Afstanden mellem teori og praksis

Deter ikke ligetil at skulle debattere med et menneske, der som Mannich e¹ har en historieopfattelse og et menneskesyn sa vidt forskelligt fra ens eget. Skont Manniche i politisk opfattelse star til venstre, repraesenterer han fagligt en af rationalismen praeget historieopfattelse, ifolge hvilken deter helligbrode at »realisere sit subjektive folelsesliv« i videnskaben og skrive ud fra et personligt engagement, skont dette er forudsaetning for, at ens tanker nar ud og engagerer andre.

Manniche adskiller dermed sin videnskab fra sit eget liv, fra sin nutidige personlige politiske holdning. Det forer til, at han forbliver »dybt stikkende i den fantasilose »historieforskning«s kedsommelige morads«, som han selv siger² (for at blive modsagt?), idet han i overensstemmelse med den moderne udvandede positivisme og i modsaetning til den dialektiske materialisme naegter om ikke at anerkende sa i hvert fald at anvende den ifolge denne opfattelse nodvendige dialektik mellem den i nutiden stikkende historikers liv og ideverden og den fortid, som han behandler, mellem subjekt og objekt.

Heri adskiller han sig ikke fra flertallet af dagens danske historikere, der holder sig til den »neutrale« analyse. Derved kommer de til at dyrke fortiden for dens egen skyld, hvilket passer dem godt, lumsk kede som de er af at saette deres eget selv og deres livssyn pa spil, for hvori bestar i grunden det. De har en valen holdning til det vitale sporgsmal om historiensnytte,

---

1. - eller for den sags skyld som Bent Egaa Krisiensen, hvis temmelig nedladende kritik af Ravn i Fortid og Nutid XXIX, 1981 s. 36-56 Manniche bifalder (jvf. herover s. 273 n.l). Deter min hensigt senere at svare pa Egaa Kristensens debatindlaeg, der praeges af en raekke fejltolkninger.

2. Herover s. 284.

ensnytte,fordi de ikke er interesserede i at anvende deres videnskab til en omdannelse af samfundet og mentaliteten i dette. Af samme grund har de mistet forholdet til den brede befolkning og skriver hovedsagelig for at meritere sig blandt fagfaeller af samme observans som dem selv.

Manniche adskiller sig til gengaeld fra det naevnte flertal ved at have gjort sig naermere overvejelser om historiens metode og teori, som det isaer fremgar af hans bog om Den radikale historikertradition.³ Deter imidlertid forbloffende, i hvor ringe udstraekning han har ladet disse overvejelser fa indflydelse pa sin vurdering af Ravn. Denne er i hoj grad en syntese, sa vidst som Erslevs liv og udvikling ses i snaever sammenhaeng med udviklingen i samfund og andsliv. Skont Manniche synes enig med Kristof K. Kristiansen og J. R. Rasmussen i deres hojst berettigede anke over, at forskningen er blevet mere kildestyret end problemstyret og over, at »den faglige debat ... altid (drejede sig) om dokumentationen for en tese, aldrig (om) tesens relevans eller perspektiv«,⁴ sa gor han sig, modsat for eks. Steen Busck, Jens Henrik Tiemroth, Harry Christensen, Johan Bender, Niels Hojlund og Johs. Mollehave,⁵ ingeri naermere tanker om den relevans og det perspektiv i Ravn.⁶

Hvad han siger, er mest misvisende, fortegnet eller overfladisk. Det sidste gaelder den ikke svaere iagttagelse, at jeg uden tvivl gar ind for en personcentreret historieskrivning af litteraert tilsnit.⁷ Han glemmer imidlertid at sporge hvorfor? Dvs. han gor sig ingen naermere overvejelser over, hvad der er hensigt og ideologi bag vaerket. Deter desto mere pafaldende, som han erklaerer sig for pavirket af Sven-Eric Liedman, der med rette haevder, at de humanistiske fags egentlige betydning ligger pa det ideologiske omrade, og »att en humanistisk forskning vard namnet inte kan ha nagon annan nytta an den ideologiska«.⁸

---

3. Udkommet pa Jysk Selskab for Historie 1981, herefter citeret som M.

4. Brud eller kontinuitet i dansk historievidenskab, Fortid og Nutid XXVI, 1976 s. 520. M. s. 219.

5. Steen Busck: Tandrups opror, Den jyske historiker nr. 21, 1982 s. 111-16; Jens H. Tiemroths anm. i Hist. Tidsskr. bd. 81, 1981 s. 271-84; Harry Christensens anm. i Personalhist. Tidsskr. 1981 s. 104-09; Johan Bender i kronikken: Kristian og Leo i Aarhuus Stiftstidende 29.1.1980; Niels Hojlunds anm. i Hojskolebladet 1980 nr. 20 s. 310-14; Johs. Mollehaves kronikanm. i Kristeligt Dagblad 24.4.1980.

6. Det til trods for, at han til sin radighed har haft bade min artikel i Noter om historie og undervisning nr. 66, dec. 1980 s. 5-11 (Hjertet krcever handling. Et manifest om historikeren som formidler af oproret), der behandler baggrunden for og kompositionen af Ravn, samt en endnu utrykt artikel (Om historikeren, uroplevelsen og historien) om mine personlige forudsaetninger for Ravn, holdt som foredrag ved symposium om bogen pa Historisk Institut ved Kbh.s Universitet i april 1980.

7. Herover s. 275.

8. Citeret i M. s. 29.

Tilmed har han blik for vaerdien af analyseapparatet hos den svenske videnskabsteoretiker H. Tornebohm, der papeger nodvendigheden af ikke udelukkende at holde sig til historieforskningens verifikationssystem (med vaegten pa kildekritikken), men at udvide den til at omfatte bl.a. historikerens historiesyn; hans forestillinger om samfundet og mennesket; hans kompositions- og stilidealer; hans etiske og aestetiske opfattelser .⁹ Da Manniche imidlertid ikke kommer naermere ind pa nogen af delene, saledes slet ikke de etiske eller kunstneriske dimensioner i vaerket, og da det, som bl.a. Bender, Steen Busck og Lindhardt klart har set, er en hovedhensigt med Ravn-bogen at bygge bro mellem videnskab og kunst,¹⁰ turde det vaere et sporgsmal, hvor egnet Manniche er til at vurdere Ravn historiografisk.

Oveni understreger Manniche i princippet akkurat som Liedman, Tornebohm og i ovrigt ogsa Jens Henrik Tiemroth¹¹ »nodvendigheden af en totalitetsbetragtning pa videnskabelige forskningsprocesser og pa deres produkter«.¹² Det indebaerer, at han gar ind for nodvendigheden af at anvende et funktionelt kildebegreb, som han i ovrigt pa udmaerket vis (her er han pa hjemmebane) i sin bog papeger, at Erslev efterhanden udvikler sig frem imod at bruge.

Hvis man vil forsta en historikers kildebenyttelse, gaelder det med andre ord om at se denne som en funktion af hans ideologi og hans hensigt med sit arbejde. Kilderne er ikke uproblematiske fakta. Man kan derfor ikke, som den unge Erslev troede, na frem til et renset, objektivt kildemateriale ved hjaelp af en selv nok sa forfinet moderne kildekritik. Der findes med andre ord sadan set ingen »rigtig« eller »forkert« brug af kilderne.

Det ved Manniche. Men alligevel forfalder han til at duellere med mig ud fra dette i dansk historieforskning gamle og provede grundlag. Da han ikke kan eller vil fore en debat pa den eksistentielle og kunstneriske dimension, og han er nodt til at acceptere, at i hvert fald andre opfatter Ravn som kunstnerisk, synes det at have vseret ham om at gore at place re mig blandt de »uvidenskabelige« eller i det mindste »utilfredsstillende videnskabelige forskere« ved anvendelse af en argumentation, styret af

---

9. Citeret i M. s. 21.

10. Jvf. n. 5. P. G. Lindhardt i Jyllandsposten 31.1.1980. Samme hovedhensigt ligger bag min nye bog, Lyseslukkerne og stjernekasterne, 1981, der er et videnskabsteoretisk manifest.

11. I den gode historiografiske studie Erslev - Arup - Christensen, 1978, s. 16 ff.

12. M. s. 28.

empiri og formallogiske kriterier.13 Deter saledes et problem for Manniche(men
naeppe for mange andre), om Erslevs overgang mellem 2. og 3.
fase sker »lige op imod arhundredskiftet« eller »fra ind i 9O'erne«.14

Bonden, trolden og mennesket

Pa den made er Manniche med til at grave den eksisterende kloft mellem videnskab og kunst endnu dybere, hvis det kan lade sig gore, akkurat som han, erklaeret uden forstaelse for den kunstneriske dimension,¹⁵ naturligt nok, i ovrigt ligesom Povl Bagge,¹⁶ argumenterer for, at Erslev i Historieskrivning (1911) laver et skel mellem historieforskning og historieskrivning.

Han optraeder dermed som bonden over for trolden. De to kunne ikke komme til rette om afgroden, men gjorde sa ifolge Martin A. Hansen,¹⁷ og han ma jo vide det, den aftale, at trolden det ene ar skulle have, hvad der groede under jorden, mens bonden skulle indkassere, hvad der stak op af den. Naeste ar skulle det vaere omvendt. Forste ar saede bonden korn, naeste ar gulerodder.

---

13. Citater fra M. s. 21. - Det uanset Manniche er klar over, hvor vigtigt deter at vaere opmaerksom pa, hvordan de med hensyn til videnskabsteori og ideologi fundamentalt forskellige videnskabelige traditioner (hvor Manniche i realiteten tilhorer den udvandede positivistisk materialistiske tradition, mens jeg selv er gaet over i en modtradition med band til skonlitteraturen, nyidealismen og den dialektiske marxisme) afgraenser sig paradigmatisk, dvs. de holder de i deres selvforstaelse »uvidenskabelige« forskere udenfor.

14. Manniche gor ligeledes et stort nummer ud af mine forskellige formuleringer vedr. Erslevs opgivelse af historien fra o. 1912 (jvf. herover s. 280). Enhver, der har laest bogen, ved dog, hvad der tales om: Erslev opgiver historieskrivningen, fungerer videre for staerkt nedskruet blus (en ny formulering!) som grundforsker uden at udvikle sit metodiske grundlag videre, end deter naet i 2. fase. Blandt mange andre eks. pa Manniches »kildekritiske« metodik kan naevnes, at han bebrejder mig, at et forhold henfores til historieforskeren, hvor det af Erslev henfores til historieskriveren. Manniche burde her have laest primaerkilden (Festskrift udg. af Kbh.s Univ. 1911 s. 37) i stedet for sekundaerkilden (Historiske Afhandlinger 11, 1937 s. 248). For i primaerkilden star der ikke »historieskriveren«, men: »Hvor historikeren (udh. her) kun tager sig for at fremstille et eller andet begrsnset emne ...« (dvs. fungerer som forsker; det modsatte (historieskriver) giver jo ingen mening i sammenhaengen); jvf. herover s. 282.

15. M. s. 259. Manniche skriver her, at han ikke er i stand til at vurdere de aestetiske normer for, hvad der er god historieskrivning, in casu Erslevs afsnit i Danmarks Riges Historic

16. Jvf. Ravn II kap. 60-62, hvor jeg argumenterer imod Bagges opfattelse fra 1940 til fortrydelse for denne mere end en menneskealder senere.

17. Leviathan, 2. udg. 19705. 22.

Bonden er videnskaben, trolden er kunsten; og trolden ma i vort arhundrede finde sig i at blive taget ved naesen. Den fremrykkede videnskab tildeler blot kunsten kornets rodder og guleroddernes top, hvorfor det ikke er sa underligt, om troldene efterhanden uddor.

Manniche er bonden, og deter hans hensigt at gore mig til en trold, for trolde er uskadelige og lette at snyde. Han har dog glemt, at nogen trolde er klogere end andre. For at overleve er de begyndt at parre sig med bonderne, sa deres afkom bliver trolde og bonder i et, ogsa kaldet mennesker. Maske deter et sadant vaesen, Manniche her harmed at gore. Men det kan laeseren jo selv afgore.

Verstehung

Forskellen pa bonder og mennesker er bl.a., at kun de sidste anvender deres indlevende intuition (Verstehung), og Manniche ironiserer da ogsa fordommende over denne og over min brug heraf, og det skont (fordi) den er et hovedvilkar for, at den videnskabelige historieskrivning far en kunstnerisk dimension. Enkeltmenneskets personlige udvikling i dets sam- og modspil med gruppen og samfundet interesserer imidlertid ikke Manniche; dets etiske anfaegtelser over tilvaerelsen heller ikke. Manniche er derfor imod den Verstehung, som Theodor Schieder med rette kaldte en »grundformel for den moralske menneskevaeren,« dvs. »at den for historisk taenken grundlaeggende metode ogsa er et grundelement i al menneskelig eksistens«.¹⁸ Han tror tilmed, at denne intuition hos mig far lov at sta alene. Han kan ikke finde ud af, hvor Erslev horer op, og hvor Tandrup begynder.

De anforte afskraekkende eksempler pa min metode¹⁹ er dog slette. Nar bortses fra et banalt »sikkert ... indest inde«²⁰ er der altid dokumentationfor, hvad jeg siger. I den forbindelse er der grund til at papege, at intuitionen hyppigt indfinder sig ret tidligt i forskningsprocessen. Efter ca. ti maneders intens laesning af kildemateriale og sekundaerlitteratur gik det i 1966 en morgenstund op for mig, hvorledes Erslevs udvikling i faser

---

18. Manniches referat i M. s. 80.

19. Herover s. 277.

20. Ravn I s. 177. Jeg begar her den forbrydelse at skrive, at Erslev »inderst inde sikkert« godtede sig over, at den snakkesalige Mollerup fortalte den andaegtigt faedrelandskaerlige bibliotekar Thorsen, at Erslev var saerdeles tilfreds med den mod Danmark tidligere propaganderende Georg Waitz!

og i forhold til idealismen og positivismen skulle opfattes. Jeg forstod med et de indre modsaetninger i nogleskriftet Historieskrivning, forstod, at Erslev matte opgive historieskrivningen, fordi han blev blokeret af den indre uafgjorte kamp i ham selv mellem et positivistisk praeget videnskabs - og historiesyn opbygget i 2. fase (grundforskerfasen) og et (ny)idealistiskpraeget videnskabs- og historiesyn, funderet i 1. fase (ungdomstiden)og udviklet yderligere i 3. fase (historieskriverfasen). Og i bind I (s. 142) formuleres sa den vitale del af bogens tese, at Erslev »inderst inde var en idealist, der i kampen mod idealismens ensidigheder fortes laengereover i positivismen, end der egentlig var daekning for hos ham«.²¹ Denne overordnede tese kalder Manniche for udokumenteret intuition, skont jeg bruger det meste af bind II pa at sandsynliggore den ved hjaelp af kildematerialet.

Sagen er jo nemlig, at den personlige intuitive opfattelse, skont den kommer som en abenbaring, ikke dukker op af den frie luft, som Manniche abenbart tror. Det intensive og engagerede studium har faet indholdet af kilder og teoretiske vaerker til at lejre sig i underbevidstheden, hvor stoffet bearbejdes og saettes sammen i strukturer og monstre, fordi forskeren higer sadan efter at forsta sammenhaeng og udvikling. Og sa en skon dag dukker de med et op pa bevidsthedsplanet. Her bliver det sa bevidsthedens opgave at verificere eller modificere disse strukturer og saette dem i forbindelse med hinanden, alt i en stadig konfrontation med kildematerialet.

Det turde i den forbindelse vaere overflodigt at naevne, at det for den videnskabelige historieskriver ville vaere uantageligt at lade de opdukkende intuitive hypoteser forblive übearbejdede (medmindre man gor opmaerksom pa det). I sa fald ville han jo unddrage sig ansvarligheden for sine videnskabelige vurderinger.

Dualisme eller dialektisk monisme

Disse kraever imidlertid ogsa et teoretisk begrebsapparat, som de intuitive hypoteser ma konfronteres med og leve op til. Ogsa dette begrebsapparat stiller Manniche sig skeptisk overfor som historiografisk hjaelpemiddel, og han misopfatter desuden min brug af det. Han er selv klar over, at han maske udtrykker sig for firkantet, hvilket er mildt sagt.

---

21. Jvf. den fig. tekst i Ravn I s. 142 og konklusionen i Ravn II s. 344-54.

Han tror saledes, at jeg er tilhaenger af et dualistisk menneskesyn, idet han finder, at min sympati utvetydigt ligger pa venstresiden af det begrebspar, han har opstillet pa s. 278: folelse frem for fornuft, romantik frem for rationalisme, idealisme/nyidealisme frem for positivisme etc. Af Ravnbogen fremgar det imidlertid tydeligt, at min sympati ligger hos det af den realistiske romantik praegede menneskesyn, som Goethe, Grundtvig, Goldschmidt og Erslev sogte at leve op til; et menneskesyn, som fornaegtede den del af den franske rationalisme, der stod for en prosaisk, snaever, materialistisk livsbetragtning; et menneskesyn, som til gengaeld drog naering af den del af romantikken, som kraevede lidenskab, fantasi, en farverig og personlig stil, og som forstod, hvor sammensat menneskets natur var, og hvor relativistisk den historiske verden var; et menneskesyn, der derfor ogsa tog afstand fra den del af romantikken, som var fornuftsfjendtlig, og som svaermende for det irrationelle efterhanden degenererede til en livsfjern idealisme; et menneskesyn, denned andre ord pointerede nodvendigheden af en snaever dialektisk forbindelse ikke blot mellem fornuft og folelse, men ogsa mellem privatsfaeren og den sociale sfaere, mellem historieskrivning og historieforskning; den dialektik, som af romantiske historikere formuleredes i maksimen om, at historien pa en gang skulle vaere kunst og videnskab.²²

Manniches problem turde vaere, at hans eget udgangspunkt er dualistisk i og med, at han i stil med de fleste moderne historikere foretraekker hojresiden af begrebsparrene²³ og derfor (af beklemthed herover?) har behov for at padutte mig venstresiden.²⁴ Dualismen viser sig i hans egen bog, der er skrevet i et naerigt, abstrakt og ukunstnerisk sprog, og i, at han er uden blik for, at den aeldre Erslev som jeg selv ikke kunne dromme om at lave en historieskrivning, der ikke tilstraebte bade at blive kunstnerisk og at vaere funderet i den eksisterende forskning og i en selvstaendig forskningsindsats.

I sin svigtende forstaelse for kunsten og dens betydning opponerer
Manniche imod, at hans »rationalistiske« Erslev,25 der nok heist skal

---

22. Jvf. blandt mange steder i Ravn, bd. I s. 60-71. Jvf. ogsa min bog Lyseslukkerne og stjernekasterne, 1981, isaer s. 49-62 og s. 97 f.

23. Retfaerdigvis skal det dog siges, at Manniche ikke har noget imod syntesebestraebelser, bare de ikke er af idealistisk observans.

24. Nar Manniche ikke forstar mit monistiske udgangspunkt, haenger det sammen med, at han identificerer mine synspunkter med det problem, jeg isaer er optaget af, den stigende dualisme i 19. og 20. arh. mellem forstand og folelse, videnskab og kunst. Flere andre anmeldere forstar dog klart, hvad mit asrinde er, f.eks. Johan Bender, Steen Busck og Harry Christensen i de i n. 5 naevnte anmeldelser.

25. Manniche mener (M s. 273), at Erslev har et »rationalistisk menneskesyn«. Han belaeg- ger det imidlertid blot med, at Erslev foretraekker rationelt handlende personer, og hvem gor ikke det?

ligne Manniche selv, skulle vaere saerlig optaget af den frigorende kunstneriskehistorieskrivning i 3. fase med hovedvaegt pa enkeltmennesket og dets sjaeleliv. Derfor gor han ogsa alt for at bortforklare kildernes tydeligevidnesbyrd herom.²⁶ I den bestraebelse smaekker han sa trumf Es pa bordet: det ma vaere yderst generende for Tandrups opfattelse, at Erslev selv haevdede, at hans 1907-forelaesninger over historisk videnskab spillede»mest rolle for (hans) personlige udvikling«.²⁷ Men esset er trukket ud af aermet, og trolden lader sig ikke bondefange. Han kan tilmed ikke dy sig for at genere bonden med, at denne selv ikke er for god til at rense jorden, for disse forelaesninger handlede om historiens eller »historievidenskabensmethode« ,²⁸ dvs. om »hvorledes historikeren ud fra alle de enkelte iagttagelser skal danne sig en samlet forestilling om et menneskes livsskaebne og personlighed, om et folks eller en tidsalders historie, hvorledeshan skal folge sammenhaeng og udvikling«.²⁹

Positivisme og nyidealisme

Et andet udtryk for Manniches noget firkantede opfattelse er, at han placerer idealisme/nyidealisme til venstre i begrebsskemaet og haevder, at jeg ensidigt fordommer positivismen. Deter imidlertid ikke rimeligt at placere nyidealismen saledes, sa vidst som den bor opfattes som en synteseaf idealisme og positivisme, akkurat som positivismen ma betragtes

---

25. Manniche mener (M s. 273), at Erslev har et »rationalistisk menneskesyn«. Han belaeg- ger det imidlertid blot med, at Erslev foretraekker rationelt handlende personer, og hvem gor ikke det?

26. I den forbindelse er det metodisk utilfredsstillende, at han ofte tolker Erslevs teoretiske udtalelser uden hensyn til Erslevs praksis, hans historieskrivning. Han kritiserer mig saledes (herover s. 282) for at udlaegge Erslevs referat af »paedagogerne«s opfattelse af fagets betydning i Historieskrivning for Erslevs egen opfattelse, hvad jeg selvsagt ikke ville gore, hvis denne opfattelse ikke noje afspejledes i Erslevs egen historieskrivning. Hvad skulle han i ovrigt i den naevnte sammenhaeng referere den for, hvis han ikke selv stod for den? Et andet eksempel: Manniche bortforklarer Erslevs udtalelse om sjaelelivet som forskningens hojeste mal som en lapsus (M. s. 333), idet han lader hant om, hvor indgaende Erslev skildrer Erik af Pommern, personer i Danmarks Riges Historie og i Det 16. Aarhundrede (isaer Luther); jvf. Ravn II s. 149-65, 180-93.

27. Herover s. 275 f.

28. Jvf. Kr. Erslev: Vort Sloegtleds Arbejde i dansk Historie, 1922 s. 52. Om forundersogelsen, de kildekritiske problemer, brugte Erslev begrebet Historisk teknik.

29. Formuleret i Historisk Teknik, 1911 § 97. Jvf. i den forbindelse breve fra elever til Erslev (i Kgl. Bibl.), hvor de takker for disse forelaesninger, og hvoraf det fremgar, at de handlede om synteseproblemer.

som en syntese af rationalismen og idealismen. Nyidealisterne udgjorde en blandet flok, men karakteristisk for dem var, at de sympatiserede med, ja insisterede pa den videnskabeliggorelse af historien, som under indtryk af den naturvidenskabelige positivisme fandt sted i anden halvdel af 19. arhundrede.³⁰ Det samme gor jeg selv.

Manniche finder endvidere den pastand problematisk, at deter positivismen med dens strenge verifikationskrav til de opstillede hypoteser, der er sky Id i, at man kom til at naere frygt for historieskrivningen. Og han anforer som modbevis »de store positivistiske historikere« Buckle, Sars og Taine.³¹ Det uheldige heri er, at disse historikere havde deres forudsaetninger og tildels deres produktion for den forfaldstid i 70'erne og 80'erne, som jeg anforer som positivistisk, og for naturvidenskabeliggorelsen af de humanistiske fag havde aedt sig ind i sjaelene. Hertil kom, at de af Manniche anforte »positivister« alle var blandingsprodukter mellem idealisme og positivisme, og at i hvert fald Taine havde sit fundament i romantikken.³²

De positivistisk praegede historikere fra den tid lagde imidlertid vaegten i syntesen andetsteds end idealisterne. Massen og de sociale tilstande fik langt storre plads end hos disse, og deres arsagsforklaringer var ret udialektiske, idet de okonomisk-sociale forhold og arv og miljo naesten altid betingede personlighedernes handlinger og udviklingens gang. Idealisterne lagde til gengaeld eftertryk pa de ydre politiske forhold og pa personhistorien og andslivet, idet de mente, at de ledende personligheder som redskaber for Gud eller anden var bestemmende for udviklingen.

De af nyidealismen praegede folk skabte her synteser af idealismen og positivismen, idet de ikke som mange idealister ville negligere de materielleforholds betydning, og derfor som Erslev i Den romerske Kejsertids Kultur og i Det sekstende Aarhundrede betonede vekselvirkningen mellemdisse forhold og personernes indsats. Men netop vekselvirkningen, i modsaetning til de af den udartede positivisme praegede folk, der hyppigt

---

30. Manniches egen skildrig af Erslevs synteser i den i note 3 anforte bog lider under den svaghed, at han vil gore nyidealisterne til naesten rene arvtagere efter den idealistiske tradition, hvad de langt fra er. Bl.a. derfor opfatter han Erslev som betydelig mindre nyidealistisk inspireret end jeg. Pa samme made opfatter han positivismen som en mere udtalt reaktionsbevaegelse mod idealismen, end tilfaeldet er. Dette er med til at forklare, hvorfor han mener, at jeg overforer »den dualistiske model« temmelig hardhaendet pa en videnskabsteoretisk sammenhaeng.

31. Herover s. 276.

32. Jvf. Ole Bjorn Petersen: En romantisk oprorer. En analyse af Hippolyte Taines livssyn set i lyset af nans romantiske krise og med scerligt henblik p& videnskabens og kunstens funktion i historien. 1982. Utrykt speciale.

endte i en skinbarlig, handlingslammende determinisme ved hovedsageligat
opfatte mennesket som et produkt af arv og miljo.

I og med at dette skete, blev det efterhanden ogsa ligegyldigt for dem at beskaeftige sig naermere med enkeltmennesket, der alligevel blot var et produkt, og derfor lod de det falde mere og mere ud af syntesen, som det af samme grund blev mindre nodvendigt at lave. Hvad skulle man skildre den store sammenhaeng i tilvaerelsen for, nar menneskene alligevel ikke kunne bruge den til noget. F.eks. til det opror mod de belastende sociale og mentale tilstande, som det mere og mere foltes som en umulighed at foretage.

Det var den situation, som udviklede sig i 1860'erne, 70'erne og isaer i 80'erne, og som mere og mere gjorde bade den idealistiske tyske traditions folk samt de mere af positivismen og naturalismen praegede folk til udvandede udialektiske positivistiske analytikere. Og det var den situation og den positivisme, som Erslev og andre af den nye idealistiske tidsand praegede historikere gjorde opror mod fra 90'erne og op til verdenskrigen med stigende styrke, et opror, der i ovrigt for Erslevs vedkommende fortes med bl.a. hjaelp fra romantikeren Taines skrifter.³³

Disse historikere ville give mennesket dets selvstaendighed, handlekraft og faellesskabsfolelse tilbage. Derfor havde de fortsat folket som noglebegreb, og derfor skabte de synteser, hvor enkeltmennesket som handlende vaesen og som andsvaesen var i centrum (som Luther kom det i Erslevs Det sekstende Aarhundrede). Pa den anden side ville de ikke forbiga positivismens landvindinger vedrorende de materielle vilkar, selv om de fik begraenset plads i skildringerne.

Manniche har for sa vidt ret i, at jeg foretraekker det nyidealistiske systembyggeri fremfor den oprindelige positivismes, men som komposition og tankegang i Ravnbogen gerne skulle vise, er jeg ikke blot nervos for en historieskrivning, der som idealisternes og nogle nyidealisters i for hoj grad negligerer de materielle forudsaetninger for menneskets vaekst,³⁴ men ogsa, og deter isaer nodvendigt at papege i dag, for en historieskrivning, der ikke tilstraekkeligt betoner, at mennesket ikke blot er betinget af, men selv har mulighed for at pavirke udviklingen^34a.

---

33. Jvf. Ravn II s. 169 f, 175-77. Ole Bjorn Petersen er naet til en rigtigere opfattelse af Taine som mere romantisk, end jeg giver udtryk for i Ravn.

34. Jeg synes saledes, at Erslev gor for lidt ud af disse i Det sekstende Aarhundrede; jvf. Ravn II s. 180.

34.a Jvf. mit debatindlaeg imod Steffen Heibergs deterministisk praegede historiesyn i Fortid og Nutid 1982 om De »dybe krcefter«, historieskrivningen og menneskets fremtid. Et svar fra en nulevende.

Intuition og idealtyper

Der er ogsa en anden grund til, at jeg foretraekker nyidealismens syntesebyggeri frem for idealisternes og »positivisternes«. Mens de sidste i reglen i teorien fornaegtede enhver anden forklaring end den kausale arsagsvirknings forklaring, betonede idealisterne betydningen af Verstehung, bestraebelsen pa at fole sig ind i en historisk handling ved at saette sig i aktorens sted, identificere sig med denne. Men de fandt det ikke nodvendigt naermere at verificere deres intuitive indsigt, fordi den var givet dem af Gud eller Anden.

I opposition herimod begyndte Dilthey og fortsatte bl.a. Max Weber at udvikle metoder, der ved siden af de ufuldstaendige kausale forklaringer skulle tjene til at sandsynliggore de intuitioner eller snarere intuitive hypoteser, som indfandt sig under forskningsprocessen. Den sakaldte idealtype, der kunne ligge pa alle abstraktionsniveauer, sa lyset. Den kan, som fremhaevet af Weber, siges at vaere dannet af den ensidige accentuering af et eller flere synspunkter og af syntesen af en maengde spredte, adskilte mere eller mindre tilstedevaerende og til tider fravaerende individuelle faenomener. Disse ordnes i overensstemmelse med ensidigt understregede synspunkter i en samlet analytisk konstruktion. I sin renhed kan man ikke finde den nogetsteds i den fortidige virkelighed. Den er en utopi, en ideel, vilkarligheden begraensende begrebsdannelse, som den »virkelige« udvikling sammenlignes med i den hensigt at forklare visse af dennes vigtige komponenter.³⁵

Idealtypen tilsigter ikke at indfore et nyt begrebsmaessigt redskab. Den onsker kun at gore historikerne og laeserne bevidst om, hvad deter, historikeren gor, nar han an vender begreber som »kapitalisme«; »stat«; det 'rationelle', »romantiske« eller »naturalistiske« menneske. Jeg skal forsoge at forklare, hvordan jeg har brugt idealtypen i konstruktionen af Erslevs udvikling.

Den intuitive hypotetiske faseopfattelse³⁶ i dens sammenhaeng med Erslevs placering i den ideologiske udvikling mellem idealisme, positivisme og nyidealisme, mellem romantik, naturalisme og nyromantik, kan i sig selv opfattes som en idealtype.

---

35. Max Weber: Die 'Objektivitat' sozialwissenschaftischer und sozialpolitischer Erkenntnis i Gesammelte Aufsdtze zur Wissenschaftslehre, 2. udg. 1951, s. 146-214. Jvf. den fortraeffelige gennemgang af hans livsvaerk i H. Stuart Hughes: Bevidsthed og Samfund, 1980, kap. 8.

36. Omtalt herover s. 289f.

I skildringen af de enkelte faser accentueres netop de synspunkter, som det efter min kildelaesning, indlevelsesevne og opfattelse af tiden, mine livsoplevelser og mit livssyn forekommer vaesentligt at laegge eftertryk pa. I 2. fase betones saledes karriereaspektet, fordi dette tjente til at udhule Erslev menneskeligt og fik ham til at laegge vaegt pa den i samfundets ojne meriterende (natur)videnskabelige og vaerdifrie forskning af ekspertkarakter. Denne kildekritiske forskning behandles kun kort,³⁷ da den efter min opfattelse ikke bidrager til at udvikle Erslev som menneske, men tvaertimod medvirker staerkt til hans stagnation.³⁸ Bunden nas, da krisen indfinder sig, og han ud fra snaevert videnskabelige kildekritiske principper fordommende soger at fratage Holberg hans navn som videnskabsmand, sadan som Bagge³⁹ og delvis Egaa Kristensen og Manniche pa tilsvarende vis forsoger det over for mig.

I 3. fase betones Erslev som oproreren mod det spidsborgerlige materialistiske samfund og dets menneskefortaerende mentalitet. Forst i denne fase optraeder han for alvor som elev af Georg Brandes og Julius Lange. Oproret foretages isaer i hans store vaerdifulde historieskrivning, som derfor far hovedopmaerksomheden og analyseres intensivt⁴⁰.

I 4. fase har Erslev opgivet historieskrivningen og dermed oproret og fungerer som veltilpasset samfundsborger i ledende administrative stillinger. Som sadan kan han ikke virke frigorende pa laeseren, og derfor slutter Ravn med hans kapitulation som historieskriver o. 1912.

Sporgsmalet er imidlertid, om deter videnskabelig forsvarligt at accentuere netop de valgte synspunkter. Sporgsmalet er med andre ord, om accentueringen giver et realistisk billede af Erslevs udvikling som menneske og historiker. Her nojes historikeren ofte med den godtagelse fra den videnskabelige positivistiske forskningstradition, som han er udgaet fra, men det gor jeg ikke.

Denne tradition har nemlig bade forsomt studiet af enkeltmennesket
og dets indre udvikling og, sammenhaengende hermed, i realiteten taget
afstand fra maksimen om historien som pa en gang kunst og videnskab,

---

37. Hvad sa positivistisk praegede historikere som Manniche (herover s. 275) og Egaa Kristensen (Fortid og Nut id 1981, s. 42) ikke kan forlige sig med.

38. Egaa Kristensen (a. st. s. 42) har heller ikke opdaget, men benaegter tilmed, at jeg gor Erslevs karrierestraeb og berommelsessyge, »hvorom forfatteren udtaler sig med sa megen styrke«, til genstand for naermere undersogelse. Se imidlertid Ravn 11, kap. 33, 34 og 36, der giver \ndgaende vidnesbyrd herom.

39. - i Hist. Tidsskr. 80, s. 452-57. Og det uden at have laest bogen i sin helhed grundigt.

40. For en naermere redegorelse for oprorsdimensionen og dens betydning for komposition, vaegtning og indhold i Ravnbogen henvises til den i note 6 omtalte artikel i Noter om historie og undervisning nr. 66.

hvorfor dens tilhaengeres opfattelser er mindre interessante at lytte til.

Langt vigtigere har det vaeret at konfrontere min konstruktion af Erslevs udvikling med de konstruktioner, som datidens forende virkelighedsnaere og ikke at forglemme virkelighedsoverskridende forfattere lavede over deres samtidige intellektuelles udvikling. Her valgte jeg den realistiske romantiker Goldschmidt, der var afgorende prasget af Goethe og Kierkegaard, og Henrik Pontoppidan, der som forbillederne Brandes, Kierkegaard og Nietzsche opponerede mod tidens altadskillende spidsborgerlighed og tillige mod naturalismens mere og mere pessimistiske menneskebillede. Jeg fandt det desuden rigtigst i meget at fastholde de accentueringer og begreber, praeget af organismetaenkningen, som disse forfattere brugte til at karakterisere deres karakterers udvikling, sa vidst som disse forfatteres konstruktioner i hoj grad var bevidsthedsskabende for tidens vagne laerere,⁴¹ hvortil Erslev livet igennem horte.

Det var i ovrigt C. O. Boggild-Andersen, der i 1966 efter laesningen af mit manuskript gjorde mig opmaerksom pa, hvor meget Henrik Pontoppidan mindede om Erslev,⁴² hvorfor jeg i 1967 gennemlaeste hans dygtigt virkelighedstolkende forfatterskab og opdagede, i hvor hoj grad min konstruktion af Erslevs udvikling mindede om Pontoppidans af Lykke- Per.⁴³ Det bekraeftede mig selvsagt i troen pa, at min Erslev-konstruktion var virkelighedsnaer.

Formen er indholdet

Heller ikke i den folgende del af skabelsesprocessen er der noget, der kan
forklares som intuitivt i betydningen tilfaeldigt eller personligt subjektivt
og vilkarligt.44 Jeg sogte at skrive vaerket med samme precision og konsekvens,som

---

41. Jvf. Aage Henriksen, der i Ideologihistorie bd. /, 7975 s. 8 taler om »de store, tvingende virkelighedstolkninger« og om livsanskuelserne som »overordnede magters indbrud i og omformning af det enkelte menneskes tilvaerelse«.

42. Brev til mig af 23/12 1966.

43. Jvf. Ravn II s. ?75-78. - Bagefter kunne jeg sige mig selv, at min 'datamatiske' underbevidsthed havde optaget tankegangen fra mit langt tidligere bekendtskab med Pontoppidans (og andres) forfatterskaber, og at deter med til at forklare, hvorfor 'datamaten' kunne konstruere det billede, der derefter pludselig dukkede op pa bevidsthedsplanet og siden modificeredes under indtryk af de nye konfrontationer med kildematerialet. Saledes endte Erslev jo, ikke mindst i kraft af forholdet til Anna Hude og af sine andre opvaekstbetingelser, sit liv pa en anden made end Lykke-Per.

44. - hvad bade Manniche og Egaa Kristensen beskylder mig for at vaere, idet de dels ikke accepterer, dels ikke indser den vaegt jeg laegger pa Erslevs personlige situation i de forskellige perioder af hans liv (sammenholdt med min egen tilsvarende situation) som forudsaetning for en virkelighedsnaer forstaelse af Erslevs udviklingsforlob. »Historiografisk er Erslevs personlige siutation i en vis udstrskning maske (sic!) af mindre interesse«, finder saledes Manniche (herover s. 279). Og Egaa Kristensen tror (a. st. s. 53), at jeg mener, der er identitet mellem 1: personlighedens udvikling og 2: hans metodiske opfattelser, hvor jeg dog stedse pointerer dialektikken mellem 1 og 2. Her kunne mine to selvsikre kritikere have godt af at stifte naermere bekendtskab med Johs. Sloks bog, Det religiose sprog, 1981. Slok betoner den spaendingsfyldte enhed i spaendingsfeltet perceptum - perceptio - percipiens og argumenterer for, at disse tre poler kun eksisterer i dette spaendingsfelt. Objekt og subjekt kan ikke adskilles fra hinanden, fordi de ikke er selvstaendige storrelser hver for sig. Det indebaerer, at hvis forskeren principielt holder sig udenfor, forsvinder den menneskelige situation, og det, man skriver om, bliver tingsliggjort. Dette sker netop i sammenhaeng heimed ved den udelukkende brug af det rationelle sprog, som den positivistiske forsker ene betjener sig af, idet han glemmer og fornaegter det mytiske, religiose sprog. Deter rnin hensigt at komme naermere ind pa denne vigtige problematik i mit svar til Egaa Kristensen.

kvens,somjeg som matematisk studerende i gymnasiet laerte at lose matematiske opgaver. Mit udgangspunkt var, at formen ikke blot skulle svare til indholdet, form og indhold skulle vaere et, som den er det i kunstvaerket.

Jeg ophaengte Erslev i spaendingen mellem det romantiske og naturalistiske menneskebillede, som jeg skrev i indledningen til Ravn.⁴⁵ Erslev sogte at leve op til sin romantiske Goethearv, men det lykkedes kun i begraenset omfang. Han blev, sadan som de fleste af tidens intellektuelle, mere og mere praeget af det pessimistiske menneskesyn, der til sidst modernistisk opfattede mennesket som en udhulet, folelse og fornuft adskillende skuespiller, der agerede i de roller, som samfundet og hensynet til karrieren kraevede af det. Derfor matte jeg i kompositionen skabe en mellemting mellem den romantiske udviklingsroman og en modernistisk

Den forste laegger i reglen vaegten pa barndommen, ungdommen og den tidlige manddom og gar rent kronologisk frem, visende hvorledes mennesket i puberteten kommer mere og mere til bevidsthed om sig selv og efterhanden bliver af and, i og med at det lykkes det at fa fornuft og folelse til at samarbejde. Kun i sa fald bliver mennesket i stand til at udvikle og aendre samfundet - og sig selv. Menneskets liv i den senere manddom bliver saledes mindre vigtigt. Det foregar inden for rammerne af det i den tidlige manddom fastlagte.⁴⁶

Den modernistiske menneskeopfattelse tager hyppigt (som hos Tom
Kristensen iEn Anden41) udgangspunktet ien ret sen periode i hovedpersonensliv

---

44. - hvad bade Manniche og Egaa Kristensen beskylder mig for at vaere, idet de dels ikke accepterer, dels ikke indser den vaegt jeg laegger pa Erslevs personlige situation i de forskellige perioder af hans liv (sammenholdt med min egen tilsvarende situation) som forudsaetning for en virkelighedsnaer forstaelse af Erslevs udviklingsforlob. »Historiografisk er Erslevs personlige siutation i en vis udstrskning maske (sic!) af mindre interesse«, finder saledes Manniche (herover s. 279). Og Egaa Kristensen tror (a. st. s. 53), at jeg mener, der er identitet mellem 1: personlighedens udvikling og 2: hans metodiske opfattelser, hvor jeg dog stedse pointerer dialektikken mellem 1 og 2. Her kunne mine to selvsikre kritikere have godt af at stifte naermere bekendtskab med Johs. Sloks bog, Det religiose sprog, 1981. Slok betoner den spaendingsfyldte enhed i spaendingsfeltet perceptum - perceptio - percipiens og argumenterer for, at disse tre poler kun eksisterer i dette spaendingsfelt. Objekt og subjekt kan ikke adskilles fra hinanden, fordi de ikke er selvstaendige storrelser hver for sig. Det indebaerer, at hvis forskeren principielt holder sig udenfor, forsvinder den menneskelige situation, og det, man skriver om, bliver tingsliggjort. Dette sker netop i sammenhaeng heimed ved den udelukkende brug af det rationelle sprog, som den positivistiske forsker ene betjener sig af, idet han glemmer og fornaegter det mytiske, religiose sprog. Deter rnin hensigt at komme naermere ind pa denne vigtige problematik i mit svar til Egaa Kristensen.

45. / s. 20

46. Jvf. Knud Wentzels glimrende skildring heraf i Ideologihistorie I, 1975 s. 74-99

47. Analyseret af Wentzel i hans afsnit om personlighedsproblemet i Ideologihistorie IV 1976, s. 7-34.

sonenslivog skildrer, med tilbageblik til barn- og ungdommen, en snaever tidsperiode, idet hensigten er at vise, at mennesket ikke siden da er naet videre i erkendelse og udvikling end dengang, fordi det lever splittet, dualistisk om man vil, uden at have evnet at spraenge sine graenser, saette sig ud over arv og miljo, fordi lidenskaben har taget magten fra fornuften og snusfornuften vundet sejr over folelsen. Hovedpersonen fungerer derforudadtil som veltilpasset systembekraeftende borger og soger at fa kompensation for trangen til det manglende oprorske samfundsengagementved at laese kriminalromaner, drikke sig halvt bevidstlos og i den tilstand fantasere over, at nu ma han ogsa til at realisere sig selv og skrive for eller gore nytte for folket. Men det bliver aldrig til noget.

I 1. bind, der skildrer Erslevs barn- og ungdom og tidlige manddom (til den store udenlandsrejse 1879), og hvor Erslev er dybt praeget af sin romantiske arv, gar jeg derfor i kompositionen i det vaesentlige kronologisk frem. I 2. bind derimod, der skildrer tiden fra 1879 til ca. 1912, hvor den pessimistiske naturalisme traenger igennem, bryder jeg delvis kronologien. Faserne pointeres ganske vist kompositionsmaessigt ved adskillelsen mellem 2. og 3. fase og ved behandlingen af disse hver for sig. Men fra slutningen af 1. bind og isaer starten af 2. bind (begyndelsen af 2. fase) bryder jeg samtidig kronologien op ved at tage udgangspunkt i den mest afgorende kriseperiode i Erslevs liv, tiden o. 1912, hvor han med opgivelsen af historieskrivningen ogsa opgiver oprorsdimensionen i sit liv.

Deter en hovedhensigt at vise laeseren, hvorfor det sker, hvad deter i Erslevs tidligere liv, der forer frem til krisen og tvinger ham til at opgive den frugtbare menneskelige udvikling, han befandt sig i. Deter derfor, forbindelsen gang pa gang undervejs gennem vaerket knyttes frem til det teoretiske skrift Historieskrivning, som han skrev netop under krisen for at forsvare sin made at lave historieskrivning pa.

Men det forstar hverken Manniche eller Egaa Kristensen. De prover at
vise, at disse ryk frem og tilbage i tid bl.a. er udtryk for darlig kildebehandling
.48

I perioden efter 1879, den 2. fase, bliver Erslev for alvor ekspert og

---

48. Manniche (herover s. 281). Egaa Kristensen (anf. st. s. 52). Egaa Kristensen har endda (a. st. s. 48) blik for, at de tanker om historieskrivningen, der kom til udtryk i Historieskrivning, har en lang tradition bag sig, hvad han i parentes bemaerket benaegter, at jeg ser, selvom det fremgar klart af Ravn I s. 163-66: »De idealer, Kristian her (som ung) opstiller for historieskrivningen, ligger naer opad den aeldre Erslevs syn« (I s. 163). Egaa Kristensen ser, at mit Erslevbillede far et statisk praeg (a. st. s. 52), men mistolker baggrunden. Han tror, det skyldes, at jeg ikke ser spaendingen »i 1911-komplekset som et resultat af Erslevs (og hele historiografiens) udvikling«! Det kan godt undre, hvordan han dog har laest den bog.

adskiller i realiteten videnskab fra kunst ved at satse pa kildekritikken og negligere den kunstneriske dimension i de to stykker historieskrivning, Dronning Margrethe og Oversigt over Middelalderens Historie, som han da skriver. Deter baggrund for, at den kildekritiske indsats og hans dermed ideelt set og i tid og afhandlinger og vaerker sammenhorende opgor mod det nationalliberale historiesyn behandles adskilt. Det i 2. fase stedfindende opgor flyttes tilmed helt over i et kapitel i fjerde bog (3. fase) for at vise, at den eksistentielle dimension i dette opgor kun i meget indskraenket forstand var til stede i 2. fase, hvor meriteringen i samfundetsojne var afgorende.⁴⁹ Kompositionen tjener pa denne (og andre) made(r) indholdet, idet den i selve laeserens sind understreger min opfattelseaf Erslevs udviklingsforlob.

Den kunstneriske komposition og den etiske dimension

Hvis deter hensigten at skabe et kunstvaerk, dvs. et vaerk, der kan anfaegte laeserens made at leve (og skrive) pa og understotte ham i forsoget pa at skabe et bedre samfund og et mere harmonisk menneske, sa ma denne laeser anfaegtes ikke kun i sit intellekt og gribes ikke kun i sit hjerte, men i sin sjael. - Hvis han da har en, dvs. hvis han i sit eget liv kaemper eller higer efter at begynde en om ogsa nok sa vanskelig og fortvivlet kamp for at fa det sandhedssogende intellekt og det kaerlighedshungrende hjerte til at arbejde og kaempe sammen, sadan som Erslev gjorde det i 1. og 3. fase af sit liv.

Men hvordan gribes laeseren? Det sker kun, hvis historikeren selv foler sig grebet ved at traenge ind i det menneske, han studerer, ved at erkende og fornemme, hvorledes dette menneske har kaempet for livsvigtige ideer, hvorledes han har sejret og isaer tabt, elsket og isaer lidt. Denne grebethed og dermed den kunstneriske dimension har kun mulighed for at opsta, hvis historikeren er engageret i sin egen nutid og fremtid og har kaempet en tilsvarende sindsoprivende kamp imod det etablerede og imod de daemoniske kraefter i sit eget sind.⁵⁰

---

49. Heller ikke dette forstar Egaa Kristensen (a. st. s. 55), der nok blandt andet derfor tror, at jeg blot opfatter folelseslivet som privat. Det vil sige ikke omfattende det politiske engagement, som opgoret med nationalliberalismen er udtryk for! Netop Erslevs politiske og samfundsmaessige engagement understreges dog ellers yderst staerkt i analyserne af hans folelserne involverende historieskrivning.

50. Det forstod P. G. Lindhardt selvsagt: Tandrups »billede lever, fordi det ikke blot er en dom over en historiker, men en historikers dom over sig selv og sin videnskab« (Jyllands-Posten

Skal muligheden realiseres, ma historikeren imidlertid ogsa have kendskab til de kunstneriske virkemidler, til historieskrivningens metodik om man vil. Og dem opdrages vi ikke til at mestre pa laerdomsanstalterne. Ikke blot ma en skildring centreres omkring en eller fa hovedpersoner for at kunne trsenge ind i laeserens sind.⁵¹ Men det gaelder ogsa om at strukturere den omkring de mentale kriser i vedkommende personers liv. Disse kriser opstar, nar forskellige vasrdisystemer og forskellige mader at leve pa mere eller mindre intenst og langvarigt ksemper om magten i mennesket.⁵² I lobet af krisen kommer dette ud for bevidste valg, hvis det ellers har selverkendelse nok til at forsta eller fornemme, hvad deter, der sker med det. Sadanne valg matte Erslev foretage tre gange: efter udenlandsrejsen 1879, hvor han valgte forskningen, samfundstilpasningen og karrieren; under den langvarige krise mellem 2. og 3. fase (tor jeg skrive: i 90'erne!), hvor han omsider valgte den etiske humanistiske historieskrivning; og endelig o. 1912, da han opgav denne.

At dette skete, var det storste nederlag i hans liv og samtidig et tragisk tidens tegn. Det var til sorg for ham selv og blev en vaesentlig medvirkendearsag til, at dansk historieforskning siden fik legitimation til at negligeresyntesen. Den omstaendighed, at den engagerende historieskrivning siden da som folge af tingsliggorelsen og fremmedgorelsen i det kapitalistiskesamfund har haft elendige vaekstvilkar, er en vigtig grund til, at

---

50. Det forstod P. G. Lindhardt selvsagt: Tandrups »billede lever, fordi det ikke blot er en dom over en historiker, men en historikers dom over sig selv og sin videnskab« (Jyllands-Posten

51. Jvf. Herbert Marcuse: Den cestetiske dimension. Bidrag til en kritik af den marxistiske cestetik, 1979, s. 42-44. Marcuse naevner som eks. Balzacs Den guddommelige Komedie og finder, at den aestetiske kvalitet i den ligger i dens individualisering af det sociale. Det gaelder om, at den aestetiske form absorberer og forvandler den sociale dynamik og gor den til en beretning om bestemte individer. Deter »den personlige skaebne, som er det formskabende - personernes skaebne, ikke som deltagere i klassekampen, men som elskende, slyngler, taber osv.«. Marcuse anker med rette over, hvorledes privatiseringen af det sociale, sublimeringen af virkeligheden, idealiseringen af kaerlighed og dod, ofte af positivistiske marxistiske aestetikere bliver haengt ud som konformistisk og repressiv ideologi, idet disse kritikere overser det kritiske potentiale netop i denne sublimering.

52. Manniche forstar ikke, at der er tale om en langvarig krise mellem 2. og 3. fase. Han vil abenbart i bedste positivistiske »and« have at vide praecist, nar overgangen fandt sted, hvornar »skellet laegges« (herover s. 279). Han fatter heller ikke, at et menneske, der er anfaegtet i sin hidtidige made at leve og arbejde pa, netop under en sadan anfaegtelse vil vaere tilbojelig til sserlig hardnakket at forsvare de skanser (den positivistiske arv), som han er begyndt at fa anfaegtelser over for. Denne svigtende psykologiske indsigt er baggrund for, at Manniche karakteriserer Erslevs (kritisk-fordommende) holdning over for Holberg som »naeppe alt for gunstig for ... (min) overordnede faseopdeling« (herover s. 277). - Vedrorende Erslevs forhold til Dilthey og Rickert henvises iovrigt til det herover s. 285 note 1 bebudede svar til Egaa Kristensen.

nutidsmennesket er blevet mere og mere historielost, har rnistet stadig
mere identitet.

Sporgsmalet er, hvordan denne genvindes. Det sker forst og sidst ved at give det mulighed for at sammenligne sine egne livsproblemer af social og oversocial art i deres indbyrdes vekselvirkning med tilsvarende menneskelige problemer hos mennesker i fortiden.⁵³

Laeserne skal gribes af et andet menneskes livsforlob for at begribe og dermed gribes af sit eget. Forst det giver livet indhold og mening. Forst sa afloser habet trosteslosheden. Derfor skal laeseren bringes ind pa livet af Erslev, fa ham som sin fortrolige, fole, at »Kristian« er hans ven.

Skal det lykkes, ma historikeren bruge de metoder, der fremmer laeserens identifikation med hovedpersonen. For ved identifikationen overskrider laeseren sin egen virkelighed, kommer fra »her og nu« til »der og dengang«.⁵⁴ Han glemmer sin egen selviskhed, nar han lever sig ind i Kristians skaebne og i det opgor mod spidsborgerligheden i samfundet og for menneskets frigorelse, som afspejles i Brandeselevens historieskrivning og eget private liv. Nar identifikationens fortryllelse sa forsvinder efter laesningen, vil laeseren blive utilpas, hvis han i sit eget liv ikke forsoger et tilsvarende opror. Den darlige samvittighed har altid vaeret mor til oprorsanden og den personlige udvikling.⁵⁵

For at opna en identifikation ma laeseren rores, og hvad der berorer ham dybest, er tilvaerelsens tragiske dimensioner. Det vaerste af alt er at miste sine naere. Sorgen og fortvivlelsen er stor, hvis en kaer ven dor. Hvad enten det sker i bogstavelig forstand. Eller vaerre: hvis vennen eller kaeresten gar i sta mentalt, dvs. ma fortsaette livet pa staerkt reduce rede vilkar. Nar denne forfalds- og dodsdimension griber laeseren sa staerkt, haenger det selvfolgelig sammen med hans vished om sin egen dod og hans frygt for selv at miste spaendvidden, livsgnisten, omsorgen for sine kaere, trangen til forelskelse og kaerlighed; bange som han er for at forsumpe i vanen, moden og tilpasningen, der sa magtfuld byder sig til i vores hverdag.⁵⁶

---

53. Marcuse betoner bade nodvendigheden heraf og af at gore det klart, »at det ikke altid er klassesamfundets »skyld«, at »de elskende ikke kan blive sammen«« (a. vaerk s. 41).

54. Jvf. bl. mange vserker herom isaer Arthur Koestler: The Act of Creation, 1964 og Ernst Fischer: Kunstens nodvendighed, 1967.

55. Jvf. den i n. 6 naevnte artikel i Noter samt Lyseslukkerne og stjernekasterne s. 97-99; desuden min artikel Om Paul Hammerichs Danmarkskronike eller om problemer ved at skrive en folkelig syntese i Kritik 57, 1981 s. 106-09.

56. Jvf. Michel de Certeaus opfattelse af historikerens gerning i Spor af Historien. Essays om historiefilosofi og samfund (v. L. Lauritsen), 1975 s. 23: »Hvad er det for et job, jeg udforer? Jeg sporger mig selv om det gadefulde forhold, jeg har til det nuvaerende samfund og til doden«. Jvf. ogsa P. G. Lindhardt i JyHands-Posten 31.1.1980: »uden den tragiske dimension drives der ingen engageret historisk videnskab«.

Det stod derfor ogsa efterhanden mere og mere klart for mig, at dodsdimensionen skulle vaere selve undertonen i Ravnbogen som helhed, og isaer gennemtraenge den fra den tid, da Erslev selv mentalt bevaegede sig hen imod den. I 1. bind foruroliges laeseren ved at stifte bekendtskab med det romantiske menneskebilledes degeneration og med de sindets daemoner, der blev staerkere og staerkere, som det 19. arhundrede blev gammelt. Fra starten af 2. bind (tiden fra 1879) haeftes den bade konkret og ofte pa hovedpersonen og gores derved helt naervaerende for laeseren, der forst lider under hans andelige stagnation, siden glaeder sig over og spaendt folger hans forsog pa genoplivning af sig selv og andre. Fra starten af 2. bind bygges vaerket op pa en af de vigtigste kunstneriske effekter, der eksisterer, refrceneffekten. De fleste kapitler i bind 2 bade illustrerer og ender med at delforklare, hvorfor det gik sa gait, som det gjorde o. 1912. »Man fatter tesen laenge for konklusionen«, som P. G. Lindhardt skrev.⁵⁷ Og deter just meningen. log med, at den forstaende laeser hurtigt bliver klar over formalet med bogen, tvinges han under den fortsatte laesning til at gore sig selvstaendige tanker om, hvorvidt han kan godtage de opdukkede illustrationer, billedlige eksempler og argumenter. Han bliver pa den made kritisk medskabende, en nodvendighed for, at vaerket bliver kunstnerisk, far indvirkning pa laeserens eget liv.

I og med at udviklingen samtidig males med bred pensel, dvs. realistisk med vaegt pa tolkningen ud fra en dialog mellem hovedpersonens og forfatterens livssyn, i stedet for naturalistisk virkelighedsudpenslende, med forfatteren sa fravaerende som muligt, aegges laeseren til modsigelse. Han pirres i nervesystemet, isaer hvis han rammes i sin egen livsforelse og made at skrive pa.⁵⁸ Og han irriteres, fordi han konfronteres med de accentuerede synspunkter, som ogsa den kunstneriske nar anvender, nar hansom Dario Fo ud fra et socialistisk livssyn arbejder pa at fremmedgore den satte samfundsborger fra sin tilpassethed ved at fa ham til at leaf sig selv.

Illusionen eller den kunstneriske dimension opstar imidlertid kun, hvis
vaerket komponeres, sa identifikationen optraeder samtidig med fremmedgorelsen,med

---

56. Jvf. Michel de Certeaus opfattelse af historikerens gerning i Spor af Historien. Essays om historiefilosofi og samfund (v. L. Lauritsen), 1975 s. 23: »Hvad er det for et job, jeg udforer? Jeg sporger mig selv om det gadefulde forhold, jeg har til det nuvaerende samfund og til doden«. Jvf. ogsa P. G. Lindhardt i JyHands-Posten 31.1.1980: »uden den tragiske dimension drives der ingen engageret historisk videnskab«.

57. Jy Hands-Posten 31.1.1980.

58. Deter typisk nok ikke historikere med sans for den menneskelige og kunstneriske side, som P. G. Lindhardt, Jens Henrik Tiemroth, Ebbe Klovedal, Johan Bender og Harry Christensen, der irriteres, men derimod udpraeget positivistiske folk som Egaa Kristensen og Manniche. Desuden tildels Rolf Thorstendahl i Uppsala Nya Tidningen 9.1.1981: »inte bara en fascinerande, men litet irriterande tandrupsk bild«.

medgorelsen,medden kritiske analyse. Star identifikationen alene, forer den let til en hypnotisering af laeseren,⁵⁹ som ikke mindst Brecht erkendte under sin mangearige kamp mod nazismen og den store hypnotisor Adolf Hitler, der som ingen kendte midlerne til at troldbinde smaborgerskabet.

Star fremmedgorelsen eller den videnskabelige begrebsrnaessige analyse pa den anden side alene, som den gor i Manniches bog om Den radikale historikertradition (hvor han da ikke bare forfalder til endelose referater), mister vaerket sin indflydelse pa laeseren. Deter synd, for det er ikke helt uden kvaliteter. Den »neutrale« analyse alene anfaegter imidlertid ikke laeseren; den virker beroligende og konserverende.

For sa vidt som laeseren ikke har udviklet sig til en robotagtig, altadskillende snusfornuftig bonde eller til en godtroende smaborgerlig trold, har han behov for bade at rores og taenke kritisk pa en gang. Folgelig er det nodvendigt, at historieskrivningen komponeres, sa den bliver bade kunst og videnskab i et. Kun hvis trolden og bonden kommer overens og parrer sig, bliver det derfor muligt at komme den herskende historielose mentalitet i befolkningen til livs. Men hvor mange bonder - og tilbagevaerende trolde - er villige til det?

---

59. Det mener Manniche utroligt nok naesten er sket for sa erfarne folk som P. G. Lindhardt, Johs. Mollehave, Niels Hojlund, Ebbe Klovedal og Johan Bender, idet han skriver, at min Erslevopfattelse af disse »slugtes mere eller mindre rat« (herover s. 272).