Presse og parti

- den Ferslewske presse og Hojre i provisoriearene med saerlig henblik pa Dagens Nyheder I partiet Hojre afspejlede de politiske brydninger omkring 1890 sig i en strid omkring partiets presse. Striden havde kulturelle og sociale undertoner; redaktoren for Dagens Nyheder siden 1873, Carl Carstensen, var en dygtig og moderne indstillet pressemand, der arbejdede for en frigorelse af avisen, sa den bedre kunne imodekomme det moderne byhojre, hvorimod modparten Lars Dinesen gik ind for princippet om den fastlaste partipresse. Om dette og om de problemer, der Id i, at hojrepressen var okonomisk afhcengig af Godsejerforeningen og bladejer J.C. Ferslew, skriver adjunkt, cand.mag. Niels Clemmensen.

Problemstillinger og materiale

Den politiske kamp i provisoriearene fortes pa mange fronter. Den gjaldt ikke blot forfatningen og forsvaret, men ogsa okonomiske, sociale og kulturelle sporgsmal. Hverken Venstre eller Hojre indtog en entydig holdning til disse problemer. I Venstre resulterede den taktiske uenighed i dannelsen af forhandlende og afvisende floje, men pa tvaers af disse grupperinger gik der sociale og kulturpolitiske delingslinier. I Venstres presse kom de kulturpolitiske brydninger til udtryk i 1884, da Horup og Edvard Brandes oprettede Politiken, efter at Berg med grundtvigianerne i ryggen havde smidt dem ud af Morgenbladets redaktion. Hojre stod ligesom Venstre delt i periodens okonomiske, sociale og politiske sporgsmal. Der var brydninger mellem by og land, mellem handvaerk og industri, mellem forligstilhaengere og forligsmodstandere, og ligesom i Venstre blev modsaetningerne trukket hardt op i kulturpolitikken. Under Estrup lykkedes det sa nogenlunde at holde sammen pa tropperne, men da partiet efter hans afgang mistede sit samlingsmaerke, kom splittelsen abenlyst til udtryk. Pressehistorisk rejser det sporgsmal sig, hvorledes Hojres presse markerede sig i dette spektrum af modstridende interesser og synspunkter.

Side 217

Hojre kunne monstre en ganske anselig presse i hovedstaden, mens venstrebladene dominerede i provinsen. De vigtigste hojreblade i Kobenhavn var det traditionsrige Dagbladet og de nyere Dagens Nyheder og Nationaltidende, der alle havde tilknytning til J.C. Ferslews bladimperium. Hertil kom Avisen, der udgaves af et aktieselskab, og Faedrelandet, der gik ind i 1881, kun et halvt ar efter, at Ploug trak sig tilbage som redaktor og udgiver. Niels Thomsen og Vagn Dybdahl har udforligt gjort rede for bladenes okonomiske forhold, og hvad der yderligere kan meddeles herom er til dels supplerende¹. Fremstillingen vil primeert beskaeftige sig med de redaktionelle vilkar for hovedstadens hojrepresse i provisoriearene. Denne malsaetning rejser en raekke sporgsmal med henblik pa partiets holdning til bladene. Det ma saledes undersoges, om der fra centralt hold blev fort en aktiv og klart defineret pressepolitik, og om redaktorerne onskede eller formaede at gore sig gaeldende over for partiet. Med partiet menes forst og fremmest partiorganisationen, hvis centrale organ, forretningsudvalget, varetog Hojres forhold til pressen. Forretningsudvalgets snaevre personsammenfald med rigsdagsrepraesentationen giver dog materialet en bred indfaldsvinkel til begge de hovedorganer, der konstituerer et parlamentarisk parti. Af principielle grunde deltog ministrene ikke direkte i det organisatoriske arbejde, men materialet dokumenterer naere kontakter til forretningsudvalget i sporgsmal vedrorende hojrepressen. Endelig fungerede Godsejerforeningen som partiets uofficielle guldkalv i forholdet til de betraengte blade.

Den redaktionelle debat inden for parti og presse kan kaste lys over de ideologiske, sociale og okonomiske forhold, der indgik i udviklingen af Hojres hovedstadspresse. Deter et af undersogelsens hovedsynspunkter, at brydningerne i Hojres presse var udtryk for ideologiske modsaetninger mellem borgerlige og agrare lag i partiet. Tilsvarende modsastninger kan aflaeses i en betydelig uoverensstemmelse mellem Hojres liberal-konservative samfundssyn og partiets organisatoriske og politiske praksis i provisoriearene.

Der er forelobig afstaet fra en systematisk indholdsanalyse af hojrepressen.Materialet er koncentreret om avisernes okonomi og redaktion og er hentet i en raekke privatarkiver fra de ledende maend i Hojres organisation og presse, forst og fremmest redaktor af Dagens Nyheder, cand.polit. Carl Carstensen, statsrevisor Lars Dinesen og baron Tage Reedtz-Thott. Endvidere bor naevnes Godsejerforeningens arkiv. Undersogelsenbygger

1. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970, 1970. Vagn Dybdahl: Partier og erhverv, 1969.

Side 218

sogelsenbyggerpa den antagelse, at dette materiale afspejler betydningsfuldesociale og ideologiske brydninger i parti og presse, men indholdsanalyservil selvsagt vaere vaerdifulde til efterprovning af de synspunkter, som her vil blive gjort gaeldende. Som eksempel pa Hojres hovedstadspresseer valgt de Ferslewske blade med hovedvaegten lagt pa Dagens Nyheder.

Dagens Nyheder og Godsejerforeningen

Dagens Nyheder blev grundlagt i 1868 og havde siden 1871 modtaget stotte fra Godsejerforeningen, der opfattede det dengang ikke saerlig politiske blad som et konservativt modstykke til den nationalliberale presse. Forst da Carl Carstensen i 1874 overtog redaktion og udgivelse, blev bladet for alvor en konservativ opinionsavis, og efterhanden som de nationalliberale blev opslugt af Hojre i den almindelige kamp mod Venstre, rettede avisen skytset mod dette parti.² I de kommende ar blev Dagens Nyheder hovedsagelig finansieret af den konservative Godsejerforening, der bl.a. blev ledet af baron Tage Reedtz-Thott, Gauno, godsejer H. P. Ingerslev, Marselisborg, grev Chr. Moltke, Lystrup, og godsejer Jacob Scavenius, Gjorslev, altsa folk, der spillede en afgorende rolle i Hojres organisation og forretningsudvalg og senere skulle indtage betydningsfulde

Dagens Nyheder var fra Carstensens overtagelse behaeftet med en betydeliggaeld, og driften korte med et konstant underskud, der for storstedelensvedkommende blev daekket privat af godsejerne Jacob Scavenius, Tage Reedtz-Thott og Frederik Moltke-Bregentved, mens Godsejerforeningenbidrog med mindre tilskud³. Erik Boghs tilknytning til bladet i

2. Niels Thomsen op. cit. s. 254ff. Udat. notat vedr. Dagens Nyheder ca. 1892, Carl Carstensens arkiv, A.I, RA. (Rigsarkivet).

3. Drewsens papirhandel havde saledes et tilgodehavende pa 6. 639 rbd., der skulle afdrages med 200 kr. manedligt. Desuden skyldtes et mindre belob til bogtrykker Calberg (Gaeldsbevis 30/11 1874 udstedt af C. Carstensen til Drewsen og Sonner, kautioneret af F. Moltke-Bregentved og Jacob Scavenius, Carstensens arkiv, A.2, RA. August Carstensen til Carl Carstensen 24/5 1875, J. F. Scavenius' arkiv, A.1.4, RA). Fra april 1875 til april 1877 daikkede Jacob Scavenius, Tage Reedtz-Thott og F. Moltke-Bregentved bladets underbalance med godt 17.000 kr., mens andre godsejere og Godsejerforeningen ses at have bidraget med knap 5.000 kr. i samme tidsrum (C. Carstensen til J. Scavenius 3/6 1876, Scavenius' arkiv, A.1.4, RA. 3. Scavenius til T. Reedtz-Thott 8/6 og 11/12 1876, 16/6 1877, baron Tage Reedtz-Thotts arkiv, nr. 7, LA. (Landsarkivet for Sjxlland)).

Side 219

1877 gav en tilgang pa 1.400 abonnenter i lobet af tre kvartaler, saledes at det samlede antal abonnenter i lobet af tre kvartaler naede op pa 4.300. I oktober 1877 regnede Carstensen derfor optimistisk med, at Dagens Nyhederfor fremtiden kunne baere sig med 1.000 kr. i kvartalet fra godsejerne,hvis de ville kautionere for en konvertering af bladets gaeld pa 27.000 kr. og deltage i afviklingen til og med december 1878. Planen synes at vaere blevet realiseret, den blev i al fald anbefalet af Jacob Scavenius, og ifolge Carstensen var bladet übeheeftet i 1879⁴.

Det fremgar ikke af materialet, om kautionen og afviklingen blev gennemfort privat af enkelte godsejere, eller om Godsejerforeningen var indblandet. Det sidstnaevnte blev imidlertid tilfaeldet, efter at Carstensen i 1878 havde indledt et samarbejde med Folkets Avis, saledes at de to blade fik faelles driftsokonomi. Hertil kraevedes nemlig sa store investeringer, at Godsejerforeningens bestyrelse i november 1880 opfordrede sine medlemmer til at kautionere for en kassekredit pa 50.000 kr. til bladene, idet hvert medlem maksimalt skulle tegne sig for 2.500 kr. Det var tanken, at bladene skulle daekke kassekreditten, nar status havde bedret sig, men forhabningerne blev ikke indfriet⁵.

I 1883 stod Dagens Nyheder med en papirgaeld pa godt 40.000 kr. til Drewsens papirhandel, der kraevede fordringen indlost pa grund af firmaetsbetalingsstandsning. I denne situation overtog foreningen simpelt hen bladet med gaeld og forpligtede sig til en rentefri tilbagebetaling i 16 rater af 2.500 kr. Endvidere daekkede man et traek pa kassekreditten pa 41.000 kr., som blev skaffet til veje ved indsamling blandt godsejerne. Til den fortsatte drift ydede foreningen godt 6.000 kr. i de to sidste kvartaler af 1883, ligesom bladet trak godt 10.000 kr. pa en kassekredit kautioneret af godsejerne⁶. I december 1883 blev det fremtidige arlige driftstilskud beregnet til 10.000 kr., men allerede i lobet af 1884 matte der ydes omkring 20.000 kr., hvortil kom et voksende traek pa kassekreditten. For at klare den videre drift blev der fra januar 1885 tegnet ekstraordinaere

4. C. Carstensen til J. Scavenius 12/10 1877; J. Scavenius til T. Reedtz-Thott 16/10 1877; Carstensens arsbudget for Dagens Nyheder og Folkets Avis 17/5 1879. Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, 7 og 12, LA.

5. Arsbudget cit. i note 4. Cirkulaere fra Godsejerforeningens bestyrelse nov. 1880, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 12, LA.

6. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol 16/12 1883, 16/12 1885, Godsejerforeningens arkiv, pk. 1, RA. Udat. notat vedr. Dagens Nyheder cit. i note 2. Godsejer H.P. Ingerslev til T. Reedtz-Thott 22/5 1883; direktor E. Ree til samme 12/12 1883 vedlagt afskrift af Carstensens gaeldsbevis til Drewsen og Sonner 29/6 1883. Reedtz-Thotts arkiv, nr. 5 og 6, LA. Status og driftsregnskab for Dagens Nyheder juli 1883 til jan. 1884, ibid. nr. 12.

Side 220

bidrag blandt Godsejerforeningens medlemmer pa arligt 19.000 kr. Forelobigbandt man sig for 2 ar frem, saledes at driften skulle vaere sikret til udgangen af 1886. Heller ikke denne gang kunne budgettet overholdes. Bladet trak flittigt pa sin kassekredit, i de tre forste kvartaler af 1885 alene 6.000 kr., og i december 1885 havde Godsejerforeningen efterhandenoptaget lan pa godt 27.000 kr. for at finansiere driften. Foreningen opgav derfor udgivelsen og besluttede ikke at optage yderligere Ian⁷.

Carstensen forsogte nu at fore bladet videre som ejer med godsejernes ekstraordinaere tilskud i ryggen, men Dagens Nyheder var utvivlsomt gaet ind, hvis ikke den kobenhavnske bladmagnat J.C. Ferslew var dukket op pa arenaen. Ferslew, der allerede havde Dags-Telegrafen, Aftenposten og Nationaltidende i sin staid, overtog i 1887 trykning og distribution mod at fa overladt indtaegterne fra abonnementet, mens redaktionsudgifterne skulle finansieres af avertissementerne og et tilskud pa 6.000 kr. arligt fra Godsejerforeningen. Til daekning af driften i 1887 og 1888 opfordrede bestyrelsen derfor foreningens medlemmer til fortsat at bidrage med de ekstraordinaere tilskud, fra 1888 dog kun med halvdelen, samtidig med at Carstensen yderligere fik 2.000 kr. arligt over foreningens ordinaere budget⁸. I 1889 overtog Ferslew hele driften og nedsatte abonnementsprisen til godt en tredjedel. Som folge heraf fik bladet en betydelig fremgang, over 5.000 abonnenter i perioden 1. april til 1. juni, og naede efterhanden op pa 14.000. Driften blev dog fortsat stottet af ekstraordinaere og ordinaere tilskud, der forst ophorte fra oktober 1892, da Carstensen kom i et politisk modsaetningsforhold til Godsejerforeningens bestyrelse⁹.

Godsejerforeningens stotte var motiveret af onsket om at opretholde et konservativt organ. Som det hed i en generalforsamlingsberetning 16. december 1884: »Forsamlingen udtalte, at opretholdelsen af Dagens Nyhederunder de nuvaerende politiske forhold ma vaere en uafviselig pligt for Godsejerforeningen, der er den naturlige repraesentant for de konservativeinteresser her i landet.« Da Ferslew i 1889 overtog udgivelsen,

7. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 16/12 1883, 15/12 og 16/12 1884, 16/12 1885. Status og driftsregnskaber for Dagens Nyheder april 1884 til sept. 1885; budget for Dagens Nyheder 1885. Reedtz-Thotts arkiv, nr. 12, LA.

8. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 14/12 1886, 9/6, 16/6 og 13/12 1887.

9. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 17/12 1888, 12/6 og 14/12 1889, 22/11 1890, 15/12 1891, 15/12 1892. Cirkulaere fra Godsejerforeningens bestyrelse 1/4 1889, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 12, LA. F. Salicath. til C. Carstensen 2/5 1893, Carstensens arkiv, 8.1, RA. Niels Thomsen op. cit. s. 271. Anna Levin: Ferslewslaegten fra Skagen, 1927, s. 331.

Side 221

fortsatte foreningen med sine tilskud med den motivering, at de var betingelsen for at udove den nodvendige indflydelse pa redaktionen. Der synes ikke at have hersket abenlyse uoverensstemmelser for i 1891, hvor foreningen klagede over Carstensens »maskepi med europaeismen« og hans manglende vilje til at »lade de store konstitutionelle stridspunkter hvile.« Dermed var angivet hovedtemaerne i den langvarige politiske konflikt, der kulminerede med Godsejerforeningens brud med Dagens Nyheder i oktober 1892, efter at bestyrelsen forgaeves havde afkraevet Ferslew og Carstensen de fornodne garantier for en tilfredsstillende redaktionellinie .¹⁰

Herefter var bladet i okonomisk henseende losrevet fra foreningen og indgik i de omfattende rokeringer inden for den Ferslewske koncern. I 1893 blev det saledes sluttet sammen med Dagbladet for i 1896 at blive inkorporeret i Nationaltidende, stadig med Carstensen som redaktor. Med ophoret af Godsejerforeningens understottelse i 1892 mistede bladet samtidig sine naermeste kontakter til de ledende maend i Hojres forretningsudvalg. Deter disse kontakter, som det forst og fremmest er lonnende at folge.

Dagens Nyheder og Højre

Brydningerne mellem Carstensen og Godsejerforeningen faldt sammen med tilnaermelsen mellem Hojre og Det moderate Venstre. Samarbejdspolitikkens ledende organisator var sekretaeren for Hojres forretningsudvalg, folketingsmand og statsrevisor Lars Dinesen, og det var isasr ham, der dirigerede slaget mod Carstensen ved at laegge tryk pa de ovrige medlemmer af forretningsudvalget, forst og fremmest baron Reedtz- Thott, der ogsa var formand for Godsejerforeningen.

Carstensens modsaetningsforhold til Dinesen var af gammel dato og skyldtes dels hans ledelse af de konservative klubber, dels hans virksomhedsom pressemand. I sidstnaevnte egenskab havde han allerede gjort sig misliebig i konflikten omkring Journalistforeningen i 1888. I praksis var Journalistforeningen en organisation af hojrejournalister, men i anledningaf

10. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 16/12 1884 (citat 1), 14/12 1889, 16/6, 15/12 og 16/12 1891 (citat 2), 16/6 og 15/12 1892. F. Salicath til T. Reedtz-Thott 16/12 1891, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 7, LA. T. Reedtz-Thott til L. Dinesen 21/12 1891, Lars Dinesens arkiv, A, RA.

Side 222

ningafden store udstilling i 1888 foreslog en kreds af kobenhavnske hojreredaktorer at optage medlemmer fra venstrepressen, bl.a. Viggo Horup. Selv om Journalistforeningen forelobig bibeholdt sin karakter af hojreforening, tog Hojres forretningsudvalg forslaget rneget unadigt op og udpegede Carstensen som hovedansvarlig¹¹. Dermed var der skabt et solidt grundlag for Dinesens mistillid, der voksede i takt med forligspolitikkenog satte sig spor i en raekke klager til baron Reedtz-Thott, hvori Dinesen gjorde gaeldende, at Carstensen modarbejdede forretningsudvalgetog naerede europaeiske tendenser. I lobet af 1891 tilspidsedes konfliktennetop pa det tidspunkt, hvor Godsejerforeningen begyndte at desavouere Carstensen. Tyranni og mistaenkeliggorelse, haevdede Carstensen.Renegat og boheme, lod anklagen¹². Boheme hentydede til Carstensenspastaede affinitet til europaeerne, og Dinesen satte i stigende grad angrebene ind pa dette punkt, idet han slog Carstensen i hartkorn med Jacob Scavenius. Bade ved sin embedsforelse som kultusminister og ved sit privatliv havde Scavenius faet ry for at sympatisere med radikalismen,samtidig med at han blev opfattet som den fremmeste modstander af forligspolitikken med Venstre. Deter saledes et talende vidnesbyrd om Dinesens mistillid til Carstensen, at han identificerede ham med den mand, som han tillagde hovedansvaret for forretningsudvalgets vanskelighedermed at fa anerkendt sin politik af Hojres organisation og vaelger e¹³.

I en raekke konkrete sager tog ogsa ministeriet affaere over for Carstensensvirksomhed. I sadanne tilfaelde matte fremtraedende medlemmer af Godsejerforeningen som Reedtz-Thott og indenrigsminister Ingerslev sta skoleret for ministrene med anmodning om at laese Carstensen teksten¹⁴.

11. Svend Thorsen: Den danske Dagspresse, I, 1947, s. 176f. Brevveksling mellem C. Carstensen og formanden for Hojres forretningsudvalg, Henning Matzen, dec.-febr. 1888/89, Dinesens arkiv, E. 8, RA.

12. C. Carstensen til L. Dinesen 13/12 1890, 18/4, 26/4 og 29/4 1891; L. Dinesen til C. Carstensen 14/12 1890, 20/4 og 27/4 1891 (svarkoncepter vedlagt Carstensens breve); Indenrigsminister Ingerslev til L. Dinesen 30/4, 14/5 og 13/6 1891; T. Reedtz-Thott til samme 9/4 1889, 29/12 1891. Dinesens arkiv, A, RA. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 8/4 1889, 15/6 og 23/12 1891, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA. Jvf. protokol over Hojres private moder i samlingen 1889/90, 31/3 1890, Dinesens arkiv, E.4, RA. Endvidere Hojres protokol forretningsudvalget 23/8 1888, Hojres arkiv, A.I, RA.

13. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 23/12 1891, hvor det bl.a. hedder, at Dagens Nyheder er organ for »det gale menneske J. Scavenius, der er mange, mange laesere, som vildledes derved...« Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA. Jvf. generalauditor Steffensens notater 24/12 og 28/12 1892, Dinesens arkiv, E.3, RA. Om Hojre og forligspolitikken: Vagn Dybdahl op. cit. s. 147ff. Jan Norgaard Petersen: Brydninger i Hojre 1894-1901, Jyske Samlinger, Ny Raekke XIII, 4, 1981, s. 217ff.

14. Justitsminister Nellemann til Henning Matzen 30/6 1889, Dinesens arkiv, A, RA. Indenrigsminister Ingerslev til T. Reedtz-Thott 12/9 1891, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 5, LA.

Side 223

Helt op i ministeriet faldt det saledes naturligt for hojres dignitarer at
gore Godsejerforeningen ansvarlig for redaktionen af Dagens Nyheder.

Bestyrelsen parerede ordre ved at true bladet med okonomiske repressalier, og i begyndelsen af 1892 bar presset tilsyneladende frugt. Ferslew indvilligede i at ansaette en repraesentant for foreningen i redaktionen, og Carstensen selv lovede Reedtz-Thott at »stille en passende garanti for en i hovedpunkterne ensartet opfattelse af vore indre politiske modaliteter i en naermere fremtid.« Kort tid efter gjorde Carstensen offentligt afbigt i Dagens Nyheder med en kritisk vurdering af Jacob Scavenius' virksomhed som folketingsmand. I artiklen refereres saledes Hojres betaenkelighed ved Scavenius' »svulmende selvfolelse, som den er fremtradt i saerstandpunkter« og hans »formentlig altfor milde syn pa den danske europaeisme« samt hans »lidet naensomme kritik af taktikken over for det forhandlende Venstre...« Ifolge Dinesen var artiklen blevet dikteret Carstensen og var en stor sejr for forhandlingspolitikken og et dodeligt nederlag for Scavenius, der skulle have mistet sin vaesentligste stotte i pressen. Triumfen blev dog kortvarig. Allerede samme ar fyrede Ferslew Godsejerforeningens hjemmelsmand i Dagens Nyheders redaktion, og fyringen, der blev den direkte anledning til foreningens brud med avisen, betod samtidig, at Carstensen gled ud af bestyrelsens og dermed partiets kontrol¹⁵.

Det sporgsmal traenger sig pa, hvorfor godsejerne holdt handen over Carstensen sa laenge, nar partiets ledende maend stillede sig sa kritisk til ham. Forklaringen ma soges i de komplicerede okonomiske og juridiske forhold omkring Dagens Nyheder.

Dagens Nyheder og Ferslew

Bortset fra perioden 1883-85, hvor Godsejerforeningen ejede Dagens Nyheder, forela der ingen skriftlige aftaler vedrorende foreningens forholdtil bladet. Det samme gjaldt ordningen med Ferslew i 1889. Der herskede derfor usikkerhed om, hvem der egentlig ejede Dagens Nyheder.Var

15. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 16/6 og 15/12 1892. C. Carstensen til T. Reedtz-Thott 18/1 1892 (citat 1), Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA. Dagens Nyheder 31/1 1892 (citat 2). L. Dinesen til redaktor Chr. Nielsen 1/2 1892; Chr. Nielsen til L. Dinesen 8/2 1892 i Boggild-Andersem og Vagn Dybdahl: Fra Jyllands-Postens brevgemmer, 1950, nr. 262 og 263. Jvf. redaktor Vogel-Jorgensen til L. Dinesen 4/2 1892, Dinesens arkiv, A, RA.

Side 224

der.Vardet foreningen, var det Carstensen, eller var det maske Ferslew? Sporgsmalet blev rejst i Godsejerforeningen i 1891, da Carstensens redaktionsprincippervakte medlemmernes mishag. Carstensen holdt selv pa, at han havde ejendomsret til bladet, og foreningen frafaldt senere ethvert krav, idet den nsermest tilsluttede sig Carstensens opfattelse. Man kunne altsa ikke sparke Carstensen ud og erstatte ham med en anden redaktor, selv om aftalen med Ferslew synes at have indrommet godsejerneretten til at udpege redaktoren og dermed bestemme bladets politiskelini e¹⁶. Men kunne foreningen simpelthen ikke ophore med sine tilskud til avisen i hab om, at den gik ind? Uanset den formelle ejendomsretvar indflydelsen pa bladet jo snaevert knyttet til okonomien, men her var Ferslew den egentlige magthaver, efter at han havde overtaget driften i 1889. Carstensens krav pa ejendomsretten var derfor naermest en »bravade«,som kollegaen Bauditz fra Dagbladet udtrykte det.¹⁷ Den, der ville kontrollere Dagens Nyheder, matte kontrollere Ferslew, og Godsejerforeningen havde ingen garanti for, hvad Ferslew kunne finde pa med bladet, hvis tilskuddene ophorte. De var nemlig den nodvendige betingelse for at holde Ferslew borte fra indflydelse pa redaktionen. Hvis bladet blev lettet for den belastende okonomiske og politiske binding til godsejerne, var der ingen garanti for, at Ferslew vedblivende ville anerkendeden principielle forpligtelse til at holde bladet pa den rette hojrevej.Det var nemlig ikke just i hojreforligspolitikken, at det gode avissalg la, og Ferslews interesse var i hovedsagen knyttet til okonomien. Folgelig vedblev foreningen med tilskuddene, idet en kontrolleret og i redaktionel henseende passiv Ferslew var at foretraekke som et mindre onde frem for en ukontrolleret Ferslew i makkerskab med Carstensen. Hvis Carstensen blev frit stillet, kunne han maske oven i kobet smykke sig med martyrglorienog pa det grundlag starte en ny, uafhaengig avis. Kultusminister Jacob Scavenius, der stod Carstensen naer og var modstander af Lars Dinesens linie, spekulerede tilsyneladende i denne mulighed i hab om at omdanne Dagens Nyheder til et organ for sin politik¹⁸.

Sa laenge Ferslew stottede Carstensen var der altsa gode grunde til at

16. Udat. notat vedr. Dagens Nyheder cit. i note 2. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 16/12 1891. F. Salicath til T. Reedtz-Thott 16/12 1891, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 7, LA. Samme til C. Carstensen 2/5 1893, Carstensens arkiv, B. 1, RA. Redaktor F. Bauditz til L. Dinesen 15/12 1892, Dinesens arkiv, A, RA.

17. F. Bauditz til L. Dinesen 15/12 1892 cit. i note 16.

18. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 8/4 1889; F. Salicath til samme 16/12 1891; Indenrigsminister Ingerslev til samme 30/12 1891. Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, 7 og 5, LA. T. Reedtz-Thott til L. Dinesen 9/4 1889; Ingerslev til samme 7/8 1892. Dinesens arkiv, A, RA.

Side 225

gore gode miner til slet spil og i ovrigt habe pa, at han kunne og ville holde Carstensen i orerne. Ferslew synes ogsa flere gange at have afgivet de fornodne lofter, men uden den onskede virkning. Skriftlige garantier ville han desvaerre ikke give, men maske kunne man lokke ham til at udtale sig i naervaer af Dinesen, Reedtz-Thott og generalauditor Steffensen,der derefter kunne nedfaelde det skriftligt? Planen var Dinesens, men den er naeppe blevet effektueret - juridisk ville den vaere vasrdilos, og Reedtz-Thott afviste den som utilfredsstillende¹⁹. Der var imidlertid andre og mere realistiske muligheder for at klemme Ferslew, og her kom det haederkronede Dagbladet ind i billedet.

Den tidligere nationalliberale stjerneavis, der nu var Hojres loyale organ i kampen mod radikalismen, var i lobet af 80'erne geradet i store okonomiske vanskeligheder med faldende oplagstal. I 1889 blev der indsamlet 50.000 kr. til bladet, mens Godsejerforeningen yderligere bidrog med 12.000 kr. mod til gengaeld at opna kontrol med bladets redaktionelle linie. Trods supplerende tilskud fra Hojres forretningsudvalg korte bladet dog med et arligt underskud pa 20.000 kr. Skulle Dagbladet holdes i live, var det nodvendigt med et kraftigt kapitaltilskud, og hvem var vel naermere end Ferslew, der allerede kontrollerede 4 aviser i Hojres hovedstadspresse? Fra forretningsudvalget blev forhandlingerne navnlig fort af generalauditor Steffensen og den senere kultusminister professor Goos, og fra regeringen deltog bl.a. indenrigsminister Ingerslev. Ministrenes medvirken var vigtig, for det var tanken at holde Ferslew skadeslos for det okonomisk belastede Dagbladet ved at overlade ham nogle af regeringens tryksager. Ved udsigten hertil ojnede Ferslew allerede chancen for, at hans trykkeri kunne blive statens trykkeri, og selv om disse planer senere viste sig uigennemforlige, var de tilstraekkelig lokkende til, at han pr. 1. juli 1891 overtog Dagbladet og forpligtede sig til at indromme forretningsudvalget kontrol med redaktionen²⁰.

I denne situation mente Dinesen at have fundet en udvej til at blive Carstensen kvit. Fra foraret 1891 tumlede han med forskellige planer om en sammenslutning af Dagens Nyheder og Dagbladet under en ny redaktor,mens Carstensen skulle saettes pa pension. Ferslew skulle holdes i ave

19. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 11/12 1891; Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA. T. Reedtz- Thott til L. Dinesen 21/12 1891, Dinesens arkiv, A, LA.

20. Niels Thomsen op. cit. s. 271f. Vagn Dybdahl op. cit. s. 139f. Godsejerforeningens forhandlingsprotokol cit. i note 6 12/6, 17/6, 14/12 og 16/12 1889. Generalauditor Steffensens notater 24/12 og 31/12 1892, 2/1 1893, Dinesens arkiv, E. 3, RA. Indenrigsminister Ingerslev til Steffensen 15/3 1893; redaktor F. Bauditz til samme 17/3 1893. Dinesens arkiv, E. 10, RA. Anna Levin op. cit. s. 332.

Side 226

med loftet om de givtige statslige tryksager, et langt mere effektivt argumentend de politiske indvendinger, som forretningsudvalget hidtil havde gjort gaeldende. Forelobig blev Dagbladet dog viderefort som selvstaendig avis under den hidtidige redaktor Bauditz, uden at Dinesen derfor opgav tanken om at slippe af med Carstensen. Efter bruddet mellem Carstensen og Godsejerforeningen i oktober 1892, mente han forhabningsfuldt, at Ferslew ville starte et nyt blad og folge Hojres onske om at give Carstensenlobepas som redaktor, men uden de statslige tryksager som lokkemad mistede partiet sit vaesentligste pressionsmiddel over for Ferslew. Carstensenoverlevede, og da Dagens Nyheder og Dagbladet blev sluttet sammen i sommeren 1893, fortsatte begge redaktorer. Den nye bladsammenslutningudkom oven i kobet med Dagens Nyheder som hovedtitel, selv om Bauditz havde foreslaet Ferslew at lade Dagens Nyheder ga op i Dagbladet²¹.

Presse, parti og offentlig debat

I den lobende konflikt om Dagens Nyheder i provisoriearene tegner sig konturerne af historiske, ideologiske og sociale modsaetninger, der ikke blot markerede sig i pressen, men overalt i politik og kulturliv. En analyse af de vigtigste standpunkter i debatten om Dagens Nyheder kan klarlaegge disse modsaetninger.

I slaget om Journalistforeningen, der oprindelig kun optog hojrejournalister,repraesenterede Carstensen det standpunkt, at organisationen var en faglig forening og derfor ogsa burde sta aben for venstrejournalister.Carstensen argumenterede dog ikke forst og fremmest fagpolitisk for sin sag. Hans hovedaerinde var retten til den fordomsfri og uafhaengige debat, der burde indrommes den politiske journalistik, nar blot hensynet til partiets hovedlinie blev tilgodeset. Pa dette grundlag forsvarede Carstensendet kollegiale samvaer med venstrejournalisterne, hvor navnlig Horup var en anstodssten for Hojres forretningsudvalg. For partiorganisationensledende maend var Journalistforeningen nemlig en politisk hojreforening.Et kollegialt samvaer med venstrepressens medarbejdere var

21. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 13/5 1891, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA. Samme til generalauditor Steffensen 20/10 1892, Dinesens arkiv, E. 10, RA. T. Reedtz-Thott til L. Dinesen 18/5 1891, Dinesens arkiv, A, RA. Generalauditor Steffensens notater cit. i note 20 24/12 1892. F. Bauditz til L. Dinesen 15/12 1892 cit. i note 16.

Side 227

derfor »vildledende for den menige hojremand« og indebar risikoen for
indiskretioner over for politiske modstandere22.

Sagen om Journalistforeningen rejste saledes det principielle sporgsmal om pressens stilling til partidisciplinen. Carstensen fremlagde sit standpunkt herom i et langt brev til medlem af forretningsudvalget generalauditor Steffensen, hvori han medgav, at pressen burde stotte regeringen i forhandlingspolitikken med Venstre, men uden at »majorisere« eller »mistaenkeliggore...skeptiske hojremaend.« Inden for disse rammer gjaldt det om at genvinde hojrepressens prestige og indflydelse ved at indromme den retten til uafhaengig og kritisk stillingtagen til de lobende sporgsmal. Redaktoren og ikke partiet var ansvarlig for de synspunkter, der kom til udtryk i spalterne, og hvis politikerne onskede at benytte avisen som organ for deres anskuelser, matte redaktionen have adgang til den nodvendige information og forbeholde sig retten til kritik²³.

I lighed med sagen om Journalistforeningen satte Hojre ganske anderledes snaevre rammer for redaktionel udfoldelse, og det gjaldt ikke blot forretningsudvalget. Ifolge justitsminister Nellemann var det saledes forbeholdt partiet at afgore, hvilke sager der i den konkrete situation kraevede partidisciplin, og pressen var derfor ikke berettiget til at skelne mellem partiets hovedlinie og de sporgsmal, der tillod private synspunkter. Dette gjaldt ikke mindst Dagens Nyheder, der bade »moralsk og pekuniaert« var forpligtet over for Hojre. Carstensen fik senere afslag, da han anmodede generalauditor Steffensen om oplysninger fra rigsdagen, og partiet havde dermed tilbagevist hans to vaesentligste kriterier for en ansvarlig og indflydelsesrig hojrepresse, nemlig friheden og informatione n²⁴.

Problemstillingen tilspidsedes i kulturpolitikken, hvor forretningsudvalgetskontrol ofte fik et pedantisk og latterligt skaer. En velvillig anmeldelsei Dagens Nyheder af den svenske forfatter Viktor Rydbergs roman Vapensmeden, der pa et kristent grundlag kritiserede den religiose dogmatisme,gav

22. Brevveksling mellem C. Carstensen og H. Matzen cit. i note 11.

23. C. Carstensen til generalauditor Steffensen 5/1 1893, Dinesens arkiv, E. 13, RA. Jvf. C. Carstensen til L. Dinesen 29/4 1891, hvor det bl.a. hedder: »... hvis den danske journalistik ikke ville tilsaette den sidste rest af respekt hos besindige og dannede mennesker, sa matte der i den indfores en anden form for den offentlige forhandling, og sa matte bladene i deres egen interesse emancipere sig fra den for dem uvaerdige stilling som viljeslose instrumenter i de aktive politikeres haender. Dette udelukker ikke, at et blad bor stotte sit parti i hovedsporgsrnalene, men betingelsen er da, at redaktionen holdes a jour med udviklingens gang.« Dinesens arkiv, A, RA.

24. Justitsminister Nellemann til L. Dinesen udat. ca. 1891, Dinesens arkiv, A, RA. Generalauditor Steffensens notater cit. i note 20, 28/12 1892.

Side 228

matisme,gavf.eks. Dinesen anledning til detaljerede foresporgsler blandt politiske meningsfaeller. Var Rydberg mon ikke europaeer? Angrebhan ikke kirke og samfund? Var anmelderens sympati ikke et maskeretanbreb pa Hojre? Uden at tiltro sig »nogen sikker dom i litteraere sager« mente indenrigsminister Ingerslev dog at kunne sige god for Rydbergstendens, og heller ikke journalisten Johan Grove fra Dagbladet mente, at Carstensen kunne faelles pa det grundlag. Carstensens forseelse var alene den, at anmelderen havde benyttet lejligheden til at sla et slag for religios tolerance²⁵.

Ved en anden lejlighed beklagede Dinesen sig over, at Carstensen i en natlig samtale pa Kgs. Nytorv havde erklaeret sin tillid til de »europaeiske andsaristokrater« i modsaetning til »alle os andre«²⁶. Denne modsaetning, saledes som den blev oplevet af hojreintelligensen, er udforlig analyseret i et brev fra journalisten Henrik Godske Nielsen til indenrigsminister Ingerslev i anledning af Hojres tilbagegang ved valgene i hovedstaden. Godske Nielsen tager sit udgangspunkt i konflikten mellem by og land og borgerskabets traditionelle foragt for bonderne. Historisk forklarer han foragten med bondernes ufri og stavnsbundne stilling, men Hojres aktuellevanskeligheder i hovedstaden skulle forst og fremmest vaere kulturelt betinget: Modviljen mod forligspolitikken med Venstre ses som et udtryk for hovedstadens frygt for at blive regeret af bonder og »underlegne andelige personligheder af anden eller ingen dannelse.« Dinesen vurderesderfor som en belastning for Hojre: »Universitetsstaden kan og vil ikke i ham, eleven fra Grundtvigs hojskole, se sin ordforer, Madvigs grammatik vil ikke anerkende landsbyskolens ABC som sin lige, og det eneste sted i landet, hvor civilisationens pulsslag fornemmes og videnskabensdyrkelse horer hjemme, vander sig ved at hore den elementaere viden fra Bastholm og Balslev blande sig i striden pro et contra Darwin.« Hojre havde folgelig grebet forholdet til Brandes helt forkert an. De »dannede klasser« med deres »skepsis og lette voltairianisme« tog ganske vist afstand fra Brandes' tendens og agitation, men de anerkendte ham som aestet og videnskabsmand. De frastodtes derfor af Dinesens hardhaendedeog unuancerede kritik af politiske modstandere og hans voldsommefelttog mod ateismen. For at stabilisere Hojre i hovedstaden foreslog Godske Nielsen, at partiet var mere omhyggeligt med sine kandidaterog

25. Indenrigsminister Ingerslev til L. Dinesen 7/8 1892; J. Grove til samme 5/12 1892. Dinesens arkiv, A, RA. Dagens Nyheder 6/8 1892.

26. L. Dinesen til C. Carstensen 27/4 1891 (koncept vedlagt Carstensens breve til Dinesen), Dinesens arkiv, A, RA.

Side 229

didaterogi hojere grad trak pa »intelligens, personlig anseelse og parlamentariskevne.« Eksempelvis naevntes overretssagforerne og cand. mag. erne. Lignende synspunkter gav journalisten Aage Duus udtryk for i et brev til Dinesen, hvor han fraradede at bekaempe Brandes med »krabasken«,da en stor del af »Hojres intelligens« var sympatisk indstillet over for ham - en taktik, som justitsminister Nellemann kunne tilslutte sig²⁷.

Der er naeppe tvivl om, at Godske Nielsen repraesenterede en almindelig holdning i den mere betydende del af Hojres hovedstadspresse. Da Dinesen i foraret 1891 pa et mode i Arhus havde erklaeret det for uforeneligt at vaere »litteraer venstremand« og »politisk hojremand«, tog bade Nationaltidende og Dagens Nyheder til genmaele i tolerancens og andsfrihedens navn. Hojre var et frisindet parti, der ikke blot matte tage afstand fra radikalismens agitatoriske udskejelser, men ogsa burde vogte sig for »pietistiske« tendenser. I et privat indlaeg i Dagens Nyheder mente indsenderen, at Kobenhavn ville ga helt tabt for partiet, hvis den politiske kamp om forsvar og forfatning udviklede sig til en »troskamp, i hvilken samvittigheden tages fangen« - altsa et synspunkt, der var identisk med Godske Nielsens²⁸.

Dinesen frygtede angiveligt en deling af partiet i et europaeisk og et dansk Hojre og onskede at fastholde en dansk kurs. Set fra Dinesens synsvinkel var hovedstadsbladene og navnlig de Ferslewske derfor mistaenkelige og upalidelige. Alene Dagbladet blev anset for en haederlig undtagelse. Det var saledes hovedstadspressen, der gennemforte paladsrevolutionen i Journalistforeningen, og Nationaltidendes redaktor matte ligesom Carstensen tale anklager for europaeisk sindelag og forsvare sin uafhaengighed²⁹.

I den kulturpolitiske debat inden for Hojre indrettede provinspressen sig tilsyneladende efter Dinesens linie. Det gjaldt bade sagen om Journalistforeningenog kritikken af Dagens Nyheder. »Et hojreblad, der skrivesaflutter venstremaend,« mente saledes redaktor Vogel Jorgensen fra

27. H. Godske Nielsen til indenrigsminister Ingerslev 30/4 1892 (kopi), Reedtz Thotts arkiv, nr. 12, LA. Aa. Duus til L. Dinesen udat.; justitsminister Nellemann til samme 18/4 1891. Dinesens arkiv, A, RA. Jvf. Nellemann til H. Matzen 26/6 1889, hvor han anmoder denne om at standse hojrebladet Avisens »kaevlerier« angaende Giordano Bruno, da mange hojrefolk er »frittaenkende«. Dinesens arkiv, E. 5, RA.

28. Dagens Nyheder 24/5 (citat) og 12/6 1891. Berlingske Tidende 25/5 1891. Nationaltidende 9/6 1891.

29. L. Dinesen til red. Chr. Nielsen 28/3 1889, 30/9 1891, 9/1 1892 trykt i Boggild-Andersen og Vagn Dybdahl op. cit. nr. 209, 255 og 275. Hojres forretningsudvalg til J.B.S. Estrup 17/10 1890; cirkulaere fra Hojres forretningsudvalg juni 1891. Dinesens arkiv, E.lO, RA. Red. H.R. Hjort Lorentzen til L. Dinesen 11/3 1891, Dinesens arkiv, A, RA.

Side 230

Svendborg Amtstidende; Carstensen og hans avis stod »i litteraer henseendehelt i den europaeiske lejr.«³⁰ Det moralske skraemmebillede var Politiken. I et indlseg i Jyllandsposten, »Provinspressen og dens opgaver«,advarede indsenderen med en henvisning til Politiken mod provinspressens»voksende tilbojelighed til at efterligne de sletteste hovedstadsblade,bohemebladene.« Indsenderen forudsa »en underhuling, ikke blot af laesernes saedelige begreber og den gode og sunde smag hos dem, men ogsa af deres politiske sindelag.« Intet under, at indlaegget vakte Dinesensbifald .³¹ Derimod kneb det for provinsbladene at holde trit i forligspolitikken,navnlig nar det gjaldt valgsamarbejdet med Det moderate Venstre³².

Presse, parti og ideologi

Den kobenhavnske hojrepresses onske om redaktionel uafhaengighed var inspireret af en pa en gang social og liberal konservatisme, hvis forudsaetningerskal soges i en europaeisk savel som en hjemlig tradition. De europaeiske konservative partier i sidste halvdel af 1800-tallet havde udvikleten betydelig skepsis over for den okonomiske liberalisme, der syntes at gode jordbunden for sociale og politiske forskydninger. De stillede derfor krav til statsmagten om at beskytte det sociale og okonomiskesamkvem mod magtfulde saerinteresser, der ellers kunne dominere i ly af laisser-faire. Staten overskred dermed de befojelser, som blev tildelt den i den klassiske liberalisme, men det stillede samtidig saerlige

30. Se f.eks. folgende provinsredaktorer til L. Dinesen: A. Damkier, 01andenes Dagblad, 28/4 1891; H. Fogh, Horsens Avis, 5/5 1888; Th. Funch-Thomsen, Horsens Avis og Aarhuus Stiftstidende, 19/3 1889; H.J. Jacobsen, Lolland-Falsters Stiftstidende, 8/5 1888, 20/7 1889; Chr. Nielsen, Jyllands-Posten, 29/3 1889, 14/8 1891; M.V. Vogel- JOrgensen, Svendborg Amtstidende, 22/5 1888, 9/11 1889 (citat 1), 28/3 1891 (citat 2); J. Wulff, Hjorring Amtstidende, 30/9 1892. Dinesens arkiv, A, RA.

31. Jyllands-Posten 20/12 1890. L. Dinesen til red. Chr. Nielsen 21/12 1890, trykt i Boggild- Andersen og Vagn Dybdahl op. cit. nr. 238. Pa et tidspunkt beklagede Dinesen sig over nogle damebilleder i det af Hojre understottede vittighedsblad Folkets Nisse. Redaktoren M. Gjorup forsvarede sig med, at selv ansete tyske humoristiske blade bragte »temmelig dristige billeder« og vedlagde nogle prover til dokumentation for sin pastand (M. Gjorup til L. Dinesen 13/3 1887, Dinesens arkiv, A, RA.

32. Se f.eks. red. Chr. Nielsen til L. Dinesen 13/4 og 15/4 1892, trykt i Boggild-Andersen og Vagn Dybdahl op. cit. nr. 267-269. T. Reedtz-Thott til L. Dinesen 15/4 189*2; red. H.J. Jacobsen til L. Dinesen 21/5 1892, 21/4, 23/4 28/4 og 2/6 1893. Dinesens arkiv, A, RA. L. Dinesen til T. Reedtz-Thott 14/4 1892, Reedtz-Thotts arkiv, nr. 4, LA.

Side 231

krav til de politiske repraesentanter og magthavere. Det danske Hojre var i god overensstemmelse med samtidig europaeisk konservatisme, nar det opfattede sig som det parti, der varetog samtlige samfundsklassers berettigedekrav, uanset den okonomiske og politiske pression, som de forskelligegrupper kunne mobilisere. Faellesinteressen var altsa ikke nodvendigviset sporgsmal om flertallet, men om den rette erkendelse. Hertil kraevedes saerlige kvalifikationer, mens »menigmand« snarere var tilbojeligtil at se pa sine private interesser³³.

Forestillingen om den nationale faellesinteresse, der skulle sikres i et konfliktfyldt samfund, var saledes naert forbundet med elitetanken. Det er betegnende, at hojrejournalisten Henrik Godske Nielsen kunne rose Estrups ministerium, fordi det nod respekt snarere end popularitet og havde formaet at holde distancen til partiet Hojre trods »forskellige underordnede agenters trop de Zele.« Ifolge denne idealistiske opfattelse af politik fik pressen sin ganske saerlige betydning som formidler af den kvalificerede debat, der skulle danne grundlaget for den politiske beslutning, og det var denne offentlige funktion, som Carstensen tillagde sin avis. Over for Dinesen kunne Carstensen oven i kobet paberabe sig Hojres principprogram fra 1882. Her erklaerede rigsdagsgruppen sig jo netop villig til »i alle saglige forhandlinger... at vise imodekommen mod afvigende anskuelser.«³⁴

Forestillingen om den almene og samfundsgavnlige beslutning, der
traeffes af den uafhaengige og indsigtsfulde repraesentant for nationen
knytter tillige Hojre til den hjemlige nationalliberale tradition.

Elitetanken fik sit maske mest markante udtryk i den nationalliberale politiker Orla Lehmanns beromte formulering om »de begavede, de dannedeog de formuende«, der i saerlig grad var motiveret til at varetage nationens vel pa folkets vegne. I den liberale tradition blev politik et forum for det dannede publikums debat, og de politiske institutioner sasom parti og presse opfattedes som diskussions- og meningsfaellesskaber,frigjort fra privatinteressen. Organiseret politisk virksomhed og meningsdannelseafvistes

33. Vagn Dybdahl op. cit. s. 182ff. Stefan Bjorklund: Politiske ideer, 1971, s. 139ff.

34. H. Godske Nielsen til indenrigsminister Ingerslev 30/4 1892 cit. i note 27. Berlingske Tidende 28/12 1882. C. Carstensen til L. Dinesen 26/4 1891, hvor det blandt andet hedder: »Hvis det altsa ikke er den rene skaere humbug med de principper, der folges i Hojre med partiets fordring om at vaere indehaver af det aegte frihedssind med dets proklamering af enighed i de hovedsporgsmal, som er fastslaet i Hojres program af 1882, men frihed i forskellige andre sporgsmal, sa harder i min og i Dagens Nyheders holdning ikke vaeret nogen grund for Dem til at se bort fra det meget, der forpligtede Dem til hensyn over for mig...« Dinesens arkiv, A, RA.

Side 232

ningsdannelseafvistessom principielt uforenelige med den frie debat,
hvis fornemste forum var parlamentet35.

Der lader sig drage en tydelig parallel mellem Carstensens synspunkter og Faedrelandets programartikel fra 1834, hvor redaktoren, professor C G. N. David, erklaerede at ville virke fordomsfrit og upartisk for sine ideer om det offentlige liv. Om »partisk« og »upartisk« hed det saledes: »Den er nemlig partisk, der i sin dom lader sig bestemme af forudfattede meninger og hensyn, og der vaegrer sig for at afveje grundene for og imod. Hvo der derimod, efter at have afvejet alle grundene for og imod, erklaerer sig for en sag, og der, som man siger, tager dennes parti, fordi hans overbevisning siger ham, at dette er det rigtige; og at han derved hylder sandhed og pligt, er upartisk, selv om han fejler i sin overbevisning ^³⁶

Mens Carstensens idealer saledes var forankret i fortidens liberate

35. Povl Bagge: Akademikerne i dansk politik i det 19. arhundrede, Historisk Tidsskrift 12. rk. IV, 1969-70, s. 462 (citat). Det nationalliberale syn pa politik og samfund er endvidere analyseret af Jens Sass Bak i Nationalliberale partipolitiske organisationer, Historisk Tidsskrift 13. rk. 11, 1975. I sin disputats, Strukturwandel der Offentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der biirgerlichen Gesellschaft, 1962, har den tyske sociolog og filosof Jiirgen Habermas opstillet en model for den klassiske liberalismes funktion og selvforstaelse og pavist de historiske faktorer, som konstituerede modellen og dens gradvise oplosning. Modellen er baseret pa angelsaksiske og kontinentale forhold i 1700- og 1800tallet, men selv om de okonomiske og sociale betingelser i Danmark afveg betydeligt fra navnlig engelske forhold, giver modellen en udmaerket indforing i den borgerlige liberate tradition, hvori ogsa den danske nationaliberalisrne indgik. Habermas ser det liberate borgerskabs sondring mellem stat og samfund som den konstituerende faktor for udviklingen af liberalismens politiske institutioner i den politiske offentlighed. Her forte privatfolk samlet som publikum den debat, der skulle saette rammerne for statsmagtens virksomhed, og som forudsatte en elite for at forhindre, at staten blev misbrugt af gruppe- og saerinteresser til indgreb i den frie markedsmekanisme. Jiirgen Habermas op. cit. efter norsk oversaettelse: Borgerlig offentlighet - dens framvekst og forfall, 1971, s. 25ff., 53ff., 73ff., 103ff. 119ff. Som faelles referenceramme for borgerskabet rakte disse forestillinger langt ind i konservatismen, selv om konservative og liberale afveg i deres vurdering af den okonomiske liberalisme og de konstituerende egenskaber hos eliten. Navnlig i engelsk konservatisme spillede den nedarvede jordbesiddelse en positiv rolle, mens liberale fremhaevede dannelsen og de immaterielle kvalifikationer, som borgerskabet havde udviklet. I Danmark manglede de okonomiske og sociale betingelser for udviklingen af et borgerskab i lighed med det engelske, ligesom godsaristokratiet langt fra indtog en tilsvarende fremtraedende rolle som i England. Der var derfor ikke et klassemaessigt grundlag for en skarp sondring mellem konservatisme og liberalisme. Bade konservative og liberale pegede pa middelstanden som en bredt sammensat gruppe, der repraesenterede bade velstand og oplysning, omend de konservative isser lagde vaegt pa ejendom og besiddelse, mens de nationalliberale fremhsvede akademikere og embedsmaend. Pqvl Bagge op. cit. s. 461 ff.

36. Faedrelandet 14/9 1834.

Side 233

raesonnerende presse, var forretningsudvalgets krav i overensstemmelse med udviklingen af den partipresse, som havde fundet sted i provinsen under indtryk af den politiske kamp i 1879-erne og 80'erne. Argumentet blev fortraengt af agitationen, og de eksisterende og nye aviser sogte ind under partiernes fane, indtil udviklingen kulminerede o. 1914 i firebladssysteme t³⁷. At partipressen i virkeligheden bundede ien overdreven forestillingom pressens direkte politiske indflydelse stod ikke klart for den generation, der havde vaeret vidne til venstrepressens betydning for gardmaendenesorganisatoriske og politiske mobilisering fra midten af arhundredet.Venstre vedkendte sig jo tidligt partidisciplinen som princip bade pa rigsdagen og i pressen og spraengte de borgerlige liberate normer ved at stille abenlyse krav til statsmagten om at gribe ind i landboforholdene til fordel for gardmaendenes interesser. Det organiserede parti og pressen blev et middel til at erobre og fastholde flertallet og dermed statsmagten for at gennemfore en bestemt klassepolitik. De nationalliberale og Hojre slorede tilsvarende tendenser under daekke af en debatterende og raesonnerendeelite, der skulle vejlede den udannede masse. At det demokratiskeflertal ikke skulle findes i hojrepolitikken nodvendiggjorde et landsting,der kunne fungere som elitens garanti over for folketinget³⁸.

37. Niels Thomsen op. cit. s. 166ff. Ikke et ord om ytringsfrihed, rapport om journalisters arbejdsvilkar pa danske dagblade, 1978, s. 53ff.

38. Om bondebevaegelsen og Venstre: Hans Jensen: De danske Staenderforsamlingers Historie 1830-1848 11, 1934, s. 503ff. Einar Cohn: okonomi og Politik i Danmark 1848-1875, s. 44. Anton Vinderslev: ostifternes Folkeforening 1863-65, 1972, duplikeret specialeafhandling ved Arhus Universitet, s. 1 Iff. Om de nationalliberale og Hojre: Jens Sass Bak op.cit. s. 285 og 316ff. Vagn Dybdahl op. cit. s. 188. I Odense Universitets skriftserie om dansk kulturhistorie og bevidsthedsdannelse er fremsat til dels modsatte synspunkter om venstrepressen og partiets politiske praksis, der menes at have vaeret underlagt den borgerlige offentligheds praemisser. Den borgerlige offentlighed opfattes med Habermas som borgerskabets kamouflerede klasseinteresse, mens det agrare smaborgerskab ikke skulle have udviklet en alternativ politisk bevidsthed i overensstemmelse med klassens produktionsvilkar og sociale praksis i andelsbevaegelsen. Der argumenteres bl.a. med Venstres »parlamentsfiksering« i provisoriearene og venstrepressens mangelfulde formidling af »det agrare smaborgerskabs erfaringsverden.« Povl Schmidt og Jorgen Gleerup: Introduktion til Dansk kulturhistorie og bevidsthedsdannelse 1880-1920, 1976, s. 74f. 80ff. 88, IOOf. og 107ff. Ulrik Lehrmann: Avisen og agrarsmaborgerskabet, 1978, s. 4, 70ff. 11 If. og 114. Den liberate borgerlige offentligheds almene principper og abstrakte talemader har den dag i dag betydelig klangbund i befolkningen og fik som rimeligt er ogsa gennemslag i det 19. arhundredes bondebevaegelse. Alligevel er det uomtvisteligt, at bevaegelsen kulturelt og politisk tegnede sig for de forste og i lang tid mest betydningsfulde brud med de borgerlige liberale normer. Venstres parlamentariske praksis i provisoriearene kan ikke slore Bondevennernes banebrydende organisatoriske indsats, og venstrepressen blev trods sin afhaengighed af den byborgerlige kultur igangsaettende for pressens politisering. I ovennaevnte indholdsanalyse af Horsens Avis papeges da ogsa flere slaende eksempler pa avisens brud med den borgerlige raesonnerende meningspresse, selv om forfatteren crude i det modsatte aerinde og ogsa har formaet at argumentere overbevisende for en betydelig afhaengighed af den borgerlige presses normer. Ulrik Lehrmann op. cit. s. 33ff.

Side 234

Den ideologiske holdning, der kom til udtryk i officielle udtalelser fra Hojre og i hovedstadspressen, havde saledes flere traek tilfaelles med nationalliberalismen, men valgtryk og pressetryk er klare vidnesbyrd om, at partiet i praksis forholdt sig fleksibelt til idealerne. Hojre viste da ogsa stor forstaelse for det organisatoriske partiarbejde, den organiserede meningsdannelse, om man vil, selv om partiet fastholdt rigsdagsgruppens selvstaendighed over for partiorganisationen. Modsaetningen mellem Hojres teori og praksis afspejlede det gabende svaelg mellem den borgerlige liberale fiktion om en rationel almeninteresse formidlet af eliten og det borgerlige samfunds faktiske konflikter. Problemet matte blive saerlig tilspidset i et parti som Hojre, der spaendte over meget brede befolkningsgrupper og interesser, og den betydelige organisatoriske indsats vidner om, at Hojre tog bestik af situationen pa trods af tradition og ideologi. Paradoksalt nok efterlevede provisoriearenes splittede Venstre i langt hojere grad den liberale partiopfattelse, selv om det var bondebevaegelsen, der havde anvist vejen til effektiv politisk organisering. Gennem hele perioden var Venstre hovedsagelig et rigsdagsparti trods bestraebelser pa det modsatte fra vaelgernes side, og der blev saledes ikke noget partipolitisk modstykke til den organisering, som landbefolkningen havde gennemfort pa produktionssiden med brandkasser, sparekasser, andelsbevaegelse og brugsforeninger.

Deter naerliggende at soge arsagerne til uoverensstemmelserne inden for Hojre om pressens mal og midler i partiets sammensaetning af borgerligeog agrare lag. I praksis adskilte Dinesens vurdering af det politiske livs vilkar sig ikke fra bondestandens, og i sin analyse af Hojres valgnederlagi Kobenhavn slog Godske Nielsen simpelthen Dinesen i hartkorn med den andsfattigdom og det snaeversyn, som han mente at finde hos Venstres ledere³⁹. Den bondefodte Dinesen var i langt hojere grad end den kobenhavnske bourgeoisipresse parat til at udvikle pressen til et politisk slagkraftigt instrument over for de brede vaelgergrupper, der var blevet inddraget i den politiske beslutning. Provinspressens udvikling mod firebladssystemet syntes ogsa at bekraefte muligheden af at opretholdeen presse pa grundlag af laesernes partipolitiske tilhorsforhold uden at

39. H. Godske Nielsen til indenrigsminister Ingerslev 30.4 1892 cit. i note 27.

Side 235

satse afgorende pa konkurrencen i form af prisnedsaettelse eller kvalitativeog
kvantitative forbedringer af indholdet40.

I den kulturpolitiske debat inden for Hojre spores tilsvarende delingslinier mellem borgerlige og agrare lag. I sin analyse af kulturkampen i 1870'erne og 80'erne har Hakon Stangerup pavist, at den resulterede i en oplosning af den nationalliberale enhedskultur og en opdeling i en landog en bykultur. Selv om Stangerup tillaegger Edvard Brandes et stort personligt ansvar for denne udvikling, sammenkaeder han den dog med en demokratisering af de kulturbasrende lag⁴¹. Lars Dinesens personlige baggrund i landsbyen og pa hojskolen er i hoj grad et eksempel pa denne demokratisering, mens hans modstandere socialt set tilhorte de grupper, der var vokset op med den nationalliberale bourgeoisikultur og med tiden skulle vise sig forstaende over for radikalismen⁴². Det var akademikere og embedsmaend, der redigerede den kobenhavnske hojrepresse, og journalisten og kollegaen fra den Ferslewske presse, Franz von Jessen, gav Carstensen det skudsmal, at han var »typen pa den af fransk dannelse pavirkede, andsfrie liberal-konservatisme, der kendetegnede sa mange akademikere af hans slaegtled.« Med denne forskel i social og kulturel baggrund eksemplificerede Carstensen og Dinesen saledes den kulturpolitiske deling mellem land og by, som praegede Hojre i provisoriearene⁴³.

Carstensens evne til at manovrere mellem de ideologiske, politiske og sociale brydninger i Hojre var i sidste instans afhaengig af Ferslews holdning.Ogsa i hovedstaden var der en sammenhaeng mellem parti og presse,men konkurrencesituationen var i langt hojere grad end i provinsen bestemt af den journalistiske og okonomiske indsats. For Ferslew gjaldt

40. Niels Thomsen op. cit. s. 225ff.

41. Hakon Stangerup: Kulturkampen I-11, 1946, I s. 1 Iff. II s. 140, 194, 245 og 277.

42. Det gaelder bl.a. Dinesens staerke kritiker Henrik Godske Nielsen, der havde gjort Dagbladets historie med helt tilbage fra dets nationalliberale storhedstid til dets konservative nedgangsperiode efter Topsoes dod. Hakon Stangerup har pavist, at Dagbladet oprindelig var velvilligt afventende over for brodrene Brandes og den nye litteratur og i stedet for rettede skytset mod grundtvigianerne. Stangerup ser heri »en forstaelse, der pa trods af alle batailler instinktivt radede mellem det andsaristokratiske professorblad og de andsaristokratiske akademiske brodre.« Dagbladets senere frontstilling mod det moderne gennembrud ses som en folge af den uforsonlige polemik og agitation, som Morgenbladet indledte, efter at Horup og Edvard Brandes havde overtaget redaktionen i 1881. Hakon Stangerup op. cit. s. 211.

43. Franz von Jessen: Mit Livs Egne, Haendelser, Mennesker I, 1943, s. 294. Med udgangspunkt i et tilsvarende kulturpolitisk modsaetningsforhold kom Jacob Scavenius og Dinesen til at sta som eksponenter for henholdsvis et by- og et landhojre. Divergenseme i kultursynet blev nemlig opfattet som representative for deres standpunkter i den ovrige politik og fik betydning for deres geografiske og sociale opbakning i partiet. Jan Norgaard Pedersen op. cit. s. 248.

Side 236

det den okonomiske ekspansion i oplag og avertissementer, mens de politiske ambitioner kom i anden raekke. Bortset fra en meget generel tilslutning til Hojres principper gav han sine redaktorer ret frie haender. Da det gjaldt kabalen om statens tryksager, overlod han ganske vist sin indflydelse pa redaktionen af Dagbladet til Hojres forretningsudvalg, men uden udsigten til direkte okonomisk gevinst var det umuligt at fastholdeham pa en snaever partipolitisk kurs. Oppositionens fremgang i hovedstaden talte heller ikke til gunst for en staerk binding til Hojre, og Ferslews store succes med Aftenposten i slutningen af 90'erne hang sammenmed det brede publikums behov for det lette og underholdende stof. I takt med pressens markedsstyring losnedes bindingerne til partierne, og Carstensen fik derfor en vaerdifuld allieret i Ferslew. En meget staerk markedsstyring indebar ganske vist ogsa en alvorlig trussel mod den redaktionelleuafhaengighed, men Carstensen fik stort set lov til at fortsaette i det gamle spor, selv om de store oplag la i andre avistyper end den, han repraesenterede. Formlen for fremtidens seriose presse var omnibusavisenmed en nyhedsjournalistik og et bredt spektrum af emner, der appelleredetil et alsidigt publikum pa tvaers af sociale og politiske skel. Mens partipressen var partiernes reaktion pa demokratiseringen af vaelgerskaren,var den afpolitiserede populaerpresse og omnibusavisen konsekvenseraf det udvidede laesermarked⁴⁴.

Sammenfatning

En gennemgang af hojrepressens okonomiske forhold eksemplificeret i Dagens Nyheder lader ingen tvivl tilbage om, at den finansielle handsraekningvar motiveret af en klar og direkte udtalt forventning om en politisk modydelse i form af redaktionel lydhorhed over for partilinien. Godsejerforeningen opfattede sig fuldt og helt som Hojres politiske redskab,nar det gjaldt de store tilskud til pressen. Trods betydelige ofre kunne og ville Hojres godsejere dog ikke i laengden praestere den nodvendigekapital til at holde Dagens Nyheder oven vande, og Ferslew kom derfor ind i billedet. Det blev redaktionens dilemma at sikre sin uafhaengighedmellem partiets krav om politisk kontrol og kapitalens onske om okonomisk udbytte. Denne opslidende og tilsyneladende hablose opgave

44. Niels Thomsen op. cit. s. 289ff. og 31Off.

Side 237

blev dog begunstiget af brydninger inden for Hojre, ligesom Carstensen
profiterede af interessemodsaetninger mellem parti og kapital.

Det lykkedes saledes ikke for Lars Dinesen og forretningsudvalget at udvikle en partipresse i hovedstaden efter de retningslinier, som de fandt tilfredsstillende. Hojres hovedstadspresse blev lobende kritiseret af forretningsudvalget for ikke at opfylde den nodvendige agitatoriske funktion over for de brede vaelgerlag, der indgik i den demokratiske proces. De grupper, der tegnede den Ferslewske hojrepresse, afviste principielt agitationen og fastholdt retten til at formidle en selvstaendig og alsidig debat, der hojst skulle vaere vejledende for vaelgerne. Hermed var redaktionen i overensstemmelse med det borgerlige liberale samfundssyn, saledes som det her hjemme blev repraesenteret af de nationalliberale og i tillempet form viderefort i Hojres ideologi. Socialt set fornaegtede hovedstadspressen saledes ikke sit tilhorsforhold til bourgeoisiet, der ogsa dominerede Hojres ledende organer trods vaelgergruppens og organisationens alsidige og brede sammensaetning.

Over for disse grundlaeggende forestillinger i borgerskabet, hvad enten dette tilsluttede sig nationalliberalismen eller Hojre, forsogte Dinesen forgaeves at gore sig gaeldende i pressen med de midler, som bondestandenhavde udviklet i sin politiske kamp. Med sin agrare baggrund havde han bedre forudsaetninger for at acceptere partidisciplinen og ensretningeni politik og presse, sa meget mere som Hojre jo allerede havde ovet en energisk indsats i det partiorganisatoriske arbejde. Ogsa i forholdet til forretningsudvalget var han primus motor for denne opfattelse, og maske kan de ovrige medlemmers tilbagetrukne rolle tages som et udtryk for en vis toven over for Dinesens handfaste pressepolitik, selv om alt tyder pa, at de stottede dens hovedlinie. Forretningsudvalgets godsejere sluttede jo op bag Dinesens kritik af Dagens Nyheder og orienterede Godsejerforeningenspressestotte efter tilsvarende retningslinier. Som udvalgets sekretaer var det ogsa rimeligt, at Dinesen spillede den vigtigste rolle i forholdet til pressen. Alligevel springer det i ojnene, at Dinesen socialt set indtog en saerstilling i forhold til forretningsudvalgets ovrige medlemmer,der havde rod i godsadelen eller bourgeoisiet. Undtagelser var professorHenning Matzen og generalauditor Steffensen, der begge var fodt og opvokset i et landsbymiljo, og som karakteristisk nok delte Dinesens principielle syn pa partipressens opgaver og arbejdede aktivt for dem. Matzen gjorde saledes Avisen til et provokerende og pagaende hojreorgan,af Carstensen karakte rise ret som »plump« og »taktlos«, mens Steffensenarbejdede

Side 238

fensenarbejdedenaert sammen med Dinesen i felttoget mod Dagens
Nyheder45.

I sidste instans var konfliktens udfald dog unddraget forretningsudvalgets indflydelse. Den vaesentligste hindring for udviklingen af en partidisciplineret presse var markedets krav om en underholdende og alsidig nyhedsavis. En privatkapitalistisk presse var i laengden uforenelig med staerke partiband, og i Ferslew fik Dinesen en modspiller, hvis interesser var knyttet til markedet. Han blev derfor den afgorende arsag til, at de liberalkonservative redaktorer trak det laengste stra i karnpen mod forretningsudvalget og dets krav om en partipresse.

45. Vagn Dybdahl op. cit. tabel XXII. C. Carstensen til H. Matzen 19/12 1888, Dinesens arkiv, E. 8, RA. At Matzen var sig sin opvaekst pinligt bevidst fremgar af en klage til Carstensen over en sarkastisk artikel i Dagens Nyheder 7/2 1886 om »bondestudenter«. Artiklen var pa det tidspunkt 3 ar gammel! H. Matzen til C. Carstensen 31/12 1888; C. Carstensen til H. Matzen 9/1 1889. Dinesens arkiv, E. 8, RA.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 14 (1981 - 1983) 2