegiets skridt blev regeringen imidlertid tvunget til at gore noget.

Skabelsen af en afløser for sundhedskollegiet

Alberti havde med nogen sindsro kunnet folge udviklingen i sundhedskollegiet. Dets trussel om at ga af kunne ikke skraemme ham. Dels fordi han godt var klar over, at en nyordning var nodvendig, og at kollegiets afgang derfor hojest ville fremskynde en reform, dels fordi han vidste, at han havde rigsdagen bag sig, og endelig fordi han allerede fra flere sider havde modtaget tilsagn om stotte, hvis kollegiet skulle gore alvor af sine trusler.

Det danske laegevaesen var nemlig langtfra enig om betydningen af sundhedskollegiets skridt. En stor del af kollegiets medlemmer og med dem mange laeger ud over landet mente ganske vist, at kollegiet ved sin afgang kunne rive Alberti med sig i faldet - eller i det mindste kunne vaere en kraftig medvirkende arsag til Albertis fald. En anden ikke klart afgraenset gruppe havde det mere begraensede mal at fremtvinge en snarligmedicinalreform, noget som alle i ovrigt onskede. Endelig var der en lille gruppe laeger med naere forbindelser til regeringen og regeringspartiet,som bedre kunne vurdere situationen. De var klar over, at kollegiets

---

24. RT 1907-08. G.Norrie: Hjemme og Ude, p. 228. Knud Fabers levnedsbeskrivelse i Ordenskapitlets Arkiv.

afgang ikke ville svaekke Albertis politiske position, for han havde jo rigsdagen bag sig, og de indsa tillige, at arbejdet pa en medicinalreform nok ville blive fremskyndet, men at Alberti ikke ville haste arbejdet igennem, hvorfor der ville opsta et farligt tomrum mellem sundhedskollegietog den nye institution, som skulle erstatte kollegiet. Rygterne fortalte,at Alberti ville udfylde dette tomrum med en jurist, som skulle passe alle de lobende forretninger og i tvivlstilfaelde skulle kunne sporge embedslaegerne - en ordning som skabte nedsel i laegekredse.

Sa snart denne sidste gruppe laeger sa, hvor det bar henad, greb de pa forskellig vis ind for at forhindre, at kollegiets initiativ skulle tabes pa gulvet. Allerede inden kollegiets afgang havde flere af laegerne saledes haft kontakt med Alberti. Lordag den 30. marts 1907 afleverede Hoff kollegiets erklaering om, at det oploste sig selv. Det medfolgende tilbud om at lade Hoff fortsaette var Alberti ikke videre interesseret i. I stedet indkaldte han professor C. Lorentzen (ministeriets tuberkulose-konsulent og knyttet til Albertis avis Dannebrog) og den fremtraedende laege og venstremand professor Ehlers til forhandlinger. De fik lofte om, at Alberti ville nedsaette en (evt. parlamentarisk) medicinalkommission, hvis forslag han forpligtede sig til straks at forelaegge rigsdagen. Til gengaeld fik de frie haender til at stable en midlertidig ordning pa benene, en ordning som skulle besta af et mindre antal konsulenter og en leder²⁵.

Ehlers og Lorentzen indledte herefter forhandlinger med alle, de kunnetaenke ville vaere villige til at vaere leder af en sadan midlertidig ordning,men ingen var interesseret, og samtidig lagde Alberti et stadig storre pres pa dem for snarest at fa sagen i orden. Alberti begyndte ogsa at tale om, at han havde en anden mulig losning - hvilket Ehlers og Lorentzen opfattede som en trussel om at saette en jurist i spidsen for ordningen. Efter en uges forhandlinger matte Ehlers og Lorentzen give op. Den, de sidst havde forhandlet med, Knud Faber, fortsatte dog sonderingernepa egen hand og fik pludselig samme dag et tilsagn fra dr. med. N. Muus (specialist i kirurgi og obstetrik og uden administrate erfaring). Efter at Ehlers og Lorentzen havde sagt god for Muus, skyndte Faber sig ind til rigsdagen for at fa fat i Alberti. I mellemtiden havde Alberti imidlertid haft kontakt med »den anden side« og havde besluttet, hvem han ville have. »Den anden side« daekkede dog ikke over en losning med en jurist, men derimod en tidligere henvendelse fra professor Salomonsen,som Alberti nu havde kontaktet og var ad den vej blevet gjort opmaerksom pa Muus som en egnet kandidat til posten. Alberti havde

---

25. C.Lorentzens arkiv (Rigsarkivet). G. Norrie: Hjemme og Ude, p. 236-37. RT 1907-08.

derfor netop sendt bud efter Muus, da Faber opsogte ham!26

Muus fik herefter tilbudt posten som formand for den midlertidige ordning, hvilket han tog imod, efter at han havde forhort sig hos Knud Faber, den tidligere dekan Hoff og bestyrelsesformanden for Den almindelige danske Laegeforening, og alle havde anbefalet ham at tage imod tilbudet. Resultatet blev, at Muus accepterede tilbudet i sikker forvisning om, at han derved tjente alles interesser pa bedste vis, og at alle var fuldt indforstaet hermed²⁷.

Med udnaevnelsen af N. Muus den 6. april blev fundamentet til den midlertidige ordning lagt. Denne ordning skulle kun fore de lobende forretninger videre, indtil man havde fundet den endelige erstatning for sundhedskollegiet. I lobet af de folgende maneder blev der udarbejdet en bekendtgorelse for »Statskontoret for Sundhedsvaesen«, som den midlertidige ordning kom til at hedde. Samtidig fik man efterhanden de enkelte konsulentposter besat, saledes at ordningen kom til at scud som folger: N. Muus, kontorets leder og konsulent i alle sager, der ikke var saerligt undtaget; C. Lorentzen, konsulent i sager vedrorende tuberkulosebekaempelse; H.E. Koefoed, konsulent i sager vedrorende apotekervaesenet og C. Christensen, konsulent i sager vedrorende tandlaegevaesenet²⁸.

Det havde hele tiden staet klart, at statskontoret kun skulle vaere en midlertidig ordning, som skulle fungere, indtil man fik vedtaget en endelig ordning i rigsdagen. Allerede om efteraret samme ar kunne Alberti fremsaette lovforslag om nedsaettelse af en medicinalkommission bestaende af 24 medlemmer, hvoraf de 12 skulle vaere fagfolk udpeget af ministeren, de 6 valgt af folketinget, og de resterende 6 valgt af landstinget.

Forslaget fik en velvillig modtagelse. Socialdemokraterne og de radikalefandt dog, at fagkundskaben var for staerkt repraesenteret. Ligesom Alberti under striden med sundhedskollegiet mente ogsa de, at fagfolkeneskulle rade, men ikke bestemme. Hojre ville ikke vaere med til at slaekke pa fagfolkenes indflydelse, og Albertis forslag vedtoges. Endelig behandledes kommissionens arbejdsomrade. Alberti mente, at kommissionenskulle behandle alt vedrorende statens civile sundhedsvaesen. Han indrommede, at det var en stor opgave, men foreslog, at kommissionen

---

26. Ehlers redegorelse i N. Neergaards arkiv (Rigsarkivet) C. Lorentzens arkiv. Ugeskrift for Laeger 1908, p. 1178-80. (fremtidig forkortet UfL) K. Faber: Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. 1939. p. 42f. K. Fabers levnedsbeskrivelse i Ordenskapitlets arkiv.

27. UfL 1908, p. 1180-82, 1234, 1291-92, 1323-24.

28. Justitsministeriets 1. kontor, journalsager 1907, H 2360, H 2513, H 4553. Hospitalstidende 1907, p. 731-32.

skulle behandle de enkelte sager i den raekkefolge, kommissionen fandt,
at de hastede. Herefter vedtoges lovforslaget29.

Den 8. September 1908 meldte justitsminister Alberti sig selv som storsvindler. I laegekredse blev det startskud til en meget voldsom og folelsesladet debat om omstaendighederne ornkring sundhedskollegiets nedlaeggelse og statskontorets oprettelse. »Ugeskrift for Laeger« havde opmaerksomt fulgt udviklingen og taget parti for sundhedskollegiet og mod Alberti. Men efter kollegiets afgang havde man fuldt ud accepteret Muus som leder af en midlertidig ordning - omend med bekymring. Nedsaettelsen af medicinalkommissionen udtrykte ugeskriftet accept af, mens Albertis fald hilstes med afdaempet tilfredshed. Denne afdaempede redaktionelle holdning fik forhenvaerende distriktslaege Arntz til at hvaesse pennen og skrive et harmdirrende og meget personligt indlaeg mod Muus. Muus svarede med redeligt at forklare, hvad der egentlig var sket i den bevaegede tid omkring kollegiets afgang m.v. og redegjorde for sine bevaeggrunde for at patage sig posten. Til stotte for sine synspunkter havde Muus henvendt sig til Salomonsen, Leopold Meyer og Knud Faber, der alle afgav erklaeringer, hvor de refererede samtalerne, der havde vaeret fort i forbindelse med Muus' ansasttelse, og alle ydede ham fuld stotte i de synspunkter og bevaeggrunde, han anforte. Det var forst hermed, at laegeverdenen fik kendskab til, hvad der egentlig var sket, og ugeskriftet hilste med tilfredshed, at oplysningerne kom frem, samtidig med at man afviste Arntz' krav om Muus' tilbagetraeden³⁰.

Nu startede imidlertid en mere personlig vendetta fra Hoff. Med hvad Faber kaldte en »eksempellos fanatisme« angreb Hoff de personer, der havde vaeret med til at forplumre betydningen af sundhedskollegiets tilbagetraeden, et angreb der specielt blev rettet mod Muus. Hoffs angreb blev stadig voldsommere, indtil professor T. Rovsing til sidst greb ind og rettede vabnene mod Hoff. Rovsing klarlagde i et par indlaeg, at Hoff bevidst havde straebt efter at fa den stilling, Muus havde faet, og at Hoff nu pa upassende vis forsogte at fa Muus vaeltet af pinden for selv at overtage stillingen. Hoff kunne efter Rovsings mening ikke nu angribe Muus for at have gjort det, han selv sa gerne ville³¹.

Hoff havde tabt denne runde i striden og var - som bl.a. denne debat

---

29. C. Lorentzens arkiv. Politiken den 10. april 1907. UfL 1907, p. 386-90. Justitsministeriets 1. kontor, journalsag H 5701, 1907. RT 1907-08.

30. UfL 1907, p. 4-5, 387-90, 675-79, 1055-56. UfL 1908, p. 1107, 1175-83.

31. Fabers levnedsbeskrivelse. UfL 1908, p. 1209-10, 1182, 1256-63, 1291-95, 1317-30, 1428-32. C. Lorentzens arkiv. Hospitalstidende 1908, p. 1409-16, 1463-80. Hospitalstidende 1909, p. 26-32.

afslorede - en bitter mand. Et par ar senere lykkedes det ham dog at fa
revanche, men da var medicinalreformen gennemfort, og Muus var blevetmedicinaldirekto
r32.

Medicinalkommissionen 1908-1921

Den 13. marts 1908 stadfaestedes lov om »Kommission til forberedelse af en omordning af statens civile sundhedsvaesen«, i daglig tale kaldet »Medicinalkommissionen«, og den 18. maj samme ar holdt den sit forste mode. Kommissionen bestod af folgende ministervalgte medlemmer:

professor, dr. med. Knud Faber - formand

tandlaege, professor C. Christensen - ministeriets konsulent i sager
vedrorende tandlaegevaesen,

professor, dr. phil. H.E. Koefoed - ministeriets konsulent i sager
vedrorende apotekervaesen,

dr.med. N.Muus - ministeriets konsulent i medicinalsager

professor, dr. med. C. Lorentzen - ministeriets konsulent i sager
vedrorende tuberkulosevaesen,

kontorchef V.J. Ronnenkamp-Holst fra justitsministeriet

fabriksejer, apoteker B.P.L.A. Benzon - udpeget af »Danmarks
Apotekerf orening«,

distriktslaege A.C. Faartoft- udpeget af »Distriktslaegeforeningen«,

apoteker Th. C. N. Kjcer - udpeget af »Farmaceutisk Medhjaelperforening«,

laege Joh.Kuhn - udpeget af »Den almindelige danske Laegeforening«,

---

32. Muus blev i 1911 afskediget af justitsminister Biilow pa grund af en mindre forseelse, som ellers kun ville vaere blevet takseret til en »naese«. Biilow hostede megen kritik for dette, og specielt da han udnaevnte sin gode ven Hoff til ny medicinaldirektor - og det kom frem, at denne, mens han var stadslaege, flere gange havde begaet lignende forseelser. De heftige debatter og den megen avisomtale svaekkede Biilows position alvorligt, og han matte afslutte sagen med at give forhojet pension til Muus. Muus havde - bortset fra denne mindre fadaese - vaeret en samvittighedsfuld og dygtig medicinaldirektor, som alle nu med beklagelse sa fjernet. For Hoff blev det en skuffelse at vende tilbage, idet han blev modt med kulde fra medarbejderne, og han forte en betydnings-10s som medicinaldirektor, indtil han tradte tilbage i 1918 i en alder af 74 ar (N.R. Muus' privatarkiv (Rigsarkivet); P. Munch: Erindringer 1909-1914. 1960. p. 91-94; Thorsen: De danske Ministerier 1901-21. 1972. p. 225; UfL 1911, p. 1736-38; Nationaltidende den 20. november 1911; Faber: Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. p. 52-53.)

fysikus H.J.G. Schierbeck - udpeget af fysici

sygekasseinspektor, laege Fr. Wittrup.

Landstinget havde den 9. april valgt:

gardejer Broberg fra venstrereformpartiet,

gehejmeetatsrad, dr. jur. Goos fra hojre,

redaktor Harald Jensen fra socialdemokratiet,

garde jer H.P. Pedersen fra venstrereformpartiet,

proprietor Piper fra hojre,

og etatsrad Tolderlund fra hojre.

Folketinget havde den 14. april valgt:

husmand Laust Jensen,

laerer Kierkegaard og

laerer Kr. Sorensen, alle fra venstrereformpartiet,

kreditforeningsdirektor Klaus Bemtsen fra det forhandlende venstre,

bryggeribestyrer Sigvald Olsen fra socialdemokratiet
og korpslaege Rordam fra folketingets venstre (radikale)33.

Da hverken rigsdagen eller ministeriet havde givet bestemte anvisninger pa, hvilke opgaver kommissionen skulle tage op, eller i hvilken raekkefolge og pa hvilken made det skulle ske, indledte kommissionen sit arbejde med en droftelse af disse sporgsmal. Formanden mente, at de patraengende problemer var sundhedsvaesenets centraladministration og embedslaegevaesenet. Andre sporgsmal sasom jordemodervaesenet, tandlaegevaesenet og apotekervaesenet kunne vente lidt. Klaus Berntsen videreforte venstres holdning fra modstanden i 90'erne mod hojres reformforslag, idet han gjorde gaeldende, at sporgsmalet om et overordnet sundhedsrad kun kunne loses i forbindelse med embedslaegevaesenet og apotekersporgsmalene. Resultatet blev, at kommissionens sagkyndige skulle udarbejde redegorelser vedrorende en overordnet sundhedsorganisation, laegevaesenet og apotekervaesenet.

Angaende kommissionens arbejsform var der almindelig enighed om,
at man af hensyn til de medlemmer, der var udenbys, skulle modes til
sessioner af kortere eller laengere varighed.

Kommissionens forste session strakte sig over 7 moder, der afholdtes
fra den 26. juni til den 4. juli 1908.

2. session fandt sted fra den 15. til den 23. oktober 1908. Inden da var
Alberti imidlertid blevet afsloret som storsvindler. Det udloste som tidligerebeskrevet
et stormlob mod den midlertidige ordning (Statskontoret

---

33. UfL 1908, p. 585 f.

for Sundhedsvaesen). I medicinalkommissionen besluttede man at fa gennemforten ny ordning hurtigst muligt. Det betod blandt andet, at venstre opgav sin hidtidige holdning, som gik ud pa, at reformer af sundhedsvaesenetscentralstyrelse, embedslaegevaesenet og apotekervaesenet skulle gennemfores samlet - en tanke, som stammede tilbage fra 90'erne, hvor den havde vaeret brugt til at bremse hojres forskellige reformforslag. At venstre nu slog ind pa en mere pragmatisk kurs kan maske ogsa haenge sammen med, at Kl. Berntsen, som havde vaeret meget aktiv i kommissionen,og som havde vaeret med i 90'erne, nu gik ud af den for at blive indenrigsminister, og at Kierkegaard, den nye leder af venstrefolkene i kommissionen, ikke havde vaeret med dengang. Som Berntsens afloser indtradte gardejer Aadal.

Kommissionens laegeudvalg kastede sig straks over sagen, og efter intenst arbejde vinteren igennem kunne det allerede i foraret 1909 forelaegge kommissionen forslag til en ordning med tilhorende betaenkning. Ogsa i kommissionen fik sagen en hurtig behandling, og allerede i marts 1909 afgav den sin betaenkning.

Forst diskuterede man i laegeudvalget, hvordan ordningen skulle fungere i forhold til ministeriet. Alle var enige om, at der skulle vaere en eller anden form for forbindelse og en sikkerhed for, at ministeren ikke kunne ga uden om »radet«, sadan som Alberti havde gjort med sundhedskollegiet. Dette udmontede man i bestemmelser om, at centraladministrationens forskellige afdelinger havde pligt til at indhente »radet«s betaenkning i alle sager, der horte under det, og i en bestemmelse om at medicinaldirektoren skulle have direkte adgang til mundtlig forhandling med alle myndigheder. Justitsministeriets repraesentant udtrykte senere ministerens utilfredshed med denne del af forslaget, men kommissionen stod fast pa bestemmelserne.

Dernaest diskuterede man hvordan den nye ordning skulle opbygges rent praktisk. Man enedes om en ordning bestaende af et laegerad og et apotekerrad med en faelles formand. Dertil skulle knyttes et antal sagkyndige konsulenter. Desuden skulle der oprettes et retslaegerad under justitsministeriet. Med hensyn til virksomhedsomradet udvidedes styrelsens myndighed til ogsa at kunne fradomme laeger deres ret til at praktisere (jus practicandi). Et forslag fra Faber om oprettelse af et sundhedsrad pa 20 bestaende af repraesentanter for medicinalpersonalets organisationer og samfundets storre organisationer 10b ud i sandet. Ideen blev stottet, men den praktiske udformning viste sig at volde uloselige problemer.

Den 18. februar 1909 havde udvalget afsluttet sit arbejde og sendt
sagen til kommissionen. Udvalgsforslaget havde hele udvalgets stotte -

bortset fra at Sigvald Olsen havde den reservation, at han ogsa onskede det militaere sundhedsvaesen ind under sundhedsstyrelsen. Dette blev afvistaf udvalgets andre medlemmer med henvisning til, at kommissionens opgave var begraenset til en omordning af statens civile sundhedsvaesen. Ved kommissionsbehandlingens afslutning tog Sigvald Olsen og Harald Jensen forbehold med hensyn til forholdet mellem sundhedsstyrelsen og de militaere sundhedsmyndigheder, men stillede ikke aendringsforslag, og kommissioneri underskrev forslaget.

Deter bemaerkelsesvaerdigt, sa lidt politikerne blandede sig i denne debat. Det var tydeligvis Faber, der styrede forhandlingerne og svarede pa fagfolkenes kritik. Blandt politikerne naede socialdemokraterne dog at markere sig ved at stille principielle krav og fastholde disse. Alle var enige om nodvendigheden af en sundhedsstyrelse, og den konkrete udformning heraf havde sa mange begraensninger, at der naeppe heller var store valgmuligheder og derfor heller ikke anledning til de store politiske diskussioner³⁴.

I marts 1909 afgav medicinalkommissionen sin betaenkning, og den 14. april fremsatte justitsminister Svend Hogsbro lovforslaget. Det var i det store og hele samme lovforslag som det, kommissionen havde fremsat. Dog havde han foretaget en raekke mindre modifikationer, hvoraf de to vaesentligste var, at centraladministrationen kun »som regel« skulle hore sundhedsstyrelsen og ikke som oprindelig foreslaet »altid«. For det andet havde man stroget lovbestemmelsen om, at medicinaldirektoren havde adgang til direkte mundtlig forhandling med centraladministrationen. Medicinalkommissionens medlemmer i de to ting fik dog hurtigt fort forslaget tilbage til sin oprindelige form, hvori det hurtigt vedtoges - omend ministeren var lidt utilfreds. Loven stadfaestedes den 1. april 1909³⁵.

Medicinalkommissionens naeste betaenkning omhandlede seruminstituttet.Der var flere grunde til, at denne sag kom pa bordet. For det forste havde man i loven om sundhedsstyrelsen knyttet et laboratorium til retslaegeradet og i den forbindelse peget pa flere forskellige laboratorier.Hvis seruminstituttet nu kunne overtage alle sundhedsstyrelsens laboratorieopgaver, ville man have forenklet sagen meget. For det andet havde seruminstituttet, som var oprettet i 1901, pladsproblemer, og en udvidelse var forestaende. Endelig for det tredie, og det var den direkte

---

34. Faber: Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. p. 84. MF oktober 1908 - marts 1909.

35. RT 1908-09.

anledning til, at sagen blev rejst, onskede ogsa den kongelige vaccinationsanstaltat

Kommissionen enedes hurtigt om, at vaccinationsanstalten burde nedlaegges, og at seruminstituttet burde udvides kraftigt. Indtil denne udvidelse var faerdig, foreslog man en raekke midlertidige moderniseringer og udvidelser pa vaccinationsanstalten. Behandlingen af sporgsmalet om seruminstituttet var naermest kun administrativ og forlob ret hurtigt. Som omstaendighederne var, pegede alt i den retning, som kommissionsbetaenkningen gik, og man naede frem hertil uden storre diskussion³⁶.

Ogsa denne lov fik en meget hurtig behandling af rigsdagen. For fremsaettelsen havde justitsministeren delt udgiften over 3 ar i stedet for at afholde den pa en gang, og desuden havde man stroget en mindre udvidelse af kokoppeindpodningsanstalten med henvisning til, at anstalten alligevel skulle nedlaegges i lobet af nogle ar. Rigsdagen var betaenkelig ved de to aendringer, men ministeren stod fast og fik forslaget gennemfort, som han onskede det. Loven stadfaestedes den 1. april 1910³⁷.

Den naeste sag, medicinalkommissionen afgav betaenkning om, var sindssygevaesenet. Den direkte anledning var, at kommissionen havde modtaget en raekke henvendelser, hvori den akutte mangel pa plads staerkt var blevet fremhaevet. Kommissionen startede behandlingen af dette sporgsmal med at indkalde eksperter udefra for at belyse problemerneog diskutere mulige losninger. Problemet var enkelt nok, nernlig en stor pladsmangel. Hvordan man loste det var derimod mere indviklet. Man kunne sende de bedste af patienterne i familiepleje. Det ville sige, at de sindssyge kom ud pa garde, hvor de hjalp lidt til, mod at gardejeren fik et mindre belob for at tage sig af dem. En sadan ordning havde man haft megen glaede af i udlandet, men den var ikke rigtig slaet an herhjemme.En anden mulighed var en udbygning af de kommunale anstalter, men efter eksperternes mening var det ikke nogen farbar vej. De mente, at bestyrelserne ikke var interesseret i patienternes tarv, men kun i, at anstalterne blev drevet sa okonomisk som muligt. Politikerne fandt ellers stor behag i denne losning, der var let og frem for alt billig. Kommissionennedsatte et udvalg til at undersoge, hvordan pladsmanglen kunne afhjaelpes, og dette udvalg drog rundt til landets anstalter for at fa indblik i forholdene. I udvalget blev man chokeret over de darlige forhold pa de kommunale anstalter, og i udvalgets indstilling til kommissionen afviste man pa det kraftigste at udvide de kommunale anstalter. I kommissionen

---

36. MF februar - oktober 1909.

37. RT 1909-10.

vakte denne holdning sa stor forundring, at det endte med, at hele kommissionenmatte ud at se en af disse anstalter. Et kig pa Sakskobinganstaltenvar imidlertid nok. Alle var enige om, at dette ikke var vejen frem. Enkelte foreslog endog, at man rev den pagaeldende anstalt ned - men stillet over for problemet, hvad man sa skulle gore med patienterne pa anstalten, matte man give op og besluttede at lade anstalten fortsaette, indtil pladsproblemerne var afhjulpet ad anden vej. En udvidelse af de eksisterende statslige hospitaler matte ogsa opgives fordi der simpelthen ikke var plads til det. Den eneste losning var derfor at opfore en eller flere nye statslige hospitaler for at tilvejebringe de ca. 1500 pladser, man manglede. Angaende det nye hospitals storrelse havde man mange og lange overvejelser. I det nedsatte udvalg arbejdede man sig efterhanden frem til et forslag om opforelse af to mindre anstalter, hvoraf den forste med plads til ca. 600 straks skulle opfores. Anstalten skulle bygges saledes,at den senere kunne udvides til ca. 1000 patienter. Efter et par ars forlob kunne man sa yderligere opfore en lignende anstalt med samme udvidelsesmuligheder. Kommissionen afgav herefter betaenkning om sageni februar 1910.

I debatten om sindssygevaesenet var politikerne langt mere inde i forhandlingerne,end de for havde vaeret, hvilket skyldtes, at dette sporgsmalikke var saerligt teknisk betonet, men mere okonomisk og alment menneskeligt (moralsk). Deter vasrd at bemaerke, at venstre fortsatte sin pragmatiske linie, idet man ret hurtigt opgav sin tidligere staerke stotte til de kommunale anstalter, der ellers bade var meget billige og samtidig lokalt ledede. Grunden hertil var bade fagfolkenes modstand og egne moralske overvejelser, efter man ved selvsyn havde set de meget darlige forhold, der var pa anstalterne. Hojre var navnlig interesseret i en sa billig losning som muligt, og man stottede saledes de kommunale anstalterpa grund af deres billighed, ligesom man foreslog opforelse af en stor anstalt udelukkende for uhelbredelige patienter pa trods af de menneskeligtset uheldige konsekvenser af, at bade patienter og personale ville forsumpe i trosteslosheden. Endelig satte socialdemokrateme fingeren pa et vaesentligt problem, nemlig den manglende overbestyrelse af sindssygehospitalerne.Efter udvalgets rejse rundt til de statslige anstalter havde bl.a. H. Jensen (socialdemokratiet) undret sig over den store forskel,der var pa behandlingen pa de forskellige anstalter, og havde fundet,at behandlingsmetoderne varierede efter overlaegernes personlige anskuelser. Det tolkede H. Jensen som tegn pa, at man manglede en inspektor udefra, som kunne harmonisere forholdene. Dette vandt almindeligstotte

mindeligstotteog blev en sag, kommissionen senere tog op til naermere
behandling38.

I februar 1910 afgav medicinalkommissionen betaenkning angaende ordningen af sindssygeplejen i Danmark, hvori man anbefalede opforelse af et nyt sindssygehospital i Nordsjaelland. I marts 1912 fremsatte justitsminister Biilow forslaget for folketinget og pegede pa et areal ved Hillerod som placering. Der opstod imidlertid strid om placeringen, og forst i den folgende samling vedtoges loven, idet det blev overladt til ministeren at fastsaette placeringen. Loven stadfaestedes i april 1913, og i 1913-15 opfortes anstalten ved Nykobing Sjaelland³⁹.

Den naeste sag, medicinalkommissionen afgav betaenkning om, var embedslaegevaesenet. Det drejede sig om en reform af det hidtil herskende system med distriktslaeger og fysici, en sag, som udvalget i forste omgang havde regnet med at kunne gore faerdig samtidig med betaenkningen om sundhedsvaesenets centralstyrelse. Men for det forste hastede det med en reform af centralstyrelsen, og for det andet viste det sig, at en reform af embedslaegevaesenet ville traekke ud. Grunden hertil var, at principielle holdninger stod stejlt mod hinanden og flere gange truede med at splitte kommissionen. Forst efter at have behandlet sagen i ikke mindre end 73 moder over 2 ar kunne kommissionen i oktober 1911 afgive sin betaenkning. Betaenkningen var enstemmig, men indeholdt som afspejling af de store uenigheder under behandlingen 2 mindretalsudtalelser. Man havde lagt meget stor vaegt pa, at indstillingen skulle vaere enstemmig, idet man regnede med, at en betaenkning med flere aendringsforslag ikke sa let ville kunne vedtages i rigsdagen.

Forst havde man behandlet et forslag om at udskille den kommunale sygepleje. Forslaget blev fra venstre modt med en del skepsis, idet man frygtede, der ville opsta stridigheder mellem laegerne og kommunerne med hensyn til betalingen. Venstre ville derfor gerne have den »ventil«, at kredslaegerne skulle kunne gribe ind og behandle kommunens fattige, hvis der opstod strid. Forslaget herom stodte pa megen modstand fra laegerne. Langvarige og droje diskussioner endte med, at man fastholdt den foreslaede ordning, men med oprettelse af et voldgiftsrad som maeglendeinstans til afgorelse af eventuelle stridssporgsmal mellem laeger og kommuner. Venstres lidt nervose holdning over for losningen af faglige konflikter mellem laeger og kommunerne skal ses pa baggrund af landbefolkningensmangel

---

38. MF januar 1909 - februar 1910. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 3 angaende ordningen af sindssygeplejen, afgivet 1910, lovforslaget § 1-4, betaenkningen p. 33-61.

39. RT 1911-12

folkningensmangelpa laegehjaelp, hvis en strejke brod ud, mens der i
byerne altid ville vaere andre laeger, der kunne traede til.

Sidelobende diskuteredes sporgsmalet om embedslaegevaesenet. Faber havde oprindelig foreslaet to klasser af laeger, nemlig amtslaeger og kredslaeger. Venstre onskede dog at begraense antallet af personale under ordningen og fik derfor stroget amtslaegerne fra forslaget, mod at kredslaegen i amtmandens kreds mod et lontillaeg tillige fungerede sorn »amtslaege«.

Det mest omdiskuterede sporgsmal var dog hvor mange laegekredse, landet skulle deles i. Dette havde forbindelse til et andet sporgsmal, nemlig om kredslaegen matte have en privatpraksis ved siden af sin embedslaegegerning. Efter formandens forslag var det meningen, at embedslsegen skulle have privatpraksis ved siden af, og at landet skulle deles i 78 kredse. En gruppe bestaende af Lorentzen, R.ordam og Tolderlund fremsatte et forslag, der som hovedprincip havde fjernelse af enhver sammenblanding af privat og offentlig embedsvirksomhed. Efter deres forslag skulle kredslaegerne arbejde fuldtid pa deres embedsgerning, men til gengaeld skulle deres antal skaeres ned til ca. 40. Rordam mente, at det ville vaere en fordel saledes at gore embedslaegerne uafhaengige af befolkningen. Forslaget modte udbredt modstand og resulterede i lange forhandlinger. Kun socialdemokraterne kunne stotte det. Man naede ikke frem til nogen enighed mellem Lorentzens gruppe og venstrefolkene og med dem hele den ovrige kommission men da man lagde stor vaegt pa, at kommissionens betaenkning var enstemmig, lod Lorentzen, R.ordam og Tolderlund sig noje med en mindretalsudtalelse, som ogsa Sigvald Olsen og H. Jensen fra socialdemokratiet tilsluttede sig.

Som beskrevet var politikerne ogsa meget inde i diskussionen i forbindelsemed embedslaegevaesenet. Der opstod en alliance mellem en venstresindetlaege (Lorentzen), en radikal politiker, der ogsa var laege (Rordam)og en hojrepolitiker (Tolderlund). Nogen forklaring pa, hvorfor netop disse tre fandt sammen, giver kilderne ikke. At socialdemokraternestottede de tres forslag kan forklares med, at de socialdemokratiske vaelgere boede i byerne, hvor de let ville fa adgang til de fuldtidsansatte embedslaeger, som sandsynligvis ville sla sig ned der. At venstre var imod skyldtes, at forslaget betod ringere vilkar for venstres vaelgere (= landbefolkningen).Der ville efter forslaget blive faerre laeger, og det ville betyde storre rejseafstande og dermed storre rejseomkostninger for landbefolkningen.Samtidig onskede venstre at fastholde den naere kontakt, der eksisterede mellem befolkningen og laegerne, og venstre sa derfor forslagetom faerre embedslaeger med mange patienter som en trussel mod denne naere forbindelse. I ovrigt forlob forhandlingerne pa trods af den

store uenighed i fordragelighed, idet alle erkendte nodvendigheden af at
finde en losning, man kunne enes om40.

Efter medicinalkommissionens formand Knud Fabers mening var embedslaegevaesenets ordning kommissionens hovedarbejde. Kommissionen afleverede den faelles betaenkning i oktober 1911, men lovforslagene blev imidlertid ikke straks fremsat i rigsdagen, fordi justitsminister Biilow havde sendt dem til udtalelse hos den nyudnaevnte medicinaldirektor Hoff, som benyttede lejligheden til ved at stille sit eget forslag til en nyordning at tage afstand fra medicinalkommissionen og dens arbejde. Hoff var selv godt klar over det uholdbare heri og bad derfor Biilow om alene at fremsaette lovforslaget om den kommunale laegehjaelp. Det blev dog ojeblikkelig stoppet af venstre i folketinget, som ville at begge sager skulle vedtages under et.

I sommeren 1913 gik Biilow af, og Zahle blev ny justitsminister. Hermed forsvandt grundlaget for Hoffs initiativer, og i december 1913 fremsatte Zahle de to lovforslag i deres oprindelige skikkelse. De to forslag blev i begge ting behandlet under et og blev fra alle sider modt med stor velvilje. Loven blev stadfaestet den 21. april 1914⁴¹.

Problemerne omkring apotekervaesenet skulle egentlig have vaeret afklaretsamtidig med embedslaegevaesenet, saledes at de to betaenkninger kunne have vaeret afgivet pa en gang. Men behandlingen af apotekervaesenettrak ud. Forst i juni 1912, d.v.s. 8 maneder efter betaenkningen om embedslaegevaesenet, kom betaenkningen om apotekervaesenet. Pa trods af en meget langvarig behandling fordelt pa 84 moder loste kommissionenikke problemet med aflosning af de reelle privilegier. Allerede pa det forste mode om sagen den 3. juli 1908 blev der bl.a. fra venstre klart fremsat onske om at fa disse reelle og salgbare privilegier afskaffet. Problemetvar bare hvordan. I det nedsatte udvalg til udarbejdelse af et samlet forslag om apotekervaesenet havde venstre straks fra begyndelsen onsket, at aflosningen skulle ske med fuld erstatning. Men da man kunne se, at det ville blive for dyrt, forslog L. Jensen fra venstre, at man udskod aflosningen til et senere tidspunkt, idet en aflosning jo ikke direkte var til nogen fordel for kunderne, hvilket politikerne tilsluttede sig. Kun fagfolkenei udvalget og navnlig Benzon arbejdede videre med forslagene til en

---

40. MF oktober 1908-oktober 1911. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 4 angaende embedslaegevaesenet og den kommunale sygepleje, afgivet 1911, p. 23, 28-33, 38, 47.

41. Fabers levnedsbeskrivelse. Sundhedsstyrelsens Aarsberetning for 1912, p. 11-54. Justitsministeriets 2. kontor, journalsag 7171, 1911. Sundhedsstyrelsen, journalsag nr. 359, 1912. Faber: Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. p. 76-78. RT 1912-13. RT 1913-14.

aflosning. Benzon foreslog saledes, at staten skulle ycle en garanti. Ogsa et gammelt forslag om at lade de reelle privilegier ophore i lobet af 50 ar og uden erstatning til ejerne blev fremsat. Man naede ikke til nogen afklaring af aflosningssporgsmalet vaesentligst pa grund af rnodstand fra apotekerne, og kommissionen endte sin behandling af apotekervaesenet blandt andet med at beslutte, at betaenkningen ikke skulle indeholde nogen redegorelse for de overvejelser, man havde haft desangaende, for ikke at komplicere rigsdagsforhandlingerne unodigt.

De personlige apotekerprivilegieholdere betalte en arlig afgift, som indgik i en storre apotekerfond. Kommissionen overvejede meget, hvordan pengene i denne fond skulle bruges. Der var navnlig tre ting, man taenkte pa, nemlig pension af apotekerenker, pension af gamle og svagelige apotekere og endelig stotte til sma og urentable apoteker. I alle tre tilfaelde ville man skabe vaesentlig bedre forhold ved apotekerne. Den praktiske udformning af forslag herom enedes man ret hurtigt om.

Ved behandlingen af apotekervaesenet var det mere end i nogen af de hidtidige forhandlinger laegerne og navnlig farmaceuterne (og heriblandt navnlig Benzon), der havde domineret forhandlingerne. Kun i begyndelsen havde parlamentarikerne vaeret kraftigt inde i diskussionen om kommissionsarbejdets mal, nemlig at skaffe befolkningen sa god medicin sa billigt som muligt fra apoteker, hvortil man havde sa let adgang som muligt. Venstre onskede her specielt at opretholde de sma landapoteker af hensyn til landbefolkningen.

Kommissionen kunne omsider i juni 1912 afgive sin betaenkning i sagen. Heller ikke denne gang undgik man mindretalsudtalelser bl.a. fra kommissionens to socialdemokratiske repraesentanter, som mente, at apotekervaesenet burde overtages af det offentlige, og at man burde afskaffe de reelle privilegier ved efter et passende aremal at lade dem ga over til at blive personlige uden nogen form for erstatning⁴².

Medicinalkommissionens betaenkning om apotekervaesenets ordning blev afgivet i juni 1912. Dette lovforslag var det forste forsog pa at samle alle bestemmelser vedrorende apotekervaesen i en lov. Ogsa dette lovforslag forsogte Hoff om end uden held at saette sit eget praeg pa. Lovforslaget (i den oprindelige form) fik en meget velvillig behandling i rigsdagen, og loven kunne den 29. april 1913 stadfaestes⁴³.

---

42. MF juli 1908-maj 1912. S. Hansen: Handbog i Medicinallovgivning. 1917. p. 489. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 5 angaende apotekervaesenet, afgivet 1912, § 6, 7, 12, 13, 18, 23, p. 37-38, 40-42.

43. Sundhedsstyrelsens Aarsberetning for 1912, p. 193-202. Sundhedsstyrelsens journalsa nr. 1328, 1912. RT 1912-13.

Med betaenkningen om apotekervaesenet var medicinalkommissionen kommet igennem alle de store sager, som hastede. Indtil nu havde man benyttet den fremgangsmade, at man behandlede flere sager sidelobende og i det hele taget fremskyndet behandlingen mest muligt. Ved de folgende mindre sager gik man over til kun at behandle en sag ad gangen og tage sig bedre tid til behandlingen.

Den forste af de mindre sager, man gav sig i kast med, var jordemodervaesenet. Udgangspunktet var en henvendelse fra den almindelige danske jordemoderforening, der forst og fremmest onskede lonforhojelse. Der var vanskeligheder med at fa distriktsjordemodre i visse landdistrikter, og det forlod, at arsagen var, at der uddannedes for fa. Dette kunne kommissionen dog hurtigt afvise: Det var lonnen, der var for darlig. onsket om lonforhojelse vandt derfor straks forstaelse i kommissionen; sporgsmalet var blot, hvordan den skulle ydes. Det kunne ske ved en forhojelse af grundlonnen og/eller en forhojelse af taksten for den enkelte fodsel. Venstre onskede, at grundlonnen forhojedes mere end taksten, ellers ville jordemodrene, mente man, klumpe sig sammen, hvor der var flest fodsler, til skade for tyndtbefolkede landdistrikter. Der fremkom en raekke andre forslag, men man endte med alle at stotte venstres forslag. Desuden vedtoges en pensionsordning for jordemodre.

Ved losningen af sporgsmalene om jordemodervaesenet fornemmer man en vis famlen fra politikernes side - specielt over for pensionssporgsmalet. Man forholdt sig afventende og forsogte ud fra rygmarvsfornemmelse at forsvare de forskellige vaelgergruppers interesser, sa godt man nu kunne⁴⁴.

Medicinalkommissionen havde i december 1913 afgivet sin betaenkning om jordemodervaesenet. Betaenkningens lovforslag var ogsa her det forste forsog pa at samle alle de gaeldende bestemmelser inden for omradet i en lov. Lovforslaget fik en meget velvillig modtagelse og undergik kun mindre modifikationer for vedtagelsen. Loven blev stadfaestet den 1. april 1914⁴⁵.

Endnu for kommissionen helt havde faerdiggjort betaenkningen om jordemodervaesenetgik den i december 1913 i gang med tandlaegesagen. Forst og fremmest onskede man at fastsla, at for at blive tandlaege skulle man have tandlaegeeksamen. Det var den forste paragraf i lovforslaget, og den blev vedtaget i fuld enighed og uden megen diskussion. Et af

---

44. MF juli 1908, juli 1912 - februar 1913. Medicinalkommissionens betsenkning nr. 6 angaende jordemodervaesenet, afgivet 1913, § 7, 8, 11, 12, 13, p. 14-16, 31-32.

45. RT 1913-14.

anklagepunkterne mod Alberti havde vaeret, at han havde givet personer,
der ikke havde tandlaegeeksamen, ret til at praktisere som tandlaeger.

Et sporgsmal, der rejste diskussion, var forholdet mellem tandlaeger og laeger. Lasgerne onskede nemlig ret til at kalde sig tandlaeger, nar de var specialister i tandsygdomme m.v. Det var tandlaegerne imod, medmindre laegen forinden havde aflagt tandlaegeeksamen. Enden pa diskussionen blev, at det vedtoges, at laeger autoriseret til almindelig laegepraksis ikke kunne kalde sig tandlaeger (men nok udfore tandlaegearbejde). Ogsa pa andre punkter opstod der uenighed mellem tandlaeger og laeger. Saledes om hvor graensen skulle ga mellem tandlaegernes og laegernes virksomhedsomrade. Det var Christensen, der udloste diskussionen om placeringen af en raekke graenseproblemer (tandbylder, ganespalteoperationer etc.), som endte med, at der i lovforslaget klart blev beskrevet, hvad tandlaegernes virksomhedsomrade var.

Det sidste punkt, der gav anledning til laengere diskussion, var tandteknikernes stilling. Deres arbejde var jo naermest modsat tandlaegernes: Mens tandlaegerne ved behandling Sogte at bevare taenderne, var det tandteknikernes hovedopgave at fa alle taender fjernet for derefter at indsaette en protese i stedet. Fra tandteknikernes side havde man onsket en ordning, hvorefter naeringsbevis afhang af en eksamen. Samtidig onskede de at blive betragtet som medicinalpersoner og dermed underlagt sundhedsstyrelsen. Dette modte dog modstand fra mange sider, og diskussionen endte med, at man helt undlod at omtale sporgsmalet i lovforslaget.

Losningen af tandlaegevaesenet var omtrent et rent teknisk problem, som kun fagfolkene diskuterede. Kun i sporgsmalet om tandteknikernes placering var der dyb uenighed blandt fagfolkene, og at politikerne blandede sig i debatten gjorde ikke sagen klarere, idet ogsa politikerne her var famlende. Det endte med, at man matte opgive at afgive betaenkning om denne del af sporgsmalet⁴⁶.

I januar 1916 fremsatte justitsminister Zahle lovforslaget om tandlaegevaesenet i landstinget. Sagsbehandlingen blev meget kort, idet kun et par smating blev rettet i kommissionens forslag. Forhandlingerne formede sig naermest som en faelles lovprisning af medicinalkommissionen og dens gode og dygtige formand Knud Faber. Loven stadfaestedes den 25. februar 1916⁴⁷.

---

46. MF december 1913-april 1915. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 7 angaende tandlaegevaesenet, afgivet 1915, § 2, 3, 5, p. 27-28.

47. RT 1915-16.

I december 1913 havde medicinalkommissionen et mode, hvor man kort forberedte sig til behandling af problemerne ved ligsynsvaesenet. Ifolge formanden var sagen startet af tuberkulosekommissionen, som i 1903-04 havde onsket mere palidelige oplysninger om tuberkulosedodsfald end dem, den eksisterende statistik gav. En stor del af statistikken for landdistrikterne var blevet lavet af ligsynsmaend og var ret darlig. I kommissionen onskede ogsa Seedorff en aendring af ligsynsordningen. Venstrefolkene Broberg og Kierkegaard var ikke interesseret i at afskaffe ligsynsmaendene, idet en overgang til laeger ville betyde staerkt ogede udgifter for befolkningen i de storre landkommuner, hvor de store afstande ville medfore staerkt forogede korselsomkostninger. I stedet for tvunget, laegeligt ligsyn forestillede Broberg sig, at ligsynsmaendenes erklaeringer kunne suppleres med en erklaering fra den laege, som sidst havde behandlet den afdode. Forst i slutningen af april 1915 fik kommissionen sagen til behandling. Efter den gaeldende ordning havde man tvunget ligsyn inden for 2km (^lA mil) fra laegens bopael. Ved storre afstande fra laegens bopael skulle ligsynsmaend traede til. Formanden foreslog nu, at man udvidede denne graense sa langt, man nu kunne blive enige om, og at man for de resterende omrader lod ligsynsmaendenes attester supplere med erklaeringer fra de sidst behandlende laeger. Fra laegeside onskedes imidlertid, at der generelt indfortes tvunget, laegeligt ligsyn, hvad den radikale Rordam ogsa stottede. Venstrefolkene var imod tvunget ligsyn og stottede den af formanden foreslaede kombinerede

Ud over lange diskussioner om betalingen var det der optog kommissionen mest diskussioner om graensen for, hvornar en laege skulle foretage ligsynet, og hvornar ligsynsmaend kunne gore det, samt hvilken rejsegodtgorelse laegen skulle have. Under forhandlingerne voksede afstanden for laegernes ligsyn efterhanden fra de oprindelige 2km (^lA mil) for til slut at ende ved 15 km (2 mil). Herved blev der kun ganske fa omrader tilbage, som ville fa ligsyn ved ligsynsmaend, og i de tilfaelde skulle erklaeringen suppleres med en erklaering fra den sidst behandlende laege.

I debatten om ligsynsvaesenet var det saledes vaesentligst laegernes onske om generelt laegeligt ligsyn, der tornede imod venstres onske om at begraense landkommunernes og landbefolkningens udgifter. Bade i denne og den foregaende sag er det i ovrigt vasrd at bemaerke, at Rordam stottede laegerne i diskussionen⁴⁸.

---

48. MF december 1913-oktober 1915. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 8 angaende ligsynsvaesen, afgivet 1916, § 7, p. 22-23, 26, 38.

Medicinalkommissionens betaenkning om ligsynsvaesenet forte ikke til
lovgivning, idet man i stedet rent administrativt indforte, at de behandlende
laeger skulle give kredslaegen oplysninger om dodsarsagen. Ved
finansloven 1920-21 indfortes, at laegerne fik 2 kr. for en sadan erklae-49

nng4y.

Den naeste opgave for kommissionen var epilepsivaesenet. Der fandtes kun 3 anstalter i landet, nemlig et privat hjem (med statstilskud) i Nyborg med plads til 70 fortrinsvis unge patienter, et hjem i Ruds Vedby drevet af diakonissestiftelsen med plads til 36 piger samt kolonien Philadelphia ved Dianalund med plads til i alt 300 voksne. Man havde altsa institutionsplads til ca. 400. Efter indsamling af statistisk materiale kunne man fastsla, at man manglede ca. 200 institutionspladser. Ret hurtigt naede man frem til enighed om at foresla opforelse af en anstalt i Jylland med plads til 250 voksne og at udvide Nyborg-anstalten til 75 drenge og 50 piger.

Epilepsivaesenet var igen en af de sager, hvor politikerne holdt sig i
baggrunden. Kun socialdemokraterne fandt lejlighed til at fremkomme
med deres generelle onske om statsovertagelse50.

Kommissionen gik herefter over til at diskutere pladsforholdene pa statens sindssygeanstalter. I kommissionens betaenkning fra 1910 om sindssygevaesenet havde man fremsat onske om, at der senere opfortes en anstalt i Jylland. Nu ville man prove at se naermere pa udviklingen siden betaenkningen. Der viste sig som ventet at vaere behov for flere pladser, og samtidig var man kommet frem til marts 1919 og kunne begynde at forudse Sonderjyllands tilbagekomst. Kommissionen besluttede derfor at lave et lovforslag om opforelse af en sindssygeanstalt i Jylland, eventuelt i Sonderjylland. Naermere beslutning om storrelse, placering og indretning kom man ikke ind pa i lovforslaget. Begge de to lovforslag blev samlet i en betaenkning, som blev afgivet i maj 1919⁵¹. Pa grund af de politiske forhold i efterkrigstiden blev det forst i 1929, at der blev oprettet et nyt sindssygehospital og da pa Augustenborg slot i de genforenede landsdele.

Lovforslaget om epileptikerplejen blev heller ikke fremsat. I stedet fik
man ved 1931-32-finansloven en bevilling til en udvidelse af Nyborganstalten.

Ved flere lejligheder havde kommissionen konstateret en alvorlig
mangel pa koordinering bade blandt de forskellige sindssygeanstalter og

---

49. Faber: Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. p. 101-02.

50. MF September 1915-marts 1919.

51. MF marts 1919.

mellem sindssyge-, andssvage- og epileptikeranstalter. Kommissionen nedsatte derfor i oktober 1919 et udvalg til at overveje, om man skulle indfore en overbestyrelse af sindssygeanstalterne. I det gaeldende system havde hver sindssygeanstalt en direktion med en overlaege som formand. Over direktionen stod den radgivende sundhedsstyrelse og derover igen justitsministeren. Det, som man overvejede at indfore, var et organ mellemminister og direktion, der kunne afhjaelpe pladsproblemerne, skabe storre ensartethed i den okonomiske ledelse, behandle klager og inspicerehospitalerne samt have »det store overblik« bade over sindssyge-, andssvage- og epileptikerhospitalerne. Alle i udvalget og alle indkaldte eksperter kunne stotte oprettelsen af et sadant organ, sporgsmalet var blot, hvordan organet konkret skulle udformes. Der fremkom mange forslag, men man endte med en ordning med en »direktor for statens sindssygehospitaler«, som skulle arbejde sammen med direktoren for sundhedsstyrelsen.

Ogsa forslaget om overbestyrelse af statens sindssyge hospitaler blev
vedtaget i rigsdagen med alles stotte og kun med nogle fa, mindre modifikationer.
Loven blev stadfaestet i maj 1921.

Sagen om overbestyrelsen af statens sindssygehospitaler var oprindelig rejst af socialdemokraterne og blev det eneste forslag, socialdemokraterne egentlig fik gennemfort. I kommissionen var alle enige om det gode i ideen, men fagfolkene var staerkt uenige om den konkrete udformning. Man enedes til sidst, uden at politikerne havde blandet sig synderligt i den del af debatten⁵².

Den sidste betaenkning, medicinalkommissionen afgav, var om statsanerkendelse for sygeplejersker. Sagen var gentagne gange blevet forelagt kommissionen, men hver gang kun kort diskuteret og derefter udskudt. Arsagen hertil var, at »Dansk Sygeplejerad« og »Centralforeningen af Sygeplejevirksomhed uden for Kobenhavn« ikke var enige om et faelles krav. Dansk Sygeplejerad onskede autorisation af alle sygeplejersker, der havde gennemgaet en 3-arig uddannelse. Centralforeningen havde derimod oprindelig kun onsket en l-ars uddannelse for at opna autorisation, men som tiden gik voksede kravet til uddannelsestid, sa man i 1920 var naet frem til samme onsker som sygeplejeradet. Sagen gik derefter hurtigt igennem kommissionen, idet venstrefolkene dog var noget betaenkelige ved sa lang en uddannelse til hjemmesygeplejersker.

---

52. MF marts 1919-november 1920. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 9 angaende epilepsivaesen og opforelse af et nyt sindssygehospital, afgivet 1919, p. 29-30. RT 1920-21.

Betaenkningen blev afgivet i januar 1921.

Lovforslaget blev i oktober fremsat i landstinget, men blev bremset i udvalget. Baggrunden herfor var en uro blandt sygeplejeforeninger landet over, som skyldtes aengstelse for, at kravet om 3-ars uddannelse ville volde problemer i foreningernes arbejde. Udvalget fik derfor at vide, at sygeplejeforeningerne var ved at indsamle materiale til belysning af sagen, og man bad om, at udvalget ville vente lidt med at foretage sig videre, hvilket det bojede sig for. Forst i 1925-26 samlingen kom materialet frem, men udvalget naede ikke at faerdigbehandle sagen for samlingens udlob. Forst i 1932-33 lykkedes det endelig at fa vedtaget en lov om autorisation af sygeplejersker⁵³.

Ogsa i denne sag gik venstres overvejelser ud fra hensynet til landbefolkningen, som venstre ikke onskede at palaegge unodige udgifter til hojtuddannede og hojtlonnede hjemmesygeplejersker. Laegerne onskede derimod sa god en uddannelse som muligt for alle sygeplejersker. I denne uenighed blev det laegernes synspunkt, der vandt - og det blev den eneste gang kommissionen afgav en betsenkning, som venstre ikke helhjertet kunne ga ind for⁵⁴.

Medicinalkommissionen holdt den 20. januar 1921 sit sidste mode. Kommissionen havde da i de forlobne ca. 13 ar vist vejen for, hvordan det danske sundhedsvaesen kunne moderniseres. Faber kaldte det at opgore sundhedskollegiets dodsbo, idet kommissionen havde peget pa losninger pa alle de stridspunkter, der i sin tid havde vaeret mellem sundhedskollegium og justitsminister/rigsdag.

Samtidig havde kommissionen bragt laeger og politikere sammen til et hidtil uset samarbejde. Nok ma formanden Knud Faber baere sin del af aeren for det vellykkede arbejde, men ogsa kommissionens medlemmer havde vist smidighed over for andres synspunkter. Medlemmerne glemte ikke, hvem de repraesenterede i kommissionen og kaempede for deres gruppes synspunkter, men viste i sidste ende den respekt for deres ansvar, at de alle bojede sig for flertallet, saledes at kommissionen altid kunne afgive betaenkninger, som alle stottede - om end enkelte gange med indfojede mindretalsudtalelser.

I kommissionens arbejde havde man hurtigt fundet ind i en fast gaenge.
Nar en sag skulle behandles, blev der forst holdt et indledende foredrag

---

53. RT 1921-22 RT 1924-25.

54. MFdecember 1908, april 1913-oktober 1913, april 1915-januar 1921. Medicinalkommissionens betaenkning nr. 11 angaende statsanerkendelse af sygeplejersker, afgivet 1921, bilag I, p. 51-56.

af formanden, hvorefter de sagkyndige kom med deres indlaeg. Efter de indledende forhandlinger udarbejdede formanden et udkast til et lovforslag,som sattes under forhandling, hvorunder man arbejdede sig frem til det endelige lovforslag.

Forst lidt inde i forhandlingerne begyndte de rigsdagsvalgte at blande sig i diskussionerne og som oftest med udgangspunkt i de stillede forslags konsekvenser over for det enkelte partis vaelgere. Venstre var saledes meget 0m over landbefolkningen og meget pa vagt over for forsog pa at laegge unodige udgifter pa denne del af befolkningen - samtidig med at man tilstraebte sa hojt et serviceniveau pa landet som muligt. I gruppen af parlamentarikere var venstrefolkene de mest centrale og indflydelsesrige. Uden deres stotte kunne man ikke forvente, at et lovforslag senere ville kunne vedtages af rigsdagen. Som eksempel herpa kan anfores sygeplejerskesporgsmalet, som kommissionen loste pa en made, venstrefolkene ikke fuldt kunne stotte, og senere viste det sig at det i rigsdagen skulle blive det af lovforslagene, det tog laengst tid at fa vedtaget. Samtidig var venstrefolkene meget pragmatisk indstillet. De gik saledes ind i kommissionsarbejdet med visse faste forestillinger om, at centralstyrelsen, embedslaegevaesenet og apotekervaesenet skulle reformeres gennem en reform, og at de kommunale sindssygeanstalter var gode institutioner, men da man opdagede, at omstaendighederne var anderledes end forventet, var man straks parat til at afpasse sin politik derefter. Venstres gruppe i kommissionen blev i starten ledet af Kierkegaard og senere af Brorsen.

I modsaetning til de pragmatisk indstillede medlemmer af kommissionen stod socialdemokraterne fast pa deres principielle holdninger. De onskede statsovertagelse af hele sundhedsvaesenet og var i det hele taget interesseret i de ideelle losninger, som nok under store omkostninger ville kunne realiseres i de storre byer, hvor partiet hentede sine stemmer, men ville volde meget store vanskeligheder at gennemfore ude i landdistrikterne - i hvert fald pa det tidspunkt! Socialdemokraterne fik sjaeldent noget ud af at stille de yderliggaede krav, idet de ofte endte som mindretalsudtalelser til betaenkningerne. Kun i sporgsmalet om overbestyrelsen af sindssygeanstalterne pegede socialdemokraterne pa et problem, alle var enige om burde loses, og som derefter gennemfortes som det eneste af deres forslag - dog havde de kun peget pa problemet, losningen heraf blev vaesentligst varetaget af kommissionens fagfolk, hvis forslag politikerne sa senere tilsluttede sig. Den socialdemokratiske profil blev oftest tegnet af Harald Jensen.

Hojres repraesentanter blev mere end blot repraesentanter for deres

parti, der mest arbejdede for at holde udgifterne nede. Goos ydede saledes en vaerdifuld hjaelp ved de juridiske problemer, man 10b ind i, blandt andet ved den konkrete udformning af lovforslagene. Piper stilledesin store viden om kommunale sporgsmal til kommissionens radighed.

Endelig var der de radikales repraesentant H. Rordam, som pa det tidspunkt var den eneste laege, der var medlem af rigsdagen. Hans stilling i kommissionen forekommer ikke helt klar, idet der synes at vaere en tendens til, at han sogte sammen med laegerne fremfor med politikerne. Forst da Elna Munch overtog Rordams plads i kommissionen, fornemmes politisk bestemte traek i den radikale repraesentants holdning.

Det var altsa laege rne og de andre fagfolk, der forte det store ord i kommissionen. Det var laegerne Faber og Muus, der i et naert og godt samarbejde ledede forhandlingerne, og det var pa grundlag af fagfolkenes indledende foredrag, at politikerne tog deres standpunkter - i al fald i de tilfaelde, hvor de ikke i forvejen havde en holdning til sagen. Men man ma ogsa sige, at laegerne var sig deres store ansvar bevidst, idet de ved fremsaettelse af deres onsker var yderst rimelige og honorerede den tillid, som politikerne, specielt venstrefolkene, havde til dem. Venstres positive holdning kan ses som en afspejling af den tillid, landbefolkningen havde til laegerne, og i kommissionsarbejdet sa man, at venstre ivrigt arbejdede for bibeholdelsen af dette naere og tillidsfulde forhold f.eks. i debatten om embedslaegevaesenet, hvor venstre onskede mange kredslaeger med forholdsvis fa patienter og med naer kontakt med dem og advarede mod fuldtidskredslaeger med mange patienter og store kredse og deraf folgende mangel pa kontakt og tillid mellem laege og patient.

Man undgik ikke faglige sammenstod mellem de ministervalgte, vaesentligst mellem laeger og apotekere, men ogsa mellem laeger og tandlaeger, d.v.s. pa omrader, hvor gruppernes interesser var sammenfaldende, men onskerne forskellige. Alligevel loste kommissionen de opgaver, den stillede sig selv. Det eneste storre problem, som kommissionen matte lade ulost, var aflosningen af de reelle apotekerprivilegier. Apotekerne i kommissionen var staerkt imod en aflosning, og kommissionens ovrige medlemmer kunne ikke blive enige, hvorfor man udskod sagen.

Rigsdagens behandling af medicinalkommissionens lovforslag var yderst velvillig. Ofte forte man lovforslag, som ministeren havde aendret, tilbage til deres oprindelige form. Samtidig var den parlamentariske behandling af lovforslagene meget hurtig. Grunden til alt dette var, at medicinalkommissionen havde gjort sit arbejde usaedvanlig godt.

De forslag, kommissionen fremkom med, var blevet til som et resultat
af forhandlinger mellem fagfolk valgt af organisationerne, hvilket betod,

at der ikke kunne rokkes ret meget ved de faglige kvaliteter i lovforslagene;visse kompromisser var man jo nodt til at indga. Samtidig var de politiske slagsmal allerede udkaempet i kommissionen, og partierne havdefaet deres saerstandpunkter frem og behandlet, eventuelt udtrykt i form af mindretalsudtalelser i forbindelse med betaenkningerne, saledes at sagerne ogsa var udformet, sa der var parlamentarisk daekning for dem. Endelig var ordforerne ved rigsdagsbehandlingerne ofte de sarnme, som havde vaeret deres partiers repraesentanter i kommissionen.

Afslutning

I denne artikel er udviklingen inden for sundhedspolitikken fra 1901 til 1921 beskrevet. Det var en periode med stor lovgivningsaktivitet inden for sundhedsvaesenet; i flere tilfaelde var det forste gang, der i Danmark blev lovgivet for det pagaeldende omrade. Men ogsa kvalitativt var lovgivningen vellykket. Dens vaerdi ses deraf, at principperne fra dengang stadig findes i de gaeldende love om sundhedsvaesenet. Naturligvis er der ogsa sket store aendringer siden dengang. En stor teknisk udvikling og en socialpolitisk udvikling, der er gaet i retning af at udvide statens forpligtelser over for den enkelte, har nodvendiggjort lobende aendringer.

Sundhedsstyrelsen eksisterer den dag i dag med nogenlunde samme virksomhedsomrade som ved oprettelsen. Loven er siden aendret og ajourfort i 1932, 1965 og 1974, men det centrale virksomhedsomrade er sa godt som uaendret siden 1909. Reformen i 1932 betod, at styrelsen fik en mere udadgaende virksomhed. Desuden har sundhedsstyrelsen flyttet ministerium. Oprindelig horte den, ligesom dens forgaenger sundhedskollegiet, under justitsministeriet, men under Madsen-Mygdals regering fra 1926-29 samledes den med det ovrige sundhedsvaesen under et saerligt sundhedsministerium. Ministeriet blev imidlertid nedlagt i 1929, hvorefter sundhedsvaesenet blev flyttet hen under indenrigsministeriet, hvor det stadig er.

Andssvagevaesenet bestod dengang af to selvejende institutioner; siden er der sket det - ud over at der er kommet flere institutioner til - at staten i 1933 overtog driften. Inden for de allerseneste ar er der en ny udvikling i gang, idet institutionerne er ved at blive overfort til amter og primaerkommuner.

Inden for laegevaesenet har man stadig amts- og kredslaeger, men udviklingensaerlig
inden for socialvaesenet nodvendiggjorde en mere ornfattendelov,

delov,som naermere beskrev laegers opgaver. Den kom i 1935 og er siden
flere gange blevet forbedret og udbygget.

De reelle apotekerprivilegier blev forst afskaffet ved en apotekerreform
i 1932, og aret efter, i 1933, kom loven om statsanerkendelse af
sygeplejerskerne. Endelig er seruminstituttet flere gange blevet udvidet.

Saledes er udviklingen i sundhedspolitikken i store trask en videreforelse af den politik, der formuleredes i arhundredets begyndelse - et klart udtryk for, at der (ogsa) fostredes sunde tanker hos dem, der havde indflydelse pa sundhedsvaesenet i de dage.